Et Royalt møde.

[Deleted]

Kellan havde fået nyhederne til morgen da hun var mødt ind i gardens kontor. Deres konge Leonardo var gået bort i løbet af natten og sorgen var tydeligt på kontoret. Kellan stod i hjørnet og kiggede på sin overordnede med et roligt blik. Det var en skam hvad der var hændt men han havde været syg længe. Det vidste de alle. Efter et par minutters stilhed begyndte han så at uddele dagens opgaver til de andre vagter. Kellan havde et fast job så da han var færdig skubbede hun sig selv ud fra væggen og begyndte at gå mod døren. "Ikke så hurtigt Kaptajn" han stoppede hende og vendte roligt blikket mod hende. Kellan stoppede op og stilte sig ret. Han var jo trods alt hendes overordnede. "Har de en anden opgave til mig i dag, sir?" spurgte hun roligt og betraktede ham med en stille mine. Hendes overordnede satte sig stille ned på en stol med en hånd for panden. "At ease soldat. Det her er ikke hæren." sagde han roligt og hun stilte sig normal med armene over kors mens hun blot ventede hvad han ville. "Du er blevet hidkaldt til tronsalen af Kongen. Du skal møde deroppe så snart som muligt. Det var alt" Kellan kiggede bare forundret på ham men svarede ham ikke. Hun nikkede blot og skyndte sig ud af kontoret som var placeret ret langt væk fra tronsalen. Gad vide hvad Kongen ville med hende? Hun gik med rolige skridt gennem det store slot mens hendes tanker kørte på højtryk. Hvad skulle der mod ske?. Hun nåede op til tronsalen og stoppede op udenfor. Der stod nogle vagter og hun hilste på dem med en rolig mine. Hun tog en lidt dyb indånding og åbnede så døren ind til den store Sal. Hun lukkede den efter sig og stilte sig få skridt fra den, meget ret. "Deres Højhed ønskede at se mig" sagde hun roligt ud i salen.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Hele slottet synes at være henlagt i sorgen efter Leonardos død, og det var i sig selv, en tanke som gjorde ondt, selv på Mattheus. Selvom han ikke havde haft alverdens med manden at gøre som sådan, så måtte han alligevel erkende, at han faktisk.. savnede ham. Han var stået op denne morgen til en nyhed som han slet ikke havde regnet med, og selv han vidste ikke hvad han skulle gøre eller noget lignende. Han havde rådført sig med Enrico, som kun havde bedt ham om at gøre denne ene ting; Han måtte finde sig en hustru, og en af slagsen, som selv måtte stå frygtelig stærkt, som han kunne være komfortabel sammen med. Noelle ville under ingen omstændigheder blive et alternativ, da han heller ikke fungerede med hende personligt, hvilket han faktisk anså som en direkte skam. Leonardo var ved at blive klargjort til gravlæggelsen, også fordi at han skulle have en af en kongelig kaliber, for det var uden tvivl noget som han havde fortjent! Han stod med hænderne foldet over ryggen og med rank ryg og stirrede ud af vinduerne som afslørede hele Dvasias for ham. Hans blik var tomt og tankerne var alt for mange, og mange flere, end det som han lige magtet, men det var ikke noget som han kunne gøre det største ved. Tænderne bed han let sammen. Tankerne var virkelig alt for mange! At Kellan gjorde sin entre, var noget som let rev ham tilbage til den virkelige verden igen, hvor han let blinkede med øjnene, og skævede over sin ene skulder. Blikket gled direkte til hende. Han havde kaldt hele hæren hjem i anledningen af kongens gravlæggelse, selvom han vidste, at det slet ikke var noget som en som Noelle ville blive tilfreds med, men Leonardo havde fortjent det bedste af det bedste, og så skulle alle uden tvivl være til stede, for det var den sidste ære, som de skulle give ham. Han nikkede roligt i retningen af hende. ”Det glæder mig De ville komme, Kaptajn,” sagde han roligt. Hans stemme bar selv tydeligt præg af savnet til manden, også selvom deres ægteskab altid havde været mod hans vilje.

[Deleted]

Kellan havde virkelig kunne mærke sorgen på hendes tur gennem slottet. Alle var mærkede efter deres ene konges bortgang. Selv var hun ikke videre mærket af det, hun følte sjældent følelser som sorg når det kom til andre selvom hun vel et sted vidste at hun burde? Slottet lå forholdsvist øde hen selvom der ellers normalt var meget liv her og slottet virkede næsten uhyggeligt nu. Alle var så prægede af sorgen. Kellan havde hørt at hæren var blevet kaldt hjem også og ved den tanke bredte et lille smil sig på hendes læber. Hun ville have været blevet edderspændt rasende hvis hun havde været blevet kaldt tilbage på den måde men nu var anderledes.
Tronsalen stod hende meget klart på denne morgen. Det var ligesom om det var kold og trist, som om selve slottet sørgede over tabet. De rav gule øjne hvilede roligt i retning af Mattheus. Hun var rolig og fattet uden på, viste ikke nogen følelser men inden i var hun rigtig nervøs og forundret over hvad han ønskede af hende i denne morgenstund? Hun havde mødt ham før, hun havde udmærket sig både i hæren og nu i Garden men hun var da også blevet reprimandet. Godt nok ikke af ham men hvis det var dette hun var her for så måtte det da være slemt? Hun kunne dog ikke komme i tanke om noget hun havde gjort men stadig var hun nervøs over det. Hans ord til hende gjorde det dog ikke bedre. Hun trådte et par skridt tættere på ham og knælede for ham. "Hvordan kan jeg være deres Højhed behjælpelig?" Spurgte hun roligt mens hun roligt løftede hovedet efter at have knælet for ham. Hun rejste sig dog ikke op. Hun blev pænt knælende og ventede på at få lov som det jo var rette etikette.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Selv i Mattheus’ øjne, fortjente Leonardo den sidste ære, ved at hele landet ville være samlet til den endelige gravlæggelse, som ville ligge lige rundt om hjørnet, for han fortjente uden tvivl den sidste ære. Han bed tænderne en smule sammen, og blev stående og stirrede ud af vinduet. Til nu var beskeden ikke kommet ud til folket, og det var noget som han agtet at forholde det, for de var nødt til at finde ud af det hele, inden de lod den tragiske nyhed gå ud til folket, og specielt Bordellet, som havde været Leonardos store projekt igennem en længere årrække nu. Det var også først nu, at det for alvor gik op for ham, hvor stort et projekt og af hvilken betydning det faktisk havde for den nu afdøde konge.
Selve tronsalen var præget af mørket og det savn efter den mand som skulle sidde i tronstolen ved siden af Mattheus’ egen, også selvom han virkelig forsøgte at holde sig stærk, selvom det virkelig ikke var nemt for ham altid, men der var nu heller ikke rigtigt noget som han kunne gøre ved det af den grund. Han vendte blikket direkte i retningen af hende, som hun kom ham i møde, kun for at knæle. Han gjorde derefter tydeligt tegn til at hun skulle rejse sig igen, for hun havde slet ikke nogen grund til at skulle knæle for ham. Ikke i denne stund om ikke andet. Han havde snakket meget med hans rådgiver hele morgenen og natten med, for det var mange ting som skulle på plads hurtigst muligt, også selvom det måske var lidt en forhastet beslutning, men han vidste jo at tronen ikke var noget som han kunne passe på egen hånd. ”Rejs Dem, Kaptajn,” bad han endeligt. Kvinder i hæren, var generelt ikke noget som man så til hver dag, men selv han måtte erkende, at kvinderne kunne være yderst dygtige indenfor den slags, men det var nu noget ganske andet som han havde i tankerne for hende – end ikke noget som han havde diskuteret eller snakket med sin kære moder om, for han agtet også at vise, at han godt kunne tage sig sine egne valg og ikke skulle støtte sig til de erfarende hele tiden, men at han kunne gøre sig sine egne. ”Jeg formoder at nyheden om Leonardo, Kongen af Dvasias’ tragiske skæbne har nået Dem,” begyndte han lige så monotomt.

[Deleted]

Kellan vidste virkelig ikke hvad Mattheus ville hende af alle personer i denne stund. De havde som sagt mødtes før, set hinanden og hun mente endda at hun en gang havde snakket med ham også. Dog var dette mere med vagt hensyn. Hun havde aldrig prøvet det på denne måde, helt alene med ham. AT han bad hende om at rejse sig undrede hende kort hvorefter hun så gjorde som der blev sagt. Hun sagde ikke ret meget men lyttede blot til hans ord og spørgsmål. Man kunne tydeligt høre at sorgen lå ham tæt og et sted gjorde det Kellan en smule trist til mode, selvom dette ikke skete så tit så skete det dog en gang i mellem at hun fik det sådan her. "Jo, Jeg har hørt hvad der er hændt vores ene Konge. Jeg kondolere. Det er et stort tab for os alle." Sagde hun stille og rettede sig lidt så hun stod bedre. Hendes blik gled stille rundt i salen og faldt på Tronstolene. Hvem mon skulle overtage Leonardo's plads på tronen sammen med Mattheus? Hun kunne ikke mindes nogen som havde været under oplæring eller noget imens Leonardo havde været syg. Måske var det derfor hun var her? For at hente den nye Royale til at sidde på tronen sammen med ham? Det lange sorte hår faldt let i bølger ned over hendes skuldre og hun pustede let en tot væk som var ved at falde ned i hendes ansigt. Hun havde aldrig sit hår sat op, heller ikke når hun var i kamp selvom det et sted var smartest. Hun brød sig bare ikke om det. Det rolige blik faldt stille på Kongen igen mens hun betraktede ham. "han var en god mand. Han vil blive savnet" sagde hun lidt efter og bed sig let i læben. Gad vide hvad han ønskede af hende. Nu begyndte hun efterhånden at blive både nysgerrig og en kende utålmodig. Hun havde aldrig været god til at vente på ting og sager.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Armene forblev foldet over Mattheus’ ryg. Sorgen var selv så tydelig at mærke selv på ham, selvom han virkelig forsøgte at holde sig kørende, for nu måtte han jo gøre det alene, selvom det bestemt heller ikke var nemt for ham på nogen måde. Nu som det var sagt, så havde han bare brug for at finde ud af et nyt standpunkt, og et af dem, som skulle ordnes inden alt for lang tid, og derfor ville han finde ud af lige præcis dette tidsnok. Han vendte de rødlige øjne mod hende. Selvom hans blik var lige så tomt og stift som hans tone var, så var det ikke fordi at han kunne gøre noget ved det af den grund. Hendes ord omkring den nu afdøde konge, var noget som naturligvis glædede ham, for det var noget som betød meget for ham. Ikke kun fordi at de havde været gift – på hans moders ønske, men også fordi at han havde været en nær og god ven af ham. ”Det glæder mig,” sagde han med en rolig og sandfærdig stemme, som han lod hende rejse sig op.
Uden tvivl ville Leonardo var en mand som ville være savnet, og det var noget som han gerne stod fast ved. Mattheus kunne mærke det, også selvom det var en nyhed som han endnu ikke havde ladet forlade slottet, også selvom han vidste, at det kun var et spørgsmål om tid. Han vendte sig mod hende i stedet, så han stod der med hele fronten i retningen af hende i stedet for. Han kendte hende ganske vidst ikke helt så godt som det han ville ønske at han gjorde, også fordi at hun var kaptajn for hans hær, men denne gang var det måske en mere.. personlig ting som han ønskede at drøfte med hende, i stedet for alt det andet, men det var noget som han nok skulle finde ud af før eller siden. ”Han vil blive savnet, uden tvivl. Jeg har endnu ikke ladet nyheden spredes i landet. Manden skal lægges til hvile i ro og mag med slottet og hans nærmeste som en sidste ære. Jeg har i det øjemed en vigtig og.. meget personlig ting som jeg ønsker at drøfte med dig, Kellan,” sagde han roligt, dog denne gang med en yderst alvorlig mine.

[Deleted]

Kellan vidste ikke hvorfor hun var der og et sted gjorde det hende en kende urolig at det tog så lang tid for ham at komme til sagen selvom det ikke var noget man kunne se på hende. Hun var god til at forholde sig rolig når hun stod overfor en med højere rang end hende og hvis det ikke var i kamp. Hvis hun var i kamp så var strategi og rolighed ikke to ting man kunne mærke på Kellan. Hun ville bare storme ud og ind i fjenderne. Det havde kostet hende en del ar efterhånden. Hun pustede let til totten som blev ved med at falde ned i hovedet på hende, eller det gjorde den ikke men det var sådan hun følte det. Hun svarede ham ikke til at starte med. der var ingen grund til at svare ham på hans to ord. Hun nikkede blot roligt og betraktede ham. Han ville hende noget og hun ville vide hvad det var.
Hun bed sig let i læben og lod blikket glide ud af vinduet. Hendes tanker lå også ved folket, selvom man ikke skulle tro det så var hun ret glad for Dvasias og dets folk. Hun var som sin far stolt af at være Dvasianer og ville beskyttet folket til det kostede hende livet som det havde gjort det med hendes forældre. "Folket vil sørge når tiden kommer. Jeg synes at det er en smuk ære at du giver ham den sidste ro, Deres Højhed" sagde hun roligt. Hun tav dog igen da det egentlig gik op for hende at han havde en privat ting som han ønskede at drøfte med hende. Hvad betød dette?? Hun var en smule forvirret for hvorfor ville Kongen snakke personligt med hende? Hun var blot en Kaptajn, havde han ikke folk til dette? Hun bed sig i læben og vendte roligt de gule øjne tilbage mod ham. "Hvad ønsker de at drøfte med mig, Deres Højhed? Jeg står til deres rådighed lige meget hvad de ønsker" sagde hun roligt og hun mente det. Hun var loyal mod kongefamilien og det ville hun blive ved med at være. Hendes hjerte hamrede i hendes bryst som det havde gjort lige siden hun var trådt ind i salen men det var som om at det nu slog endnu hårdere. Personlig ting? De ord rungede i hendes hoved. Hvad skete der lige her??

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste skam godt, at Kellan var kongehuset og kongefamilien loyal, og det var skam også derfor han ønskede at snakke med hende omkring dette. Selvom han selvfølgelig havde mange andre ting som han ønskede at få på plads først, såsom at vide hvordan hun ville betragte Leonardo, også selvom det hun havde fortalt, uden tvivl var noget som måtte falde i hans gode bog, for han havde jo også brug for at vide, at kongehuset stod stærkt, men det lød da til at hun var enig med ham, og det var også noget som faktisk passede ham selv helt fint. ”Han skal have den bedste afsked, for det er uden tvivl fortjent efter alt det som han har gjort for kongehuset her. Det glæder mig, at du er enig med mig,” sagde han med en rolig stemme, for han ønskede jo heller ikke at skjule det. Han havde allerede ideer og tanker omkring den kommende bisættelse og gravlæggelse, som han ville drøfte med sin mor først, for det var vigtigt, at det hele blev gjort rigtigt.
Det gik hurtigt op for Mattheus, at Kellan var ved at blive temmelig utålmodig ved at stå der, også fordi at han vidste, at han trak tiden ud., men han var nødt til at finde den rette indfaldsvinkel, og det var han altså ikke særlig god til! Slet ikke! Han blev stående og med blikket mod hende. Hun opfordrede ham direkte til at fortælle hende det, selvom.. hvordan skulle han gribe det an? Det var faktisk svært for ham at forstå i det hele taget. ”Jeg ved godt, at jeg trækker tiden ud, Kaptajn, men det er en yderst personlig sag for mig. Min ægtemand og medkonge af landet her, er gået bort. De siger De står til min rådighed uanset? Jeg ved ikke hvordan jeg skal fremstille det ellers, men jeg har brug for en tæt på mig, som jeg ved kan tackle pres og stress, samt hårde og alvorlige opgaver,” begyndte han med en ganske sigende mine. Det kunne i første udgangspunkt måske lyde som en forfremmelse, men det var ganske andre ting, som han havde i tankerne hvad hende angik.

[Deleted]

Kellan var enig med ham og mente at han gjorde det rette, også selvom han egentlig holdt det skjult for folket. Mange havde elsket Leonardo og de ville nok alle sammen sørge længe over hans bortgang. Og det var sørgeligt men døden var jo desværre en så naturlig del af det at være i live at der ikke var noget at gøre ved den. Hans ord kom en smule bag på hende. Hvorfor brød han sig om hvad hun synes om det han gjorde? Hun tog det ikke så tungt men sendte ham bare et lille skævt smil. "Han var en stor del af Dvasias og han fortjener en afsked men hans nærmeste mere end nogen anden." svarede hun roligt.
Hun havde virkelig svært ved bare at stå her i uvished også selvom hun godt vidste at han måtte have det svært nu. Hun bed sig stille i læben. hans ord gav ikke meget mening for hende, var det ikke det han havde rådgiverne for? Hun lyttede til hans ord og kiggede undskyldende op på ham. "Jeg beklager Deres højhed hvis jeg virker utålmodig. Jeg er bare ikke så god med uvished eller planer. Jeg har det som regel med at storme frem og få afvide hvad der ønskes af mig." forklarede hun stille og undskyldende for hun ønskede virkelig ikke at være ham til besvær. Hun ønskede bare at vide hvad han ville have af hende. "En tæt på dig som kan tackle stress og pres? Undskyld jeg spørger deres højhed, men har de ikke rådgivere til dette? Hvad kan de bruge mig til? Jeg er om end blot en kriger" svarede hun roligt go lagde hovedet let på skrå. Var det fordi han ville forfremme hende? Og i så fald til hvad? Hun havde næsten indset at hun ikke kunne komme højere op i rang hvor hun stadig kunne gøre meget gav. Det har var virkelig begyndt at blive en mærkværdig morgen.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det betød faktisk meget for Mattheus at vide hvordan han gjorde tingene, og om hun synes at han gjorde og greb tingene rigtigt an. Hans indtryk af Kellan var nemlig, at hun fortalte ham sandheden, da det uden tvivl også var noget som han måtte værdsætte frygtelig højt. Som det nu var sagt, så synes han uden tvivl at Leonardo havde fortjent det bedste af det bedste, og det var skam også derfor at han handlede som han nu havde gjort det – ved at kalde hæren hjem, lade alle som var på slottet være til stede, når gravlæggelsen skulle finde sted, for han fortjente det uden tvivl. Han nikkede til hendes ord. Det betød faktisk meget for ham, for han måtte jo erkende, at han virkelig kom til at savne manden, for han manglede ham jo allerede, også selvom de stort set havde levet hver deres liv, og aldrig rigtigt havde vist sig som et par.. Det var så også først nu, at det gik op for ham, hvor dårlig han egentlig havde været til at sætte pris på alt det som manden havde gjort for ham. ”Han vil være en mand, som for altid vil hvile i vores hjerter, med alt hvad han gjorde for Dvasias som kongedømme,” sagde han endeligt.
Selvom det var svært for Mattheus at fortælle hvad det var han ville og ønskede af hende, så ønskede han naturligvis at det hele foregik på den rigtige måde, og han ønskede naturligvis at høre hendes mening hvad angik dette. At hun så direkte undskyldte, var noget som han havde det fint med – ydmyghed. Det var faktisk noget som man kom langt med, hvilket også var noget som han for længst havde fundet ud af. ”Jeg ved det godt, og dette er en tanke som endnu ligger på tegnebordet, Kellan, men jeg har brug for Deres mening hvad dette angår. Det er en sag som der som sagt, ligger mig meget personligt til hjertet,” forklarede han ganske sandfærdigt. Han forsøgte selv at slappe af, også selvom han mest frygtede for hvordan hun ville tage det, og han frygtede lidt, at det kunne sætte ham i et ekstremt dårligt lys, dersom hun afviste det hele for ham. Hun var mere end en kriger, for han havde hørt udtalelserne omkring hende i marken og andet, og det var noget som også betød meget for ham. ”Jeg har rådgivere til rigtig mange ting, det er sandt, men jeg vil ikke ind i endnu et ægteskab med en mand. Jeg ved og kender til historierne om Dem på marken, og jeg ved De er en dygtig kriger. Jeg ønsker denne gang at tage et valg, også for min egen del, og.. Jeg ønsker Dem på tronen, side om side med mig.” Hans stemme var ganske alvorlig, for dette var bestemt ikke noget som han lavede sjov med.

[Deleted]

Kellan var ikke en som løj eller som valgte at fortie, hun sagde tingene som de var for det var alt andet lige meget bedre både for hende selv men også for andre i længden. Kellan vidste godt at Mattheus ville savne Leonardo selvom de ikke havde været sammen så tit, hun vidste jo lidt om det eftersom hun jo havde arbejdet så meget på slottet som hun havde. Hun var deres vagt og det var hun stolt af. Hans ord gjorde hende en smule glad, det betød da noget for hende at hun faldt i god jord hos kongen. Det kunne jo kun være en god ting hvis vman var i god jord hos kongen. Hun nikkede blot til det han sagde om Leonardo og betraktede ham. Der var ikke rigtig så meget andet at sige for hendes vedkommende, ikke spor til det han sagde.
Hun forstod det virkelig ikke. Hun var virkelig fuldstændig lost ved denne her situation. Hvad var det lige der skete? Hvad kunne hun dog være ham behjælpelig med? Hans ord om at han havde brug for hendes råd fik hende virkelig kun gjort mere forvirret end hvad godt var. Hun løftede stille en hånd og begyndte at sno en lok af det sorte hår rundt om den. "Jeg skal da gøre mit bedste for at rådgive dem bedst muligt, Deres Højhed men jeg ved virkelig ikke hvor meget gavn min mening er for Dem." svarede hun roligt og bed sig let i læben. Hendes blik søgte ud af vinduet mens hun tænkte og lyttede til hans næste ord. Hun stoppede fuldstændig op med alt hun lavede da hun hørte hans sidste ord. Hun kunne tydeligt høre på ham at det ikke var for sjov han sagde det. Han var alvorlig men .... det kunne han vel ikke være?? Han kunne da virkelig ikke mene det her. Hun vendte blikket mod ham igen med en smule forvirrede øjne. "Undskyld Deres Højhed. Jeg tror ikke helt jeg forstår det her. Hvorfor ønsker de mig på tronen ved Deres side? Jeg er blot en soldat, jeg har ingen finesse, jeg er ikke god til politik og .... og .... De kender mig jo slet ikke" sagde hun forvirret og bed sig let i læben. Hun tog sig stille til hovedet med den ene hånd og gik over til den nærmeste væg og lænede ryggen mod den. Hun var stadig en smule rundtosset og forvirret over det han havde sagt. "Jeg er nød til lige at forstå det her helt rigtigt." begyndte hun igen og kiggede over mod ham. "Du vil have mig, Kellan Miracuess, til at sidde på tronen, ved din side, og ..." hun tav for hvordan skulle hun formulere det. Det hele var altså bare forvirrende! "Undskyld. Dette er lidt forvirrende for mig" sagde hun stille og bed sig let i læben mens hendes blik søgte mod jorden. Hvad forgik der her!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Kellan var uden tvivl faldet i temmelig god jord ved Mattheus, også fordi at hun var ærlig overfor ham, når det var det som han opfordrede hende til. Han stod med hænderne foldet over ryggen. I hans ansigt var det nok også ganske tydeligt, at tabet var noget som han tog frygtelig tungt, men ikke fordi at det var noget som han kunne gøre det største ved uanset hvad, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han nikkede mod hende. Leonardo ville uden tvivl være savnet, og det ville han være igennem de næste rigtig mange år, men manden havde jo også udrettet en del, og han havde uden tvivl også sat mærker og spor efter sig, så det var ikke noget som kunne komme helt bag på nogen som helst. Ærligheden og respekten som hun udviste ham, var noget som han uden tvivl værdsatte, også fordi at det var noget som de færreste faktisk udviste for ham. Han var ikke forfærdelig gammel, og han var sat på tronen inden tiden havde været rigtig, så det var jo meget som han selv skulle finde ud af, og til det, så havde han brug for hjælp af en med en større erfaring end hvad han selv havde i sin besiddelse.
Det forundrede skam slet ikke Mattheus, at dette var en nyhed som uden tvivl forvirrede Kellan, men han var nødt til at lade hende vide det. De kendte ganske vidst ikke hinanden, og han vidste godt, at dette kunne sætte ham i en situation som ikke var nær så heldig, og i med, at hans mand kun lige var gået i døden, men han var for udsat på en trone alene, også fordi at han havde fået bevidst adskillige gange, at det var et pres, som han ikke kunne tage alene. ”Deres ærlige mening, vægter jeg højt. Beder jeg om ærlighed, så vil jeg hellere føre en samtale med et individ, som jeg ved, vil skænke mig præcis hvad jeg søger. Det gør De,” fortalte han roligt. At det hele var ved at synke ind, var noget som han tydeligt kunne se og fornemme på hende, også selvom det nu heller ikke var noget som gjorde ham det mindste i den anden ende. At hun ikke var inde i politik og ikke ejede finesse, var ikke underligt, når hun var vant til livet på slagmarken, men selv visse ting kunne man vel endnu nå at ændre? Han søgte roligt et skridt i retningen af hende, som hun lænede sig op af væggen. Han vidste godt, at det måske kom som lidt af et stort chok for hende, men han var jo nødt til at lufte ideen for hende. ”Ingen siger det skal være af sande følelser, Kaptajn. Jeg ved at det forekommer Dem som et chok, men jeg mener det, når jeg beder Dem om at indtage tronen sammen med mig. Jeg ønsker Kellan Miracuess på tronen ved min højre side,” tilføjede han med en ganske bestemt tone. Det var et valg, som han allerede havde foretaget. Nu var det jo bare op til hende.

[Deleted]

Kellan havde altid været opdraget til at være ærlig og det ville hun blive ved med at være. Der var virkelig ingen grund til andet var der? Man kom længst med ærlighed, også når man gjorde noget forkert. Det var sikkert og vist. Hans ord rungede i hendes hovedet og gjorde det svære og svære for hende at finde hoved og hale i det hele. Hun vidste virkelig ikke hvad der havde fået ham til at ville sætte hende på tronen, hendes af alle mennesker?? Det var en forvirrende tanke, hun tog sig til hovedet og bed sig let i læben. Hvad skulle hun dog stille op. Hans ord fik hende til at kigge op på ham. Han kunne lide at hun var ærlig, selv overfor ham? Men ... Kongen havde vel altid ret i sidste ende ligemeget hvad hun sagde? "Tak" sagde hun stille og betraktede ham roligt. Hun vidste virkelig ikke hvilket ben hun skulle stå på og det føltes ærligtalt som om han havde taget og fejet begge ben væk under hende. "Jeg er glad for at du sætter pris på min ærlighed, det er noget som jeg selv sætter højt og altid har gjort. Jeg vil hellere sige hvad jeg mener end at fortie for jeg ville have det dårligt med mig selv hvis jeg havde kunnet gøre noget for at ændre en situation men ikke gjorde det" sagde hun stille og vendte blikket ned i jorden igen. Hænderne placerede hun på den kolde mur og lukkede stille øjnene. Hun måtte finde et holde punkt, et standpunkt i dette rod som forgik i hendes hovedet for ellers så blev hun da helt væk. Hun opfangede at han kom hende nærmere mens hun blot lyttede til hans ord, formede dem i hendes hoved for bedre at få en forståelse for hvad der skete her. Hun fjernede den ene hånd fra muren og kørte den igennem det kul sorte lokker, åbnede øjnene og vendte blikket mod ham igen. Han mente det, han var seriøs? Hun bed sig let i læben igen og nikkede. Hun rejste sig ordentligt op og vendte sig mod ham. "Jeg lagde dette møde ud med at sige at jeg ville gøre som De ønskede og at jeg stod til deres rådighed ligemeget hvad de ønskede af mig og dette har ikke ændret sig. Heller ikke selvom det de ønsker af mig er så stort som dette." lagde hun stille ud og vendte de gule øjne mod hans. "Hvis det at de ønsker at jeg indtager tronen i Dvasias ved Deres side og mener at det er det bedste for landet så er det ikke mit job at sige dem imod. Jeg vil gøre alt for Dem og Dvasias" han tav igen og tog en dyb indånding. Hun vidste virkelig ikke om dette var det rette valg men hvad andet kunne hun gøre? Dette var ikke en beslutning han havde taget let, han mente vel at hun kunne gøre en forskel for landet og det var det hun ville prøve på i hvert fald. "Dog er der en ting jeg ønsker med denne beslutning" startede hun stille og bed sig igen i læben. Kunne hun virkelig tillade sig at sige sådan noget?? "jeg ønsker at der bliver brugt noget tid på at lære hinanden at kende. Jeg vil ikke blot gå her på slottet og næsten se Dem, Deres Højhed som en fremmed" Hun tav stille igen. Hun håbede virkelig ikke at dette var for meget at bede om.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste udmærket godt at det var rigtig mange ting at skulle bede hende om, og sikkert ikke af den kaliber, som hun havde regnet med at skulle høre om i det hele taget, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han vendte blikket i retningen af hende atter en gang. Som regel sagde man måske at kongen altid havde ret, men selv han ønskede at folk kunne være ærlige overfor ham, og specielt når han gjorde oplagte og så tydelige fejl, som han nu havde gjort det, og han vidste jo, at han havde gjort dem, hvilket nok næsten kunne siges, at være noget af det værste ved det hele. Han havde brug for ærlighed, og selv blandt dem som han faktisk valgte at støtte sig op af, for det var noget som han selv uden tvivl havde brug for. ”Ærligheden er den som man kommer længst med, og det er ikke alle som jeg kan stole på, faktisk vælger at skænke mig den, selv når det er hvad jeg efterlyser.” Hans stemme forholdt sig rolig, også fordi at han vidste, at dette var et yderst alvorligt møde, og naturligvis var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Hun virkede skam også til at være helt rundt på gulvet ved hans anmodning om pladsen som den kommende dronning af Dvasias, også selvom han vidste, at det var ganske forhastende, at skænke hende en plads som det i og med, at hans mand netop var gået bort, men selv han vidste, at det var nu slottet stod svagest, og han ønskede på ingen måde, at fremstå som svag, og ej heller skulle kongehuset! Han lod de rødlige øjne glide til hendes skikkelse, som hun blev stående op af væggen. Det var måske ikke ligefrem hvad hun havde regnet med, men han ønskede at være ærlig, og de egenskaber som hun var i besiddelse af, var noget som uden tvivl kom frygtelig godt med i en stilling som den han netop havde skænket hende – om hun ønskede den selvfølgelig. Som hun rettede sig op, så gjorde han det samme, for det havde bestemt heller ikke været hans hensigt at slå hende fuldkommen ud. ”Jeg er kendt med, at det næppe var noget som De ventede dem, Kaptajn, men det er nu og da, den bøn jeg ønsker at skænke Dem. Pladsen som Dronning af Dvasias, er jeg klar over, at De vil kunne klare med bravur. De kan klare pres og De kan tackle stress, og det er hvad jeg har brug for. Jeg siger med hånden på hjertet, at dette er et job af alvor, som jeg ej kan løfte med min egen hånd,” sagde han roligt. At hun så selv havde en bøn hvad dette angik, så lyttede han endeligt. At hun ønskede muligheden for at lære ham at kende på det mere personlige niveau, havde han skam ikke noget imod. Læberne spillede ud i et roligt smil, idet han roligt nikkede. ”Dersom det er Deres krav, så agter jeg at efterkomme det. Vi kan starte således; De kalder mig Mattheus og ej ved den kongelige titel. Snart er det en De selv vil bære,” afsluttede han roligt.

[Deleted]

Alle havde vel brug for mennesker omkring en som man kunne stole på og som var ærlige når man dummede sig og når man traf de forkerte valg? Det var vel at sige sig selv og når hun nu stod der foran ham, Kongen af Dvasias, så kunne hun ikke tro at der var mange omkring ham som var 100% ærlige overfor ham. Nogle af dem var da måske bange for at han ville blive sure på dem eller gøre dem noget hvis de ikke var ærlige. Et sted bebrejdede hun dem ikke, ligesom hun heller ikke bebrejdede Mattheus for at ønske at de var det. "Jeg tror at folk måske er bange for hvad der vil hænde dem hvis de er fuldkommen ærlige nogen gange" sagde hun eftertænktsomt betraktede ham. "Deres Højhed kan være en smule skræmmende en gang imellem" der lå et roligt og blidt smil på hendes læber mens hun ytrede disse ord. Det var jo ikke ondt ment men han kunne nu godt virke skræmmende en gang i mellem.
At skænke hende denne stilling så pludseligt var virkelig forhastet for at sige det mildt men hun vidste at han måtte have en god grund til det? Alle vidste at et kongedømme stod stærkest med to på tronen, en konge og en dronning eller en konge og en konge som det jo havde været ind til nu. Det vidste hun jo godt men at hun lige var udset til at blive den næste Dronning var hende stadig en vild tanke. Hans ord gav dog mening for hende, der var kommet en smule mere ro på hende som hun begyndte at finde sig mere og mere fattet ved situationen. "Tak" sagde hun blidt og en lidt svag rødmen kom frem på hendes kinder da han sagde at han mente at hun ville egne sig som dronning, det kunne jo kun være et kompliment og et ufatteligt et af slagsen i hendes hovedet. "Det betyder meget for mig at De anser mig som værdig til den titel. Jeg ved at det at styre landet er meget svært, især hvis man er alene. Det er lidt ligesom at styre en hel hær. Hvis man ikke uddelegere nogle af sine opgaver til andre og beder om hjælp og får støtte så går regimentet i opløsning og hæren splittes" sagde hun stille. Det var virkelig den bedste sammenligning hun kunne komme med. At han agtede at føje hendes krav gjorde hende glad. Hun nikkede roligt og bed sig let i læben. "Som De ønsker Dere ....." Hun tav og tog en dyb indånding. Dette var hende så uvant. Hun skulle kalde Kongen, hendes konge, Mattheus Angleráx for bare Mattheus. Det var virkelig underligt! "Undskyld. Mattheus." afsluttede hun roligt og betraktede ham med et lille smil. Det var virkelig så uvant for hende det her! "Du kan også bare kalde mig Kellan og ikke Kaptajn" hun tav lidt og vendte blikket lidt ud af vinduet. Dvasias lå for hendes fødder og hun skulle virkelig passe på at hun ikke kom til at træde forkert og knuse noget. "Sååe, hvordan kommer det her til at forgå?? Hvordan skal det gøres? Jeg formoder at dette ikke kommer til at blive helt let?"