Første møde med en gammel ven

[Deleted]

En tung tåge hang tungt over det Dvasianske landskab, og gjorde Den Mørke Skov om muligt, mere skummel og dyster, at skulle bevæge sig rund i, fuldmånen stod på sit højeste, og kastede et blege skær, ned over det ellers dunkle land, hvor de tyngende tågebanker let reflekterede det blege måneskær. af og til hørtes ugler tude, deres ensomme tone ud i den mørke nat, men blev med jævne mellemrum afbrudt, af de sultene varulves hylende kald.. Kun de stærkeste, modigste eller dummeste, vovede sig ud om natten ved fuldmåne i Dvasias, mange sagde ligefrem det at gå udenfor selv i flok, var som at danse med dødens sorte gud selv, dette gjaldt i særlig grad fuldmånenætter, da de vildeste og mest brutale rovdyr, var på ubarmhjertig jagt, og ingen var fredet, end ikke venner eller familie til personen bag bæsterne. Dog var det på netop denne nat, Elvolganta havde vandret med villigt hjerte, dybt ind i hjertet af Den Mørke Skov, hvor han havde tændt et stort bål, der brændte med voldsomme smaragdgrønne stikflammer, ikke lod til at have noget brændsel, og som ej afgav nogen røg fra sig, dog lod tågen til at blive skubbet bort derfra, der var dermed helt klart og fuld sigtbarhed, og komplet vindstille 150 meter til alle sider fra den store ild. Ved siden af bålet, blot få meter derfra, sad Elvolganta og var i færd med at flå pelsen, af en døende varulv som til trods for smerten, endnu formåede at knurre mellem de ynkelige pivelyde, der lå kneblet på det dugvåde græs. Han skulle bruge skindet og tænderne, fra en levende fuldvoksen varulv, og dette var kun muligt at opnå, når ulven endnu levede, for døde kræet inden han var færdig, ville de ting han ikke nåede at fjerne blot blive menneskelige igen, hvilket ingen markeds værdi havde, og han var derfor umådelig forsigtig, hvor hans kniv skar under huden, det tog sin tid, men der var umådeligt mange anvendelsesmuligheder, for en håndværker og warlock i disse materialer...

[Deleted]

Sheila havde altid godt kunne lide den Den Mørke Skov Lige siden hun var trådt ind imellem træernes grene første gang for et par år siden, havde hun følt sig draget til mørket. Skoven føltes død. En anden ting der dragede den unge nekromantiker til stedet. Selv før hun havde fundet ud af hvad hun var, havde hun kunne fornemme alt den død der var knyttet til stedet. Senere var hun blevet i stand til at fornemme at denne stammede fra de formuldede lig der lå og gemte sig under skovbunden, hvor de aldrig var kommet videre. Som Sheila gik imellem træerne kunne det ikke lade være med at bringe et lille koldt smil frem på de blege læber. Det var ikke et smil der på nogen måde nåede op til de grumsede plummerbrune øjne, og dog var det alligevel et smil der indikerede en form for veltilpashed. Dog skiftede øjnene hurtigt retning fra at have gledet tilfældigt rundt til at kigge ret til venstre for hende. Selvom hun nærmest ikke kunne se noget i det herskende mørke, var hendes andre sanser skærpede, og dog var det hendes sjette sans der lige nu fortalte hende at der skete et eller andet. Det faktum at hun havde bevæget sig ud på en fuldmåne burde have sat alarmsystemerne i gang, og dog var det ikke et stort frådende bæst hun fornemmede, men i stedet et døende væsen. Det lille smil der spillede på hendes læber, blev kun bredere, mens hun bevægede sig i den generelle retning. Der var altid et eller andet fascinerende ved et døende væsen, og desuden var frisk materiale altid at foretrække over rådne gamle lig. Synet der mødte hende da hun endelig nåede den lille lysning var dog langt fra hvad hun havde forventet. Dyret var ikke bare døende, det blev flået levende, mens skæret fra en grønlig ild kastede lys over det hele, deriblandt den store mand der foretog skinderiet. Synet af ham fik dog ikke den unge nekromatiker til at tøve. I stedet stod hun bare i udkanten og sugede det hele til sig, mens de grønne flammer funklede i de plummerbrune øjne, inde bag ved den sorte kuttes skygger.