Hvad tilfældigheder kan føre til.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kom yderst sjældent med råd om nogen ting, så det at han valgte at give hende et råd med på vejen, var egentlig en frygtelig stor ting. Han var ikke i tvivl om at hun var vant til at færdes i Marvalo City, udelukkende på grund af hendes flabede tone, og den måde som hun bevægede sig frem på, også selvom det nu heller ikke var noget som han sagde det mindste til, for hvis man ikke kunne mærke den manglende magiske aura som hvilede omkring hende, ville man næsten tage hende for at være en warlock i stedet for noget så simpelt som et menneske. Hendes svar retur, var noget som han takket for, også fordi at det ikke var nedladende eller noget lignende, så det var jo egentlig noget som passede ham selv helt fint. ”Glimrende, Mallorie.. Mest for din egen skyld.” sagde han med en ganske kortfattet stemme. Et råd kostet som regel dyrt, og han havde foræret hende det ganske gratis. Det var ikke noget som han kom til at gøre igen.
Mallories uvidenhed var uden tvivl noget som skuffede Kimeya, men kunne man regne med andet når det nu var et simpelt menneske han stod ansigt til ansigt med? Han tog styringen, for han nægtede at lægge sig under en kvinde, og specielt år vedkommende var et menneske, så var det slet ikke noget som kom på tale! ”Ja, hvad kan man regne et simpelt menneske for.. Skuffende,” sagde han med en ganske så kortfattet mine, for det var intet andet end skuffende i hans øjne.
Kimeya havde endnu ikke sluppet hendes hånd med sin egen. I og med, at hun havde sammenflettet dem, så kunne han holde hende fast, for hun kunne ikke rigtigt trække sig. Hun nød tilsyneladende at lege med ilden, også selvom hun havde formået at brænde sig denne gang. Han kunne dog give hende hans ord på, at han ikke ville slå ihjel, for det ville virkelig bare være.. ekstremt pinligt, selv i hans forstand. Hånden forblev lukket omkring hendes kæbe. At hun så gav sig til at forsvare sig for hans konklusion af hendes væremåde og opførsel, var noget som kun fik det kolde og kyniske smil til at brede sig på hans tynde læber. ”Du må afkræfte det for mig, Mallorie, for det er hvad jeg ser.. En ung kvinde, som tror hun kan få hele verden, gemmer sig bag sit familienavn, er flabet og alt for selvsikker for sin egen sikkerhed..” Denne gang tog han flere skridt mod hende, for at tvinge hende op af den nærmeste væg, så hun ville stå fuldkommen fast. Han var, og havde altid været en hård mand.

[Deleted]

Mallorie kunne godt regne ud, at han ikke gav råd ret tit og hu n var da også glad for det. Hun havde så bare ikke tænkt sig at overholde det, så det var unødvendigt, men alligevel på en eller anden måde sødt af ham, hvilket hun slet ikke vidste, at han kunne være. Hun var mere end vant til at færdes i byen, så det var slet ikke noget problem for hende. Hun var jo for fanden vokset op der! ”I know, I know” sagde hun med et lille smil. Hun sendte ham et stort smil og rykkede en smule tættere på hans øre. Det her var ikke noget hun gjorde tit, så han havde bare at være glad for det. ”Tak for det. Jeg skal nok huske på det” sagde hun stille og lænede sig derefter ned igen. Det ville komme til at koste hende dyrt, hvis hun faktisk fortsatte med den attitude, men… Det var ikke noget, hun bare lige kunne stoppe med.
Hun kiggede stift på ham, da han kom med sin lille kommentar og sukkede derefter. Hun havde virkelig en dårlig hukommelse og det var ikke ret mange gange, hun faktisk havde hørt om ham. Selvfølgelig vidste hun, at han havde gjort en del for byen, ellers ville den ikke være opkaldt efter hans familienavn. ”For en i… Så fortæl mig det dog i stedet for det der…” sagde hun med et suk og kiggede op på ham.
Hun var egentlig glad for, at han ikke havde givet slip på hendes hånd. Hun nød virkelig at lege med ham og at hun legede med ilden, det var bare endnu sjovere. Hun havde formået at brænde sig denne gang, men på grund af det, havde hun ikke tænkt sig at lade være med det en anden gang. Hun vidste nu med sikkerhed, at han ikke ville slå hende ihjel eller noget, så hun kunne lige så godt blive ved med at gøre det. ”Du bad selv om at få information om mig, ellers ville jeg ikke på noget tidspunkt have nævnt det. Det er ikke alverden for mig at få folk til at vide, at jeg er en Erredy. Jeg kæmper selv for at få det jeg vil have, det er bestemt ikke noget, jeg får foræret” sagde hun stille og nåede ikke mere, før han havde tvunget hende op af muren bag sig. Hun ville nu ikke kunne rykke sig ud af flækken og faktisk, så havde hun ikke noget imod det. ”Har du nogensinde tænkt dig at give slip på min kæbe?” spurgte hun derefter.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya gav yderst sjældent råd væk gratis. Normalt var det noget som han kun skænkede folk, når de hvilede på deres dødsleje, hvor han ville give dem nådestødet, for derved at lade dem glide i døden, og derved det evige mørke. De mørke øjne hvilede på hendes skikkelse. Med den personlighed som hun udviste overfor ham, og så flabet, som hun var, så ville han næsten tage hende for at være en warlock, så det i sig selv, var jo et kæmpe kompliment, for det var jo det eneste rigtige, selv set i hans øjne og forstand. Han betragtede hende med en yderst fast mine, som nærmest havde det været af stål. ”Det gør du yderst klogt i,” påpegede han med en ganske sigende mine. Han var en mand som netop havde valgt at gøre hende en kæmpe tjeneste – i hans egne øjne om ikke andet.
Naturligvis var det en kæmpe skuffelse for Kimeya, at Mallorie intet kendte til ham og hans mange store bedrifter, også selvom han vidste, at det var længe før hendes tid, så det var egentlig ikke fordi at det kom helt bag på ham. Han vidste desuden også at mange havde forsøgt at få ham skubbet så meget i baggrunden, at han nærmest havde været glemt for omverdenen, selvom han naturligvis var utrolig glad for, at det ikke ligefrem havde lykkes for dem. ”Det er aldrig blevet kendt for dig, at jeg i min tid, tog tronen i Dvasias ved magt? At jeg faktisk har siddet som konge af landet her? En oldgammel leder af Warlocks, og sikkert den som har stået med magten for længst tid? Og som har gjort arbejdet bedst?” nærmest remsede han op.
Det morede egentlig Kimeya, eftersom Mallorie troede at hun legede med ham, for det var uden tvivl omvendt. Han fandt sig ikke i at blive leget med, og specielt ikke af et menneskebarn, som troede at hun var noget, for det var uden tvivl noget som lå frygtelig langt under hans værdighed! Han forblev tæt på hende, hvor hans krogede fingre, kun lukkede sig ekstra kraftigt omkring hendes kæbe, som hun påpegede det for ham. Han var ikke en mand man spøgte med, og tanken om at hun vovede at tiltale ham i den tone, var slet ikke noget som han fandt sig i. ”Tror du virkelig, du har grund eller ret til at tiltale mig på den måde, Mallorie? Erredy er måske længe efter min tid, og jeg er ærlig talt ligeglad med hvad din familie har præsteret, for det er inte som kan sammenlignes med hvad jeg har gjort,” endte han fast, inden han med en let bevægelse, skubbede hende fra sig, og derved også gav slip.

[Deleted]

Mallorie var efterhånden blevet temmelig træt af hans kedelige og lettere sure attitude. Det var måske lidt hendes egen skyld, men alligevel… Det var ved at blive temmelig kedeligt. Hun havde selv den meget flabede attitude, men på den måde som han gjorde det på, så var det nu ikke sjovt længere. Det var lige før hun havde lyst til at gå fra ham. Hun gad ikke engang svare på hans kommentar, hun nikkede blot. Hun skulle skam nok huske på det, om hun så ville gøre det, det var spørgsmålet.
Okay, hun kendte intet til ham og lige nu havde hun sådan set heller ikke lyst til at vide noget om ham. Han var fandens irriterende at høre på lige nu. Hun lyttede dog alligevel til ham, da han begyndte at snakke. Hun lagde hovedet en smule på skrå og smilede derefter til ham. ”Syntes der var noget med det der kongehalløj. Så vidste det i realiteten godt, havde bare glemt det lidt” sagde hun og trak på skulderne. Hun kunne komme med en meget vaks og flabet kommentar, men det troede hun ikke på var en ret god ide lige nu.
Hun havde ikke lyst til at lege med ham mere, faktisk ville hun hellere væk fra ham, som var noget der skete sjældent for hende. Hun mærkede hans hånd lukke sig endnu mere kraftigt omkring hendes kæbe og hun kom med et lille suk. ”Det er meget muligt, at det er stort det du har gjort, men lige nu er du ikke konge vel? Du har ingen magt over mig” sagde hun og bed ham af, imens han slap hende. Hun trådte nogle skridt væk fra ham. ”Jeg må hellere se at komme tilbage til arbejdet” sagde hun henkastet og begyndte at gå fra ham. Denne gang havde hun dog bukket en smule som en farvelhilsen.

[Kimeya Marvalo]

Indbegrebet af humor, var ikke et ord som befandt sig i Kimeyas ordbog, hvilket jo egentlig passede ham meget fint, for hvordan skulle han da ellers kunne formå at styre warlockerne som race? Det var slet ikke meningen at han skulle være blødsøden eller noget i den stil. Foruden det, så var han dog alligevel ganske fascineret af kvinden som han stod overfor. Hun havde uden tvivl levet rigtig længe i Marvalo City, for det kunne mærkes på hendes personlighed og udstråling. Det kunne direkte ses i hendes øjne, at hun var vant til at té sig på den måde som hun gjorde. Om han kedede hende eller ej, var nu ikke noget som han kunne tage det store hensyn til. At hun havde ’glemt’ hvad der var værd at huske om ham, var en tanke som gjorde ham dybt forarget, for han vidste jo godt, at han ikke var en ukendt mand. Han havde stået bag ekstremt mange ting her til lands, såvel som han havde i Procias. ”Eller.. havde du virkelig glemt det..?” Hans mine forandrede sig ikke det mindste. Han var skuffet… Han var meget skuffet endda.
Hvorvidt om Mallorie havde fortrudt sin leg med ham, eller ej, var noget som Kimeya i princippet var ligeglad med. Han havde dog ikke nogen intentioner om at lade hende gå endnu.. For hvorfor skulle han? Nu var det da hans tur til at have det sjovt! ”Hvem siger at du skal have lov til at gå nogen steder, Mallorie? Jeg er på ingen måder færdig med dig endnu,” fastholdt han med en kortfattet mine. Selvom hun trak sig væk fra ham, så havde han absolut ingen intentioner om at lade hende gå, for nu var det hans tur til at have det sjovt. Han smilede let for sig selv. Et kynisk og koldt smil, som tydeligt bredte sig på hans læber. Han greb fat omkring hendes arm, mest for at forhindre hende i at søge nogen som helst steder hen. Han trådte endnu en gang tættere på hende. ”Tro mig Prinsesse. Nu er det jo min tur til at have det sjovt.. Og jeg er jo ikke engang begyndt endnu..” I stedet for at slippe hende, begyndte han at trække hende med sig i den modsatte retning af slottet. Hvem hun var, var han fuldstændig ligeglad med, for det var yderst sjældent at folk turde stille sig op mod ham, hvilket jo passede ham ganske fint.

[Deleted]

Mallorie havde ingen anelse om, hvad han havde tænkt sig, men hun havde sådan set heller ikke de vildeste intentioner om at finde ud af det. Efter de sidste par minutters snak, var hun blevet godt og grundet kedet til døde af hans kolde og kyniske tone. Ikke fordi den ikke havde været der før, men den var blevet mindre sjov de sidste par sætninger de havde delt sammen. Hun var vokset op i byen, så det var klart, at hun havde sin personlighed, udstråling og attitude på plads. Ellers ville man ikke kunne overleve i en by som den og da slet ikke som et menneske. En kvinde endda. Hvis man blot var lille og uskyldig ville man bestemt ikke komme ret langt. Hun havde ikke som sådan fortrudt sit møde med ham, men alligevel måske lidt. Hun havde selvfølgelig ikke glemt alt det omkring ham, men bare det at se, hvor langt hun kunne snøre ham, det var sjovt nok i sig selv. Lige fra det sekund han havde nævnt sit navn havde hun kunne huske det hele, men bare det at han troede, at han havde af gøre med en eller anden dum tøs, det var sjov nok. ”Eller havde jeg virkelig? Det er jo lige det” sagde hun med et fnis.
Hun vendte kort hovedet imod ham, da han kom med sin kommentar og måtte lade et fnys slippe over sine læber. Hun havde ikke tænkt sig at blive sammen med ham, hvis han skulle opføre sig på den måde, som han havde vist de sidste par minutter. ”Nå så det er du ikke?” spurgte hun og kunne ikke rigtig lide det kyniske smil, som fremkom på hans læber nogle sekunder efter. Hun nåede ikke at sige eller gøre mere, før han havde fat omkring hendes arm. Hun kiggede op på ham, da han trak hende tættere på sig og skød et øjenbryn i vejret. ”Og hvad er din difination af sjov? spurgte hun lettere forvirret og kunne ikke rigtig gøre andet end at lade sig trække med ned af gaden væk fra slottet. ”Hvad har du tænkt dig at gøre med mig?” spurgte hun efter et minuts tid og kiggede underligt op på ham.

[Kimeya Marvalo]

Tanken om at mennesker havde formået at købe sig ind i Marvalo City, var på ingen måder en tanke som han bifaldt, for mennesker var virkelig ikke det værd, og så var det uden tvivl også den tanke som han havde gjort sig om Erredy.. Ikke en familie som sagde ham det mindste, for det var åbenbart længe efter han var gået i graven sidst, hvilket han jo egentlig havde det ganske fint med. Han bifaldt bestemt ikke tanken om hendes flabede attitude, for han havde uden tvivl slået ihjel for langt mindre end det her, men hun havde nu alligevel formået at fange hans interesse og nysgerrighed, udelukkende fordi at hun var så anderledes end det som han ellers var vant til, for han var jo vant til at menneskerne stak halen mellem benene og holdt sig i deres rottehul. Hvor det så end måtte være. ”Det må du jo fortælle mig,” påpegede han ganske sigende.
Kimeya havde valgt at tage godt fat i hendes arm, kun for at trække hende med sig i den anden retning end slottet, kun for at føre hende med sig ned af gaden. Umiddelbart virkede det ikke til at hun gjorde den største modstand, hvilket jo egentlig var noget som passede ham særdeles perfekt, men ikke noget som just kunne siges, at gøre tingene meget bedre af den grund. ”Jeg har ganske særlige planer for dig, Prinsesse,” nærmest hvislede han med en intens stemme. Den nærmeste gyde, blev hans bestemmelsessted, hvor han vidste at han kunne have hende alene. Den attitude måtte han gøre noget ved, og det blev altså på hans egen måde. Mange væmmes ved tanken om at være sammen med et menneske, men hvis han kunne gøre det med en dæmon.. hvorfor så ikke med et menneske? Han trak hende med sig, inden han direkte kastede hende fra sig, ved at trække i hans arm, så hun ville komme op foran ham. Gyden havde sin blinde ende, så der var kun vejen ud som var bag ham. Det kyniske smil bredte sig på hans læber. ”Uh, jeg har mange planer for dig..” fortsatte han, idet han langsomt søgte mod hende. Han var jo kun lige begyndt!

[Deleted]

Mallorie var ikke decideret bange for ham, ikke lige nu i hvert fald og hun havde næsten godt regnet ud, hvad der ville komme til at ske. Ikke fordi det gjorde hende det store, det var lige til at overleve. Hun var ikke ligesom alle andre mennesker, det ville hun gerne blankt indrømme og det var nok også noget af det, som havde gjort hun overlevede deres lille møde før. Hun havde været så flabet overfor ham, at det nok faktisk havde blevet hendes redning og havde på samme tid fanget hans interesse. Noget hun bestemt ikke ville klage over. ”Indrømmet, jeg kunne ikke huske det først da jeg så dig, men efter du sagde dit navn, så kunne jeg nu godt” sagde hun stille og det blev efterfulgt af et træk på skulderne.
Hun kunne mærke, at han havde taget godt og grundig fast i hendes arm og det gjorde hende nu heller ikke så meget. Hun fortsatte blot med at følge med ham ned af gaden og gik nogenlunde ved siden af ham, så det ikke lignede noget alt for åndssvagt. Hun vidste godt, at modstand nok ikke ville give den store mening og tanken om at skulle rammes med endnu en af hans… kugler, det bifaldt hende ikke ligefrem. ”Det lyder… spændende” sagde hun stille, imens hun begyndte at undre sig over, hvor pokker han havde tænkt sig at trække hende hen. Hun kunne nu regne sammenhængen ud, han ville have hende alene. Hvorfor, ja det måtte hun komme på senere, for hun nåede ikke at tænke mere over det, før han havde trukket hende frem for sig og hun måtte lave et lille hop med den ene fod for ikke at falde over sig selv. Hun kiggede kort bag sig. Ingen andre udveje. Smart træk. Det kyniske smil kom frem på hans læber og det var ikke ligefrem fordi hun bifaldt det, men hey… så slemt kunne det umuligt være. ”Fortæl endelig min kære” sagde hun derefter og stoppede op, så hun stod stille og kiggede op på ham, imens han søgte mod hende.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya måtte finde denne kvinde ganske fascinerende, hvilket han heller ikke skjulte, og det var skam også derfor, at han ikke havde ladet hende gå endnu. Han ønskede at finde ud af mere omkring hende og hendes væsen, end bare hendes navn og race, for det i sig selv, var ikke noget som man kunne sige, var synderlig imponerende, og selv ikke i hans øjne, for det gjorde det slet ikke. At hun erkendte, at hans gerninger ikke havde sagt hende noget, før han havde skænket hende sit navn, havde han det nu fint med, selvom han måtte erkende, at det var en tanke som han nu alligevel måtte finde temmelig skuffende. ”Skuffende.. Men bedre.. Selv i min verden, kommer man langt med ærlighed. Jeg kan ikke tåle løgne,” hvislede han med en næsten iskold stemme, for han fandt sig bestemt heller ikke i det!
Gyden var Kimeyas næste bestemmelsessted, så det var egentlig noget som passede ham særdeles fint! Han skubbede hende fra sig. Her var de alene, og uden at nogen var der til at kigge på dem, så det passede ham helt fint. Han kunne gøre hvad han ville med hende, og der ville ikke være nogen, som kunne stoppe ham, hvilket jo næsten var det bedste, selv i hans øjne. Han havde allerede planer for hende, for hvis han for alvor skulle finde ud af, hvad hun duede til – så var der jo trods alt kun en vej for dem at gå, og det skulle han udmærket nok vise hende. ”Det siger du nu.. Vent hellere til du ved helt præcist hvad jeg har tænkt mig,” påpegede han med en ganske sigende mine. Han søgte roligt mod hende, inden han tog fat om hendes overarme, kun for at trykke hende op af den nærmeste væg. Her var de alene, så hvad han ville, var vel egentlig ganske oplagt? Desuden.. det var lang tid siden han havde været omkring en kvinde, og selv for ham, så var det efterhånden ved at blive nødvendigt og yderst tiltrængt. Han stillede sig helt tæt ind mod hende. ”Nu er det kun dig og mig.. Alene,” hviskede han nærmest lokkende mod hendes øre.

[Deleted]

Mallorie måtte indrømme, at selvom han ikke ligefrem havde startet med at være den mest fascinerende, så var han nu blevet det. Hun ville virkelig gerne vide noget mere omkring ham. Hans historie var hun sådan set ligeglad med. Det var hvad der skete lige her og nu, der interesserede hende mest. Ganske vidst var han ikke imponeret over hende, men igen… det var hun temmelig ligeglad med. Hun trak derfor bare på skulderne over hans kommentar. Hun havde det med at lyve om de mest mærkelige ting. Det var blevet en dårlig vane, som hun ikke rigtig kunne komme af med igen og det ville hun sådan set heller ikke. Hun var blevet reddet temmelig mange gange ved hendes evner til at stikke en god og velformuleret løgn.
At han lige havde valgt de skulle være i gyden, det havde hun overraskende nok ikke noget imod. Som han skubbede hende fra sig, kiggede hun blot afventende på ham og kunne faktisk ikke være andet end spændt på at se, hvad den ældre mand havde i ærmet. Hun gjorde intet tegn til at hverken flytte sig eller komme tættere på. De var alene og det passede hende faktisk fint. Hendes hjerte begyndte langsomt at banke hurtigere, som han søgte imod hendes smalle skikkelse og tog fat omkring hendes overarme. ”Så fortæl mig det” hviskede hun og måtte tage et skridt tilbage, for ikke at snuble over sig selv. Hun kunne nu mærke den kolde mur bag sig og det sendte en kuldegysning ned igennem hele hendes ryg. Hvad han ville havde hun skam regnet ud, men det var ikke noget, som hun havde det fjerneste imod. Hey… Han var charmerende, på sin egen måde og han var heller ikke helt grim at se på. Hun kom med et gisp, da han gik tættere på hende og kunne mærke hans bryst mod sit eget. Hans hvisken blev mødt af et tilfreds, lille suk. ”Det ser sådan ud…” hviskede hun og bed sig i læben.

[Kimeya Marvalo]

En handling gjort i fortiden, viste jo trods ikke hvem han var i dag, så det vidste Kimeya udmærket godt, at det var ham som skulle komme lidt i omdrejninger. Det var ganske vidst de handlinger i hans fortid, som gjorde, at han var den mand som han var i dag, også fordi at folk vidste det, og som regel valgte at holde sin afstand til ham, så var det egentlig noget som han havde det ganske fint med, for så havde han tid til at finde ud af det hele, for det var uden tvivl noget som han godt kunne bruge, ingen tvivl om det. Han smilede let for sig selv. Det gik uden tvivl nemmere for sig, end det som han lige havde regnet med, hvor det næsten kunne føles, som dette faktisk var noget som hun ønskede skulle ske? ”Og ødelægge overraskelsen? Det ville da næsten være en skam,” påpegede han med en ganske sigende mine, for det var jo heller ikke ligefrem en løgn når det nu endelig skulle siges. Han stillede sig helt tæt ind mod hende, så hun ikke rigtigt kunne komme nogen vegne, og et sted, så var det skam også noget som han havde det ganske fint med hvis han endelig skulle sige det. Det tilfredse smil, det at hun virkede så villig.. Havde hun ikke højere forventninger til sig selv? Ingen standarder som skulle opfyldes? Ikke fordi at han skulle brokke sig, for selv han havde brug for et ordentligt kvindeligt selskab efterhånden, og så måtte de jo finde ud af, om det var en standard som hun ville kunne leve op til – men han tvivlede. Han var en meget kræsen mand. ”Du ønsker det her skal ske… gør du ikke…?” fortsatte han hviskende mod hendes øre. Den ene hånd slap hendes arm, kun for at gribe omkring hendes ene lår og med den lige så intense mine som tidligere. Blød var han ikke, for det havde han aldrig nogensinde været, og hvis dette kunne være med til at få ham til at abstrahere lidt fra alle de ting som han gik og tænkte over hvad angik hans fortid, så var det jo altid rart.

[Deleted]

Mallorie var kold i røven over alle de mageløse ting han havde gjort gud ved hvor mange år inden hun blev født. Hvis han ville have hende reelle respekt, så var det sandelig ikke at stå og snakke om alle de ting han havde gjort. Det var om at bevise, at han faktisk var værd at respektere og ikke blot ved at være truende og sende små lynkugler efter hende. Han svar til hendes kommentar blev mødt med et lille suk. Hun gad ikke engang svare på det, da han nok ikke ville fortælle hende det alligevel. Hun var dog alligevel en smule nysgerrig over det. Hun kunne mærke hans bryst mod sit eget og havde nu ingen lunde mulighed for at komme nogen steder hen. Det havde hun sådan set heller ikke lyst til, nu hvor hun skulle være helt ærlig. Det at kæmpe imod faldt hende faktisk ikke ind, med mindre han virkelig begyndte at skade hende igen. Hun havde ganske vidst nogle forventninger og standarder, men det virkede ikke som om han var ret interesseret i at få dem af vide, så det var sådan set lige meget og hun var jo også den, som havde snakket til ham i første omgang. Om han havde lyst til det eller ej og om hun opfyldte hans standarder, det var hun sådan set kold over. Han var den, som havde trukket hende med ned i gyden. ”Jeg skal da ikke beklage mig, hvis du vil give mig, hvad jeg har gået efter siden vi begyndte at snakke sammen” sagde hun og trak på skulderne. Hun kom med et gisp, da han greb omkring hendes ene lår. At han var hård havde hun bestemt ikke noget imod. Det var som regel det hun havde mest lyst til, når det kom til sådan noget.

[Kimeya Marvalo]

Han var ukendt for hende, og det var noget som allerede var gået op for Kimeya, selvom det nu ikke var det som han ønskede at tænke yderligere over, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for. Han havde fået ganske andre ting i tankerne i stedet for, og noget skulle vel selv menneskerne kunne bruges til et eller andet, så nu måtte han jo finde ud af det. Der var intet magisk ved dem, så det var ikke just fordi at hun var nogen trussel overfor ham på den ene eller den anden måde, men ikke desto mindre, så stod han nu der, at det var lang tid siden at han havde fået noget sidst, og selv han kunne komme i den situation hvor selv han havde brug for bekræftelsen og det at vide, at han var god nok på det punkt.. Og han spurgte bestemt ikke om lov først. Hvorvidt om dette var noget som kedede hende, var slet ikke noget som han tog sig af som sådan, for han gjorde hvad der passede ham, og hun kunne jo heller ikke ligefrem gøre noget ved det for at få ham til at stoppe igen. Hun kunne bare lige vove på det! De mørke øjne udstrålede intet andet end det kække, det hemmelighedsfulde og dog så intense. Han var en mand af rigtig mange hemmeligheder, og nu delte han jo faktisk den ene af dem med hende; At han faktisk havde brug for bekræftelse. ”Så du siger mig, at selv det her er noget som du har ønsket? At komme intimt tæt på en mand som jeg?” Han rynkede let i panden, idet han tog fat om hendes lår, kun for at tvinge hendes ben fra hinanden. Den ene hånd søgte roligt op under hendes kjole, uden at han fjernede blikket fra hendes. Han var en erfaren mand, så han behøvede end ikke at kigge efter hvad det var han havde gang i, så det passede ham særdeles fint! ”Det skulle du jo bare have sagt.. Så kunne det jo have været, jeg kunne give dig valget mellem en stor og blød seng, eller en skidt og hård gyde..” hviskede han mod hendes øre, idet han let tog fat i hendes øre i blide nap. Selv han kunne lide at lege når han endelig fik muligheden for dette.

[Deleted]

Det skulle da bestemt ikke være nogen hemmelighed, at hun nu havde glemt alt omkring hans bedrifter og i stedet fokuserede på, hvad der skete mellem dem lige nu. Det var bestemt ikke noget, som hun havde tænkt sig at klage over, så det passede hende ganske fint, at han ikke spurgte om lov. Han virkede heller ikke som en mand, der havde den vildeste lyst til den slags. Om han så var ”god nok” det måtte hun jo få af se, men det virkede bestemt som om, at han vidste, hvad han havde gang i, så det var bare om at lade ham køre løbet, som han ville have det. Det at prøve på at stoppe ham ville nok være en temmelig dårlig ide. Hun havde på den anden side heller ikke nogen grund til det. Hvem kunne stå for det kække smil? Hun kunne i hvert fald ikke, det var helt sikkert. Hun måtte give sig til at fnise over hans spørgsmål. ”Hvorfor pokker tror du ellers jeg begyndte at flirte med dig? Jeg syntes det var ret tydeligt” kommenterede hun og lagde kort hovedet en smule på skrå og tænkte tilbage. Det virkede da som om hun havde været temmelig tydelig. Hun spredte sine ben en smule, da han tvang dem op og måtte bide sig i læben, da han lod hånden glide op under hendes kjole. Han vidste i den grad, hvad han havde gang i. ”Det skal jeg nok huske på en anden gang” hviskede hun igen og stønnede svagt, da han nappede hendes ene øreflip. Han var endelig kommet ind i legen og det tændte hende.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var en mand som beskrev sig selv som nærmest.. uopnåelig. Sådan følte han det i hvert fald, og nu hvor han havde muligheden for at være en kvinde tæt, så var det bestemt heller ikke fordi at han havde nogen intentioner om at gøre det på nogen anden måde. Han smilede kynisk ved hendes ord. Hun havde hele tiden gået med ønsket om at være ham tæt? Hans mine endte direkte gennemborende. ”Åh virkelig..? Var det så før eller efter jeg kylede dig i jorden?” spurgte han med en ganske sigende og bestemt mine. Han vidste hvad han havde gang i, også fordi at han var vant til at det foregik på denne måde, hvor man skulle være en smule mere hård. Det var jo omstædighederne ved at være en warlock som det han var, og specielt af den kaliber som han var, for han havde altid været en som satte forventningerne frygtelig højt, og det var yderst sjældent, at han fandt nogen som i det hele taget kunne opnå hvad han ønskede i længden, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hånden søgte direkte op under kjolen, hvor han tog fat om hendes underbukser. Han behøvede slet ikke at klæde hende af, for at få tingene som han ville have dem. Han begyndte at rive dem ned. Gyden måtte det blive, for han havde slet ikke nogen intentioner om at tage hende med sig hjem. ”Tror du virkelig, at der bliver nogen anden gang?” hvislede han mod hendes øre, idet han roligt fik trusserne ned mod hendes ankler, inden han slap dem. Magien i ham, sørgede for at få dem helt ned. Ja, det havde vel også sine fordele, at have magien på sin side? Han rettede sig endnu en gang op. Han holdt hende endnu op af muren og uden at have nogen intentioner om at skulle give slip på hende, for det havde han slet ikke. Hånden strøg fra hendes hals og nedover brystet i et blidt kærtegn. At være tæt på en kvinde, havde han ikke gjort i frygtelig lange tider!