Hvad tilfældigheder kan føre til.

[Deleted]

Der gik yderligere nogle minutter, før Mallorie endelig kunne mærke sin normale hjerterytme igen. Hun var jo for fanden ikke en af de der mennesker, som ikke kunne en skid selv og var alt i alt hjælpeløse. Det var nok noget af det sidste hun var. Det var nok også derfor, at hun skulle til at beklage sig, da han lagde armen omkring hendes ryg, så hendes brystkasse skød frem. Det hjalp en del og efter nogle dybe vejrtrækninger, kunne hun komme helt til sig selv igen. Sikke en omgang. Han havde ramt lige plet, det måtte hun give ham. Hans kommentar blev svaret med et fnys og hun skulle lige til at sige, at han selv kunne prøve det, hvis det skulle være sådan. Dog lod hun være. Det var nok ikke smart at sige sådan noget til ham lige nu.
Som han rejste sig op, vendte hun hovedet opad, så hun kunne møde hans blik, selvom hun stadig sad på jorden. Han så på hende, ligesom hendes far så tit gjorde, og lige netop det fik hende til at fnyse irriteret og rejse sig brat op. Dog var dette ikke en specielt god ide. Hun havde været ude af balance, imens hun havde fået vejret og blev også nød til at støtte sig til ham, for ikke at falde direkte på røven igen. Hun slap ham igen sekundet efter og lænede sig i stedet op af væggen. Hans tone brød hun sig virkelig ikke om. Det var sku da ikke hendes skyld, at han havde slået luften ud af hende! Hun måtte bevise sig selv på en eller anden måde. Hun var ikke hvem som helst. Hun var fra en af de mest højtstående familier i byen for fanden! Handelsfamilier i hvert fald. Hendes far ejede næsten hele markedspladsen!
Han sidste ord fik hende til at kigge rasende på ham. ”Jeg…. Er… Ikke… Hjælpeløs!” sagde hun, imens hun imellem de 4 ord kastede hver en kniv mod en blomst, der hang ned fra en bod en smule væk fra dem. Hun kiggede ikke engang på den og hver og en af knivene ramte perfekt. Hun vidste godt, at han ikke havde brugt ordet hjælpeløs, men det var alligevel sådan han så på hende, det kunne hun fornemme. ”Du kender mig ikke, så lad være med at snakke til mig på den måde” sagde hun med en iskold stemme og var nu helt tilbage til sig selv igen.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde igennem tidens løb, slået luften ud af temmelig mange mennesker faktisk. De skulle bare lade være med at irritere ham, når han var irriteret nok i forvejen, så i hans øjne, så var det stadig selvforskyldt. Han skød hendes bryst en anelse frem, ved at støtte mod hendes ryg, og hjalp hende med at få hovedet en smule tilbage. At slå et menneske ud på den måde, var slet ikke hans intention, for i hans øjne, så udgjorde de på ingen måder en trussel, så hvorfor skulle han slå hende ihjel? Stod det til ham, så skulle menneskerne selvfølgelig have lov at være til, så lang tid de holdt sig langt væk fra ham og blev i den rendesten, som han selv personligt mente, at de hørte til i.
Hvem kvinden var, eller hendes familie for den sags skyld, var slet ikke noget som Kimeya havde det mindste kendskab til. Han havde desuden været død og borte igennem utrolig mange år, og det var jo først nu at han var kommet retur, så det at hele markedet stort set tilhørte hendes familie, var bestemt ikke det som han var vant til. At hun så rejste sig så hastigt op, at det resulterede i svimmelhed, og at hun måtte støtte sig til ham, var noget som han bed i sig for nu. For nu ønskede han egentlig bare at komme videre, frem for at bruge mere tid omkring hende, for hun så desuden også ud til at have fået det bedre nu, og hun havde vel også bare lært på den hårde måde, at hun slet ikke burde være sådan omkring ham? Og at han ikke var en mand som man skulle lege med. Det var til hendes held, at han i det hele taget ønskede at tilbyde hende den hjælp, når hun selv havde bedt om den behandling som hun havde fået. ”Jeg håber for din skyld, at du har lært. Ikke alle er så… venligsindede som jeg,” sagde han med en yderst kortfattet og strengt advarende tone.
At hun havde genvundet vejret, var noget som tydeligt måtte gå op for ham, og derfor berørte det ham slet ikke, at hun kastede knive og brugte de næsten truende ord mod ham, for de havde slet ikke nogen effekt. Han kneb øjnene direkte irriteret sammen. Igen var hun ingen trussel mod ham, for han behøvede slet ikke håndbærende våben, for at slå fra sig. Nej, han var født med en ganske særlig gave indenfor den magiske kunnen. Han knyttede næverne let. ”Jeg tror skam heller ikke, du har nogen anelse om hvem du snakker til, kvindemenneske.. Jeg vil på det kraftigste, anbefale dig, at tage en ordentlig tone i brug overfor mig!” sagde han med en næsten hvæsen, da han dannede sig endnu en magisk kugle i hånden – denne gang bare i en sidste advarsel. Han kastede den ikke – endnu.

[Deleted]

Var der noget hun hadede, så var det at blive undervurderet. Det var hun blevet langt mere end rigeligt i sin tid og det var ved at være nok for hende. Selvom hun var et menneske, så var hun bestemt ikke hverken svag eller ubrugelig på nogen måde. Nogen ville nok se det som, at hun ikke kendte sin plads, for det med at arbejde under mænd, det var ikke noget hun vægtede ret højt. Madlavning, husarbejde, pasning af børn… Ellers tak. Så foretrak hun at trække sit sværd og kæmpe på en ordentlig måde, i stedet for at lege ”lille miss housewife” Det var jo næsten til at brække sig over! Selvom hun havde et arbejde som tjenestepige, men det var skam heller ikke noget hun havde gjort frivilligt. Det var noget hun var blevet tvunget til af sin åhh så søde konge. Tsk.
Hun slap ham så hurtigt som muligt, da hun havde regnet ud, at han ikke ligefrem var ligeså sjov at lege med som så mange af de andre hun havde mødt på sin vej igennem byen. Dog var han mere interessant end de fleste. Folk der svarede igen var som regel vægtet temmelig højt på hendes liste og denne gang var ingen undtagelse. Hans kommentar fik hende til at smile. ”Det skulle man tro, men du skal nok ikke gøre dig for høje forhåbninger om det” sagde hun med et træk på skulderne og armene over kors. Hun havde flere gange været i samme situation som denne og det havde ikke virket endnu, så hvorfor skulle det denne gang? Det var ikke ligefrem sandsynligt, selvom man skulle tro, at man ville lære noget efter sådan en omgang, men ikke hende. Hun var noget for sig, det havde de fleste fundet ud af nu. Af dem der kendte hende i hvert fald.
Hun var godt klar over, at hun nok ikke ligefrem var nogen trussel for ham, men alligevel fik hun det selv en smule bedre af at kaste med dem. Det gav slip på en smule af de agressioner hun havde overfor ham. Sikke en… ARGH! Han var ligeså provokerende som Matt var. Det var forfærdeligt! ”Jeg ved så meget, at du ikke er kongen, ergo. Jeg har ingen grund til at rette mig efter noget som helst af det du siger, da du ikke har den mindste smule magt over mig. Jeg snakker til dig, som jeg snakker til alle andre” sagde hun i en rolig tone og gad ikke hidse sig mere op end højest nødvendigt. Hun kiggede ned på hans hånd med et suk, da kuglen igen kom til syne og lagde hånden på hans håndled imens hendes blik ændrede sig. Fra vred til … charmerende. ”Jeg har fattet det okay? Jeg gider ikke hidse mig op mere. Det tærer på min energi”

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde nu altid været af den gamle skole, og foretrak faktisk kvinder som holdt sig hjemme, i køkkenet, passet børn og stod for at huset var i fin stand, når manden kom hjem. Det var nu ikke fordi at dette var noget som han havde på hjemmefronten som det stod lige nu, så han ordnede faktisk selv det hele selv, hvilket var noget som kun gjorde ham yderligere frustreret, for han kunne mærke på sin egen krop og sit sind, at han slet ikke var vant til at være alene, og at der.. manglede noget. Noget, som han ikke lige kunne sætte en finger på.
Denne kvinde havde tydeligvis undervurderet Kimeya, men igen, så havde han faktisk også været væk igennem frygtelig mange år, så det var slet ikke fordi at denne menneskekvinde sagde ham noget som helst, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han kneb øjnene sammen. Nu hvor han havde skænket hende den hjælpende hånd, så hun igen var i stand til at få vejret. Han måtte dog alligevel sige sig, at være en kende imponeret, for hun ville jo tydeligvis ikke lade sig stoppe på grund af disse småting, selvom det nu heller var noget som han ville blande sig i. Det var ene og alene hendes egen beslutning. ”Du udtaler dig om personer, som du slet ikke kender,” bed han af hende og med en tydelig hæs hvæsen, for han fandt sig bestemt ikke i at blive tiltalt på den måde! Han kendte ikke hende, som hun tilsyneladende heller ikke kendte ham.
Måden som hun havde valgt at tiltale Kimeya på, var en tone, som gjorde ham direkte arrig, for han fandt sig slet ikke i det! Hans øjne skød lyn af direkte mordlyst, også selvom det virkelig indebar at synke utrolig lavt, hvis han skulle slå et menneske ihjel, også fordi at det var et folkefærd som slet ikke udgjorde nogen trussel overfor ham, hvilket bestemt heller ikke var noget som han ville blande sig i som sådan. ”Du har slet ikke nogen anelse om, hvem du tiltaler, gør du..?” nærmest hvislede han. Han havde jo faktisk stået som konge af landet før, selvom han og den kvinde som han havde stået med på tronen i sin tid, var slået af. Dog endnu en af de frygtelig mange ting, som han slet ikke kunne huske eller mindes på nogen måde. Hendes greb omkring hans håndled, indikerede kun at hun havde valgt at give sig – for nu om ikke andet. ”Se det var straks bedre..” erkendte han med en kortfattet, idet han igen lod kuglen svinde bort i hans hånd.

[Deleted]

Det var jo ikke ligefrem fordi hun ønskede at blive truet til døde, hver gang hun åbnede munden, men der var et eller andet over hendes personlighed, som hun ikke kunne styre. Det havde altid været sådan og at tro, at det ville blive bedre blot af dette, det var ikke noget, der var særlig sandsynligt. Nå ja. Der var ikke meget at gøre ved det og hun havde det sådan set også bedst, når hun opførte sig på den måde. Hun skjulte ikke sig selv, som så mange andre gjorde. Hun havde modet til faktisk at være sig selv, lige meget hvad andre syntes om hende.
Hun havde ikke ligefrem undervurderet ham, men han havde sandelig heller ikke tænkt høje tanker om hende. Det gik begge veje. Hun lod sig ikke stoppe af ting som dette. Det var bare om at komme op på hesten igen, som hendes far så tit sagde. Hans kommentar fik hende ærlig talt til at grine. HUN udtalte sig om folk hun ikke kendte? ”Det er jeg vidst ikke den eneste der gør” sagde hun kortfattet, men uden hendes ellers flabede tone. Det var jo rigtig nok. Hun havde ingen anelse om hvem han var, men det gik også den anden vej. Hun havde aldrig set ham før, og hun tvivlede på, at han ville kunne finde det ved at vide hendes navn. Så stort et rygte havde hun da heller ikke… Eller?
Hun så op på ham over hans spørgsmål og trak på skulderne. ”Nej… Det har jeg ikke. Har du tænkt dig at fortælle mig hvem?” sagde hun med den samme rolige tone som før og var lykkelig over, at han besluttede sig for at trække sin kugle tilbage. Hun holdt dog stadig fat om hans håndled som en forsikring på han ikke ville gøre det pludseligt igen og så også for ikke at falde til jorden, da hun stadig var en smule svimmel. Hun tog den anden hånd op til sit baghoved og rørte det kort. ”Helt ærligt… Hvad var det du smed efter mig?” spurgte hun halv irriteret og gnubbede sit ømme baghoved. Havde hun fået slået det ind i væggen, da hun faldt? Det var da i hvert fald en mulighed.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var ikke en mand som fandt sig i særlig meget, og det ønskede han gerne at stå ved, hvis det gjorde nogen forskel. Nu som det var sagt, så kunne han se, at det hjalp hende at få noget luft igen, også fordi at han slet ikke var ude på at slå ihjel. Det var virkelig at synke alt for lavt, hvis han skulle rende rundt og tage deres liv, når de ikke udgjorde nogen trussel, for hvad kunne et menneske da udgøre mod ham? Absolut ingenting! Han sendte hende en yderst kortfattet og meget fast mine. ”Pas på med hvem du taler til..” mumlede han med en ganske kortfattet og yderst bestemt tone. Til nu ville han selv mene, at han havde været utrolig mild, i forhold til hvad han ellers ville gøre, men frem til han fandt ud af sit nye standpunkt her i livet, så tog han det med ro, også mest for sin egen skyld, for det andet, var da slet ikke noget som nogen af dem kunne bruge til noget som helst. Umiddelbart ville han ikke sige, at kvinden her, kunne give ham noget, som han kunne bruge til noget i længden. Desuden var det nok.. hundrede år siden han selv var gået i døden, så det var jo længe før hendes levetid.
Kuglen i hans hånd, lod han forsvinde, også selvom hun stadig havde om hans håndled. Hun frygtede ham.. En tanke som virkelig var det bedste af det hele! Han elskede uden tvivl fornemmelsen af, at nogen faktisk frygtede for ham, og det var bestemt heller ikke noget som han havde i sinde, at skulle skjule for nogen, for det var tydeligt i hans blik – den næsten glæde og fryd ved at hun forsøgte at skjule det, og alligevel gjorde det så tydeligt for ham. ”Det skuffer mig, at du ikke kender mig.. Selv et menneske burde kende mit navn. Mit navn er Kimeya Marvalo,” præsenterede han sig med en ganske kortfattet stemme. Folk kendte ham, og det var bestemt ikke fordi at hans navn var folk ukendt, og det var jo det som han var klar over i længden.
At hun ømmede sig og faktisk spurgte ind til det, var næsten det som morede ham mest, også selvom han ikke rigtigt så nogen grund til at dele det med hende. Hun vadede jo rundt i Warlockernes egen by, så hvis hun ikke var kendt med magien, så var hun virkelig dummere, end det som han lige først havde antaget, selvom det nu heller ikke ar noget som han ønskede at sige højt, så gjorde han nu alligevel tanken i hans stille sind. ”Har du nogen anelse om hvilken by du vader rundt i, mennesketøs?” spurgte han med en næsten forundret mine.

[Deleted]

Mallorie fandt sig i en del kommentarer omkring dit og dat, men der var grænser og der var nogle ting, som hun bestemt ikke ville finde sig i. Selvom hun ikke rigtig havde nogen magt i forhold til ham, så fandt hun sig ikke i at blive snakket til, som om hun intet var værd. Hun udgjorde nok ikke den store trussel overfor denne mand, men hun kunne bestemt godt passe på sig selv! Hun måtte afholde sig fra at himle med øjnene over hans kommentar. Det var nok 3 gang han sagde det og det havde ikke haft nogen som helst effekt endnu, så hvorfor blive ved med at gentage det, når hun alligevel ikke ville høre efter? Det gav ingen mening i hendes hoved, men hvis han ville fortsætte på den måde, så ham om det. ”Jeg skal nok være en sød lille pige…” sagde hun stille, uden nogen former for respektløshed i sin stemme, men dog kunne man godt se på hende, at hun ikke på nogen måde mente det. Hun var ikke i stand til at være en sød pige ret længe af gangen og hvis hun prøvede på det, så varede det ikke mere end nogle minutter, før hun ikke længere kunne holde sine kommentarer tilbage.
Som han lod kuglen forsvinde igen, skyllede en form for ro ind over hende. Hun ville aldrig komme til at indrømme det, men noget lignende frygt kom op i hende, ved tanken om at skulle blive ramt med sådan en tingest igen. Det var ikke noget hun havde højest på sin ønskeliste. Hun prøvede virkelig på at skjule det i sit blik, men det var som om det ikke virkede og hun havde ingen anelse om hvorfor. Hun plejede at kunne skjule sine følelser så let som ingenting. Irriteret over hun ikke kunne gemme det, kom hun til at klemme hånden sammen omkring hans håndled. Det var ikke noget hun lagde mærke til. Som han begyndte at snakke, gik det op for hende hvem han var. ”Nååårh…” sagde hun blot, da han kom med sit navn. Ham havde hun da hørt om før. Alt andet ville være underligt, eftersom hun var vokset op i byen. ”Det er da ikke min skyld, at jeg ikke kunne genkende dig” sagde hun med et træk på skulderne og slap først der hans håndled.
Hun vendte blot øjne af ham over hans kommentar. Hun trak vejret dybt og kiggede så på ham med armene over kors. ”Vil du ikke være sød, at lade være med at snakke sådan til mig?” spurgte hun stille og orkede ikke at hidse sig op igen. ”Og for at svare, så ja. Jeg er godt klar over, hvilken by jeg render rundt i. Jeg er vokset op herinde” tilføjede hun og så på ham.

[Kimeya Marvalo]

Mallorie udgjorde absolut ingen trussel for Kimeya, og derfor så han skam heller ikke nogen grund til at slå hende ihjel, selvom han ville have gjort det under normale omstændigheder. Det var nok det menneskelige trumfkort, for der var ingen som ville slå et så nedladende væsen ihjel, for det ville kun rive dem ned på det niveau, og det var slet ikke et som han ville stå på. Han kneb øjnene sammen. Han gentog sig måske mange gange, men han vidste da at han om ikke andet, så havde ret i hans udtalelser. Om hun kunne være en sød lille pige, var noget som Kimeya dog alligevel havde svært ved at forestille sig. Han sendte hende en direkte gennemborende mine. ”Hvorfor har jeg svært ved at tro på den?” spurgte han med en næsten spydighed i stemmen. Han var ikke den mand som man skulle kaste sig i krig med under normale omstændigheder, men at hun var et menneske.. Var skam også det eneste som havde afholdt manden fra at gå amok på hende.
Frygten styrede hende, og det var noget som Kimeya allerede havde spottet. Kuglen i hans hånd, synes at forsvinde, selvom den meget hurtigt kunne komme tilbage igen. I hendes blik, kunne han se lettelsen ved at den var væk, og uden tvivl, var det noget som direkte morede ham. Han kunne styre hende med frygt.. Det kunne jo kun gå hen og blive yderst underholdende, og det var noget som han stod fuldkommen fast på! Han smilede tilfredst for sig selv, som han let knyttede hånden. Han var dog ikke så fanatisk som så mange andre warlocks, så han havde faktisk ikke noget imod at hun var i berøring af ham. Hun genkendte hans navn, og det var noget som selv fik ham til at slappe en anelse mere af. Men kun en smule. ”Det er ikke din skyld? Jeg går heller ikke ud fra, at du nogensinde har set mig. Jeg gled bort længe før du blev født, Prinsesse,” påpegede han med en intens mine.
Det kunne godt være at Kimeya var hård i munden, men han vidste jo så til gengæld at stedet her, kunne være farlig at færdes rundt i. Han havde været væk i frygtelig mange år, så Erredy-familien var han faktisk slet ikke kendt med, da de slet ikke havde været på markedet her under hans storhedstid, for det var jo årtusinder siden. Han trak muntert på smilebåndet, også selvom det kyniske glimt meldte sig i hans øjne. ”Kan du ikke klare at blive svaret igen?” Han tog et skridt mod hende, også for at mindske afstanden dem imellem. ”Du er måske opvokset her, men jeg garanterer dig.. Hvis det ikke var fordi at menneskene har trumfkortet at være direkte harmløse, så havde jeg slået dig ihjel.. Uanset hvad det havde kostet mig..” hvislede han.

[Deleted]

Mallorie udgjorde ingen trussel og det var hun udmærket også klar over, dog kunne hun godt lide at lade som om, bare for at føle sig mere… Tilbøjelig til at svare igen. Hun havde ingen kræfter af nogen betydning, men det gjorde hende sådan ikke ret meget, da hun havde andre former for våben, det var muligt at bruge. Hun vidste godt, at hendes egen udtalelse var en af de største løgne hun længe havde kommet med, men det kunne da godt lade sig gøre, i meget små doser og ufattelig korte tidsrum. Som han kommenterede på det, smilede hun blot og trak på skulderne. ”Det ved jeg da ikke?” svarede hun helt uskyldigt og sendte ham et stort tandpastasmil. Ikke fordi hun troede det ville virke på ham, men det var da et forsøg værd alligevel.
Hun var ved at blive godt træt af deres meget gentagende samtale og det kedede hende ærlig talt. Selvom frygten stadig var i hende, så ville hun ikke indrømme det på noget tidspunkt. Det kunne ses kort i hendes øjne, men det var på vej væk igen, da kuglen forsvandt fra hans hånd. Hun smilede lettet op til ham og kunne mærke på hans arm, at han knyttede hånden let. Hun slap hans håndled, kun for at køre sin egen hånd ned over hans, for at prøve og løsne hans greb en smule op. Hun kunne mærke på ham, at han ikke havde noget imod det, så hun fortsatte med sine lette berøringer. ”Lige netop min pointe, så ikke give min skylden” sagde hun stille og prøvede på at bløde ham en smule op.
Hun kiggede op på ham, da han kom med sit kyniske smil og hun rullede med det samme med øjnene. Hun kunne sagtens tåle at blive svaret igen, faktisk så nød hun det også tit, men der var grænser for, hvad hun fandt sig i at blive kaldt. ”Sagtens, men jeg finder mig ikke i at blive snakket ned til” sagde hun med et let træk på skulderne og kom med et kort gisp, da han trådte tættere på hende. De stod nu så tæt, at hendes brystkasse ville røre ham, hvis hun bevægede sig bare en smule. ”Slået mig ihjel ligefrem? Det var da… drastisk” sagde hun stille og med et sensuelt smil, imens hun lod den anden hånd køre op af hans arm.

[Kimeya Marvalo]

Det var ikke Kimeyas opfattelse, at Mallorie skulle være en sød lille pige, for det havde han ærlig talt svært ved at forestille sig. Det menneskelige trumfkort var jo at de ikke udgjorde nogen trussel overfor nogen som helst, andet end når de stod med et våben i hånden. Han lod hovedet søge let på sned. Hun legede med ilden, hvilket han gerne stod fast på, hvilket var noget som han faktisk fandt yderst fascinerende, for det var bestemt ikke ofte, at man så noget som det. Han trak let på smilebåndet. ”Fortæl du det til mig. Du falder mig bare ikke ind som den uskyldige slags,” påpegede han ganske kortfattet, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at det var nogen løgn.
Frygten var at mærke i hende. Kimeya følte næsten at han kunne smage den på sin tunge.. Som en vampyr der smagte blod.. Et dyr på jagt. Lighederne var mange, men han var efterhånden så erfaren en jæger, at han kunne se det, og det var ingen ting som han havde lyst til at skjule. At hun strøg ham over hånden, sagde han faktisk ikke noget til, som han ellers normalt ville have gjort, men en form for berøring, havde han ikke oplevet igennem frygtelig mange år, og han måtte jo desværre erkende, at han faktisk synes at det var temmelig rart i længden. Han trak vejret dybt ned i lungerne. Han var gledet bort længe før hendes familie i det hele taget havde slået sig ned her til lands, og det var for længst gået op for ham allerede. Det var vel.. århundrede han havde været væk nu? ”Du har ikke læst nok på lektien, Prinsesse,” påpegede han med en ganske kortfattet tone. Det var bestemt heller ikke fordi at han var synderlig imponeret hvad det angik, for det var han slet ikke.
Kimeya tog et skridt mod hende. Han var nok langt mere faretruende end hvad de fleste nok ville antage, også fordi at de slet ikke havde nogen anelse om, hvad han faktisk var i stand til. Hans erfaring var stor, og det var noget som gjorde, at han handlede meget, som den mand han nu var. Han hævede hånden, blot for at lukke den omkring hendes kæbeparti, inden han tvang hendes blik direkte op i retningen af sig. Hun var et simpelt menneske, så hun havde bare at acceptere den måde, som han snakkede til hende i. ”Hvis det er den opførsel du lægger an, må jeg sige mig imponeret over, at du ikke er lagt i grave endnu, kæreste.. Fortæl mig hvem du er..” hvislede han ganske let. Hans øjne hvilede intenst på hendes skikkelse. Køn måtte han erkende, at hun var – specielt af et menneske at være.

[Deleted]

Mallorie vidste godt, at hun ikke kunne være en sød pige i ret længe af gangen. Hendes trumfkort lå i, at hun var noget så charmerende og som regel kunne komme ud af problemer ved at vifte med hofterne og smile sødt. Det lod dog ikke til at virke på ham. Hun måtte være ude af træning, for det plejede som regel at virke. Hmm… Hun legede med ilden og det var hun også mere end klar over, men hun kunne ikke lade være. Det var bare så pokkers morsomt! ”Det er jeg heller ikke, men man kan da altid prøve ikke?” sagde hun med et lille fnis og prøvede på at bløde ham en smule mere op.
At hun strøg ham over hånden lod ikke til at påvirke ham negativt, så hun fortsatte med det i stedet for at stoppe, som de andre normalt ville gøre. Hun kunne næsten se på ham, at han nød det. Hun måtte dog indrømme, at hun aldrig havde set ham før, men hun havde da hørt om hans navn før. Helt dum var hun just ikke. Hun prøvede derefter at tage skridtet videre og flette sine fingre ind imellem hans. Hvis han ikke havde haft noget imod det andet, hvorfor så dette? Og hun skulle jo også have noget sjov ud af det. ”Undskyld læremester. Jeg vidste ikke vi havde lektier for” sagde hun stille og kunne ikke lade være med at smile. Hun havde ingen ide om, hvad han ellers var for en, men det var sådan set også lige meget i denne situation.
Hun trådte et skridt tilbage, da han tog et skridt mod hende, så hun stod med ryggen mod væggen. De stod stadig i gyden, så der var ingen andre omkring dem, hvilket nok var en meget god ide. Hun kiggede op på ham, da han holdt fast omkring hendes hage. Hun ville stadig ikke acceptere at blive snakket til på den måde, men der var et eller andet ved hans blik, bevægelser og berøringer, som gjorde at hun ikke havde lyst til at skændes med ham. ”Sjovt, det er du ikke den første du har sagt. Jeg hedder Mallorie Erredy. Datter af Xavier Erredy, den højest stående handelsmand i Dvasias. Andet du vil vide?” spurgte hun stille og rykkede en smule tættere på ham, imens han stadig havde grebet omkring hendes hage. Hun lod den anden hånd, som ikke var i hans, glide op omkring hans nakke.

[Kimeya Marvalo]

At lege med ilden var som regel forbudt, og var det ikke det forbudte, som var det mest spændende? Kimeya forstod hende dog godt, og selv i det øjemed, måtte han jo tilstå, at han var imponeret over hendes måde at klare det hårde liv i Dvasias på, for det var næppe det nemmeste, som et simpelt menneske? Mange ville nok anse hende som simpel, og selv måtte han jo erkende, at det jo også var hans overbevisning. Han havde til nu, ikke stødt på nogen, som havde formået at overbevise ham om andre ting. ”Eller mangel på det samme, ikke sandt..?” Han var end ikke sikker på, om hun i det hele taget gjorde et forsøg på at være sød, for det lignede ikke en som hende.. Ikke sådan som hun gik frem med den udstråling og selvtillid, hvilket jo egentlig passede ham fint. Det sukkersøde, kunne han slet ikke have med at gøre.
De sammenflettede fingre fangede yderst hurtigt Kimeyas opmærksomhed. Det var en form for intimitet, som han ikke kunne sige sig, at dele med hvem som helst, men dog.. Denne kvinde var uden tvivl opsat på det at skulle lege med ham, så det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste, for han kunne så sandelig også godt lege med, hvis det endelig skulle være det! Hånden lukkede han fast omkring hendes fingre, så det ville blive stort set umuligt for hende, at trække hånden til sig igen. De mørke og intense øjne gled til hendes skønne ansigt. Han måtte give hende den. Af et menneske at være, så var hun faktisk meget køn, selvom det ikke ligefrem gjorde den største forskel for ham. ”Du gør klogt i at finde ud af helt præcist hvem du står overfor, og specielt i en by som Marvalo City. Den er jo trods alt opkaldt efter mig.. og min familie,” hvislede han med en iskold stemme.
Han tog endnu et skridt tættere på hende, så de næsten endte krop mod krop. Han var højere end hende – en god del, hvilket nok gjorde, at han kunne virke mere faretruende. Hånden greb let omkring hendes kæbe. Kun for at tvinge hendes blik i retningen af sig i stedet for. Hendes familienavn sagde ham virkelig ikke noget som helst, men det forundrede ham derimod ikke. Han havde været død i det som måtte være århundrede nu, og et menneske var ikke just kendt for at leve i synderlig lang tid. ”En Erredy siger du… Ikke kom her og tro, at det familienavn kan beskytte dig for tid og evighed, Prinsesse. Markedet skifter.. specielt for Jer mennesker..Et sandt mirakel at du ikke er endt på slavemarkedet endnu, og dog.. så flabet og næsvis du er, er du end ikke en guldmønt værd,” konkluderede han med en intens mine.

[Deleted]

Mallorie vidste godt, at det med at lege med ilden som regel var en meget dum ide, men hun kunne ikke lade være med at gøre det. Det var jo for pokker det, som gjorde legen sjov! Desuden så var det hendes eneste måde at klare livet i byen på. Hun var et simpelt menneske, der ikke havde meget chance for at klare nogle som helst i kamp, med mindre det var et andet menneske og hun havde adgang til en helvedes masse våben. Hans kommentar blev kun mødt med et smil og et lille suk. Det ville ikke være sjovt at bruge en helvedes masse energi på at overbevise ham om det. ”Ville du virkelig kunne se mig som en sød lille pige, som aldrig gjorde noget galt og løb hen i mors skørter, hver gang der var det mindset galt? For det kan jeg sandelig ikke” sagde hun med et stort smil.
Hun kunne tydeligt se, at hendes lille bevægelse gjorde indtryk på ham og det fik hende til at smile noget så forfærdeligt. Det var ikke noget, som var sjældent for den unge pige. Det kunne man ikke just sige, men alligevel gjorde det noget ved hende hver gang. Hun hungrede altid efter mere. Hun var opsat på at lege med denne mand, udelukkende fordi han ikke var, som alle de andre. Hun kunne ikke køre ham ligeså let, som hun kunne med de fleste andre drenge i byen, der bare bukkede og sagde amen, hver gang hun kom i nærheden af dem. Det var ikke noget hun gad længere. Hun havde brug for en eller anden form for modspil og det måtte hun positivt erkende at han sandelig gjorde. Hun smilede stort, da han lukkede hånden omkring hendes og kiggede på hende. Hun lod hans øjne møde hans i et sensuelt smil og lyttede til hans ord. ”Jeg ved godt, hvem du er…” sagde hun stille og sukkede. Nu var han jo ikke sjov mere.
Hun kom med et lille gisp, da han trådte et skridt tættere på hende og kunne med det samme mærke sin brystkasse mod hans mave. Han var en del højere end hende og hendes hoved gik kun til omkring hans brystkasse. Hun kiggede igen op på hans øjne, da han tvang hendes kæbe derop og lod sin hånd fjerne sig fra hans nakke. Hun lod den i stedet falde ned af sin side og kiggede afventende på ham. ”Det er jeg udmærket godt klar over. Og så er det måske meget godt, at jeg er flabet ikke? Slavemarkedet er ikke noget for mig” konkluderede hun med et fnis og kiggede ind i hans øjne. Hun bevægede sig dog ikke ud af flækken, blot for at se, hvad han nu ville gøre og det fik adrenalinen til at køre rundt i kroppen på hende.

[Kimeya Marvalo]

Mallorie var ikke uskyldig. Det var noget som Kimeya allerede nu kunne sige, bare ved at kigge på hende. Den selvtillid som nærmest strålede ud af hendes øjne, indikerede kun en ung pige, som gjorde hvad hun ville, og gemte sig bag sit familienavn, for det var jo trods alt hvad han havde erfaret til nu. Han kneb øjnene fast og let sammen og med den samme direkte alvorlige mine som tidligere. Hovedet søgte mod den ene side og med den tydelige tænkende rynke i panden. ”En uskyldig tøs som søger til mors skørter, så snart onkel hæver stemmen, er ikke mit indtryk af dig, Mallorie.. Jeg vil nu alligevel på det kraftigste anbefale dig, at være lidt mere påpasselig med den udstråling. Du kommer hurtigt galt af sted.” Det var ikke ofte at han i det hele taget kom med råd, så det var uden tvivl noget som hun skulle være glad for.
Kimeya lod sig ikke kurre rundt af noget så simpelt som en menneskekvinde som Mallorie, og derfor var han bestemt heller ikke bange for at tage styringen bare lidt, for han havde savnet det, og han nød naturligvis også af det. De mørke øjne gled direkte til hendes skikkelse og med den intense mine. Han var en mand som gik frem målbevidst, og han vidste hvad han ville, og nu hvor han nød af magtspillet som foregik dem imellem, så ønskede han slet ikke at det skulle gå mod sin ende. At hun nu var klar over hvem han var, så havde hun vel også hørt om hans bedrifter? Ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste, for det passede ham faktisk fortrinligt. ”Så ved du vel også hvad jeg har gjort?” endte han med en yderst advarende mine.
Mallorie var yderst selvsikker, hvilket var noget som faldt Kimeya i smag. At hun var flabet, var måske noget som han sagtens kunne undvære, for det kunne han uden tvivl, men man kunne vel heller ikke få i pose og sæk? At hånden forlod hans nakke, sagde han intet til, for selv det, var en meget intim berøring for hans del. ”Slavemarkedet er jeg næsten sikker på, ville være det mest ideelle sted for dig. Så kunne det måske være, at du fik et mere realistisk syn på denne verden, Prinsesse.. Den kredser sig nemlig ikke om dig,” hviskede han nærmest nu hvor de var endt med at stå så tætte.

[Deleted]

Mallorie var ikke uskyldig og det havde hun sandelig heller ikke været i mange år, da hun var yngre. Selvtilliden havde altid været med hende og det var hun også virkelig glad for. Der skulle noget til at overleve i en mørk by, som den hun altid havde rendt rundt og leget i. Hun gemte sig bestemt ikke bag sit familienavn, men han ville selv have af vide, hvem hun var og så fortalte hun ham det da glædeligt. Det havde intet at gøre med, om hun gemte sig bag det eller ej. Hun havde været mere end i stand til at passe på sig selv, uden at få det på banen. ”Godt så, for det er bestemt ikke sandheden. Jeg skal nok selv beslutte, hvornår noget er for meget, ellers mange tak” sagde hun, men det var ikke med en hverken flabet eller irriteret tone. Den var ganske sød og blev efterfulgt af et lille nik. Hun tog det alligevel til sig, selvom hun ikke troede, hun nogensinde ville bruge det.
Hun elskede det faktum, at han nu havde taget styringen over hende. Hvis der var noget hun elskede, så var det mænd, som faktisk kunne finde ud af at tage styringen uden at virke som totale røvhuller, hvilket var et problem for mange hun havde været i selskab med. Hun lagde sit hoved en smule på skrå, da han kom med sit spørgsmål og kunne på nuværende tidspunkt ikke komme på noget, som han havde gjort. ”Oplys mig endelig kære. Det virker som om min hukommelse svigter mig i dag” sagde hun ærligt og kiggede op på ham. Det var ikke fordi, hun ikke havde fået det af vide før, men hun kunne virkelig ikke huske det på nuværende tidspunkt.
Hun fortsatte med at kigge op på ham, da hun sådan set ikke havde meget andet valg. Hans hånd lå stadig omkring hendes kæbe og tvang hendes blik opad. ”Jeg har aldrig nogensinde udtalt, at jeg tror verden kredser om mig” sagde hun en smule overrasket. Det var meget muligt, at hun vidste, hvad hun ville have og som regel også fik det, men egocenteret, det var ikke det man kunne kalde hende. Hun rettede ryggen en smule, så hendes brystkasse løftede sig lidt og fortsatte med at kigge intenst på ham. Hendes ene hånd var stadig flettet ind i hans og den anden lå slapt ved hendes side.