Hvad tilfældigheder kan føre til.

[Deleted]

Mallorie var blevet ufattelig glad for det magiske marked i den seneste tid, især nu hvor hun ikke længere boede hjemme. Selvom hendes loyalitet nu lå hos kongen mere end nogensinde før, så var hun faktisk glad for det, hvor underligt det så end lød. Hun var ganske vidst under øjemål fra Matt hver dag, men hun havde sin del frihed, som hun altid havde haft. Det gjorde hende derfor intet, at hun skulle tjene under ham. Sådan havde hun det i hvert fald lige den dag. Nogle dage hadede hun det også som pesten, men det kom an på så mange ting. Lige nu gik hun rundt imellem alle de fine boder på det magiske marked. Solen stod højt på himlen, fuglene sang og det var i det hele taget en perfekt dag. Hendes beklædning stod for dagen af en kort kjole, som hun havde fået af Matt. En uniform var det ikke, men alligevel noget, som kun hun gik i. Den passede hende perfekt. Hun vendte sig kort mod en bod med nogle smukke smykker på, som hun begyndte at beundre. Hun havde ikke penge nok til den halskæde hun kiggede på, men i det mindste var det ikke forbudt at kigge. 

[Kimeya Marvalo]

Det var ved at være sent på dagen, hvor selv Kimeya havde valgt at forlade de sikre fire vægge i Marvalo Mansion. Han var ør i hovedet efter at have tilbragt alle disse timer.. ja, sågar dage med snuden i hans mange dagbøger, finde de mange malerier af familien frem igen og alt muligt, selvom det virkelig ikke var noget som vækkede noget som helst i ham. Jo en ting.. En følelse af genkendelighed, selvom han ikke kunne placere noget af det nogen steder, hvilket faktisk var en tanke som han fandt utrolig.. frustrerende.
En tur på ”Det Magiske Marked var næsten noget af det som Kimeya havde savnet mest. Der havde altid været god gang i den, også selvom han aldrig selv brugte penge på stedet. Han gik hellere i de dyre smede i Manjarno eller i Rimshia, for at være sikker på, at han fik hvad han betalte for, for at blive snydt, var sket lidt for ofte, og det var slet ikke noget som han fandt sig i! Hans øjne bar præg af det krystalklare og iskolde look, dybdesigende og gennemborende, som kunne han se igennem marv, skind, ben og selv den dybeste sjæl, så var hans mine lige så intetsigende, som var han en mand som gik i sine egne tanker. Ringen havde han endnu på sin finger, og selv efter hans møde med Faith, som ikke altid kunne siges, at være gået som han havde håbet på, så havde han alligevel valgt at beholde den på sin finger. Hans gang var yderst målrettet og målfast igennem de snævre gader som han passerede på sin vej. Selv i Dvasias, var det ved at blive varmere i vejret, så gik han endnu iklædt den frakkelignende kappe, som han havde lukket godt omkring hans muskuløse og faste overkrop. Han havde en let tæt skjorte på lige så kulsort som den mørkeste himmel og et par mørke bukser. Ikke at han bed sig fast i noget som helst. Handlerne foregik til højre og venstre for ham, og til nu, havde han ikke fundet noget som synes at være synderlig interessant.

[Deleted]

Det havde været en overraskende rolig dag for hende, i forhold til mange andre af hendes dage på det seneste. Der havde ikke været meget at lave sammen med Matt, ud over de sædvanlige ting, så det var ikke noget, der gav ret meget sved på panden. Hun havde brugt dagen på at læse i en af sine yndlingsbøger, indtil hun var blevet sendt ud og hente nogle småting, som hun endnu ikke havde taget sig sammen til at finde. Det var ved at blive sent, men det ragede hende egentlig en høstblomst. Hun ville vende tilbage til slottet, når hun havde lyst til det og det var Matt også klar over efterhånden. Ganske vidst var hun tjenestepige, men hun var ikke så nem at holde fast.
Hun gik med et suk væk fra den smukke halskæde og satte ned af gaden i sine egne tanker. Hun gik med hovedet mod jorden og så faktisk ikke, hvor hun gik henne og hvilke mennesker hun gik forbi. Hun havde ikke ret mange penge med sig, kun nok til de ting hun skulle have, så det var ikke noget med at shoppe igennem i dag. En enkelt gang måtte hun stoppe op foran en virkelig smuk kjole, men efter det havde hun fortsat sin gang ned af den travle gade. Der var næsten altid liv i gaden, lige meget hvad tid på dagen det så måtte være. Hendes lange og ganske smukke ben vakte den samme opmærksomhed som de plejede, da hun struttede ned af gaden med et smil på læben. Hun havde ingen anelse om, hvem der var foran hende, da hun pludselig mærkede noget hårdt mod sin pande. Hun var gået direkte ind i en mand. ”Se dig dog lige for” sagde hun med en flabet tone og tog sig selv til panden imens. Der var vidst ikke sket det store, selvom den nu dunkede temmelig ubehageligt.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var en mand med mange penge, også selvom han virkelig ikke vidste hvad han skulle bruge dem til. Det Magiske Marked lå bare meget tæt op af hans eget hjem, og derfor var det jo bare det mest ideelle sted for ham at søge til, når tankerne skulle afledes lidt på andre veje, end hvad han havde oplevet til nu. Først antaget, havde han slet ikke regnet med at skulle tilvænne sig en helt ny tilværelse, da han slet ikke kunne finde hoved eller hale i tingene, efter han var kommet retur fra Dødsriget, samt alt det som døden faktisk havde kostet ham i længden, for den havde uden tvivl krævet en utrolig høj pris – Ikke bare af ham, men så sandelig også af Faith. En kvinde, som han vidste han burde huske, men slet ikke kunne mindes andet end med vrede, foragt og direkte had.. Så var der noget ved ringen på hans hånd, som samtidig påmindede ham om lidt andre ting.
Vandrende i sine egne tanker, så gik denne kvinde direkte ind i ham, hvilket rev ham tilbage til den magiske virkelighed, hvor han blinkede med øjnene, kun for at vende blikket mod hende. Til hans væsen, lå det slet til ham at skulle tage ordet ’undskyld’ i sin mund, og specielt ikke overfor en kvinde som hende! Han kneb øjnene let sammen. ”Åben dine øjne, og se hvor du går,” advarede han med en spids tone, inden han med et let fnys, tog mere fat omkring kappen, som han tvang omkring sine skuldre som han rullede lidt med, for at få den til at ligge perfekt. Lidt af en perfektionist havde han jo altid været. ”Det er det du har øjne i hovedet til,” afsluttede han, inden han valgte at fortsætte sin vandring ned af gaden. End ikke den kvinde var hans opmærksomhed værdig.

[Deleted]

Mallorie så op på ham. Ikke dårligt, det måtte hun indrømme. Det kunne være, hun i stedet skulle skrue charmen på? Det valgte hun med det samme at gøre og i stedet for at være flabet, kom det charmerende smil frem på hendes læber. ”Det må du virkelig undskylde hr” sagde hun stille og gik med ham, da han valgte at fortsætte ned af gaden. Hun stoppede op lige foran ham, så han enten var nødt til at stoppe op eller gå direkte ind i hende. Det plejede som regel at virke, så hvorfor skulle det ikke denne gang? Han var ganske tiltrækkende at se på og gad vide, om han ikke også kunne være sjov at lege lidt med? Det skød hun i hvert fald på og hvis ikke, så måtte det bare være det. Værre var det ikke. Det ville ikke være første gang at hun var blevet afslået, men det afholdt hende bestemt ikke fra at gøre det samme igen.
Hun lod stille hånden køre ned af hans kappe, som hun stod der foran ham og smilede op til ham, da han var en del højere end hende. ”Hvad kan jeg gøre, for at gøre det godt igen?” spurgte hun charmerende og fortsatte med at køre hånden stille op og ned af hans kappe. Hun afventede et svar fra ham, imens smilet på hendes læber blev ved med at blive større. Det skulle ikke undre hende, hvis det her virkede med det samme, og hvis ikke, så måtte hun finde en anden legekammerat.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya gad virkelig ikke spilde tiden på en irriterende ungtøs, som sikkert kun var i vejen for alle. Desuden havde han allerede bidt sig mærke i, at hun ikke rigtigt besad nogen magiske tendenser, for det havde en tendens til at komme frem i en udstråling, og der var der virkelig ikke noget som helst. Tog han ikke meget fejl, så var hun intet andet end et simpelt menneske, og slet ikke noget som han gad spilde sin tid med. Han havde alt for mange andre ting som han kunne tænke over i stedet for; Såsom hvorfor han ikke fik lov til at huske stort set halvdelen af sit liv. Måske fordi at det involverede Faith, men et eller andet, var han da for pokker nødt til at gøre ved det. ”Bedre.” Hans stemme var monoton. Det var et sted også til hendes held, at der var så mange andre ting som optog hans tid og tanker, end en irriterende ung pige, som slet ikke burde færdes på gaderne og specielt ikke på denne tid.
At denne unge pige, slet ikke ønskede at skænke ham den fred og ro, som Kimeya egentlig ønskede. Han stoppede op med det samme, for ikke at ende med at gå ind i hende. Blikket gled intenst, dog meget irriteret i retningen af hendes skikkelse. Han knyttede næverne ganske fast. Hånden som hun kørte op af hans kappe, resulterede kun i en sitren. Det var ved at være alt for lang tid siden han var blevet berørt på den måde. Han bed tænderne svagt sammen, hvor de tydelige kæbemuskler slet ikke var til at tage fejl af. ”Først og fremmest, så kan du lade være med at røre ved mig.. Jeg skal ikke berøres af et simpelt menneske..” bed han hende af, idet han trak armen til sig og med en advarende mine. Han havde slet ikke tid til at lade sig beskue eller berøres af en ung kvinde som hende, også fordi at det frarøvede ham det fokus, som han havde brug for, skulle ligge andre steder!

[Deleted]

Mallorie kunne godt se på det hele, at han ikke ligefrem havde lyst til at snakke med hende. Hun kiggede på ham med et suk og trak på skulderne. Hans første kommentar lagde hun ikke ret meget i, men hun fandt sig ikke i at blive snakket ned til på den måde. ”Så tror jeg lige vi stopper!” sagde hun med en rasende stemme og så på ham. Hun stod stadig foran ham, dog trådte hun et lille skridt tilbage, da han trak hånden til sig. ”Meget muligt du ikke vil røres ved, men det giver dig sandelig ikke ret til at snake til mig på den måde, blot fordi jeg er et menneske!” sagde hun og lagde armene over kors. Hun troede han ville være sjov at lege med, men der tog hun tydeligvis fejl og hun havde sandelig ikke tænkt sig at begynde og tigge. I stedet for at blive stående foran ham, rykkede hun i stedet et skridt til siden, lod sit hår falde ned omkring sine skuldre, da det havde ligget skjult under hendes kappe og fnøs af ham.
”Nu skal jeg nok lade dig være” sagde hun lettere hånligt og fortsatte derefter sin gang ned af gaden, uden at være den mindste smule interesseret i at høre hans svar til hendes udbrud. Det måtte han selv ligge og rode med. Mørket var ved at falde på og hun måtte trække kappen lidt tættere op omkring sig for ikke at fryse. Hun gik foran ham, da hun sådan set havde været på samme vej. Hendes hjem var langt væk nu og udsigten til at skulle gå hele vejen hjem til slottet igen var ikke ligefrem fristende. Det kunne være, hun skulle finde et eller andet sted at sove for natten og så tage turen hjem dagen efter? Det ville Matt kunne forstå. Han havde faktisk sagt noget om, at hun nok ikke nåede hjem før dagen efter. Hun slog tanken fra sig og begyndte i stedet at lede efter de småting, som hun var blevet sendt af sted efter.

[Kimeya Marvalo]

Det var bestemt ikke lige nu man skulle komme på tværs af Kimeya, for han følte sig allerede nu som en hårdt presset mand, og derfor skulle denne unge kvinde heller ikke komme i vejen for ham. Han hade været væk i det som efterhånden måtte være mange år, og derfor ønskede han slet ikke at en ung tøs skulle komme ham på tværs, og faktisk tro at hun var noget, for hun kunne slet ikke hamle op med ham, uanset hvad hun forsøgte at gøre ved det. Hendes måde at snakke til ham på, gav ham direkte hovedpine, samtidig med at det var noget som vækkede en direkte irritation i ham, og han brød sig bestemt heller ikke om det! ”Hvor vover du at snakke sådan til mig?!” hvæsede han med en fast tone. Han vendte sig direkte mod hende, hvor han dannede sig en magisk kugle af ren og skær mørke i sin ene hånd. Hvis hun ikke passede ekstra godt på den tunge, så rev han den altid ud! ”Et menneske med den tunge, er et sandt mirakel overhovedet at findes i live, for ikke mange finder sig i det.. Jeg gør i hvert fald ikke.. Så giv mig en god grund til ikke at skulle ende det lige nu og lige her..!” Hans stemme var en hvæsen og den var meget hæs. Han fandt sig ikke i det!
At denne unge kvinde havde frækheden bare at vende ryggen til ham at gå, var noget som for alvor fik bægeret til at flyde over for ham, for den måde at behandle ham på, havde han ikke oplevet igennem frygtelig mange år. ”Elendige kvindemenneske..!” Denne gang var det ham som valgte at reagere. Han kastede kuglen direkte mod hende. Den var ikke dræbende, for selv en mand som ham, var ude af træning, men ramte han hende, ville det uden tvivl gøre rigtig ondt, og det ville slå omkuld, hvilket han i allerhøjeste grad ville mene, hun havde fortjent! De mørke øjne hvilede på hende, afventende til om han ville ramme hende eller ej.

[Deleted]

Mallorie gik blot fra ham, med tanken om, at han ville passe sig selv og gå videre til, hvad det nu end han var i gang med. Det rørte hende ikke synderligt, hvad han ville foretage sig. Hun var ikke uvant med typer som ham. Gamle, irriterende, sure og helt igennem provokerende. Sådan nogle mennesker, som hun uheldigvis fandt uhyre interessante og det kom hende ikke altid til gode. Hun gad ikke engang vende sig om, da han begyndte at råbe efter hende. Hun kunne ikke lade være med at grine en smule over det, som hun trissede ned af gaden mod en bestemt bod. Det var sandelig ikke første gang nogen havde snakket sådan om hende. Det var ved at blive lidt af en vane.
Dog havde hun ikke set det næste komme. Hun vendte sig endelig om og fik noget af et chok, da en mørk kugle fløj lige imod hende. Hun blev ramt lige i brystet og slynget baglæns mod en mur med det samme. Hun ramte den hårdt og med et ordentligt skrig, imens hun priste sig lykkelig over, at de var nede i en af de små gader, hvor der lige nu ikke var et menneske at se. Hun var nået langt nok væk til, at der ikke var nogen, da den bod hun ledte efter lå om hjørnet. Nu sad hun imidlertid på jorden og prøvede på at få vejret, imens smerten i hendes brystkasse bredte sig til hele kroppen. Hvad fanden havde han lidt smidt efter hende?! Hun kiggede over på ham med et rasende, men også lettere panisk og desperat blik, da hendes vejrtrækning blev ved med at blive mere og mere ustabil, som sekunderne gik. Hun havde ingen mulighed for at sige noget. Det gjorde det for ondt til, men det kunne ses i hendes blik, at flabethed i hvert fald ikke var en del af det lige nu.

[Deleted]

Mallorie gik blot fra ham, med tanken om, at han ville passe sig selv og gå videre til, hvad det nu end han var i gang med. Det rørte hende ikke synderligt, hvad han ville foretage sig. Hun var ikke uvant med typer som ham. Gamle, irriterende, sure og helt igennem provokerende. Sådan nogle mennesker, som hun uheldigvis fandt uhyre interessante og det kom hende ikke altid til gode. Hun gad ikke engang vende sig om, da han begyndte at råbe efter hende. Hun kunne ikke lade være med at grine en smule over det, som hun trissede ned af gaden mod en bestemt bod. Det var sandelig ikke første gang nogen havde snakket sådan om hende. Det var ved at blive lidt af en vane.

Dog havde hun ikke set det næste komme. Hun vendte sig endelig om og fik noget af et chok, da en mørk kugle fløj lige imod hende. Hun blev ramt lige i brystet og slynget baglæns mod en mur med det samme. Hun ramte den hårdt og med et ordentligt skrig, imens hun priste sig lykkelig over, at de var nede i en af de små gader, hvor der lige nu ikke var et menneske at se. Hun var nået langt nok væk til, at der ikke var nogen, da den bod hun ledte efter lå om hjørnet. Nu sad hun imidlertid på jorden og prøvede på at få vejret, imens smerten i hendes brystkasse bredte sig til hele kroppen. Hvad fanden havde han lidt smidt efter hende?! Hun kiggede over på ham med et rasende, men også lettere panisk og desperat blik, da hendes vejrtrækning blev ved med at blive mere og mere ustabil, som sekunderne gik. Hun havde ingen mulighed for at sige noget. Det gjorde det for ondt til, men det kunne ses i hendes blik, at flabethed i hvert fald ikke var en del af det lige nu.

[Kimeya Marvalo]

Hvis der var noget som Kimeya ikke fandt sig i, så var det tøsens flabethed overfor ham, for han kunne slet ikke hav e med den tanke at gøre. Med næverne knyttet, så gik det for alvor galt, da hun bare valgte at vende ryggen til ham og bare gå, samt det faktum, at hun faktisk stod og grinte af ham, var slet ikke noget som han kunne have, og det var virkelig den tand for meget for ham. Kuglen dannede han i sin hånd. At hun ikke så faren i at tirre en warlock som ham, var skam slet ikke hans tab, men derimod hendes. En skam, at en kvinde som hende, skulle gå til spilde på den måde, også selvom han vidste, at det slet ikke var dræbende, men noget som kun ville gøre ondt for alvor, og det var uden tvivl hendes egen skyld.
Kuglen ramte hende, hvor selv hendes skrig, måtte være som sød musik for hans øre. Smilet bredte sig på hans læber. Lige præcis den lyd, ville han aldrig nogensinde blive træt af at høre! Med rolige skridt, gik han i retningen af hende og med den samme intense og faste mine. ”Du leger med ilden ved at lege med en mand som mig.. Menneske..” De mørke øjne gled mod hende, som han kunne se, at hendes vejrtrækning blev besværlig, også selvom det var hendes paniske ansigtsudtryk, som uden tvivl var ham det bedste af det bedste, hvilket han nu heller ikke ville lægge det mindste skjul på når det nu endelig var i den anden ende. Han søgte roligt ned i knæ, som han endelig nåede hende. Hans hånd lukkede sig fast omkring hendes kæbe. Han havde vel slået luften ud af hende, eftersom han havde ramt hende i brystet? Ja, det var jo selvforskyldt. ”Træk vejret pigebarn,” sagde han med en ganske kortfattet stemme. Han udviste absolut ingen former for bekymring for hende, for hvorfor skulle han? Hun havde valgt at vække den sovende drage, og nu sprudlede den altså ild.

[Deleted]

Mallorie var ved at panikke godt og grundigt. Hun havde virkelig ikke regnet med, at det nogensinde ville gå så galt, som det lige gjorde. Ganske vidst havde hun da været i problemer før, men i sådan et omfang, det kunne hun ikke ligefrem prale af. Hun havde ingen anelse om, hvilket slags væsen han var, men et menneske kunne han i hvert fald ikke være. Sådan som han snakkede til hende, ville hun skyde ham til at være en Warlock. En kvinde som hende burde ikke opføre sig sådan og det var hun udmærket godt klar over, men hun kunne bare ikke lade være. Hun havde været sådan altid, og lige meget hvor mange gange hun blev tæsket for det, så ville hun ikke kunne lade være.
Hun kiggede på ham med et desperat blik, imens hendes vejrtrækning blev ved med at være ustabil og også virkelig tung. Det var næsten som om hun hyperventilerede. Hun prøvede på at komme til sig selv, da han kom over mod hende. Smilet var tydeligt at se på hans læber. Han nød det. Du leger med ilden. Ja det var sku ikke første gang, hun havde leget med ilden. Hun havde stået overfor kongen og opført sig sådan for pokker! Det havde så også haft sin konsekvens, men det kunne være lige meget. Hun afventede, at han skulle gøre et eller andet nyt, da han søgte ned i knæ foran hende. Hendes øjne var stadig udskudte og hun prøvede på at trække vejret gennem næsen, selvom det ikke var helt nemt. Han havde virkelig slået luften ud af hende. Ligesom hvis hun havde fået en knytnæve i maven. Hun lod sine øjne måde hans, da han greb fat i hendes kæbe og prøvede på at vride sig ud af hans greb. "Slip... Mig..." fik hun fremstammet, inden hun igen begyndte at tage nogle dybe vejrtrækninger. Hun ville ikke engang prøve på at sparke ud efter ham. Hendes øjne var ikke længere rasende. Kun panik var tilbage, fordi hun endnu ikke kunne trække vejret normalt. 

[Kimeya Marvalo]

Hvem denne unge pige var, havde Kimeya ikke nogen anelse om, og skulle han være helt ærlig, så var han fuldstændig ligeglad med det, for hun havde pisset ham af på en måde, som han slet ikke fandt sig i, og derfor reagerede han skam også kraftigt – netop ved at kyle magien efter hende, men det var også fortjent, sådan som hun havde snakket til ham på. At han så havde ramt så rigtigt, at luften var slået ud af hende, havde han nu heller ikke regnet med, men nu vidste han da, at hun ikke bare kunne komme nogen vegne, hvilket var noget som faktisk passede ham selv helt fint. Med et koldt smil på læben, så var det ikke nogen hemmelighed at han virkelig frydede sig ved dette, også fordi at hun var slået midlertidigt ud.
Kimeya lukkede hånden fast omkring hendes kæbe, kun for at tvinge hendes blik i retningen af sig, for han ville bestemt ikke lade hende slippe. Som hun beordrede ham om det, kneb han kun øjnene sammen. At slå et simpelt menneske ihjel, var noget som lå frygtelig langt under hans værdighed, også fordi at hun ikke havde nogen jordisk chance mod et væsen som ham, i og med at han var en warlock og ikke behøvede at gøre brug af fysiske våben såsom kniv, sværd eller noget lignende. Han kunne slå ihjel – snildt, med sine bare næver. ”Tør du snakke sådan til mig igen, mennesketøs?” spurgte han med en ganske kortfattet stemme. I det store og hele, vidste han jo godt, at det kunne være utrolig besværligt at få vejret, efter man havde været offer for en mavepumpe, men det var næsten som om at det var noget som skete lidt alligevel. De mørke øjne gled mod hendes skikkelse. Dog en smuk pige, og selv skulle hun virkelig være glad for, at hun endnu havde sit liv, sådan som hun gik frem. Noget måtte være til hendes beskyttelse.. Men nu hvor han havde været væk i så mange år, som han havde, så var der mange ting som var gået ham forbi – til nu om ikke andet. ”Du frygter mig..Gør du ikke?” afsluttede han med en fast og intens mine. Det i sig selv, var det som han frydet sig mest over!

[Deleted]

Mallorie havde ingen anelse om, hvem denne mand var og faktisk var det en af de få gange, hvor hun ikke var ligeglad. Hun havde det med at finde de mest uhyggelige og frygtindgydende mennesker interessante. Måske fordi hun selv havde så svært ved at blive bange. Der skulle så meget til, at det faktisk stort set aldrig skete. Det var flere år siden, hun faktisk havde været rigtig bange. Mange misforstod frygt og respekt. Det var en hård-fin grænse, men hun var i stand til at skille de to ting ad. Det irriterede hende grænseløst, at hun lige nu ikke vat i stand til at forsvare sig selv på nogen som helst måde. Hun lagde hånden på sit bryst og prøvede på at falde til ro ved at lukke sine øjne, også mere for at slippe for at glo på hans iskolde smil.
Det holdt dog ikke længe, da han tvang hende til at kigge på sig igen. Hvorfor kunne han ikke bare lade hende være? Han havde alligevel straffet hende, var det ikke rigeligt? Hun vidste godt, at hun ikke ville have nogen chance mod ham i kamp. Helt dum var hun alligevel ikke, selvom det nok kunne se sådan ud mange gange, fordi hun ikke tænkte tingene ordentligt igennem, inden hun gjorde det. Hans spørgsmål blev besvaret med et lille host, da hun prøvede på at rette sig op, så hun sad med ryggen mod muren og baghovedet ligeså. Hun kunne så let som ingenting finde på at snakke til ham på den måde igen, blot for at være så provokerende som muligt, men lige nu var det om at kunne snakke ordentligt og ikke mindst trække vejret. Hun lukkede øjnene helt i denne gang og lagde baghovedet en smule tilbage, selvom han stadig havde fat i hendes kæbe. Hun prøvede på at komme med et svar til ham, det gjorde hun virkelig, men det kunne hun ikke. Hun lagde i stedet venstre hånd mod jorden, for at holde sig siddende og den anden på sin brystkasse, imens hun stille tænkte: 1,2… 1,2… Træk vejret. Der var ikke noget, som var vigtigere end det lige nu. Hun ænsede ham ikke engang et blik som svar. For hun var ikke bange for ham.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste godt, at det at få slået luften ud, var noget som faktisk kunne dræbe i længden, hvis man ikke genvandt muligheden for at trække vejret, og naturligvis var han slet ikke ude på at slå et menneske ihjel, som i princippet slet ikke var nogen trussel for ham, for det var hun slet ikke. Hun havde bare valgt at pisse den forkerte mand af på det helt forkerte tidspunkt, og så var det heller ikke underligt, at man slog fra sig. En ting var at være flabet, for det kunne han på sit vis godt tackle, men at hun så bare vendte ryggen til ham og gik, var det som fik bægeret til at flyde over for ham, og det var slet ikke noget som han fandt sig i på nogen måde.
Kimeya valgte endeligt at give slip på hendes kæbe, som hun lagde hovedet tilbage. Det var efterhånden ved at være mange minutter hun ikke rigtigt havde fået luft, så han tog sig faktisk ikke af at hun ikke havde formået at svare ham, for hun havde skam også selv bedt om den behandling, som han havde kastet hende under, men det var noget som hun bare selv måtte acceptere i længden. ”Træk vejret, kvindemenneske..” Han valgte til sidst at tage fat omkring hendes nakke, hvor han med den anden hånd, tvang den bag på hendes ryg, hvor han lagde et tryk på, så hendes bryst blev skudt frem i en forhåbning om at det ville hjælpe hende med at få vejret igen. Han vendte blikket direkte i retningen af hende endnu en gang og med en tydelig irriteret mine, inden han igen rejste sig op og med hænderne som han foldede over brystet og med en næsten afventende mine, næsten som stod han som far, som netop havde taget sin datter i at rage hånden end i kagedåsen. ”Og tag dig sammen for guds skyld. Det der er ikke en dvasianer værdig.. Specielt ikke fra min tid,” sagde han med en ganske kortfattet og irriteret mine. En sølle kvinde… et sølle menneske, og så lige nu, så var det bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, for den tanke irriterede ham grumt!
Andre passerede dem blot, næsten som havde det her været en ganske naturlig dagligdag, men det var skam heller ikke fordi at det var noget som berørte Kimeya. Død, skrig og voldtægter var nu og da, bare en naturlig del af det at være dvasiansk. Folk så det ikke engang. ”Skuffende.. Helt igennem skuffende,” hvislede han med en direkte iskold stemme.