Training Into The Night

[Alexander Raphael Vladimir]

Denne lidt sene aften havde Alexander valgt at tage lidt ud. Hans dyr skulle jo holdes i træning selv når de ikke foretog sig noget. Han kunne nok godt træne et sted i Dvasias, men han ville også gerne have der var godt åbent til alle sider så der var masser af plads til at løbe på. Og der måtte godt være planter så hans snusende ven kunne træne sin næse og måske fange en hare eller noget andet den kunne spise. Det var godt for en ulv at fange sin egen mad selvom den var opdrættet og sådan set tam jo.
Alexander var redt ud fra Dvasias sidst på eftermiddagen for ikke at risikere at skulle ride i den varme sol når han krydsede grænserne. Han havde været i Manjarno før. Op til utallige gange ligesom med de andre lande. Der var ikke mange steder han ikke havde sat sin fod og kastet sit blik på omgivelserne. Derfor vidste han at engen der lå ved Natymia ville være veloplagt til at lade begge dyr rende omkring og holdes i form og træning. Turen derop ville så være deres opvarmning. De red skiftevis mellem trav og galop. Både for at varme hestens muskler op og for samtidig ikke at overbelaste den så den ville være udkørt ved ankomsten. Mange havde desværre den vane at ride galop hele vejen og ødelægge hesten. Han gjorde ikke stop på vejen andet end for at lade dyrene drikke når de kom til et lille vandløb eller lignende. Ikke fordi de trængte, men det tog jo ikke mange minutter og det gjorde mere gavn end skade trods alt. Det lune vejr blev mere køligt og han var kun glad for, at han ikke havde reddet ud i bagende eftermiddags sol.

Det var ikke nogen direkte lang tur. Han havde prøvet dem der var værre og han kom frem nogenlunge som solen var ved at være gået helt ned. Den kastede sine rødlige nuancer ud over den ellers blå himmel og det ville nok kun vare en times tid før den forsvandt helt. Perfekt. Begge dyr var jo trænet til natten, da han mest færdes på den tid så det var helt fint at de kom til at træne i nattens mørke. Ulven var jo sådan set i sit rette miljø med det. Han strakte sig lidt efter han var steget af og løsnede sadlen før han tog den af og hovedtøjet fulgte med. Han skulle bare pifte så kom begge dyr rendende og hesten var mere frit gående uden seletøj. Han lagde udstyret i græsset hvor han stod og satte sig ned som begge dyr med et vink løb ud. De skulle først løbe og det vidste de. Imens ville Alexander gå lidt rundt i den anden retning og ligge nogle små poser ud med forskellige urter og andet der sendte en duft. Han udgjorde sig nøje hvor hver pose blev lagt, men vidste at i mørket ville han få sværere ved at finde dem igen. Men det skulle han jo også kun hvis hans ulv ikke fandt alle. Han kunne høre begge dyr dundre derudover et stykke væk og kunne stadig se dem. De holdt sig indenfor synsvidde. Han smilede let og gik tilbage til sine ting. Hans kappe flagrede let i vinden om hans ben. Han havde sine støvler på og et par mørke bukser samt en t-shirt i mørkeblå. Han havde ikke noget på sine arme udover den smule kappen skærpede mod vinden. men han var jo isdæmon så kulde ikke så meget som rørte ham.

[Deleted]

Melrose havde bevæget sig ud på ingen, da det var hendes tanke at finde et sted for natten at sove. Hun havde været inde ved byen Natymia og havde endelig købt sig selv et velfortjent måltid. Hun havde tvunget sig selv til at spise så langsomt som overhovedet muligt. Ellers slugte hun bare hele molevitten. Hun kunne også have lejet et værelse på den lille kro, men hun brød sig ikke om andre væsener. De fleste havde overbegloet hende det meste af dagen. Hun forstod det egentlig godt. Synet af hende måtte være forfærdeligt! Hun var stadig iklædt en af Lucas’ aflagte skjorter. Den havde engang været strålende hvid, men havde nu en brun, mudret, mat farve. Hendes hår var filtret, og der sad indtil flere klatter af jord i. Hendes fødder var bare og blege, overstrøget med adskillige røde rifter fra torne og sten. Det værste var dog hendes vinger. Engang havde de været strålende hvide og alle fjer havde haft en blød glans. Nu var fjerene flossede og indtil flere af dem sad skævt og var ved at falde af. Hendes ansigt bar præg af et hårdt, bittert blik. Munden sad som en smal streg. Det blide varme udtryk som før havde hersket i hendes ansigt, var væk. Det skyldtes sorg. Hun var endnu ikke kommet sig over tabet af Lucas. Hendes kærlighed og sjæleven. Hvordan skulle hun dog komme over ham? Så nu var hun en vandrende skygge af sig selv. Og hver dag bebrejdede hun sig selv at hun havde vendt ryggen til sin søn. Fordi hun ikke kunne bære at se ham i øjnene, som var de samme himmelblå øjne som Lucas’. Hun betrådte det høje græs og endte med at ligge sig lige der og kigge op på den begyndende mørke himmel. Hun frøs, men der var ikke meget hun kunne gøre ved det. Hendes øjne blev tunge. Kort lukkede hun dem og tvang sig selv til at slappe af. Det havde været en anstrengende dag.

[Alexander Raphael Vladimir]

Alexander så op da han kunne høre en lav hylen. Det lød som en han kendte. Nej han vidste det var en han kendte. Hans ulvs hyl tog han ikke fejl af. Han rejste sig op fra sin plads hvor han havde siddet og ventet i en rum tid mens solen fortsatte sin færd ned i horisonten og hans rejse kammerater løb rundt og trænede deres ben og udholdenhed. Han lod dem passe sig selv og havde fundet sin sadeltaske frem og havde åbnet den for lige lidt at se om han kunne finde lidt tørret kød som han kunne spise lidt mens han ventede. Han skulle jo ikke som sådan overnatte herude. Han skulle måske være her det meste af natten, men skam ikke for at sove så han havde ikke det store rejse grej med. Han ville være hjemme i sin hule i Appolyon før solen stod op.
Men at ulven gav sig til at hyle betød at den havde fundet noget eller nogen. Alexander selv var veltrænet og i god form så da han satte i løb hen over engen var det med rolige afsætninger af sine fødder på jorden uden at han tog sig tid til at stoppe op og lige se om der var en forhøjning af jorden. Han hoppede lidt over de buske han måtte støde på. Det tog tid at løbe udenom. Han løb i et minuts tid og stoppede op få meter fra hvor han kunne se sin firbenede ven sidde og have lagt hovedet en smule tilbage og hylet op i luften. Og han så også den skikkelse der var lidt foran som måtte være den person som der var blevet opsnuset eller bare stødt på. "Brutus stop." Den korte og enkle kommando fik ulven til at stoppe midt i et hyl og straks rette hovedet ned og se frem. Den store sorte hingst var også kommet nærmere af hylets kalden og skubbede let til sin herres skulder bagfra for at fortælle at han var der. Alexander smilede let og klappede Cæsar på mulen før han så tilbage mod skikkelsen som havde vakt dette påstår. Han vidste godt at Brutus ikke ville gøre nogen skade på personen så længe han ikke følte sig truet. Kun ved at være truet eller ved angreb mod Alexander eller ham selv gjorde ulven noget uden ordre i ren selvforsvar. Men at en person havde ligget i græsset på en eng kunne jo ikke ligefrem kaldes for at angribe med mord i tankerne. At folk sov ude på engen var ikke noget der var så overraskende. Gjorde mange rejsende. Selv med en by lige ved. Det var jo gratis at sove ude under åben himmel, men så også det mere farligt end at ligge på en kro. Men nogen havde jo ikke noget valg. Kunne også være at man bare slappede af som han selv havde gjort lidt. Dog sad de fleste på en eng og slappede af når det var lyst. Det var snart helt mørkt nu. Han så på skikkelsen igen og lod sit blik kort løbe over vedkommende, som han kunne se måtte være en kvinde. Men han var ikke sikker. Selv han havde trods alt lidt svært ved at se i mørke selvom hans øjne var skærpede til det efterhånden igennem de mange hundrede, ja nogle tusindes år træning.

[Deleted]

Melrose satte sig brat op. Det var en vedvarende hylen som fik det til at løbe koldt ned af ryggen på hende. Det var en ulv. Hvorfor havde hun også regnet med at hun var alene? Hun burde da have lært efterhånden at der altid var nogen til stede, også selvom man følte sig mutters alene. Da hun var taget væk fra Procias, havde hun besøgt fjerne øer som ingen kendte til, og der havde hun fået kendskab til ensomhed. Og det havde passet hende fint, men alle de år hun havde tilbragt helt alene havde gjort hende sky overfor andre mennesker. Hun begyndte at ryste lidt. Hvis hun flyttede yderligere på sig, ville ulven sikkert hoppe på hende! Hjertet sad helt oppe i halsen på hende. Hvorfor var det at Døden altid bankede på døren hvor end hun gik? Og når hun så gik Døden frivilligt i møde, tog Døden aldrig imod hende. Hun hørte en stemme i mørket og prøvede at finde ejeren. Ulven stoppede brat med at hyle og hun forstod at denne ulv måtte tilhøre en eller anden. Hun rejste sig langsomt op og spejdede efter vedkommende, men hun kunne ikke se nogen. Hun havde været et væsen af lyset for længe til at se i mørke. Hvad var vældig upraktisk eftersom hun havde besluttet sig for aldrig mere at sove under et tag, men ude i det fri. Ensomheden havde fæstnet sig til hendes hjerte, og hun kunne ikke længere færdes iblandt mennesker som hun før havde formået. Men hvorfor var hun så taget tilbage?

[Alexander Raphael Vladimir]

Langsomt fik Alexander mere øje på skikkelsen og kunne se noget der lignede vinger. Men de så ikke hvide nok ud til at være en engels, men heller ikke mørke nok til at være en dødsengel. Nå det spillede jo heller ikke nogen videre rolle for ham som sådan. Han var ligeglad med om folk hørte til lyset eller mørket. Og ingen af de to engleracer var som sådan en trussel for ham. Han lavede et enkelt slag mod sit lår og Brutus vendte rundt og gik de få meter hen til ham og satte sig ved siden af ham. Folk ville næppe tro at ulven var vild hvis de så dette. Men det var den jo heller ikke selvom han tit lod den gå afsted på egen hånd for at opsnuse spor eller måske et dyr de kunne jage og dermed få til mad.
Han så på skikkelsen lidt mere for at se om han kunne finde nogen andre særlige kendetegn end vingerne, men det var ikke let i mørket trods alt. Han opgav det efter lidt tid. Vingerne var trods alt hans bedste spor på at han stod over for en engel. Om det så var af mørket eller lyset. Det kunne jo dog også være en blanding af flere racer der blot havde noget engel i sig. Det kunne give problemer alt efter hvad andre racer der mon gemte sig nede under overfladen. Men det kunne han ikke tage sig videre af nu. "Jeg beklager hvis Brutus forskrækkede Dem. Han er trænet til at give hyl hvis han finder noget." Ikke fordi det jo i sig selv var nødvendigt at forklare. Han kunne jo et sted vel være ligeglad, men han ville nu stadig undskylde for at Brutus havde hylet af hende. Eller i hvert fald på grund af hende. Det var jo blot hvad den var trænet til. Om hun havde sovet eller andet var så lidt underordnet. Brutus havde forstyrret hende og Alexander var høflig nok til at undskylde, da han jo havde ansvaret for sit dyr. Han så ned mod Brutus og gjorde et let kast med hovedet og ulven løb hen over engen igennem græsset og Cæsar fulgte snart trop og galopperede afsted. Alexander så efter dem kom. De skulle jo stadig træne. De havde ikke været i gang længe nok til at det var tid til at stoppe. De kunne godt klare en lille times tid mere og så var der opsnusning for Brutus og så et hvil. Han så tilbage mod skikkelsen der stod nogle meter foran ham.

[Deleted]

Hun så manden an. Om der var fare i vente, vidste hun ikke. Det var heller ikke noget hun længere selv var herre over, da hun ikke havde andet våben end sin lille daggert. Og selv om den var lille og virkede ubetydelig, havde den reddet hende adskillige gange. Ikke fordi hun følte sig truet. Hvorfor skulle denne mand kalde ulven tilbage, hvis han ville hende noget ondt? ”Det gør ikke spor. Det er også fjollet af mig at ligge her ude i det åbne. Jeg plejer at ligge i en busk, men græsset så så indbydende ud.” Hvorfor hun pludseligt fortalte al den unødvendige viden, vidste hun ikke, men Melrose havde ikke længere nogen anelse, om hvordan hun skulle befærde sig med fremmede mennesker. Hvad til tider skabte store problemer for hende, men den eneste løsning hun havde fundet, var at holde sig væk fra menneskemængderne. Hun var en smule forundret over at denne mand havde styr på denne ulv. Hun havde ikke forestillet sig at sådan noget var muligt, eftersom ulve på mange måder optrådte i hendes mareridt. Melrose så forundret efter ulven da han lod den løbe frit over engen. ”Bare det var mig,” hviskede hun lydløst til sig selv. Gid hun kunne være en fri ulv som løb over engdragene og kunne kalde sig selv fri. Melrose havde tit tænkt på om hun skulle vende tilbage til Himmeriget. Det var jo hendes hjem, men hun følte sig ikke længere velkommen. Hun var jo selv forsvundet efter alt det med Lucas, selvom hun i grunden godt vidste at følelsen af at føle sig uvelkommen, var noget hun bildte sig ind. Hvis hun virkelig tog hjem, ville hun blive budt velkommen. Men Melrose var på mange måder ikke længere et væsen af lyset. Hun kunne ikke heale længere, hvad var et skår, der skar hende dybt i hjertet. Engang havde hun taget sig af alt levende og været et lys for mange i mørket. Og nu var hun ingen gang i stand til at føre sig selv ud af det mørke som havde svøbt sig omkring hende.

[Alexander Raphael Vladimir]

Han så lidt efter de to dyr igen. I mørket så koldt de sig nærmere fordi de stadig ville kunne se Alexander og stadig kunne ses af ham også. Men der var stadig nok med plads til at de kunne løbe rundt uforstyrret, medmindre der lå flere personer og sov eller noget som Brutus stødte på og gav sig til at hyle igen. Han så på kvinden igen og havde da vist hørt hende nævne noget med en busk? Men helt i hvilken sammenhæng havde han vidst ikke fået helt med, men han spurgte ikke ind efter det. Hun ville nok næppe sætte pris på han ikke hørte efter ordenligt når hun fortalte noget. Men så igen kunne hun jo ikke gøre krav på, at han skulle lytte. Det var der ikke nogen der kunne. Han havde fået for vane med halvt at vende det døve øre til når han stod overfor kvinder der snakkede. De havde sjældent noget af interesse at sige ham. Kun hvis han var på arbejde og han var nødt til at høre på deres vrøvl gjorde han det. Ind imellem kunne han dog lukke det ligegyldige og kedelige snak ude, men han skulle også passe på at han på den måde ikke endte med at risikere der røg nogle vigtige eller nyttige informationer med ud i købet. Ak ja det var ikke altid helt lige så enkelt at være en spion som mange måske gik og skulle tro.
"Nå jeg må nok tilbage til træningen.." Ikke at han jo som sådan selv havde været igang med at træne. Men dyrenes træning skulle passes og han måtte nok også hellere få trænet lidt selv. Han skulle jo holde sin is ved lige for at kunne lære nyt og stadig bruge den som han havde gjort i de sidste mange år frem til nu. Han skulle træne både sit krop og sind når der var tid. Han vendte sig halvt for at gå tilbage mod hvor han havde efterladt sin oppakning. Det var også der han ville finde den stofpose som han skulle bruge til at starte med at få Brutus til at opspore de poser han havde gemt rundt om på engen. Dog ikke over det hele. Han vidste ikke om hun ville se det som uhøfligt at han gik igen, men han havde jo sit at passe og hun ville nok gerne være i fred?