En klam kulde

[Deleted]

Det meste af dagen havde været solrig og lun, men nu hvor mørket var faldet på, kom kulden. Melrose havde været på vingerne i flere timer. Hvor hun var på vej hen vidste hun ikke. For hun var faret vild og månen var endnu ikke stået op så hun kunne orientere sig. Da hun lige var blevet engel, havde hun ikke kunne se i mørke, men efterhånden som sorgen havde fordærvet hendes sind, var hendes syn i mørket blevet bedre. Til hendes skræk var der fuldstændig mørkt under hende. Mørket omsluttede hende og hun vidste hverken hvad der var op eller ned. En klam kulde løbe hende ned af ryggen og hun var så småt ved at gå i panik. Langsomt begyndte hun at tabe højde. Knap nok lagde hun mærke til det, for omkring hende skete der ingen forandringer. Alt var bare sort.. Hun blev febrilsk ved med at baske med vinderne, men trykket holdt hende ikke oppe, tværtimod. Det fik hende til at falde tættere mod jorden. Hun var ved at blive træt. Udmattet. Snart var der ikke mere energi. Hun ville lukke øjnene. Bare et øjeblik. Hvad kunne det skade? Bare at give slip.
En kold blæst slog hende ud af kurs. Hun hvirvlede i mørket uden at vide hvor hun ville ende. Stadig holdt hun sig oppe, men trætheden bankede konstant på døren. Men hun ville ikke åbne. Hun ville ikke bare falde. På et tidspunkt ville hun ramme jorden. Tanken om smerten, gav hende mod. Men hun vidste ikke hvor længe hun ville kunne holde sig oppe. Hvis hun nu bare fløj til hun kunne se lys. Der var intet lys i nærheden. Hun regnede kort ud at hun måtte prøve at lande. Uanset hvor hun endte, så var hun i det mindste nede på landjorden. Som årene var gået, var hun blevet mere tryg af jord under fødderne, end det at flyve. Hendes vinger fungerede ikke længere som de skulle. Fjerene var flossede og indtil flere af dem sad løst og var ved at falde af. Når hun vågnede efter at have sovet, lå der altid en rede under hende af grå fjer. De var ikke hvide længere. De føltes ikke som silke længere. Under fingrenes berøring føltes de ru og kolde. Det skræmte hende. Men i hendes mørke sind, tænkte hun ikke nærmere over det. Hun undrede sig ikke. Hun havde tabt ufattelig meget højde. Hun var ikke klar over at der kun var få meter til at hun ville ramme de gamle ruiner af byen Metyral. En tør lugt af støv ramte hendes næse, efterfulgt af indtørret blod og en sød lugt hun kun kendte for godt. Død. Den klamme kulde løbe hende endnu engang ned af ryggen, men det var for sent at vende om nu. Hun tabte mere og mere højde og før hun vidste af det havde hun fast grund under sine fødder. Hun snublede og landede så langt hun var. Da hun åbnede øjnene lå hun på kold sten. Kulden krøb hurtigt ind under huden på hende. Hun begyndte at ryste. Langsomt kom hun op på benene og så op mod himlen. Den var kulsort. Men pludseligt kom månen og stjernerne frem. Hun tænkte for sig selv om de havde været der hele tiden, men hvordan kunne hun have undgået månen som hun opfattede som sin ven? Hun kiggede sig stjålent omkring. Der var fuldstændig ødet. Ikke en sjæl omkring hende, men hun vidste at hun ikke var alene.

[Deleted]

Ruinerne lå henlagt i et tungt mørke, som kun lod til at blive brudt, af månens blege skær, sådan så det i hvert fald ud, for gemt et sted bag bunker af sten og delvise murstykker, sad en stor muskuløs mand, og så tomt ud i nattens mørke, hans blik lyste faktisk op i mørket, med en ildevarslende blodrød kulør. Elvolganta havde siddet her længe efterhånden, han sad og mindedes sit sidste møde med sin datter, det var på ingen måde gået godt, og hun havde mere eller mindre slået hånden af ham, og dermed havde han mistet noget af det eneste, han endnu havde haft, tilbage i sit liv at leve for.. Hans tankestrømme og sindstilstand, blev dog uden videre tvunget til en brat ændring, da hans blik faldt på en falleret engel, midt i et styrt, han havde i sit liv set virkelig mange mærkværdige ting, men aldrig havde han set en engel som styrtede til jorden, ikke når denne ikke allerede var død i hvert fald.. Dette vakte naturligvis Elvolganta's nysgerrighed og interesse, og han rejste sig derfor, og trådte lydløst nærmere, efter at have hørt en tung lyd, fra hendes bratte sammenstød med jorden, han stoppede en smule på afstand, og observerede hende nøje, han var ikke bange for hende, men var meget nysgerrig, og ville ikke forskrække hende mere end højest nødvendigt, skønt han ikke til forbehold for, at hans øjne jo rent faktisk, lyste op i nattens mørke

[Deleted]

Melrose ønskede at tage flugten. Men hun vidste ikke hvilken vej grænsemuren mod Procias lå. Og hun var svag efter faldet. Og hun var sulten, men hun havde intet mad. Metyral var ihvert fald intet sted hun kunne finde hvile eller mad, så hvad gjorde hun? Hendes finger sad i en frygtelig uorden og hun rettede dem ud så godt hun kunne. Engang havde de været så hvide at de lyste op i mørket, men det var ikke tilfældet nu. Hun så sig omkring men hun så ingen. Stadig havde hun en lumsk mistanke om at der var nogen som betragtede hende. Hvis hun anråbte vedkommende, hvad ville der så ske? Bad hun så døden velkommen? Hun knyttede den ene hånd. Hun var træt af hele tiden at ønske døden, uden at ønske den alligevel. Der var en grund til at hun var vendt tilbage til Procias, og hun ønskede fred i sindet. Ikke al den turbulens hun havde vaklet i de seneste par år efter Lucas’ død.
”Er her nogen?” råbte hun. I sit stille sind forestillede hun sig hvordan flere 100 vampyrer ville kravle frem fra skyggerne og mæske sig i hende, men hun slog tanken ud af hovedet. Hun satte sig afventende på en husmur som ikke længere var en mur, men mere lignede et sted hvor hun kunne sætte sig et øjeblik. Kulden trængte sig straks ind på hende, men alligevel følte hun sig tryg. Bare for et lille øjeblik.

[Deleted]

Elvolganta tøvede lidt, ved lyden af hendes stemme, skønt han ganske tydeligt havde hørt hendes ord.. Han havde før kommet til, uvildigt at jage folk væk, blot ved at blive set, da hans generelle udseende, ikke umiddelbart, gav udtryk for venskabelighed, eller noget som helst der kunne give grundlag for den tro, at han ville noget væsen i verden noget, der blot ville være tilnærmelsesvist, anseeligt som noget positivt.. Men efter et øjebliks tøven, valgte han alligevel at træde frem fra sit skjul, og gik med rolige trin, rundt om et hjørne, så hun kunne se at han var her.. Hans lysende røde øjne, var det som uden videre måtte være nemmest at se ved ham, eftersom disse faktisk skar igennem mørket, og gav et faretruende lys, med farven af friskt blod stille svævende i nattans tunge mørke.. Han gik med rolige med faste trin over mod hende, og jo tættere han kom på hende, ville det blive tydligere og langt lettere at se, samt fornemme hvor stor en skabning, denne mand rent faktisk var.. Elvolganta var 2,12 meter høj, og der var lidt over 1 meter, fra den ene til den anden skulder, hvorfor han kom til at se endnu større ud.. "En engel ude af Procias på en så mørk en nat som denne..? Interessante små fuglemennesker i er.." Bemærkede han stille og smilte afprøvende til hende, hvor hans grove og ikke mindst spidse rovdyrstænder kom til syne, og nærmest som øjnene lyste op i månelysets blege skær..

[Deleted]

Den klamme kulde løb endnu engang ned af ryggen på hende da hun så kæmpen foran hende. Eller kæmpe og kæmpe. Melrose havde aldrig set en der var så stor og uhyggelig. Gid hun bare havde lukket sin mund. Hun rejste sig med et sæt og så ham an. Hun kunne umuligt lette nu. Men det eneste hun havde i tankerne var at komme væk. Hun så sig omkring. Det var svært for hende at orientere sig i mørket. Så fik hun øje på hans røde øjne og de skarpe tænder. Alle alarmklokker ringede. Hun måtte væk. Og det var nu. Hun glemte sult og kulde, og drejede derefter den modsatte retning af hvor han stod. Det var jo tåbeligt. Hun måtte lyse op, selvom hendes skjorte var beskidt og vinger nær grå, hvad man måtte sige denne kæmpe ikke gjorde. Han gik nærmest i et med mørket, bortset fra øjnene og tænderne. Han måtte stamme fra et mareridt. Hun måtte ligge et eller andet sted bag en busk og drømme. Dette kunne ikke være rigtigt. Det lignede hende slet ikke at flyve til Manjarno. Hvad skulle hun dog der? Hendes bare fødder smældede mod den kolde sten. Hun blev efterhånden forpustet og hendes lunger skreg, men hun blev ved med at løbe, i håb om at hun kunne forsvinde. Men der var hele tiden en tanke i hendes baghoved omkring at han ville finde hende. Hun kunne ikke bare forsvinde. Hun stoppede op og fandt en lille niche mellem to murbrokker. Hun klemte sig ind og fik langsomt pusten igen.

[Deleted]

Et lys nærmere sig langsomt fra dybere inde i ruinernes mørke. Lyset var småt og blegt, som en ensom stjerne der var faldet til jorden. Lyset bevægede sig nærmere i et roligt, fast tempo, og silhuetten af en person viste sig bag lyset.

Det var ikke første gang Skumring forcerede ruinerne i de mørke nattetimer, og det blev heller ikke den sidste. Det var visse... resurser der var nødvendig for hendes overlevelse, som hun ikke kunne få fat på i Procias, men som de mere lyssky af Manjarnos indbyggere gerne skaffede for hende, sågar til en billig pris. Nu lå Skumrings varer trykt i hendes taske, skjult i vandskind. Skumring kiggede ned af sig selv og sukkede med et opgivende smil. Hun lignede efterhånden noget fra en børnefortælling, og ikke en af de gode. Hendes hvide kjole var forreven og beskidt, og hendes fødder bare. Hendes halvlange, hvide hår var også blevet en anelse tyndere synes hun. Det eneste der ikke lod til at være blevet værre, var hendes vinger, men hun havde også svært ved at se hvordan hendes grå, visne vinger skulle få det værre end de allerede havde det. Hun sukkede igen. I det mindste sad nogen af fjerne stadig fast!
Skumring rundede et hjørne netop i tide et at se hvad hun ville have svoret på var en engel klemme sig ind mellem to murbrokker. Skumring gik nærmere, men stoppede kort før nichen hvor hun havde set engelen, da hun fik øje på noget andet. To lysende røde prikker der skar igennem mørket. Skumring hævede sin lille lanterne, og kastede dens blege lys over sig selv og vejen foran hende "Hvem går i natten?" spurgte hun med høj, hæs stemme. Skumring selv kunne så sandelig have skræmt små børn til at spise op. Hendes hvide hud reflekterede næsten lyset, og kastede foruroligende skygger om hendes krop. Hun så udsultet ud, som et lig der af en eller anden grund stadig gik. Hendes vinger virkede mørke, og selv på afstand kunne man se hvor ru fjerene var. Det hvide hår hang i tynde lokker omkring hendes ansigt, der var delvist dækket af et fint, hvidt klæde. Kun hendes mund og næsetip var synlig.

[Deleted]

Elvolganta der afslappet havde fulgt Melrose med øjnene, hvor hans fremragene nattesyn, gjorde det let for ham at se, uanset hvor lyst eller mørkt det end måtte være. Han gik stille efter hende med rolige trin, og smilte stadig, i et forsøg på ikke at skræmme hende for meget "Bare rolig Frøken.. Jeg har ingen intentioner om at skulle skade Dem.. Jeg er blot en smed, der ønsker at hjælpe og lære mere.." Hans mørke stemme havde brudt nattens stilhed endnu engang, han havde ment hvert et ord, for spise hende ønskede han ikke, eftersom han allerede havde indtaget den nødvendige føde, og dermed ikke længere var sulten.. Hvor ny viden var noget han aldrig kunne få nok af, han stoppede dog brat op da et kom til syne, ikke langt fra ham, ikke fordi han blev skræmt, men snarer fordi han blev en kende overrasket over, at se en have tilstrækkeligt gode nerver, til rent faktisk at transportere en vejviser til sig selv, med sig.. Ikke at Manjarno var bare halvt så slem som Dvasias, men det var stadig ikke en særlig god idé, at lade sig blive set af for mange om natten.. "Ja det gør De selv blandt andre" Bemærkede Elvolganta kort for hovedet, for han brød sig ikke om hendes måde at tiltale ham på, dernæst rakte han sin højre arm mod hende, og lukkede sin hånd, hvormed lyset i hendes lampe gik ud, han havde aldrig været glad for lys, og levede primært om natten af samme årsag, en tendens der for ham stammede tilbage til sit liv som horror, hvor solen jo faktisk havde været dødelig for ham..

//OOG :: Det er kun lyset i lampen der slukkes, dette gør han ved brug af sin magi//

[Deleted]

Melrose fornemmede at noget skete omkring hende. Hun anede et lys et sted over hende som kort efter forsvandt. Noget var kommet og hun var ikke længere alene med den her gigantiske kæmpe og hans røde øjne! Hun mærkede hvor lettet hun pludselig følte sig. Hun skulle alligevel ikke dø på dette gudsforladte sted! Så gik det med et op for hende at denne anden person måske ikke var kommet for at redde hende, men var en medsammensvoren for denne kæmpe. Hvis vedkommende var det, stod Melrose klemt op i et hjørne. Alligevel ville hun ikke stå der gemt i sin niche og vente på at døden kom hende i møde, så hun valgte i stedet at træde frem. Til hendes overraskelse, var den nyankommende person en engel! Hun så i hvert fald vingerne og det var nok bevis for hende. Dog følte hun en bitter smag ved at se kæmpen knuse den lille lanterne imellem sine store næver. Dog forholdt hun sig i ro, for hun ønskede bestemt ikke at gøre dem opmærksomme på at hun var til stede. Egentlig burde hun bare liste sig væk og forsvinde. Hun følte sig en smule vemodig ved lysets forsvinden. Det havde givet hende et lille håb. Når alting var henlagt i mørke, savnede hun naturligt lyset da hun stadig var et væsen af lyset, selvom hun var kommet så frygtelig i tvivl på det sidste.
”Det var ikke særlig pænt gjort!” Ordene røg ud af munden på hende, men hun så det som en nødvendighed at irettesætte denne kæmpe!

[Deleted]

Mørket ramte Skumring som et slag i maven, og slog luften ud af hende. Hun vaklede et øjeblik, inden hun faldt på knæ, hendes ansigt vendt mod himlen. Men der var ingen måne til at frelse hende. Kun de mørke skyer mødte hendes blik, hånende. Skumring følte mørket krybe ind over sig, som et køligt kærtegn der snart efter blev til en frysende smerte. Hendes åndedræt blev hurtigere, gispende. Skumring behøvede ikke se ned af sig selv for at vide hvad der skete. Det var som det plejede når mørket omfavnede hende. Hendes hvide hud ville gradvist blive grå, mørkere og mørkere til det begyndte at krakelere som dårligt ler. Hendes vinger ville forfalde, til der ikke var andet tilbage end skelettet, og hendes hår sortne.

Skumring mumlede en bøn til den Almægtige om at lave måne komme frem, bare et sekund, men hun nåde ikke mere end halvvejs igennem bønnen før hun indså det var håbløst. Hvornår havde gud nogensinde lyttet til hende?
Skumring bed sig i læben og flyttede blikket til sin arm. Den første revne var kommet frem på hendes underarm, som en lang mørk sårskorpe. Hun måtte have lys. Der var folk her, hun kunne ikke tillade sig bare at visne. Skumring greb lanternen og knugede den ind til sig mens hun hæst hviskede de magiske ord der skulle bringe lyset frem igen. Alt for langsomt reagerede den lille lyssten i lanternen, og blussede langsomt op i et blegt skær. Skumrings vinger lagde sig beskyttende om hende og lyset, som kunne de forhindre lyset i at stikke af igen. Langsomt lukkede revnen på hendes arm sig, i takt med hendes hud blev hvid igen, og fjerene voksede tilbage på hendes vinger. Der gik ikke mange øjeblikke før den eneste spor af hvad der var sket, var bunden af mørke, knækkede fjer omkring hende og hendes stakkede åndedræt.