Når mørket falder på

[Deleted]

Hvis Camryn skulle sige det selv, så gik alt egentligt rimeligt godt, da hun så var ved at komme ovenpå igen efter endnu en nedtur i hendes liv. Efter Jacques var smuttet og hendes far kommet tilbage, så havde hun også bedt sin far om han ikke ville overtage greve-titlen, for hun kunne ikke gøre det selv og havde slet ikke følt at hun kunne klare det hele med at passe på huset og fremstå som en stærk grevinde skikkelse. Han havde også lettet byrden fra hendes bryst og det var hun virkelig glad for, for om ikke andet, så hjalp hun jo stadigvæk til alt det hun kunne derhjemme, men hun havde ro når hun vidst, at folk ikke kiggede helt så dømmende på hende når hun kun var 'datter af Greven' igen, det passede hende helt fint. Marcianus var blevet en stor teenagedreng, der var blevet højere end hende og det var virkeligt forbavsende for hende, at der pludseligt var gået så længe, at han var blevet stor og en sød ung fyr, som lignede en god blanding af både hende og sin far. Han var hjælpsom derhjemme, så det var hun også kun glad for - hendes rytme var stadigvæk helt omvendt af mange andres, fordi hun havde været tilpasset Marcianus' rytme i så mange år og derfor kunne hun ikke helt finde ud af at få den lavet om.
Mørket var kun lige faldet på den sene eftermiddag og Camryn skulle på markedet for at handle lidt ind til at hun kunne bage og servere noget frugt og nogle grøntsager, så det var primært ved madboderne hun skulle gå forbi. Hun bar i dagens anledning en almindelig hverdagskjole, der nåede ned til hendes ankler. Den var let mørkeblå og havde ikke en specielt udsmykning, fordi hun helst ville blende ind i folket, uden at ligne en greve-datter. Den havde en v-hals og kjolen klædte hendes faktisk pænt. Hendes hår det hang løst omkring hendes skuldre og krøllede let, mens hun roligt gik i hendes flade sko. Om taljen havde hun et bælte, hvori der sad et hylster til en lille kniv samt der sad hendes pung. Over hendes arm havde hun en pose, hvor hun kunne putte hendes varer i, når hun havde købt dem. Hun stoppede op ved en frugtbod og sendte sælgeren et let smil. "Goddag… Jeg skal bruge 6 æbler," sagde hun og sælgeren kom om og hjalp til med et smil, lagde 6 pæne æbler op i hendes pose og hun betalte til sælgerne, inden at hun begav sig videre.

[Deleted]

Det var yderst sjældent Carlisle begav sig udenfor på dette tidspunkt, også fordi at han vidste, at hans kære familie ikke var videre velset i Procias, og specielt ikke efter hans mors bortgang. Det var hårdt for dem alle sammen, men de måtte jo gøre det så godt som det var dem muligt. Selvom familien udelukkende var blevet ramt af den ene ulykke efter den anden, og nu hvor de havde været tvunget til at landsforvise Jacques og Yasmya, så var det noget som de alle direkte kæmpede med at klare i den anden ende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han selv var på vej ned af markedet med faste skridt. Han havde lige været en tur over grænsen for at hilse på sin kære storebror, også fordi at Jason havde mere end rigeligt at tage sig af i forvejen, så han havde tilbudt at tage turen over selv, og det havde han så gjort.
Hvem og hvad der foregik på markedet, var slet ikke noget som Carlisle tog sig af, og det at Camryn var der, var slet ikke noget som han bed sig mærke i på nogen måde som sådan. Ligesom det gik i familien, så var hans mine direkte fast og intens og direkte følelseskold, for han ønskede heller ikke at gøre sig helt synlig og gøre andre opmærksom på sig selv, for det var slet ikke noget som han var det mindste ude på. Uden at han direkte bed sig fast i det, så passerede han hjørnet med hastige skridt. Han bar kun en lys skjorte, et par mørke bukser og med kappen, vis kutte var blevet trukket op over hans hoved, så folk ikke rigtigt bed sig mærke i ham. Desuden var det heller ikke fordi at der var så mange derude, hvilket skam også var noget som passede ham fint, så i det øjemed, så gjorde det ham ikke noget, at det var så sent på dagen som det var, for der var ikke rigtigt nogen som turde bevæge sig ude endnu. Folk var vel endnu skeptiske hvad angår mørket og væsnerne som levede både i Procias, såvel som ude? Som han kom op af gaden, så endte han med at gå direkte ind i en person – Camryn. Det havde dog slet ikke været hans hensigt på nogen måde. ”Oh, jeg beklager..” Han vendte blikket roligt mod hende, hvor det først gik op for ham, hvem han egentlig var gået direkte ind i. Smilet bredte sig, som han stoppede op. ”Det må du virkelig undskylde, Camryn. Det var slet ikke min hensigt,” undskyldte han. Han havde bare vadet lidt for meget i sine egne tanker, for der var virkelig meget, som de havde i hovedet, og som de var nødt til at tage sig af, og selv det pres kunne han jo mærke.

[Deleted]

Camryn gik stille hen til en ny bod, efter at have købt æblerne, for hun skulle have et par ting som hun kunne bruge til at bage med derhjemme, for Marius kunne jo trods alt spise normal føde, så hun var faktisk ikke alene om at spise. Hun nåede hen til en der solgte diverse råvarer fra mel, krydderier mv. og hun bad om en pose mel på 500 g. Det blev målt op til hende og hun tog imod melet og puttede ned i hendes pose til æblerne, som hun havde over armen, for det var langt nemmere at bære samlet end at have en masse små poser - så hellere en lidt større. Det var ikke fordi at hun handlede ind stort nogensinde, hun handlede ind det hun præcis skulle bruge, så de ikke havde rester til at flyde derhjemme, og når der manglede noget hjemme, så gik hun på markedet og handlede ind - det var den måde hun foretrak at det hele gik frem på. Hun kiggede let til siderne, mens hun over på den anden side af hvad hun gik på, fik øje på en stand med smukke klæder og hun kiggede sig for, inden hun skrånede på tværs af det hele og nåede over til boden, for hun holdt meget af at klæde sig anstændigt, men at falde ind i mængden. Hun løftede et stykke stof op og holdt det op foran sig, det var et meget flot mønster og hun var ret betaget af det, for hun vidste hvor lang tid det tog at sy tingene, specielt når man kun havde nål, tråd, stof og sine hænder at arbejde med. Hun kunne huske det, fra hendes oplæring til at blive kongelig og dronning, at lave ting med hænderne, men i dag benyttede hun sig mest af sine hænder når hun skulle bage, det var til gengæld noget hun følte sig virkelig god til - forskellige brød eller tærter specielt, men også nogle sammenkogninger eller noget. Hun lagde stoffet ned igen og drejede om, uden at kigge op, og i det samme så følte hun at hun kolliderede med en anden person hvilket kom ret meget bag på hende, så hun vaklede lidt tilbage, men blev dog stående. Hun så op letteret overrasket og den som faldt hende i blik, fik hende til at smile, for det var jo Carlisle. Hun slap en lille latter og lagde en hånd på hans skulder, klemte den let og lod så armen falde igen. Hun foldede sine hænder sammen og havde endnu posen på armen. "Det gør skam ikke noget Carlisle, jeg så mig heller ikke for inden jeg synes at skulle begive mig videre," sagde hun undskyldende og med et sødt smil på læben. "Hvordan går det?" spurgte hun ham så.

[Deleted]

Man kunne vel kun sige, at slottet var præget af kaos lige for nu, hvilket også var noget som Carlisle så tydeligt kunne mærke p sig selv. Han havde det bestemt heler ikke nemt, for han kunne mærke det pres som hvilede på Jasons skuldre, og selv gjorde han hvad han kunne for at hjælpe ham med det, og det var skam noget som han agtet at gøre, for det var jo hans far og det var hans familie, og i ånden af hans afdøde moder, så ønskede han at gøre det hele så godt som muligt for resten. At han så skulle vade direkte ind i Camryn på vejen, var slet ikke noget som han havde regent med. Faktisk havde han slet ikke regnet med at støde ind i nogen i det hele taget. Hastigt vendte han direkte mod hende, hvor han for alvor kunne genkende hende. Han smilede let for sig selv, som hun bare slog ud i en latter, for det indikerede da kun, at det ikke var fordi at det gjorde hende det vilde. Han nikkede mod hende, idet hun klemte omkring hans skulder, hvor han endeligt nikkede til hende. ”Jeg mener det, Camryn.. Jeg beklager virkelig at jeg dumpede ind i dig, for det var slet ikke min hensigt med noget af dette. Jeg har bare meget at tænke på, så jeg så mig ikke rigtigt for.. Det beklager jeg,” gentog han endnu en gang. Det kunne godt være, at han var et dvasiansk væsen.. eller havde dvasianske rødder for den sags skyld, men det var skam slet ikke fordi at det var noget som skulle have lov til at stå i vejen for ham eller noget lignende, for Procias havde altid været hans hjem, og sådan havde det været stort set lige siden han havde været en helt lille dreng, og hans far havde taget ham med hertil. Han trådte roligt mod hende, inden han lod blikket glide over jorden, for at se om hun havde tabt noget, fordi at han var gået ind i hende, også selvom det ikke så ud til at være tilfældet – heldigvis, så det var noget som passede ham fint. Han vidste jo desuden også at der kunne være lidt en kraft i ham, når han gik ind i nogen. ”Lige nu..? Det går ikke særlig godt, Camryn. Far er stresset og efter Jacques og Yasmya røg ud af Procias, så lader det slet ikke til at manden kan finde ro.. Jeg er bange for konsekvenserne af det..” Det var skam slet ikke fordi at han ønskede at stå og fortælle om familieproblemerne overfor hende, for han vidste jo, at hun især også havde haft sit at slås med og frygtelig meget af hvad han vidste. Det var ikke ofte, at han havde set noget til hende, hvilket han jo et sted faktisk var ked af. ”Men det er nu ikke noget du skal tænke på.. Hvordan går det med dig? Jeg hørte din far er flyttet hjem?” sagde han med et stille smil.

[Deleted]

Det var ikke ofte Camryn havde haft chancen for at snakke med Carlisle, men hun havde da mødt ham og kendte også til ham igennem Jacques, så det om ikke andet gjorde kun, at hun ikke havde noget imod at støde på ham, for det var rart at snakke med nogle der ikke virkede som en fremmed, selvom han vel i teorien var det for hende. Han så mod ham, med de mørkebrune øjne og så på ham med et blødt blik, for om ikke andet så var hun rolig overfor ham og sendte ham et smil, mens hun lyttede til hans ord. "Det gør mig virkelig intet, Carlisle, jeg ved godt der må være meget at tænke på. Du skal ikke beklage, det kunne jo også have været mig der bare stod i vejen for din målrettede gang, ikke sandt?" sagde hun med et let løftet spørgende bryn, mens hun nikkede, det var da sådan hun i hvert fald så det, for hun var jo også bare trådt væk fra boden af uden at kigge om der egentligt var nogle rundt om hende. Dvasianske racer i Procias havde aldrig rigtig berørt hende, for hendes far havde været det i meget af hendes barndom og ungdom, ligeså havde Jacques jo også været af den familie som Carlisle og hendes egen søn var jo også vampyr, så det var slet ikke så underligt for hende eller skræmmende på nogen måde, for hun troede mere på deres gode hjerte og sjæl fremfor den race, de nu engang havde fået. Hun så selv ned, men intet var røget ud af posen selvom den var blevet skubbet lidt rundt og hun smilede blot, for hun var efterhånden vant til at mærke den gennemslagskraft der var i vampyr racen, efter at hun selv havde opdraget sin søn de første mange år, men han var blevet god til at beherske sig om ikke andet, for han var også blevet stor og næsten en voksen ung mand! Hun nikkede bare, det havde faktisk dumt af hende at spørge, for hun havde jo godt hørt det, så hun lod blikket falde mod jorden og hun bed sig let i læben. Det stak let i hende, at Jacques' navn blev nævnt men hun nikkede bare og så så op, og smørrede et smil på læberne, hun var kommet over det, det havde hun besluttet sig for at hun var, og hun ville ikke dvæle ved det, selvom det efterhånden føltes svært og hun følte sig som en ulykkesfugl. "Jeg er ked af, at jeres far ikke kan finde ro, men jeg vil håbe på det bedste for Jer," sagde hun og nikkede let, hun ville gerne lytte til ham for om ikke andet, havde hun lært at skelne mellem at lytte til andres problemer og filtrere dem fra de ting, der egentligt påvirkede hende, fremfor at lade sig gå på af andres problemer. Hun syntes selv det var en skam hun aldrig rigtig havde set noget til Carlisle, for om ikke andet så var han jo en god mand. Hun rystede bare let på hovedet og strøg en tot hår om bag hendes øre. "Jeg har et fint filtrerings system, så det gør mig intet at lytte," sagde hun og lo kortfattet, for det første var vel også lidt i sjov, selvom hun jo et sted havde fundet ud af at dele tingene. "Det går rimelig godt, tingene er begyndt at falde på plads igen efter at puslespillet røg på gulvet og blev splittet," sagde hun med en poetisk undertone og nikkede. "Ja, far er kommet hjem og bare det at han har taget titlen tilbage efter jeg bad om det, har hjulpet meget," sagde hun med et roligt smil.

[Deleted]

Selvom Carlisle til tider havde været forbi Camryn, så havde han desværre aldrig rigtigt fået muligheden for at lære hende at kende. Møderne var måske korte, men de havde været der, og han vidste skam udmærket godt hvor svært hun havde haft det med tingene, og specielt med hans kære storebror Jacques. Den mand havde nu heller ikke været helt god ved hende, og det vidste han udmærket godt, men det var nu bare sådan at tingene måtte forholde sig. Nu som det var sagt, så var han faktisk meget glad for, at der ikke var sket hende noget, for han vidste godt, at han kunne være lidt voldelig at gå ind i. Han trak svagt på smilebåndet. Personligt havde han haft langt nemmere for at skulle udvise den form for følelser, end det som de fleste i hans familie havde haft, og det var skam også noget som faktisk passede ham fint, for det gjorde også at procianerne havde det nemmere med ham, end det som de havde det med mange andre af hans familie. ”Jeg ved godt, at det måske virkede lidt forhastet.. Det er bare lidt for mange ting som jeg har i hovedet for tiden.. Jeg beklager virkelig, jeg… Er du sikker på at det hele er fint?” spurgte han endeligt. Det var slet ikke fordi at han ønskede at snakke for meget om Jacques, for han kunne skam godt forestille sig, at det var et hårdt emne for hende at snakke om, også fordi at han vidste hvilken betydning manden havde haft for hende, så et sted, så var det næsten også noget som han gjorde med en form for forsigtighed. Med henblik på hans kære far, måtte han erkende, at det faktisk var en tanke som bekymrede ham, men som han ikke rigtigt kunne gøre noget ved, andet end at forsøge at lette byrden så meget som det var ham muligt. ”Modgangen har lige så ramt os, som den har ramt dig, Camryn. Det er svært for os nu om dage generelt at finde den form for ro og fred,” fortalte han med en dæmpet og sigende mine, for det var jo trods alt heller ikke ligefrem en løgn igen. At hun var god til at lytte, vidste han skam godt, for selv det, var noget som Jacques havde fortalt ham. Smilet bredte sig igen, hvor den ene spidse hjørnetand trådte frem og tydeligt til i hans ene mundvig. ”Fortællingen vil godt nok blive lang, må jeg sige.. Det vil tage mig både nat og dag,” sagde han med en let morende stemme, som han blinkede til hende, for helt løgn var det jo trods alt heller ikke. At det hele så ud til at gå godt på hjemmefronten var naturligvis en tanke som glædede ham, specielt med al den modgang som det var kendt, at hun havde skulle slås med. ”Det gode er dig bare fortjent, efter al den modgang, som det er kendt du har stået med. Det har måske hjulpet meget at din kære fader er kommet hjem? Det har været en glæde for os alle, atter at vide at Marius er i live og i Procias. Pas godt på ham, Camryn,” afsluttede han med en rolig stemme.

[Deleted]

Camryn vidste udmærket godt, at deres møder havde været korte, men hun følte om ikke andet at hun kendte ham godt nok til, at syntes godt om ham og hans person, for han skilte sig alligevel lidt ud fra familien på en eller anden måde, men lige hvordan det var lidt svært for hende at sætte finger på; men hun kunne godt tænke sig at finde ud af det om ikke andet, det skulle hun ikke benægte. Hun havde haft det svært med at give slip på Jacques, men det så ud til at hun efterhånden havde slippet båndet og set det flyve af sted ligeså langsomt, for hun blev nødt til at komme videre, eftersom Jacques var gået tilbage med Yasmya. "Jeg er helt sikker på at jeg har det fint… Men hvis jeg finder et blåt mærke når jeg kommer hjem, så skal jeg personligt sende bud efter dig så du kan komme og puste på det," sagde hun og blinkede drilsk til ham, for hun lavede jo kun sjov med ham, men hun vidste også at hun kunne tillade sig det, for de var jo ikke fremmede, selvom de ikke kendte hinanden helt så godt, som de kunne. Hun trak vejret let dirrende, for bare tanken om Jacques var hårdt, så hun prøvede som regel at lade vær, for det gjorde kun ondt værre, og hun ville jo heller ikke dvæle ved det. Hun havde dog følt og tænkt, at hvis hun fandt en ny hun forelskede sig i, så ville hun aldrig sige ja, hvis de spurgte om hun ville gifte sig med dem, for det var som regel altid der det gik galt - forlovelse og ægteskab; det var det, der havde ødelagt de to sidste, og derfor nægtede hun at gøre det med den næste, hvis der da kom en. "Det kan jeg forestille mig, Carlisle, det er svært at svømme i modstrøm," sagde hun og nikkede stille, mens hun kort så ned, hvor hendes hår let faldt frem og dækkede for hendes ansigt, indtil hun så op igen. Han så mod ham, som han smilede og den ene hjørnetand trådte frem, selvom det slet ikke gjorde hende noget, for hun syntes faktisk der var noget charmerende over de spidse tænder. Selvom hun havde et bidemærke fra hendes søn, i hans opvækst som vampyr, så var hun aldrig blevet overfaldet af en vampyr, eller blevet bidt i en ond henseende, så hun havde slet intet imod det. "Hvis du har tid, så har jeg også… du kan bare komme forbi gården," sagde hun og nikkede til ham, et tilbud om ikke andet hvis han havde lyst til at snakke, for så ville hun gerne lytte om ikke andet og være lidt god mod ham, for det fortjente han jo også om ikke andet, for et godt væsen det var han! Hun lyttede til hans afsluttende ord, det var også rart at høre, at hun fortjente noget godt, selvom hun ikke helt syntes det selv, men hun var nu bare glad for at Marius var kommet hjem. "Jeg skal gøre mit bedste," sagde hun og nikkede.

[Deleted]

Deres møder havde måske ikke været meget at prale af, men ikke desto mindre, så følte selv Carlisle at han kendte Camryn godt nok til at danne sig sin egen mening om hende, og det var bestemt heller ikke fordi at den var negativ. Jacques var behandlet godt af hende, også selvom han skam havde forståelsen for valget af Yasmya, dersom det havde vist sig at tøsen havde været hans mage. Foruden det, så var han skam også godt kendt med det faktum, at Camryn slet ikke havde haft det nemt, men derimod havde været frygtelig uheldig. Nu som det var sagt, så var han faktisk ked af, at han havde vandret direkte ind i hende, for han kunne godt være lidt hårdfør, selvom det slet ikke var noget som han var med vilje! Ligesom resten af familien, så ønskede han egentlig bare muligheden for at blive accepteret og behandlet som en prociansk ligemand, for det var jo heller ikke fordi at han gjorde nogen ondt med vilje! Smilet bredte sig kun mere ved hendes ord. ”Send besked efter mig, så skal jeg nok personligt komme og pleje dig, for de fejl jeg har gjort,” sagde han morende. Han var dog en af de få i familien, som faktisk forstod sig på det som kaldtes ’humor’, og det var nok også noget af det som kunne redde ham meget i længden. Modstrømmen havde de nok alle mødt, hvor de derimod havde været ramt af det, stort set siden hans mor var gået bort, selvom det virkelig ikke var blevet nemmere som femlingerne var blevet store. Tvært imod, så føles det kun som det hele var blevet værre. ”Sådan er det jo. Det skal blive værre, før det bliver bedre, så nu håber vi meget snart, at det hele vender igen.” Det var ikke fordi at han egentlig havde tid til at stå og sludre, men han ønskede da også lige at høre hvordan hun havde det, så han ikke bare virkede kold og ligeglad, for det var slet ikke hans hensigt, for sådan var han da slet ikke! At hun tilbød ham at komme forbi gården, var uden tvivl en tanke som gjorde ham selv ganske glad og tilfreds, for det gjorde han gerne, når han lige fandt tiden til det, for det var ganske begrænset for tiden. ”Mit skema er desværre pænt booket for tiden, men jeg skriver det lige ned bag øret, okay? Kan jeg sende besked når jeg lige finder et hul til det?” spurgte han endeligt, som han roligt hævede hånden, som han let lod stryge over hendes kind, så han førte en lok af hendes hår om bag øret i stedet for. Hun havde fået sin far hjem, og selv han kunne mærke at det uden tvivl var en lettende tanke for hende, og det var noget som han bestemt heller ikke havde svært ved at forestille sig. ”Det vil glæde mig. Hør, det.. det er skam ikke fordi at jeg ikke vil stå og sludre, men jeg har en masse, som jeg er nødt til at ordne for min fader. Jeg sender en besked når jeg vil søge til gården. Jeg vil gerne se hvordan den ser ud nu, hvor den er opbygget igen.. Vi ses førend du aner det, kære Camryn. Pas nu godt på dig selv..” Han tog omkring hendes hånd og førte den til sine læber, som han skænkede et kys, inden han fortsatte videre. Han var faktisk en travl ung mand nu!

//Out