Another Visit

[Deleted]

Caleb havde aldrig været meget for at binde sig til nogen som helst, men ikke desto mindre, så følte han alligevel en helt anden tiltro til Alexander, end det som han gjorde til så mange andre, så det var faktisk noget, som betød ekstremt meget for ham. Han havde intet imod at lade ham røre ved ham, gøre ved ham hvad han ville, for han vidste allerede nu, at han et sted, kun gjorde disse ting, fordi at han ville passe på ham, og ønskede ham noget godt, og det var uden tvivl noget, som han virkelig værdsatte i en situation som denne, og det var noget, som han uden tvivl var rigtig glad for. Hvilke tanker Alexander gik rundt med omkring dem, vidste han ikke, og han havde skam heller ikke i sinde, at spørge ind til det, for hvorfor skulle han da? Han havde det fint med tingene som de var, og det at han kunne komme og opsøge ham i ny og næ, for han følte alligevel, at han kunne stole på ham, og det var uden tvivl noget af det bedste af det hele.
Det var ikke ofte, at det var disse tanker og følelser som Caleb gjorde sig når han var tæt på andre, for det var jo faktisk rigtig mange i løbet af en dag, men hvad andet valg havde han? Han havde brug for det, og ofte, selvom det virkelig var en forfærdelig tanke at skulle rende rundt med, uden at han egentlig kunne gøre det største ved det, og så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Bukserne forlod hans krop, og tillod ham derfor at have lidt mere plads, end det som han havde haft på forhånd. Han sukkede let, inden han roligt lagde sig til rette. Han skjulte sig ikke. Det var ikke ligefrem fordi at han ikke havde noget, som Alexander ikke havde set tidligere. JO, måske det ar over brystet efter den kastekniv, som han var blevet udsat for, men det var da noget af det sidste, som han havde tænkt over eller ønskede at spekulere på lige nu. Blikket gled mod Alexander. Det sensuelle var så tydeligt at spore i hans øjne, også selvom det slet ikke var noget, som han kunne gøre noget ved. Han tog roligt fat om Alexanders ene hånd og lagde den roligt mod sin mave. Temmelig langt nede dog. ”Rør ved mig,” fortsatte han.

[Alexander Raphael Vladimir]

At han mærkede Caleb tage om sin hånd og føre den mod hans mave fik blot Alexander til at se på ham. Hvad var den lille dæmon nu ude på? Han ville dog ikke stoppe ham. Ikke forstyrre, men blot vente lidt og se hvad han mon fandt på. Det skulle nok blive spændende og sjovt. Det var han sikker på. Han kedede sig aldrig i Caleb's selskab.
Da Caleb talte igen var det med ord som Alexander var lidt overrasket over. Så direkte og præcis ønske. Men han kunne jo ikke benægte ham det? Han så også det meget sensuelle blik som nærmest virkede tiggende. Han var nu noget så smuk og bedårende! Selv med aret over brystet. Et ar som var nyt for Alexander at se, og som han også hurtigt havde fået øje på. Men han havde ikke nævnt eller spurgt ind til det. Caleb havde fortalt om angrebet som havde lavet det så han vidste dets oprindelse. Og selv med det ar midt på kroppen så var Caleb stadig den smukkeste Alexander havde lagt blik på. Han smilede lidt og så på ham. Han skulle røre ham? Han var ikke så lidt fræk, at nærmest beordre ting. Men ja ja da. Alexander skulle nok give efter. Give ham det han ville have. Han lænede sig ned og kyssede ham dybt mens han hånd stille gled ud af Caleb's greb og ned over det sidste stykke af maven og trak det sidste stykke stof væk fra huden og lod sin hånd røre Caleb hvor han ønskede det.

//Blackout

[Deleted]

Caleb vidste hvad han ønskede, og selv han kunne være påvirket og præget af den situation, som han nu måtte ligge i, og dette var intet undtag for hans vedkommende. Hans hjerte hamrede mod hans bryst. For hans vedkommende, var arret over brystet glemt lidt, og det føles faktisk utrolig godt at han ikke blev dømt på det, som han blev dømt på så meget andet. Det var jo faktisk et held, at det ikke havde fået lov til at tage hans liv, og det var noget som han uden tvivl også godt kunne mærke i denne stund, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han sukkede dæmpet, da det sidste klæde blev fjernet, og Alexander valgte at trække den skridtet videre..

.. Som det hele gik mod sin ende, så slap Caleb et let gisp og et dæmpet støn. Han lagde sig godt til rette, og vendte sig mod ham endnu en gang. Det havde efterhånden været en lang dag, og han havde været udsat for temmelig mange ting, så nu gik han da ud fra, at han kunne sige sig, at det måtte være den sidste for i aften. Han vendte sig roligt mod ham, så de lå front mod front i stedet for alt det andet, inden han hævede hånden og lod den glide let over hans bryst. Hans krop var tydeligt præget af sved. Det var varmt, også fordi at Alexander i sandhed formåede at ramme alle de områder, som han skulle ønske, at andre også kunne ramme, men stort set aldrig noget, som ville ske. ”Det er hvad jeg kalder højdepunktet for denne aften, Alexander,” sagde han med en rolig stemme. Et sted, så var han vel bange for, at manden skulle til at gå, for nu hvor han havde fået hvad han ville have, så var det jo det, som der som regel skete, selvom det nu ikke var det, som han havde mest lyst til i denne situation. Han bed sig svagt i læben. Han var træt, og han ønskede også meget snart, at kunne få lov til at sove lidt. Han skulle bare lige komme sig over denne situation, som han lige havde været igennem. ”Kan du blive lidt..?” spurgte han med en varsom og næsten forsigtig stemme. Et sted også fordi at han gik ud fra, at han snart ville gå.

[Alexander Raphael Vladimir]

Selv for en isdæmon så var sådan en akt ikke noget man slap helt kolldblodet fra. Men Alexander kunne køle sig selv ned indefra undervejs. Han ville nok næppe falde død om af varmen der blev frembragt, men det ville være noget der kunne slå ham ud. Alt efter hvor varmt det blev. Og det var ikke noget han havde lyst til så derfor forsøgte han at forhindre det. Men det at bruge sin kraft på den måde var noget der også tog noget energi. Især med alt det andet smidt oveni.
Han var dog ikke så træt at han havde besvær med at holde sine øjne åbne. Han var stadig vågen og selvom han nok godt kunne sove så gjorde han det ikke. Dynen var skubbet væk. Han kunne ikke holde mere varme ud lige nu og skulle lige køle lidt ned før han ville gøre noget som helst andet. Hvor længe de havde været igang var svært at sige. Det kunne være alt fra et kort øjeblik til en time eller mere. Tiden gled ligesom lidt væk og smeltede sammen midt i heden. At Caleb vendte sig mod ham fik ham til at se på ham. At Caleb måtte være træt og udkørt var en selvfølge og Alexander var sikker på han et sted godt ville have fred og sove nu. Men Alexander ville ikke gå medmindre han blev bedt om det. Han ville ikke være som de andre som kom og fik det de betalte for og så bare gik igen. Caleb var ikke bare et stykke kød for ham. Nej han var en levende person. En person som han holdt af og gerne ville omgås. Det var rart bare at ligge her og slappe lidt af før han på et tidspunkt måtte tage herfra igen og vende hjemover. Ikke at det var noget han direkte havde lyst til, men sådan var livet jo. Han kunne ikke blive her for evigt. Han mærkede hånden mod sit bryst og kunne mærke, at Caleb var en del varmere end Alexander selv. Alexander måtte jo nok nærmest føles som en istap for Caleb!
At han kaldte det aftenens højdepunkt fik ham blot til at smile stort. Jo det kunne det nok godt kaldes for. Han kunne jo sådan set ikke være mere enig. Caleb's hånd blev let dækket af Alexander's egen hånd da han stille nussede hans håndryg og lidt op af hans arm før han kom op til halsen og nussede ham kort efter omme i nakken. De næste ord som kom i et spørgsmål fik ham til at se ham i øjnene. "Jeg kan blive her lige så længe du ønsker, Caleb." Han syntes godt han lidt kunne opfange noget nervøsitet over Caleb's stemme, men det kunne da ikke helt passe? Kunne det?

[Deleted]

Selvom akten var færdig og det hele, så følte Caleb sig fyldt med energi, for det var jo trods alt en del af ham, så følte han sig alligevel træt. Selvom Alexander var iskold, så var det ikke fordi at det var noget som han tænkte yderligere over, for han nød jo at ligge der ved siden af ham. Han trak vejret dybt og lagde hånden mod hans bryst, som han strøg ganske let. Han kunne slet ikke få sig selv til noget andet lige nu. Han nød jo at manden opsøgte ham og tænkte på ham og ikke bare.. gjorde som alle andre, for han følte jo heller ikke ligefrem, at han var en mand, som man kunne elske og holde af, og specielt med det arbejde, som han nu havde, for det var der rigtig mange, som ville have svært ved, og det vidste han jo udmærket godt. Han vendte blikket mod ham. For nu, var han uden tvivl mættet og stillet, og det var noget som et sted også bragte ham en form for ro til sindet. Det sensuelle var uden tvivl røget ned på et minimum, og nu var han bare.. Caleb. For ham, var det virkelig befriende, at det var sådan. At han gerne ville blive der, var naturligvis noget, som han var glad for, men slet ikke noget, som man kunne sige, at han var vant til, og det var noget som han faktisk havde svært ved at finde ud af.
”Jeg er virkelig glad for det..” sagde han roligt. Han lagde sig godt ind i hans favn. Kvinder og mænd var han vant til, men ikke til dem som faktisk efterlod ham med tanken om at.. der var nogen til at passe på ham, og det var sådan at han havde det lige netop nu. Han lukkede øjnene ganske roligt. Han var ved at være træt, men det var jo trods alt også lange dage, som han havde her, så det var vel heller ikke fordi at det var så underligt igen, hvis han skulle være helt ærlig? Som det nu var sagt, så vendte han roligt blikket i retningen af ham endnu en gang. Han holdt af ham.. selvom det var svært for ham at vise i det hele taget. ”Bliver du natten over..? Eller skal du videre?” spurgte han med en rolig stemme. Det var ikke fordi at han ville så tvivl eller noget lignende, men det var faktisk vigtigt for ham at vide det.

[Alexander Raphael Vladimir]

At leve et liv sådan et sted her måtte være hårdt. Alexander tænkte ikke kun på alt den fysiske aktivitet man måtte komme igennem, men også med så mange forskellige. Det krævede en stærk krop, udholdenhed og psyke. Han ville ikke kunne klare det. Han ville væmmes ved sig selv og ved sine 'kunder'. Men det var jo så fordi han ikke var meget for den slags. Før han kom her hos Caleb så havde han jo aldrig gjort det. og Caleb var den eneste han havde gjort det med. Og antallet Caleb havde delt seng med var jo nok nærmest uendeligt. Ikke noget man kunne få tal på. Det kunne man lige så godt opgive at holde system over. Men det gjorde ham nu ikke noget synderligt. Han vidste jo, at Caleb havde det arbejde. Og at han selv fik lidt særbehandling. Han blev ikke behandlet som en af de andre. Det var han glad for. Det betød så meget.
Han lod stilheden og mørket i værelset opsluge ham lige så stille og slappede af i sin krop. Han var ikke direkte udmattet og kunne da godt klare mere hvis det endelig var. Men hvorfor overdrive? Det kunne også blive til for meget. Så hellere holde det på et mindre plan og beholde magien i øjeblikket intakt og specielt. Samtidig var hans energi så heller ikke helt i top mere. Han kunne godt lige klare en time eller to på øjet. Så var det sagt. Det skammede han sig da ikke over? Han havde ikke travlt med at komme væk. Han havde ikke noget han skulle nå før imorgen engang så hvorfor haste? Han lod det være op til Caleb hvornår deres veje skulle skilles for denne gang.
At ligge tæt i armene på hinanden var vildt rart. Det var så afslappende, at Alexander alene af det, faktisk var tæt på at drive over i søvnens greb. Dog blev hans milde søvn forstyrret, ja direkte afbrudt, af det spørgsmål der forsigtigt, men samtidig roligt kom fra manden i hans favn. Han åbnede sine øjne stille op og så ham lige i øjnene og smilede så da han så ham. "Hvis du kan holde ud og ligge med en kold dæmon.." grinede han stille og nussede ham i nakken hvor hans hånd lå. "Så vil jeg da gerne blive hos dig natten over. Men hvis du vil være alene så skal jeg nok tage herfra." hviskede han stille. Han lod det være helt op til Caleb. Det var jo trods alt også hans hjem.

[Deleted]

Man kunne ikke ligefrem sige, at Alexander blev behandlet, som Caleb ville behandle alle andre, for det var slet ikke tilfældet. Tvært imod, så forsøgte han virkelig at sørge for at manden havde det godt. Hvor mange han havde været tæt på, var uendelig mange, og han følte næsten skam, bare at tænke på det, men det var hans arbejde, og det var noget som han var nødt til at leve med for resten af sit liv, uanset hvor svær den tanke nu også måtte være for hans vedkommende. Så lang tid at Alexander havde det godt, så havde han det selv godt, og det var noget, som han meget gerne ville stå inde for, når det nu endelig skulle være i den anden ende.
Stilheden havde lagt sig, selvom den på ingen måder var pinlig. Det var rart at få muligheden for at samle sig bare en smule, da det uden tvivl også var direkte nødvendigt, efter sådan en omgang, men han måtte derimod også erkende, at det var rart at ligge der med ham, selvom han måske var kold og det hele, så var det ikke noget som gjorde noget for hans vedkommende. Han lagde hovedet roligt mod hans skulder og med et dæmpet suk. Ikke fordi at han var utilfreds med tingene eller noget lignende, for det ville han bestemt heller ikke påstå, at han var på nogen som helst måde i det hele taget. Selvom han vidste, at der nok ikke ville være lang tid til deres veje ville skilles, for han vidste jo godt, at Alexander ikke måtte blive til overnatning. Reglerne her på stedet, var jo tydelige og de var mange, og han havde slet ikke lyst til at stå der foran ledelsen og skulle forklare sine lovbrud. Det var et sted en utrolig frustrerende stemme. Han smilede let for sig selv. ”Det er ikke noget, som jeg ikke har prøvet før, kan man vel sige,” begyndte han med en rolig stemme, som han igen roligt vendte blikket op mod ham. Det var virkelig rart at ligge der ved siden af ham, og vide, at man var tryg. Det var virkelig rart. Hans smil falmede en anelse, men ikke fordi at han tog det så tungt igen. ”Jeg ville ønske, at du kunne.. Men det er jo desværre ikke muligt,” sagde han varsomt. Regler var og blev regler.

[Alexander Raphael Vladimir]

Han lå lidt og nød blot stilheden og dermed også den mulige stund til lige at få noget energi vundet tilbage. Bare lige få slappet af i hele kroppen efter alt den aktive energi den havde været udsat for. Det havde jo inden det også været en lang dag i sadlen og det blev man altså også godt øm af i timernes løb. Selvom nogen måske troede noget andet.
At smilet falmede en anelse hos Caleb var ikke noget der gik ubemærket hen. Alexander troede først lige noget af det værste. Ting der bare løb igennem hans tanker før nogen forklaring faldt. Da den så faldt så forstod Alexander jo godt hans lidt triste mine. Han måtte da erkende han selv blev lidt trist til mode. Det kunne han ikke rende fra. Han sukkede lidt og rystede en smule på sit hoved. "Lad mig gætte..den der tåbelige regel med ingen overnattende?" spurgte han blot roligt. Selvom han var sikker på det var det som Caleb tænkte og hentydede til. Han havde faktisk et sted lyst til ikke at følge den regel. men det bragte Caleb i knibe. Og det ville han undgå. Han så op mod loftet og havde rullet sig om på ryggen at ligge. "Det er åndsvagt... Dette er jo jeres hjem.. og så må I ikke selv bestemme ret meget.." Han fattede ikke sådan noget. Men det gjorde ham bare mere glad ved, at han havde sit eget hvor ingen, absolut ingen, havde et ord at skulle have sagt over ham. Og så var der vel også en regel med, at de ikke måtte overnatte ude? Der var så mange sære og direkte idiotiske regler rundt omkring. Nogen værre end andre. Men han ville ikke være kilde til problemer for Caleb. Så måske han bare skulle gå og få det overstået? Så slap Caleb for ballade. Om han gik nu eller om et minut eller to. Hvad rolle betød det egentlig? Et minut eller to gjorde jo ikke meget forskel. Ikke altid. Og han skulle jo også bruge tid på at finde og samle sit tøj sammen og få det på. Så måske han bare skulle stå op og få det gjort? "Tåbeligt.." mumlede han stille for sig selv.

[Deleted]

Caleb ønskede at Alexander kunne blive. Dette var jo hans hjem, men også hans arbejdsplads, og det var regler, som han havde sagt ja til, da han havde valgt dette sted i udgangspunktet, og det var heller ikke ligefrem fordi, at det var noget, som han kunne gøre noget ved som det var lige nu. Han var trist, når han kom til at tænke på det. Det var jo heller ikke fordi, at det var nogen nyhed for dem, og det var jo efterhånden noget som Alexander brokkede sig over, hver dag han var der. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham noget, for han kunne jo faktisk godt lide, at det var sådan, som det nu var. Han lagde hovedet stille mod hans skulder, da han lagde sig om på ryggen i stedet for. Han nikkede. ”Du ved det jo godt,” påpegede han med en ganske sigende mine, for det var jo heller ikke fordi at det var nogen løgn. Han lod hovedet søge let på sned og lagde sig ellers godt ind mod ham i stedet for. Han sukkede ganske let. ”Men også min arbejdsplads.. Man kan desværre ikke få i pose og sæk, når man er sådan en som mig,” tilføjede han med en rolig stemme. Reglerne var stramme, men her blev han da om ikke andet, så respekteret for den som han var, og det var virkelig, virkelig rart for en gangs skyld, at det var sådan at det faktisk forholdt sig. Det var jo heller ikke fordi at han ønskede ballade, når han endelig havde fundet et sted, hvor han kunne udrette noget, ofr det var bestemt heller ikke fordi at hans liv var nemt som det var i forvejen, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han sukkede let og lukkede øjnene for et kort øjeblik. Det var måske tåbeligt, men.. det var nu omstændighederne. ”Jeg ved det godt, Alexander. Det.. det er også derfor jeg gerne vil se hvor du bor.. Så vi kan tilbringe noget mere tid sammen,” forklarede han sigende. Det var jo heller ikke fordi at han ønskede at gøre ham trist, sur eller ked af det, da han virkelig holdt af den mand.

[Alexander Raphael Vladimir]

Selvom disse regler ikke just var nye for Alexander at høre så gik de ham stadig på. Hver eneste gang blev han tvær ved tanken om de åndsvage regler! Han ville næppe nogensinde lære at acceptere eller respektere dem. Nej han ville nok blive vred over det hver eneste gang. Men det var ikke Caleb han var vred på. Slet ikke! Han fulgte jo blot reglerne. Og ikke fordi Alexander jo kendte hver eneste horehus der var rundt omkring. Han havde aldrig sat sin fod på andet end dette her faktisk. Og han vidste stadig ikke helt hvad der dengang helt præcist havde drevet ham indenfor, men det var endt i en god retning så det tog han sig ikke af. Grunden var ham ligemeget nu. Men han havde da et indtryk af, at mange horehuse ikke var så fine som dette sted. Han havde faktisk en opfattelse af, at de var beskidte og i de værste dele af byerne. Så dette sted var nok et af de bedre og han ønskede at se caleb være i et miljø han kunne arbejde godt i. Så dette sted var nok bedst. Det eneste minus var de dumme regler!

Han mærkede hovedet på sin skulder og det beroligede ham sjovt nok lidt ned af sin vrede. Men han surmulede stadig indeni og ville ikke sådan lige komme sig over sin vrede på kort tid. Han vidste godt, at Caleb intet kunne gøre. Men han ville have lov til at vise sit mishag ved de regler. Og ja han vidste det godt. Alt for godt desværre. Han mumlede bare noget som svar til det. Endnu en del af hans surmuleri. Caleb sagde vel til hvis det gik hen mod at være for meget og for irriterende. Og ja det var også hans arbejdsplads. Det var nok mest til den side, at reglerne lå. Men at de som private ikke måtte have overnattende gæster var altså bare for sært! Og at Caleb havde fået det bedste ud af det han kunne som sit arbejde var noget som lidt bekræftede Alexander's teori om, at dette sted nok var et af de bedre. Meget vel.. så måtte han jo bare håbe at Caleb kom til ham. Snart. Og ofte. Hvis han tog ud af stedet her lød det til, at han måtte overnatte hvor han ville. Godt. Så var de da ikke helt underlagt et regel liv. Og var ikke fanget på stedet, men kunne færdes frit. Så længe han bare passede sit arbejde vel sagtens. Det var trods alt noget der gjorde Alexander i lidt bedre humør. Han lod stille armen ligge sig om hans skuldre og gav dem et lille klem. Han smilede let og kyssede ham på panden. "Udmærket..men kom snart så..ikke?" hviskede han stille og kunne godt tænke sig at tilbringe en hel lang nat bare med Caleb. Selvom han var her et par timer af gangen så var det ikke altid nok. Han havde jo f.eks. aldrig rigtig lyst til at gå igen når den tid kom! Heller ikke nu. Men han måtte jo snart til det. Igen de regler der var i spil. Men han ville ikke være bitter over det mere. For denne gang.

[Deleted]

Caleb havde ikke rigtigt noget andet valg, end at lystre de regler, som de nu var, og det var uden tvivl også noget, som frustrerede ham frygtelig meget, men det var jo egentlig en arbejdsplads, som han boede på, og derfor havde han jo heller ikke ligefrem andet valg, så det var noget som Alexander var nødt til at acceptere, selvom han allerede nu vidste, at det var noget, som faktisk var svært for ham, så var det jo et tegn på at han alligevel ikke var ligeglad med ham, og det var jo for øvrigt, også noget, som han så på som en meget vigtig ting, for det var jo ikke ligefrem noget, som han var vant til at føle på nogen som helst måde.
Sensuelle dæmoner havde ikke mange alternativer til arbejde, end noget som dette, og han havde valgt dette sted, da det var et af de bedre. De blev tjekket for sygdomme, de var ikke beskidte, og de blev jo faktisk behandlet rigtig godt af den mand som bestyrede stedet her, og det var faktisk noget som betød meget for ham, og grunden til at valget var endt som det nu var, da det ikke var noget, som han ønskede at lave om på nogen som helst måde, for hvorfor skulle han da gøre det? Han sukkede dæmpet. Alexander var sur, og det var noget som han tydeligt kunne fornemme på ham, og det var slet ikke en tanke som han kunne lide. Han kunne faktisk langt bedre lide ham som en glad mand, som kunne gå glad derfra, i stedet for det her, for det var jo stort set sådan at det var hver eneste gang. Kysset mod hans pande, fik ham til at smile. Han nikkede til hans ord. ”Det lover jeg. Men så må du altså gå nu..” bad han roligt. Det var ikke fordi at han ville smide manden ud, men fordi at reglerne skulle overholdes, og så skulle han nok hurtigst muligt sørge ofr at besøge ham, så de kunne tilbringe den tid mere sammen med hinanden. Alexander var en mand, som havde vist ham, at selv han kunne holdes af, af nogle, og det var virkelig rart. Han satte sig roligt op, så han kunne rejse sig. ”Meget snart, så lover jeg at stå på din dør,” afsluttede han. Det var et løfte, som han kunne skænke ham.

[Alexander Raphael Vladimir]

Alexander var sur ja. Men det gik kun kort igennem ham. Han gik aldrig derfra i vrede, men nogen gange mindre glad end andre. Han var sådan set også mest irriteret når det endelig var. Denne gang kunne han da vist se frem til, at gå derfra med et smil på sine læber. Og det var tanken om, at Caleb kom på besøg hos ham som fik det smil frem. Det var noget nyt og som han kunne se frem til med glæde og forventning. Noget han i den grad gjorde!
Hans vrede var gledet væk igen på et kort øjeblik og han håbede, at Caleb kunne fornemme han faktisk gik derfra med et godt humør. Selvfølgelig trist over at skulle gå, men med noget godt og positivt at se frem til så hans humør var nok på det højeste det kunne blive i denne situation. Han håbede Caleb vidste det. Han ville jo ikke have hans kære dæmon skulle tro det var ham vreden var rettet mod. Tværtimod. Han havde aldrig været vred på Caleb og han blev det næppe. Der skulle nok en del til. Han ville nok kun blive det hvis Caleb en dag valgte at de aldrig skulle ses igen. Men måske ville han der også blive mere deprimeret end direkte vred. Kom nok også an på grunden? Han kunne ikke sige det og han ville heller ikke tænke på det. Ikke før den dag muligvis ville komme.
At han så blev lovet at Caleb snart kom fik ham kun til at smile lidt mere. På trods af han også fik at vide han nok måtte til at gå. Han vidste det jo godt. Han strøg let hans kind. "Det ved jeg.." hviskede han stille efterfulgt af et suk. "Men vid, at det er meget imod min vilje." hans stemme forblev en hvisken, men denne gang kom der intet suk efterfølgende og han kom op og gik i gang med at søge efter sin påklædning der var røget lidt til alle sider så det var ikke bare en gang at samle noget op. Han måtte gøre det nogle gange. Selv i det mørke værelse ville hans lyse skikkelse nok skille sig ud. Han havde en meget lys hud og han kunne i hvert fald selv se sin krop når han gik rundt i mørke. Men om Caleb kunne se ham eller ej var jo ikke noget særligt. Han havde jo set, følt og mærket hans nøgne krop op til flere gange efterhånden.
Hans søgen kom til ende og han fik langsomt sit tøj på stykke for stykke til han atter var fuldt påklædt. Han vidste godt han ikke blev smidt ud. Og han blev kun bedt om, at gå fordi der var de regler. Det vidste han og han gik roligt hen og lagde armene om Caleb i et tæt kram. Han tog den ene hånd op og løftede let Caleb's hoved mod sit ved at benytte et par fingre om hans hage og kyssede ham dybt og indtagende. Længe og forførende. Han ville sige ordenligt farvel til ham jo. Alt andet var slet ikke på tale!

[Deleted]

Caleb kunne love Alex, at han ville kigge forbi, så snart at han ville få muligheden for dette, og det var noget som forhåbentlig ville dukke op hurtigst muligt. Noget af det sidste, som han kunne sige, at ville ønske sig, var at manden skulle gå vred derfra. Det var sket et part gange, og hver eneste gang, havde han været sikker på, at han slet ikke ville få ham at se igen, og den tanke i sig selv, var faktisk noget, som gjorde ham trist og direkte ked af det, og det var slet ikke noget, som han kunne lide i det hele taget!
Så lang tid, at Alexander vidste, at han ikke gjorde det her, fordi at han ville, så var det fint for Caleb, for han nød jo at ligge der sammen med ham, og faktisk bare føle at der var nogen omkring ham, som faktisk holdt af ham, for det var heller ikke ligefrem noget, som man kunne sige, at han var vant til i forvejen. Han sukkede indædt. ”Jeg ved godt, at du ikke vil gå herfra, men.. du har jo ikke rigtigt noget andet valg, Alex. Det her er ikke bare mit hjem, men også min arbejdsplads, og.. jeg er nødt til at få noget hvile, inden det kommer så vidt, at jeg skal i gang igen,” påpegede han med en ganske sigende mine, for helt løgn var det jo trods alt heller ikke. Han var nødt til at have tag over hovedet, mad på bordet og tøj på kroppen, og så måtte man jo arbejde, for det var jo ikke alle ting, som kom til en, bare sådan uden videre.
Caleb blev siddende i sengen og så til at han fumlede rundt efter sin beklædning. Det var altid rart at have ham på besøg, og være ved sig, for det føles slet ikke som en del af noget arbejde, men derimod noget, som han virkelig havde lyst til ,så det var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han lagde armene om ham i en gengældende omfavnelse, inden han mere end glædeligt, valgte at gengælde hans kys. Det var ikke noget nyt, men det føles virkelig fantastisk, at gøre det med et andet individ. Han trak sig roligt derefter. ”Gå nu,” bad han med en træt stemme. Selv han havde jo brug for hvilen, inden en ny arbejdsdag ville kalde.

[Alexander Raphael Vladimir]

Selv når han var gået derfra en kende vred så kom han jo altid tilbage. Han kunne sådan set ikke rigtigt undvære Caleb følte han. Det var jo kun alene denne dæmon som trak ham til stedet her igen og igen.
Han så på ham som Caleb forklarede dybere ud med at der intet valg var. Nej det vidste han jo udmærket. Det sidste som så blev sagt i Caleb's sætning fik ham til at give en lille drilsk latter. "Jamen du kan vel godt sove selvom jeg ligger hos dig?" han smilede. "Men jeg forstår godt hvad du mener. Og der er jo også den regel med, at jeg ikke må overnatte." Han ville ikke være sur over det. Han var jo sådan set også en voksen dæmon og burde jo snart lade være med at lade de dumme regler gå ham på sådan. Men det kom måske nu hvor de havde fundet en anden løsning? Hvorfor pokker havde de ikke tænkt på det før? De havde efterhånden kendt hinanden i flere år. Flere hundrede af slagsen. Men ja det var jo fortid og nu var det kommet på bane så nu kunne de gøre noget ved det!
At kysset var blevet gengældt uden tøven var jo kun noget han havde forventet. Han kunne ikke se nogen grund til at Caleb skulle tøve. Medmindre han skjulte noget for Alexander? Eller at han måske havde sværere ved at give slip? Ej Caleb ville nok ikke sådan bukke under når hans tilværelse her lidt afhang af reglerne ikke blev brudt. At han så brød kysset og træt bad ham komme afsted fik ham til at smile og stryge hans kind ganske let mens han så ham direkte ind i øjnene. "Få noget søvn min kære." hviskede han stille. Han kunne godt forstå han måtte være træt. Ikke kun efter en lang arbejdsdag, men så også lige et par timer med Alexander. Hvor mange havde han mon i sin seng per dag? Ikke et svar Alexander ønskede at få, men alligevel måtte han godt nok indrømme det krævede sin udholdenhed. Men nu var Caleb jo også en sensuel dæmon så det lå måske til ham? Men stadig var alt den sex vel ikke nødvendig? Alexander kendte ikke helt til hvad slags dosis de skulle have. Han blandede sig heller ikke i Caleb's arbejde. Han skulle jo tjene til dagen og vejen.
"Vi ses snart igen. Jeg glæder mig til at du kommer forbi. Sov." hans stemme var stadig i en blid lav hvisken. Han ville ikke holde ham vågen længere og bakkede stille væk og forlod kort efter rummet så han kunne hvile og få sovet ud.
Ikke mange øjeblikke efter red han også selv derfra og med retning tilbage mod sit hjem.

//Out

[Deleted]

Caleb ville virkelig gerne have, at han kunne ligge der, men det var desværre ikke tilfældet, og det vidste de jo udmærket godt begge to. Som det nu var sagt, så var det faktisk bare vigtigt for ham, at understrege at det desværre ikke var muligt for dem, med de regler, som var her, og det var heller ikke ligefrem noget, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Nu som det var sagt, så tog han egentlig tingene ganske roligt, for han vidste hvordan det jo forholdt sig, og det var vigtigt at fortælle ham, at han gerne ville besøge ham, og at det bestemt ikke var sidste gang, de ville se hinanden. ”Jeg ville ønske, at det var muligt, men det er det jo desværre ikke,” sagde han med en rolig stemme.
Kysset gengældte han uden så meget som at tøve, da det også betød meget for ham at understrege hvordan han havde det, for han havde uden tvivl nydt det forbandet meget, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han lovede ham selvfølgelig at kigge forbi indenfor en overskuelig fremtid. Og søvnen? Den var uden tvivl umådelig tiltrængt efterhånden, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt igen i den anden ende. Han lagde sig roligt ned i sengen igen og lagde sig ellers godt til rette. Han prustede tungt og vendte blikket mod ham. ”Kom nu godt hjem, ikke?” bad han med en dæmpet stemme, inden han selv lagde sig godt til rette.
Caleb lagde sig ned i den varme seng. Den duftede af Alexander, og det var et sted, også befriende for ham, når det var noget af det eneste, som man kunne sige, at han havde i sit liv. Det tog ham ikke særlig lang tid at falde i søvn. Det havde jo trods alt også været en forbandet lang dag, men det var hver eneste dag jo også for ham.

//Out