Another Visit

[Alexander Raphael Vladimir]

Det kølige mørke havde lagt sig over landet igen og Marvalo lå hen i mørke bortset fra lys i vinduerne af de bygninger hvor der var natteliv. Et af de steder hvor der var natteliv og folk der ikke just tænkte på at sove, det var målet for den unge mand der sad i sadlen på en stor sort hingst hvis hove gav genlyd på gadens brostene. Selvom det ikke var så sent endnu så henlå Marvalo allerede hen i mere mørke på grund af vulkanen der lå ved byen. En ting der var rart for visse personer. Personer som skikkelsen i sadlen. Varme og sol var bare ikke ham. Ryten var velkendt for ham og hingsten kunne sådan set også turen af sig selv mere eller mindre. Turen fra Appolyon og hans hule der var ikke så lang da byerne lå rimelig nært hinanden. Hvilket jo for mange kunne være et problem, da de to racer ike altid havde haft det lige godt med hinanden. Det gik dog ikke ham på, da der var et bestemt sted her i byen som han skulle opsøge.
Rundt om hjørnerne gik det indtil vejen havde ført ham frem til målet og han steg af hingsten som han fik opstaldet som altid og han trådte hen foran bygningen. Den var så velkendt for ham efterhånden, da han havde været her et utal af gange. Igennem ca. 600 år så det var blevet et højt tal gange. Han kendte stedet godt og trådte indenfor døren. Han havde set hjem i Imandra og han havde sin hule i Appolyon. Le Marvalo Bordel var hans hjem i Marvalo så at sige.
Alexander trådte indenfor dørene og gik den velkendte vej hen af gangen. Han kendte ruten direkte hen til det værelse han altid benyttede sig af når han var her. Han kom frem til fælles rummet hvor han kunne se alle de ledige sad og opholdte sig. Og det tog ikke lang tid for Alexander at skimte ud over efter den bestemte person, men det så ikke ud til at denne var der. Han gik hen og satte sig ned hvor han som regel altid sad og ventede roligt. At han ikke var der kunne betyde han var optaget af en anden eller han måske ikke var mødt ind endnu. Det kunne måske også være noget andet, men lige meget hvad så måtte Alexander vente. Ikke lige det han var mest glad for.

[Deleted]

For Caleb var det bare endnu en arbejdsdag som havde været i vente. Siden han havde skiftet fra Horehuset og til Bordellet for næsten et årtusind siden, så kunne han slet ikke fortryde det valg af placering, for det var jo trods alt også her, at han følte at han blev taget af, frem for det andet sted. Den sidste kunde for i aften, havde han netop fået gjort færdig. En dog rig og velhavende smuk kvinde, som kun brokkede sig over, at manden ikke kunne gøre det hjemme. Selvom det slet ikke var noget som han blandede sig i. Han fik sin betaling, selvom størstedelen af pengene selvfølgelig gik til Leonardo, så var det alligevel lidt han selv fik lov til at beholde, hvilket skam også var noget som passede ham fint. Mange forstod ikke hvordan han kunne holde ud at være på et sted som dette, men han kunne leve med det. Det var ikke de drømme som han havde gjort sig som barn, men han kunne skam godt leve med det.
Kvinden forlod hans værelse, hvor han blev liggende igen i sengen, bare for at genvinde pusten lidt. Det var ikke altid fordi at det var et nemt arbejde, for visse var naturligvis mere krævende end andre, men det var nu heller ikke noget som han som sådan kunne sige noget til. Den sultne del af ham, blev stillet, og han kunne stille enhver kvinde, såvel som mands sygelige lyst og fantasi med de evner som han havde. Det grimme ar, efter kniven i hans bryst, dækkede han roligt til med skjorten, inden han satte sig op. Sengetøjet glattede han ud, og fik lagt ordentlig på plads, også selvom han slet ikke regnede med flere i aften. Han havde været i gang i det som måtte være timer, og selv for ham, så var der grænser for hvad han fandt sig i, så han synes også efterhånden, at han havde klaret dagens kvote.
Caleb forlod sit værelse, kun for at søge ned af gangen, for at nå fællesarealerne, hvor han vidste, at de andre også opholdt sig, dersom de ikke havde noget at lave. Det var dog ikke hans mange kollegaer, som faldt ham i blik som det første – det var Alexander. Et svagt smil passerede let hans læber, idet han lod armene søge let over kors og stoppede op i døren. At se ham der, glædede ham naturligvis, også fordi at det slet ikke var noget som han havde set komme eller regnet med for den sags skyld, så var det kun en glædelig overraskelse! Med et glimt i øjet, så var han slet ikke i tvivl om at Alexander ville få øje på ham. Det var godt nok også ved at være lang tid siden, at han havde set det mindste til den kære isdæmon. Han havde vel haft travlt med sit arbejde? Ligesom han selv havde haft med sit eget? ”Det er mig godt nok længe siden.. Jeg formoder det er mig du venter på?” sagde han med et drilsk smil på læben.

[Alexander Raphael Vladimir]

At der kom og gik folk var jo ren rutine på sådan et sted som dette. Mens han sad der så han da også folk der gik og var færdige med deres ophold her. Der kom nogen og der var også de som der fulgtes af ned af gangen til værelserne sammen. Ikke at han selv havde travlt. Han havde ordnet en masse i den senere tid og kunne ikke huske præcis hvor længe siden det var han havde været her. Pauserne mellem hans besøg var altid forskellige og han kom her jo sådan set kun når han havde tid og var i området. Og som rejsende over alle landene var det jo ikke lige hver aften man kunne svinge ind forbi stedet. Så ville han nok også hurtigt være blevet træt af det. Det var nok på grund af tiden imellem, at han blev ved med at komme tilbage. Og så kunne han jo ikke ligefrem klage over Caleb og den tid og behandling. Han var godt tilfreds og det var også derfor han ikke så meget som ville overveje at benytte sig af en anden. De andre på stedet havde hurtigt lært den lektie og var holdt op med at forsøge at lokke ham med. Han sad roligt tilbage lænet i stolen. Han havde et par sorte bukser og støvler på. Han var i skjorte og den var en dyb mørkeblå og sad en kende stramt på hans overkrop så man svagt kunne sanse hans muskuløse overkrop. Han havde en mørkegrå kappe om sine skuldre som han så ofte havde når han var ude og ride for at holde støvet væk fra sin påklædning så godt som muligt. Og det lykkedes oftest for ham at nå frem i god stand. Han havde jo sine teknikker og øvelser med det helt tilbage fra barnsben af, så lidt havde han da taget med sig af det daglige erfaring.
Den velkendte stemme fik roligt Alexander til at løfte sit blå blik op og et simpelt lille smil gled let over hans læber som han så på ham og han vidste jo det var til ham Caleb talte. Han havde jo også blikket mod ham så det var jo også lidt en ledetråd. "Vores veje mødes igen." Smilede han som det var han stille rejste sig op. Han gik stille hen mod ham mens han lige fik rettet kraven på skjorten lidt. "Jeg håber du har tid til en til kære Caleb." Han stoppede op overfor ham og havde talt så kun Caleb ville kunne høre det og smilede let til ham med hovedet lagt lidt på sned. Han vidste jo, at de ikke arbejdede på døgndrift her og han vidste jo ikke hvor længe Caleb havde arbejdet i denne omgang, men han kunne jo altid forsøge at komme igen imorgen hvis Caleb ikke kunne mere nu. Men han så nu ikke ud til at degne om af træthed. Og Alexander kunne da ikke mindes en eneste gang i de mange års løb hvor han ikke var kommet ind hvad end tidspunkt han mødte op. "Jeg vil jo ikke tage mig til takke med en anden så du har ganske ret i din formodning." smilede han igen med et lidt større et end før. Han holdt altid af sine besøg her. Det var en dejlig adspredelse i hans dagligdag og han nød godt af Caleb's selskab.

[Deleted]

Hvor lang tid siden Caleb egentlig havde set en skygge til Alexander, vidste han faktisk ikke. Desuden var han vel bare blevet vant til, at manden bare kom og gik, når han egentlig havde lyst til det, så var det skam slet ikke fordi at han tog det så tungt igen. Desuden måtte han erkende, at han faktisk savnede mandens selskab lidt, selvom han vidste, at han havde sit eget arbejde, som han jo også selv havde sit, selvom det nok ikke ligefrem var af den slags, som man ville ønske at man havde, men han havde det fint med det hele og han blev behandlet ordentligt, hvilket vel også var det væsentlige? Han havde ikke rigtigt været ude, efter den tragiske ulykke da han havde været i Manjarno, hvor han stadig bar det grimme ar efter knivstik i brystet.. Det var vel ikke engang noget som han havde fortalt Alexander om? Han vidste ikke hvordan han skulle bære sig ad med de ting, også selvom det vel ikke rigtigt var noget som vedkom ham? Han havde jo bare været ekstremt uheldig.
Caleb var slet ikke i tvivl om at det var Alexander som sad i stolen, og tog han ikke fejl, så var det ham som han sad og ventede på. Det var skam ikke fordi at tanken gjorde ham noget, for det var efterhånden ved at være lang tid siden, at de havde set hinanden. Smilet bredte sig tydeligt på hans læber, som han roligt blev stående. At se ham igen, var uden tvivl en tanke som varmede ham, og det var uden tvivl utrolig rart at se! ”Igen og igen krydses vore veje. Det glæder mig, at du venter på mig,” sagde han med en rolig stemme, også fordi at det var noget som han faktisk mente. Han nikkede mod ham. Selvfølgelig havde han tid. Desuden havde han netop færdiggjort sin sidst kunde, så han gik faktisk automatisk ud fra, at han kunne tage fri resten af aftenen, hvilket bestemt heller ikke var noget som gjorde ham det mindste. ”Jeg har netop færdiggjort den sidste, som jeg ved var min for i aften, så jeg har al den tid som du gør krav på nu,” sagde han roligt. Det var skam ikke fordi at han ville kræve betaling eller noget lignende af Alexander, for han gav ham meget mere end bare en tur under dynen. Han gav ham et selvværd, en følelse som han havde brug for, og en bekræftelse på at han kunne andet end bare at være god i sengen, for det var slet ikke fordi at det var et liv som han ønskede at leve for resten af sine dage. Han gjorde et let hovedkast i sin egen retning. ”Kom med mig, Alexander. Så vender vi til mit værelse, hvor vi kan snakke i ro og mag,” afsluttede han med en rolig stemme, idet han roligt bakkede ud af fællesarealerne. Selv han havde brug for ro til hovedet til tider, og nu hvor Alexander var der, var det jo den perfekte tid.

[Alexander Raphael Vladimir]

At de fleste her kom bare for en runde lagen gymnastik var ikke noget der ville virke særlig overraskende. Alexander havde det dog med at komme på et tidspunkt hvor der var rimelig ro på sagerne. Ikke fordi han skammede sig over at komme sådan et sted her. Ikke fordi ingen måtte se eller vide han kom her. Nej han var ligeglad med om folk så ham. Han kendte næppe nogen her udover Caleb så det kunne der ikke ske noget særlig slemt ved. og han rejste rundt næsten uden stop så det var ikke mange der nåede at skabe noget bindende med ham på noget grundlag. Man nåede knap at hilse på ham og snakke lidt med ham før han allerede var videre på sin færd.
Men Alexander kom her for mere. Han kom netop på disse tidspunkter for at han kunne sikre sig der ikke var kø til Caleb. Der var naturligvis gang i lagnerne i sengen. Måske ikke hver eneste gang. Der var nok få gange hvor det kunne smutte og så var der andre gange hvor der var mere liv i sagerne og måske ligefrem flere runder. Men tiden kunne roligt løbe uden de så det. De brugte tiden på snak og Alexander kunne som en undtagelse finde på at snakke om de steder han så på sine rejser. Det forretningsmæssige holdt han naturligvis for sig selv. Han havde ikke fortalt nogen, heller ikke Caleb, om hans arbejde som snigmorder. Det andet som spion havde han heller ikke fortalt til nogen. Måske heller ikke Caleb. Han kunne ikke huske om det måske var smuttet fra ham en enkelt gang måske. Det var jo mange år der var gået. Men i så fald snakkede han ikke om hvad han fandt ud af. Han snakkede om stederne og nogen gange om de folk han mødte. Så Caleb vidste i hvert fald, at Alexander rejste rundt i alle landene og ud til hver en krog han kunne komme til. Det var en hyggelig stund som Alexander satte stor pris på. Derfor var det også ventetiden hver.

Han lavede et let buk som Caleb foreslog de trak sig tilbage til hans værelse. Han smilede og måtte jo give ham ret i at det ville være mere muligt at snakke sammen under roligere forhold. "Det vil jeg sætte pris på min kære Caleb." Han fulgte roligt med ham og var så småt ved at løsne snøren på kappen så han kunne få den af når de kom derind. Han følte sig roligt hjemme sært nok når han var på besøg her. "Hvordan har du haft det? Det er ved at være noget tid siden jeg har set dig så der må være sket noget nyt." For hans vedkommende var der jo sket det sædvanlige med at rejse rundt. men stederne forandrede sig og man mødte nye folk så der var nok at fortælle af uden man ville skulle gentage noget af det fra en forrig gang. Han ville ikke gå ned af gangen i tavshed, da det føltes helt akavet. De kendte efterhånden hinanden godt og kunne socialisere selv på en lille kort tur til fods. Han havde før set dem der gik i tavshed. Men de gik jo som regel også bare igang med sex og så var det slut og farvel igen. Det var mere end bare det mellem de to herrer. Heldigvis.

[Deleted]

Lagengymnastik var desværre det som var alment kendt her på stedet, men det var jo trods alt også kaldt for et bordel af en grund. Det var ganske vidst et af de dyreste som var her til lands, men de blev også behandlet godt her, så det var egentlig også noget som passede ham selv ganske fint. For Calebs vedkommende, så var arbejdet kun gjort en anelse mere besværligt med det ar på brystet, for han kunne ikke bevæge sig som han gjorde normalt, selvom det var umuligt at se, når han stod op som han gjorde lige nu. Alexander havde altid været en mand som havde taget sig af ham, og det var naturligvis noget som han var utrolig glad for, så det i sig selv, var heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Det var noget som faktisk lettede ham, så det glædede ham da uden tvivl. Han smilede let for sig selv alene ved tanken, for nu stod han jo igen ansigt til ansigt med manden, og det var noget som han faktisk havde savnet.
Det kom stadig bag på ham, hvor heldig at han var ved at kende en mand som Alexander, også fordi at han faktisk var en som tog hensyn til ham, og det var noget som naturligvis glædede ham. Manden kom altid når han havde mindst travlt, hvilket naturligvis var en tanke som han godt kunne lide, for det gav ham også en mulighed for at kunne slappe af for alvor, og det var uden tvivl noget af det bedste af det hele. Der var skam grunde til at han kunne ryge lidt i krig med chefen, for lige af Alex, så krævede og ønskede han ikke betaling. Det var jo ikke bare en tur i langerne.. Jo, nogen gange var det jo, men det var bestemt ikke ofte, og det at de bare lå og snakket med hinanden, var faktisk det som han bedst kunne lide af det hele.
Caleb sendte Alexander et let og stille smil, kun for at nikke i retningen af ham. Deres veje havde atter en gang valgt at krydses, selvom det intet gjorde ham. Muligheden for at snakke under mere personlige forhold og hvor de kunne være alene, var bestemt heller ikke noget som ville gøre ham det mindste. ”Det tænkte jeg nok, at du ville sige,” sagde han med et stille smil på læben. Han søgte roligt i retningen af sit værelse igen, hvor han vidste, at Alexander fulgte efter. Desuden vidste manen jo efterhånden hvor han boede i forhold til de mange andre, som også var her på stedet. Han smilede let for sig selv. ”Kære…? Det er et ord som jeg ikke har hørt i lange tider,” sagde han endeligt, inden han igen åbnede døren ind til sit værelse. Efterhånden var han begyndt at blive træt af at kigge på det, for det var virkelig kedeligt og.. ikke nær så indbydende, når man så det hele hver eneste dag. Han smilede let for sig selv, også selvom det var en smule skævt. ”Under omstændighederne, så går det ganske udmærket, Alex. Jeg var i Manjarno her forleden.. Det er nok lige før jeg kan sige, at det sted er værre end Dvasias er,” fortalte han, idet han satte sig på sengen og vendte blikket mod ham med en rolig mine. Arret var skjult, det var grimt, men det var healet, og i hans øjne, var det jo det vigtigste.

[Alexander Raphael Vladimir]

Alexander havde flere gange forsøgt at betale efter sit ophold. Men hver eneste gang blev det afslået. Han forstod et sted ikke Caleb på det punkt helt. Han ville ikke risikere at Caleb fik ballade på grund af det, men han kunne jo heller ikke tvinge pengene ned i halsen på Caleb så han sikrede sig han tog imod dem. Han tilbød og fik afslag og så var det ikke længere. Nogen gange forsøgte han igen, men han kunne ikke mindes om han havde fået overtalt Caleb en eneste gang. Men det var så småt også noget han havde opgivet at forsøge sig med. I starten havde han dog følt han havde nasset sig til gratis besøg, men når nu Caleb ikke ville tage imod så var det jo ikke fordi Alexander snakkede sig fra det. Tværtimod havde han jo forsøgt at få Caleb til at tage imod penge.
At vejen ned til værelset ikke havde ændret sig kunne man jo sige sig selv. Alexander fulgte roligt med ham og smilede lidt som Caleb nævnte at han ikke var blevet kaldt køre i lange tider. "Det er jo også længe siden jeg har været her til at sige det." grinede han lidt og fik det næsten til at lyde som om han var den eneste der nogensinde kaldte ham det. Men det var han måske også? Han vidste jo ikke hvad andre kaldte ham, hvis de overhovedet kaldte ham noget. Ikke at det jo kom ham ved heller. Men han havde savnet Caleb og hans værelse. Han vidste der kom et utal af andre folk her og delte seng med Caleb. Men det generede ikke Alexander. Han var jo selv kommet her for det samme den første gang selvom han ikke havde troet det var noget der skulle gentage sig så mange gange som det havde. Men med tiden kom der jo mere i det end sex og nu var det et gensyn med en gammel ven. Han lod en hånd passere igennem sit mørkblonde hår og trådte indenfor på værelset da Caleb havde fået døren åbnet op og fik sin kappe af og hang den op på en krog bag døren og lod den sadeltaske han havde over skulderen under kappen blive sat ned på en stol før han strakte sig lidt og så hen mod Caleb mens denne fortalte lidt. "Det er skam længe siden jeg er blevet kaldt Alex med din stemme." smilede han og elskede at høre det når det kom fra Caleb. Det var dog de fleste han i det hele taget fandt sig i kaldte ham det. De fleste blev bedt om at kalde ham Alexander eller hvad dæknavn han nu brugte på nogle opgaver. Faktisk vidste de fleste jo slet ikke han hed Alexander. Alex mellem venner. og der havde han ikke rigtigt nogen. Udover Caleb naturligvis.
"Men at du tager til Manjarno... ja det er ikke i sig selv sært jo. Du plejer bare ikke at være den store eventyr rejsende." Han så på mens Caleb satte sig på sengen og Alexander selv blev roligt stående lidt endnu. Caleb havde jo selv sagt at han kunne bruge den tid han ville hos ham så det var ikke fordi de skulle i gang og hurtigt ud derfra om få minutter. Han håbede bare igen, at Caleb ikke fik problemer. "Men jeg kan gætte mig til der må være sket noget siden du lidt synes, at det er værre end Dvasias. Så hvad skete der med forlov?" Han ville jo gerne høre lidt om hans lille eventyr efter at han selv så mange gange havde fortalt om vidt og bredt. Han kom stille hen og lagde sig ned i sengen på den anden side hvor Caleb havde sat sig og lagde sig på ryggen og strakte sig. Han havde naturligvis først stilt sine støvler henne ved døren. Han havde nu kun sine bukser og skjorte på så det var der næppe noget i vejen med. Det gjorde han jo ofte.

[Deleted]

Caleb ønskede ikke at tage sig betaling af Alex, også fordi at de begge fik noget ud af det, hvilket næsten var det bedste af det hele i den anden ende. Nu som det var sagt, så var han faktisk glad for at se manden igen, også fordi at han gav ham så meget igen, og det var tydeligt også noget af det som betød mest for ham i den anden ende. Han følte at han kunne slappe af omkring en mand, som han kunne betegne som en ven.. En ven ganske vidst med fordele, men det var noget som de begge nød af, også fordi at det var noget som forekom ham langt mere naturligt. Det var skam slet ikke fordi at Alex ikke ville betale, men simpelthen fordi at han ikke kunne få sig selv til at tage imod det, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Det var ved at være utrolig lang tid siden han var blevet kaldt for ’kære’, men som Alexander selv sagde, så havde han jo heller ikke ligefrem været der til at skænke ham det varmende navn. ”Du har såmænd ret. Det ændre dog ikke på det faktum, at jeg faktisk har savnet dig i den tid jeg ikke har set dig. At for lang tid er gået,” sagde han med en rolig stemme, som han vendte blikket mod ham og med et lille smil. Som han kom ind, så blev døren lukket, og han selv tog pladsen på sengen. Han var faktisk utrolig glad for at se ham, hvilket han skam heller ikke lagde skjul på, for det var alt sammen noget, som faktisk betød meget for ham. ”Det er også frygtelig lang tid siden du har sat din fod her, Alex, så det er ikke så underligt igen. Det glæder mig bare, at du er kommet,” sagde han endeligt. At han tog tøjet af og satte tasken fra sig, sagde han skam slet ikke noget til, for det var en tanke som han faktisk havde det ganske fint med. Det var jo meningen at de skulle have det godt med at være på et sted som det her – og ham med.
Selv efter denne tid, så kendte Alexander tilsyneladende Caleb mere og bedre, end det som han lige havde regnet med, også selvom det nu heller ikke var en tanke som gjorde ham noget som sådan, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han smilede let for sig selv. ”Du har ret. Det var også en temmelig traumatisk tur for mig,” sagde han roligt, idet han klappede på pladsen ved siden af sig, så manden var i stand til at komme lidt ned at sidde i stedet for alt det andet, for han ønskede selvfølgelig at manden skulle føle det som havde han været hjemme, for det var noget af det som han værdsatte mest. At han så lagde sig, sagde han ikke noget til, hvor han næsten automatisk vendte blikket ned af sig. ”Det er kun held, at jeg sidder her i dag, kære Alex.. Jeg havnede i krydsilden og tog imod en kniv, som slet ikke var ment for mig.. Den ramte mig i brystet..” Han knappede sin skjorte op – dog helt, inden han vendte sig mod ham. Arret kom tydeligt til syne.

[Alexander Raphael Vladimir]

At han sådan lidt diskret blev bedt om at sætte sig ved siden af Caleb var noget Alexander ikke helt så før han havde sat kursen mod at ville ligge sig ned. Men hvis Caleb havde noget imod dette så kunne han jo bare sige til. Så længe han ikke sagde noget så gik Alexander blot ud fra at alt var i skønneste orden med det. Men han ville nok blive en del overrasket over hvis han blev bedt om at rejse sig. Selvom han havde to steder han kunne kalde sit hjem så var det nu stadig hyggeligt at komme her. Selvom han vidste der kom mange forskellige og delte seng så var det stadig på sin vis som et trejde hjem for ham. Et sted han kunne slappe af og få en god snak med en kær god ven som han så alt for lidt til. Hvilket Caleb jo nok var enig i når han sagde, at det var for lang tid siden han havde været der. "Du kunne jo forsøge dig med at komme på besøg hos mig. Ikke i Imandra nok, da det er for langt for dig at rejse, men Appolyon ligger jo ikke så langt herfra. Dog kan jeg ikke byde på et sted der virker så hjemligt. Sætter vist mere pris på dette sted." Han så sig lidt om. Men kunne jo så være Caleb ikke fandt dette sted som noget man sætte pris på, da han jo så det hver dag og nat. Det var nok samme måde Alexander havde det med sine hjem. Selvom han ikke så dem dagligt. Så var de bare ikke hjemlige som da han var barn i hytten. Han havde jo kun de mest nødvendige ting. han satte dog mest pris på hytten i Imandra. Der var smukke omgivelser.
At det så lød til at være en temmelig dramatisk historie med liv og død var Alexander dog straks det mere opmærksom på hvad Caleb sagde og hvordan han udtrykte det og bevægede sig. Da han fortalte om kniven der ramte ham i brystet og næsten havde været skyld i at Caleb måtte lade livet fik Alexander skubbet sig op i siddende stilling på sengen og så på ham med alvor i blikket blandet med urolighed over hvad der kunne være sket. Caleb knappede skjorten op og selvom Alexander nok før eller siden samme aften ville have fået det at se, så var han taknemlig og glad for, at Caleb stolede nok på ham til at fortælle det selv og så allerede nu så det ikke ville komme som et chok for Alexander senere hen. Han så på ham da han vendte sig om og lod let et par fingerspidser glide ned over arret på hans bryst og sukkede en enkelt gang før han så op på ham. "Det er vist lige før jeg siger glem det med, at komme på besøg i min hule." hviskede han stille. Men så igen var turen til Appolyon jo kortere end til Manjarno, men stadigvæk så var det ikke nær så sikkert for Caleb at rejse rundt så det ud til. Men det kunne jo være et uheld er ikke gentog sig. Eller det kunne ende værre næste gang. "Vil du fortælle mig om det?" Han så op på ham og hentydede til det med hvordan han mere præcist havde endt med at få det ar. Hvordan han var endt med at få en kniv der ikke var tiltænkt ham i starten. Havde han stilt sig op og beskyttet nogen? Var kniven blevet tiltænkt ham løbende fordi han gjorde noget der ikke blev taget godt imod af knivens bærer? Eller havde han været uheldig og var blot kommet forbi det forkerte sted på det forkerte tidspunkt og blev fanget uden mulighed for at flygte. Og så ville han samtidig også gerne have at vide hvordan han var kommet i sikkerhed og havde overlevet hvis han havde været døden nær et sted i Manjarno's land. Så mange spørgsmål han nok havde, men han kunne jo ikke stille dem alle sammen på en gang og han ville heller ikke nærmest overfalde Caleb med dem. Men lade ham selv fortælle det han synes var vigtigt at fortælle og det som han ville give til Alexander. Hvad Caleb så havde lavet i Manjarno i første omgang kunne jo være mange ting. Han ville dog ikke presse yderligere på og så afventende på Caleb. Stadig med lidt bekymring i blikket.

[Deleted]

Uanset hvordan man vendte eller drejede det hele, så var Caleb faktisk blevet utrolig glad for stedet her, også fordi at han faktisk følte, at der var nogen til at passe på ham. Leon havde uden tvivl været en god arbejdsgiver, også selvom lønnen slet ikke var noget at prale af, så fik de jo stort set alt det andet foræret, og samtidig blev de tjekket igennem på kryds og på tværs, så de gik rundt uden følgesygdomme af den ene eller den anden slags, hvilket også passede ham fint. Leon havde man ganske vidst ikke set i et stykke tid nu, og selv Caleb måtte erkende, at det begyndte at bekymre ham, for det lignede ikke manden at være væk i så lang tid. Ikke fordi at det var hans arbejdsgiver som han ønskede at tænke på i denne stund, da det var Alex som havde hans fulde opmærksomhed, hvilket vel heller ikke var noget som kunne komme særlig bag på nogen. Han trak let på smilebåndet. At manden faktisk inviterede ham hjem, var noget som et sted varmede, da det også var et tydeligt tegn til at han faktisk betød noget for ham, og det var bestemt heller ikke noget som han havde det mindste imod, når det nu endelig skulle være. ”Du har ret.. Appolyon ligger ikke placeret så langt herfra, men jeg kan ikke tage af sted endnu.. Ikke før jeg får det meldt til Leon, kongen af Dvasias. Han står jo trods alt også for stedet her, husker du, og jeg kan ikke bare tage af sted igen.. Han kan jo kaste mig ud for det,” sagde han endeligt. Han ville meget gerne se hvor Alex boede, også fordi at han var nysgerrig, og fordi at han jo vidste hvor og hvordan han boede nu.
At fortælle Alex sin historie, var egentlig fordi at han ikke rigtigt havde andre steder han kunne lette byrden, for den havde uden tvivl været tung. Kniven havde været tæt på at tage hans liv, og det var jo faktisk Liya som havde reddet ham. Hvem der havde kastet den, havde han aldrig fundet ud af, og det var jo næsten det som var det værste af det hele. Han blottede brystet og det grimme ar, hvor han også lod Alex berøre det, som han kom op at sidde. Han trak sig svagt på smilebåndet og rystede let på hovedet. ”I dag, er man ikke sikker nogen steder.. Jeg skal og vil gerne se hvor du bor, Alex.. Jeg skal nok komme,” sagde han endeligt, som han valgte at nikke. Som han opfordrede ham til at fortælle, nikkede han blot, for det havde han skam ikke noget imod, for han kunne godt lide, at der faktisk var nogen som viste ham den form for interesse, da det også var noget som faktisk betød utrolig meget for ham. ”Jeg nød en fridag i Manjarno. Det var egentlig kun fordi at jeg ville se lidt andre ting, end det som jeg plejer. Jeg var vel egentlig bare fanget på det forkerte tidspunkt på det forkerte sted, i omgang med de forkerte tror jeg, for kniven var vidst ment for hende.. Hun reddede mit liv,” fortalte han, som han vendte blikket mod ham. Han greb varsomt omkring hans hånd og gav den et let klem. Han var i live, så han kunne sidde her med ham, og det var han glad for.

[Alexander Raphael Vladimir]

Han nikkede lidt med et kort smil. Jovist skulle han da meddele arbejdsgiveren det når han rejste ud. I dette tilfælde var det så Dvasias's konge. Det vidste Alexander jo så godt. Han var jo kommet her i så mange år. At Caleb dog gerne ville komme og se i hvert fald hans hjem i Appolyon gjorde Alexander glad. Ikke at der var så meget hjem at vise. "Det er ikke noget særligt. Knap nok noget hjem, da jeg sjældent er der. Og så er det en hule i grotterne. Så er mit hjem i Imandra meget mere indbydende, men det ligger også så meget længere væk." Bare tanken om hvis Caleb måtte lade livet, eller blot komme alvorligt til skade hvis han begav sig afsted på så lang en rejse, ja det var faktisk mere end Alexander overhovedet kunne bære at tænke på. Han var meget omsorgsfuld når det kom til Caleb, men det var jo også hans eneste sande ven han havde. En ven han havde et bestemt og særligt forhold til. Det ville han ikke miste.

Han så på Caleb når denne talte, men ellers gled hans blik flere gange ned over arret. Ikke fordi det så så slemt ud længere. Det var ikke helt frisk, men at det var der var klart et bevis på hvad der måtte være sket og at det ikke havde været helt ufarligt. Det sad faretruende tæt på at være et dødbringende kast der havde ligget bag hånden der havde haft holdt skaftet. Han måtte jo give Caleb ret i, at man ikke kunne føle sig sikker nogen steder. Det var meget få steder i hvert fald. Bare et forkert ord eller handling kunne ende med man måtte lade livet. Om det så var uheld eller veltænkt så var der altid nogen der kom galt afsted i denne verden. Han så det selv alt for ofte følte han, men han var selv sluppet fra at være endt i nogen krydsild. Indtil videre. Det kunne altid ske en dag eller nok snarere nat når han rejste rundt.
At han interesserede sig for hvad der var sket var jo en selvfølge. Han interesserede sig for Caleb og ville altid gerne lære noget nyt om ham når han kom forbi. Lære om hvad han havde oplevet siden sidst. Han havde så gjort det klart for Caleb allerede en af de første gange han spurgte, at han ville vide om hans dagligdag udenfor bordellet. Han var ikke interesseret i hans kunder. Han kunne jo let gætte sig til hvad der skete. Sex. Sværere var det ikke at regne ud. Ikke at det gjorde ham noget. Han vidste jo det var hvad Caleb levede af og bare Caleb var godt tilpas med det så var Alexander det. Nej han ville vide om når Caleb tog ud herfra. Om hans små ture som den han nu havde haft til Manjarno. Selvom han foretrak at høre gode glade ting, ja så ville han også høre når der skete noget skidt for Caleb. Det var det eneste tidspunkt hvor han faktisk interesserede sig for hvad havde at sige på et personligt plan. Alle andre var kun med et fremskridt på hans arbejds plan.
At Caleb var taget ud for at se noget nyt var jo kun en naturlig ting. Alexander kendte det alt for godt. Hvis han sad fast i en måned eller længere var han så småt ved at blive træt af det hele. Han nød at rejse omkring selvom der jo ind imellem skulle gøres hold og man måtte slå sig ned på et sted for en tid. Både for at arbejde eller for privat livets skyld. Han havde set på Caleb da han fortalte og så så ned mod arret igen indtil Caleb kort efter tog fat om hans håndled og gav det et klem. Det fik Alexander til at se op på ham igen. Hvem hun så end var vidste han ikke, men kunne jo være Caleb heller ikke vidste det. Han smilede svagt og tog stille sin hånd lidt væk fra arret, men lod den stadig hvile på hans bryst. "Du var heldig...Heldigvis." sukkede han med et lille smil. Han kunne slet ikke forestille sig han en aften kom her og Caleb så var borte. Det var en forfærdelig tanke! Han skyndte også at ryste den af sig. "Hvis..jeg mener når du kommer til Appolyon.. så lov mig at du er ekstra forsigtig selvom turen ikke er så lang. Send en brevdue eller noget så jeg kan hente dig hvis det er. Og for at høre om jeg i det hele taget er der så du ikke rejser forgæves." han så på ham og smilede lidt. De måtte have den triste stemning lidt væk fra livet. Ikke at det var skidt at snakke om, men de skulle jo samtidig også huske på, at han jo trods alt havde overlevet og det var da noget at være glad for. Han ville i hvert fald ikke være ulykkelig over at hans ven var i live. Nej tværtimod var det da mere noget man skulle fejre! Han smilede et skævt lille smil. "Forresten..jeg har en lille ting med. Ved ikke om det er noget du kan lide. Men jeg tænkte bare at det nok kunne være rart med lidt til ganen ikke?" grinede han lidt drillende. Et sted var det måske ikke passende efter så tragisk en historie, men den havde jo trods alt en god slutning og Alexander var tørstig efter en lang ridetur.

[Deleted]

Det var efterhånden gået op for Caleb, at han havde en stor betydning for Alex, og han måtte erkende, at det faktisk var en tanke som han virkelig godt kunne lide. Nu som det var sagt, så følte han sig også tryg omkring manden, hvilket næsten var noget af det bedste af det hele. Blikket gled mod ham. Han ville meget gerne se hvor han boede og holdt til, og med det, så mente han faktisk også begge steder, så det var vel heller ikke noget som kunne komme synderlig meget bag på nogen? Han sendte ham et stille smil og nikkede. Turen til Imandra var måske længere, men selv han ønskede jo at opleve tingene nu hvor han havde mulighederne for det. Kongen så man ikke særlig ofte, og selv Caleb måtte erkende, at det var noget som uden tvivl bekymrede ham frygtelig meget endda, men det var jo bare yderst begrænset hvad han selv kunne gøre ved denne sag. ”Det kan godt være at det er længere væk, men jeg er ikke bange for at tage turen dertil, Alex.. Jeg vil virkelig gerne se hvor du holder til.. Også fordi at du nu kender mit værelse, næsten som havde det været dit eget,” sagde han roligt. Selve Appolyon havde han aldrig sat en fod i, også selvom han var delpart dæmon, men han turde ikke.. Næsten lidt i en frygt for hvad de andre racer i ham ville gøre, eller hvordan dæmonerne ville reagere på at se en mand som ham.
Interessen for ham i denne forstand, var ikke noget som man kunne sige, at Caleb var vant til, men lige når det kom til Alex, så var han slet ikke bange for at fortælle hvordan det hang sammen. Nu hvor de var kommet så langt som dette, så var han ved at være meget komfortabel omkring manden, og det var vel også noget af det bedste af det hele? Arret indikerede kun at det havde været farligt og et voldsomt farligt et af slagsen, hvor han selv vidste og var kendt med, at han kun havde været heldig at overleve det, og være her som han var i dag, og det var noget som han selvfølgelig var yderst taknemmelig for.
Caleb så jo ikke rigtigt nogen nye ting, da han primært kun sad på et sted som dette, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for ham, for det blev man da først for alvor sindssyg af. Han nikkede til hans ord. ”Jeg var virkelig heldig.. Og det ved jeg godt. Det er det som jeg er taknemmelig for,” fortalte han med en rolig stemme, idet han igen vendte blikket mod ham. Det var skam slet ikke fordi at han ønskede at manden skulle gå rundt og være urolig for ham eller noget lignende. Han rystede stille på hovedet. Mange ting havde han måske ikke fortalt manden endnu, men han kunne altså godt finde vej på egen hånd! ”Jeg kan ikke skrive, Alex.. Jeg har aldrig lært mig kunsten.. Og jeg kan godt selv finde vejen til Appolyon. Betragt det som et kommende overraskelsesbesøg,” sagde han med et stille smil på læben. Selv han ville jo gerne overraske.

[Alexander Raphael Vladimir]

At have været alene efter at miste sine forældre på sådan vis så var Alexander endt med at holde af Caleb's selskab. Havde det ikke været for mordene på hans forældre ja så havde han måske aldrig søgt til stedet her og samtidig aldrig endt med at møde Caleb. Han var ikke på sin vis glade for sine forældres død. Slet ikke. De to var de eneste der havde formået at være tæt knyttet til ham i dyb grad. Det var jo så fordi de havde været hans forældre. Hans eneste familie. Men ingen andre havde nogensinde formået at finde hele vejen ind i det kolde mørke sind der som en is mur med vilje holdt de fleste på lang afsted. nogen kom tættere på end andre, men ingen havde nogensinde fundet en vej ind bag murens glatte facade. Måske ville det aldrig ske? Alexander havde flere gange oplevet derhjemme i hytten, at han var vågnet op, dækket af en kold sved samtidig med billederne fra hans mareridt gled for hans indre blik. Han havde i perioder ofte mareridt om sine forældre. Både dem der pinte ham med at han så dem som de havde været og han vidste de aldrig kom tilbage. Andre var mere blodige med hvor han gense tragedierne med hvordan de blev slagtet mildest talt. De mindede ham om at han var alene. Havde han ikke haft sine dyr, ja så var han nok gået helt op i sømmene ved at være så meget alene. Han snakkede også stortset altid med Brutus og Cæsar når de rejste rundt. Han vidste de ikke kunne svare ham, men bare det at nogen lyttede var også en trøst så han ikke følte sig helt ene.
Overraskende nok havde Alexander lidt for sent fundet ud af, at Caleb på mystisk vis var krøbet lidt tættere på end nogen anden havde haft chance for. Var det fordi han savnede samtaler der gik begge veje? At der var nogen andre i hans liv end de to firbenede venner? Eller var det fordi det var nyt og udenfor arbejdet? Han vidste det ikke. ærlig talt havde han heller ikke vidst hvorfor han i starten var kommet tilbage flere gange. Han vidste ikke om det havde været fra starten af eller løbende igennem hans besøg, at han lod Caleb komme lidt tættere på. Han tog sig selv i at han ind imellem snakkede om sig selv som han ellers aldrig gjorde det. Han indså dog også kort efter, at han stadig følte sig tryg i Caleb's nærvær. Han havde ellers efter sin opdagelse bestemt sig for aldrig at træde på dette sted igen! For at forhindre hans mur smeltede. Men alligevel tog han tilbage. Han vidste ikke hvorfor, men det var som om han bare ville derhen. Han ville se Caleb. Han kunne ikke snakke åbent med andre som han kunne med ham. og det havde med tiden kun gjort, at de åbnede sig mere op for hinanden. Lidt efter lidt og det gik begge veje. De kunne stortset altid lære noget nyt om hinanden ved hvert besøg. Små ting oftest, men det talte jo også. Alexander havde altid søgt ly i sit hjem når han ville slappe af. men nu havde han fundet et tilflugt sted hos Caleb.

At Caleb nærmest fast grundlagde, at han ville tage til Imandra lige meget hvad fik Alexander til at se op på ham igen. Lidt overrasket over så beslutsom han virkede, men stadig lidt smilende over tanken om hvad Caleb på samme tid kunne risikere bare for at besøge ham, og at han ville gøre det hvis det skulle til. Og Caleb havde jo ret. Alexander kunne lige så godt have boet her altid. Han havde været her så mange gange, at han ikke havde tal på det. Flere hundrede måtte det være. Ikke fordi han kom hvert år, men det var jo trods alt også omkring 600 år siden han havde været her første gang så selv med mellemrum på nogle år til ti så ville det stadig rende op i antal. "Det er nok mere...af personligt præg end mit hjem." grinede han lidt og så rundt i værelset. Han havde ikke så mange personlige ejendele som stod hjemme. De fleste var de ting han rejste rundt med. Det der var derhjemme var nødvendigheder og arbejds redskaber. Det var mere eller mindre det. Men han var der jo heller ikke så tit. Alexander så lidt op på ham igen. Overraskende over at høre han ikke kunne skrive. Han smilede så lidt og satte sig mere op og slyngede sine ben ud over sengekanten lige som Caleb sad. Stadig uden at have fjernet sin hånd fra hans brystkasse af. Selvom det var ikke helt så nemt. "Du kunne også bare sætte en ring eller noget andet med så jeg vidste det var fra dig af. Det er ikke nødvendigt at sætte ord på papir for at kommunikere om de basale ting." Det var i hvert fald det han mente og følte om tingene. Han havde lært at læse og skrive af sin far op igennem sin barndom, da det var en vigtig ting at kunne med det arbejde. Han skulle kunne læse vigtige papirer som han måske opsnappede for at fange informationer og han skulle kunne skrive dem ned. Det havde været hårdt og ikke altid helt så nemt, men han havde samtidig nydt det som med alt andet hans far lærte ham. Det sidste Caleb sagde var dog på samme tid lidt mere problematisk. "Du kan jo ikke vide hvornår jeg er der. Men så igen så er der jo mange der tager på besøg uden at vide om der er nogen hjemme." Han trak lidt på sine skuldre. Han burde nok heller ikke være for beskyttende. Caleb var jo en voksen mand og kunne klare sig selv. Alexander så bare nødigt der skulle ske ham noget. Men selvom han var hjemme ville han jo ikke kunne beskytte Caleb på turen hvis han ikke selv var der. Han måtte skubbe bekymringer lidt væk. Det var jo slet ikke sikkert der skete noget. Han skulle heller ikke bruge energi på falske bekymringer. "Men jeg vil i så fald se frem til dit besøg. Hvornår det så bliver. Jeg må bare sørge for at holde det rent og ryddet godt på forhånd så jeg er sikker på du ikke kommer uden jeg når det." grinede han og smilede varmt. Det der nok mest flød var bøger, papirer og måske tøj. Men så igen ville Caleb nok være ligeglad. 

[Deleted]

Skæbnen fulgte alle på den ene eller den anden måde, hvilket Caleb havde formået at finde ud af, allerede for lang tid siden. Skæbnen havde ledt ham til Alex.. Eller nok snarere omvendt, men det var vel resultatet som betød noget? Det var ikke mange som han havde i livet, som han faktisk følte, at han kunne være rolig og komfortabel omkring, og naturligvis, var det noget som alt sammen betød utrolig meget for ham, for det var også noget som gav ham en utrolig ro og ikke mindst en glæde i livet, for det var.. betryggende og ikke mindst komfortabelt for ham i længden, at have nogen, som han personligt kunne lukke tæt på sig, slappe af omkring, og vide at det faktisk var en mand, som ønskede at passe på ham, og vogte om ham, for han kunne jo se og ikke mindst fornemme, at han måtte have en betydning for manden, eftersom han gang på gang søgte til ham. Betalingen var som sagt ikke nødvendig længere, og det var noget som han jo egentlig havde det fint nok med i længden, for det var afslappende bare at ligge og snakke, og nu hvor hans kære arbejdsgiver ikke rigtigt kiggede forbi længere, så var det noget som han bare var nødt til at finde ud af på den ene eller den anden måde.
Igennem årene som havde passeret, så var de måske kommet ind på hinanden på en lidt anden måde, end det som Caleb lige havde regnet med i længden, men selv han var nødt til at finde ud af i hvilken forstand, dette faktisk var ment, for det var det som han var temmelig usikker omkring, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Tænderne bed han svagt sammen alene ved tanken. Om de var det ene eller det andet, var faktisk en tanke som stod temmelig uklart for ham, selvom han ikke rigtigt havde noget andet valg end at bide det i sig for nu. Sagen var vel at de havde det godt omkring hinanden? Og Alex samtidig havde skænket ham så meget, at han følte sig i live på en lidt anden måde, end det som han havde gjort til nu, og det var uden tvivl noget af det mest befriende for hans vedkommende. Han kunne ikke lade være med at smile ved tanken. ”Jeg er glad for, at du er her,” sagde han med en rolig stemme, for løgn var det bestemt heller ikke, og han ønskede virkelig, at manden skulle vide hvordan han havde det med det hele.

Selv Caleb kunne sagtens vise sig fra en lidt mere beslutsom side, selvom det nu heller ikke var noget som skete så ofte igen, og så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. Nu hvor Alex kendte hans hjem som sin egen bukselomme – stort set, så ønskede han selvfølgelig stadig at se hvor han holdt til. Som sagt, så var man ikke tryg eller noget som helst nogen steder mere, og derfor kunne han heller ikke lade ulykken stoppe ham fra at søge ud, for det var jo kun sket denne ene gang igennem alle de år, som han havde været her, så selvfølgelig var det også noget som han selv kunne mærke den dag i dag. Han vendte blikket roligt i retningen af ham, som han sendte ham et roligt smil. Sandt som det var sagt, så var værelset her ikke særlig meget præget af en personlighed, da det var et værelse primært til de intime hyggestunder. ”Jeg ved godt, det her virkelig ikke er meget at prale af, Alex, men jeg vil virkelig gerne se hvor du lige så hører til. Det er noget som faktisk vil betyde ekstremt meget for mig,” sagde han med en rolig stemme, idet han vendte blikket mod ham endnu en gang. ”Du ved jo hvor jeg bor.. og hvordan jeg bor.. Og efter alle disse år, synes jeg at det vel.. bare kunne mangle at jeg også så dit?” foreslog han. Naturligvis kunne han ikke bestemme eller noget lignende, men han ønskede det jo!
Det var faktisk ikke mange som havde lært sig kunsten at læse og skrive – Caleb deriblandt, for man havde vel ment, at det var en evne, som han var bedst foruden? Hånden mod hans bryst, var faktisk rar, for han kunne godt lide, når Alex berørte ham. Han vendte blikket mod ham og nikkede så endeligt. ”Det er naturligvis en metode, men jeg vil selv foretrække bare at.. komme frem selv. Jeg er ikke længere et barn, og det er kun en gang jeg har været så tæt på at miste livet, Alex.. Jeg kan godt passe på mig selv, også selvom jeg ved at du er bange på mine vegne.. Det betyder faktisk også meget for mig,” sagde han med en rolig stemme. ”Så lang tid jeg ved jeg er på det rette sted, så kan jeg vel altid vente på dig? Du behøver skam ikke være over mig hele tiden,” sagde han med en rolig stemme, og sendte ham et betryggende smil. Han havde faktisk mange ting ved sin race, som gjorde, at han kunne forsvare sig, hvis han skulle være uheldig, og næste gang, fik det ikke lov til at overraske ham som det havde gjort sidst. Han slog ud i en latter og tog omkring hans hånd, så det ikke kun var den hændelse i Manjarno som skulle være i fokus – nu skulle det være dem. ”Sig mig, er du et rodehoved, Alexander Raphael Vladimir?” spurgte han med en morende stemme.

[Alexander Raphael Vladimir]

Alle havde deres fortid. Alexander havde aldrig endnu egentlig fundet ud af hvorfor Caleb arbejdede her. Nogen gjorde det under tvang, af nødvendighed fordi de ikke havde andet valg og nogen var måske endda ligefrem solgt her til på en form for slave basis. Der var jo så dem der selv valgte det. Hvad kategori lå Caleb mon i? Alexander havde altid fået det indtryk, at Caleb nød at være her. At han ikke hadede det i hvert fald. Men det betød jo ikke nødvendigvis han havde valgt det selv. Han kunne bare have vænnet sig til det. Men ikke at det som sådan var en vigtig ting. Dog var Alexander nysgerrig. Hvad havde ført til, at Caleb var her? Og dermed gjorde det muligt for Alex at få lov at møde ham? Det måtte han finde ud af. Hvis ikke i aften så en anden gang. Han regnede ikke med at stoppe sine besøg her sådan lige med det første. Så der var jo tid og gange nok til at spørge.
Alexander var ikke sikker i sin sag på hvad han betød for Caleb, men at han kom her gratis og at han sådan fik lov at være her i flere timer. Det måtte jo et sted betyde noget, men hvad vidste Alexander ikke medmindre han spurgte og fik Caleb til at svare på det. Han vidste jo heller ikke helt hvad Caleb betød for ham selv. Han havde som noget af det sidste forventet han ville knytte sig psykisk på denne måde til en anden person. Hvis det så havde været en kvinde oveni ville han nok være mere urolig og bekymret for om han var helt rask. Men han var sikker i sin sag på, at det ikke havde noget at gøre med, at Caleb havde en del af sig der var sensuel dæmon. Han var sikker på, at det var Caleb's personlighed der påvirkede Alexander. På en god måde så det var jo kun godt. Han havde haft godt af, at der var nogen at snakke med om ting han ellers holdt for sig selv. At åbne sig lidt på havde næppe gjort skade, men mere gavn for ham. De kunne være sig selv med hinanden. De kunne føle sig trygge og komfortable. Det var rart.
Han så på ham med et smil. "Jeg er skam også glad for at være her. Og det vil jeg fortsætte med at være så længe du vil have mig på besøg." Hvis Caleb en dag var træt af ham eller ikke ønskede hans selskab mere så ville han næppe nogen sinde sætte sine ben her igen før Caleb inviterede ham tilbage. Han ønskede jo ikke andre af dem der var her og hvis Caleb ikke ville have ham her så havde han intet at gøre her. Han bad dog til den dag aldrig ville vise sig. Han havde det godt når han kom her. Han kunne være sig selv på en måde som ellers kun var tilladt for ham derhjemme. Men her var det i selskab med en anden og så følte han sig underligt nok lidt mere fri. At det sådan lidt pinte Caleb, at han ikke vidste hvor de helt nøjagtigt stod var noget som kun han vidste. Så længe han ikke sagde det højt ville Alexander næppe regne det ud på egen hånd. Han kunne måske se eller fornemme der var noget galt, men ikke direkte hvad. Han var jo ikke tankelæser.

At Caleb igen udtrykte sig for hvor meget han godt kunne tænke sig at se Alexander's hjem fik det et smil frem på hans læber. "Caleb du er mere end velkommen. Altid. Du ved jo så jeg rejser meget. I Imandra vil jeg fast opholde mig hvert forår og det meste af sommeren er jeg i Appolyon hvis jeg intet arbejde har. Om natten kan jeg godt dog rejse ride ud. Som nu i aften." smilede han lidt til ham med et lidt drilsk smil. "Ellers vil det mest være løbende igennem året når jeg ikke har noget arbejde at se til og hvis jeg er i nærheden. Men du skal altid være velkommen til at kigge forbi. Det vil også betyde eget for mig at du vil se mit hjem." Det var jo ikke til at sige hvornår han præcist var hvor. Det var ikke til at sige med hans arbejde. At det så havde taget så mange år før Caleb fik det at se var ikke så vigtigt igen. Kunne jo være han havde været nervøs for at spørge tidligere hen? Eller han i starten måske ikke så det som noget han behøvede fordi han ikke vidste hvor længe disse besøg ville fortsætte. Men at han ville se det var det vigtigste i sidste ende. Han glædede sig. Det blev måske godt nok at mødes under lidt andre forhold.
At Caleb så gav en lille forklaring til hvorfor han netop nu havde valgt at spørge efter en slags invitation fik Alexander til at smile lidt. Så han var lidt jaloux over det kun var Alexander der havde set hans hjem? Han smilede lidt. "Som sagt er du altid velkommen kære Caleb. Jeg har aldrig haft nogen med til mine hjem.. Men jeg vil være beæret over hvis du vil se dem. Om det så kun er en enkelt gang og kun i få minutter du vil." Han smilede lidt og havde ikke noget imod at Caleb var selvstændig. Det var kun godt. Han ville lade ham komme frem på egen hånd som han ønskede det. Han nikkede lidt. "Det er en aftale så.. jeg vil spændt vente på at du dukker op foran min dør. Dag eller nat er op til dig. men er nok mest sandsynligt, at du kan fange mig om dagen indendøre." smilede han lidt skævt. "Og jeg er ked af hvis du følte, at jeg så ned på dig og troede du var ude af stand til at forsvare dig selv." hans smil forsvandt lige så stille. "Det var ikke min mening, at det skulle forstås på sådan en måde overhovedet. Jeg vil blot fortælle dig, at jeg ønsker du skal være forsigtig. Jeg ønsker ikke du skal komme galt afsted, Caleb." han bed sig lidt i tungen og slog blikket lidt ned. Han burde nok lade være at sige for meget. Han havde jo også sagt det som han ville og ville udtrykke.
At der blev snakket om at vente så Caleb lidt op igen. "Du vil..vente? hvis jeg ikke er hjemme? Der kan jo gå måneder eller måske næsten år før jeg kommer forbi. Kommer alt sammen meget an på mit arbejde." At Caleb så lidt følte, at Alexander måske var for beskyttende overfor ham var jo lidt det han selv havde siddet og tænkt. Han havde jo sådan set ikke ret til at at påføre ham råd om sikker færdsel. Caleb kunne gøre som han lystede. Men han var samtidig også glad for, at Caleb havde sagt det betød meget for ham, at Alexander var bekymret. Men han ville stadig være det i begrænset grad så han ikke endte med at kvæle Caleb i beskyttelse så at sige.
At han så hørte Caleb's latter og at han blev taget om sin hånd fik ham til at glide væk fra sine tanker og se op. Emnet blev drejet om med et twist til noget helt andet og Alexander selv kunne ikke lade være med at grine lidt og smilet fandt atter vej til hans læber. "Rodehoved og rodehoved. når man sådan sidder med mange dokumenter og bøger så kan det ende i et stort rod fordi man er nødt til, at have så meget af det fremme og læseligt så man hurtigt kan skifte mellem tingene uden at flytte dem hele tiden. Så skal man selv flytte sig." han fandt den teknik mere enkel for ham selv. Det var hans metode. Men ja i andres øjne endte det nok med, at han var et rodehoved, da det fyldte meget af hans plads. "Og hvorfor tiltaler du mig nu med mit fulde navn? Caleb Limouh Peisélas, det er ikke naturligt så nære vi er blevet." grinede han og drillede ham lidt ved at benytte sig af hans fulde navn også. Det var nu rart nok, at de havde fået den lidt triste stemning vendt og gik tilbage til at have en hygge aften og start på natten sammen. Som det var meningen. Han lod fingrene let glide et lille stykke over huden på hans bryst igen. Smilede og skubbede ham let ned på ryggen at ligge i sengen efter at have sat sine læber let imod hans hals og de blev der imens han fik ham skubbet ned og lod dem placere små blide kys over huden.