Administrator
Dødsengel
1,627
posts
13
likes
I have nothing to say.
|
Post by Gabriel Maloya Nicomendes on May 7, 2013 9:33:15 GMT 1
Glæderne ved en gøgler, var stort set gået i sig selv, ved dette nummer, for det var bestemt heller ikke meningen at der skulle spredes skræk og rædsel. Men derimod glæde, latter og underholdning. Hvilken form for gøgler dette var, vidste Gabriel ikke, men selv han måtte tage sine foranstaltninger, og sørge for at det hele gik som det nu skulle, og at alle fik en god og mindeværdig aften og kunne gå i seng med mætte maver, og en god fornemmelse af at være en del af noget stort og stærkt i Procias, for det var jo trods alt også meningen ved det hele. Selvom hans hånd mod hendes skulder var relativt løst, så var det næsten tydeligt for ham at.. det gjorde ondt på hende? Hvilket bestemt heller ikke var hensigten på nogen måde. Han fjernede hånden, nu hvor han havde fået hendes opmærksomhed i stedet for. ”Hvis du vil gøre os den ære at bringe underholdning til aftenens anledning, så sørg for at det er til glæde for alle aldersgrupper, ikke?” afsluttede han roligt. Vagten havde han ladet gå, kun for at lade en anden tage pladsen i stedet for, for vagter skulle være på stedet i tilfælde af, det nu skulle gå galt, selvom han selvfølgelig bad til at det ikke var tilfældet på nogen måde i det hele taget. Som Silia kaldte folk sammen omkring det store langbord, hvor maden allerede duftede så himmelsk, så fangede det hurtigt Gabriels interesse. En tale havde han skam klar, også fordi at det var en ganske særlig aften og anledning til at gøre det i. Han vendte blikket igen i retningen af gøgleren. Fangekældrene og specielt guillotinen var ikke noget alternativ, for hun havde jo ikke direkte gjort skade på nogen som helst, så hvorfor skulle han lægge så meget i det? Han ønskede heller ikke at fremstå som morderisk. Gabriel sendte hende et roligt smil. ”Bare husk det,” sagde han endeligt. Et sted var der nok også en advarsel gemt bag hans ord, men han var jo nødt til at sørge for at alle fik en god aften ud af det, da det jo trods alt også var meningen med det hele. ”Og kom over og del et måltid med os,” afsluttede han roligt, inden han selv vendte sig til bordet og kom om ved siden af Silia. Han kyssede let hendes kind og sendte hende et smil, inden han vendte sig mod de resterende som stillede sig ved bordet lige så. ”Vær hilset alle mine kære venner. Jeg vil ønske Jer alle velkommen i aftenens anledning, og det glæder mig og min kære hustru, at I alle har valgt at dukke op. Det er en tid til glæde og smil, nu hvor foråret atter en gang er over os. Det er en cyklus vi alle er så kendt med, alt spirer og har fået en ny chance, og det samme har vores elskede land Procias. I anledningen, vil jeg bede Jer alle om bare at tage for Jer. Ingen skal gå sultne i seng, som min kære Dronning netop har udtalt.. Tag endelig plads,” afsluttede han stilfærdigt. Han var ikke den bedste taler på tom mave, og selv han måtte være sulten efterhånden. Blikket gled sigende i retningen af gøgleren. Han skulle nok holde øje med hende.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on May 7, 2013 19:05:25 GMT 1
Groa kunne nu krybe ned langs gulvet, så lille følte hun sig. Hun havde lyst til at løbe hen og gemme sig et sted, men i det mindste ønskede han ikke at flå hovedet af hende. Gennem hele hans irettesættelse havde hun påklistret et stort smil, kunstigt naturligvis, selv om hendes bryn bag masken var buet op i en meget usikker mine. Da han så endelig forlod hende igen, med ryggen til kunne hun ikke lade være med at køre fingerspidserne over hendes hals. Der var pludselig blevet ulideligt varmt, men det var måske bare hende? Hun sank en klump og bukkede for kongen igen. Det var nu nok påkrævet, og mens hun var nede samlede hun sit bånd op. "Som De ønsker sire."
Det var dog i temmelig langsom gang at hun gik mod bordet. For det første føltes det utroligt forkert at sidde der blandt en masse tossede procianere, der BESTEMT ikke forstod sig på underholdningen kunst, for det andet var hun ikke blandt til at blive budt til bords med så mange, og for det tredje prøvede hun at fange tid til at gennemtænke hvilke numre hun nu skulle lave - hvilke numre hun TURDE lave. Hun kunne jonglere med knive, men hun var hunderad for folkets reaktion, og nok mest kongeparrets, og eftersom at de tilsyneladende ikke var meget til tryllekunstner og ordlege var det tvivlsomt hvad der ville falde i deres smag og ikke. Mest af alt havde hun lyst til at tage sin mad og sætte sig lidt væk, hvor hun kunne overvåge publikum fra afstand. Det var det hun plejede, men når nu en konge havde ønsket hende til bords måtte man jo følge trop. Hun kunne mærke englens øjne i nakken, som små gip, der fik hendes hår til at rejse sig. Præstationsangst var nu sjældent noget hun blev ramt af, men i det her tilfælde var hun røget godt ude af sin oprindelig plan og stod lidt på bar bund. Følelsen var ubehagelig.
Som hun sneglede sig tættere på bordet begyndte hun at mumle, næsten kun en uhørlig hvisken, imens han holdt tale. "Milord, jeg tror ikke at det passer sig at... En gøgler kan ikke gøre meget når at... Det begrænser meget at... Der er ikke mange der kan se, når at-..."
-Hun placerer sig ved en stol, længst væk, i et hjørne, ikke langt fra en vis kutteklædt skikkelse. Hendes ben havde modsat al forventning i hende fortsat med gå, og hendes hånd hvilede på stoleryggen, mens hendes tommelfingernegl skrabede lavt mod stoleryggen. Skjalden havde også fanget duften og var nu forsvundet i menneskemængden ved bordet, da hun ikke turde kigge for meget. Det var alt for mange øjne, der kunne komme til at stirre tilbage på hende. Alt det bestik! Der var flere former for gafler, og nok var hun en anelse lærd i sprog og kunne læse lidt, men dette var ikke noget hun havde styr på. Hun peb indvendig. Både af nervøsitet, men også fordi hun lige havde trampet sig selv på sin ene fod, for at holde den nede, så den ikke skulle ryste og larme.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on May 8, 2013 9:48:41 GMT 1
Skumring var næsten nået ud da Dronningen kaldte folk til bords. Næsten. I stedet for at nå ud som hun havde planlagt, blev hun nu skubbet tilbage ind i salen, båret af den flodbølge der var den sulte menneskemængde. Alle ville have en plads, og gerne så tæt på de kongelige som muligt. Da folket havde fundet sig på plads, fandt Skumring sig selv i den fjerneste ende af bordet, så langt fra udgangen som hun næsten kunne komme, og for at gøre ondt værre, sad hun lige i nærheden af den skræmmende gøgler. Skumring kiggede forsigtig op på ham mens folk var optaget af kongens tale. Han så slet ikke så skræmmende ud nu, mere fortvivlet! Skumring fulgte hans blik til gaflerne og forstod. Selv kunne hun prise sig lykkelig for sin mors insisteren på etikette da Skumring var yngre. Hun kendte nok ikke navnene på hver enkelt, men hun viste da hvor mange tænder en gaffel skulle have før man brugte den til hvad. Skumring nåde dog ikke længere med tanken, før kongens tale var færdig, og folk satte sig til bords. Skumring gloede et øjeblik på sin stols ryglæn, inden hun trak den ud, drejede den en halv omgang så ryglænet vendte til siden, og satte sig til bords. På den måde var der plads til den pukkel hendes skjulte vinger udgjorde under kappen og hun kunne stadig sidde nogenlunde behageligt. Folket begyndte at tage for sig, men Skumring holdt sig tilbage, hendes blik tilbage i retning af gøgleren. Diskret rømmede Skumring sig og lavede en gestus i retning af ham, for at fange hans opmærksomhed. Hun var ikke sikker på det havde virket, men alligevel sneg hendes stankelsbens agtige arm sig ud fra sit skjul under kappen, og pegede diskret på en ret, og dernæst den gaffel det ville være mest passende at spise retten med. Forhåbentligt ville gøgleren fange hintet og finde sig bedre tilpas. Da hun havde været alle retterne og gaflerne igennem lod hun hånden hvile på bordkanten et øjeblik, inden hun begyndte at række til sig af de nærmeste retter, mens hun hele tiden passede på at kappen ikke gled for langt væk. Hun fik rigeligt af blikke, bare for sine tynde, hvide arme. Der var ingen grund til at skræmme mængden mere end højst nødvendigt.
|
|
Holy Grail
Holy Grail - Magiker, Sensuel Dæmon og Alkymist.
1,368
posts
1
likes
I have nothing to say.
|
Post by Silia D. Diamaqima on May 10, 2013 20:25:55 GMT 1
Det var tydeligvis lykkedes Silia at fange alles opmærksomhed ved at kalde til bordet, mange var kommet alene for det overdådige måltid som var blevet severet og som havde fyldt salen med en fristende duft, som havde fået selv hendes mave til at rumle. Som Dronning måtte hun dog stå lidt i baggrunden og tilsidesætte sine egne behov, også selvom hun nok var den mest madglade kvinde i miles omkreds, det var virkelig intet bedre! Hun så roligt til mens folk strømmede tilbage for at finde en plads og særligt i nærheden af hende og Gabriel, hvilket intet gjorde hende. Jo flere de havde at snakke med, des hyggeligere ville aftenen blive, hun var også interesseret i at høre fra nogle af deres læber, hvordan de opfattede den nuværende situation, et sted skulle hun jo finde ud af hvordan de kunne forbedre det yderligere. Sammen med alle tog hun plads i sin sæde og smilede varmt til folket som Gabriel påbegyndte den lille tale. Det var en af fordelene ved ægteskabet, den slags var ikke længere hendes bord, hun ville desuden nok kede dem ihjel som hendes far som regel gjorde under taler. Ud af øjenkrogen holdt hun selv øje med gøgleren hvilket samtidig fik hende til at genspotte den kvinde som hun havde måttet forlade senere. Det forundrede hende lidt at hun forblev skjult, og det fik hende samtidig til at være ekstra årvågen også selvom hun ikke havde regnet med at skulle bruge aftenen på at bekymre sig. Hun gjorde hende nysgerrig. I lange sekunder betragtede hun hende mens folk begyndte at række til fadene mens hun selv sørgede for at holde sig tilbage. De skulle nok få mad i dagene frem over men ikke alle var så privilegerede. ”Hun lader til at tage det meget fint,” kommenterede hun uden at tage blikket væk fra gøgleren. Kort lod hun hånden stryge hen over hans lår inden hun fjernede den igen, de var nødt til at opfører sig anstændigt og det var ment som et kærligt kærtegn intet andet. ”Glædelig Helgens dag,” hilste hun roligt til de nærmeste og hævede glasset som var fyldt med op med hvidvin som et symbol i sig selv. Flere nikkede og hævede deres egne glas selvom mange munde var så fulde at folk var ude af stand til at sige noget, hvilket morede hende lidt at se, også selvom det også desværre afspejlede en mere grum sandhed.
|
|
Administrator
Dødsengel
1,627
posts
13
likes
I have nothing to say.
|
Post by Gabriel Maloya Nicomendes on May 10, 2013 22:03:46 GMT 1
Gabriel havde øje for gøgleren, også fordi at han slet ikke ønskede at folk skulle blive usikre eller noget lignende omkring en dag som denne, også fordi at det var deres oplagte tidspunkt at skulle vise sig fra deres bedste side af, og det var noget som han ønskede sig. Silia havde kaldt alle til sig, og han havde fyret sin lille tale af. Selvom det måske ikke var særlig meget han havde at sige, så var det jo i bund og grund, kun for at byde folk velkommen og lade dem føle at de kunne spise og bare.. slappe af, og nyde det, for det var noget som de alle havde brug for. Han tog roligt pladsen som den sidste, idet at han lod folket sætte sig først. Det kunne godt være, at det var ham som stod som konge af dette land, så ændrede det ikke på, at det var dem som gjorde, at han havde noget at lave som en konge, og det var skam også noget som han ønskede at symbolisere tilbage til dem. Selvom den kutteklædte og gøgleren havde taget plads for enden af bordet, hvilket jo faktisk var noget som han næsten måtte se på som en skam, for han ønskede jo at snakke med dem, da han ønskede at komme godt overens med sit folk. Blikket gled derefter i retningen af Silia. Gøgleren havde ikke virket til at være helt tilfreds, men det var hans vej, ellers så var det ud, for andet kunne de sagtens finde, og det var slet ikke meningen at nogen skulle være utrygge her omkring. Folk begyndte roligt at tage for sig af maden. ”Nu får vi se.. Jeg ved ikke rigtigt om det er en vi kan stole på..” svarede han let for sig selv. At hun tog ham på låret, sagde han ikke noget til som nu, da det var yderst vigtigt, at de kunne opføre sig anstændige, så kunne de gemme det til senere. Tjenerne gik langs bordene og skænkede op af vin. Gabriel nikkede mod den på hans højre side, som skænkede op i hans glas, inden han fortsatte ned af bordet, inden han nåede de to.. mærkværdige væsner som havde valgt at tage pladsen for bordenden. Han holdt den fyre flaske frem. Det var en af de sidste som faktisk var tilbage fra Carino Fattorias storhedstid for mange år tilbage. ”Et glas at nyde til den gode mad?” spurgte han med en rolig, dog ekstrem høflig stemme, som han blev stående afventende til om han måtte skænke op til dem. Gabriel selv havde valgt at tage del i skålen som skete midt på bordet. Foreløbig, kunne det godt se ud som om at de alle sammen nød af stunden, hvilket uden tvivl kun gjorde det hele meget bedre, for det førte automatisk også til at han slappede af.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on May 11, 2013 20:09:47 GMT 1
Nu gjorde de det igen – benene. Reagerede før hun kunne nå at tænke sig om. Et eller andet sted kunne det tænkes at de reagerede, blot for at gør et eller andet. Folk satte sig og det gjorde hun også. En lyd, en hest måske? Der kom en brummen. Der var nok en som havde fået et kyllingeben galt i halsen. Nej… Groas lilla øjne glider op og får øje på personen i kutte. Hun åbnede munden lidt måbende. Kutten havde opfanget hendes dilemma, og som hun begyndte at gennemgå de forskellige ting nikkede Groa langsomt. Til sidst spirrede et lille smil frem på hendes læber. Kuttens hud var bleg og dens arme lyse. Tilsyneladende en syg, måske spedalsk, der ville skåne folket, eller som måske omvendt ønskede at skåne sig selv, men hvorfor? Hun kørte tommelfingeren frem og tilbage på hagen, mens hun forsøgte at udregne hvad denne var for en, da en mandsstemme pludselig genlød ved hendes side.
”A hvem, hvad, hvorledes – Ahem!” forbavselsen fik hendes stemme til at stige lidt fra de mørke toner, og som svar på dette bankede hun sig i brystkassen og rømmede sig for at holde den i ro. Folk gjorde klar til at skåle med kongeparret. Vin! Hendes næseryg rynkede. Hun havde meget let ved at drikke sig fuld og holdt sig derfor normalt væk fra djævlevandet, mens når kongelige bød hende at drikke, måtte hun drikke. Hendes hals slugte en klump. ”Gerne!” hendes læber blev trukket op i et lidt anstrengt smil.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on May 11, 2013 22:13:09 GMT 1
Da Skumring så at gøgleren så og forstod hendes hjælp, træk hendes smalle læber sig op i et lille smil. Hendes mund var stadig fast lukket, da Skumring ikke så nogen grund til at udstille sine afstumpede hugtænder mere end højst nødvendigt. Det var slemt nok at hun skulle spise i offentlighed!
Da tjeneren nåde gøgleren måtte Skumring dække sin mund for at skjule et endnu større smil. Hans uforberedte akavethed var kær, og forsikrede Skumring i, at hans nummer tidligere havde været dårlig dømmekræft frem for et ønske om at skade. Da tjeneren lidt senere nåde om til Skumring selv nikkede hun blot og lænede sig så meget til siden hun kunne, så tjeneren kunne nå forbi hendes 'pukkel' og ind til glasset. Efterfølgende løftede hun glasset en anelse for de nærmeste, og til gøgleren, inden hun førte det til sine læber og sippede en tår i sig.
Efter skålen gik folk for alvor til fadene, og selv Skumring begyndte at nippe maden i sig. Selvom hun var forsigtig, kunne hun ikke helt undgå at hendes stumpende hugtænder sneg sig ud fra læbernes skjul i ny og næ. Hendes 'pukkel' rørte også underligt på sig fra tid til anden. Det var ikke synderligt rart at holde sine vinger presset sammen under en kappe på den måde, og det var begyndt at kunne mærkes. Skumring fandt det dog bedre end alternativet.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on May 21, 2013 13:56:01 GMT 1
"Skål" Groas stemme var lav, da hun nærmede glasset sin mund. Hun spejlede sig i vinens bølgende overflade. Det lignede blod, livets vand, eller symbolet på den fare væsken lavede i baggrunden for hende. Et fnys, lukket blik, og hun sank væsken tungt. Som det løb ned igennem hendes hals brændte det stærkt, og hun fik det nær i den gale hals. Hun hostede, men prøvede på at holde lysten til at spytte de resterende dråber i hendes mund ud, væk. Glasset blev sat hårdt ned mod bordpladen og to fingre bleg ført hen foran hendes læber, mens hun sundede sig. Personen i kutten havde noget der bevægede sig i sit tøj. Var hun vanvittig, eller var det et dyr der var blevet smuglet med ind? Måske var vinen allerede steget hende til hovedet? Hun førte to fingre om til sin egen kappe, som for at signalere til personen at der var noget galt med vedkommendes deformitet. Den var jo tilsyneladende i stykker!
|
|