Helgens Aften {Åben}

[Silia D. Diamaqima]

Dagen var ved at gå på hæld. Ikke nok med at foråret var kommet til landet, men lyset og stemningen havde ligeså bredt sig gennem gaderne, hvilket nok skyldtes dagens anledning. Fra solen var stået op havde Silia og Gabriel været på gaden for at spotte virkeligheden som den stod efter at landet var blevet kørt økonomisk i sænk og havde skabt sultne munde som der ikke havde været råd til at føde. Man gik heldigvis lysere tider i møde, og det var uden tvivl hvert at fejre!
Silia strøg roligt ned af trappen fra de kongelige gemakker for at søge ned mod festsalen som var pyntet i dagens anledning. Om ikke længe ville procianere begynde at strømme til for at nyde en middag og en fest og hun ønskede at være der til at tage imod dem alle. Blikket kastede hun kort ud af vinduet som afslørede de smukke aftenrøde farver som prægede himlen. Hun håbede inderligt at denne aften ikke ville blive forstyrret at Dvasianere endnu engang. Efter det sidste angreb var hun spændt på at se hvor mange som overhovedet havde fundet modet til at møde op. Hun sukkede dæmpet og strøg ned af de tomme korridorer. De mørke lokker var bundet op i en smuk og kunstnerisk frisurer, og hun havde klædt sig i en hvid kjole som faldt omkring hendes kvindelige figur, men der var intet overdådigt ved hende, det var trods alt Helgens dag.. en dag hvor ydmyghed spillede en stor rolle.
Vagterne foran den store sal åbnede de tunge døre for hende og afslørede den smukke sal inde bag. Den var pyntet i lyse farver mest hvidt og noget der mindede om en meget svag himmelblå. De lange bore var dækket op med alt hvad de ville få brug for med plads til hende og Gabriel for enden af bordet. Selvom der var virkelig mange pladser så var der mere end rigelig plads på gulvet til dans og den slags. Ikke langt fra havde orkesteret allerede stillet deres instrumenter klart. ”Det må jeg sige.. jeg er i sandhed imponeret,” erkendte hun henvendt til en af tjenerne som sendte hende et tilfredst smil. Hvide lys var stillet op over det hele, og det var dem han var i gang med at tænde. Når lyset ramte vinduerne kunne man svagt se de forskellige helgernes skikkelser træde frem.. jo mørkere det ville blive uden for, jo mere tydelige ville det blive. Alt i alt gav rummet næsten en følelse af at være fanget blandt smukke himmelstrøg. Magikere havde malet væggene som en del af skyerne, og de bevægede sig roligt omkring så det gav en virkelig følelse. Personligt havde hun aldrig set noget lignende, hun så frem til at se hvordan den øvrige befolkning havde tænkt sig at reagere på det. Det varme smil bredte sig på hendes læber som urets viser slog det endelige klik og officielt åbnede salene for alle som måtte lyste det. ”Jeg beder til at dette må blive en fantastisk aften,” hviskede hun dæmpet og tog det særlige kors som hendes hals i hånden blot for at skænke det kølige sølv et kys. Denne gang skulle en festaften ikke koste liv, men derimod være symbol på nye tider!

[Deleted]

Alt var fint og parat. Der var en chance for at folk ville komme til og få en hyggelig aften - og for Groa var det en chance for at underholde og tjene nogle ekstra skillinger til dagen. Der var ikke gået længe før hun havde fanget besked om eventet. OG komme, det ville hun, naturligvis med diverse partnere.
Dronning ville være til stede, så hun måtte ikke dumme sig. Rygterne om at det kunne blive som lemminger, ledt til slagterhuset skræmte hende ikke det mindste.

Langsomt, som en snigende skygge begyndte det at vise sig der var kommet gøglere til festen. Henne ved døren stod pludselig en skjalde, med en mandolin, hvis toner begyndte at brede sig i salen, som et ekko.
Omme bag dronningen stod nu en skikkelse med pufærmer, læderhansker og korte bukser med skamdække. Ansigtet var skjult bag en maske, som gik hen over øjnene på gøgleren, og på hovedet var en stor hat, med lang svanefjer. Groa havde stået der i et stykke tid og havde nu et stort smil på, af tanken om hvor længe hun kunne stå der og mime, inden hun blev opdaget, men det begyndte at kede hende.

"Til tjeneste Eders nåde!" udbrød hun. Hun snakkede igennem næsen, for at forringe udsigten til sit køn. Et stort tandpasta-smil gled hen over læberne på Groa og hun lagde hænderne afventende på hofterne.

[Silia D. Diamaqima]

Silia stod og rokkede lidt mens hun holdt øje med døren.. man kunne høre stemmer nede af gangen så der var folk på vej, men der havde ikke været en sjæl som sådan endnu. Ryggen holdt hun rank og foldede hænderne foran sig, hvilket fik hende til at se langt ældre ud end det som hun egentlig var. Pludselig følte hun sig nervøs ved tanken om at skulle være værtinde for dette ganske alene, for Gabriel ville først finde vejen frem senere. Hun sank en klump gispede næsten lidt overrasket ved lyden af den ukendte stemme bag hende.
Let drejede hun om på hælen og tog den mærkværdige skikkelse i betragtning. Ved første øjekast lignede det blot en ganske almindelig gøgler. De smalle læber bredtes i et varmt smil. ”Ser man det.. jeg husker slet ikke at vi skulle have bestilt en gøgler?” påpegede hun næsten formet i et spørgsmål. Hun hævede et slankt øjenbryn for et kort øjeblik inden den skeptiske mine blev brudt af et skuldertræk. ”Nuvel et grin er der aldrig nogle som er døde af,” konkluderede hun i sidste ende. De mørke øjne søgte ned over hendes skikkelse.. måske hun klædte sig som en mand men hun var ikke dum.. det var jo tydeligt at se at der gemte sig en kvinde bag klæderne men.. der var noget andet.
Smilet falmede langsomt, der var noget underligt ved netop denne gøgler som hun ikke kunne sætte finger på hvilket irriterede hende, hun var ikke vant til ikke at kunne gennemskue ting. Noget uroligt rokkede på sig i det indre, hvilket var dumt. Det var en fredelig aften, hun burde ligge nervøsiteten og paranoiaen lidt på hylde.. det var for pokker bar ene gøgler, hvor slemt kunne det være?

[Deleted]

Groa bukkede for Silia. Smilet på hendes læber var som klistret fast.
"Jeg er her kun for at tjene, Milady. Jeg går ud fra at dørene står åbne for en ydmyg gøgler, såvel som alt andet godtfolk."

Hun rankede ryggen igen og hendes øjne faldt på bordet og maden. Hun slikkede sig om munden. Duften kærtegnede hendes sanser. "Eller blot en humpel brød, monstro?"
Bag hendes ryg hev hun en narrestav frem, der til forveksling lignede et kongeligt scepter. I et snuptag hev hun sin orange kappe lidt hen foran sig, for dramatisk effekt.
Så kiggede hun fra side til side efter et offer. Hendes blik faldt på vagterne, og smilet blev lusket og større.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde allerede meldt en senere ankomst, for han ønskede nu alligevel at gøre lidt ekstra ud af sig selv. Jason havde det ikke nemt, så selv den mand, havde han brugt lidt tid på i løbet af dagen. Udvisningen af hans svigerdatter og kære søn, så i den grad ud til at tage tungt på ham, hvilket jo faktisk var en tanke som gjorde ham en kende trist, og derfor forstod han skam også godt, at manden ikke ønskede at tage del af festlighederne, så derfor havde han lovet at repræsenterer ham på en anden vis. Selv var han iklædt det hvide i dagen og aftenens anledning, og nu hvor hele den procianske befolkning var blevet inviteret, også selvom han naturligvis var mere spændt på at se hvor mange som turde at møde op, også selvom han selvfølgelig håbede at folket var fattet med mod og ville komme og dele et godt og solidt måltid med dem.
Med de rolige skridt og vingerne pænt foldet over ryggen, så søgte han ned af de store trapper, for at komme ned i den store festsal. Han smilede let for sig selv, idet han roligt nåede salen. Hvor langt de var kommet i gang med festlighederne, vidste han ikke, men Silia havde været klar over at han var en smule forsinket, for det havde han meddelt hende. Han nåede roligt dørene, som uden problemer blev slået op for ham. Mange var af arbejde for aftenen, men vagterne var på plads, for de tog bestemt ikke nogen chancer, for de havde jo trods alt også set, hvad der var sket før. Visse var allerede på plads i salen, og nogen havde vist sig at være modige nok til at dukke op, hvilket naturligvis var en tanke som glædede ham! Han smilede ganske let, inden han roligt søgte hen til Silia, hvor han lod armen let søge omkring hende, så hun kunne trykkes ind mod sig. Han havde gjort lidt ud af sig selv for en gangs skyld. Hans beklædning var fuldstændig hvid og selv håret var ordnet for en gangs skyld, hvilket han normalt aldrig gjorde! ”Kan du lide det..?” spurgte han endeligt. Det var jo først nu at de for alvor lagde noget i helligdagene og de store højtider. Blikket gled i retningen af gøgleren. Der var noget ved hende.. Noget som var anderledes, end så mange andre, men end ikke han, var i stand til at sætte en finger på det. "Jeg mindes ikke vi har fået arrangeret med en gøgler, kære.." afsluttede han endeligt.

[Deleted]

Det havde i sandhed været hårde tider for Skumring, som det havde været det for så mange i landet. Folk der havde haft til dagen og vejen, manglede og selv de der havde haft rigeligt mærkede krisen på kistebunden. Selv nu hvor landet gik lysere tider i møde, kunne det stadig mærkes.
Skumring havde, som hun var hvert år, været til de fattiges gaveudveksling, men selv der havde stemningen været trykket. Der var mange der ville have, og få der ville give så Skumring var endt med at gå tomhændet derfra. Det havde dog givet hende modet til at snige sig ind til gallaen. Når selv de rige var fattige kunne de umuligt gøre det så prangende som de plejede, og når alle var klædt i pjalter, hvad talte en person fra eller til? Hun var der jo hverken for at stjæle eller tigge. Hun ville bare se. Se den fest hun havde hørt så meget om, i så mange år.

Folkemængden var så småt begyndt at presse sig ind, og salen ekkoede af 'ihh' og 'åhh'. Blandt dem var Skumring, hvis bare fødder lydløst fulgte med strømmen til hun nåde udkanten af folkemængden, og diskret kunne trække sig ud langt væggen hvor hun ikke stod i vejen. Hun betragtede måbende de malede vægge, der bevægede sig som himmelen, og fandt sig snart en lysegrå sky at følges rundt i lokalet med. Skumrings grå kappe passede næsten i farven, og gjorde hende så godt som usynlig mod den malede sky. Hun holdt hætten trukket op for at skjule sin hæslighed, men var stadig et noget grotesk syn, skulle man få øje på hende. Hun havde forsøgt at skjule sine vinger under kappen sammen med sig, hvilket gav hendes spinkel silhuet en enorm pukkelryg. I ny og næ tabte hun en af sine grå, visne fjer og efterlod dem som et spor rundt langs salens væg.

Skumring fortsatte stille og uforstyrret rundt langs væggen, indtil hun fik øje på en nar, og dennes offer. Forsigtig dristede Skumring sig væk fra væggens sikkerhed, og nærmere de to. Det kvindelige offer så fornemt ud, men det stoppede sjældent en ægte nar. Skumring ville se hvad narren kunne finde på, men holdt sig dog stadig på behørig afstand, i ly af en mandshøj lysestage.

[Silia D. Diamaqima]

Silia smilede morende ved synet af gøgleren, også selvom der var noget anderledes ved hende, det var dog ikke noget som hun ville spolere en aften ved at tænke over. Tjenerne var begyndt at bære maden ind, overdådige retter som duftede i hele salen og kunne få enhver mave til at rumle. I aften var der ingen som skulle være tvunget til at gå sultne i seng, enhver var fri til at møde op og få et godt og solidt måltid. ”I aften står døren åben for alle med lyse hjerter, også latterfulde gøglere,” tilføjede hun med et varmt smil og nikkede sagte. Folk var begyndt at strømme ind og at dømme ud fra deres reaktioner var de imponeret over de mange dekorationer.
Hendes blik spottede slet ikke Gabriel i mængden, ikke før hans arm endte omkring hende. Det gibbede i hende også selvom hun hurtigt faldt til ro, da det gik op for hende hvem det var. Det lettede hende virkelig at se ham, hun havde aldrig været vært på noget så stort før. ”Godaften Deres Højhed,” hilste hun med et lidt stille smil. Når de var ude på den måde så var det de gamle manérer og traditioner. Hun trak sig en smule og tog hans hånd i stedet for at naje elegant for ham. ”Jeg regnede ikke med at du ville komme så hurtigt,” erkendte hun og rakte frem for at kysse hans kind. Igen vendte hun sig mod gøgleren, som så sig om med luskede øjne. Hun var værd at holde øje med, men et godt grin var ingen døde af. ”Heller ikke jeg, men der er plads til alle i aften, desuden virker hun dygtig,” tilføjede hun og nikkede anerkendende mod gøgleren. Der var ikke mange af de tilkommende som hun kunne sætte navn på. Nogle så fattige ud andre lod til at kunne klare sig, mangfoldigheden var tilsyneladende stor, hvilket kun fik hende til at glæde sig endnu mere over en aften som i aften hvor alle kunne samles. Kort faldt blikket på den kutteklædte skikkelse som i det store og det hele lod til bare at følge strømmen og stå lidt for sig selv på sidelinjen. ”Undskyld mig et øjeblik,” endte hun næsten lidt fraværende, hvorefter hun slap Gabriel og bevægede sig gennem menneskemængden og hilste på dem som hun passerede, som alle bukkede for hende, også selvom det slet ikke var en gestus hun krævede.. hun blot folkets talerør og vogter, derudover var hun ikke mere end nogen anden som befandt sig i dette lokale.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel måtte erkende, at han var imponeret over alle disse som havde valgt at dukke op, for det var uden tvivl kun en god ting for dem. Folket havde brug for et sammenhold og et kongepar, som de kunne være stolte af, og samtidig vise den tillid som det krævede og forventede af dem. Han havde selv gjort lidt ud af sig selv denne dag, også fordi at den virkelig var noget særligt, og noget som uden tvivl også skulle nydes utrolig godt. Alle var velkomne til at få sig et godt og solidt måltid, få sig en god stund, og så gå til sengs med en fuld mave. Det var jo trods alt også meningen at alle skulle have det godt. ”Eders Majestæt,” hilste han roligt til hende, idet han lod hende tage hans hånd og skænkede hans kind et kys. Udadtil så det rigtigt ud, og det var skam også det som var det vigtigste for alle parter – ingen tvivl om det. Han betragtede hende derefter med et roligt smil. ”Jeg var klar hurtigere end antaget,” svarede han let. Det havde været en stressende dag for ham, og efter alt det med Jacques og Yasmya, så havde der været ekstra som skulle hjælpes på plads, hvilket var noget som han gjorde selv med den største glæde, hvis det var det.
En gøgler kunne Gabriel dog ikke mindes, at de havde fået arrangeret med, men som sagt, så var alle velkomne, som var åbne og lyse af sind, og som ikke var ude på at gøre nogen noget. Han nikkede roligt til Silia. I det store og hele, så virkede hun komfortabel med det hele, og det var skam også noget af det vigtigste af det hele. Han kyssede roligt hendes tinding. ”Du har ret.. I så fald, så glæder jeg mig til at se hvad hun kan,” sagde han roligt, som han lod hende gå. Han foldede roligt hænderne over ryggen, kun for at betragte folkemængden. Visse mere lasede end andre, men lige i aften, så skulle der ikke gøres nogen forskelsbehandling, for det var bestemt heller ikke noget som han gik ind for på nogen som helst måde. Alle havde de en lige så vigtig plads her i samfundet – Uden dem, så var der intet kongerige, så et sted, så kunne man jo også sige, at det var en hyldest til dem? Han vendte sig i retningen af gøgleren igen. Han fulgte hende let med blikket. Efter hvad der var sket sidst, var han meget årvågen.

[Deleted]

Som Gabriel trådte ind bukkede gøgleren kort. "Milord."
-meget kort, da hendes opmærksomhed var andetsteds. Hun sænkede brynene og snakkede stadig nasalt, et par toner mørkere end hendes rigtige stemme, på trods at kongeparret (guder ved hvordan) havde udregnet hendes identitet.
Måske havde hun bundet sit bryst for løst ind idag? det måtte tjekkes senere. Nu gik hun på jagt.

Lige den her vagt havde sendt hende et blik hun ikke kunne lide, nærmest som om han råbte i lokalet at han ikke kunne lide hende, og det fik hende til at smile større og knibe øjnene lidt sammen: Et af de der smil som man aldrig kunne beregne hvad betød. Det var derfor at en del folk så på en nar, med blandede øjne.
En nar skulle smile. Det var narrens job til at gøre andre glade, lige meget dennes egne mening, og derfor var der altid en tone af utilregnelighed ved de farvestrålende væsner.


Med glimt i øje begyndte hun i en tranelignende gang at gå hen mod vagten. Hendes arme var bag hendes ryg og smilet så ud til at påvirke vagten, hvilket kun kastede ild på hendes gløder. Hun stoppede godt og vel en halv meter fra ham og stirrede på ham.
Som en god vagt nu ikke må røre sig ud af stedet, stod denne herre også stille, men hendes tilstedeværelse irriterede ham vidst. Hun fortsatte nu med at formindske afstanden imellem dem for at fremprovokere en reaktion.

"Væk, væk, afskyelige slange" snerrede han lavt.
Groa gispede, som om hans elendige parodi på en fornærmelse gik hende på. "Slange?!" hun hævede med vilje stemmen for at få flest muligt til at se der hen.
"Har din moder aldrig lært dig at tale pænt? Man siger jo at der enten er at berette af roser, eller dårligdomme, men man kan undre sig over hvad disse er"
Hendes hånd knyttede sig om noget bag sin ryg og et pulver der blev gnedet hen over det.
"Lige så dygtig du er til at stå ret, lige så dygtig burde du være til at tie, thi det gør en god vagt!"
Den selv samme hånd blev nu ført hurtigt over hans mund og ned igen, kun en let berøring.
"Du bør passe på hvad du siger. Ord har en kraft, og du ved aldrig hvad disse påvirker!"

Nu begyndte vagten at at bøje dig forover, som var han blevet dårlig. Han holdt sig for munden.

Groa holdt et grin inde.
"I dette tilfælde!"
Noget begyndte at røre på sig ved hans hånd. Hun trådte nogle skridt baglæns.

"Slanger!"
En stor reptil snoede sig ud af hans mund, rundt om hans hals og foran hans ansigt, hvor den blottede tænder som klar til at bide og hvæste. Vagten hylede op og trådte flere skridt tilbage.

[Deleted]

Skumring kneb øjnene en anelse sammen da en herre sluttede sig til gøglerens offer, og gøgleren bukkede. Hun havde set de to før, manden og kvinden, men hvor? Gøgleren bukkede og skrabede som var de kongelige! Kunne det være det? Manden var da vist kommet inde fra slottet af... og her stod Skumring og lurede på de kongelige højheder, som en tyv i natten. Hendes mave vendte sig i skam, og forundring over at hun havde været så tæt på de kongelige.
Heldigvis fik gøgleren nok af kongeparret, og bevægede sig videre til et nyt offer, og Skumring bevægede sig med, stadig på behørig afstand. Det gik dog snart op for hende at mængden ikke skyede hende som hun havde frygtet, men viste sig tilfreds med blot at ignorere hende. Det var Helgens Aften, og alle var i sandhed velkomne, men det betød ikke de behøvede at anderkende hendes tilstedeværelse. En løsning der lod til at passe alle. Skumring kunne gå rundt og nye festen fra sit skjul under kappen og skulle kun udholde enkelte stirrende blikke. Alt i alt lod det til at blive en overraskende god aften for Skumring.

I hvertflad indtil gøgleren gik igang med sit næste nummer..

Skumring havde ikke set optrinnet, men måde rundt om en gruppe mennesker netop som vagten bøjede sig forover. Skumring lagde hoved en anelse på skrå. Var manden dårlig? Bevares, det var ikke god tone at gå efter vagterne, de skulle tros alt gøre deres arbejde, men det så jo ud til manden var blevet direkte syg af gøglerens nummer! Skumring skulle dog ikke vente længe på en forklaring, før slangen pressede sin vej ud. Skumring slog en hånd for sin egen mund i rædsel. Hendes mave vendte sig bare ved synet! Ved de syv, hvad hvad han for en gøgler?!
Skumring var heller ikke den eneste vis opmærksomhed gøgleren havde tiltrukket sig. Fra alle de nærmeste grupperinger hørtes gisp og mumlen efterfuldt af stilhed mens slangen vejede faretruende.. Så begyndte nogen at klappe, og applausen bredte sig hurtigt som lettede suk igennem mængden. Et aftalt show, naturligvis! mumlede folk. Skumring var i tvivl om hvorvidt de ikke så rædslen i vagtens øjne, eller blot valgte at ignorere den. Det var nemmere at se det som en del af showet. Der var ingen der ønskede det skulle gå som året før.
Skumring selv så vagtens rædsel, men gjorde intet. Hendes blodrøde øjne tittede ud under hættens kant, fra vagten til gøgleren og tilbage igen. Det kunne være et harmløst trick, en del af showet, men Skumring havde en nagende fornemmelse af, at det ikke var så vel.

[Silia D. Diamaqima]

Silia strøg roligt i retning mod den fremmede kvinde som mest af alt lod til at stå for sig selv. Det stod klart at hun ikke var en af Procias højere borgere, og netop derfor var hun interesseret i hende. I aften skulle alle føle sig velkommende. Hun smilede varmt til hende. Den hvide kjole svævede let i takt med hendes bevægelser og fik hende næsten til at se flydende ud i sine bevægelser. ”Godaften Frøken,” hilste hun med varm stemme i retning a
f Skumring. Hun mindedes ej at have set kvinden før, men hendes udstråling rørte alligevel noget i hende. For nu havde hun glemt gøgleren, uden at tænke på hvilket kaos det kunne ende med at forvolde, det måtte Gabriel jo næsten have styr på.
Det var først ved vagtens udbrud at hun vendte sig en kende overrasket mod dørene, ligesom alle andre i lokalet tilsyneladende havde gjort det samme og så til med både forvirring og angst. Der skulle ikke meget til at vække frygten i procianerne efter den sidste gang hvor dvasianere bogstavelig talt havde ødelagt halve slottet og taget uskyldige liv uden noget belæg. Det smertede endnu hendes hjerte at tænke på. Et stik af uro ramte hende som en kniv i brystet.. måske det havde været en fejl at lukke gøgleren ind? Der havde været noget mærkeligt ved hende, og hvis det viste sig at hun var ind for mørket, så ville den svide til hende.
I lange sekunder stod folk og så til med skræk i deres blikke. Silia greb ikke ind, men kneb i stedet blikket sammen og betragtede nøje gøglerens handlinger. De mørke øjne søgte gennem mængden for at finde Gabriel. Selv en gøglers trick kunne gå over stregen. Idet vagten nærmest kastede en slange op bakkede alle bagud med forundrede gisp. Ingen grinte, men folk vidste tydeligvis ikke hvordan de skulle reagere. ”Undskyld mig et øjeblik, jeg vender tilbage til Dem,” sagde hun henvendt mod kvinden inden hun vendte ryggen til og strøg hen imod Gabriel. For hende var det allerede gået for vidt, folk var blevet bange hvilket ikke måtte ske! Hånden lagde hun roligt på Gabriels overarm for at fange hans opmærksomhed. ”Jeg er bange for at vore gøgler næppe appellerer til lysets form for humor. Folk er skræmte, Gabriel.. hvad bør vi gøre?” spurgte hun lidt usikker. Hun var endnu ung og han var langt mere erfaren, hun så det ikke som en skam at rådfører sig med ham inden hun handlede også så de var enige om hvad der skulle ske. Blinde kunne de uanset ikke være for det.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var ikke en mand som direkte ønskede at reklamere med sin plads og titel som en konge af dette land, hvilket faktisk også var noget som passede ham fint. I aftenens anledning, så ønskede han at alle skulle føle sig lige så afslappet og rolige, som det de havde gjort til nu. Alle skulle have lov til at sidde med en følelse af at være velkommen, at være en del af et fællesskab, hvor alle havde det godt og hvor alle kunne få lov til at fylde maven og gå mætte i seng. Gøgleren så dog ud til at have tankerne og hovedet et lidt andet sted, end ved dette, hvilket var noget som formåede at gøre selv Gabriel en smule skeptisk, selvom det nu ikke var noget som han ønskede at vise offentlig, for han ønskede slet ikke at folk skulle blive urolig eller noget lignende. For en gangs skyld, så ønskede han jo egentlig bare, at alle ville få sig en gang til, dersom det var noget som han kunne blive fri for. Han nikkede i retningen af Gøgleren. Personligt mindes han slet ikke at have arrangeret det med den slags, men det kunne vel godt gå hen og blive underholdende af den grund?
Skumring og de øvrige som var til stede, var noget som kun fik Gabriel til at smile. At der var ankommet så mange, var faktisk noget som passede ham selv helt fint i længden, for det gjorde det også langt mere hyggeligt. Han vendte sig direkte i retningen af gøgleren, som havde stillet sig ved en af vagterne, hvor det var tydeligt at.. det slet ikke så du til at gå som det skulle eller var meningen. Han blinkede med øjnene som slangen endte med at krybe ud af vagtens mund. Det var jo slet ikke den procianske form for humor! Han nåede ikke rigtigt at reagere, inden Silia havde været henne ved ham, for at tage om hans overarm. Han vendte blikket i retningen af hende. Han nikkede. ”Det er slet ikke lysets humor, min kære.. Informer vagterne.. Jeg tager mig en snak med gøgleren. Jeg vil ikke udstede et show nu,” sagde han endeligt, idet han roligt lagde sin hånd over hendes som han trykkede om. Det var heller ikke ligefrem her han havde den største erfaring, men dette var ikke noget som de kunne vende ryggen til, hvilket han allerede var klar over! Han førte roligt hendes hånd til sine læber, hvor han kyssede den. Han huskede skam godt hvad der var sket i Manjarno, men selv han havde en god fornemmelse omkring det her, og han var nødt til at reagere.
Gabriel trak sig igennem folkemængden. Det var primært de unge og de yngste gæster som tog del i applausen, hvilket Gabriel slet ikke bifaldt. Han søgte direkte hen til gøgleren, inden han lagde hånden mod hendes skulder og med en mere stålfast mine end det som han havde gjort til det. ”Det er meningen du skal underholde, og ikke skræmme folk. Det er gæster i mit hus, og du lige så,” sagde han endeligt. Han vendte sig mod vagten, hvor han med et nik, også gav manden tilladelse til at gå. At manden var skræmt, var slet ikke underligt!

[Deleted]

Groa skulle lige til at fortsætte nummeret, idet at hun mærkede en tung hånd på sin skulder og skar ansigter. Den krop var noget skrøbelig, og det gjorde lidt ondt.
Åh ooh... han ser sur ud.

De lilla øjne glimtede i masken, og i første omgang vidste hun ikke helt hvordan hun skulle reagere. Hun turde ikke fjerne hans hånd, men træk sig lidt til siden med et lavt klynk. Det var jo ikke meningen at folk skulle blive bange? Hun skød underlæben frem på ganske himmelfalden vis, lidt som et barn der var benægtet en honningovertrukken kringle.

"Men! Milord!"
Havde han slet ikke hørt hvad vagten sagde? Hun måbede og pegede på vagten, med viftende hånd.
"Men, men, jamen, jamen, JAMEN!"
Som vagten trådte væk greb hun fat i slangen om hans hals, og der lød et PUF og en dertil følgende røgsky. I hendes hånd hang nu et ganske harmløst farvestrålende bånd, som hun løftede en anelse op, som om det var undskyldning nok i sig selv. Det gled ud af hendes hånd og dalede ned på gulvet.
Hun var jo slet ikke færdig.

Langsomt begyndte en række kuldegysninger at glide ned af hendes ryg, og hendes mave krampede sig sammen. Hvad ville han gøre? Smide hende ud, sende hende i fangekælderen. Måske, måske endda... Den ganske lille gøgler sank en klump. Måske sende hende i guillotinen?
Hold op Groa. Selvfølgelig gør de ikke det fortrøstede hendes indre hende. Den hånd der før havde holdt båndet gled ned til modsatte arm i en omfavnelse, som for at trøste sig selv.

Det er nu ikke ligefrem det væsner af lyset er kendt for, og der kunne vel ikke være undtagelser, kunne der?

[Deleted]

Et gip gik igennem Skumring da hun hørte kvinden fra førs stemme lige ved siden af sig. Hun vendte sig langsomt, og så til sin store lettelse at kvindens opmærksomhed allerede var blevet grebet af noget andet. Kvinden gik, og Skumring skyndte sig den anden vej, videre mod sit mål, forbavset over hvad der netop var sket.

Skumring åndede lettet op da manden fra før trådte hen til gøgleren, og sagde noget til ham der tydeligvis sluttede spøgen. Slangen blev til et farvet bånd, og vagten vaklede væk efter tilladelse fra manden, som Skumring nu var rimelig sikker på var tilknyttet slottet på den ene eller anden måde.
Men det måtte hun finde ud af en anden dag. Hun havde vist fået nok spænding for en dag! Desuden ville middagen nok starte snart, og hun tvivlede på hun kunne komme igennem den, uden at nogen opdagede hvad hun var. Folket var vist blevet skræmt nok for en dag!
Efter folkemængden var faldet lidt til ro igen, begyndte Skumring at bevæge sig mod udgangen. Det viste sig dog en anelse mere besværligt, da folk ikke helt var færdige med at komme ind endnu.

[Silia D. Diamaqima]

Silias opmærksomhed var desværre blevet fanget af gøgleren inden hun overhovedet havde nået at tale med kvinden, hvilket ærgrede hende lidt. Med næsten svævende skridt strøg hun hen mod Gabriel og lagde hånden på hans overarm med et bekymret blik. De yngste fandt tydeligvis gøgleren meget morsom, men Silia var bange for at den slags humor var dis respektfuld taget i betragtning af hvad der var hændt de sidste stykke tid i landet. Hun havde måske været lidt for hurtigt godtroende og blot ladet gøgleren være der med de listige tricks. Vagten havde det tilsyneladende ikke særlig godt, men folk var næsten mere bange for slangen som glat gled hen over gulvet med sin uhyggelige hvisken. Folk lod først til at lettes igen da den endte med at forsvinde i hånden på gøgleren til fordel for en harmløs tråd. Silia åndede lettet op også selvom de ikke rigtigt kunne lade det gå uden videre. ”Nej det kan vi hurtigt blive enige om. Folk er skrækslagene. Lad os ikke gøre det større end det er. Snak du med gøgleren, så kalder jeg folk til middag, det burde få dem til at tænke på andre ting,” endte hun stille, og lod sin hånd falde i hans. Hans læber varmede hendes hånd lige der hvor de ramte, en varme som bredte sig i hende og for et kort sekund fik det lykkelige glimt til at melde sig i de mørke øjne. Hun stirrede efter ham i sekunder, før hun rev sig selv fri af sine håbløse dagdrømme og i stedet strøg mod bordet. Maden stod der allerede og fyldte salen med en duft der fik enhvers mave til at rumle. Ved midten af bordet stod de to finere stole som var forbeholdt hende selv og Gabriel ved hendes venstre side. Silia endte med at gå hen bag stolen og lod blikket søge hen over folkemængden, også lidt for at finde den kvinde som hun havde ladet stå uden videre, også selvom hun var gledet i skjul bag de alt for mange mennesker som stadig vældede ind. ”Undskyld.. må jeg bede om jeres opmærksomhed!? bad hun med en høj tone så alle kunne høre hende. Som var hun upåvirket af scenen som netop havde udspillet sig for hendes øjne, så smilede hun varmt til befolkningen, og gjorde gestus mod de lækre retter foran hende. ”Vores kokke har knoklet for at færdiggøre denne middag. Lad os alle sætte os ved bordet og nyde hinandens selskab. Jeg lover jer at der vil være mad nok, ingen vil gå i seng med rumlende maver i aften med mindre det er deres eget valg. Jeg er sikker på at vore konge har en helt fantastisk tale i ærmet, men for nu lad os spise!” indbød hun varmt. Det var jo lige før folkene jublede ved tanken om at få lov til at spise, tiderne i Procias havde være trange og der havde knap været råd til at give alle et solidt måltid om dagen desværre, hvilket blot gjorde dette endnu mere fantastisk. Selv endte hun med at blive stående af ren og skær høflighed for at lade andre sætte sig men også for at vente på Gabriel.