Live to see another day

[Deleted]

Hvad klokken efterhånden var blevet, var ikke til at sige. Timerne var rendt uden at give nogle chance for at følge med. Yessica lå fuldkommen afslappet i Amadeus’ seng endnu klædt i den store kjole som fyldte mere eller mindre hele sengen. Hendes åndedræt var tungt og roligt. Det havde været en lettere urolig søvn efter de ting som var sket dagen før, men det var jo næsten et held at hun overhovedet var gået til ro. Hun kvalte et tungt greb og strakte den nøgne krop idet hun begyndte at vågne op. Solen stod ind af vinduet og faldt på hendes ansigt. Varmen fik hende til at føle sig godt tilpas, og det var heller ikke vampyren som hjemsøgte hendes tanker som det første. Der gik lange sekunder før det gik op for hende at hendes hånd hævede og sænkede sig. De grønne øjne faldt på Amadeus som lå med armen omkring hende, og hun fuldstændig trukket ind til ham. Selvom hendes hjerte begyndte at banke ved tanken om at være så tæt på en mand, så trak hun sig ikke med det samme. Hun strøg sine krøllede lokker bort fra ansigtet og kvalte et gab for ikke at vække ham. Hans berøringer sad stadig på hende.. men det var ikke en ligeså stor byrde som vampyrens havde været, det havde hjulpet lidt også selvom de mere intime steder holdt hende i det grusomme minde. Hun rystede på hovedet og satte sig op i sengen. Der var ikke en lyd omkring, så hun gik ikke ud fra at Saphira var kommet hjem, hvilket lettede hende lidt. Benene svang hun ud over sengekanten og rejste sig. Først da hun stod gik det op for hende hvor øm hendes krop var efter at have modtaget flere slag af forskellig slags. Kort kastede hun blikket over skulderen tilbage på hans fredelige skikkelse. Selvom un ikke ville være ved det, så havde hun nydt at hvile i hans favn.. hun havde faktisk savnet det. Tanken om bare at ligge stille med tid til at tænke kunne hun ikke bære, derfor strøg hun lydløst ud i køkkenet der stadig svinede med mel som hun havde forsøgt at holde sig beskæftiget med. Hun rystede på hovedet.. selvom hun endnu ikke havde det godt, så tænkte hun mere klart i dag. Så lydløst som muligt beyndte hun at lede efter ingredienser og fandt ikke meget mere en et par æg som faktisk var spiselige. Selvom hun hadede at snage tog hun sig den frihed at sætte dem over ilden i køkkenet så de kunne få lov til at koge.. de skulle trods alt have lidt at spise, desuden ville hun gerne vise sin taknemmelighed på en eller anden måde. Det var svært ikke at larme eller ryste med gryder, men hun forsøgte om ikke andet. Imens æggene kokte ryddede hun op fra det griseri hun havde lavet dagen før. Spanden med vand virkede ikke særlig frisk så i stedet for at drikke den som den var, besluttede hun sig for også at koge det.. han måtte vel have noget der mindede om the eller kaffe? Inden hun satte en eftersøgning i gang to hun nogle af æggene væk og lod resten koge videre.. nu var der om ikke andet lidt.

[Deleted]

Amadeus var endt med at falde i søvn, hvilket jo faktisk ikke engang havde været meningen. Måske at han havde handlet mod Yessicas mening, men af den grund, så ønskede han jo egentlig bare, at hun havde det bedst muligt, inden han ville sende hende hjem, for han ønskede slet ikke, at hun skulle rende rundt og gemme sig, for det var han slet ikke interesseret i! At hun vågnede, var slet ikke noget som Amadeus reagerede på, for han lå trygt med den ene arm omkring hende, hvor det kun var hende som lå under dynen, hvor han bevidst havde lagt sig ved siden af hende. Selvom han måske ikke havde fået lov til at gøre noget som helst af arbejdet færdigt, så måtte han jo bare tage det som det kom, for han ønskede jo trods alt heller ikke at gøre hende så ukomfortabel og så gøre tingene, når hun selv ikke var i stand til at mærke sig af det på den her måde.
At Yessica trak sig væk fra ham, tog han sig slet ikke af. Hvor han kun i en protesterende mumlen, gled mere om på ryggen og vendte ansigtet den anden vej. Solen var oppe og det havde den nok været i timer, men det havde jo taget ham temmelig lang tid, at få hende gjort så rolig, at hun faktisk havde været i stand til at sove, men det var nu bare sådan at tingene måtte være i den anden ende. Han prustede ganske let, også selvom hendes puslen ude i køkkenet, var noget som nærmest måtte rive ham tilbage til den vågne tilstand. Han blinkede let med øjnene, idet han strækkede sig. Vingerne strækkede han lige så, efter at have lagt sig på maven, for de fyldte jo temmelig godt efterhånden. Pladsen ved siden af ham var varm, så det var ikke lang tid siden hun var stået op, kunne han hermed konkludere. Selvom han slet ikke var indstillet på at skulle stå op endnu, men han kunne jo heller ikke ligefrem lade hende vade rundt alene i frygten for hvad hun kunne finde på, selvom han vidste, at hun ikke rigtigt kom nogen steder, så var det jo aldrig til at vide hvor desperat hun kunne blive. Roligt satte han sig op, inden han alligevel valgte at rejse sig op. Han rettede let på den løse skjorte, inden han forlod soveværelset og vendte blikket i retningen af hende i køkkenet. Saphira var stort set aldrig hjemme mere, hvilket jo faktisk gjorde ham en anelse trist, for han savnede hende jo faktisk, så var det ikke noget som han ønskede at omdiskutere med Yessica. Han trak svagt på smilebåndet. ”Utroligt.. Du har fundet noget at lave i det her,” sagde han endeligt, idet han roligt trådte hen mod hende med rolige skridt. Alt i alt, så kunne det godt se ud til at blive en fin dag – nu kom det jo så til gengæld helt an på hende.

[Deleted]

Det var en kende svagt hvad der var sket aftenen før. Yessica huskede hvordan han havde ladet hånden stryge hen over hendes krop og at hun faktisk var endt med at finde det ubehageligt også selvom hun ikke havde været i stand til at bevæge sig. Det havde ikke været meningen at hun skulle falde i søvn på den måde, og selvom mareridt havde plaget hende, så havde hun sovet hvilket var mere end man kunne sige var hende en vane. Det føltes lidt bedre at vide at det var Amadeus som havde set sine spor på hende end en vampyr som kun havde været ude på at gøre hende ondt, også selvom hun endnu følte sig.. beskidt og skamfuld, selv i påklædt tilstand. Hun havde ingen idé om hvor lang tid der ville gå før hun fik lov til at komme hjem, og selvom hun konstant tiggede ham, så savnede hun det ikke som sådan. Hun havde altid været vant til at være i nærheden af bøgerne, men biblioteket var det sidste hun følte savn til, faktisk var der kun Dafnir, det var bare tanken om at komme hjem til de vante omgivelser. Dette var ikke et hjem, men hun følte sig tryg. I lange minutter stod hun mere eller mindre bare og stirrede tomt ud i luften til æggene viste sig at være færdige. Hun hældte vandet fra og pustede ilden ud. Det var næppe noget der mættede men hendes mave var begyndt at rumle også selvom hun ikke ligefrem havde lyst til mad. Roligt satte hun dem på bordet, i samme øjeblik som Amadeus kom til syne i døren. De grønne øjne faldt hurtigt på hans skikkelse, også selvom hun hurtigt slog det ned i stedet og følte hvordan hendes hjerte øjeblikkeligt reagerede på hans tilstedeværelse. ”Godmorgen,” hilste hun uden tegn til vrede og dog lidt intetsigende selv i forhold til hvad som var normalt for hende. Hun så på æggene og nikkede sagte. ”Ja man skulle jo næsten tro at I aldrig fik noget at spise. Har du noget kaffe.. the? Et eller andet?” spurgte hun videre og rettede sig langt om længe op. Kjolen var virkelig tung, særligt eftersom hun havde sovet i den natten over, det føltes lidt underligt at gå i en af hans afdødes kone aflagte tøj men det var vel bedre end at rende nøgen rundt? De blonde lokker var blevet en smule uglede og afslørede at hun havde ligget en kende uroligt. Om ikke andet så havde hun da fundet en smule hvile. ”Jeg håbede på at du ville flyve mig hjem når vi har fået noget morgenmad? Det er Helgenes Aften i aften, det kan jeg ikke gå glip af,” påpegede hun roligt. Det kunne han vel også forstå? Selvom tanken om endnu en galla aften efter det der skete den sidste gang gjorde hende dårlig, så vidste hun hvilken stor begivenhed det var i lyset, og det ville være ligefrem forræderisk at gå glip af det. Selv satte hun sig roligt på en af de ældre og slidte stole ved bordet. Måske hun var vant til andet på slottet, men hun havde faktisk ikke noget imod det mere primitive, om ikke andet så var der trygt.

[Deleted]

Det forundrede egentlig ikke Amadeus, at Yessica allerede var stået op, for han vidste godt, at hun slet ikke brød sig om at være der, så var det bestemt heller ikke det rigtige tidspunkt, at lade hende søge hjem endnu, og det var noget som hun nok tidsnok skulle finde ud af før eller siden. Selvom han bevidst undlod at lade sig irritere af hendes gevaldige tiggeri, så var han alligevel af den overbevisning, at det hele helt og holdent var for hendes bedste, og derfor fortsatte han med at gøre, som han gjorde nu. Han havde måske taget lidt ved magten aftenen i forvejen, men det hele havde jo været med god intention og mening. Desuden havde hun vel også været tryg ved det, i og med, at hun faktisk var faldt i søvn til sidst? Han stod selv roligt op og fik strukket sig godt inden han gik ud i køkkenet. At hun faktisk havde fundet noget at lave, forundrede ham faktisk lidt, for han spiste jo aldrig hjemme, og nu hvor Saphira aldrig var der mere, så var det jo heller ikke fordi at han havde huset fyldt med alt muligt, for han fik det jo trods alt aldrig nogensinde brugt uanset. Han vendte blikket mod hende. ”Godmorgen,” hilste han roligt, som havde det været den mest naturlige ting i verden for ham. Han var dog ikke vant til at vågne med andre i sengen.. eller i sit hjem for den sags skyld, men hselv han måtte erkende, at han faktisk godt kunne lide den tanke. Han vendte blikket roligt i retningen af hende endnu en gang. Smilet bredte sig kun en anelse, idet han roligt lagde armene afslappet over kors. Det var skam ikke fordi at han tog det hårdere end som så. ”Det er kun mig, som er hjemme for tiden og.. stort set, så spiser jeg aldrig her.. Jeg er imponeret over, at du i det hele taget har fundet noget.. Kaffe har jeg.. Nu skal jeg lave det..” sagde han roligt. The havde godt nok aldrig været ham, selvom han selv kunne nyde en kop i tide og utide, så var det alligevel noget som han frygtelig hurtigt ville køre træt i, så var det bare sådan at det var. Han smilede let for sig selv, inden han rev en pose frem med det i et af skabene. Vandet hældte han bare op i en gryde, kun for selv at tænde op. Bevidst undlod han at komme i berøring eller i kontakt med Yessica – for nu om ikke andet, for han vidste skam godt, at hans arbejde med hende, på ingen måder var færdig endnu, så vidste han, at det var noget som nok skulle komme på et tidspunkt. At hun så igen opfordrede ham til at flyve hende hjem, fik ham kun til at sukke, inden han igen rettede sig op og vendte blikket mod hende. ”Helgens Aften er igen til næste år.. Så lang tid du har det som du har det, så vil jeg ikke flyve dig hjem endnu, Yessica,” fastholdt han endnu en gang. Det var godt nok begyndt at irritere ham!

[Deleted]

Det var ikke slemt at befinde sig i hans hjem.. sammen med ham som sådan, det handlede mere om ren stædighed. Hun kunne ikke frivilligt tillade sig at glemme det ansvar som hun havde i lyset, overfor sin søn og overfor de royale med henblik på biblioteket. I virkeligheden var hun nok mere bange for det faktum at hun netop nød roen på dette sted hvor hun kunne føle sig tryg. Hun dumpede en smule træt ned på stolen. Selvom hun havde sovet, så var hun stadig træt, hendes krop var brugt og øm på mange steder også selvom hun kun havde pådraget sig få blå mærker, nok fordi hun var blevet skænket vampyrblodet. Det løb hende koldt ned af ryggen. Hun rystede på hovedet og stirrede tomt på æggene for en stund, mens hun mere eller mindre ignorerede Amadeus. Hele situationen var en kende surrealistisk. Hun var vågnet op i hans arme, og nu havde hun stået og forsøgt at lave morgenmad til ham. ”Jeg fandt stort set heller ikke noget. Hvor langt fra byen bor du? Ingen af os kan leve på dette ikke engang for en dag,” påpegede hun og kastede lidt sigende hovedet mod æggene. ”Jeg har kogt vand,” indskød hun roligt uden selv at rejse sig. Fingrene trommede let hen over bordets kant, hun begyndte at blive utålmodig efter at komme hjem også selvom hun kun havde været her en enkel nat. Yessica vendte sig en smule på stolen og lod de grønne øjne falde i hans, tydeligt irriteret over at han endnu ikke havde tænkt sig at efterkomme hendes ønske. ”Det kan du for pokker blive ved med at påstå. Jeg har det bedre efter jeg har sovet og jeg får det endnu bedre så snart jeg kommer tilbage i lyset. Måske begivenheden finder sted igen næste år, men der er brug for mig i aften. Desuden er det en gammel Prociansk skik, uanset hvad det er hændt mig før, kan jeg ikke lade det ligge” fastholdt hun bestemt. Det gik først nu op for hende at hun slet ikke burde spise.. før i aften vel og mærke, solen var jo stået op, og hvor lang tid der var til mørket faldt på, vidste hun ikke. Roligt rettede hun ryggen og foldede hænderne pænt foran sig. Det var utrolig irriterende at han konstant skulle blive ved med at fortælle hende hvordan hun havde det. ”I går tvang du mig til at ligge stille mens du berørte mig, Amadeus.. Hvor meget mere planlægger du at tvinge mig igennem før jeg kan gå hjem?” spurgte hun fast, for han brugte det jo tydeligt som en form for undskyldning til at komme tæt på hende! <hun skubbede stolen en smule ud og trak benene op under sig. Kjolen var stor nok til at kunne rumme mere hele hende samtidig med at stoffet endnu hang elegant ned. Om ikke andet så tillod den hende at skjule sig, hvilket passede hende fint, hun brød sig ikke om at Amadeus skulle se på hende også selvom der ikke var noget at se. Det var skammen som prægede hende og som var mere eller mindre umulig at slippe af med når hun ikke havde en idé om hvordan.

[Deleted]

Amadeus var ganske vidst overrasket over at hun havde formået at sove natten igennem i hans arme, også selvom han havde mistet fornemmelsen af tid og sted, så var det ikke fordi at det var noget som han tog meget hårdere end det i den anden ende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Blikket gled roligt i retningen af hendes skikkelse, vor smilet bredte sig svagt på hans læber. Hun havde fundet noget som hun faktisk kunne lave noget spiseligt med i hans hjem, og det var noget som uden tvivl forundrede ham meget, også fordi at han aldrig lavede maden selv. Her var trygt, for ingen ville komme derop, og hun måtte vel også nyde roen ved det? ”I fugleflugt, tager det mig ikke mere end et par minutter at komme til byen, men jeg er der aldrig.. Pengene rækker aldrig til det,” sagde han roligt. Han var jo ikke en mand med en god og stor pengepung, og det kunne vel også ses? Selvom han var en markeret mand, så var han ikke særlig stor og pumpet som sådan. At hun allerede havde kogt vand, fik ham kun til at nikke. ”Perfekt,” sagde han endeligt. Han fandt nogle kopper frem og hældt op med vand, inden han tildelte den mørke kaffe og fandt nogle skeer frem og fik det hen til bordet, hvor han satte den ene kop foran hende, og tog den anden selv. Han havde slet ikke nogen intentioner om at følge hende hjem endnu, også fordi at hun slet ikke havde det godt nok i hans øjne. Ikke fordi at han ville bruge det som en undskyldning for at holde hende der, eller berøre hende eller noget lignende, for det var han slet ikke ude på. Slet ikke! ”Som sagt, finder begivenheden sted også til næste år. Er det en prociansk skik, så.. afhold det her?” spurgte han endeligt. Han ønskede slet ikke at stoppe for det, når det var noget som tilsyneladende betød så meget for hende, også selvom han havde en sjov tendens til at tro på at hun kun brugte det som en undskyldning for alt det andet, også fordi at det slet ikke var noget som ville komme det mindste bag på ham om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han himlede med øjnene som hun kommenterede at han havde berørt hende, for han vidste jo, at hun havde nydt det! Han havde jo set det i hendes øjne, og han havde mærket det på hendes krop. ”Ikke kom og fortæl mig, at du ikke nød det, og du slappede af ved det. Jeg planlægger ikke at tvinge dig igennem noget som helst. Jeg ser helst bare at du kommer dig godt over det, i stedet for at gemme dig i din gemak..” påpegede han med en ganske kortfattet og sigende mine. Han rørte rundt i kaffen, inden han selv tog en tår. Han selv skulle vågne, også fordi at han slet ikke magtede at tage skænderier allerede fa morgenstunden, også fordi at han vidste, at det hele bestod i ren og skær stædighed, og det gad han bestemt ikke!

[Deleted]

Yessica var selv blevet lidt overrasket over at hun var endt med at falde i søvn i Amadeus’ arme. De havde være trygge på trods af usikkerheden og frygten for den mandelige nærhed, og hun hadede den tanke. Hun sank blot en klump og stirrede frem for sig. Hun vidste ikke hvilke madvaner de havde her i hjemmet, men ud fra det hun havde set, så lod det til at de ikke spiste i det hele taget. Hun nikkede forstående. Det var gået op for hende at Amadeus ikke ligefrem var en rig mand. ”Meget vel.. jeg har penge med. Hvad med at vi tog en tur ind til byen og fik hentet noget mad?” foreslog hun. Bare tanken om at komme ud i den friske luft og få tankerne på helt andre steder end gårdagens hændelser ville gøre godt. Hun så op på ham med håbefulde og næsten bedende øjne, hun havde virkelig brug for dette. Yessica stirrede på kaffen. Den var ganske vidst fristende men hun burde ikke røre den taget i betragtning af hvilken dag det var. Hun skubbede den væk og rejste sig lidt rastløst, kunne ikke rigtigt finde ro hvilket vel heller ikke var underligt? Dog stoppede hun hurtigt op ved hans ord og kastede et forundret blik over skulderen. ”Holde det her? Det kan jeg næppe.. ikke uden Dafnir, desuden er det ikke nemt når du sidder og smovser dig,” påpegede hun og kastede med hovedet mod kaffen. Det var ikke det samme hvis hun skulle gøre det selv, for hele idéen i højtiden var jo fællesskabet. Når det var sagt så betød traditionen meget for hende. Fingrespidserne lod hun let stryge over bordkanten mens hun overvejede hele situationen. Han havde tydeligvis ikke tænkt sig at flyve hende hjem, og hun turde ikke at forsøge at stikke af, for selvom hun ikke ville være ved det, så frygtede hun for at være alene.. hvor hun ville nem at røre. ”Amadeus jeg blev.. taget ved magt! Hvad fik dig til at tro, at jeg ville nyde at blive holdt fast?! Jeg ved udmærket hvad der er bedst for mig selv, og jeg har et arbejde at fuldfører og en søn som behøver mig. Jeg har ikke brug for dig til at fortælle mig hvad jeg skal gøre eller ej!” udbrød hun så hidsigt at hendes brystkasse hævede og sænkede sig lidt mere hyppigt. Tårerne havde meldt sig i hendes øjne. Jo hun havde nydt det men det var hårdt.. hun ville ikke holde af ham. Hun sendte ham et lidt trodsigt blik inden hun strøg tilbage på hans soveværelse hvor hun kunne finde lidt fred. Hun satte sig på sengekanten og først der gik det op for hende at hun skælvede. Hænderne knyttede hun fast og ryst5ede på hovedet. Det kunne ikke passe at hun skulle være så påvirket af det.. hun havde været igennem det før og vidste at jo hurtigere hun kunne fortrænge hele tanken om at det var sket, des bedre ville hun få det.

[Deleted]

Amadeus vidste godt, at der skulle tryghed til, for at man i det hele taget kunne falde i søvn, og det var bestemt heller ikke fordi at han havde haft en finger med i spillet, for det havde han på ingen måder haft. Han himlede let med øjnene. I det store og hele, så lød det virkelig kun til at hun forsøgte at blive vred på ham, for at have noget at holde fast i, og den tanke var naturligvis noget som efterhånden virkelig måtte irritere ham som aldrig nogensinde før, også selvom han ikke kunne gøre det største ved det lige nu, så var det jo næsten det værste af det hele. Han trak let på skuldrene. Mad her i huset var generelt en mangelvare, men det var næsten også hvad man kunne kalde for en ting i luksus som han ikke ligefrem kunne sige sig at have råd til. Han vendte blikket i retningen af hende. ”Du skal ikke betale noget for mig, Yessica. Det burde derimod være omvendt, at manden skænkede kvinden,” fastholdt han. At tilbyde at holde det her, var måske også for at bevise for hende, at han ikke var en dvasianer, for han gjorde det gerne for hende! ”Du bruger din søn som en undskyldning.. Jeg er ikke en dvasianer, så jeg kan sagtens afholde den hellige ting sammen med dig – Efter jeg har fået min morgenkaffe,” sagde han med en ganske kortfattet mine. At hun så skulle ende med at blive hidsig, var på sit vis egentlig ikke noget som forundrede ham, for hvornår gjorde hun da ikke det? Han himlede let med øjnene, også selvom han stort set kun nåede at åbne munden, inden hun havde søgt ind på værelset, for at gemme sig. Ikke fordi at det var noget som egentlig kom synderlig meget bag på ham, men han måtte godt nok erkende, at den tanke kun var ved at drive ham til vanvid! Han tog omkring sin krop, inden han tog en tår af kaffen, selvom den sved af varmen, inden han igen satte den fra sig. Hun var da også noget af det mest umulige, som han nogensinde havde stået ansigt til ansigt med! Han prustede let, som havde han været en arrig tyr, men han forsøgte virkelig at tvinge det i sig igen, for det andet, var da slet ikke noget som ville gavne nogen af dem. Han spredte vingerne kun en anelse. Hvis de skulle gøre sig nogen forhåbninger om at tage nogen steder, så krævede det godt nok, at hun kunne tage sig sammen i stedet for det andet der! ”Jeg kan gøre meget, men det kunne aldrig falde mig ind, at skænke dig en falsk tryghed, og hvis det ikke er noget som er gået op for dig, så skal den slags være til stede, før man kan glide ind i søvnen! Og hvis du vil i byen, så skal du komme herud nu, så vi kan flyve derned!” Denne gang var han mere fast i tonen, for han fandt sig bestemt heller ikke i at blive talt til på den måde!

[Deleted]

Yessica havde nok i virkeligheden følt sig mere tyg end nogensinde før. Hun havde glemt hvor rart det kunne være at lægge i en mands favn.. en som man havde tillid til vel og mærke. Dog ville hun aldrig få sig selv til at anerkende sin tillid til ham. Af samme grund blev hun ved med at tvinge sig selv til at være vred på ham. Det gjorde hende hidsig at han ikke ville lade hende passe sig selv, og konstant skulle forsøge at overbevise hende om at han vidste bedre end hende. Helgens aften nærmede sig med hastige skridt, og det var ikke en dag hun kunne bive væk på uanset hvad der var sket i går! Hun sendte ham et lidt opgivende blik, det undrede hende ikke at han var gammeldags. ”Jeg føler ikke for at sulte, Amadeus. Desuden er det måske sådan i et ægteskab, men du glemmer at jeg er fraskilt og har været vant til at klare mig selv,” svarede hun en kende bestemt. Der var intet at diskutere, hun skulle nok betale. Så fast at stolen næsten væltede omkuld, rejste hun sig. Det var ikke fordi hun mente at være en sur kælling hele tiden, men det var blevet hende mere en facade end noget andet og særligt når hun havde ondt.. det havde hun nu. ”Jeg ønsker at fejre denne stund med min søn, det er ingen undskyldning. Desuden vil jeg ikke mene at du bør vide hvad der er bæst for mig. Allerede ved den kommentar viser du disrespekt overfor traditionen.. typisk dvasianere,” vrissede hun hidsigt. Hun endte med at forlade køkkenet for i stedet at sætte sig ind på værelset hvor tårerne begynde at trille ned over hendes kinder. Hvorfor skulle det være så svært? De grønne øjne faldt på hendes hænder som skælvede. Et sted håbede hun at Amadeus ville give op på denne sindssyge idé før hun faktisk ville ende med at blive glad for ham. Hun kunne høre at han var vred, men at han truede med ikke at flyve til byen, fik hende hurtigt til at tørre øjnene og tage en dyb indånding. Hvis hun skulle have nogen mulighed for at slippe væk herfra så var hun nødt til at komme frem. Dog skænkede hun det ikke en tanke at han ville være tvunget til at flyve hende og at hun derfor ville tvinges tæt på ham. Lidt tøvende trådte hun mod døren og åbnede den lidt mere for at titte frem. De var begge ophidsede, det var tydeligt. Yessica lænede sig op af dørkarmen. ”Amadeus… lad mig komme hjem. Jeg ved at du tror at du gør det rette, men hvad jeg er brug for er mine vante omgivelser, ikke at sidde fanget på et bjerg,” endte hun i et sidste forsøg også selvom hun allerede havde en fornemmelse af resultatet. Blikket slog hun ned i jorden bed tårerne i sig. Hvis ikke dette gik.. ja så måtte hun lade ham flyve hende ned i byen og så tage den derfra.

[Deleted]

Amadeus havde slet ikke tvunget Yessica til at slappe af, og endnu mindre at hun skulle falde i søvn, for det var næsten det som havde overrasket ham mest, men han havde ikke haft noget med det at gøre, så han vidste, at hun var for frustreret over det, og bare ville være sur på ham, for at være sur, og det var det som han faktisk havde det sværest med, og den tanke drev ham mildest talt til vanvid. Han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. Han ønskede faktisk ikke at hun skulle punge ud for ham, for han var en mand, som vidste hvordan han selv ville have tingene, og han havde jo klaret sig til nu på frygtelig få ressourcer, at det næsten var noget som gjorde ham stolt, og derfor var det en frustration uden lige, at hun nu ville komme til og.. stort set ramme den stolthed som han havde brugt år på at bygge op. ”Hvis det er sådan du vil have det, så udmærket.. Du er ikke den eneste, som har formået at klare sig, efter at være blevet ladt alene,” påpegede han ganske kortfattet med en direkte intens mine. Han havde selv mistet sin kone under de mange hysterier og kampe som havde foregået tilbage dengang, og det var noget som selvfølgelig gjorde ham irriteret at tænke på, også fordi at hun konstant skulle kalde ham for en dvasianer, når han ikke var det! Han trak vejret dybt, også mest for at holde sig i skindet. ”Hvor mange dvasianere vil være med på at fejre en prociansk helligdag, Yessica? Jeg er ikke en dvasianer, og jeg fejre det gerne med dig. Du kan fejre med din søn til næste år, for det bliver ikke denne gang,” sagde han med en ganske kortfattet og tydeligt irriteret mine, for det var da ved at drive ham til vanvid. At hun så søgte ind på hans værelse, sagde han ikke noget til, andet end at det kun hidsede ham langt mere op, end hvad godt var i den anden ende. Han var blevet hidsig, og alligevel så følte han at han kunne slappe en anelse af, også selvom han stadig var temmelig anspændt. Han var faktisk ked af det, når hun gjorde det sådan som hun gjorde, afviste ham, gjorde ham sur og stemplede ham, når han i princippet ikke havde gjort noget som helst! ”Jeg flyver dig ikke hjem før jeg siger til, og sådan bliver det. Vil du til byen, må jeg bære dig, og du må leve med det. Ellers kommer du aldrig ned herfra,” sagde han kortfattet, inden han slog armene over kors. Han vidste at hun ikke ville have ham tæt på sig, men han ville ikke blande sig i det yderligere, så var det jo bare at bide sig selv hårdt i læben og tage det hele derfra, og det var noget som han stod fast på. Han handlede på hendes bedste, hvad end om hun ville det eller ikke, så måtte hun undvære sin søn lige for denne gang.

[Deleted]

Mentalt havde Amadeus nok ikke haft noget med at gøre hvad hun havde følt. Det var nemt at skylde skylden på ham udelukkende fordi han var mental dæmon, og hun vidste at han var i stand til det. Om han overhovedet havde forhindret hende i at bevæge sig hele vejen igennem, var hun ikke sikker på, for hans berøringer havde været behagelige og hun havde.. fået det bedre af dem, hvilket ikke gav nogen mening og det var ikke noget som hun nogensinde ville erkende. Langsomt kom hun igen til syne bag døren også selvom det var som en lille mus som havde forsøgt at gemme sig. De mange følelser forvirrede hende, af den grund ville hun gerne hjem hvor hun kunne lukke af for det hele ved at fortsætte sit liv som hun altid havde gjort. Hun overvejede ikke at det var mandens stolthed hun sårede ved at tilbyde at betale, for hende var der ikke noget i det som sådan. Lettere fornærmet rynkede hun på panden. ”Nej det ved jeg udmærket godt, men jeg kan se på din beholdning at du ikke har penge og det har jeg, så hvad er der at diskutere?” spurgte hun irriteret. Hun havde klaret sig godt på trods af sine odds, men hun så ikke ned på ham for at være fattig, hvorfor kunne han ikke bare tage imod hendes hjælp? Hun lænede hovedet op af dørkarmen og betragtede ham med et opgivende blik. I hendes øjne var han en dvasianer og ville være det så land tid han bar de sorte vinger og nærede sig på andres smerte.. han kunne umuligt være sulten i dette øjeblik. ”Det ville ingen, det er jeg klar over og jeg kender ikke dine bagtanker med dette men…” hun sukkede og tav i stedet. Det nyttede ikke noget at gøre en større diskussion ud af det, for han havde tilsyneladende ikke tænkt sig at lade hende komme hjem. Som hun stod og fumlede lidt med sine hænder, og han mindede hende om at hun var nødt til at være tæt på ham, fik hun en knude i maven og så op. Hun genovervejede tanken for en kort stund, men hun ville gerne ned til byen, så hun måtte vel bare bide sig selv i læben til da? Hun nikkede stille. ”Meget vel. Det er en kort tur og hellere det end at dø af sult,” erkendte hun overgivende. Hvis de skulle fejre helgens aften så var der meget de skulle have på plads.. maden, tøjet.. hun var glad for at hun havde taget penge med også fordi det var noget som kunne tage tankerne lidt fra den beskidte fornemmelse hun havde overalt på sig og som næsten gav hende åndenød i rent og skær ubehag.

[Deleted]

Amadeus var måske i stand til at gøre det, men det var bestemt ikke fordi at han havde haft noget som helst med det at gøre. Yessica havde selv fundet den ro, som havde været en nødvendighed for hende, netop for at falde i søvn, og det var noget som han selvfølgelig var frygtelig glad for, men at se hende på den måde, var noget som gjorde ham hidsig, for han var vel bare så dejlig nem at skyde skylden på? Han knyttede næverne, som hun endelig kiggede frem i døren i soveværelset igen. Han var slet ikke ude på at gøre hende bange, utryg eller noget lignende, men det andet var bare ikke noget som han fandt sig i på nogen måde! Han fnøs let. Penge havde hun måske, hvor han stod uden stort set noget som helst, men det var nu ikke noget som han brokkede sig over, for det var hans lod i livet, og han havde klaret sig til nu. Desuden var det stort set umuligt for ham at kunne ivaretage et normalt job, selvom det faktisk var noget som irriterede ham, for tilværelsen blev meget hurtig ensom. ”Der er ikke noget at diskutere. Det er bare forkert i min verden,” sagde han kortfattet. Han ønskede selvfølgelig at hun skulle have det godt, og det stod han gerne fast på, selvom det næppe var noget som kunne overbevise hende om noget som helst. Den tanke var naturligvis noget som gjorde ham direkte ked af det, selvom det nok blev mere tydeligt at se og spotte i hans vrede eller irritation, for det var næsten som om at det var det som faldt ham mest naturligt at vise overfor hende, når det var hvad hun viste ham. ”Hvorfor går du i den tro med at jeg har bagtanker med alt? Den aften og helligdag betyder tilsyneladende frygtelig meget for dig, Yessica, så lad mig fejre den med dig,” bad han endeligt. Han kunne sagtens gå en dag uden føde, for det havde han efterhånden gjort temmelig mange gange, så det var jo ikke ligefrem noget nyt. Han havde jo lige så før hen givet sin mad til sin lille pige, så hun ikke skulle gå sulten i seng, når de endelig havde haft noget på bordet trods alt. Han skulle bære hende, hvis hun ville gøre sig nogen forhåbninger om at komme til byen, for ellers ville hun aldrig nogensinde komme ned derfra. Han nikkede, som han søgte hen til døren. Han gik næsten ud fra, at det var nu hun ville af sted. ”Det siger du jo.. Så lad os komme af sted,” sagde han med en ganske kortfattet og bestemt tone. Han var bestemt ikke særlig glad, men det var vel også tydeligt? Han prøvede jo for pokker bare at gøre det så godt, som han nu kunne, men det var jo aldrig godt nok.

[Deleted]

Det var en skræmmende tanke at hun havde fundet ro ved en mand som ham, også fordi han stod for alt det hun altid havde både hadet såvel som frygtet. Han var mørk.. han nærede sig på andres smerte og var en del af det væsen som første gang havde kastet hende gennem det samme helvede som hun stod i nu. Ikke nok med det så var han sensuel dæmon, og hun afskyede alt der havde med kødets lyster at gøre, heldigvis var det ikke noget hun var særlig påvirket af, også selvom.. det var hun begyndt at blive. De mange drømme om natten og måden hun kunne stirrer på ham i lange minutter og drømme sig væk til et andet sted, det var noget hun hadede. De smaragdgrønne øjne betragtede ham lidt opgivende. Han gav hende ikke noget andet valg, og hun havde brug for at tænke på noget andet så at planlægge en Helgens aften fest var noget som hun glædeligt gjorde. ”Det kan jeg ikke gøre noget ved,” svarede hun kortfattet og vendte ryggen til ham for at rode i den ødelagte kjole som hun havde haft på aftenen før. Det gav hende kvalme bare at tænke på vampyrens berøringer. Hun tog posen med penge som lå deri, der burde være mere end rigeligt til de nødvendige ting. ”Fordi sådan er det, Amadeus. Men fint.. hvis du har tænkt dig at holde mig fange her, så kan jeg ligeså godt få det bedste ud af det,” medgav hun lidt tvært. Hun var sur over at han ikke ville fører hende hjem, på den anden side var hun beæret over at han var villig til at give hende den tradition og selv være en del af det, også selvom hun på ingen måde gav udtryk for det. Det ville næppe være ham et problem at undvære maden for en dag, for det var tilsyneladende noget som han gjorde i temmelig meget, det kunne ses på den beholdning de havde som bestod af primært intet. Lidt tøende endte hun med at forlade soveværelset for i stedet at søge tilbage til stuen og hen til døren som han havde åbnet. Den friske morgenvind slog kraftigt ind og blæste i hendes blonde lokker. For en stund lod hun sig fange af den fantastiske udsigt over Imandra. Om ikke andet måtte hun give ham, at han levede i nogle utrolig smukke omgivelser. Yessica trådte hen til kanten og sank en klump da hun så ned. Der var langt, den tur ville hun aldrig klare selv, hvilket fik hende til at vende sig mod Amadeus. ”Så kom,” bad hun og trak kappen tættere omkring sig, der var ikke varmt heroppe!

[Deleted]

Amadeus forsøgte virkelig kun at gøre det rette for hende, også selvom det måske var noget som faktisk gjorde det hele ubehageligt for hende, men ikke desto mindre, så var tanken bag faktisk god nok! Hvordan det var at blive taget ved magt på den måde, var en tanke som han faktisk kendte til, for det havde han selv oplevet adskillige gange. Det var jo heller ikke fordi at det var meget nemmere, med tanke på at han havde den blanding som han havde, og jo ældre han blev, jo kraftigere blev den jo trods alt kun også. Hun gemte sig og ville bare igennem det, uden at få det bearbejdet. Ja, i hans øjne, var det da ikke underligt, at hun havde det som hun havde det, men det var da endelig ikke noget som han skulle blande sig i, dersom det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Han var ikke en mand med en stor pengepung, og mere eller mindre siden han var blevet far, så var han vant til at gå i seng med tom mave, for børnene og hans kone var uden tvivl noget af det som han faktisk måtte værdsætte mere end det som han værdsatte andet, men nu hvor han var alene, så var det jo stort set bare.. en vane, som han ikke rigtigt var kommet ud af. ”Åbenbart ikke..” mumlede han med en ganske kortfattet tone, for det irriterede ham uden tvivl! Han havde ikke tænkt sig at holde hende fanget, for hun var fri til at gå – hvis hun kunne komme ned, men han vidste, at det var en tabt sag. Han havde valgt denne beliggenhed af en grund, for her vidste han da, at han kunne være i fred om ikke andet. ”Jeg magter virkelig ikke at diskutere det med dig..” mumlede han med en ganske kortfattet og tydeligt irriteret stemme. Han havde intet problem i at fejre den dag med hende, hvis det var noget som faktisk betød noget for hende, så det gjorde han glædeligt! Han søgte hen til døren, som han bare rev op, kun for selv at træde ud i den kolde morgenluft. At hun fulgte med, havde han det faktisk ganske fint med. Hun gjorde ham faktisk ked af det, men han tvivlede stærkt på at det var noget som hun i det hele taget var opmærksom på, for det troede han virkelig ikke at hun var. ”Som dronningen befaler..” mumlede han tydeligt for sig selv, idet han roligt søgte hen til hende. Han lagde en hånd mod hendes ryg og den anden under hendes knæ, kun for at hæve hende i hans arme. Vingerne bredte han, inden han satte af fra jorden med et kraftigt ryg, kun for at søge op mod himlen, for at opbygge noget styrke, fart og lidt højde, inden han roligt søgte ned mod jorden, ganske roligt med hende i armene, for han vidste, at hun ikke brød sig om det.

[Deleted]

Yessica ville gerne bilde sig selv ind at Amadeus gjorde det mere ubehageligt for hende, også selvom han i virkeligheden fyldte hende med ganske andre følelser.. følelser som kun skræmte hende på længere sigt. Måske han havde ret, måske hun ville gemme sig bag de mange reoler med bøger og atter lukke af for alle som ville forsøge at komme ind på hende, men det var sådan hun have vænnet sig til at håndtere de ting som sårede hende, og han skulle bestemt ikke komme og ændre det! Lidt tøvende endte hun med at gå ud til ham og betragtede ham med et nedslået blik. Det eneste hun efterhånden ville var at komme hjem, glemme alt om det som var sket aftenen før og fejre den glædelige stund som Helgens dag var, med de øvrige procianere, deriblandt hendes søn. Den kølige vind legede med hendes blonde lokker. Hun trådte helt tæt på kanten og så ned uden at se bunden nogle steder. Hun ville ikke have nogen chance for at komme ned derfra uden videre.. ikke alene, hvilket nok også var grunden til at han lod hende gå frit. ”Så lad være,” snappede hun og følte sig hjerte banke idet han kom tættere på for at samle sig op i sine arme. Hans duft var overraskende beroligende og det samme var hans arme, udelukkende fordi hun vel inderst inde vidste at ha ikke ønskede at gøre hende ondt? Hovedet lod hun næsten automatisk dale mod hans skulder og lukkede øjnene. Det var ingen hemmelighed at hun ikke var særlig glad for højden eller for det at flyve med ham i det hele taget. Som sædvanlig lukkede hun fingrene omkring hans skjorte uden at skænke det en tanke og gemte sig lidt ind til ham. Hvis der var noget hun ikke kunne fordrage, så var det følelsen af vægtløshed og tanken om hvor højt oppe de var. Hun bed sig ikke rigtigt fast i at de faktisk kom tættere på jorden før hun mærkede det lille ’bump’ som fik hende til at spærre blikket op. Hun løsnede det lidt svedige greb omkring ham og bed sig fast i hvor lunt det faktisk var for enden af bjerget. ”Sæt mig ned,” bad hun en kende forfjamsket. Hun kendte slet ikke Imandra og havde ingen idé om hvor langt byen lå derfra eller i hvilken retning for den sags skyld. ”Hvor skal vi hen?” spurgte hun og så op på ham med en spørgende mine. Han kendte trods alt dette sted langt bedre end hun selv gjorde.. og hun selv havde lyst til også selvom markedet skulle være et af de større.