Kroen: A missing friend

[Deleted]

Mildest talt, så var Pharrel fuldstændig ligeglad med om Lilyann skulle ende med at dukke op. Ærlig talt, så ville han virkelig ikke fortsætte det skuespil som han havde opretholdt så ekstremt længe, det var heller ikke noget som han kunne komme udenom og desuden, så ville hun slet ikke kunne finde ham her.. det var jo trods alt meget langt væk fra Imandra og hun var jo trods alt også direkte bange for at skulle tage derfra på grund af Matthew, dengang den mand havde fat i hende.. det som meget vel var så tæt på at drive ham selv til galskab, det var jo dengang han ikke havde haft det mindste kendskab til det væsen som han var den dag i dag. Aldrig havde Giselle været i nærheden af nogen, og det var noget som han havde været tvunget til så ofte, som det havde været ham nødvendigt og han kunne virkelig ikke fordrage tanken om det! Nu hvor han på sit vis var reddet fra det, og dog så var han fanget ind i noget andet ved siden af i stedet, ikke at det var noget som han brød sig meget om overhovedet, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Giselle betød virkelig ekstremt meget for ham, at han så ikke kunne gøre meget mere end det som han gjorde, var virkelig det som gjorde ham mere i tvivl om han overhovedet gjorde nok – alligevel den tanke alene, var virkelig så voldsomt frustreret, at han var ved at gå amok! Han sukkede dæmpet, og lod hånden forblive lukket omkring hendes. At hans ord havde ramt hende som et stort chok, kunne han da udmærket godt læse på hende, ikke at det var noget som gjorde ham det mindste, tvært imod, det var noget som han bare havde ønsket at skulle fortælle hende. Et sted hvor han alligevel var bange for hvordan hun ville reagere, selvom hun dog overraskende nok, tog det pænere end det som han lige have forventet af sig.. et sted var det jo i den grad en glædelig tanke også, noget som kun måtte få ham til at smile en smule. Han hævede hovedet bare en anelse og satte sig en anelse mere op, selvom han nu alligevel ikke valgte at slippe hendes hånd.. tvært imod, så holdt han godt fast i den, som var han bange for, at hun bare ville søge væk. Hun frygtede ham ikke, noget som i den grad var noget af en så voldsom lettelse i hans egen krop og i hans eget sind. Det var virkelig noget af det som betød mest for ham for øjeblikket og det betød virkelig også meget. Han betragtede hende med et roligt og stille blik, dog næsten forsigtigt. Han lod en finger glide stille over hendes læber, som et tydeligt tegn til, at hun skulle holde inde med at lade ordene flyde. ”Ikke tænk på Lilyann, Giselle.. har det ikke faldet dig ind, at jeg er så langt fra Imandra af en grund?” spurgte han med en rolig stemme og med den klare ærlighed. Direkte kunne man vel også sige, at han søgte væk fra Lilyann og det var en handling som i den grad var fuldt ud bevidst. Han blev sjældent på et sted over alt for lang tid, men hvad han jo vidste, så var det jo, at Lilyann ikke ville søge til Manjarno af sin egen gode grund eller vilje for den sags skyld. Han lod hovedet søge ganske let og tydeligt forsigtigt på sned og med et svagt træk på mundvigen. Han ville bare vide, at hun var sikker.. ikke noget med at sove under den åbne himmel, ikke noget med at skulle gøre det ene eller det andet for mad og bestemt ikke noget med at skulle ligge og fryse når der var andre muligheder, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Du vil slet ikke være til besvær.. det har du aldrig nogensinde været min kære.. jeg ønsker blot at vide, at du kan sove trygt om natten.. at jeg kan gå i seng om dagen og vide, at jeg ikke behøver at tænke på dig..” Han var kun ærlig, det havde virkelig strejfet hans tanker så ekstremt mange gange, at det burde være forbudt, specielt med tanken på, at han jo nu var forlovet. Ikke at det var noget som han pralet meget med.. bare det at skulle gå rundt med ringen, kunne klart vise sig som en enorm byrde for ham og det var virkelig ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende og han vidste det.. han havde virkelig begået en fatal fejl ved at gøre som han nu havde gjort det, men sket var jo sket, og det var jo ikke direkte noget som man kunne gøre om trods alt. Han lod hovedet igen stille søge ned i sengen ved siden af hende og uden at skulle se væk. ”Lyt til mig.. hun vil ikke finde mig her.. hun kan ikke finde mig her.” tilføjede han stille, nok mere ment som en ledetråd.. han var udmærket godt klar over, at hans måde at takle det hele på, virkelig var forkert.. men at komme på tværs af Lilyann, var ikke noget som han ønskede at gøre.. langt fra.

[Deleted]

Hvilke løgne som hvilede bag hele historien med hvorfor han direkte prøvede at undgå hans forlovede, vidste hun virkelig ikke, men noget måtte være gået helt og aldeles galt. Et sted så prisede Giselle sig lykkelig for at kærlighed ikke var en ting hun behøvede tage stilling til, hun havde set hvordan det var gået for hendes egne forældre, endnu kunne hun væmmes ved billedet af hendes mor og hendes onkel i den seng, og hendes far som måtte falde til jorden livløs på grund af det, fra den dag havde hun sat sig for hun ikke ville i nærheden af det, vel også derfor hun til nu havde holdt sig fra alt der hed mænd? Lige ud over Pharrel men han talte ikke for han var jo ikke en form af partner på den måde. Nu kunne hun se hvor galt det var gået med Pharrel, hun kunne ikke lade værre med at tænke tanken hvis bare hendes far havde gjort som ham, gået fra tøsen så snart det var muligt så havde hun måske i det mindste haft ham, så ville livet på gaden end ikke have været aktuelt.På trods Pharrel i hendes øjne var som et stort forbillede, en form for superhelt og skytsengel så var det begrænset hvad han kunne gøre for hende, men direkte bede hende blive her hos ham.. Det var fristende men det ville aldrig gå! Det ville se forkert ud, og det sidste hun ønskede var at skulle ødelægge hans ry på nogen måde, og hun ville da slet ikke være kendt som en af hans kvinder, det var jo slet ikke sådan det hang sammen! Hjertet hamrede i faste slag mod hendes bryst, en rødmen var steget i hendes solbrune kinder, hvordan tacklede man sådan noget? Hånden lod hun hvile i hans, så for en kort stund mod dem, for derefter lade de mørke nysgerrige øjne falde i hans, med et let glimt. Hun var overrasket det var tydeligt, men det at det var lige ham som tilbød hende det var nok det som gav det hele en betydning, for hun vidste at være sammen med ham betød tryghed. Fingeren som gled over hendes læber, den irriterende sitren det skabte i hende så uforakrlig og så ny, hvorfor blev hun pludselig nervøs? Ikke nervøs på en ubehagelig måde - Langt fra! En lille spænding som længtedes efter at blive opfyldt. Hun lyttede nøje til hans ord. At han flygtede fra Lilyann var nu noget som var gået meget klart op for hende, hun forstod bare ikke.. "Pharrel.. Du ved hvor fristende det tilbud lyder, ikke nok med det betyder en varm seng, men bare det at du er her er direkte drivende.. Men det vil se forkert ud.. Det ville jo se ud som vi er mere end hvad vi er, og sådan er det jo slet ikke, det tør jeg ikke risikere" mumlede hun ud i en lang næsten panisk talestrøm. Hvorfor føltedes de ord forkert at sige? De var ikke mere end det?Noget som hun vel efterhånden havde affundet sig med og uden at skulle bringe op til yderligere diskution. Et suk forlod de rosa læber, hun lod sig synke helt ned i de bløde puder, føælte næsten hun lå i et paradis. Et sted var det sødt at vide han tænkte på hende, og kun fordi hun tænkte på ham mindst ligeså meget "Det er ikke Lilyann jeg er bange for Pharrel.. Du ved hvor hurtigt rygter går.. Desuden så..." hun tav, bed sig fast i underlæben med en nervøs mine ".. Desuden så Nej glem det" endte hun, rystede fast ppå hovedet. At afsløre det han satte i hende ville være farligt og direkte dumt, hun vidste selvfølgelig ikke hvad det var, men hun var bange for at det ville blive værre og hun ønskede virkelig ikke at skulle ødelægge et så tæt venskab som hun havde til ham. Hun trykkede blidt om hans hånd, lod øjnene stille synke i, ikke fordi hun var synderlig træt, mere med tanken på at samle en smule enegi. Den var virkelig kommet uventet, selvom der ikke var noget hun 'ønskede mere end at stå ham tæt.

[Deleted]

Pharrel ville kun kunne stå fast på, at Giselle aldrig nogensinde ville kunne være til besvær, i så fald, var det noget som han bare måtte tage til sig. Et stille smil passerede sig på hans læber og med blikket hvilende i hendes. Rygterne var efterhånden noget som han bare bed i sig.. han var jo så vant til det efterhånden. Så mange som han selv måtte høre hver eneste dag alligevel.. selv så mange, som måtte hænge ved efter hans liv som en sensuel dæmon. Til forskel fra hende, så var han virkelig nødt til at skulle tage hensyn til denne kærlighed.. han flygtede jo fra den. Den ene gang han havde valgt, at skulle give efter for det som faktisk have skræmt ham mest af det hele og nu skræmte det ham virkelig så meget, at han ikke så noget andet valg end dette, selvom han var så udmærket godt klar over, at det var så forkert som det overhovedet kunne gå hen og blive, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Om det ville se forkert ud, var han lidt ligeglad med egentlig. Han ønskede at holde Giselle sikker, han ønskede ikke at se hende rende rundt derude, fryse og sulte, mens han selv havde en varm seng og mad på bordet. Så meget kunne han vel i det mindste få lov til at hjælpe hende, hvis hun jo selvfølgelig bare ville lade ham gøre det, det var jo så lige det som han kun måtte være ganske så sikker på i den anden ende, selvom det nu ikke var noget som han brød sig meget om.. Tvært imod, så kunne han virkelig ikke fordrage den tanke alene! At hendes hjerte måtte slå fast mod hendes bryst, kunne han nu tydeligt høre.. en ting som han jo faktisk savnede ved sig selv.. En af hans kvinder ville hun aldrig blive.. tvært imod, der var noget ganske andet i det selv set fra hans side af. Han holdt virkelig af hende, og det kunne da virkelig ikke være rigtigt, at hun ikke ville gøre noget, at hun virkelig bare kunne acceptere det liv som hun måtte leve det.. Det tillod han virkelig ikke. Han lod den frie hånd stille stryge mod hendes kind. Panik skulle hun så sandelig ikke føle for sig. Han ønskede hende kun det bedste og han ønskede selv at stå der. ”Jeg vil ikke stå og bare se til, at du må ud.. sove udendørs og søge din mad, når jeg kan give dig det hele her,” sagde han dæmpet og alligevel med den klare ærlighed i hans egen stemme, ikke at han ønskede eller formåede at skulle skjule det for den sags skyld. Det gjorde ondt.. nok at han var et dødt omvandrende væsen, som så mange ville sige, ikke var i stand til at føle.. og her stod han. Han vidste hvad der var sket i hendes fortid, at hun ikke brød sig så stort om det at være tæt på mænd, der hvor det kun måtte glæde ham, at han i det mindste havde den mulighed for at skulle kunne komme tæt på hende som han havde gjort.. Han ønskede virkelig ikke at miste det og nu om dage, var det ekstremt farligt, at gå rundt udendørs.. Ikke bare om dagen, men så sandelig også om natten. Han sammenflettede deres fingre ganske forsigtigt. ”Hvad tror du ikke, dem nede i krostuen så vil sige? De så mig føre dig med mig op..” påpegede han med en dæmpet og næsten forsigtig stemme. Han ønskede ikke at miste hende.. han hyggede sig lige nu og han var klart også afslappet ved at ligge der sammen med hende.. det var virkelig ikke det samme, at ligge alene at ligge alene, eller sammen med Lilyann for den sags skyld. Han sukkede indædt og med de røde øjne hvilende på hendes skikkelse. ”Hvad er det du er bange for?” spurgte han med en dæmpet og næsten så forsigtig stemme. Et sted vel også bange for at gøre noget forkert og dog.. hvad kunne der ske af forkert, ved at prøve at holde en som man virkelig måtte holde af, i sikkerhed? Han endte dog med at skulle ryste på hovedet, tvang sig selv til at slippe hendes hånd og satte sig op. ”Jeg.. undskyld.. Det er jo.. ikke min mening at fremstille det hele.. på den måde..” mumlede han pludselig. Han rystede stille på hovedet.. så bange for at træde forkert et sted, det kunne han bestemt heller ikke komme det mindste udenom, uanset hvor meget han så end ville prøve sig på det. ”Jeg ved at det jeg gør mod Lilyann, er forkert, Giselle.. Jeg ved, at det er så grusomt forkert.. Lad mig nu… bare i det mindste, gøre en god ting.” sagde han stille. Han vendte blikket mod hende. Det var nu ikke hans mening at skulle fremstille det på denne måde, ved at bede, trygle og det som måtte følge med.. bestemt ikke, men nu var det jo så det som skete.. Han ville ikke tvinge hende til noget, det skulle bestemt være helt op til hende selv.

[Deleted]

Giselle var virkelig vant til at være den som alle bare blev træt af, hun vandrede som oftest rundt i en egen verden og tænkte ikke lige altid over om hun gik i vejen for noget, desuden så frygtede hun virkelig at det ville ødelægge endnu mere for Pharrel, det sidste hun ønskede. Rygter var vel det som han var vant til, hvor hun selv som oftest var den som gik tabt i de rygter, ikke mange vidste hun overhovedet eksisteret, hun var vel blot endnu en i mængten der levede de forskellige steder. Kærlighed havde hun fået bevist var en dum ting, hun havde set hvordan den havde uviklet sig, hvordan den havde kostet hendes fars liv, hun havde set blodet flyde, ord blive råbt, og hun var ked af at den tydeligvis også var gået tabt hos Pharrel, han havde jo været så lykkelig den korte stund, og hvorfor var hun så alligevel irriterende lettet? Det skræmte hende at han kunne sætte et sådan påstyr i det indre pludselig, hun hadet det virkelig, til tider frygtede hun at den bror og ven han var for hende efterhånden var ved at blive til mere, hun nægtet kort sagt at lade det ske, det var for risikabelt, også grunden til hun ikke var meget for hans foreslag, hvad hvis det endte med at skulle gå galt? At han prøvede at hjælpe var hende virkelig tydeligt, og det varmede med tanken om han bekymrede sig for hende såvel som hun gjorde for ham, trods det var hende som var gadetøsen, tænkte hun på ham som det sidste hver nat inden hun endelig ville blive hevet ind i den drømmeverden som måtte vente hende. Den kølige hånd over hendes varme kind, det som skabte en så intens følelse som når varm luft mødte koldt og skabte en torden over himlen, det samme var det som blev skabt et sted i hendes indre, og det gjorde hende nervøs at den sitren blev sat i hende, hun plejede virkelig ikek reagere sådan på hans kærtegn. Måden han virkelig prøvede at overtale hende på, som var det virkelig næsten depserat det var underligt sødt. Et sted så betvivlede hun slet ikke at det at blive hos ham, ville være det bedste hun kunne gøre, en varm seng, en ven, og hun behøvede ikke skulle bekymre sig om ham dag ud og dag ind, men at blive ville være dumt med henblik på hans forlovede som han tydeligvis ikke behandlede på fair vis i forvejen. Giselle var klar over gaderne var farlige, især med det syn hun nu havde på mænd, ikke alle tog nej for et nej. Fingrene flettede hun blidt i hans, frygtede næsten han ville kunne føle den samme dunkende puls i hendes nu fugtige håndflade, som hun selv gjorde. hans ord var trods alt korrekte. Folk havde set ham fører hende med sig herop, men hvad han hentydede det var det som hun frygtede mere. Rygter var allerede skabt. Og hvad var hun egentlig bange for? han havde vel en pointe? Hun bestemte vel selv hvor vidt det skulle gå? Var selv herre over hvad hun følte? Et lille smil krusede sig over hendes læber. Som han fik det til at fremstå så var det næsten som om de allerede havde en affære som bare så vidt muligt skulle skjule for hans forlovede, det morede hende et sted. Hun slap blidt hans hånd, på trods det næsten ikke var med god vilje, fulgte efter ham som han satte sig op, siddende på knæ ved hans ryg. Hagen faldt stille til hans skuldre, og hænderne i hans side, slet ikke ment som det tydeligt kunne se ud "Pharrel det betyder virkelig meget at du giver mig det tilbud. Jeg ved at rygterne er startet, og så snart jeg går ud af denne dør så er jeg i andres øjne en af dine mange tøser for en kort stund før jeg atter vil være den ukendte gadetøs igen.. Men dit ry.. Og din forlovede" endte hun stille. Hun lod de nøddebrune øjne hvile i hans, med det lille smil hvilende om hendes læber, kun for stille læne sig frem og lade dem møde hans i et blidt kys. Hun vidste faktisk ikke rigtigt hvad hun gjorde, eller hvordan det skulle gøres, det var vel kun at. prøve sig frem. Varmen bredte sig i hendes krop en rødmen steg kraftigt i hendes kinder "Det er hvad jeg er bange for Pharrel.. Der er intet jeg vil mere end at blive her sammen med dig, men tænk dig om en ekstra gang før du beslutter være sammen med mig.. Du er en god mand" endte hun, næsten i en stille hvisken, lod blidt en solbrun hånd stryge mod hans kind, med et lille smil, trak sig fra ham igen. Hendes hejrte hamrede så fast mod hendes bryst, hvad pokker var det egentlig hun lige havde gjort? Stille faldt hun tilbage i sengen, lod hovedet ramme hovedpuden og med blikket som bare måtte hvile i loftet mens fingrene blev flettet sammen over hendes mave.

[Deleted]

Pharrel havde aldrig nogensinde formået det, at skulle blive træt af Giselle.. Tvært imod, så havde hun været den som han havde tænkt så ekstremt meget på i det sidste og nu sad hun der. Det kunne da slet ikke falde ham ind, at skulle lade hende gå! Han ønskede hende sikker, han ønskede virkelig at vide hvor hun var, så han i det mindste kunne gå trygt i seng når det var tid for ham selv, at hvile. Han sukkede dæmpet. Alt som han havde sagt, var virkelig bare kommet ud på den helt forkerte måde. Han ville i den grad lyve, hvis han nægtet for at han holdt af hende, for det gjorde han virkelig. Hun var ikke bare den søster som han aldrig havde haft.. hun var virkelig noget mere. Var der noget som han havde lært igennem hans liv, så var det så sandelig, at rygter ikke var noget som man skulle tage sig af, før det var blevet bekræftet eller afkræftet. Hun ville aldrig blive en af hans piger.. det var virkelig et liv som han havde lagt på hylden, det var slet ikke noget som han ønskede, at skulle tænke på mere, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At hun satte sig op bag ham, var dog noget som han tydeligt kunne mærke. Hendes hænder i hans sider, fik ham dog til at slappe af, mere end det som han valgte eller kunne reagere på nogen anden måde.. hagen hvilende mod hans skulder, som alligevel tydeligt måtte trække i hans egen nysgerrighed og hans opmærksomhed, som roligt blev vendt mod hende. De rødlige øjne hvilede på hendes skikkelse og med det så ganske svage træk på hans ene mundvige, ikke at det var noget som han ønskede at skulle skjule for hende. Han havde virkelig kun været ærlig igennem alt det her. Han lod hånden stille falde mod hendes egen, som han strøg ganske blidt. Hun var virkelig noget ganske særligt.. Han kunne fint sige, at han ikke kunne fordrage det liv som han måtte leve, men det var nu bare de konsekvenser som han måtte leve med på grund af de handlinger som han nu havde valgt at gøre sig, og det var ikke noget som han ville sidde her og klage over.. der var en tid til alt.. og skete det nu, så var det så sandelig også meningen, at det skulle være sådan, ikke at der var nogen tvivler om det på dette let overhovedet. ”Mit gamle liv hjemsøger mig stadigvæk..” sagde han stille.. Hvorfra skulle de rygter ellers komme fra? Det var jo kun almænd kendt.. i alle fald for dem som faktisk kendte til ham, at han virkelig havde ekstreme problemer, med at skulle binde sig til nogen som helst og her, var Giselle eller Lilyann intet undtag. Han var svær at komme ind på, bakkede normalt ud, når det først så ud til at skulle blive alvorlig, men her.. det var anderledes lige nu. Han endte med at tie fuldkommen, da hun bare valgte at skulle lade læberne møde hans. Hvis det ikke var fordi, at han faktisk var død, ville han næsten påstå, at han kunne mærke hans hjerte for en kort bemærkning måtte slå mod hans bryst. Han gengældte det, nu alligevel så blidt og så forsigtigt som det var ham overhovedet muligt. Han vidste, at dette virkelig ikke var retfærdigt gjort overfor Lilyann og dog, så var han ligeglad.. han havde sit liv, han havde det som han ønskede og det som han ikke fik, det kæmpet han så for at skulle opnå i stedet for, og det var noget som han klart måtte gøre uden det mindste tøven. Et stille smil hvilede på hans læber, selv med en anelse rød farve i hans kinder, selvom det svandt så hurtigt væk igen. Han vendte blikket over sin skulder, da hun bare valgte at glide ned i sengen igen. Han vidste jo, at hun havde ret.. at hun så måtte tænke så meget på Lilyann, kunne faktisk til tider irritere ham. Han ønskede ikke at tænke på hende lige nu, og han kunne jo trods alt heller ikke rigtigt få sig til at gå med ringen. Han fortrød, selvom han vidste, at det i bund og grund var for sent og hans måde, at skulle takle det hele på, var så forkert som det overhovedet kunne gå hen og blive, gjorde det vel heller ikke meget bedre for den sags skyld, selvom det nu i bund og grund, var noget som han så kraftigt måtte bide i sig. Varsomt gled han ned for at lægge sig ved siden af hende. ”Ville jeg sige det, hvis det ikke var fordi at jeg har tænkt på det, min kære?” Han lod hånden stille lukke sig om hendes og med det svage smil. ”Glem Lilyann for nu,” bad han med en betydeligt mere dæmpet stemme. Det var ikke hvad han ønskede at tænke på nu.. Han ønskede ikke, at skulle tænke på hende eller snakke om hende lige nu. ”Jeg vil virkelig gerne have, at du bliver her..” tilføjede han dæmpet som en let hvisken mod hendes øre.

[Deleted]

Pharrels selvskab for hende var vrkelig noget af det bedste hun vidste, venskaber var ikke ligefrem det hun havde mest af, kontakter var der slet ingen af, hun var den som måtte tigge og bede for et måltid, eller en seng for en aften ingen så på hende som noget der bare mindede om menneskelig - Lige ud over ham. han bekymrede sig det var tydeligt, hun var slet ikke i tvivl om at han holdte af hende, som hun selv holdte af ham , til trods for hun til tider følte hun holdte skræmmende meget af ham det var direkte dumt. At tingene så var blevet ekstremt dårligt formuleret stod virkelig tydeligt, men det vigtige var vel et sted at hun vidste hvad han mente? Hun kendte til hans problem til at binde sig til folk og han kendte hendes store problem med kærlighed, og alligevel var hun gået så langt som til at skulle kysse ham? En tanke som virkelig lod hjertet hamre, hvor dum var det lige hun var gået hen og blevet?! Et sted hvor hun stille måtte bane over sig selv i det indre. Hvordan han havde det med de liv han selv havde levet før, og hvordan hun selv havde haft det med det, var jo blevet klargjort mange gange, dengang havde rollerne været byttet om, hende som sad som den ekstremt bekymrende men dengang var der ingen hjælp at hente, uanset hvad hun gjorde ofr ham så ville han være afhængelig af det, og hun kunne ikke selv komme så tæt på ham som det de kvinder havde været der og da "Jeg ved det, Pharrel.. Du er en anden nu, glem den fortid.. Jeg mener hvad er gået galt? Du gik fra en forskellig kvinde mere eller mindre hele tiden, til finde kvinden i dit liv og nu sidder du her med mig, direkte forsikre mig hun ikke vil finde os?" hun sendte ham en spørgende mine, hævede stille det slanke øejnbryn. Af en underlig grund var det pludselig akavet at ligge her, hun vidste hun virkelig havde dummet sig, at han så havde gengældt var noget som kun måtte sætte den varme i hende. Han var som hendes bror!, Det hun blev ved at skulle gentage for sig selv. Blidt strøg hun de lange mørke lokker om hendes ene skulder, kun for de ikke skulle genere hende med hovedet hvilende mod den bløde pude. Et smil var det som hvilede over hendes læber, hun lod blidt hånden falde i hans som han valgte skulle søge tilbage til hende, i den bløde seng. Grunden til hun tænkte meget på den kvinde var fordi hun måtte have været noget specielt siden det var hende som han havde valgt at skulle binde sig til, desuden ville hun sikre sig hun ikke ville blive gjort til en del af de rygter som kunne sætte Pharrel i endnu dårligere lyshos den kvinde der måtte bære modparten af hans ring, selvom det langt fra så ud til at være med stolthed "Jeg vil bare have dig til tænke over det,Pharrel... Den kvinde var noget specielt fordig, og jeg vil vædde med du selv tænker på hende konstant når du beder mig om ikke nævne hende med den bøn du gør.." hun lod blikket falde i hans, og hånden hvile stille. Den rolige hvisken mod hendes ører som stædigt måtte holde fast i det som han gennem hele aftenen havde prøvet at skulle forklare hende, et sted gjorde de ord hende glad, at han endnu måtte ønske have hend ei nærheden af sig, på trods hun netop ved hjælp af handling havde udvist hendes frygt for hvad der kunne ende med at ske "Hvis det er hvad du er sikker på, Pharrel.. Så bliver jeg.. På ubestemt tid" tlføjede hun dog i sidste ende, gjorde et lille bestemt nik mod ham. Det sitrede, hendes blod boblede af varme, som var hun næsten på kogepunktet. Det stille smil var det som måtte tilfalde ham, mere som en bekrfætelse af an ikke ville ombestemme sig. Et tungt suk som måtte bryde igennem, hun var træt og dog så alligevel ikke, det var noget nærmere en form af rus i nærheden af ham, og hun virkelig både hadede det og elskede det på en og den samme tid.

[Deleted]

At Giselle valgte at skulle spørge ind til hans egen fortid, var nu ikke det som han brød sig meget om. Han ville nu helst fortælle hende det, når hun engang ville blive klar til det, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte sig mod hende.. han var virkelig bare have lov til at glemme det.. i det mindste fortælle ham det, når han selv var klar til det. Han vidste jo, at det var så grusomt forkert.. Lilyann var ikke den tøs som han havde lært at kende dengang. Kort sagt, så havde han jo egentlig bare fortrudt det som han havde gjort. Han havde fortrudt det faktum, at han var faldet på knæ foran hende og bedt hende om at blive hans.. det var først noget som han havde indset nu og.. af ren og skær panik, var han bare taget derfra. Han vidste, hvor meget hun hadet stedet til Manjarno, udelukkende fordi at det siges, at Matthew lige så måtte være her, så hun holdt sig væk.. hun ville ikke kunne finde ham, og det var noget som kun glædet ham en del. Det gjorde ham mere rolig end det som han have været længe faktisk. Det kunne jo faktisk overraske ham en hel del, hvor lidt hun egentlig kendte til ham.. specielt når det kom til Lilyann, det var virkelig bare ikke noget som han direkte ønsket at skulle tale om lige nu, det var der heller ikke nogen tvivl om. At hun i det mindste ville blive, gjorde ham nu glad.. meget faktisk. Han sukkede indædt. ”Jeg ved at det er forkert Giselle..” begyndte han stille. At bare flygte fra problemerne, gjorde dem kun til noget større, så meget vidste han, men lige nu var han bare.. sig selv. Han vidste at det var så gruelig forkert, men han havde virkelig bare brug for tiden og muligheden til at skulle tænke over tingene og tage det hele derfra.. det kunne han virkelig ikke med Lilyann til at rende om sig 24/7. Han vendte blikket stille ned mod sit eget bryst og bed sig let i læben. Det var virkelig ikke et hyggeligt samtaleemne, men man kunne vel lige så godt bare få bugt med det? Han lukkede øjnene for en ganske kort bemærkning inden han valgte at skulle vende blikket mod hende endnu en gang. ”Jeg har fortrudt..” mumlede han stille og næsten utydeligt på alle tænkelige måder også, ikke at det var noget som han formåede at skulle lægge skjul på lige nu. Kort sagt, sådan hang det hele desværre sammen. Han vendte blikket stille ned igen, da han igen valgte, at skulle sætte sig op i sengen. Ikke fordi, at det nu var ubehageligt at ligge der sammen med hende, tvært imod, han nød det virkelig og mere end det som han nok burde. Det var virkelig dejligt, at ligge der sammen med hende, bare at snakke og mærke hende så utrolig tæt på ham, som det hun var lige i øjeblikket, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. En ting var jo rigtigt, så var det, at han tænkte på hende mere eller mindre hele tiden, selvom det nok ikke var på den måde, som hun ønskede at få det fremstillet på, det tvivlede han nu sjovt nok ikke på. Han kendte Giselle meget godt efterhånden og lige der, var der jo heller ikke noget nyt under solen. At hun tænkte på andre, mere end det som hun tænkte på sig selv, det havde jo aldrig nogensinde slået fejl, så hvorfor skulle det så også gøre det, på dette tidspunkt. Han sendte hende et stille smil. ”Ikke tænk på hende, Giselle. .det er et problem, som jeg selv må slås med, det skal du virkelig ikke tænke på.. Bare.. læg dig ned, sov lidt og få noget hvile, så sørger jeg for morgenmaden i morgen tidlig,” sagde han med en rolig og fattet stemme.. Lige der, havde han jo heller ikke forandret sig en disse overhovedet. Han rystede stille på hovedet, selvfølgelig skulle det hele være så besværligt! ”Jeg holder af hende… jeg holder virkelig af hende, bare.. ikke på den måde, som jeg gjorde før i tiden.. hvis du forstår…” At det jo så var da Giselle for alvor fik en rolle i hans liv, var jo så det lille faktum, som han ikke havde fortalt nogen som helst, det var virkelig noget af det som han havde holdt så frygtelig tæt ind mod sin egen krop og ikke fortalt til nogen. Han vendte blikket stille mod hende og med et stille smil. ”Du skal være hjertelig velkommen til at blive, og for så lang tid som du vil ønske det, min kære,” sagde han med et stille smil på læben. Det gjorde ham glad.. det gjorde ham virkelig glad og virkelig også så voldsomt lettet, at hun aldrig nogensinde ville kunne gætte sig til det i den anden ende.

[Deleted]

Giselle vidste at Pharrel før eller siden ville vælge at skulle dele det med hende når han selv var klar, det forhindrede dog ikke at hun virkelig var nysgerrig,hun ville så gerne kende enhver del af ham, kunne prale af at være den som kendte ham bedst ligesom han var den som kendte hende bedre end nogen anden, tålmodighed var vel for hende bare vejen frem? Det var klar at Pharrel bar en eller anden form for stolthed, og det var klart han ikke ville tale om Lilyann men hun var den som havde set i hans blik, hørt ham tale om den kvinde som havde taget hans hjerte, hvor det var blevet af forstod hun virkelig ikke det var skræmmende så hurtigt det kunne forsvinde det havde hun jo set med egne øjne i hendes egen barndom, hun ønskede bare at få ham til at indse at uanset hvad der var sket mellem dem så fortjente den kvinde mere end blot sidde og vente nytteløst på ham hjemme, mens han selv lå der med hende, skjulte sig for hans forlovede "Du ved det er forkert, Pharrel og stadig sidder du her med mig? Skjuler dig for hende? Hver ærlig overfor hende, ærlighed er den vigtigste brik i hele livet, og du er så konfliktsky at det gør ondt" mumlede hun stille dog med bekymret mine. Hun holdte virkelig af ham det kunne man ikke komme uden om, ville ønske at han bare ville lytte og prøve at forstå, det at hun var gået med til at skulle blive her gjorde det så virkelig ikke bedre på nogen måde. Den direkte indrømmelse fik for en kort stund Giselle til at smile. Det var virkelig ikke tit han sagde ord som det "Og det er iorden.. Vi begår alle fejl, vi tager alle valg som ikke er fornuftige og som viser sig at gå galt.. Det er vores ret som menneskelige væsner, vi må bare stå ved dem og være ærlige" hviskede hun stille. Et sted lød hun vel gammelklog, levede man på gaden lærte man alt for hurtigt at værdsætte livet, bare det at skulle være i live var virkelig en gave go en dag så var det bare slut.. Man kunne ligeså godt få det bedste ud af det. Blikekt betragtede ham stille, hun lod hånden glide gennem håret, satte sig ikke op igen, et sted så ganske udmattet. Hun ville nyde at blive her sammen med ham, det skræmmende for hende var jo så det som hvilede for ham, ting som ikke brude hvile, han var for pokker som en bror for hende, med det kys havde hun vel prøvet at fortælle ham det? Et sted kunne hun stadig ikke tro på hun virkelig havde gjort det, kunne endnu smage hans læber, og hvor hun af alt magt bare prøvede at skulle glemme det. Det var virkelig typisk ham at lukke sig sådan inde, det var okay at bede om hjælp ikke at hun selv var specielt god til det "Du behøver ikke klare alt selv.. Du ved hvor jeg er hvis du behøver snakke.. Eller hjælp" tilføjede hun med en sigende mine. Morgenmad lød ganske fristende, søvn lød ligeså især i en blød madras med de mange dyner, det kunne hun ikke komme uden om, dog nægtede hun at skulle sove når han var så tæt på hende, det var en underlig aften, kysset, samtalen.. Ikke ligefrem sådan deres samtaler plejede at skulle være "Morgenmaden lyder virkelig fristende.. Men jeg er ikke træt" tilføjede hun med et stille smil. Hjertet hamrede for det fulde tanken om at skulle blive her, underlig lettende og stadig skræmmende, en ting var dog sikkert...; Hun ville nyde hvert sekund, måtte holde tæt til kroppen hvad hun ivirkeligheden havde for ham, det måtte være sådan det skulle være, tage hvad man kunne få.

[Deleted]

Pharrel var udmærket godt klar over, at hans fremgangsmåde i den grad var så frygtelig forkert, som den overhovedet kunne gå hen og blive, så det kunne han lige så godt få frem med det samme, istedet for at han skulle få en endefuld her også. Ærlighed var det vigtigste, men lige for tiden var det virkelig ikke meget af det som han præsterede at skulle stå fremme med.. Han vidste, at han før eller siden måtte stå face to face med Lilyann endnu en gang og så måtte det komme ud.. han ville bare undgå det så længe det egentlig ville være ham overhovedet muligt, selvom han kun vidste, at det virkelig var mere forkert at gøre end alt det andet. Han var virkelig konfliktsky og så meget vidste Giselle da, så endefulden kom dog ikke til ham.. heldigvis. Det var virkelig ikke hende at han ville have den af, så var det meget lettere, at skulle tage imod den af Lilyann selv, for det ville kun gøre det hele så meget enklere for hans vedkommende end det som det var lige her og i dette øjeblik. Han blev siddende og med blikket vendt mod hende. Han ville gerne fortælle hende det hele, men det var ligesom lidt hen af den stolthed som måtte hvile i ham, som bare nægtet ham at skulle anerkende hans fejl overfor hende. Han vidste jo selv at de lå der, så stolt var han dog i den grad ikke. Problemet var virkelig bare, at han ikke havde nogen anelse om hvor Giselle ville være, hvis han lod hende gå igen.. mange af deres møder ,var jo bare noget som skete rent tilfældigt og han priste virkelig herren i det høje når det endelig skulle gå hen og ske, ligesom det havde valgt at gøres i aften. Han foldede hænderne stille og næsten rastløst i hans skød. Det at holde sig helt i ro, var faktisk svært for ham lige i øjeblikket. Han nikkede stille til hendes ord.. det var jo menneskeligt at fejle.. selvom han vel aldrig nogensinde havde været under det begreb som man kunne kalde for noget menneskeligt.. han havde jo været en dæmon, det som mange mennesker ville se på som en tilhønger af en djævel og så dette.. en vampyrisk race som tilhørte de døde.. Havde han overhovedet været menneskelig på noget tidspunkt? "Du får det til at lyde som havde det været en enkel sag, Giselle.. det er virkelig svært nok som det er.. Jeg ved at jeg burde fortælle hende det.. mande mig om.. Jeg kan bare ikke.." Han rystede igen på hovedet.. Han vidste, at han jo måtte sige det til hende før eller siden, men dete tidspunkt passet ham virkelig ikke.. og for hans skyld, så ville det aldrig nogensinde passe ham! Giselle var virkelig den som kendte ham bedst efterhånden og ikke at det gjorde ham det mindste, tvært imod, så var det nemlig også noget af det som gjorde det enklere for ham at skulle åbne sig for hende, mere end det som det måtte kræves at skulle gøre det overfor nogen anden. Han betragtede hende stille, et sted alligevel glad for det lette emneskift.. det andet var stadig et som i den grad måtte genere ham og noget så voldsomt i den anden ende også, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hendes morgenmad ville jo blive hans natmad.. han sov og hvilede jo igennem dagen for at være vågen om aftenen og natten. Han sendte hende et svagt smil. "Du burde hvile min kære.. du har brug for det.. tro mig.." Han lod hånden roligt stryge mod hendes kind. Han holdt af hende og virkelig meget.. Ikke bare som en søster efterhånden og det vidste han. Hun havde altid været den som han havde.. den søster som han aldrig havde haft før.. noget som han virkelig måtte værdsætte noget så frygtelig højt. Han gled stille ned i dynen igen ved siden af hende og uden at skulle slippe hende det mindste med blikket.. samtalerne var blevet dybere og kysset fortrød han dog ikke på noget som helst tidspunkt overhovedet. "Så skal jeg nok sørge for morgenmaden står på sengen så snart du står op.." tilføjede han med en rolig mine.. Lidt gentlemen hvilede der jo stadig i ham, også selvom det vampyriske gen stadig måtte tage mere og mere overhånd for hver dag som måtte gå.