Kroen: A missing friend

[Deleted]

Mørket var faldet på. Månen stod højt på himlen dækket af et yndefuldt stjernetæppe glitrende af så mange millioner stjerner. En blid brise herskede ude i det fri, kølig som is men blid som et kærtegn. Sne dalede fra den åbne himmel, var ved at ligge sig i et hvidt dække over den kolde jord, månens lys lod det skinne op og osløres for blikket, noget som et sted kun gjorde det langt mere smukt. Foråret havde gjort sit, revet de mange blade af træer der nu stod mere enøgne end nogensinde, forberedt det som nu var kommet.. vinteren. Giselle havde for i aften søgt ind i det mere varme. Om ikke andet så for nu. Siddende på hendes sædvanlige sted efterhånden, kroen der var mere hendes hjem end noget andet. Krofatter var efterhånden begyndt at føle en eller anden form af medlidenhed med hende, havde på det seneste givet en gratis drik hver aften, som hun nu sad med en kop dampende the foran sig. Det var fusterende at vide værelser var ledige lige på en aften hvor hun absolut ingen penge bar med sig, noget som jo ikke ligefrem var første gang. Det lange kastangebrune hår faldt blidt, indrammede det blide ansigt, faldt over hendes slanke skuldre, nogen som kun fortsatte med at blive slankere ligefør det ikke længere ville være pænt. Hun sukkede tungt så ned af sig. Den hvide top der ikke længere var meget hvid kunne efterhånden trænge til en vask, og den lange lyselilla nederdel var efterhånden blevet syet på kryds og på tværs, hvilket miljø hun levede i var jo ganske tydeligt. Med teskeen rodede hun let rundt i den gennemsigtige væske ventede på den til blot køle en lille smule ned. Ensomheden var Giselle efterhånden blevet vant til det var ikke specielt tit hun så Pharrel efter hanvar blevet gift - Desværre, ahn var trods alt hendes eneste og bedste ven. Efterhånden var det blevet svært at sidde stille som timerne var gået, noget som også var grunden til hun blidt rokkede frem og tilbage på sædet, hun var jo klar over at så snart hun trådte ud fra kroens lune, ville hun være nødt til finde et trygt sted at sove og det blev nok ikke i menneskelig skikkelse i denne kulde som nu tydeligt hang. Med et næsten tomt blik hvilede hendes mørke øjne mod the'en der efterhånden formaede sig i en mindre hvirvel ved hendes evige røren. Det muntre glimt var svundet bort, hvad skulle hun være munter over i aften? Blikket gled mod næreste vindue hvor Giselle tydeligt kunne betragte den hvide sne falde fra himlen, og kun blive værre og værre. Tungespidsen strøg blidt over de rosa læber. Blikekt gled yderligere omkring, betragtede hendes omgivelser. Kun en kutteklædt mand sad ved det bagerste hjørne, og en der kun kunne være en vampyr sad ved bordet næsten ved hendes side for sig selv med blod i et glas. Det var ikke som det så ud som om der var nogen former for selvskab at hente hos de to? Koppen første hun til læberne lod et par af de varme dråber glide igennem mere eller mindre kun for at undgå skulle brlnde tungen, følte varmen brede sig fra hendes hals og varme hendes krop op, på trods hele aftenen mere eller mindre var blevet brugt i alt ensomhed her. Livet som gadetøs var ikke ligefrem det mest underholdende. De nøgne fødder rørte lige netop mod det kodle gulv, hvor hun bevidst havde lagt de slanke ben på kors med hinanden kun for skulle undgå unødvendig kulde så længe hun nu var i stand til det "Tak" mumlede hun med et fremtvunget blidt smil da krofatter endte med at hælde en fløde agtig væske i the'en kun for gøre det lidt lettere for hende skylle synke. Hvor var han når man virkelig behøvede ham? Og hvorfor hvilede han så meget i hendes tanker lige for tiden? Et sted irriterede det hende i allerhøjeste grad, hun burde ikke gå og tænke på så noget manden var for pokker blevet gift han ville vel finde hende når han engang ville finde tiden? For nu måtte hun bare have tålmodighed og lade ham nyde tiden med hans hustru lidt. Selv var kærlighed intet Gieselle nogensinde havde kendt til. Hendes fiorældre havde måske elsket hinanden.. I starten men hun havde jo selv set hvordan det var gået, og aldrig havde hun selv følt den, det var jo så heller ikke fordi hun ligefrem havde ledt efter den, pænt holdt den på afstand kun fordi hun ville se det som det nemmeste. Let bed hun sig i læben ved de mange billeder fra undgommen som endnu sad i på hendes nethinde. Hånden fandt vejen til hendes hals og den blodrøde amulet i form af et hejrte. Fingrene knugede omkring smykket, mens øjnene stille gled i for et øjeblik lod det køre for hendes indre blik.

[Deleted]

Pharrel var sandt nok ikke gift endnu, selvom det dog alligevel var en byrde som klart måtte tunge hans egne skuldre. Han havde gjort en fejl.. en så stor og fatal fejl, at skulle trække den så langt, selvom han virkelig ikke kunne få sig selv til at opsøge Lilyann og endelig få det gjort over dem imellem. Ringen havde han ikke gået med i en evighed.. han havde ikke set hende i en evighed og et sted, var han virkelig så voldsomt glad for det, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. De sidste mange dage, havde han haft et værelse her på kroen, fuldt ud bevidst, hvor han havde fået det skrevet i et helt andet navn end sit eget. Faktisk havde han gjort brug af sin gamle fars navn for at slippe for at skulle blive opsøgt af Lilyann.. og han kunne ærligt stå ved ,at freden havde været dejlig.. den havde virkelig været behagelig. Han kom stille vandrende ned af trapperne oppe fra den store gang som måtte føre til de mange værelser. Ikke at det var fordi at han havde mange penge, for det havde han bestemt ikke. Han arbejdede faktisk for at opretholde det som han havde fået bygget her som et grundlag for et liv. Han have kutten trukket over hovedet. Han måtte selv ud og finde sin egen næring. Ikke fordi at han ikke troede på krofatteren på dette sted, men han ønskede at det skulle være friskt og det skulle virkelig være helt friskt. De glinsende røde øjne var kun det eneste som kunne ses under kutten af det svage lys som måtte hvile i form af de små lamper og stearinlys som måtte stå rundt forbi. Der var stille.. tydeligt mennesketomt lige i dag, ikke at det var noget som gjorde ham det mindste. En eller anden sjov og underlig uro havde dog lagt sig over hans egen krop og sind.. noget som var ham kendt, befandt sig i hans egen nærhed og ganske rigtigt, kunne han da umuligt tage fejl ved synet af kvinden som sad alene oppe ved disken og med blikket hvilende over den varme the. Ikke at det var noget som han selv kunne nyde længere som han havde gjort dengang, det havde virkelig ikke nogen mættende effekt på ham på noget som helst tidspunkt overhovedet, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom. Selvfølgelig kunne han drikke det, men den effekt som tidligere, havde det ikke. De blege læber spillede ud i et let og stille smil idet han skiftede kursen fra døren af og hen mod hende i stedet for, hvor han ganske roligt lod sig dumpe ned på pladsen ved siden af hende. Bevidst hvor han for øjeblikket, ikke sagde så meget som et eneste ord. Han foldede hænderne foran sig. Han manglede ringen, selvom det nu var en byrde som han bare ikke kunne få sig selv til at skulle gå med lige i øjeblikket, det var der heller ikke nogen tvivl om. Til dels hvor han i det sidste, i den grad havde klaret og haft det bedre alene, end det som han havde haft med Lilyann.. han savnede hende virkelig ikke på den måde, som mange vel havde gjort det ved at skulle være væk fra deres forlovede. Han var virkelig mest lyst til at gå under jorden og blive der til hun ville tro, at han faktisk var gået bort.. måske som krigen kunne have taget hans liv? Som den havde taget så mange til nu og stadig gjorde det, at det faktisk næsten måtte skræmme ham selv også på denne måde og der skulle faktisk også en hel del til at bringe ham ud på det punkt. Han drejede hovedet bare en anelse mod hende og med det svage smil på læben. Fuldt ud bevidst, hvor han lod tænderne forblive i det skjulte. Det som efterhånden kun var blevet ham selv en underlig vane. Han sukkede dæmpet. ”Sidder du igen her alene?” spurgte han med et næsten varmt og indbydende smil idet han hævede hånden og greb fat i kutten og for at trække den ned. Havde han vidst, at hun sad her, så havde han da opsøgt hende for længst i stedet for at sidde oppe på hans værelse og bare… stirre og lave det rene ingenting. ”Hvor længe har du siddet her?” spurgte han næsten forsigtigt og uden at skulle se det mindste væk fra hende på noget som helst tidspunkt overhovedet. Han betragtede hende med et stille og roligt blik. Han kunne da ærligt stå ved, at lige her af alle steder, var det ikke et sted som han lige havde forventet at skulle finde hende. Han havde savnet hende.. han have i den grad manglet hende. Man kunne vel pænt sige, at denne pludselige krig mellem Procias og Dvasias i den grad va noget af det som vel også havde skift dem fra hinanden?

[Deleted]

At Pharrels giftemål var endt som en sådan byrde som det nu var, var intet Giselle havde den mest fjerne anelse om. I hendes hovede var han netop blevet lykkeligt gift ogskulle have lov til nyde det lidt inden an behøvede trækkes lidt med hende igen. Hvor længe hun efterhånden havde kendt ham var gået i glemmebogen, det var et sted heller intet som betød noget, det gjorde han til gengæld i allerhøjeste grad, han var den som holdte hende ved selvskabet så utrolig mange gange, den som kunne få hende til at le på selv de mest sorte dage, og den som glædeligt lyttede på de sjældne gange hun brokkede sig over det liv hun levede, uden mad på bordet hver dag, uden en seng at sove i, kun med det ene sæt tøj hun bar omkring sig. Giselle registerede på ingen måde den skikkelse som måtte komme ned af trappen det var trods alt intet nyt når hun aften på aften befandt sig dette sted kun for varmens skyld, desuden vidste hun virkelig ikke at han befandt sig her, hvad skulle han da det for? Den dampende kop the var efterhånden blevet højdepunktet på hendes dag, langt væk fra kulden, hvor hun til tider næsten kunne føle søvnighed trænge på ved den fælles varme fra både krostuen men også fra den varme væske. Det var først som han valgte at skulle lade sig dumpe ned på stolen ved hendes side, det gik op for hende at det ikke længere var hende de to andre gæster og krofatter som befandt sig her, men uden en stemme og med den kutte på var hun virkelig ikke i stand til at se en dyt. Et sted så tog hun end ikke notits af ham, så blot tomt mod den the, kun med tanken om at om kort ville hun være nødt til søge udnefor i kulden i et forsøg på at få lidt søvn. Den varme stemme der talte til hende, kun mere end bare velkendt, den venlige tone som han altid havde gjort brug af overfor hende. Smilet bredte sig yderligere over hendes læber, hun lod de mørke øjne søge hans hvor et muntert glimt helt per automatik endte med at skulle træde frem. Let endte hun med at foretage et stille træk på skuldrene "Hvem pokker skulle jeg ellers sidde sammen med? Det er ikke som jeg har et hav af venner og den ene jeg har og nyder at snakke med burde have travlt med en eller anden form for bryllupsrejse elelr noget" påpegede hun med et sigende blik, kluklo let. Egentlig så havde hun slet ikke styr på hvad en bryllupsrejse var eller hvad den skulle gøre godt, for det var bare et ord hun ligesom kunne tilfører med ordet 'ægteskab', som det eneste lige der skulle hun gerne indrømme hun var på herrens mark. Som hætten endte med at skulle falde lod hun blidt blikket betragte de mange velkendte detaljer, for derefter glide videre til hans hånd kun for søge efter den ring der til hendes egen skuffelse, eller lettelse? Ikke sad der, hun lod dog værre med spørge ind han virkede trods alt glad?"Jeg har mistet tælling på timerne.. Jeg udnytter bare varmen så længe jeg nu har mulighed for det" indrømte hun med et blidt nik. Snart ville det kun være frost og sne hun nød det lune herinde, dette var den periode hun ville give alt for have et værelse bare 3 timer om natten. Let gled hovedet på sned næsten så detlod hvile mod hendes skulder ldo de lange løser låser glide langs hendes arm. Begyndte Giselle at påstå hun ikke havde savnet ham og ikke havde tænkt på ham ville det være den største løgn nogensinde, faktisk havde hun tænkt på ham nok til det kunne skræmme selv hende, så overdrevet plejede det trods alt heller ikke at være. Hun sukkede så lydløst som det var hende muligt, førte den nu lidt køligere the til læberne for atter lade lidt varme flyde i hendes årer "Jeg havde ikke ventet at se dig her.." fortsatte hun roligt, uden lade smilet falme det mindste. Dette var hendes stamsted det var sjældent hun så ham et sted som dette, og da især nu hvor han var blevet gidt, hvis han overhovedet var? "Jeg har mangler dig" endte hun yderst stille næsten forsigtigt, som hun ikke var klar over om hun kunne tillade sig sige sådan til ham mere, men sandheden det var det i den grad.

[Deleted]

Tanken om ægteskab, var ærlig talt noget som skræmte Pharrel noget så voldsomt, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom, og dog, så var det en tanke og en følelse som han bed så kraftig i sig. Han havde virkelig ikke i sinde at skulle opsøge Lilyann for øjeblikket. Han havde valgt at leje dette værelse i sin fars navn udelukkende af en grund. Hun kunne ikke komme og spørge efter ham ved hans navn og faktisk vide, at han ville være til stede. Det var det som i bund og grund var det som var ham en dejlig og faktisk lige så også ganske så befriende tanke. De rødlige øjne hvilede på Giselle. Han kunne så sandelig heller ikke komme udenom, at han lige så også havde savnet og manglet hende. Han ville i den grad lyve om han stod ved noget som helst andet. Det var et døgn eller to siden han havde næret sidst, udelukkende også af den grund, at han havde valgt at skulle holde sig bare på en lille afstand til hende. Det skulle trods alt nødigt gå galt. Han ville virkelig ikke skade hende, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han holdt virkelig for meget af hende til at skulle lade det gå i den retning. Atter en gang ville han lyve, hvis han ikke stod fast ved, at han ikke havde tænkt på hende. Tvæt imod, så havde han tænkt alt for meget her i det sidste.. ikke bare at han havde hjulpet Corventina ned fra bjergene i Imandra, ladet hende få et værelse i New Dale inden han selv havde valgt at skulle søge til Manjarno hvor han havde slået sig ned i hans fars navn og til en stor frihed og befrielse faktisk. Måske at det var en klart forkert måde at gøre det på, han måtte virkelig bare tage sig sammen til at skulle kunne opsøge hende og så gøre det forbi eller.. blive her til hun troede at han ville være død.. måske at krigen havde taget livet af ham? For så at komme videre.. det ville virkelig være til det bedste for dem begge. Han kunne virkelig ikke fordrage den følelse, at skulle sidde fanget på den måde. Han havde altid været en fri sjæl og det var virkelig så frygtelig savnet. Han smilede svagt, han var ikke i tvivl om, at hendes ord måtte være henvendt til ham selv faktisk. Han lod hovedet søge let på sned og ikke mindst med den lette nysgerrige mine. ”Du tænker på mig, gør du ikke? Jeg er ikke gift, Giselle.. jeg har ikke nogen bryllupsrejse at planlæge.” Han blinkede let til hende og med det blide smil på læben, det var heller ikke noget som han ville lyve overfor hende med hensyn til. Han havde ikke set hende i en evighed.. han have virkelig manglet hende og han have i den grad også savnet hende noget så frygteligt. Hendes ord måtte da kun sige ham en hel del. Han bed sig let i læben og nikkede så. ”Du sidder her når du har mulighed for det?” Han vente blikket kort i retning af døren og så tilbage til hende.. eventuelt kunne han vel også udsætte si jagt bare en smule måske? Han hævede hånden stille og med det svage smil på læben. ”Jeg må sætte jagten ind, Giselle.. hvis det kunne behage, så har jeg et værelse som du kan tage til jeg kommer igen.. varme og en varm seng, kunne vel være dejligt?” Han sendte hende et stille smil og lod hånden stryge mod hendes kind varsomt og blidt. Han havde i den grad savnet hende og det var virkelig også noget voldsomt. Han havde lært sig at kontrollere meget af det som førte med det at være spide. Jagten som måtte sættes ind, næringen som skulle tages.. det ubehag havde han virkelig kun klaret og formået at skulle bide så kraftigt i sig, for at klare det hele så godt som det nu ville være ham muligt, selvom det virkelig ikke var behageligt, at skulle høre og stå og lytte til folks skrig. ”Jeg har været her i et godt stykke tid nu.. Det er en lang historie, som jeg nu ikke vil kede dig med,” afveg han stille. Lige på det punkt, hvor han var klar over, at det var ham som var helt ude hvor han ikke kunne bunde, men lige nu, var det virkelig det som han kunne se på som det rette at gøre, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Det sidste som hun nu måtte nævne for ham, måtte lade det blide smil passere hans læber. ”Jeg har savnet dig… lige så også manglet dig noget frygteligt,” tilføjede han med en stemme som klart kun måtte være præget af en ren og skær ærlighed.. at lyve for hende ville aldrig nogensinde blive aktuelt!

[Deleted]

Den aften Pharrel havde nævnt for hende at han ville gifte sig med denne unge kvinde, måtte Giselle indrømme hun først ikke havde troet ham. Som hun kendte Pharrel var han ikke ligefrem typen der slog sig ned med en kvinde, han havde jo før i tiden plejet nærer sig på flere forskellige kvinder, som sensuel dæmon. Uden Pharrel at sludre med var dagene virkelig frygtelig ens. Stå op, gå på jagt efter lidt mad på markedet eller rundt omkring, søge til kroen og bruge dagen i varmen til hun atter ville være nødt til finde et bare lidt varmt sted hun kunne slå sig ned og falde i søvn, den samme rutine og en som faktisk efterhånden gjorde livet kedeligt. At Pharrel nu var af en anden race var hun udemærket klar over af den grund frygtede hun ham virkelig ikke på nogen måde, det gav han hende ingen grund til, selv på trods han behøvede nærring. Efterhånden som årene var gået kunne man vel sige deres forhold havde udviklet sig til noget der nærmede sig søster og bror, for ham var hun ikke blot en munter gadetøs, han holdte af hende lige som den person hun var og hun hodte ligeså af ham. Somme tider havde det næsten skræmt Giselle, måden hun havde tænkt på ham på, somme tider et lille stik hun nægtet kategorisere som jalousi, hun skulle bare vænne sig til hun nu ikke kunne have ham hele tiden mere og det var det!. At hendes ord var henvendte til ham var vel mere end blot tydeligt? Hans ord kom dog i den grad bag på hende "Ikke gift?" hun hævede spørgende det slanke øjnebryn "Det var noget af en drejning fra det du fortalte mig for måneder tilbage" påpegede hun. Et sted så var der en lille sten som faldt fra hendes bryst, en lille lettelse som hun dog bandede så langt væk og på alle måder nægtede at skulle stå ved. Giselle havde forstået at han havde haft tralvt med andet, noget som han jo så ikke havde alligevel.. men anyway så havde hun virkelig savnet ham på alle måder, savnet den varme stemme, det venlige blik og ikke mindst hans blide kærtegn. Den måde de blot kunne snakke og le i timer om det skulle være. Hun nikkede blidt til hans ord, droppede det uforstående blik og lod det atter erstattes af det muntre "Tja.. Krofatter er flink nok til lade mig sidde her så længe jeg vil, jeg har bare lovet ham ikke at sove det ser ikke godt ud for kroen at hjemløse ligger og sover på gulvet" påpegede hun sigende "Men her er varmt så ja" tungespidsen strøg over de fyldige læber som for at fugte dem, mens blikket for en kort stund gled tilbage til theen. Tilbuddet om en varm seng var noget af det første som nåede hendes ører. Bare tanken om skulle ligge under en dyne frem for ligge hundefryse et sted i det fri som hun plejede det var virkelig en guds gave, hvor gud i dette tilfælde måtte være Pharrel "Du kunne os bare nærer dig på mig" svarede hun med det kække blik og en kort blid latter der måtte bryde luften melodisk næsten. At det var ment som en joke var der vel ingen tvivl om, hun ville for enhver rpis forblive mårhund. Pelsen var dejlig varm og det var ti gange lettere at tigge mad på den måde. Den rolige hånd som strøg over hendes varme kind så blid og kærlig.Om det var instinket som en form af hund i hende der reagerede eller om det blot var helt per automatik, da hun lod hovedet glide mod hans hånd næstent spindende. "Jeg er nu overbevist om det ikke er en kedelig historie" mumlede hun roligt stadig næsten kælent lagt mod hans hånd til det egentlig gik op for hende og hun valgte trække sig en smule med et undskyldende træk i mundvigen. Hans ord varmede hende dog en del. At hun ikke var den eneste som havde tænkt på ham, og ikke mindst så manglet ham. Der kom ingen rigtig kommentar på det, sendte ham blot et langt større smil som hun egentlig ikke rigtigt vidste hvad som hun skulle svare.

[Deleted]

Hele tanken om at skulle indgå ægteskab, var virkelig noget af det mest skræmmende for Pharrels vedkommende, det var heller ikke noget som han kunne komme udenom. Han havde været vant til at få hvad han ønskede.. bare den tanke om at skulle forpligte sig til at holde sig til en, selvom han ikke længere var den dæmon som han havde været dengang, var ikke direkte hyggelig.. tvært imod, så var det virkelig noget af det værste ved det hele og nu hvor det var ved at blive realistisk, så bakkede han ud fuldt bevidst. Det var ikke nogen hemmelighed, at han altid havde været en fri sjæl og det skulle Lilyann så sandelig ikke få lov til at lukke inde i en lille boks som hun kun ville have nøglen til. Hun havde jo allerede flippet ud på ham, da han havde levet sit typiske liv som en sensuel dæmon for de år siden.. en tilstedeværelse som han faktisk måtte savne en hel del. Han sukkede indædt. Han vidste, at dette var den mest frygtelige måde at skulle gøre det på, men han havde ikke rigtigt noget andet valg på nogen måde overhovedet, det var jo så kun det som måtte gøre det hele så meget være end det som det havde været fra før af! ”Ikke gift..” sagde han roligt og alligevel med en stemme som kun måtte vise til , at der absolut ikke var noget galt.. de havde jo heller ikke brudt op endnu.. Lilyann havde vel absolut ikke nogen anelse om hvor han var henne og det var virkelig den tanke som var ham tydeligt.. befriende på en eller anden sjov måde, det kunne han heller ikke lægge skjul på. At han jo så havde fjernet ringen og faktisk også nægtet at skulle gå med den, var jo en helt anden side af historien som han helst ikke ville ind på. Han havde bogstavelig talt fået kolde fødder, fortrudt noget så bitterligt, at det virkelig ikke kunne beskrives på nogen som helst måde overhovedet. ”Tiderne kan virkelig skifte og de skifter virkelig hurtigt,” påpegede han roligt og alligevel en anelse afvigende, han ønskede virkelig ikke rigtigt, at skulle snakke om det, det var der heller ikke nogen hemmeligheder i. Selvfølgelig holdt han stadig noget så frygteligt af Lilyann, det skulle man så sandelig ikke tage fejl af, for det gjorde han virkelig! Han havde med andre ord faktisk også givet Lilyann lov til at tage hans liv, ved at give helt efter for hvad hun havde ønsket og se hvor han nu var havnet.. han hadet virkelig den tanke og noget værre end pesten! De røde øjne lod han hvile på hende. Ikke nogen tvivl om at dyret i hende.. den smukke animagus måtte stå frygtelig stærk i hende, en tanke som han faktisk måtte finde ganske morsom. Han vidste hvad hun var, selvom han aldrig nogensinde havde set hende i hendes dyreskikkelse.. ikke som han kunne huske det vel at mærke. Han sendte hende et stille smil, selv ved hendes ord som han klart valgte at tolke som en stor joke. Lige netop den forvandling til det mørke væsen var ikke noget som han ville gå igennem endnu en gang, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Den havde været smertefuld.. ekstrem smertefuld og med den klare følelse som om den havde slået ham ihjel ikke bare den ene gang, men flere. ”Havde du ikke været som en søster for mig.. så måske..” sagde han med en let drilsk eftertænksom mine. Det kunne aldrig nogensinde falde ham ind, at skulle gøre hende det mindste ondt, aldrig nogensinde! Han smilede lettere usikkert og rystede ganske så svagt på hovedet. Han ønskede ærlig talt ikke at snakke om det. Han havde selv trukket den alt for langt før han havde set at det virkelig havde været for sent. Det lette usikre smil falmede dog ikke af hans læber på noget tidspunkt. ”Tro mig.. det er en kedelig historie.. Og jeg vil nødigt kede dig med den. Gå du op på værelse 344, så kommer jeg igen ganske snart.. det skulle jo nødigt gå galt med en Spide i nærheden.” Han blinkede let drilsk til hende, lod hånden vandre igennem hendes lange hår i og med ,at han endnu en gang valgte at skulle rejse sig. Næring ville kun behage lige nu.. han havde allerede trukket den alt for langt.

[Deleted]

Hvad som havde fået Pharrel til at ændre hans ,ening med hensyn ægteskabet, ringen og det hele vidste hun virkelig ikke, hun kunne tydeligt føle at han afveg og el ikke ønskede at snakke om det, det var som sådan heller ikke fordi hun ville rode i det, hun var bare vant til de to delte mere ellermindre alt, måske han vel ville fortælle når han selv var klar til det? Pharrel havde altid været en mindst ligeså fri sjæl som det hun selv havde, måske ikke på samme måde hvor der i hans frie liv altid havde indgået mange kvinder, havde der i blot været ren go skær frihed til at gøre lige hvad hun lystede, ingen til at stoppe hende overhovedet. Et sted undrede det hende ikke at det ikke var blevet til noget, hun havde direkte fået et chok den aften han kom go sagde at nu ville han slå sig ned med blot en enkel kvinde, noget som var virkelig svær at forestille sig og på trods tanken et sted var forbudt, på trods følelsen et sted var forkert så kunne hun virkelig ikke lade værre at føle en lille lettelse over der ingen ring var at se på hans finger, og ingen kvinde til at hænge på hans arm. At det så var en ting som ikke lod til påvirke ham særdeles, var noget som Giselle lod sig bide mærke i, ikke at det generede hende det var hans egen sag til han ville ælge inddrage hende yderligere, noget tydede jo så på han havde gjort det op, ellers ville han vel ikke være såletpåvirket af det som han lod til at være? Hun nikkede roligt til hans ord " De kan skifte hurtigt.. Somme tider alt for hurtigt" påpegede hun med et sigende blik. Hånden strøg gennem hendes kastangefarvede lokker, lod dem falde i de glatte bølger hen over hendes ryg, på trods af hu levede i det fri og vilde, sjældent havde muligheden for at redde hår forholdte det sig endnu så glat at der umuligt kunne dannes nogen former for knuder i det. Aldrig havde Pharrel set hende i skikkelse af mårhund, noget som Giselle var udemærket klar over, det var mest en hun gjorde brug af så snart hun trådte uden for døren, kun fordi pelsen var tyg og varm som en dyne, noget hun meget sjælden fik muligheden for at kunne hvile under. Hans ord varmede et sted. Vide at hun betød noget for ham selv efter de ikke havde ses i et godt stykke tid efterhånden "Tøsedreng" mumlede hun med tydelig drillende undertone. Dette var noget som hun i allerhøjeste grad havde savnet, det var intet hun kunne komme uden om "Eller du kunne sige til mig at du ikke havde lyst til at snakke om det nu" påpegede hun med en direkte tone, dog ikke bebrejdende på nogen måder, han var vel efterhåden vant til hun var ærlig og direkte, og sagde hvad som lige faldt hende ind uden hun altid lige tænkte over hvad pokker det var for ord der forlod hendes læber. Hånden som øb gennem det lange hår hvor hun kune lod smilet brede sig en smule. Det var et sted typisk hende at tage flere ord i munden end hun egentlig kunne bære med andre ord være alt for over modig, hovmod bragte i sidste ende fald. Som han rejste sig gjorde hun det selv trådte helt tæt på ham hvor den varme hånd blidt lod søge mod hans kind for blot at hvile "Okay tøsedreng.. Hvis du virkelig ikke tør nærer dig på din søde uskyldige søster så gå ud og find dig et bytte" hviskede hun drilks, lod de mørke øjne falde i hans med det muntere glimt, bed sig blidt i underlæben. Hånden klappede ham let kun venskabeligt på brystet, blev stående et par sekunder før hun vendte om, kun for st skulle gøre klar til at sætte kursen mod det varme værelse som ville vente hende oven på, en dejlig varm seng at soe bare lidt i, vel ikke at hun kunne blive for hele natten men bare lidt varme inden hun skulle søge udendørs det ville virkelig gøre så meget mere end han vidste, bare tanken om lidt søvn i varmen så hun i det mindste ville få sovet en smule, det var ikke fordi det ligefrem var det letteste i et vejr og en kulde som dette, om hun så var den unge kvinde eller den forvoksede hundebjørn hendes skikkelse mest af alt kunne minde. Hun sukkede lydløst, sendte ham et skævt smil over skulderenfør hun roligt tog det stille skridt op.

[Deleted]

Pharrel blev stående og betragtede hende med et stille og roligt blik, selv det lette smil som måtte hvile så fast på hans læber, var ikke noget som han formåede at skulle skjule for hende. Sandt at de begge var vant til at skulle dele alt med hinanden, men dette var noget som han ønskede at holde skjult.. i alle fald for nu. Han var ikke klar til at skulle få eventuelt en skideballe af hende, han vidste jo, at det var en forkert måde at skulle gå frem på, specielt på den måde som han nu også selv havde gjort det, det kunne han heller ikke komme udenom. Sandt at tingene ændrede sig så voldsomt og han var en fri sjæl.. ikke at han havde følt at Lilyann havde taget hensyn til det. Hun vidste jo hvad han havde været.. det var stadig ham selv en vane, at sætte sig ned og komplimentere en smuk kvinde når han altså så en! Han ville faktisk gerne have ønsket, at han havde set hende i hendes sande skikkelse, faktisk også det lille faktum, at skulle kende til alle hendes sider i stedet for bare denne lille som han nu havde dette kendskab til. Han havde virkelig savnet hende og han havde virkelig også haft hende så ofte i tankerne alligevel, det var der heller ikke nogen tvivl om. Ikke bare, at hun havde været den søster som han aldrig nogensinde havde haft, men hun havde i den grad også været den eneste som egentlig havde accepteret ham som den mand han var af natur.. flirtende måske, men aldrig havde han været typen som havde taget noget standpunkt til noget fast og dette havde udelukkende været af den grund – han ville ikke fanges og sættes i snor som han havde været til nu. Han hadet det virkelig! ”Denne gang skete det alt for hurtigt..” indrømmede han stille, selvom det nu ikke var noget som han var synderlig stolt af, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Ved hendes ord måtte han fast fnyse. ”Tøsereng? Hvor kom lige den fra?” Han prikkede hende let på næsen og med den klare drilske mine i ansigtet. Han havde ladet hende tage værelset for aftenen sandt nok.. .men lige nu stod han i det dilemma.. det fristede ham slet ikke at skulle sætte jagten ind. Ikke når hun var der sammen med ham og i samme bygning som ham selv. Han lod armene falde stille og let over kors på et faste bryst. Han lod hovedet falde let på sned og stadig med de spidse tænder skjult i mundvigen. ”Det er langt fra klogt at friste skæbnen,” hviskede han let drillende i og med, at hun gik i retning af trapperne som ville føre op til værelset. Hun fristede ham virkelig.. ikke bare på måden som han var vant til det, men i den grad også af næringens vej, det var heller ikke noget som han lige kunne komme udenom. Han vendte sig mod krofatteren i stedet for, gik ham i møde og bad trykkeligt om den bedste flaske blod som de havde stående. Manden gik ud i baglokalet inden han kom tilbage med en smuk flaske med en blanding af elver og engel. Mættende og berusende.. perfekt i hans øjne. Han betalte med de sidste mønter han lige havde på sig, for roligt at lukke næven om den anonyme udseende flaske. Grotesk måske, at skulle leve af Procias’ befolkning på denne måde, men nogen gange måtte man bare gøre hvad man var nødt til vel? Han gik mod hende i stedet for og hen til trappen. ”Tror du virkelig at jeg kan lade dig gå nu?” spurgte han med en let drilsk mine og med det klare og lette smil på læben. ”Min kære søster er da noget af det sidste som jeg kan være bange for at nærme mig,” tilføjede han med en let hvisken mod hendes øre. Armen lod han lukke sig omkring hendes liv og med den anden hånd så kraftigt knugende om flasken i hans næve.. han tog ingen chancer. Han ville og han agtede ikke at skulle lade tanden smage hendes blod. Han førte hende stille med sig op af trappen og stille hen i retning af værelse nummer 344. Han lukkede døren op og tillod hende selv at gå indenfor.

[Deleted]

Deres forhold havde aldrig rigtigt kunne beskrives med ord. Han var den som til tider tog sig af hende sørgede for hun i tide og utide fik lidt fedt på kropen , lod hende få et lille sted at sove når han selv havde det, og underholdte hend enår hun var ensom, noget som hun ganske tit var efterhånden, lige bortset fra når hun tilfældigtmødte nogle under på gaden der glædeligt klappede og aede hende, det var en opmærksomhed hun ikke kunne sige sig fra at nyde. Pharrel vidste udemærket at hun ville sige hendes ærlige mening om han fortalte hende sandheden og vidste hun hvordan det forholdte sig så ville han nok ikke kunne undgå den lille skideballe og det var fra ent øs som aldrig nogensinde havde set hans forlovede, men for nu valgte Giselle blot acceptere det var noget han ville holde for sig selv, så måtte han jo komme til hende senere med det om han nu lystede. Pharrel var den som uden tvivl kendte hende bedst, og dog så var der alligevel så frygtelig mange sider af hende han aldrig fik set, han så hende som regel kun når hun sad her og nød varmen jo som hun altid plejede, aldrig havde han set hende på gaden eller hvordan hun klarede sig i læber af dagen, mange sider af hendes personlighed han langt fra havde set endnu, og hun vidste det også gik den anden vej, også selvom hun virkelig ønskede at skulle kende enhver lille detalje. Overfor Giselle havde han aldrig haft noget at bevise, hun godtog han lige som han var, måske flirtende, et sted hvor man vel også kunne sige at de to selv havde en flirt kørende, ganske uskyldigt godt nok, det var almindeligt kendt hun aldrig havde været tæt nok på en fyr til så meget som at kysse ham, det beskidte tøj og nøgne fødder var jo ikke ligefrem det som tiltalte end mand. Hun betragtede ham let med nysgerrigt blik "Ægteskab er en stor til, Pharrel" mumlede hun med en tydelig sarkasme. Et sted havde hun altid været imod det efter hendes egen forældre var endt op på den måde de nu var, hun var begyndt at stoppe med tro på betydningen af den rign man bar og de løfter man gav som uanset endte brudt i løbet af krot tid, hun var kendt for se positivt på mere eller mindre alting men lige der måtte hun nok sige sig at være ekstremt negativ. Som hans finger blidt lod prikke hendes næse rynkede hun let, kluklo blidt "Hvor mon" mumlede hun med drillende stemme, et eller andet sted med mystik som havde det været en gætteleg, og sammentidig lidt lokkedue agtigt. Tungesidsen lod blidt stryge over hendes tører læber som for at fugte dem "Somme tider må man vel tage chancen selv med skæbnen" mumlede hun i samme mystiske ikke mindst drillende tonefald, trak let på de slanke skulder. HVad de i øjeblikket havde gang i kunne man vel kalde for en flirt, de vidste jo så begge det var ganske uskyldigt og der intet lå bag det overhovedet. Et sted så håbede Giselle virkelig ahn ille droppe sin jagt og tilbringe aftenen med hende istedet, hun kunne virkelig godt bruge en aften med en ven. Hendes skridt var yderst langsomme op af trappen som hun mere eller mindre kun ventede på han ville ende med at trappe hen ved hendes side "Det regnede jeg ikke med du ville" indrømmede hun med en smule uskyldighed "Jeg ville ikke være så sikker på det" hviskede hun blidt tilbage ved hans egen varme så tæt til hendes ører. Armen lod hun falde omkring det slanke liv, mere eller mindre hvilende i hans favn hvor de begge satte kursen mod det værelse som for disse nætter var hans. Roligt stoppede hun med ham uden foran værelset til døren blevåben og hun tillod sig at træde et stille skirdt ind lade blikket glide omkring. For hendes vedkommende var dette et paradis, varmen som omsluttede hendes krop, tanken om dyner, bare tanken om en seng var virkelig bedre end noget som helst andet gud havde skænket hende.. "Dejligt sted" endte hun stille dog tydeligt ærligt, imponeret som var hun havnet på selve slottet i Manjarno og ikke blot den lidt indsunke gamle kro.

[Deleted]

Når hun var til stede, så fristede jagten virkelig ikke det mindste på nogen som helst måde overhovedet. I så fald, så kunne han da fint nøjes med en flaske fra kroen af, selvom det friske altid havde været at skulle foretrække, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lod armen hvile omkring hendes slanke skikkelse og trykkede hende stille ind til sig. Lige så, at det var hende som kendte ham bedst, så ville han da også selv vove at skulle påstå, at det også gjaldt den anden vej. Han var endt betydeligt mere indelukket efter at det først var gået hen og skulle blive til alvor med Lilyann, selvom han udmærket godt var klar over, at han måtte opsøge hende før eller siden udelukkende for endeligt at skulle gøre det slut, også for deres begges skyld og få en afslutning på det hele.. afslutte det hele inden det overhovedet havde nogen mulighed for at skulle begynde. Et sted hvor den tanke faktisk også måtte være ham selv en ren og skær lettelse, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han lod hende træde ind på værelset. Han havde altid set på hende som en meget direkte personlighed.. det i sig selv, var altid noget som han kunne søge efter ved en kvinde og så frygtelig sjældent få lov til at skulle bevidne på denne måde. Det blide smil forblev hvilende på hans læber, det var ikke noget som han ville eller kunne lægge skjul på. Han ville klart nyde tiden sammen med hende og så længe, at det ville være ham overhovedet muligt at skulle holde hende der. Hele værelset var tydeligt mørkelagt og i den grad også med de tunge gardiner hvilende over vinduerne for at holde solen skjult om dagen.. i den tid hvor han søgte hvilen og freden på dette værelse.. han hadet faktisk den tanke.. den ensomhed var kun noget som han efterhånden var ganske godt kendt med. Stedet var lille, men fint nok til en eller to, en stor dobbelt seng, selvom madrassen ikke var det vilde at skulle prale af. en kommode og et mindre bad – det var ligesom det som dette sted måtte bestå af. ”Chancen må man jo tage kæreste… og tro mig.. nu har den meldt sig,” påpegede han med en lettere drilsk stemme. Selvfølgelig kunne det ikke falde ham ind, at skulle sætte tænderne i hende, det ville virkelig være noget af det sidste som han ville. Flasken satte han tæt ved vinduet oppe på kommoden og lukkede døren stille efter dem. ”Det er nu ikke alverdens.. men fint nok til mig når jeg endelig er her..” Han trak let på skuldrene og lod døren gå i lås, udelukkende for, at de skulle kunne være lidt alene, det var virkelig heller ikke noget som han kunne komme udenom. De rødlige øjne hvilede på hende. Hun udviste ham virkelig en noget så stor tillid, det var der heller ikke nogen tvivl om og det var virkelig kun noget som han måtte være ekstrem glad for og på ingen måde ville han lægge skjul på det. ”Lad som om du er hjemme Giselle.. mit hjem er dit hjem.” sagde han med et stille smil på læben i og med, at han lod sig dumpe ned på sengekanten og så helt ned at ligge. Sulten rev tydeligt i hans indre, hans tarme skreg efter den næring som han vidste, at han var tvunget til at få i sig før eller siden. Han bed tænderne svagt sammen og med blikket som igen og igen måtte søge mod den halvstore flaske som stod henne på kommoden. Den skulle holde længe, så han kunne ikke tage imod den… endnu i hvert fald. Han vendte blikket mod hende og igen med det svage smil på læben. ”En varm og blød seng, er vel kun trængende for dig?” tilføjede han stille. Han ønskede virkelig kun at huse hende.. om hun ville, så kunne hun jo blive her lige så længe som det hun havde lyst til. De skulle vel altid kunne finde en løsning? ”Du har været ude alt for længe allerede..” tilføjede han med en mere dæmpet stemme og næsten lydløst. Vel mere eller mindre en høj tænkning.

[Deleted]

Ikke valgte hun at skulle træde ud af hans favn, et sted var det underlig trygt blot vide at han var i nærhede og ikke så langt væk som han havde været i en mindre eighed, ihvertfald så var det sådan det føltedes undvære for længere perioder af gange, han var den eneste som nogensinde havde været ligeglad med hvad hun var.. Eller et sted så var det vel mere det som hun ikke var, ejede ingenting ud over det som hun bar på sin krop i øjeblikket, det var alt ingen penge ingenting. På trods han endnu ikke kendte hende fuldt ud så var han den som kendte hende som den bedste, der hvor man også roligt kunne sige han var den eneste som var brudt gennem den hårde og rapkæftede facade og ind til dne kine som hvilede bagved, med et altid muntert smil på læben de små drilerier der kunne tangere over i en flirt på mange tidspunkter. Ensomhed var en ting Giselle efterhånden kendte alt for godt, til tider kunne det virkelig være dræbende blot stå der næsten håbe på en eller anden tilfældig kom forbi, nogle gange var et 'Hej' et ord ud havde skabt så dræbende kunne det virkelig være.Mange ændringer var blevet fortaget med den nye race han havde fået tildelt, rummet så dystert og mørkt, blodet han var nødt til at ladeglide i sig kun for overlvelses skyld, et sted hvor hun kun måtte indrømme hun følte en helt del medlidenhed med ham lige på det punkt, og et andet sted så var det vel en god ting for ham ikek altid havde et ocean af kvinder omkring sig? For ham var det måske intet at prale af men for hende var det et rent paradis om hun så havde måttet sove i en hæstak det var stadig varme og tryghed for en gangs skyld "De som ikke tør tage chancen er nogle tøsedrenge" svarede hun muntert kun som en typisk kommentar fra hendes læber. De mørke øjne gled omkring en underlig intens glød der måtte hvile her til aften måske kun fordi det var hende en stor glæde endelig at se ham igen, lytte til den varme stemme og føle de blide kærtegn "Jeg synes det er perfekt" svarede hun modsigende,et sted kunne det vel morer at hun kunne blive så frygtelig imponeret over en så lille ting? Smilet ar bredt, prydede hendes rosa læber der i vinterens kulde var lettere sprækket. At han låste døren var intet hun bed mørke i, hendes tillid til ham var stor det var ikke fordi hun ligefrem regnede med noget pudseligt angreb fra ham, manden havde haft sine chancer virkelig mange gange, mere end hun kunne tælle på de fingrer hun havde, hvad nu end det tal hed. Hun fulte ham roligt hen til den store dobbelte seng forsatte om på den modsatte side af den hvor han selv havde ladet sig glide ned, satte sig på den yderste kant for stille lade sig glide ned i madrassen der efter hendes hovede var som at ligge sig på en af himlens svævende skyer. Hovedet som matte ramme puden og den slanke skikkelse som sank ned i de blødelagner, bevidst hvor hun valgte at holde de nøgne fødder borte fra sengetøjet, alt det ejr hun gik i, alt det mudder hun betrådte med hendes poster det var ikke noget som foretog sig i løbet af en forvandling. Øjnene gled stille i, langt fra af træthed mere for fornemme hvordan kroppen endelig slappede af noget som den ikke havde gjort i frygtelig lang tid "Mmmmm" svarede hun blot i et næstent nydende suk til hans spørgsmål, tydeligt at hun virkelig nød det "Det er en anden himmel" hviskede hun stille, lod atter blikket slåop kun for glide mod ham, betragte hans velkendte skikkelse med det blide smil. "Man lever som regelt ude når man er gadetøs" påpegede hun drillende til hans ord, som mere eller mindre kunne lyde som ord der egentlig var ment til ham selv, hun havde virkelig efterhånden levet aalt for langt tid på de kolde gader.

[Deleted]

Pharrel var udmærket godt kendt med det liv som Giselle nu måtte leve, selvom det nu ikke var videre en tanke som han var noget glad for. Tvært imod, så havde det virkelig den helt modsatte effekt på ham. Han ønskede så brændende at hjælpe hende, uanset hvad det så end skulle koste ham. Måske at han havde været vant til at skulle have kvinder sværmende omkring sig som havde de alle sammen været fluer, men venner kunne han i den grad skille i mængden fra fjenderne. Og hun var i den grad en ven.. hun var så meget mere end det, hun var virkelig som en søster for ham, noget som han virkelig kun måtte være ekstrem glad for, stadig at have ved sig. Betydningsfuld med andre ord, det var hun virkelig og han var i den grad heller ikke bange for at skulle indrømme det overfor hende. Han stod fast på den mening og han stod så sandelig også fast på de ord så længe, at det ville være ham overhovedet muligt. At skulle give slip på hende, ville aldrig nogensinde være ham et faktum som skulle gå hen og blive aktuelt, det var der heller ikke nogen tvivl om. At hun selv gled stille ned i sengen, hvor han tydeligt kunne se den træthed melde sig. Han sov knapt selv for tiden, han hvilede for det meste.. med hans race og nu af mørket og natten ,var søvn ikke just det mest nødvendige for ham, det kunne han heller ikke komme udenom. Et sted havde han jo bedt om den tilstand som han nu måtte leve med for resten af sit eget liv.. så længe det ville vare vel at mærke – at drikke blod, at skulle nære sig på andre levende væsner, som i den grad også måtte være imod det som han altid havde været imod. Det at skulle påføre nogen en smerte på noget som helst led.. altid havde han gjort sine handlinger så neutralt som overhovedet muligt og nu i eftertid, havde han jo været tvunget til at skulle gøre det i fuld overlæg, selvom det nu ikke var ham nogen trøst.. hvis han ikke fik sin egen næring i form af blod, så ville det ført for alvor gå helt galt for ham.. og så ville det gå ud over hende og det var virkelig ikke noget som han tillod sig. Han lagde hovedet stille ned i sengen, strækkede sig og fik smidt skoene idet han måtte skubbe sig helt op på sengen. Han vendte sig forsigtigt og endte med at skulle ligge med ansigtet i hendes retning. Hånden hævede han stille og lod den stryge mod hendes kind ganske så let og roligt, ikke mindst også forsigtigt. Der skulle tydeligt ikke meget til at imponere hende, noget som nu heller ikke gjorde ham det mindste. Værelset var jo fint nok til ham.. og hende så længe hun ville være der for den sags skyld. Han nikkede stille. ”Der er fin plads til os begge.. sov du bare min kære.. du skal være velkommen til at blive her, så længe at du ville ønske det,” tilføjede han med en rolig mine og klart også med den samme ærlighed i stemmen. De røde øjne lod han hvile på hendes skikkelse og med det samme lette og klare træk på hans egen mundvige, stadig hvor han holdt tænderne skjult og stadig i frygten for at det skulle gå galt. Han ønskede virkelig bare så brændende, at skulle hjælpe hende. ”Du ved, at jeg ikke bryder mig om dit liv på gaden,” tilføjede han med en betydeligt mere dæmpet mine end det som han lige havde gjort brug af tidligere. Glad var han virkelig ikke for det, han hadet virkelig den tanke. Han havde ingen anelse om hvad hun lavede.. hvor hun var eller om hun overhovedet var i live når han intet hørte fra hende.. det var virkelig kun en tanke som kunne gøre ham direkte panisk.

[Deleted]

Giselle vidste klart at han hadede det liv som hun levede og som hun havde levet i så frygtelig mange år nu, et liv som hun havde valgt at skulle indfinde sig med, og uden brok det meste af tiden om ikke andet. Hun vidste at Pharrel altid havde været pigernes ven, hvor hun selv derimod aldrig havde været tæt på nogen mand overhovedet, hun holdte sig godt, hendes krop var intet der skulle gå til hvem som helst, aldrig ville hun kunne finde på synke så æavt selvom i hendes situation kunne det bringe et værelse ind til aftenen. Som tiderne var gået var Pharrel den eneste hun havde ladet komme tæt nok på sig til lærer hende at kende på den måde, den eneste og bedste ven hun havde, den eneste hun behøvede, han kunne virkelig til enhver tid gøre hendes dag, hun ville aldrig kunne vende ham ryggen, bare glæden ved at se ham igen var noget som hun tydeligt måtte føle. Bare at hvile i en seng igen var noget virkelig ubeskriveligt, den madras under hende sm føltedes som et himmerige, og med ham ved hendes side var det virkelig kun langt bedre. Det var med virkelig forsigtig vægt hun måtte hvile, mere fordi hun langt fra var den mest rene kvinde man kunne finde omkring. Hun var træt.. Udmattet, men det var ej heller mange timer hun plejede kunne finde i løbet af natten, et sted så nægtede hun at skulle give efter for den søvn, ikke når han var i nærheden og da slet ikke når det var så frygtelig længe siden hun sidst havde set ham. De slanke fingrer løb roligt gennem de mørke lokker som måtte indramme det blide ansigt. Det væsen som han nu var blevet til, var intet som skræmte hende, på nogen måde, og hvordan det var sket ville hun ikke blande sig i med mindre han selv ville indvige hende i det. Giselle betragtede ham stille, lod de nøddebrune øjne betragte hans , og med et blidt smil der måtte kruse sig over hendes rosa læber "Jeg er ikke træt, Pharrel.. Og jeg vil nødig være til besvær" påpegede hun med stille mine, spindede næsten kælent mod hans hånd som den måtte falde mod hendes kind, så blid.. Hvorfor satte det en underlig sitren i hende? Vel bare fordi hun havde savnet ham? Meget skulle der ikke til at imponere hende, levende på gaden, tiggende for mad og sovende under et tilfældigt træ et tilfældigt sted, så var dette virkelig som en anden himmel for hendes vedkommende, havde hun ikke vidst bedre ville hun tro hun var død og havnet med de blide englevinger, det som han fik hende til at føle hun havde. Pharrel kunne intet gøre for at hjælpe hende, det vidste han og hun med, ikke at hun nogensinde ville kræve det af ham, det gadeliv var noget som hun bare lvede med og accepterede, at han så tydeligt havde en del sværere ved det var jo mere end tydeligt. Hun himlede let med øjnene, slap en blid melodisk latter "Jeg ved du hader det.." medstemte hun med et sigende blik. Den mand var fantastisk bare det at han udviste en form af bekymring det hjalp hende virkelig på alle måder,hvem end hans forlovede var så skulle hun vide at hun var en forbandet heldig frøken. Risikoen ved livet hun levede var det som næsten morrede hende mest af alt, på trods hun hver dag frygtede for hun ikke ville komme til se ham igen, hvad hun lavede og hvad konsekvensen af det kunne ende med at være var jo den mest skræmmende tanke. Tungespidsen lod hun blidt stryge over, som for at fugte læberne, der på grund af vinterens kulde var sprækket "Det er sødt du bekymre dig" ende hun stille, blinkede et par gange. Han var virkelig noget ganske særligt..

[Deleted]

Pharrel kunne virkelig ikke komme det mindste udenom, at han i den grad ikke kunne fordrage tanken om, at hun løb rundt på gaden og måtte klare sig for det, som hun nu end måtte finde og havde for hånden. Han havde i den grad levet et helt andet liv igennem det som han var tildelt.. tvunget til en nærhed af kvinder udelukkende for at have muligheden for at overleve, og som han vidste, så havde hun slet ikke været i nærheden af en endnu. En tanke som han blot måtte respektere og det gjorde han så sandelig i den grad.. mange ville vel blive så desperat efter et varmt sted at sove, at de ville give hvad som helst i denne bidende kulde som de nu måtte vandre i på en daglig basis, det var han selv ikke det mindste i tvivl om. Han så det jo, selvom det ikke rigtigt var noget som han kunne gøre noget ved. Nok som en sensuel dæmon i hans tidligere liv, så hvilede stadig så mange af de gamle vaner ved ham, at det kunne være helt skræmmende for ham.. et sted så savnede han det, og så alligevel ikke, det var virkelig det som kunne forvirre ham en hel del. Hun var virkelig den søster som han aldrig havde fået, så selvfølgelig ønskede han, da at han kunne beskytte hende, alt andet ville da først være helt og særdeles uaktuelt! En så smuk og en så frygtelig køn pige med den personlighed som hun udviste for ham, så ville hun da kunne få alt det som hun kunne drømme om, og den tanke alene, var virkelig så glædelig, at den var ubeskrivelig.. hvis hun dog bare tillod sig det, i stedet for bare at sidde på gaden og.. vente? At hun ikke frygtede ham, gjorde ham rolig, meget rolig endda, da det var heller ikke altid enkelt, at skulle stå som en spide, alt det som han havde været tvunget til at lave om, siden Lilyann havde valgt at sætte tænderne i ham. Det var virkelig noget som stadig den dag i dag, måtte gøre så ekstremt ondt. At hun ud af jalousi og vrede, havde valgt at fjerne den side af ham.. den mand som han jo faktisk var. Et svagt smil bredte sig på hans læber. ”Du kan da aldrig være til besvær min kære.. Har du brug for det, så er døren her altid åben for dig,” sagde han stille. Hendes selskab kunne han jo heller ikke gøre andet end at nyde, det ar der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han holdt noget så frygteligt af hende, at bare tanken om, at hun skulle komme galt af sted, det var virkelig noget som skræmte ham en hel del. Han lod hånden hvile mod hendes kind som han strøg let.. så varm som hun var under hans kolde fingerspidser.. det var virkelig et af livets mange små glæder. At bekymre sig, var ikke noget som han kunne lade være med, sådan en stor betydning som hun havde for ham, så var det ham da helt umuligt, at skulle tænke på nogen anden måde da. De rødlige øjne hvilede på hendes skikkelse.. lige nu fristede den flaske med blod ikke det mindste og om han havde været heldig med hans forlovede, så var det jo heller ikke noget som han rigtigt følte det mindste til.. han undgik hende jo trods alt.. hun ventede eller søgte ham vel et sted i Imandra, selvom det nu var et sted som han havde valgt at skulle søge godt væk fra, udelukkende fordi, at hun ville være der? Han sukkede dæmpet. ”Jeg kan ikke gøre andet..” sagde han stille. For hans vedkommende, så var det virkelig en frustration uden lige, ikke at kunne gøre det mindste og det var heller ikke noget som han lagde det mindste skjul på, for det var det virkelig! Følelsen og tanken omkring det, var virkelig forfærdelig.. at en man faktisk holdt så ekstremt meget af, ikke var indenfor den rækkevidde til at man kunne hjælpe. Han bed sig let i læben, at tanken faktisk måtte skræmme ham, var ikke noget som han ville gå ud med.. i alle fald ikke nu, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom. Han lod hånden forlade hendes kind, hvor han stille søgte efter hendes ene næve, hvor han blidt måtte lukke hånden om den. ”Tanken skræmmer mig, Giselle.. vær sød, at blive her..” endte han dæmpet. Alle de ord som han ikke ønskede at komme ud med, havde han nu valgt at lade komme til og faktisk også blive hørt.. en bøn et sted, en tryglen om at have hende værende.. ikke bare, at det var det som han ønskede mest, men også for hendes egen skyld, så han i det mindste kunne være sikker på, at hun ikke ville komme galt af sted.. specielt nu, var det jo ekstremt farligt! Han holdt virkelig så frygtelig meget af hende.. bare tanken om, igen at skulle gå hvert til sit, var ikke en tanke som han brød sig meget om.. tvært imod, det var noget af det værste ved det hele.

[Deleted]

Et sted så ville Giselle nok have tænkt det samme som ham om de havde været i de ombyttede roller, hun ville have hadet at se ham leve på gaden, men hvis han levede som hende så ville han forstå hvorfor hun ikke selv følte synderligt noget ved det, for hende var det bare noget hun var nødt til for overlevelse, selvom hun til enhver tid ville foretrække en varm seng og mad på bordet. Den måde han havde det med hendes levemåde var noget som hun kun delte, det havde direkte været en lettelse da han var blevet spide og forlovet, ikke længere afhængelig af en kvindes selvskab på den måde, hvorfor det lettede kunne hun virkelig ikke sætte finger på, men tanken om at han var sammen med ´1n enkel kvinde frem for 20 forskellige var alligevel det som gjorde en frygtelig forskel. Han havde været afhæmgelig af den form for nærvær mens hun aldrig selv havde følt den, så mange i hendes situation ville være desperate nok til at skulle gøre som så, skaffe pengene til maden og have et varmt sted om natten, men ikke hun, hun ville hellere skulle tigge for maden og bide kulden om natten i sig frem for at skulle give sig hen til hvem som helst, selv en gadetøs havde vel retten til lidt stolthed? Pharrel var i hendes øjne den bedste ven hun kunne tænke sig, det var rart med tanken om en der ville bekymre sig, oven i købet en med en personlighed som det, han kunne gang på gang fortælle hende hun var smuk, eller dejlig eller hvad han nu fandt på men ved siden af ham følte hun virkelig at hun blegnede, desuden så.. Med alt den mudder, og afrevne tøj følte hun sig ikke ligefrem.. Smuk. Giselle havde aldrig haft grund til at skulle have mistro til Pharrel på nogen måde, hvorfor skulle hun frygte ham kun fordi han havde et par hugtænder og var lidt bleg? Nej der skulle langt mere til at skræmme hende end som så. Kinden hvilede mod hans hånd, den kølige hud som kun satte en intens følelse, en hun ikke kunne beskrive og som hun et sted var.. bange for`? Hun nød hans selvskab og det ville hung øre uanset hvad han end var, men selv på trods af det vidste de begge at hun måtte afsted igen en tanke som hun selv virkelig hadede, hun kunne ikke blive hos ham. Hvad der var gået galt mellem ham og hans forlovede valgte hun for nu ikke at blande sig i, han ville snakke til hende når tiden var inde, sådan var det altid, aldrig havde han så vidt hun vidste holdt noget skjult for ham og omvendt, hvorfor gøre dette til den første gang? Han ville ikke være i stand til at hjælpe hende, hun var hvor skridtene end måtte fører hende hen, at søge efter hende, ville være som at lede efter en nål i høstak, så på den led forstod hun ham, men på den anden side hun gik også rundt og bekymrede sig om ham selvom han ikke levede på gaden? Blidt lod hun håndfladen vende kun for at skulle tage hans hånd. Hans ord var nogle som kun måtte lade hende stivne, hjertet springe et slag over. Tanken om at være her sammen med ham, kunne føle den duft, høre hans stemme og føle sig tryg, det var ham som drev hende, og det var det som skræmte hende, ville det være klogt? "B-Blive her?" stammede hun usikkert, mere som en gentagelse for sig selv. At sige nej ville være direkte dumt, men at sige ja ville være endnu dummere, der var hun vel tilbage til det med ikke holde ting skjult, der var én lille ting som hun bevidst havde valgt at skulle holde igen med, noget som direkte bad hende om komme væk hurtigst muligt. Bekymringen og den bøn han gjorde det til, slog så hårdt ind at hun virkelig blev sat i et stort dilemma "Jeg kan da ikke blive her.. Du kender mig jeg er til besvær går i vejen.. Desuden så.. Hvis din forlovede finder dig og jeg er her med dig, hvad tror du ikke hun vil tænke?" påpegede hun med en lille sigende mine. Det var typisk for hende at sætte alle andre først, det var hårdt og forvirrende nok for en tøs som virkelig INGEN erfaring havde med mænd at skulle være i nærheden af en som Pharrel som satte så meget ukendt i hende, hvordan ville det gå hvis de skulle være under samme tag? Hun rystede stille på hovedet, lod de mørke lokker følge hende "Jeg værdsætter tilbuddet, Pharrel men.." hun tav, bed sig fast i den bløde underlæbe, uden rigitgt skulle vide hvordan man skulle afslutte den.