On the Magical Market

[Deleted]

Mallorie kunne ikke lade være med at more sig ekstremt over dette. Hun havde ingen intentioner om at holde op med at være sådan, selvom han virkede som om, at han var ved at springe i luften. Det gjorde det sjovere for hende. Det var meget muligt, at kvindes plads var i køkkenet hos ham, men sådan kom det sandelig ikke til at være. Hun havde et stort… Meget stort temperament, selvom der skulle en del til at hun sprang i luften. Når hun gjorde det, så gik det til gengæld også galt og hun havde svært ved at komme ned på jorden igen. Ikke at det havde bragt hende nogle forfærdelige problemer, men nogle slag var det blevet til. ”I dit køkken? Ja det er jeg sikker på, at du ville syntes om, men sådan fungerer verden ikke. Monarki eller ej, så har jeg stadig min egen fri vilje og det kommer aldrig til at ske. Du skal ikke have fornøjelsen af at have mig i dit køkken” sagde hun, stadig i den spydige tone. Hendes familie havde skam lært hende at opføre sig ordentligt, men det var der jo ikke noget sjovt ved!
Hun kunne tydeligt både se og høre, at hans bevægelser skabte en masse opmærksomhed. Det kunne hun snildt bruge til sin egen fordel, lige meget hvordan man vendte og drejede det. De fleste havde aldrig set deres konge sådan og de kom nok heller ikke til at se igen. Hun kiggede på ham med et overraskende roligt blik, selvom han stod og signalerede noget helt andet. ”Med mindre, du gerne vil have hele byen til at hade dig, for at have såret en af de mest højetstående familier, så vil jeg foreslå at vi enten går et andet sted hen, eller at du slipper mig. Men jaja… Slå du bare. Se hvor mange tilhængere du har tilbage, når du er færdig” sagde hun med undertonen af et ondt blik. Det var nu rigtig nok. At være så højt oppe i rankerne havde en del fordele. At han straffede sine undersåtter var en ting, men hende? Det ville ikke gå godt.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Nu om dage, så skulle der bestemt heller ikke meget til, før Mattheus faktisk blev vred, selvom det nu slet ikke var noget som han gjorde med vilje, så var det nu bare sådan at tingene forholdt sig. Nu som det var sagt, så var han bestemt heller ikke bange for at markere grænserne, for han ville da ikke tro, at hendes forældre og familie ikke havde lært hende, hvordan man skulle opføre sig, for dette var slet ikke noget som han fandt sig i, på nogen som helst måde i det hele taget! Han kneb øjnene sammen. Med den attitude, så skulle hun bestemt heller ikke færdes rundt i hans køkken, for tænk dog på den tankegang hun kunne sprede blandt tjenestefolket, og det var slet ikke noget som ville komme til at gavne ham i det hele taget! ”Nej du har ret.. Du egner dig slet ikke i mit køkken.. Det vil du slet ikke være dygtig nok til,” sagde han med en ganske kortfattet tone. Han var i forvejen en temmelig frustreret mand, og det var bestemt heller ikke fordi at hun kom og gjorde det meget nemmere eller bedre for ham af den grund, og den tanke irriterede ham kun!
Det kunne godt være, at alt dette var noget som røvede en masse opmærksomhed til sig, men det var slet ikke noget som Mattheus tog sig det mindste af, uanset hvad, for det var ikke noget som nogen af dem ville få noget ud af. Det gavnede ham måske ikke, men han var nødt til at sætte hende på plads, og det var skam ikke fordi at han ville gøre det på åben gade.. Han burde måske tage hende med sig, og gøre det på ordentlig vis? Folket stirrede på dem. Kongen trådte i karakter, og det var jo egentlig kun på tide, at det endelig skete! ”Ved du godt, at jeg burde sætte dig ned i min kælder på slottet, Mallorie? Så jeg for alvor kan sætte dig på plads. Du er måske en del af den rigeste familie her i Dvasias, men den måde at begive sig frem på, er på ingen måder acceptabel!” Hånden slap hendes hals, men greb i stedet for omkring hendes nakke, kun for at skubbe hende væk fra sig og ud på jorden foran alle andre. Erredy eller ikke, så var der grænser for hvad han fandt sig i!

[Deleted]

Mallorie morede sig stadig kongeligt over, at han kunne blive så sur på hende. Ganske vidst ikke hvilken som helst pige, men alligevel var hun ikke kongelig. Intet blod af betydning for ham, for alle andre måske, men kongen? Det var i hvert fald noget nyt, at se ham sådan. Hun havde en god ide om, hvordan man skulle opføre sig overfor royale medlemmer, men det gad hun virkelig ikke. Hvorfor skulle hun det? Hun smilede over hans kommentar. Hun ville nok more sig ganske meget over at skulle arbejde i hans køkken, men det var bestemt ikke noget, som hun ville. ”Nej det med at leve sit liv som slave, det er sku ikke lige mig” sagde hun med en kynisk stemme og kiggede på ham. Hun forholdt sig rolig, alt taget i betragtning, selvom hun faktisk næsten var ved at blive kvalt. Det afholdt hende dog ikke fra, at hendes hjerte hoppede derudad. Med frygt? Ikke engang tæt på. Det var en ren rus. Adrenalin hele vejen.
Hun kunne godt se på det hele, at dette ville tiltrække en del opmærksomhed. Det gavnede slet ikke ham på nogen måde, at ham opførte sig sådan overfor en af byens mest elskede piger. Måske ikke lige for at være klog, men hun var alligevel temmelig højtstående. At sætte hende på plads var ikke noget, som han ville få ret meget ud af. ”Sætte mig på plads nede i din fangekælder? Det lyder da egentlig meget morsomt” sagde hun med et grin og nåede ikke mere, før han greb hende i nakken og skubbede hende mod jorden foran sig. Dog var hendes reflekser så gode, at hun blot lavede en kolbøtte og rejste sig op igen, imens hun vendte sig mod ham. ”Og hvad er det lige, der gør min opførsel så uacceptabel? At jeg snakker til dig, som jeg ville snakke til alle andre? Ja det er da også forfærdeligt at blive behandlet som en normal person! Det er sku noget du kunne trænge til!” sagde hun sammenbidt og kiggede på menneskemængden, der havde samlet sig omkring dem.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var skam udmærket klar over, at han selv hældte brænde på bålet ved at fortsætte konflikten, men han ville bestemt heller ikke vende ryggen til en kvinde, som snakkede til ham på den måde, for det var skam slet ikke noget som han fandt sig i, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for den tanke gjorde ham direkte rasende! At tage hende ind som slave, var slet ikke noget som han ville og dog.. Det kunne være underholdende at se hvad han kunne formå at forme hende til, for selv i hans verden, var hun jo frygtelig ung.. Det var bare en skam med menneskene, at de aldrig holdt længere end deres første århundrede – hvis de var heldige at komme så langt, hvor han selv derimod for længst havde rundet sit første årtusinde. Han sendte hende et koldt smil. ”Du er ikke engang titlen af en slave værd,” sagde han med en kortfattet tone. Han var ikke videre imponeret over hende. Hun havde vel bare det hele i munden?
Folket kigget og det vidste Mattheus udmærket godt, på ingen måder var et godt tegn af nogen slags. Selvom der nu heller ikke var noget som han kunne gøre ved det, andet end at reagere, for han ville fremstå som en stærk konge.. Den rette konge for dette land, og det var folk som hende, som gjorde det hele så forbandet besværlig for ham, og det var slet ikke noget som han kunne have med at gøre i det hele taget! Tænderne bed han fast og kraftigt sammen. ”Pas på, jeg ender jo med at blive fristet,” endte han med en ganske kortfattet mine, for han fandt sig bestemt heller ikke i det! Han tog hende direkte i nakken og kylede hende fra sig og direkte ned i jorden, hvor folk bakkede lidt, for ikke at komme i vejen. Kongen var vred, og han havde allerede rygte for et hidsigt temperament, hvilket bestemt heller ikke var noget som gjorde sagen meget bedre af den grund. Han kneb øjnene direkte dræbende sammen. ”Jeg formoder din kære far har lært dig hvordan man taler til dem som står højere i hierarkiet end hvad man selv gør? Jeg kan snildt gøre dig arveløs, Mallorie.. Jeg finder mig ikke i det!” nærmest udbrød han. Han var kun begyndt at koge!

[Deleted]

Mallorie gad ikke engang svare på hans kommentar omkring slaveri. Det var hende komplet ligegyldigt, om han syntes om hende eller ej og det gik nok den anden vej også. Hun fnøs blot af ham og vendte hovedet mod en kvinde, som tydeligvis var temmelig overrasket over situationen. Det var ikke noget godt tegn for ham og hvis hun spillede sine kort rigtigt, så kunne hun sagtens få ham til at tage hele skylden for dette, men det ville hun dog ikke. Hun hadede at spille svag og hun havde ikke tænkt sig at gøre det, blot for at skulle komme ud af de problemer hun stod i. Det var næsten som om hun testede ham. Tjekkede, hvad en konge ville gøre ved sådan en situation som denne. Det var ikke nemt, slet ikke, men hun var spændt på at se, om han faktisk ville slå ud efter hende, eller trække hende med hen på slottet og spærre hende inde et eller andet sted, så hendes far ville blive nødt til at komme og hente hende. Det ville sku være kønt. Dog var hun også selv ved at blive godt gal over hans måde at snakke til hende på, som om hun ikke var en skid værd, fordi hun var under hans status. Hun nåede ikke at sige noget, før han kylede hende ned i jorden og hun måtte sætte knæene i gruset for at aftage faldet. Med et irriteret suk vendte hun sig mod ham og rejste sig op. ”Selvfølgelig har han det, deres… Majestæt” sagde hun i en rolig tone, uden undertonen af useriøsitet. Denne gang gjorde hun det faktisk helt rigtigt. Najede pænt for ham og det hele. Hun vidste ikke rigtig hvorfor, men der var noget ved denne mand, som gjorde ham ganske interessant at være i nærheden af. ”Bedre?” spurgte hun derefter med et løftet øjenbryn. De folk der kendte hende gispede. Det var bestemt ikke noget man så hver dag, at hun faktisk bukkede under for sådan noget og de fleste foretrak faktisk at se hende flabet. De var ikke vandt til at se hende helt sød og ville faktisk heller ikke de fleste af dem. At være flabet var blot en del af hendes charme. 

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Normalt gik Mattheus ikke ind for slaveri, men selv han måtte erkende, at der var visse situationer, hvor han faktisk var i stand til at se fordelene i at have dem ved sig, men det var nu bare sådan at det var. Sådan som Mallorie opførte sig og teede sig på, så fandt han sig på ingen måder i det, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han fnøs ganske let, som han himlede med øjnene. Han havde nu fået markeret sin grænse tydeligt, og endda overfor folk, som også havde set og hørt hendes måde at opføre sig og snakke til ham på, så selv de vidste, at det var umådelig selvforskyldt, og så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. De rødlige øjne faldt direkte til hendes skikkelse og med en umådelig dræbende mine, for han fandt sig slet ikke i det! Slet ikke! Han tog atter en gang omkring hingstens tøjler og med den samme faste mine. At true med at slå hende ihjel, var næsten noget, som man kunne sige, at han gjorde frygtelig ofte, men der var skam også grænser for hvad an egentlig fandt sig i! At hun så alligevel valgte at snakke til ham som en royal og faktisk.. nejede for ham, var noget som gjorde, at han blødte op allerede med det samme, for det var vel ikke meget at forlange? Han var en konge, og selvfølgelig skulle og ville han behandles derefter, hvor det var de færreste som måtte være omkring ham og bare tildele ham ved navn frem for sin titel. Han nikkede mod hende. ”Det der var meget bedre, og langt mere tiltalende, Mallorie Erredy,” sagde han endeligt, og med den samme kortfattede og bestemte tone, for han fandt sig virkelig ikke i det. Han gik roligt i retningen af hende og med blikket hvilende direkte mod hendes ansigt. Han hævede hånden, som han lagde let mod hendes varme kind. Selv var han jo kold. ”Og jeg vil på det kraftigste anbefale dig, om at holde fast i det.. Det vil ikke gavne dig eller resten af din familie, at vanære familiens navn,” advarede han iskoldt.

[Deleted]

Mallorie kiggede på ham med et suk. Hun havde ikke lyst til at skulle skabe mange flere problemer, ens hun allerede var i. Hun havde på ingen måde lyst til, at dette skulle gå ud over hendes familie eller i værste fald hendes bror, da hun ikke mente det på den måde. Hun havde det blot sjovt med at opføre sig som det passede hende, men enkelte gange, var hun i stand til at se, hvornår hun var gået for langt. Selvom det nu skulle være en løgn det hun sagde, blev hun alligevel nødt til at gøre det, for at komme på god fod med ham igen. Hun var en ganske god løgner og der var stort set ingen der kunne se igennem det, så ham her skulle nok ikke være nogen undtagelse. Hun kunne se, at han med det samme blødte op efter hendes nej og det fik hende til at smile. Så slet gik det. Det var nu ikke så slemt endda og der var noget ved denne mand, som havde fanget hendes interesse. ”Jeg undskylder for min opførsel herre” sagde hun med en helt seriøs stemme, uden så meget som et smil på læben. Hvis det skulle gøres, så skulle det også gøres realistisk og med en god mimik. Noget af det som hun var bedst til. Hun gav et kort gisp fra sig, da han lagde hånden på hendes kind og havde aldrig overvejet, at han skulle komme så tæt på hende. Hun flyttede sig dog ikke en millimeter imens. Hun blev stående som fæstnet til jorden og kiggede op på ham. Hun nikkede til hans advarsel og prøvede at bløde ham en smule mere op, ved at sende ham et varmt smil. Hun prøvede virkelig at holde igen med den flabede kommentar hun havde på tungen, da det nok ikke ville være jordens smarteste ide at komme med, efter alt det der lige var sket.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mallorie havde tydeligvis skiftet mening hvad angik hendes opførsel, og det var noget som i den grad også passet Mattheus fortrinligt, for han gad virkelig ikke den anden opførsel, for det var slet ikke noget som han kunne bruge til noget som helst, om det var noget som man ville det eller ikke. Som hun havde valgt at neje for ham, så kunne selv han blive langt mere rolig, for han var ikke en mand som var så slem igen, og specielt ikke nu hvor hun faktisk viste sig at behandle ham på den måde, som han nu ønskede at blive behandlet på. Hånden strøg han let mod hendes varme kind i en yderst advarende mine, for han fandt sig ikke i det, og selvom det måske ikke havde udviklet sig til det alvorlige, så havde folket allerede set for meget af det, og det var bestemt ikke noget som han havde nogen intentioner om at lade gå fra sig på nogen som helst måde i det hele taget. ”Det håber jeg så sandelig… Jeg må tage fat i din far.. Han har tydeligvis fejlopdraget dig, dersom du går rundt i troen på at du kan tiltale mig på den måde.. Det er flabet.. Og det tolerere jeg ikke,” sagde han med en fast tone, hvilket han bestemt heler ikke havde nogen intentioner om at lade gå for sig. I det store og hele, så burde han nok tage hende med sig, for at markere det tydeligt, frem for bare at lade folket tro at han var typen som så mellem fingrene med tingene, for sådan en mand ville ham bestemt heller ikke fremstå som! ”Jeg burde tage dig med mig.. Sætte dig ordentlig på plads og i rollen som en sand kvinde.. synes du ikke..?” endte han med en ganske kortfattet stemme, idet han slap hende og med den samme mine som tidligere. Hun undskyldte måske, men det ændrede ikke på, at han slet ikke følte, at han var færdig med denne sag, som det stod lige nu.

[Deleted]

Mallorie kiggede på ham med et smil, som faktisk var oprigtigt. Hendes opførsel havde ændret sig, men det var blot for en tid, før hun igen begyndte at blive flabet og respektløs som før. Som han strøg hånden på hendes kind, kiggede hun op på ham og vidste med det samme, at det nok ikke havde været en god ide, at give sig i kast med en person som ham. Han var jo konge… Hvad havde hun dog tænkt på? Ganske vidst var hun flabet, men hun var jo ikke dum. Hun tog bare tit nogle beslutninger, som hun ikke havde tænkt helt igennem. ”Nej nej!” sagde hun mere eller mindre panisk og kiggede op på ham. Hun bed sig i læben. ”Ikke min far. Han slår mig ihjel, når han finder ud af det her!” sagde hun og var ærlig talt panisk. Hendes far var ganske vidst også en af de personer, som hun ikke havde lyst til at rette sig efter, men alligevel kunne han sætte sig i respekt på en speciel måde. En måde, som hun ikke havde lyst til at opleve igen. ”T.. tage mig med dig? Hvis det betyder, at du ikke vil snakke med min far om det, så hellere end gerne” sagde hun stille og kiggede mod jorden, som han slap hende igen og hun bed sig i læben. Det her kunne kun gå galt, men hellere det end at skulle hjem og forklare sin far omkring det.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Problemet var, at Mallorie ikke havde tænkt over hvad hun havde gjort før hun havde gjort det, også selvom det nu heller ikke var noget som Mattheus kunne gøre noget ved nu. At lade det hele gå mellem fingrene på ham selv, kunne han nu heller ikke få sig selv til i den anden ende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tænderne bed han let sammen, som han blev stående og kiggede på hende. Den kolde hånd strøg let over hendes kind og med at han sendte hende den faste mine. At det at true med at tage en snak med hendes far, fik straks helt andre boller på suppen kunne han se, hvilket var noget som fik det kolde smil til at brede sig på hans læber, hvor selv de spidse tænder måtte træde til syne i mundvigerne. Han var jo trods alt et vampyrisk væsen, og slet ikke god til alt den modgang som han havde mødt igennem den sidste tid. ”Ser man det, ser man det.. Din far må intet vide..? Og hvorfor må han ikke det? Fordi at han ved, du ikke gør familien ære..?” spurgte han med en fast tone. Folk var begyndt at gå tilbage til sit, da det ikke så ud til at der lå noget yderligere i dette, hvilket skam også var noget som passede selv Mattheus helt fint, for det andet, var da til at blive drevet til vanvid af! Han fnøs ganske let. Han burde tage hende med og give hende en tur under pisken for de kommentarere hun havde slynget ud, men det at skade en kvinde på den måde. ”Jeg burde tage dig med mig og give dig en tur under pisken, Mallorie.. Du skal være glad for, at jeg er mand nok til ikke at gøre det. Du følger trop,” sagde han kortfattet, som han gik om på siden af den store og sorte hingst, idet han rev sig op i sadlen igen. Han satte sig til rette og med blikket fast i retningen af hende. Han gjorde et kast med hovedet, inden han vendte hingsten om, og begyndte at søge i retningen af slottet. Warlockerne måtte vente for nu.

[Deleted]

Mallorie bed sig i læben og kiggede ned mod jorden. Det var ikke tit folk fik hende at se på denne måde, men lige nu var det uundgåeligt. Hun bed tænderne hårdt sammen, som han strøg hånden over hendes kind. Hun vidste, at han ikke var et menneske. Det var meget få i denne by. Faktisk var hun nok en af de eneste familier, som var helt mennesker og ikke havde evner af nogen som helst art, på det magiske plan i hvert fald. Hun sparkede kort til en sten på jorden, inden hun rettede blikket mod ham igen. Det var ikke nødvendigt at sige noget som helst. Man kunne se det i hendes øjne. Hun var udmærket godt klar over, at hun ikke havde gjort sin familie ret stolt de sidste mange år og det var ikke nogen undtagelse nu. Dette havde blot været så voldsomt et møde, at hun med sikkerhed ville blive smidt ud hjemmefra, hvis han så meget som hørte om det. Hun havde ingen anelse om, hvad der skulle ske nu. Ville han virkelig tæve hende? Folk var begyndt at gå væk igen, hvilket passede hende ganske glimrende. Det var ikke ligefrem fordi hun nød at være centrum. Ikke lige i disse tilfælde i hvert fald. Som han snakkede til hende, nikkede hun blot og begyndte at gå med ham, da han satte sig op på sin hest. Hun løb et par skridt, indtil hun var oppe på siden af hesten og kiggede derefter op på ham igen. Hvad skulle der ske med hende nu? Som de gik mod slottet kom en af hendes ”venner” forbi dem og hun blev nødt til at give ham en albue i siden, for at få ham til at stoppe med at grine. ”Pas dig selv!” bed hun af ham og bedte til, at Matt ikke havde hørt det.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var en hård mand når det var krævet af ham, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som gjorde nogen forskel for hans vedkommende. Nu som det var sagt, så var han en mand som havde store ambitioner for landet her, og derfor ønskede han slet ikke at det skulle ødelægges på grund af en dum tøs’ elendige holdninger til tingene, for det var jo tydeligt for ham, at hun slet ikke havde tænkt sig om på noget tidspunkt! Øjnene kneb han så tydeligt sammen, som han slap et dæmpet fnys. Hun var varm at komme i berøring af, også selvom det faktisk var noget som han godt kunne lide. Det var jo trods alt en form og type af liv, som han selv ikke ville komme i nærheden af, så det var heller ikke underligt, at det fascinerede ham, var det? Han smilede let for sig selv, idet han igen kom op på hesten og tog fat i tøjlerne. Hun havde bare at følge efter ham! Nu hvor han alligevel valgte at vise hende den tillid og faktisk lade hende gå ved siden af hans hest, så hun ikke skulle følge den bundet – som han under normale omstændigheder ville have gjort, så var det egentlig også noget som passede ham selv ganske fint. Hendes tone og det at hendes venner stod og grinte, fik ham kun til at vende blikket direkte i retningen af hende i stedet for. Han kneb øjnene fast sammen. ”Følg med, ellers binder jeg dig til hesten!” sagde han med en ganske kortfattet og yderst bestemt og fast mine, for løgn var det bestemt heller ikke. Igen vendte han blikket frem for sig. Folket flyttede sig, som han passerede, hvor dem som havde hjertet kært, også bøjede sig for ham, som han passerede dem. Han var jo trods alt også deres konge, og nu hvor han skulle have hende med sig hele vejen til Castle of Darkness, så var turen også lang. ”Jeg håber for din skyld, du er vant til at bruge benene,” afsluttede han endeligt, idet han fortsatte ud af byen og videre op mod slottet.

//Out