On the Magical Market

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var ved at være sent og langt over midnat, inden Mattheus langt om længe var kommet til det Magiske Marked. Det var ikke ofte, at han var ude på disse kanter, men selv han havde brug for at kigge og tjekke op på det hele. Han var på vej mod Warlockernes tilholdssted, også fordi at det var på tide, at gøre noget ved sagen som havde ramt ham, landet og dem for tid tilbage nu. Hans sorte hingst trådte elegant frem og folk flyttede sig for at give ham plads. Han red ganske vidst alene, men han var en mand som vidste hvad han ville have – ung i mange henseender ganske vidst, men det var ikke noget, som han tog hårdere end det.
Hesten vrinskede let, idet han rev i tøjlerne, og derfor fik ham til at stoppe op. Med en rolig og næsten elegant bevægelse, svang han benet over hesten og landede godt og solidt på jorden. De rødlige øjne så sig omkring og med en direkte faste og direkte intense mine. Han var en hård mand, men det var heller ikke underligt med den baggrund som han havde. ”Vend tilbage til arbejdet,” sagde han med en ganske kortfattet mine, som han let endte med at fnyse. De mange boder og ejeren af disse, vendte straks tilbage til arbejdet. Tøjlerne tog han i hånden, kun for roligt at trække hesten med sig, som fulgte roligt ved siden af ham. Han havde de dyre og kongelige klæder på sig, også for at markere, at han var den mand som han var, hvilket skam også var noget som han havde det helt fint med. Hans mine udstrålede ikke nogen mimik af nogen slags, og ej heller nogen tanke, for det var slet ikke noget som lå til ham på nogen som helst måde i det hele taget. Han stirrede på de mange boder, som straks lagde det fineste af det fineste frem – noget falsk og andet sikkert ikke, men herude, var man heller ikke garanteret noget. Det var en anelse køligt, men ikke noget som bed på ham. Det var jo trods alt sent.

[Deleted]

Mallorie anede faktisk ikke, hvad klokken havde været, da hun bevægede sig hjemmefra. Det med stadig at bo hjemme havde en del både positive og negative ting omkring sig. Det var nu meget normalt for deres familie at bo hjemme til de blev gift. Nok også derfor hendes brødre også stadig var hjemme. 2 af dem i hvert fald. Huset var stort, så det var ikke rigtig noget problem, men hun blev en anelse træt af at være i nærheden af dem i længden. Hun havde brug for at komme en smule væk fra det hele. Derfor var det magiske marked blevet offeret for denne gang. Sammen med en håndfuld penge havde hun begivet sig ned af de halvtomme gader.
Hun stoppede op ved en af de mere interessante boder, men hørte hurtigt en hest komme og vendte sig mod lyden. Det var kongen i egen høje person. Hun havde aldrig haft ret meget til overs for ham og det var hende sådan set lige meget, hvad han syntes om hende. Hun kiggede blot på ham og fnes kort over hans ord. Han lød så… Autoritær. Det var ikke til at holde ud. De kongelige klæder klædte ham dog. Det måtte hun indrømme, som hun stod lænet op af boden og kiggede over mod ham. Hun havde sin kappe omkring skulderne og en kort kjole på som altid. Hun havde det ikke med at fryse ret tit, så det var ikke noget problem for hende. Alle begyndte at finde deres fineste ting frem, da kongen var i nærheden og det var næsten til at kaste op over. Boden hun stod op af var ingen undtagelse. Manden bag den fandt nogle sten af en eller anden art frem og skubbede hende i ryggen, som tegn på hun skulle flytte sig. ”Gider du lige styre dig?!”hvæsede hun irriteret og flyttede sig så 1,5 meter, så hun ikke længere stod op af boden, men i stedet en pæl, som var lige ved siden af. Manden fnøs af hende og mumlede et eller andet, hun ikke kunne høre. Hun var sådan set også ligeglad, men stadig.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste skam godt, at der var mange som ikke brød sig om ham, og det var jo egentlig heller ikke så underligt igen. Han var en ung mand, som stadig var i gang med at finde sig til rette i det kongelige og royale arbejde, og havde gjort det siden han var en helt lille dreng. Nu var han da om ikke andet, begyndt at vise sig offentligt igen, som han ikke havde gjort det i lang tid, også for at bevise for dem, at han altså stadig var til, og at det stadig var ham som havde den magt. Han tog roligt omkring tøjlerne på sin kongelige hingst, som selv stod smukt og med brystet let skudt frem. Den slog let med halen. Det var ikke fordi at der var alverdens med plads på et sted som det her, men han klarede sig, selvom han var vant til slottet hvor der var mere end rigelig med plads, så var det nu heller ikke noget som han sagde noget til. Han smilede let for sig selv. Selvom stort set alle boderne omlagde deres udsalgsvarer på disken, så det mere fine kom frem, så var det noget som passede ham helt fint. Den unge kvinde som var lige i nærheden, var ikke noget som han som sådan lagde mærke til, før hun blev skubbet til og straks hævede stemmen. Han spidsede let ører, inden de rødlige øjne gled mod hende i stedet for. Måske det var Dvasias – det mørke, onde og korrupte land, det sagde man om ikke andet, så vidste folket vel hvordan en kvinde skulle behandles? Og det var bestemt ikke på den måde! ”Det er ikke måden at behandle en ung kvinde..” påpegede han med en ganske kortfattet mine, som han skiftede retning fra den bod han var i retningen af, kun for at søge mod hende. Han gik rank i ryggen og meget målrettet, som han jo allerede vidste, hvor han var på vej hen. Manden trak sig hastigt væk igen, inden Mattheus vendte de røde øjne mod hende. De røde øjne var en naturlig del af hans vampyriske jeg. ”Er du okay?” spurgte han. Ikke fordi at han var videre interesseret.. Men fordi at han skulle vise interesse.

[Deleted]

Mallorie kiggede med et suk mod manden, som stadig stod og gloede ondt på hende. ”Så nu er man ikke god nok til at stå ved deres bod, fordi kongen er til stede?” spurgte hun i en hånlig tone og lagde armene over kors imod ham. Hun kunne ikke lade være med at grine og tog det på ingen lunde måde seriøst, at kongen var i nærheden af hende. Hvorfor skulle hun også det? Han var en person som alle andre, bare med mere magt, mere var der ikke over det. Hun lagde ikke rigtig mærke til, at kongen faktisk var på vej over mod dem, inden manden pludselig blev meget underlig i hovedet. Kinderne blussede i det samme op og sveden begyndte at pible ned af hans pande. Et smil formede sig på hendes læber. Gud hvor var folk dog sjove at se på, når der skete sådan noget. De fleste begyndte at både neje og bukke, som han kom tættere og tættere på den lille samling boder, som var i et hjørne af markedspladsen. Hun blev stående i samme stilling med armene over kors og kiggede mod både kongen og manden ved boden. ”Nej, sådan behandler man ikke en kvinde” gentog hun i en endnu mere hånlig tone og kunne ikke lade være med at grine lige bagefter. Hun fandt det her ufattelig morsomt, selvom hun tydeligvis var den eneste. Da han henvendte sig til hende, smilede hun blot og nikkede. ”Jeg har det fint” svarede hun. Ingen ”deres højhed” eller ”deres majestæt” – blot normal tale. Der kom et overrasket gisp fra en kvinde ved siden af hende og hun himlede blot med øjnene imod hende. For fanden. Det var jo ikke fordi han kunne tvinge hende til noget som helst. Hun havde en virkelig lyst til blot at sige: Slap dog af folk, det er bare kongen… Men denne gang lod hun være og mødte i stedet hans røde øjne med sine isblå og lagde hovedet en smule på skrå.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var nødt til at vise sig som en konge, som de kunne stole på, og vise sin tillid til, for det var på ingen måder sådan at man kunne sige at han havde været fremstillet til nu, så han kunne faktisk godt lide, at folket her faktisk bukkede for ham og nejede som han passerede dem, hvilket var noget som passede ham fint. Sådan at folk faktisk behandlede kvinder, var slet ikke noget som han brød sig om på nogen som helst måde i det hele taget, og derfor bad han da også til at folk behandlede det kvindelige køn ordentligt! At hun tog den tone i brug, var dog ikke noget som behagede ham på nogen måde. Magen til frække pigebarn skulle man da søge længe efter, og specielt hvis man vidste, at det var kongen som man stod overfor. Han gjorde et kort nik med hovedet i retningen af manden som straks søgte tilbage til sin bod og stillede sig, kun for at gøre præcist det samme som alle andre. ”Og hvad er det for en måde at tiltale sin konge på..” endte han med en ganske kortfatte mine, som han sendte hende en direkte kortfattet mine. At hun vendte sig mod ham og fortsatte den måde at snakke på, indikerede kun, at han blev umådelig utilfreds. Han fnøs ganske kortfattet og himlede med øjnene. ”Jeg vil anbefale dig, at finde en lidt anden tone at tage i brug overfor mig næste gang.. Kvinde,” sagde han med en fast tone. Det var bestemt ikke fordi at han ville gå og bare lade hende være, men han havde andet at bruge sin tid på, end en kvinde som ikke makkede ret. Adskillige så efter hende, efter hendes måde at håndtere denne situation på, og specielt på grund af kongens tilstedeværelse oveni. Han valgte for nu at ignorere hende og vendte opmærksomheden i retningen af boden ved siden af sig, hvor han trak hesten med sig. ”Giv mig det bedste du har,” sagde han endeligt, idet han betragtede de smukke smykker som han solgte. Nogen af dem var oplagt falske. Det strålede jo langt ud af dem!

[Deleted]

Mallorie havde aldrig forstået meningen i, at man skulle bukke eller neje for en royal, hver gang de kom forbi hende og det havde hun sandelig heller ikke tænkt sig at praktisere nu. Hun behøvede ikke fremstille sig selv på nogen som helst måde, for nogen. Om han var konge eller ej, det var hun sådan set kold over. Hun havde altid gjort som det passede hende, og nu var sandelig ikke nogen undtagelse. Dog kunne hun godt lide, at han beskyttede hende. Eller… I hvert fald forsvarede hende en smule, selvom hun var i udmærket stand til at beskytte sig selv. Det skulle ikke undre hende, hvis han faktisk kendte til hendes far. Hun kom med et kort grin, da han kommenterede på hendes tone, men blev hurtigt en smule mere vrissen, da han kaldte hende kvinde. Det var ikke fordi, at ordet som sådan irriterede hende, men det var den tone han brugte. ”En normal måde vil jeg tro?” svarede hun helt neutralt og trak en smule på skulderne. Hans næste sætning fik hende blot til at trække på skulderne. ”Du er da også kedelig…” var hendes eneste ord til det. Hun vendte sig en halv omgang, da han vendte hovedet mod boden igen. Hun havde hørt om denne bod fra hendes far af. Det kunne hun i hvert fald huske noget om. ”Advarsel… Den bod har ikke andet end falske smykker, som går i stykker dagen efter man køber dem…” sagde hun halv fraværende, imens hun kiggede på nogle øreringe på boden ved siden af ham. Manden bag boden blev rød i hele hovedet og han lignede en, som skulle til at springe i luften, som han greb ud efter hendes kappe over bordet. Hun rykkede med det samme et skridt tilbage og fnøs af ham, så han ikke kunne nå hende. ”Hvordan er det du opfører dig Mr. Griphook?” spurgte hun med et ondt smil og kunne med det samme se, at hans ansigt ændrede sig. ”Hvordan …?” var det eneste han sagde, som han chokeret stirrede på hende. ”Min far er den mand, som giver dig lov til at være her” svarede hun stift.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Umiddelbart sagde denne kvinde ham virkelig ikke noget som helst, selvom Mattheus måtte erkende, at han slet ikke brød sig om hendes måde at føre sig frem på. Han kneb øjnene tydeligt irriteret sammen og med et let fnys endnu en gang, inden han selv bevidst havde ladet hende være i stedet for alt det andet. En normal kvinde ville slet ikke snakke sådan til ham, og i og med, at han slet ikke fandt sig i det, så han fandt det faktisk bedst bare at ignorere det, for han fandt sig slet ikke i den opførsel på nogen som helst måde i det hele taget! ”En normal kvinde, vil ikke omtale sin konge på den måde,” endte han med en ganske kortfattet stemme, inden han gik hen til boden, bare for at se hvad han havde af varer, for det var noget som faktisk gjorde ham ganske fascineret. Han kunne godt lide den slags ting. Næven knyttede han let. ”Har jeg nogensinde givet udtryk for ønsket om din mening? Frøken..?” Han fiskede tydeligt efter hendes navn, for han havde jo slet ikke nogen anelse om hvem hun var – så han også vidste hvem han skulle holde sig langt væk fra bagefter oveni. Han sukkede tungt. ”Er det sandt hvad hun udtaler?” spurgte han med en ganske kortfattet og yderst intens mine for løgn var det jo trods alt heller ikke. Hvis han skulle bruge penge på et sted som det her, så ville han da være stensikker på, at det hele var i skønneste orden, ellers kunne man lige så godt bare droppe det! Mandens mine sagde dog det hele, samtidig med hendes ord. Nu var han pludselig ikke i tvivl om hvem hun var – En Erredy. Han trak let på smilebåndet. ”Handelsmandens datter.. Ikke sandt?” spurgte han endeligt, som han igen vendte sig i retningen af hendes skikkelse.

[Deleted]

Mallorie kunne ikke lade være med at more sig over denne situation. Kongen var tydeligt ikke glad for den, men det gjorde hende intet. Hun havde sandelig ikke tænkt sig at opføre sig som en hver anden kvinde, der kom forbi ham, for det var hun ikke. Hun var ikke blot en af de civile. Hendes familie havde en del at skulle have sagt omkring markedspladsen. Hans ord omkring, at hun skulle være en normal kvinde sagde hun ikke engang noget til, det ville gå op for ham før eller siden, hvem han havde af gøre med. Hun havde stået lidt og beundret nogle øreringe, da han snakkede til hende igen og hun vendte hovedet mod ham med et smil. ”Erredy. Mallorie Erredy” udtalte hun med et nik, imens hendes øjne stadig lå på de smukke øreringe, som hun selvfølgelig ikke havde penge til lige ved hånden. Typisk. Hun vendte blikket mod den nu meget lille og meget gale mand, som stod bag boden og slyngede alverdens mentale trusler af sted mod hende. Det var tydeligt at se i hans blik, at han ikke var tilfreds med situationen, men det var hun igen temmelig ligeglad med. Hun ville ikke stå i skyld for, at have mere eller mindre snydt sin egen konge. Ikke med noget så åndssvagt som smykker, der smuldrede i hænderne på hende. Hun lyste op i et smil, da han endelig regnede ud hvem hun var. ”I egen høje person” svarede hun med et fnis og nejede flabet, som tydeligt tegn på, at hun gjorde en smule grin med ham. Nok det eneste nej han nogensinde ville se fra hende. Det var ikke noget hun praktiserede normalt, men lige i det øjeblik virkede det som om, at det var passende. Hun vendte nu hele kroppen imod ham og afventede hans respons.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus stirrede ulmt på de smykker som han havde foran sig. Den måde kvinden var overfor ham på, var bestemt ikke en fremgangsmåde, som han bifaldt på nogen måde, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, for det var vel efterhånden noget som han var ved at være for vant til, men det var slet ikke noget som gavnede hans kongerige eller noget som helst, og det var slet ikke noget som han ville have med at gøre! At hun så viste sig at være en Erredy, var noget som fik ham til at vende sig direkte mod hende endnu en gang. Selve Erredy-familien var ikke helt ukendte i de højere range, og deriblandt havde han selv hørt en ting eller to om dem, også selvom hun ikke ligefrem kunne siges, at være en imponerende en af slagsen. ”Det må jeg nok sige.. Ikke lige det som jeg havde regnet med at skulle støde på her i aften.. En sidste efterfølger af den kære Erredy-slægt,” sagde han endeligt. Han tog endnu en gang fast i hestens tøjler, kun for at trække den mod den anden mod, som denne nu ikke var af slagsen som forvoldt ham nogen nysgerrighed eller noget som helst. At hun så skulle nedlade ham ved at neje på den måde, var noget som uden tvivl irriterede ham, selvom han nu bare måtte bide sig selv kraftigt og hårdt i læben. ”Selv af en Erredy, kræver og forventer jeg respekt, Mallorie,” advarede han med en næsten dræbende mine, som kun udstrålede sig igennem hans øjne, for han fandt sig virkelig ikke i det på denne her måde! Blikket gled kort i retningen af boden som hun stod ved. Han var her jo trods alt af en grund.

[Deleted]

Mallorie kunne godt se på ham, at han ikke var helt glad for den måde hun snakkede på, men det var igen bare noget der gjorde, at hun fik endnu mere lyst til at tirre ham. Bare for at se hvor langt hun kunne skubbe ham ud. Hun havde lært, at man skulle bukke eller neje for kongen, når han var i nærheden og det var da heller ikke fordi, at hun som sådan hadede ham. Det var bare det med at skulle høre efter hvad nogen sagde, det havde hun det ikke ret godt med og folk kunne som regel heller ikke få hende til sådan noget. Hun vidste godt, at hun ikke ligefrem strålede af at være fra den velkendte Erredy slægt og det havde hun aldrig gjort. Allerede fra helt lille, havde hun haft den flabede udstråling og gåpåmod, som man ikke kunne finde hos nogle af hendes brødre.”Jep, den lille efternøler” sagde hun med et træk på sine skuldre og gik med ham, da han begyndte at trække i hestens tøjler. En virkelig smuk en af slagsen, nu hun kiggede på den. Hun kiggede på ham med ren fryd, som han bed sig i læben og kom med den advarende mine. Hun måtte afholde sig selv fra at grine. ”Lad da være med at være så kedelig. Jeg respekterer dig da, selvom jeg ikke snakker som en af dine slaver” sagde hun helt reelt. Hun havde en vis form for respekt for ham, så længe hun ikke skulle bukke under for nogle af hans befalinger. Det var meget muligt, at han ikke fandt sig i at blive snakket til på den måde, men det måtte han lære, hvis han skulle være i nærheden af hende. Det havde han nok alligevel godt af at lære. At det ikke var alle, som faldt for hans fødder, til trods for, at han var konge.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Tanken om at skulle stå ansigt til ansigt med den yngste Erredy, var ikke noget som man kunne sige sig, at Mattheus havde regnet med, men det var bestemt heller ikke fordi at det var en tanke som gjorde ham noget, for det var jo faktisk en familie som han havde den store respekt for. Selvom han ikke var meget for den måde som hun var overfor ham på, så var det noget som han jo bare måtte bide kraftigt i sig, selvom han mest af alt, havde lyst til at tage fat i hende og gøre noget ved det, inden det ville blive værre end hvad det allerede var i forvejen. Han knyttede næverne med en fast og direkte advarende og næsten.. dræbende mine. ”Den lille efternøler.. Tilsyneladende slet ikke som resten af familien er kendt for,” påpegede han med en ganske kortfattet mine. Det var bestemt ikke fordi at han ville fremstå som kedelig eller noget lignende, for det var slet ikke noget som han ville påstå at han var på nogen måde, men han havde sit ry at opretholde, og så var han da nødt til at gøre noget ved det! Han endte med at hæve hånden, og lægge den mod hendes skulder, som han klemte godt omkring. I og med at han var vampyr, så havde han faktisk utrolig mange kræfter i sine næver alene. Denne gang blotlagde han sine tænder i en direkte advarsel, for den flabede attitude, gad han bestemt heller ikke! ”Og jeg vil på det kraftigste anbefale dig at tiltale mig på den oprigtige måde.. Og jeg formoder at din kære familie har lært dig hvordan det gøres,” advarede han med en fast hvæsen.

[Deleted]

Mallorie havde allerede hørt den samme sætning mere end en gang. At hun ikke ligefrem var den bedste af Erredy børnene. Hun havde ikke nogen fancy uddannelse, ingen store bedrifter, ligesom hendes brødre, faktisk næsten ingenting. Til gengæld havde hun noget, som ingen af hendes brødre var i besiddelse af. Evnen til kamp. Ganske vidst var alle i familien i stand til at passe på sig selv, på den ene eller den anden måde, men hun var den eneste, som virkelig kunne noget med sine våben. Hans kommentar fik hende til at smile. Det var nu rigtig nok, men alligevel ikke. ”Måske ikke for at være klog med tal, handel og forhandlinger, det vil jeg gerne indrømme, men jeg er nok den bedste i denne familie til at svinge en klinge. Det er ikke den åhh så fine og kloge Jasper, som kan redde dig, hvis du bliver angrebet” sagde hun med et smil og var faktisk ganske tilfreds med det faktum. Ikke fordi, at hun ikke var klog, tvært imod. Hun var ganske kvik, hun viste det bare ikke ret tit. Jasper var rigtig godt kendt i de øverste lag af kongehuset og han var allerede godt på vej til at overtage fars plads, når han engang gik af. Hun så mod ham, da han lagde hånden på hendes skulder og måtte bide sig hårdt i tungen, da han klemte godt omkring det. Hun kunne ikke bukke under for sådan en opførsel fra ham. Det ville hun ikke. ”Tiltale dig på den oprigtige måde? Tro mig… Lige nu har du ikke lyst til at vide min reelle mening om dig” sagde hun sammenbidt og prøvede på at vride sig fri af hans greb.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Denne kvinde var noget unikt, hvilket Mattheus uanset var nødsaget til at give hende, så var det alligevel en tanke som uden tvivl måtte irritere ham noget så voldsomt! Det var ikke fordi at han bifaldt den måde at blive snakket til, men selv han måtte erkende, at det egentlig ikke rigtigt var noget som kom bag på ham som sådan. Han forsøgte virkelig at bide det i sig, men det at hun bare.. fortsatte på samme måde, var uden tvivl noget som virkelig måtte irritere ham som intet andet overhovedet! Han fnøs igen, inden han vendte sig mod hende. Hun var slet ikke som rygtet sagde om Erredy, hvilket et sted var noget som han måtte finde temmelig skuffende. ”Med andre ord, så er du slet ikke den tyiske Erredy, som selv jeg har hørt om.. Kære Mallorie. En datter af en handelsmand, som formår at svinge med et sværd? Hun burde forblive hjemme i et køkken, hvor hun hører hjemme,” sagde han med en ganske kortfattet stemme.
Grebet som han lukkede fast omkring hendes skulder, var egentlig kun en advarsel, også fordi at han vidste, at det gjorde ondt på hende, så var det noget som han stort set var fuldkommen ligeglad med i længden. Hans mine forblev direkte dræbende. Tøjlerne slap han, for han vidste at den store hingst ville blive stående, og det gjorde den, for det var hvad den var trænet til. Den nu frie hånd lukkede han direkte omkring hendes hals, kun for at presse hende direkte ned i varerne i boden, hvor han direkte holdt hende fast. ”Prøv mig.. Fortæl mig hvad du mener om mig, frøken Erredy,” hvislede han med en fast tone. Han fandt sig slet ikke i det!

[Deleted]

Mallorie vidste godt, at hun ikke var ligesom alle andre. Det var noget af det, som hun elskede mest ved sig selv. Det irriterede ham, det var tydeligt og det var fryd for hende at se. Hun fortsatte i samme tone hele vejen og havde sandelig ikke tænkt sig at stoppe med det. Bare fordi det irriterede ham blev det sjovere. Hun var normalt ligeglad med, hvad fanden folk sagde til hende, men den sætning han kom med satte hendes pis i kog. ”Det er jeg bestemt ikke nej og det er jeg sandelig også stolt over. Jeg skal fandme ikke forblive i et køkken på noget som helst tidspunkt mester!” sagde hun sammenbidt og kiggede på ham med et rasende blik.
Hans greb omkring hendes skulder var virkelig stramt og hun kunne ikke lade være med at udstøde et svagt klynk. Hun ville mest af alt bare væk fra ham. Eller.. I hvert fald få ham til at slippe hende. Det var en advarsel, så meget vidste hun, men sådan som hendes hjerne fungerede, der kunne hun ikke stoppe, når hun først var gået i gang med at pisse folk af. Hun udstødte et overrasket gisp, da hun pludselig lå med ryggen mod den ene bod og hans hånd omkring hendes hals. Hendes hjerte begyndte at banke hurtigere. Danmit! Adrenalinen skød op i hende. ”Min reelle mening omkring dig? Du bad selv om det” sagde hun og kiggede direkte på ham. ”Lige nu? Respektløs overfor kvinder og helt og aldeles dominerende. Rent ud sagt. Et svin uden lige…. Der er forfærdelig charmerende” Den sidste del af sætningen blev ikke sagt, men hvisket meget, meget lavt, så det næsten ikke kunne høres, imens hun prøvede at vride sig fri af hans greb. 

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mallorie gjorde bogstavelig talt ikke andet end at pisse Mattheus af, og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som han fandt sig i! Han brød sig slet ikke om at blive snakket til på den måde, så var han nødt til at gøre et eller andet ved det, for ellers gik det jo galt for alvor, og det var slet ikke noget som han kunne bruge det mindste til. Hans ord var måske hårde, men i hans verden, så var det jo kvindernes placering – I et køkken. Hendes måde at forsvare det på, beviste jo bare, at hun var en kvinde med et frygteligt temperament, selvom han nu heller ikke rigtigt kunne sige eller gøre det mindste ved det, uanset hvad. ”Jeg er slet ikke i tvivl om, at du ville gøre det frygtelig godt i et køkken.. For eksempel i mit,” sagde han endeligt. Et sted så skuffede det ham lidt, at hendes familie ikke havde lært hende hvordan mennesker skulle opføre sig omkring andre væsner, specielt fordi at de ikke var særlig mange, og var så nemme at slå når det kom til kamp.
Mattheus var slet ikke ude på at skade nogen eller noget som helst, selvom det måske sagtens kunne ende med at se sådan ud, så var det faktisk ikke hans hensigt. Han brød sig generelt bare ikke om Mallories holdninger. Ganske vidst så kunne han ikke tvinge hende til at gøre sig den ene tanke frem for den anden, men den måde som hun nu gjorde det på, var slet ikke noget som han fandt sig i, på nogen som helst måde i det hele taget! Grebet omkring hendes hals, og det at han tvang hende direkte ned i boden, var også med det samme noget som fangede de andres opmærksomhed, også fordi at de aldrig havde set deres konge på den måde. Det overraskede et sted også ham selv, at han reagerede som han gjorde, men han fandt sig ikke i det! ”Forfærdelig charmerende..? Det er et mirakel du ikke er blevet slået ihjel for den fremgangsmåde endnu, Mallorie.. Mærk dig mine ord, og tag min advarsel til dig.. Hvis jeg så meget som ser dig med den tone i din brug igen overfor mig.. Så slår jeg dig ihjel..” hvislede han med en iskold og fast tone. Han fandt sig ikke i det! Uanset hvor meget hun rykket sig, så gav han ikke slip. Han skulle understrege sit alvor!