Not what I expected!

[Deleted]

At han direkte indrømmede overfor Denjarna, at han fandt hele situationen akavet, fik hende til at smile skævt. Det var uden tvivl noget om det, for således følte hun også selv. Hun havde trods alt selv været nervøs omkring, om hun burde have søgt hertil, da det trods alt ikke var lidt, der havde hændt imellem dem. Det var meget muligt, at intet romantisk havde hændt imellem dem, men alligevel havde der været noget, hvilket desuden havde tricket Mattheus vrede, da hende og Derick havde fundet sammen igen, og nu måtte de sidde i følgerne af det. ”Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke fandt dette akavet.. Jeg må også indrømme, at jeg var i tvivl, om jeg burde søge hertil eller ej, da jeg ikke vidste, om det mellem os var tabt for alvor, eller om det endnu kunne reddes. Jeg nåede dog frem, at jeg måtte give det en chance, og derfor sidder jeg her, og håber på det bedste,” fortalte hun ham sandfærdigt. Selv følte hun, at hun ligeså godt kunne smide det hele på bordet, da hun alligevel ikke havde noget at tabe, når det kom til Mattheus. Det hele var nemlig allerede tabt, hvilket betød, at hun kun kunne håbe på at vinde, hvis ikke det skulle forblive, som det var nu. Blikket lod hun glide tilbage på ham. Sandt var det, at hun tænkte forfærdeligt meget, men underligt var det vel ikke, hvis bare man kendte til den historie hun havde? Hun havde nemlig oplevet mangt og meget gennem sit liv, og al det måtte naturligvis præge hende, hvilket det fortsatte med den dag i dag. ”For nu føler jeg, at jeg er på rette spor.. Jeg ønsker ikke at blive behandlet af en mand, som Derick behandlede mig i den sidste ende, og det førte til bruddet, hvor svært det end var. Jeg håber blot, at vi begge vil klare os bedre for fremtiden,” sagde hun stilfærdigt, som hun ikke længere behøvede at tage den snak. Den snak havde hun nemlig allerede taget en håndfuld gange. Hun håbede blot, at hun endelig var på rette spor, samt at hun enten ville finde en ny mand, der kunne holde af hende, eller at Derick forbedrede sig gevaldigt. Hun ønskede nemlig blot en, der kun så hende, som han skulle elske hende, og behandle hende, som hun fortjente. Ikke med diverse former for skader. Brynene endte hun med at rynke en anelse fornærmet, som han sagde, at han ikke mindedes nogen gode tider med hende. Hun forstod ikke, hvordan han kunne sige det, for det havde de da? Det kunne selvfølgelig være, at han blot havde valgt at se sig sort på hende, men hvis han havde det, hvorfor havde han så ikke kylet hende ud allerede, som den forrige gang, hun havde været her? ”Hvis du virkelig ikke mener, at vi har tilbragt gode stunder sammen, kan jeg ærlig talt ikke se, hvorfor jeg skal blive her. I så fald har vi vitterligt intet sammen,” sagde hun stilfærdigt, mens hun rankede sig op i stolen for at vise, at hun skam mente sine ord. Hårde var de måske, men hvis ikke han mente, at de nogensinde havde haft noget godt sammen, hvorfor skulle hun så spilde sin tid her?

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det hele var ekstremt akavet, hvilket Mattheus heller ikke var bange for at erkende, for det var svært for ham at finde ud af, hvad han kunne tillade sig, og hvad han ikke kunne tillade sig, men.. det gik vel? Hun måtte vel bare markere grænserne, ligesom hun altid havde gjort det, når de havde været sammen, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde ham det mindste. Han stirrede frem for sig. Erkendelsen om det akavede i det, var vel heller ikke noget som kunne komme bag på nogen som sådan? For det var virkelig akavet, og han havde faktisk svært ved at finde ud af det hele, hvilket han gerne erkendte. Måske at det var alderen som spillede ind.. Det vidste han faktisk ikke, men det var bestemt heller ikke fordi at han ville sige, at det var behageligt altid, for han vidste, at det var imod ham i frygtelig mange henseender. ”Det kan godt være, at det er akavet, men jeg må erkende, at jeg faktisk er glad for at du er kommet.. Det er nok også på tide at få den konflikt af banen.. Jeg har nok som det står i forvejen, og at være uvenner med dig, er slet ikke noget som jeg ønsker.. Slet ikke.” Han blev siddende og kiggede på hende. Hun havde taget det skridt, som han selv ikke ville, også fordi at han slet ikke vidste hvordan han ville reagere, dersom hun skulle stå ansigt til ansigt med Vladimir som tilsyneladende var den mand som hun havde i livet nu. Også selvom han naturligvis ikke ville stille nogen spørgsmål, for det var slet ikke noget som nogen af dem ville få det mindste ud af om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det sådan at det var. Hun havde det bedre, hvilket naturligvis også var det som betød mest i længden. Han nikkede til hende, som de røde øjne hvilede på hendes skikkelse. Han var slet ikke ude på at gøre hende noget ondt, og det havde han skam heller ikke ment ved at give udtryk for sin mening og sit ønske om at hun kunne se hvad det gjorde ved hende, at være sammen med en mand som Derick, for han havde jo slet ikke skænket hende noget godt, så var det noget vidunder, at man havde reageret på det? Egentlig ikke, ville han da mene! ”Du har det bedre, og selv det, er noget som jeg kan mærke på dig, Denjarna, og det betyder også meget mere for mig, end hvad du nok lige går og tror. Derick skal nok finde den fred i sindet, som du tilsyneladende har fundet ved at tage det valg, som du har gjort,” afsluttede han med antydning til det, som man næsten kunne kalde for et smil, også selvom det døde frygtelig hurtigt hen ved de følgende ord, for det var jo slet ikke det som han havde sagt! Han himlede med øjnene. Misforståelse på misforståelse.. Det var jo til at blive vanvittig af efterhånden! ”Jeg sagde blot, at jeg ikke har tilbragt nogen hyggelige stunder med dig her, Denjarna. Jovist har jeg nydt dit selskab når vi endelig har været sammen, det skal du endelig ikke betvivle!” sagde han sandfærdigt. Det var ikke fordi at han ikke nød det, for det gjorde han skam!

[Deleted]

Det glædede Denjarna at høre, at hendes visit var ham værdsat. Det var nemlig den reaktion hun havde håbet på, da hun havde besluttet sig for at søge til Castle of Darkness. Hun havde nemlig ganske rigtigt håbet på, at de kunne få redt trådende ud, og det var han heldigvis enig i, som han ligeledes ønskede at skubbe konflikten til siden. De havde desuden de samme interesser, som hun ej heller ønskede ham som sin fjende, skønt han muligvis ikke ville gå efter hende af den grund. Hun havde nemlig aldrig troet, at han havde forsøgt at gøre livet miserabelt for hende, selvom han havde ageret strid overfor hende. ”Det er på ingen måde en strid, som jeg ønsker at holde ved lige. Det har det aldrig været.. Det har altid ærgret mig, at vi gled fra hinanden på den måde, som vi gjorde, men det er, hvad det er. Jeg håber blot, at trådene kan blive redt ud igen,” sagde hun roligt, mens det sølvgrå blik måtte hvile på hans ansigt. Blikket tog dog sin tur rundt i tronsalen igen efter det. Det var ufatteligt længe siden, at hun sidst havde været der. Det var faktisk kun anden gang i sit liv, at hun så denne tronsal, som første gang faktisk havde været ved deres første møde. Det havde han nemlig givet hende en rundvisning på slottet, hvilket hun havde fundet yderst interessant, men det var ufatteligt længe siden nu efterhånden. Meget havde nemlig hændt siden deres allerførste møde, som der havde været deres kontroverser, den nye historie med hende og Derick, og sidst men ikke mindst, en graviditet. Graviditeten nægtede hun dog at snakke om, da det var hende for personligt. Derfor havde hun kun drøftet sagen med Derick selv, Vladimir og Faith, og derefter havde hun lukket og slukket for det kapitel. Skævt gled smilet over hendes læber, som han sagde, at han kunne se på hende, at hun havde det psykisk bedre end sidst. ”Jeg var også ganske nedtrykt under vores forrige møde.. Det erkender jeg gerne. Biddet havde lige hændt, og jeg vidste hverken ud eller ind, men det må være, hvad det var. Det bid førte dog til mit valg i den sidste ende, og det er jeg glad for, om man vil det eller ej. Så håber jeg blot på, at du har ret i, at Derick kan finde den samme fred, som jeg selv har gjort.” Hvor Derick var, vidste hun ikke, men håbede selvfølgelig, at han havde det godt, for intet ondt ønskede hun ham, skønt han havde gjort hende ondt. Tankerne faldt dog væk fra den samtale, som Mattheus i stedet endte med at fornærme hende, hvilket blot efterlod hende med lysten til at gå. Hun ønskede nemlig ikke at være her, hvis hendes selskab alligevel ikke kunne bringe ham glæde, men dog blev hun til, at han kunne forsvare sig, skønt hun havde rettet sig op fra sin førhen komfortable stilling. ”Hvis ikke vores første møde var hyggeligt.. Hvilke andre hyggelige stunder har vi i så fald delt? Det er meget muligt, at der ikke hændte meget i dette rum, men om end var det det første stop på rundvisningen,” sagde hun stilfærdigt.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus ville ikke skjule, at han faktisk havde savnet hende, og at han derfor også havde set frem til at hun ville komme her, også selvom han slet ikke havde regnet med, at det var noget som ville finde sted i det hele taget. Nu hvor det var sagt, så ønskede han at finde ud af det hele, uden at han egentlig kunne gøre det største ved det. Han vendte blikket mod hende og med den samme rolige mine. For nu følte han en ro i sindet, som han ikke havde oplevet igennem temmelig lang tid, og det var noget som han faktisk selv måtte finde ekstremt rart. ”Det har aldrig været min hensigt at lægge op til nogen strid, Denjarna, og det håber jeg skam også at du ved. Vi ønsker begge det samme.. Og derfor er jeg glad for at du er kommet,” sagde han med en rolig stemme, for løgn var det skam heller ikke, for det var noget som betød meget for ham. Selvom han vidste, at hun ikke var kommet for at blive eller noget lignende, for hun havde jo allerede fortalt ham, at hun havde Vladimir at bo hos, så var det noget som han egentlig bare måtte bide i sig for nu, for han kunne ikke gøre noget som helst ved det. Tungen strøg han let over læberne, som han blev siddende og kiggede på hende. Stunderne mellem dem, kunne man ikke just sige, havde været gode. Jo måske deres første møde, men det var nok også det, for det hele havde været direkte negativt siden dengang. Hun havde det bedre, og det kunne han mærke på hende, og det var næsten automatisk noget, som gjorde at han havde fået det bedre selv. Svagt trak han på smilebåndet. ”Jeg er sikker på at selv en mand som Derick nok skal finde det som er bedst egnet for ham, som du nu kan finde det som er bedst for dig, min kære,” sagde han endeligt. Det var ikke fordi at han var synderlig interesseret i at snakke om Derick, for det kom der intet godt ud af.
At det hele skulle resultere i et mindre mundhuggeri på grund af en misforståelse, var noget som meget hurtigt måtte irritere Mattheus, for han havde slet ikke sagt noget om at han ikke havde nydt stunder sammen med hende, for det havde han uden tvivl! Næverne lukkede han mere fast omkring sin tronstol, kun for at vende blikket frem for sig i stedet for. ”Førstemøde var helt igennem et fantastisk møde, Denjarna.. Hører du i det hele taget hvad det er jeg forsøger at sige til dig? Jeg inviterede dig til mit hjem og til det her sted af den grund, at jeg hyggede mig og havde det godt sammen med dig. Det var da du informerede mig om at du havde fundet Derick, at det gik galt. Jeg har hygget mig.. Det har jeg virkelig..” forsøgte han en sidste gang, inden han vendte blikket direkte mod hende. Hans mine var direkte og intens. Han havde jo slet ikke været ude på at fornærme hende eller noget lignende!

[Deleted]

Denjarna vidste udmærket godt, at det ikke havde været nogens ønske fra begyndelsen, at det hele skulle være endt ud i en strid. Det var dog endt ud i en strid, som Mattheus ikke havde kunnet klare ideen om, at hun var optaget, og det havde hun ikke kunnet gøre noget ved. Hun havde elsket Derick – hvilket hun endnu gjorde – og derfor havde hun selvfølgelig forsøgt sig med ham. At det havde været ens betydning med, at hun havde trådt kongen over tæerne, gjorde hende selvfølgelig ondt, men ingen nyhed var det. Hun trådte nemlig altid nogen over tæerne, når det kom til hende og mænd. Det var dog aldrig hendes hensigt. ”Jeg ved, at det aldrig var målet for os, men ting har det med at hænde, uden ens vilje. Jeg sætter dog pris på, at vi kan snakke sammen ganske tilforladeligt nu. At høre dig sige, at du er glad for min ankomst, vækker også kun en glæde hos mig, for intet andet kunne jeg have ønsket,” sagde hun roligt med en ærlig mine. Glad var hun for, at de kunne tale sammen, men på den anden side fandt hun det også underligt, da springet var stort i forhold til sidst. At han nævnte Derick, eller mere specifikt; hende og Derick hver for sig, fik det til at stikke i hendes hjerte. Blikket vendte hun væk fra Mattheus, for ondt måtte det gøre på hende. Inderst inde savnede hun Derick, hvor hun ville ønske, at det aldrig havde gået galt imellem dem. Hun ville ønske, at han aldrig havde bidt hende, og at de havde levet i fred og idyl i det hus, han havde skabt dem. Hun ville ønske, at det hele havde fortsat eventyrligt, som den dag hun havde fundet ham i ruinerne, og hvor han havde skabt dem en romantisk stund på den faldefærdige herregård. ”Du har vel ret,” svarede hun kortfattet og stille for sig. Hun gad ikke drøfte det med ham, da han i øjeblikket fik hende til at tænke på, at hun ikke brød sig om ideen om, at Derick var med nogen anden. Dog kunne hun ikke benægte, at det var rart for hende at få afstand for Derick, da der så sandelig havde været brug for det. Hvad der ville blive af hende og Derick for fremtiden, vidste hun dog ikke. Hun havde nemlig lovet ham, at hun med tiden ville søge ham for at levere sin dom.
De sølvgrå øjne lod Denjarna hvile på tronsalens porte, mens begge hendes hænder var placeret på tronstolens armlæn. Hele hendes mine sagde derfor, at hun sagtens kunne rejse sig og gå igen, men alligevel tilhørte hendes ører ham for øjeblikket, som hun lod ham forsvare sine ord. Hun lyttede til, hvad han havde at sige, hvor hun både måtte stille sig enig og uenig med ham. Han havde nemlig direkte sagt; at han ikke havde tilbragt nogen hyggelige stunder med hende her, og hvis det var tilfældet, havde de formentligt aldrig hygget sig i hinandens nærvær. Under deres første møde, havde de nemlig besøgt tronsalen, og der kom han i tumult med sin egen tale. Blikket vendte hun endelig mod ham. ”Jeg hører udmærket, hvad du forsøger at fortælle mig. Jeg noterer blot selv de små detaljer, hvilket du måske ikke gør. Du viste mig nemlig tronsalen under vores første møde, og eftersom du siger, at du aldrig har nydt en stund med mig her, kan jeg ærlig talt ikke se, hvad du har nydt. Vi var nemlig her, inden min besked omkring Derick. Det var faktisk en måned inden,” sagde hun sandfærdigt. Det var ikke fordi hun ønskede at skændes med ham, men bleg havde hun aldrig været for at sige sin mening, når hun følte, at der var noget der blev behandlet ukorrekt. "Det er ikke fordi, at jeg ønsker, at det skal være sådan her, men jeg bider mig blot fast i ting, og din tale undrer mig.."

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Selvom det hele var sket udenfor deres hænder, så var Mattheus faktisk glad for at hun havde valgt at tage skridtet og faktisk opsøgt ham her på stedet, da det alt sammen var noget som faktisk betød meget for ham. Nu som det var sagt, så var det noget som fik ham til at slappe af, bare det at se hende, da det også betød at hun faktisk havde det godt. Selvom det nu stadig var ukendt for ham, hvordan og hvad han kunne tillade sig, så måtte han jo bare gøre det bedst muligt og helst uden at træde hende over tæerne, for striden ønskede han borte og helst uden at skulle tænke yderligere over det, for det var intet som ned kunne bruge. ”Vi har begge ønsket det samme. Din ankomst har jeg ventet en dag, selvom jeg nu aldrig havde troet det skulle ske, så er det jo tros alt blot en positiv overraskelse. Nu kan vi snakke fint sammen igen, og det er vel også det som er det vigtigste? Jeg ønsker vi skal få det til at fungere for os, Denjarna.. På det venskabelige plan, selvfølgelig,” sagde han med en rolig stemme. Det venskabelige plan, var ganske vidst kun en tanke som han måtte vænne sig til og bare nøjes med, selvom det bestemt heller ikke var nemt altid, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han betragtede hende med en rolig mine, også selvom han kunne se, at det gjorde ondt på hende at snakke om Derick, men det var selv noget som han kunne forstå, eftersom de havde den betydning for hinanden som de nu havde. Selvfølgelig håbede og bad han til at hun fandt den ro ved den nye tilværelse – væk fra Derick, og fandt en mand som kunne passe ordentlig på hende, selvom han frygtede mere, at det var en plads som Vladimir ville nakke lige for øjnene af ham. Han lod det dog ligge, også mest for sin egen skyld.
Næverne knyttede Mattheus mere omkring tronstolen, for ikke at ende med at få endnu et flip, som han havde gjort tidligere. Han trak vejret dybt, også mest for at holde sig bare lidt i skindet og i et forsøg på at køle ned, selvom det faktisk heller ikke var særlig nemt for ham i længden. Han ønskede bare at være ærlig, for det var mange af de negative ting som man kunne huske, og specielt det eneste som faktisk hjemsøgte ham igen og igen, og specielt når det kom til Denjarna, for han havde gjort sig så mange forhåbninger, som hun havde hamret direkte i sænk. ”Det negative opvejer som regel for det positive Denjarna. Jeg ønsker ikke at sidde og forsvare mig og hvad jeg har gjort omkring det her. Jeg har nydt stunder med dig, og det er vel det vigtigste?” Han vendte blikket mod hende, også selvom hun ikke rigtigt gengældte hans blik og opmærksomhed, men det var nu ikke noget som han kunne gøre det største ved. Han bed tænderne tydeligt og kraftigt sammen. ”Undskyld..” Han hadede at skulle undskylde!

[Deleted]

Opmærksomt lyttede Denjarna til, hvad Mattheus havde på hjertet. Hun var trods alt kommet for at få redt trådene ud mellem dem, og derfor var hun mere end interesseret i at høre, hvad han ligeledes havde at sige til hende. Det glædede hende dog at høre, at de var på den samme mission, da det selvfølgelig ville forenkle deres sag, frem for at de skulle have kæmpet sig igennem klemte følelser. Hans ords afslutning fik dog sat hendes hjerne i gang, da hun vidste, at han havde et misfortolket billede af, hvad venskab betød. Sidst havde de nemlig kaldt sig for venner, men der havde det i den sidste ende lignet mere en forelskelse fra hans side, som han havde smidt hende for døren, da det var blevet ham klart, at hun ikke længere var en enlig kvinde. Om det endnu stod således til, ville hun formentligt finde ud af med tiden, men lige umiddelbart lignende det ikke, at nogen skade var sket. ”Det er det i allerhøjeste grad. Det glæder mig at høre, at dit venskab endnu står til min rådighed. Det har altid været, hvad jeg har ønsket, og det glæder mig derfor at høre, at det hele ikke er gået tabt alligevel,” medgav hun roligt, som hun undlod at sige sin tvivl højt. Det ville formentligt blot ødelægge deres situation, og det var bestemt ikke, hvad hun var ude på at gøre. Mere sagde hun dog ikke til den sag, da hun følte, at grundlaget allerede lå klart for dem begge.
Blikket valgte Denjarna nu at holde på Mattheus’ skikkelse, som han påbegyndte sin undskyldning. En ufattelig stædig kvinde var hun, og derfor undgik de fleste diskussioner med hende, da hun ganske simpelt vandt dem alligevel. Hun var nemlig ikke typen der gav op, når hun først havde fået en ide, og så var det ubetydeligt, om diskussionen omhandlede noget stort, eller noget småt. Småt kunne det formentligt forekomme i dette tilfælde, da det muligvis omhandlede et forkert ordbrug, men det var, hvad det var. ”Om det er det vigtigste, kommer fuldstændigt an på, hvem man spørger,” sagde hun stilfærdigt, og dog også sandfærdigt. De kunne trods alt tage hende og Derick som et eksempel, da Derick for eksempel ville have ment, at de burde kæmpe for deres forhold, da de havde klaret det før, hvor Mattheus som en anden part ville mene, at det var dødsdømt. Hun lod sig falde tilbage i tronen. ”..men jeg godtager din undskyldning,” sagde hun endelig, som det vigtigste måtte være, at han rent faktisk undskyldte overfor hende. Hun lod hånden stryge et par ravnsorte lokker væk fra det pæne ansigt. Stilheden lod hun stå på i et par sekunder, inden hun igen valgte at se mod ham, som hun ønskede at lette den trykkede stemning en anelse. Hun var trods alt ikke kommet for at mundhugges med ham, som hun derimod var kommet for at føre en rolig samtale. ”Fortæl mig, hvad dine dage har bragt dig i den tid, vi ikke har set hinanden,” opfordrede hun ham roligt, hvor det burde være en passende anledning til at komme videre i samtalen.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var allerede for længst gået op for Mattheus, at Denjarna ikke havde lagt nær så meget i det, som det han selv havde, selvom det uden tvivl var noget som han måtte bide i sig for nu, for det havde været en fejl, som han nu ikke direkte kunne gøre noget ved for at rette op på. Han stod dog fast på, at han endnu var utrolig glad for hende, selvom hun havde skubbet det hele ti side. De ønskede begge to det samme, også selvom Mattheus ikke havde været sikker på hvordan han skulle få det hele frem, også fordi at det slet ikke var nemt for ham at have det som han havde det, for sådan omkring en kvinde, havde han ikke haft det før, og det at han skulle fravælges til fordel for en mand, som ikke engang kunne behandle hende ordentligt, og det var jo tydeligt, at han havde haft ret i den udtalelse allerede dengang, men ej havde hun ville lytte til ham, og det var ikke noget som han kunne gøre noget ved som det stod lige nu. ”Mit venskab vil selvfølgelig stå til rådighed, frem til den dag du beviser for mig, at jeg ikke kan stole på dig, Denjarna. Vi ønsker tilsyneladende begge det samme.. Nogenlunde i hvert fald, og derfor er jeg glad for, at du er kommet, så vi kunne snakke ud om det. Det tror jeg vi begge har haft brug for,” fortalte han med en rolig stemme, idet han stille vendte blikket mod hende igen. Han var ganske vidst ikke helt tilfreds med tingene som de var, men han måtte jo bare bide det sammen. Det var han efterhånden ved at være ganske god til.
Det var skam godt op for Mattheus, at Denjarna var utrolig stædig af sig, og han måtte erkende at det virkelig irriterede ham, at det hele skulle gøres til noget stort, når det var sådan en lille ting, og derfor gad han virkelig ikke diskutere sådanne ting, så derfor valgte han bare at undskylde og så lade den ligge der. ”Du gør et stort nummer ud af ingenting,” påpegede han med en ganske kortfattet stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke. At hun godtog det, var selvfølgelig noget som han var glad for, for han ønskede slet ikke at stemningen skulle være så trykket, som det han nu følte det. Han sukkede dæmpet og trak vejret dybt, for man kunne ikke ligefrem sige, at han var tilfreds, for han gik bestemt heller ikke ud fra, at hun var kommet denne lange vej, kun for at mundhugges med ham, og han måtte erkende, at han havde mange andre ting, som han hellere ville tage sig af, end dette! Han vendte blikket roligt i retningen af hende. ”Hvad jeg har tilbragt de sidste dage med? Nok snarere uger eller måneder. Det kongelige og royale arbejde selvfølgelig.. Ikke noget nyt der. Jeg har jo ikke ligefrem hvad man kan kalde for en.. fritid,” svarede han endeligt. Han var stadig en anelse utilfreds, men mon ikke det skulle ændres lidt? Nu hvor de snakket om andre ting, end hvad der i princippet faktisk plagede ham.