Not what I expected!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var ved at blive en sen eftermiddag, og endnu en gang befandt Mattheus sig i tronsalen – ligesom han gjorde stort set hver dag. Han havde langt om længe sluppet af med sin mor, også selvom han vidste, at han havde hendes øjne i nakken når det kom til de kongelige pligter, så ønskede han nu alligevel at bevise for hende, at han udmærket godt kunne klare tingene på egen hånd! Synet af de sidste solstråler forsvandt stille og roligt fra salen, som i sig selv, var ved at være tom, hvilket også tillod Mattheus at rejse sig op og bare.. bevæge sig en smule. Hænderne foldede han roligt over ryggen som han tog en tur hen til de store vinduer. I og med at han ikke var fuldkommen Spide, kunne han sagtens stå i skyggen for solen, og uden at det ville påvirke ham synderligt – andet end at han var nødsaget til at knibe øjnene en anelse sammen. Smukt var det, også fordi at han vidste hvilke planer som han havde for det hele, så var der stadig meget, som han var nødt til at finde ud af på den hårde måde – og det var jo bare at tage fat, ikke? Et svagt suk forlod hans læber. Hans samtale med Tatiana gjorde kun at han afventede hendes audiens, selvom hun slet ikke var kommet endnu, så regnede han med, at hun før eller siden ville dukke op, men den gamle samtale som han havde haft med sin kære moder, var næste det eneste som han havde i hovedet. Tanken om at Denjarna muligvis kunne være hans mage.. Så var det jo ikke underligt, at han havde reageret som han havde.
Selv nu hvor han følte, at han voksede med opgaven, også selvom der endnu var mange ting som han skulle have gjort. Warlockerne havde han ikke haft fat i, andet end at han havde omrokeret en smule i stillinger, så han vidste hvad han havde at forholde sig til, også fordi at.. Samarbejdet med Rozentas på ingen måde, havde været som han havde forestillet sig. Han måtte ærligt erkende, at det var en tanke som havde skuffet ham noget så frygtelig dybt. Ikke fordi at han ville grave yderligere i det, for manden havde heller ikke afgivet respons af den ene eller den anden slags, hvilket skam et sted også var noget som passede ham helt fint. Han blev stående og med vagterne ved døren, hvor det faktisk var rart selv for ham, at han kunne trække vejret bare en anelse frit. Leonardo var på Bordellet i aften, så han stod med det hele selv, selvom det nu heller ikke var noget som rørte ham som sådan, for selv den mand, var jo nødt til at tage lidt fri i tide og utide. Det var jo trods alt heller ikke ham, som var født til dette arbejde, som det han var. Han stod i sin blodrøde skjorte og de mørke bukser og med den intense og faste mine. Det var efterhånden ved at være lang tid siden at han havde set eller hørt noget som helst til Denjarna. Var han blevet blød ved at blive så bekymret..?

[Deleted]

En ny dag var kommet, og nye beslutninger skulle tages. Det var i hvert fald sådan Denjarna så på tingene. Det var efterhånden ved at være en måneds tid siden, at hun havde taget beslutningen om at forlade Derick, og meget havde sket i hendes liv, og i hendes hoved i den tid. Hun havde nemlig ikke kun besluttet sig for at forlade Derick, men også for at fjerne det barn, der havde ligget i hendes mave. For det bedste havde det været, da hun ingen moder var, samt tidspunktet generelt ikke havde været det rette. Flyttet tilbage til Vladimir var hun også, og det betød, at hun endnu engang måtte leve det søde liv. Hun havde genfundet sin ældste veninde, hvilket uden tvivl var en sand glæde for hendes vedkommende, da hun havde savnet den kvinde! En ny ven havde hun dog også fået, som hun ligeså havde haft et gensyn med Salvatore. En prociansk magiker der var blevet hendes ven, og som havde guidet hende igennem al vildnisset. Det var også al vildnisset der primært havde hersket i hendes tanker på det seneste, da hun havde været ufatteligt bebyrdet oppe i sit hoved og i sit hjerte. Hun spekulerede nemlig konstant over, hvad der var det rette valg for hende, og ligetil var det ikke, selvom det måske burde være det. Hun havde dog truffet et nyt valg i dag, som hun havde valgt at søge til slottet. Til Mattheus. Om det var det rette at gøre, vidste hun ikke, men længe havde hun overvejet det, og derfor måtte der vel være en vis ret i det? Hun brød sig nemlig ikke om udfaldet mellem dem, ligesom hun savnede deres samtaler, som hun rent faktisk havde nydt dem, skønt han ikke havde troet hende. Derfor kunne hun også fornemme en lille klump i halsen i dag, som hun på ingen måde vidste, hvordan hendes visit ville blive modtaget i dag.
Med målrettede skridt førte Denjarna sig fremad, som hun bevægede sig om mod slottets vest fløj, som hun allerede var blevet lukket ind på selve slottet. Det havde på ingen måde været med den samme modtagelse, som under den forrige gang, da der faktisk slet ikke havde været nogen modtagelse denne her gang. Andet havde hun dog ikke forventet, at hun vidste, at situationen var anderledes, samt at Mattheus ikke kendte til hendes ankomst. Om han overhovedet var til stede, anede hun ikke, men hun håbede, og sandsynligheden for det var heldigvis stor, da han som konge havde pligt til at tage imod audienser i tronsalen, og det var lige præcis det hun havde i sinde at gøre brug af i dag! Kjolens slæb gled flygtigt over de sidste trappetrin, som hun nåede førstesalen, og derfor også tronsalen. Smuk var den, som den bar en flot mørkeblå farve, hvor stropperne var rimelig brede og gik ned i en flot v-udskæring i ryggen, så det meste var bart ned til lænden. Der var en anelse slæb på kjolen, hvor guldtråde måtte følge underdelen på kjolen og fik den til at se lidt mere dyr og luksuriøs ud. Roligt stoppede hun op foran dørene til tronsalen, hvor der stod en vagt parat. Kortfattet sagde hun et par ord til vagten, der forstående nikkede, inden døren blev skubbet op, hvor vagten som den første trådte ind. ”Frk. Denjarna Dark Dynithril,” oplyste vagten.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus stod i det som føles som lange minutter og bare stirrede ud af vinduet. Han savnede lidt at komme ud, men han havde ikke nogen grund til det. Han.. kendte ikke rigtigt nogen ude fra, og nu hvor han havde så meget at tage sig af, nok som det måtte være i forvejen, så var han jo trods alt også nødt til at gøre et eller andet for at holde styr på det hele. Han slap et dæmpet suk. Selvom han havde mange omkring sig, så følte han sig ganske.. alene, for han havde ikke rigtigt nogen ellers, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som han kunne tage sig af som sådan, men det var nu bare sådan at det måtte være. Det var vel bare hans lod i livet? Selvom han havde sat tankerne noget højere end dette, så var det slet ikke noget som han kunne gøre det mindste ved, som det stod lige nu. Tænderne bed han let sammen, som han igen fik lov til at stå lidt i sine egne tanker, selvom det slet ikke var noget som gavnede ham det mindste i længden. Han rystede let på hovedet, som han blev stående og betragtede sit mørke rige. Der var endnu frygtelig mange ting som han var nødt til at tage fat i, alt for mange tråde som han skulle til at rive i, og alt for meget at tage sig af generelt, og det var til tider noget som frustrerede ham, men han kendte jo ikke rigtigt noget.. eller nogen, som kunne få ham til at slappe af.
Vagtens stemme lød i hans øresnegl, hvilket næsten automatisk rev Mattheus tilbage til den virkelige verden igen. Han blinkede let med øjnene. Denjarna? Hvad lavede hun her? Han havde jo slet ikke regnet med at skulle se det mindste til hende igen! At hun kom ind, sagde han skam ikke noget til, for ligesom alle andre, så havde hun fuld tilladelse til at søge audiens som alle andre, også selvom han tydeligt kunne mærke, at han blev langt mere anspændt, end det som han var fra før af. Han trak vejret dybt. ”Jeg regnede slet ikke med at skulle se dig her på slottet igen, Denjarna.. Det er ved at være lang tid siden..” Han skævede kun i retningen af hende, så de rødlige øjne nærmest lyste op i lyset af faklerne som var den eneste lyskilde til den store tronsal, hvilket skam også var noget som passede ham fint. Hvordan han skulle reagere på at hun var der, vidste han ikke rigtigt, for de sidste gange, kunne man ikke ligefrem sige, at det var gået synderlig godt, for han havde det bestemt heller ikke nemt med hendes valg af mand, men det måtte hun jo selv om.. Så skulle hun bestemt ikke regne med, at hun bare kunne komme krybende på den måde. Han vendte sig mod vagten, som han kun sendte en umådelig fast mine. ”Forlad os,” beordrede han med en direkte fast tone. Nu hvor Denjarna endelig var der, så ønskede han da, at finde ud af helt præcis hvorfor hun havde taget den lange vej.

[Deleted]

Om det var et klogt træk af Denjarna at gøre at søge til Castle of Darkness, vidste hun endnu ikke, men eftersom det var en handling hun længe havde overvejet at gøre, kunne det vel kun være det rigtige? Desværre var det ikke kun hende, der skulle nå frem til den konklusion, men også Mattheus. Mattheus var nemlig den mand, som hun søgte, som hun ikke ankom for at træde an til en ganske almindelig audiens. Det hun havde tiltænkt var som sådan heller ikke en audiens, men mere … et venskabeligt besøg? Hun vidste udmærket godt, at hun lige pt. ikke stod i en venskabelig situation med kongen, som deres forhold derimod var utroligt anspændt. Hun var ked af, hvad der var sket imellem dem, og hun savnede hans selskab, og hvad hun håbede var, at han også savnede hende. Helt tilfreds var hun dog ikke med, hvilke omstændigheder de skulle mødes under, da hun ville ønske, at han ikke havde slået hånden af hende, dengang hun havde fortalt ham, at hun var vendt tilbage hos Derick, men at han i stedet havde holdt ved hende. Det havde han dog ikke, og det var hun irriteret over, men på den anden side, så kunne hun vel heller ikke bebrejde ham for sine handlinger. Som hun ankom til det mørke slot og dets tronsal, forsøgte hun dog at slå tankerne ud af hovedet, da hun jo også ønskede, at de kunne starte på en frisk. Derfor trådte hun med et åbent sind ind i den lange tronsal, som vagten gjorde sin præsentation af hende. Det var med yndefulde skridt hun bar sig frem, men generelt var hun et yndefuldt syn med de bølgende ravnsorte lokker, og den ekstravagante mørke kjole. Pæn var den, som den bar en dyr og fin front, hvor den bagtil måtte være vovet med den helt blottede ryg. Hurtigt faldt de sølvgrå øjne på kongen der måtte stå ved et af vinduerne. Til dels overrasket så han ud, men en anden reaktion havde hun på ingen måde ventet fra hans side af. ”Hvad skal jeg sige? Tiderne har ændret sig i den tid, vi ikke har set hinanden,” sagde hun med en rolig stemme, som hun stoppede op i midten af rummet. Det var, hvad hun fandt klogest at gøre, da hun endnu ikke vidste, om hun var velkommen hos ham. Det ville hun dog ganske snarligt finde ud af – forhåbentligt. Blikket vendte hun kort tilbage mod vagten, som han blev sendt ud af lokalet, og derfor efterlod hende helt alene med Mattheus. Det var, hvad hun ønskede, da deres samtale var privat, og derfor fandt hun det kun belejligt. Hun rømmede sig let. ”Jeg håber, at mit besøg er Dem velkomment.. Under vores forrige møde insinuerede De, at jeg endnu var velkommen, hvis noget skulle hænde..,” sagde hun stille. Underligt fandt hun det endnu at tale helt formelt til ham, men det gjorde hun, fordi han tidligere havde bedt hende om at tiltale ham på den vis. Om de kunne gå tilbage til de gamle tider, håbede hun blot, men det ville hun formentligt inden længe finde ud af. Nu stod hun her trods alt.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At Denjarna havde valgt at gøre sin entré på slottet, var ganske vidst mere end det som han selv lige havde regnet med, for Mattheus havde slet ikke regnet med at skulle se hende igen. Han var ked af det, og ikke mindst skuffet over hendes valg, selvom han vidste, at han ikke rigtigt kunne gøre noget ved det, så havde han alligevel stillet sit hjem til rådighed, dersom der skulle ske noget med hende eller noget i den stil. Han bekymrede sig om hende, og han ville lyve, hvis han ville påstå, at han ikke havde skænket hende en tanke igennem det sidste stykke tid, for det havde han uden tvivl. At høre hendes stemme, var noget som hurtigt tvang hans blik i retningen af hende, også selvom han blev stående. Hun forholdt sig høflig overfor ham, hans titel og hans trone, hvilket var noget som faktisk passede ham selvhelt fint. Tungen strøg han let over sine læber, som han vendte sig helt i retningen af hende. ”Jeg ved ikke om de har skiftet fra det bedre til det værre, eller omvendt. Det er noget som du næsten må fortælle mig,” sagde han endeligt. Ligesom alle andre, skulle hun selvfølgelig have den samme lov og ret til at opsøge slottet, ligesom alle andre, og det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at hun skulle have det ukomfortabelt. Han ville bare ikke kunne lukke hende tæt på sig bare sådan, når han vidste, at hun var sammen og markeret af en anden mand – en mand, som ikke engang kunne passe på hende, som hun havde fortjent det, hvilket var noget som han fandt dybt forkasteligt, men det var jo heller ikke ligefrem noget som han kunne gøre det største ved af den grund. Han havde savnet hende.. Han havde faktisk savnet hende utrolig meget. ”Skulle noget hænde, er du velkommen, som jeg har sagt, Denjarna. Så fortæl mig.. Hvad har hændt dig, siden du opsøger mit hjem og det dvasianske slot? Jeg formoder at du endnu har Derick, som du har Vladimir..?” spurgte han endeligt, som han jo var klar over, at han havde været et tredjevalg for hende. Et sted gjorde tanken ganske vidst ondt, men han måtte jo bare bide den i sig, for andet valg havde han jo heller ikke rigtigt, men det var nu bare sådan at det var. Hænderne forblev foldet over hans ryg. Hun var smuk og flot klædt, hvilket han nu alligevel måtte give hende. Smuk havde hun altid været, og det var uden tvivl også det som havde fanget ham allerede fra første stund, så kunne han ikke rigtigt gøre noget ved det nu. Hans mine udstrålede virkelig.. ingenting, som han betragtede sig af hende. Han ønskede ikke at byde hende uvelkommen eller noget lignende, for han kunne jo næsten fornemme på hende, at hun havde noget på hjertet. ”Fortæl mig grunden til din audiens, Denjarna,” opfordrede han roligt, som han let betragtede sig af hende med en let og afventende mine. Han var bekymret for hende, og derfor ønskede han bare, at hun skulle fortælle ham det, for hvad nu hvis det var noget forfærdeligt der var sket hende?

[Deleted]

Denjarna forstod udmærket godt Mattheus, hvis han var overrasket over hendes besøg. Det var hun også delvist selv, da hun trods alt havde regnet med, at der havde været en fremtid mellem hende og Derick, men det havde der tydeligvis ikke været. De var nemlig gået fra hinanden, og det var det der måtte ligge til grundlag for hendes besøg i dag, da hun nu kunne gøre, hvad der passede hende. Lettere nervøs var hun dog, da hun ikke kunne sige, om hun var velkommen på slottet, selvom han endnu ikke havde smidt hende for porten, som han havde gjort den forrige gang. Hun håbede dog ikke, at der ville ske en gentagelse, da hun vitterligt ikke havde brug for en ny afvisning fra hans side af. Forhåbningerne for det bedre havde hun dog også, for ellers havde hun end ikke mødt op i dag, som hun nu måtte stå overfor kongen igen. ”Jeg kan næppe sige, hvad De skal mene om forandringerne. Det er en konklusion, som De selv må nå frem til i takt med, at jeg giver Dem historien,” sagde hun med en rolig stemme. Hun regnede vel med, at hendes historie ville glæde ham, da han trods alt have været en af dem, der havde været af den mening, at hun ikke burde være hos Derick. Hun kunne dog ikke sige, om han havde ændret holdning med tiden – skønt hun ikke videre ventede det – men det måtte hun inden længe finde ud af. At han selv valgte at nævne Derick for hende, fik hende til at slå blikket væk fra ham, hvor hun i stedet betragtede tronsalens udsmykning. Det var en mærkværdig samtale for hende at tage, men som en overraskelse kom den dog ikke, da hun vidste, at Mattheus udelukket havde kastet hende ud af kulden grundet Derick … og nu var han jo væk. Hun tog en dyb indånding. ”Jeg har søgt Dem, fordi omvæltninger har præget mit liv, siden vi sidst sås, og endda før det. Jeg kommer ikke fordi, at jeg vil bede Dem om noget, men fordi, at jeg savner Dem, og fordi jeg håber på, at vi nu kan genoptage, fra hvor vi stoppede,” begyndte hun, mens hendes blik faldt tilbage på hans ansigt. Yderst fast stod han, som han ikke just lignede en, der var glad for at se hende, men det havde hun på sin vis heller ikke forventet af ham. Han lignede dog heller ikke en, der var vred over hendes besøg, og det var også kun til hendes lettelse. ”Deres formodninger er ikke længere sandfærdige.. J-Jeg har forladt Derick. Bærret tippede til sidst over, som jeg ikke længere følte, at det var det værd, at jeg satte mig i den position. Jeg har derfor forsøgt at genfinde mig selv igennem den sidste måneds tid, og det er også derfor, at jeg står foran Dem den dag i dag,” afsluttede hun sandfærdigt. Efter sin lille historie valgte hun igen at tie, som det spændende nu måtte komme … nemlig hans reaktion. Som hun havde talt, havde hun desuden vovet sig lidt tættere på ham, men alligevel ikke for tæt, da de endnu stod med et par meters mellemrum mellem hinanden.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Hvordan Mattheus skulle reagere på Denjarnas besøg, havde han slet ikke nogen anelse om, også fordi at han slet ikke kendte til grunden for at hun stod ansigt til ansigt med ham i denne stund. Han var dog alligevel.. glad for at se hende, selvom det nok ikke rigtigt var noget som han gav det mindste udtryk for i den anden ende. At hun så havde valgt at søge til ham, nu hvor han vidste, at hun havde andre, som var tættere og nærmere hende, end det som han var, var næsten det som forundrede ham mest, for Derick og Vladimir var hendes førstevalg. Selvfølgelig irriterede og frustrerede det ham, at han var så lavt prioriteret ved hende, men det var nu alligevel en beslutning, som hun havde taget for sig selv, og så var det ikke fordi at han kunne stille det meste op ved det, uanset hvad. Tænderne bed han en anelse sammen. ”I så fald, er jeg spændt på at se hvad din historie vil bringe mig,” sagde han endeligt. De rødlige øjne vendte han roligt i retningen af hendes skikkelse, som hun stod der. Han var måske en mand med en hård maske, men det var jo trods alt også.. kun en maske, og ikke noget andet, for han var ikke andet end en ung knægt, som forsøgte at finde ud af det hele, så det at hun havde valgt ham fra, var slet ikke noget som han kunne sige det mindste til, uanset hvad. Han trak vejret dybt. At det påvirkede hende, at han nævnede Derick, kunne han godt se, selvom det nu heller ikke var noget som han tog sig af, for det var jo sådan at det forholdt sig. Hendes ord overraskede ham dog, hvor han let blinkede med øjnene, da det ikke ligefrem var noget som han havde regnet med at høre fra hende. Han vendte blikket let mod hendes ansigt endnu en gang. ”Du.. savner mig?” spurgte han, som var det noget af det første og eneste som han faktisk bed sig fast i, uanset hvordan man ville vende eller dreje den. Han sukkede let, som han lod hænderne søge ned langs hans side i stedet for. Han lyttede til hendes ord. At hun faktisk havde valgt at forlade manden, var ham dog den største overraskelse, for det var bestemt ikke noget som han kunne måtte undgå. Han trak ganske svagt på smilebåndet, også selvom det næsten ikke var til at spotte på hans læber. ”Det glæder mig, at du endelig valgte at komme til fornuft, Denjarna.. Den man har ikke været noget godt for dig.. endelig.. Kald mig hellere ved navn,” opfordrede han endeligt og med en rolig og sandfærdig mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Han lod hovedet søge let på sned. Ved den nyhed alene, så var det som om at han blev mere blødgjort selv i hans eget ansigt. ”Jeg har også savnet dig.. Jeg har skænket dig ikke bare en tanke igennem den sidste tid, men mange.. Rigtig mange,” svarede han ærligt. Snakken han havde haft med sin mor, ønskede han ganske vidst ikke at komme ind på. Tanken skræmte selv ham.

[Deleted]

Denjarna nikkede roligt med hovedet, som et tegn på, at hun nok skulle videregive ham sin historie. Det var ikke kun ham, men også hende der var spændt på at se, hvad hendes historie ville bringe ham, da hun vitterligt ikke havde en ide. Hun håbede selvfølgelig på, at han ville lukke hende ind igen, for ellers ville hun ikke stå her i dag, men man kunne selvfølgelig aldrig vide. Han havde trods alt tydeliggjort for hende, at han var vred på hende, grundet det valg hun havde taget. Det var dog et valg, som hun nu havde trukket tilbage, og nu var hun spændt på at se, hvordan det ville få ham til at reagere. Nu hvor hun var kommet, ønskede hun dog ikke at spilde tiden, da hun skam var kommet for en grund. Derfor begyndte hun også roligt at tale, selvom hun et sted måtte have det underligt med det hele. Hun skulle nemlig igen vende sig til sin nye position i livet, og helt ligetil var det trods alt ikke. Det var nemlig store ting hun var blevet mødt af på det seneste, og det var bestemt ikke det hele, som hun ønskede at fortælle ham om. Den afbrudte graviditet var hun for eksempel ikke spor stolt af, og derfor ville hun gerne lade den blive i det uvisse for alle andre end Vladimir og Faith. Hendes hoved faldt en kende på sned. ”Det gør jeg.. Det vil jeg også mene, at jeg tydeliggjorde for dig, under vores forrige møde, og det savn har endnu ikke ændret sig,” erkendte hun ærligt. Under deres forrige møde havde hun nemlig ligeledes sagt, at hun altid havde nydt deres snakke, samt at hun havde ønsket, at de kunne have forblevet. Der havde han dog nærmest svaret hende med hån i stemmen, men … forandret syntes han at være denne her gang. Åbensindet måtte han nemlig forekomme hende, og det kunne hun kun sige, at hun nød. Hans efterfølgende ord måtte desuden også kun klargøre det for hende, hvilket fik hende til at smile en anelse. Det måtte dog også forekomme hende en anelse underligt, for førhen havde han ageret angribende over for hende, men nu lignede det derimod, at han hilste hende velkommen med åbne arme. ”Fornuft kan være en svær ting at opnå, når nu der er noget, som man ønsker sig noget så brændende. Jeg ønskede det bedste for Derick og jeg, men det bedste kunne vi åbenbart ikke finde sammen.. Derfor forsøger jeg igen at opnå det, hver for sig,” sagde hun ærligt, og nikkede svagt med hovedet, som et signal på, at hun skam havde hørt, at hun igen havde ret til at kalde ham ved navn, fremfor ved titel. Det var noget der lettede hende, for hun kunne ikke just sige, at hun havde nydt det andet. Ved lyden af hans ord, måtte hun smile en tand mere, da det i sandhed var ret at høre, at hun ikke var blevet glemt. ”Det varmer mig at høre, at du ikke har glemt mig, selvom vi har mistet kontakten til hinanden.. Især når jeg ligeledes har skænket dig en tanke i ny og næ.”

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus forholdt sig ganske roligt i og med, at Denjarna valgte at indberette ham med sin historie. Ikke fordi at han ville blande sig eller noget som helst, for han vidste slet ikke hvordan han skulle tage det hele, og det kunne faktisk godt vise sig, at blive en betydeligt større udfordring for ham, end det som man måske først havde valgt at antage. At hun havde savnet ham, var noget af en tanke som han faktisk godt kunne lide, selvom han ønskede at se det, frem for bare at.. høre hende sige det, for det var jo trods alt også to helt forskellige ting, om det var noget som man nu ville det eller ikke. De rødlige øjne hvilede direkte intenst i hendes blik, som hun fortalte ham omkring det hele. Han lyttede faktisk til hvad hun havde at sige. Sandt at sige, så havde han måske været.. lidt hård ved hende? Selvom det i hans øjne, kun havde været en direkte nødvendighed. ”Det glæder mig i det mindste, at vide, at visse ting ikke har forandret sig, selv på trods af hvad der er hændt,” sagde han endeligt. Tanken varmede ham faktisk, også selvom han ikke vidste om det var noget som han endnu kunne tillade sig at vise sig på den ene eller den anden ende, for det var.. svært selv for ham i længden. Tænderne bed han en anelse sammen. Tanken om at hun faktisk havde brudt op med Derick, forundrede ham virkelig, for hun havde fremstillet det som, hun ville give sig fuldkommen helt og holdent hen til den mand, men det virkede virkelig til at hun havde skiftet mening, og det var bestemt ikke noget som han havde regnet med på nogen som helst måde i det hele taget. Hovedet lod han søge let på sned. ”Jeg forstår godt at valget tilfaldt ham, Denjarna, men selv jeg gjorde tydeligt for dig allerede dengang, at du burde tænke dig mere om, inden du tog et endeligt valg. Det gør mig nu ondt, at I har brudt op.. Hvad gør du så nu? Er du ved Vladimir?” spurgte han endeligt. Han vidste jo slet ikke hvad han havde at forholde sig til, og det var jo heller ikke ligefrem fordi at det var noget som gjorde sagen meget nemmere eller bedre for ham af den grund, for det var faktisk noget som gjorde ham.. forvirret, også fordi at han vidste, at han havde været en helt 3. prioritet, men det var vel fordi at han var ung som han var? Og manglede den erfaring? Han havde ganske vidst savnet hende, men han vidste jo ikke engang om det var noget som han kunne tillade sig at vise overfor hende. Han sendte hende et svagt smil. ”Du har aldrig været glemt for mig. I så fald, så havde jeg sikkert ikke reageret på den måde, som jeg nu har. Kontakten gik i sig selv, og det ved jeg godt.. Jeg har reageret som et lille barn, og det beklager jeg.. Kom med op og sæt dig.. Tag tronen side om side med min,” opfordrede han med en rolig stemme.

[Deleted]

Om det var det rigtige at besøge Mattheus, havde Denjarna længe spekuleret over, fordi han i høj grad havde ageret afvisende overfor hende på det seneste. Hun havde dog valgt at tage springet, hvilket også var fordi, at han for et splitsekund havde fået det til at lyde som om, at hun var velkommen, hvis det hele skulle begynde at skride for hende. Det tydede også på, at det virkelig var tilfældet for han afviste hende ikke lige i øjeblikket. Han blev derimod og lyttede pænt til, hvad hun havde at fortælle, og andet bedte hun ham egentligt ikke om lige i øjeblikket. Hun var selvfølgelig interesseret i, at det hele blev godt igen, men små skridt var selvfølgelig bedre end ingen skridt. ”Der skal mere end en konge til at skræmme mig væk,” svarede hun med et lille smil på læben, for skræmt hende væk havde han trods alt ikke. Det var muligvis også kun et held, siden hun stod her den dag i dag, og med al hvad der havde hændt hende på det seneste. At han valgte at sige, at det gjorde ham ondt, at hende og Derick havde brudt op med hinanden, måtte hun blive overrasket, hvilket også var at spore i hendes blik. Hun havde nemlig ikke troet, at det ville gøre ham ondt, men derimod glæde ham, som han fra start af havde været imod hendes forhold til Derick. Hun valgte dog ikke at stille spørgsmålstegn til hans ærlighed, da hun efterhånden mente, at hun kendte lidt til hans temperament. ”Jeg ved udmærket godt, at du var en af de første til at sige, at jeg ikke burde kaste mig direkte ind i det forhold. Det er dog, hvad jeg gjorde, og kan man bebrejde mig for det, når nu jeg havde et håb med det hele? Det gik dog ikke, og derfor er min nuværende situation, at jeg er flyttet ind hos Vladimir igen, selvom det nu er dage siden, at jeg sidst så ham. Han valgte nemlig at åbne sit hjem op for mig på ny, da det skete.. Han var også den person der var til stede, da det hele eskalerede,” fortalte hun sandfærdigt, som hun ikke så nogen grund til at lægge skjul på sandheden. Det var nemlig kun fakta, at hende og Derick var gået fra hinanden, og at hun nu boede hos Vladimir igen, skønt det var ved at være noget tid siden, at hun sidst havde set til ham. Som han smilede til hende, måtte hun bløde en kende op, da det et sted fortalte hende, at det var godt mellem det, og det var jo bare det hun ønskede. Det glædede hende også at høre, at han rent faktisk gav hende en undskyldning, da hun kun følte, at det var på sin rette plads. Hvad der derimod overraskede hende var, at han tilbød en plads på tronen for, det havde han trods alt aldrig gjort før, hvor hun ej heller havde siddet på en trone før. Hun måtte dog stille nærme sig den og ham, som han trods alt opfordrede hende til det. ”Situationen kunne sagtens være blevet behandlet bedre.. Det skal jeg ikke være bleg for at erkende. Det vigtigste for mig er dog, at vi kan tale sammen igen, for det har aldrig været min hensigt at miste dig, selvom mine valg muligvis har ført til det.”

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det overraskede naturligvis Mattheus at se Denjarna stå på hans dørtrin igen, også selvom han et sted vidste, at noget var galt, for ellers ville hun slet ikke komme ham i møde på denne måde. Tænderne bed han let sammen. Hvorvidt om han kunne tillade sig at være skeptisk eller noget lignende, det vidste han faktisk ikke, og et sted, så var det uden tvivl den tanke som måtte irritere ham lidt. Han var ung, han var en bombe af hormoner i en teenagealder, og der var så mange ting som han skulle finde ud af, og det var svært når der ikke var nogen til at hjælpe ham med det, og han konstant skulle støde på den modstand og modgang som han havde gjort, så var det bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for ham. At han ikke havde været i stand til at skræmme folk væk, var egentlig noget som han havde det fint med, for det havde jo som sagt aldrig været hans hensigt med nogen af tingene. ”Jeg formoder lidt, at det har været til mit eget held,” sagde han med en rolig stemme. At hun havde bosat sig ved Vladimir efter bruddet med Derick, gjorde ham dog alligevel en anelse overrasket, for i det tilfælde, så vidste han da slet ikke hvorfor hun var ved ham nu så. Han havde været en tredje prioritet, og selvom han ikke brød sig om det, så var og havde han ikke andet valg end at leve med det. Uanset hvad, så lod han hende snakke færdigt, inden han valgte at bryde ind. ”Meget muligt.. Men jeg er endnu ked af, at det nåede at blive så slemt, inden det selv gik op for dig at det var dumt at gå ind i forholdet med de forventninger, kære Denjarna.. Og nu hvor du er bosat ved Vladimir, så håber jeg skam, at han er mand nok til at passe på dig, samt skænke dig hvad du har brug for og har fortjent,” sagde han endeligt, som han vendte blikket i retningen af hende endnu en gang. Han var selvfølgelig ked af, at der ikke var andet i det fra hendes side, men han måtte jo bare bide sig selv kraftigt i læben og bare klare det bedst muligt, som det nu var ham muligt. Han søgte roligt med hende op til tronen, hvor han roligt satte sig på sin egen trone, hvor han derefter lod hende tage plads på den som var ved siden af hans egen – på Leonardos. Han vendte blikket mod hende i stedet for, hvor han næsten satte sig som når han holdt audiens. Det var bare en vane for ham efterhånden. Han skyldte hende en undskyldning, og det vidste han udmærket godt, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. ”Valg har konsekvenser, og ja.. jeg blev skuffet. Jeg kunne og burde have handlet mere voksent end hvad jeg gjorde, og for det, er jeg faktisk ked af, at jeg har gjort som jeg har gjort..” sagde han endeligt. Han havde jo samtalen med sin mor i hovedet og.. var der noget om det?

[Deleted]

Det undrede ikke Denjarna, at hendes tilstedeværelse kom bag på Mattheus. Sidst de havde set hinanden, havde hun trods alt forsøgt at overbevise ham om, at hun ønskede at blive hos Derick, og at det var det rette valg. Derfor undrede det hende ikke, hvis hun havde gjort ham til dels forvirret, men på den anden side håbede hun også, at han accepterede hendes valg. Selv så hun nemlig ingen skam i, at hun havde ønsket at forsøge med Derick, og det at hun havde været i stand til at erkende til sidst, at det ikke var det rigtige for dem, måtte vel bare gøre hende til en stærk person? Det havde Salvatore i hvert fald ment, og hun erkendte gerne, at hun så ligedan på det, for et let valg havde det på ingen måde været for hende. Nu stod hun dog hos Mattheus igen, hvor hun et sted håbede, at de kunne tage videre fra før, skønt hun ikke vidste, om det var dem realistisk muligt. Hun smilte let til ham. ”Hvis et gensyn har ligget i dine ønsker, er det uden tvivl, hvad det er,” kommenterede hun roligt. At det til dels irriterede ham, at hun var flyttet tilbage til Vladimir, anede hun intet om, da det ikke var at aflæse i hans ansigt. Faktummet var dog, at hun ikke ville havde gået til Mattheus med det samme alligevel, da han tidligere havde nævnt, at hun havde misbrugt hans godhed, og derfor havde hun tænkt, at han alligevel blot ville have betragtet hende som en snylter, hvis hun som det første var kommet til ham. Hun ønskede ham desuden ikke for, hvad han havde, som hun udmærket vidste, at han var den mand, der kunne tilbyde hende allermest materielt. Hvad hun ønskede var derimod, at de kunne sammen personligt igen, inden de muligvis tog flere skridt. ”Og det er jeg ligeså. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke savner ham, for det gør jeg, men jeg ved nu, at dette er for det bedste. Hvor han er nu, ved jeg ikke, men jeg håber, at han har det godt, for jeg kan mærke på mig selv, at dette er, hvad jeg havde brug for,” sagde hun roligt. ”Og med henblik på Vladimir ved jeg, at han kun ønsker mig det bedste. Hvor han er, kan jeg dog ej sige, da jeg ikke har set ham de seneste nætter.” Hun vidste skam, at hun var tryg ved Vladimir, som hun vidste, at han kun ønskede hende det bedste. Det havde han vel også kun bevist, da han havde valgt at skrive slottet i hendes navn, hvis han en dag skulle gå bort. Som han inviterede hende op at sidde på selve tronen, fulgte hun roligt med ham. Det gav hende en underlig følelse, for … den plads var tiltænkt den anden regent. Dronningen, eller i dette tilfælde, Mattheus mand – Leonardo. Sin kjoles stof greb hun let op, som hun valgte at tage plads i den mindre trone. ”Jeg ved, at du blev skuffet, og at jeg har forvoldt dig den smerte, gør mig ondt.. Det var ej min hensigt. At du ligeledes kan se dine egne fejl ved handlingerne, glæder mig, for selvom jeg gjorde dig ondt, mener jeg ikke, at det var i din ret at behandle mig på den vis,” sagde hun med en ærlig stemme. Mindre formelt end Mattheus sad hun, som hun måtte sidde med fronten mod ham, hvor hun derfor sad skævt på tronen. Benet havde hun nemlig trukket halvvejs og i tronens sæde, blot så hun kunne fastholde blikket på kongen ved hendes side.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste ikke rigtigt hvordan han skulle reagere på nyheden omkring Denjarnas tilstedeværelse på slottet, også fordi at han ikke vidste hvordan han skulle reagere, hvad han kunne tillade sig eller noget som helst, for det var ukendt for ham. Det var skam ikke nogen hemmelighed, at han faktisk havde savnet hende tilstedeværelse omkring ham, men det var nu bare sådan at det var. Han fandt vel ud af det på et tidspunkt? Han bed det i sig for nu, kun for at lade blikket hvile mod hendes skikkelse atter en gang, for han kunne slet ikke lade være. ”Du har været savnet.. Det erkender jeg gerne, og jeg har ønsket at se dig igen.. Jeg har bare ikke følt at det har været rette tid på trods af omstændighederne..” sagde han med en rolig stemme, som han vendte blikket mod hende. At de satte sig på tronen, havde han som sådan ikke noget imod, for det var faktisk rart, også fordi at det også gav ham lidt andre ting at fokusere på, end alt det andet, for det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt altid og ej heller for ham. Han lyttede til hendes ord. Han forstod skam godt, at hun savnede Derick, men han måtte jo erkende, at han i det indre virkelig måtte juble over at det var overstået mellem de to, selvom han endnu ikke vidste hvor det placerede ham med hende, men det var nu noget som han bare måtte finde ud af før eller siden. Han vendte blikket direkte mod hende atter en gang og med den samme stive og faste mine. ”Så lang tid du har gjort, hvad du har følt har været det rette, så er det jo det rette for dig, Denjarna.. Den mand har ej behandlet dig, som en kvinde burde.. Ikke at jeg skal fremstille mig selv som en helgen, for det ved jeg skam, at jeg ikke selv har.. Uanset, så håber jeg at Vladimir giver dig hvad du har fortjent..” Tanken om at Vladimir var der, var ganske vidst en tanke som direkte irriterede ham, men han kunne jo ikke ligefrem gøre det mindste ved det som det var lige nu, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han lod hende bare sidde, hvor han i stedet for, vendte blikket i retningen af de store vinduer, som han havde stået ved, for bare et øjeblik siden. Han var blevet skuffet over hendes valg, og han havde bestemt heller ikke lagt skjul på det. Han kunne lide hende, og det var bestemt heller ikke fordi at det var tanker og følelser som han gjorde sig normalt, men det var nu bare sådan at det var. Han undskyldte for sig, også fordi at han mente, at det var det rette for ham at gøre, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han sukkede ganske let, som han rystede på hovedet. Hun havde ikke gjort det nemt for ham, så et sted ville han stå ved, at det hele var særdeles selvforskyldt. ”Det var det ej heller, og det er skam derfor jeg skænker dig min undskyldning,” svarede han blot. Hun havde skam været udenom det selv.

[Deleted]

Blidt sendte Denjarna Mattheus et smil, som hendes klare sølvgrå øjne også måtte hvile på hans ansigt. ”Jeg ved, at du ikke har følt, at det vi havde sammen kunne fortsætte, efter at jeg valgte Derick, … men det er ingen hemmelighed, at jeg håber på, at det nu kan lade sig gøre. Du behøver ikke længere at savne mig, men på den anden side, har jeg aldrig ment, at det har været en nødvendighed, for du har altid vidst, hvor jeg har været at finde,” sagde hun med en rolig stemme, uden hun tog blikket fra ham. Helt ligetil var det ikke at sidde på tronen med ham, da tronerne trods alt stod side om side med hinanden. Det lod sig dog gøre, som hun drejede kroppen en anelse, og rart var det som sådan også at komme ned og sidde lidt. Det var ikke fordi, at hun havde en plan for, hvad der skulle foregå mellem dem, for det havde hun bestemt ikke! Hun ønskede at tage det stille og roligt med sit liv, samt hun ønskede at lade tingene ske, som de kom til hende. Hun ønskede at slappe af og nyde livet, som det nu var hende fuldt ud muligt at gøre, hvad hun ønskede. Som hans mine blev mere stram, lod hun hovedet falde en kende på sned. ”Jeg gjorde udelukket, hvad jeg fandt rigtigt, og nu finder jeg noget andet rigtigt for mig. Jeg ved, at Derick behandlede mig forkert, og det er skam også derfor, at jeg forlod ham. Jeg kan dog ikke lade være med at undre mig over, hvorfor det hændte, for mit blod har han aldrig før bukket under for. En ting er dog sikkert, og det er, at jeg nu befinder mig på det rette spor,” sagde hun endelig, som der ikke var mere i det end det. Hun havde allerede drøftet denne her samtale gentagende gange, som hun både havde taget den med Vladimir, Faith og Salvatore, og alle tre samtaler havde endt ud med det samme. Nemlig, at hun var bedst tjent uden Derick. Blikket slog hun væk fra Mattheus, hvor hun i stedet gav sig til at betragte den majestætiske tronsal. Det var ufatteligt længe siden, at hun sidst havde sat fod i den, som det havde været dengang han havde givet hende en rundvisning.. inden Derick. Hun bed sig selv flygtigt i den bløde underlæbe, inden hun førte en ravnsort hårlok om bag øret. ”Og den tager jeg til mig,” erkendte hun med en ærlig mine, som hun skam var glad for, at han undskyldte for sine gamle handlinger. Ubehøvlet havde han trods alt behandlet hende, skønt hun måske heller ikke havde været helt sød ved ham.. Det havde dog ikke været hendes mening, og hun håbede, at han et sted forstod. Hun betragtede sig igen af omgivelserne, inden hun prøvende lod fingrende glide over tronens armlæn. Aldrig havde hun taget plads i en regents sæde, men et lille sug i maven gav det hende vel? ”Det føles som om, at jeg sidst var her i en ganske fjern tid,” kommenterede hun stille.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus lagde skam ikke skjul på, at han var glad for at se Denjarna, for det var han uden tvivl. Han vidste bare ikke hvordan han skulle vise det endnu, eller om det var noget som han i det hele taget, havde retten til at vise på den her måde. De rødlige øjne gled mod hendes skikkelse. Det hele var akavet for ham.. En smule om ikke andet, og han ønskede jo stadig at finde ud af det hele. ”Du har ganske ret, for et gjorde jeg ikke.. og jeg synes endnu at det er.. akavet, og det er jeg slet ikke særlig god til. Jeg ved godt du handlede som du fandt det bedst.. Og det samme gjorde jeg, og det bedste for mig på daværende tidspunkt, var at holde dig på afstand,” forklarede han endeligt. Det var slet ikke fordi at han ønskede at forklare sig og undskylde for det hele, for det var der skam slet ikke nogen grund til i den anden ende, og den tanke irriterede ham naturligvis. Han knyttede næverne en anelse. T hun sad på tronen ved siden af ham, sagde han skam ikke noget til, også selvom det slet ikke var naturligt eller normalt, at byde nogen til at tage den plads i det hele taget. Han vendte blikket endeligt mod hende, også selvom hun kiggede rundt omkring i tronsalen i stedet for. Nu hvor han vidste, at hun var ved Vladimir, så var det jo ikke rigtigt noget som vedkom ham endnu, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende uanset hvad. Han vendte blikket roligt i retningen af hende. Så lang tid hun blev behandlet ordentligt, så var han bestemt heller ikke manden som skulle brokke sig eller noget lignende. Han sukkede tungt. Hun tænkte frygtelig meget, også selvom det ikke nødvendigvis var nogen skidt ting, for det behøvede det jo trods alt heller ikke at være. ”Så lang tid du føler at du er inde på rette spor, så er alt som det skal være, Denjarna.. Jeg ved ikke hvad der hændt for Derick, og jeg kan med hånden på hjertet sige, at jeg er fuldstændig ligeglad. Han har ikke behandlet dig som han burde, og derfor gjorde du ret i at forlade ham som du har gjort. Dit velbefindende er en førsteprioritet,” sagde han endeligt. Det var hårde ord, men de var sande, og det var slet ikke noget som han havde nogen intentioner om at skulle lægge det mindste skjul på uanset hvad. Han sendte hende blot et svagt smil, som han satte sig tilbage. Stedet her var måske overdådigt, men han selv måtte erkende, at han begyndte at blive træt af synet af det. Nu havde han skænket hende sin undskyldning, og så havde han skam heller ikke mere at sige til den sag. Han var stadig stram i minen. Det var akavet, også fordi at.. han kunne ikke finde sin egen plads i det hele. Blikket gled mod hende atter en gang. ”I en fjern fortid? Jeg mindes i hvert fald ikke at dele gode stunder med dig her på slottet.. Så det må have været længe før min tid,” svarede han endeligt.