Time for a break

[Deleted]

Lyserød var den svagt skyede himmel, som dagen var ved at gå på hæld i New Dale. Travlt havde torvet været igennem hele dagen, men som solen havde påbegyndt sin nedstigning ude i horisonten, syntes al liv at forsvinde med et puf. Det livlige marked havde nemlig ligeså påbegyndt sin pakning, hvilket betød, at det også tyndede ud i menneskemængden. Luften var dog begyndt at blive lunere, og det betød, at der var en håndfuld mennesker der blev tilbage, for enten at nyde det gode vejr ved det smukke springvand, eller for at nyde roen ved en god spadseretur. En fast lyd var at høre, som Rhavaniels hove slog mod den brostensbelagte gågade, som den blev styret mod en af byens stalde. Vejret var mildt, hvilket tillod folk at smide de tykke uldkapper, og derfor sad Tatiana i sadlen, kun iført en hvid skjorte, og et par tætsiddende mørke bukser. Det havde aldrig været hendes stil at trække i feminine kjoler, og derfor så man hende yderst sjældent i det. Hun var heller ikke meget for at slå sit lange blonde hår ud, og det resulterede i, at det igen i dag var redt stramt tilbage i en fletning, der måtte gå hende til lænden. Folket på gaden holdt sig fra hende, men det passede hende også kun glimrende, da det banede vejen for hende. Derfor nåede hun også hurtigt frem til stalden, hvor hun gav hoppens tøjler til en yderst skræmt stalddreng. Om han frygtede, at hun ville slæbe ham med til sit samfund og gøre ham til en foreviget slave i pinsel, vidste hun ikke, men synet måtte uden tvivl more hende. Hun nød nemlig, hvilken effekt hendes race havde på det almene folk, som det måtte være tydeligt at se, hvad hun var. Mørlelver. Frygten kunne hun igen mærke, som hun trådte ind i kroen der måtte tilhøre stalden. Et nydeligt sted med den perfekte placering – som den havde udsigt til det store torv – hvilket også sagde en ting eller to om prisen derinde. Tavshed fyldte lokalet for et øjeblik, som hendes skikkelse gjorde sin optræden i det store rum. De gennemtrængende blå øjne måtte næsten glide vindende over det siddende folk, inden hun med målrettede skridt tog turen op til selve baren. Det var ikke fordi, at hun var vred, da hun faktisk var yderst tilfreds med livet lige pt. Hun havde nemlig mødt Dvasias’ konge og fået lovning på titlen som mørkelvernes leder, og det måtte om end være hende største ønske, og nu gik det endelig i opfyldelse. Titlen var dog ikke officielt hendes endnu, som hun endnu ikke havde været forbi Castle of Darkness, og trådt op for Mattheus til en audiens, men alting til sin tid, som man sagde. Selvom hun var i et godt humør, kunne hun ikke lade være med at fryde sig over folks reaktion, da det var dét folk skulle føle, når de beskuede en mørkelver. Målrettet nåede hun bardisken, hvor hendes blik uden tøven faldt direkte på krofatterens øjne. ”Et glas af Jeres bedste rødvin,” bad hun stilfærdigt.

[Deleted]

Dagen var ved at være forbi, og solen ved at at takke af for dagen for i stedet at lade sig erstatte af blegt måneskær. New Dale var ved at gå til ro. Markedet på torvet var efterhånden fuldkommen forladt for mennesker. Nogle havde i stedet valgt at opsøge diverse kroer rundt omkring mens andre havde søgt hjem til deres familier. Raquel bevægede sig roligt i den lune aftensol som havde sænket sig, badede i dets rødmen. Hendes mørke lokker hang frit omkring, dansede om hendes ansigt og skuldre med en ynde man sjælden så. Valkyrierne var smukke væsner, og mange ærgrede sig over at de havde isoleret sig ude på Sinaqra, hvor de kunne leve i deres eget samfund domineret af kvinder som holdt mænd som slaver. Hendes kjole var hvid og svøb sig omkring hendes skikkelse. Selvom hun ikke længere kunne prale med at være dronning, så klædte hun og førte hun sig endnu frem som en, men kunne ikke slippe sin skæbne uden videre. Med de bløde stof svævende omkring hende i takt med sine skridt, bevægede hun sig målrettet mod kroen. Hun ejede intet ud over nogle få småmønster som hun enten havde fundet på gaden eller snydt sig til ved naive mænd som lod sig forblænde af hendes skønhed. Hun havde intet tag over hovedet, men boede derimod hvor hun fandt le, hvad end det var i byens gyder eller i den mørke skov. Til tider skulle man dog yde sig selv en smule. Roligt åbnede hun døren og trådte ind i den lune krostue. Ingen lod rigtigt til at bemærke hende, men hun var ej heller et kendt ansigt hvilket nok var det det bedste. Med rolige og lydløse skridt, søgte hun på nøgne fødder hen til bardisken hvor krofatteren var ved at hælde et glas rødvin op. Det var længe siden hun havde smagt den slags luksusvare. ”Jeg vil gerne have en sjat af det der,” påpegede hun kortfattet og kastede med hovedet mod flasken han stod med i hånden. Måske det var en hård tone at tage i brug overfor en mand der tydeligvis var langt ældre end hende selv, men hun var vant til at behandle mænd som det de var.. dyr.. slaver, et redskab som kunne udnyttes men intet andet i forhold til det kvindelige køn. Hun skævede kort mod den blonde kvinde ved hendes side, også selvom hun ikke tog videre notits af hende. Det var søsterskabet som havde forvist hende fra sit hjem og sin stilling, selvom hun blot havde forsøgt at sikre dem en fremtid, der var intet mere at tale med dem om. Krofatteren endte med at stille et glas med den røde væske foran dem begge. Raquel smed de få mønter hun havde på bordet foran ham. Normalt fik hun so regel serveret de ting hun ønskede sig men ikke nu. ”Det er ikke nok” beklagede han sig. Hun betragtede ham med intense grønne øjne næsten en kende advarende inden hun tog glasset til sig og vendte sig mod ham med et uskyldigt smil. ”Jeg beklager men det er alt jeg har.. vi kan ikke sige at jeg skylder Dem,?” spurgte hun denne gang bevidst mere høfligt og med et glimt i øjet. Hun ønskede ikke at få flere problemer end hun allerede havde. Manden rystede tvært på hovedet, og rakte ud efter glasset. Ingen penge – ingen vin!

[Deleted]

Sjældent var det, at Tatiana bevægede sig ud på disse kanter, som hun primært holdt sig til sit land – Dvasias. Ligesom alle andre, havde hun dog brug for at se noget nyt i tide og utide, og derfor havde hun lagt turen forbi Imandra, eller nærmere sagt, New Dale. Hun måtte give stedet, at det besad et interessant landskab, og en interessant hovedstand, som den måtte være anderledes i forhold til Rimshia, og Dvasias’ øvrige land. Folket var også anderledes, som de virkede mindre kæphøje end dvasianerne, og det kunne hun et sted godt lide, da det betød, at de behandlede hende med den respekt og frygt, som hun fortjente. Det måtte nemlig være en egenskab hendes eget land manglede. Kortfattet lod hun de blå øjne glide omkring krostuen, mens hun stod en anelse ind over baren, som hendes underarme måtte hvile mod den mørke bardisk. Tavst stod hun, som hun ventede på at krofatteren parerede ordre, og skænkede hende den dyrt bestilte vin. Penge havde hun skam, som hun besad gode erhverv i sit samfund, hvor hun i øjeblikket var på vej til et bedre et. Derfor kunne hun sagtens tillade sig selv at bestille det bedre, og hvorfor også nøjes, når man havde pengene, samt når det dyreste var det bedste? At der kom en kvinde op på siden af hende, tog hun ikke videre notits af, som hun blot så, hvordan krofatteren var begyndt at skænke op til hende. Det var først, da kvinden gav sin spøjse bestilling, at hun trak en millimeter på smilet, så det end ikke var til at ænse. Professionelt var det ikke, men hun kunne nu godt lide kvinder der tog en hård tone i brug overfor det modsatte køn. Deres plads var desuden helt nede i bunden, og derfor havde kinden også al ret til at tale således til ham, skønt det næppe var krofatterens mening. Han måtte nemlig være vant til et andet rangsystem. Sin egen pengepung fiskede hun op ad lommen, som vinglasset blev skubbet over i hendes retning. ”Det skulle kunne gøre det,” sagde hun sigende, som hun smed nogle mønter på bordet for sit eget glas. Krofatteren nikkede istemmende og lod Tatiana tage sit glas, men sagen var tydeligvis anderledes, når det kom til den anden ny ankommende kvinde ved hendes side. Selv nippede hun til luksusdrinken, mens hun ikke kunne lade være med at overhøre deres samtale. Svært måtte det nemlig være, når det fandt sted lige ved siden af hende. Med velbehag sank hun tåren, inden hun måtte væde de fyldige læber med tungespidsen. Det var ikke fordi, at hun havde et generøst hjerte, men det at hjælpe en søster i nød en enkelt gang, kunne hun vel godt klare? Vinglasset stillede hun fra sig, som hun erstattede det med sin pengepung. ”Så giv dog for guds skyld kvinden sit glas vin,” sagde hun i en bestemt tone, samtidig med, at hun smed det resterende beløb op på bordet, så hun betalte kvindens manglende sum penge. Det var ikke fordi, at det gjorde ondt i hendes pengepung at betale den sjat, og derfor lagde hun ufortrødent pungen tilbage i sin lomme igen, mens hun på ny vendte fronten mod bardisken og tog glasset op i hånden, som var der intet hændt.

[Deleted]

New Dale var først ved at blive et vant sted for Raquel at befinde sig. Efter hun var blevet tvunget til at forlade Sinaqra, så havde hun fundet en ro på dette sted som var fyldt af livlige sjæle, der dog mest passede sig selv, hvilket netop tiltalte hende. Der var ingen love at føle som sådan, og på trods af den lurende borgerkig så lod det til at de fleste kunne færdes på samme jord. Raquel lod de skovgrønne øjne glide hen over stuens menneskemængde dog uden at finde noget synderligt interessant. Mange sad med deres øl eller vin og snakkede stilfærdigt med deres partnere. Det hun dog mest bed sig fast i, var hvor mange af dem som var mænd. Det havde aldrig været en hemmelighed for nogle at stort set hele verden var domineret af mænd, men at se det med egne øjne når man kom fra et sted hvor de blev undertrykt af helvede til, forekom hende næsten surrealistisk. De mange vaner lå også i det sprog og den tone hun brugte til at tiltale manden bag disken som betragtede hende med et skeptisk og fornærmet blik. Hendes pengepung var tom nu hvor hun ikke længere levede på et sted hvor der kun i lidt grad var brug for den slags uanset, og hvor en dronning fik serveret alt. Hun sukkede tungt ved tanken og overvejede et kort øjeblik hvordan hun skulle komme ud af kniben. Glasset hævede hun roligt, og tog sig den frækhed at smage på den søde nektar, som var noget af det bedste hun havde fået i alt for lang tid. Raquel havde intet at tilbyde, intet at sælge til manden, at kvinden så ved siden af endte med at bryde ind ved at smide de sidste mønter på bordet foran, fik hende til at have blikket mod hende. Det stod langt ud af hendes attitude og holdning, at hun var en kvinde som ikke lod sig slæbe rundt med.. hvis ikke det havde været fordi at kæden so gav dem magien manglede, så havde man næsten skullet tro at det var en valkyrie hun stod overfor. ”Jeg takker. Du vil end ikke vide hvad hvor meget jeg har brug for det,” påpegede hun sandfærdigt, og vendte sig ligesom kvinden rundt så hun havde udsyn over krostuen. På trods af de hårde og lidt nedladende ord som hun havde taget i brug overfor manden, så var hun langt mere afslappet omkring kvinden, det var trods alt noget hun kunne forholde sig til.. og noget som hun ikke så ligge under hende, i en verden som denne måtte kvinderne stå lidt sammen. ”Uduelige mænd,” mumlede hun for sig selv og himlede med øjnene. Det irriterede hende at hun ikke havde den samme magt over dem som hun havde haft engang. Langsomt hævede hun hånden til den lysende halskæde som prydede hendes hals i lange smukke kæder der til sidst mundede ud i en blå sten. Visse ting kunne man aldrig give slip på, og tilværelsen på direkte landjord var umådelig svær at vende sig til. En kende nysgerrig, drejede hun hovedet og lod de funklende øjne falde på den kvindelige skikkelse ved hendes side. Smuk var hun.. det var en gave som hun uden tvivl var blevet givet, men Raquel kommenterede det ikke, i stedet så hun ned i den røde vin som flød smukt i glasset. Igen nippede hun til den, og følte hvordan den svage smag af alkohol varmede hende inde fra og ud, og fik hende på lidt andre tanker end dem hun gjorde sig om den verden hun nu engang var endt i.

[Deleted]

Sandt var det, at det til tider kunne forekomme ganske mærkværdigt at være i et rum, hvor det reelt set var manden der herskede. Det var noget Tatiana havde umådeligt svært ved at acceptere, for selvom hun kom fra Dvasias, havde hendes race sit eget samfund, og det gik ud på, at hende og de resterende kvinder havde magten. Det var en magt hun havde svært ved at ligge fra sig, når hun kom udenbys, og det bragte hende som ofte i knibe. Mændene så nemlig ikke mellem fingrene med denne logik, som de derimod slog hårdt ned på den, og hvis de kunne komme til, ville de straffe en for tankegangen. Det havde warlocken, hun havde mødt, i hvert fald forsøgt sig på. Det var dog ikke gået ham godt, som hun alligevel havde formået at tage ham ved næsen med sine evner. Glasset måtte hun hæve op til de fyldige læber, som hun nippede til den bordeauxrøde vin. Som hun derefter valgte at betale den resterende del af kvindens glas, kastede hun end ikke et blik på denne kvinde. Hun gad ikke høre på deres diskussion for, selvfølgelig skulle kvinden have sit vinglas. Hun ville dog råde kvinden til at tage det rette beløb med næste gang, da det kun var alment, at alle skulle betale. De intense blå øjne lod hun dog falde på kvindens kønne ansigt, som hun takkede hende. ”Alle har brug for et godt glas i ny og næ. Jeg kunne ikke bare lade dig hænge, og se dig forsøge at charmere et glas ud af den mand,” sagde hun med en rolig stemme, som hun ligeledes måtte lægge en naturlig ro over sig selv, når hun snakkede med denne kvinde, og ikke krofatteren. Hun havde nemlig intet udestående med denne kvinde, og så var der det faktum, at hun var en ’søster’. Der var desuden en anden ting hun godt kunne lide ved denne kvinde, som det virkede som om, at hun havde en snert af en stærk personlighed, og det måtte hun personligt vægte ufatteligt højt. Kroppen vendte hun roligt, så hendes ryg i stedet kunne hvile imod bardisken, mens hun havde samlet sit glas op i hånden. Smilet trak hun på, som hun hørte kvindens ord, skønt det ikke blev sagt højere end en mumlen. ”Fortæl mig om det,” svarede hun medgivende. Ikke som et spørgsmål om, at hun gerne ville høre mere, men mere som tegn på, at hun var fuldt ud enig med kvinden, for det var hun uden tvivl. Hårdt og dømmende sagt var det måske, men end ikke mændene kunne benægte, at de tænkte ligedan. De stemplede trods alt kvindekønnet som svagt, som de selv mente, at kun de kunne have magten. Desværre for dem var der to beviser på, at kvinderne sagtens kunne styre showet. Det sås nemlig hos mørkelverne og blandt valkyrierne. Selv havde hun aldrig haft noget med valkyrierne at gøre, men på den anden side … det havde ingen. De isolerede sig nemlig langt mere, end hvad hendes egen race gjorde. Det var dog to racer, som hun måtte se sig stolt af.

[Deleted]

Det var næsten kommet Raquel lidt som et chok hvor stor forskellen var fra den verden hun var kommet fra, og til den hvor de befandt sig lige nu. Den dominerende magt var uden tvivl manden, hvilket var svært at finde sig i og acceptere når hun var vant til at svinge pisken mod deres ryg og få dem til at arbejde for hende. Hun betragtede sin vin og kørte let væsken rundt i glasset. Det var uden tvivl af den dyre slags og det kunne smages hvilket var helt fantastisk. Hun skævede kort til kvinden ved siden af, og kunne ikke lade være med at smile for sig selv. Hendes pengepung måtte være i orden, at dømme ud fra både påklædningen men også det faktum at hun havde givet penge ud for en helt fremmede, det ville de færreste gøre. Derudover havde hun en udstråling der mindede hende om hjem.. som fik hende til at savne den lidt isolerede Ø langt ude på vandet. Det var tydeligt at hun ligesom hende ikke havde tænkt sig at finde sig i hvad som helst. ”Sandt, og jeg har mere end nogensinde brug for det. Jeg takker mange gange, for at komme en kvinde i nød til hjælp.. desuden ville det være direkte ydmygende at forsøge at charmere mig ind på det gamle knark,” svarede hun og rynkede på panden. Bag dem kom en lettere utilfreds grynten som tydeligt tegn på at manden havde hørt hende, ikke fordi hun tog sig af det. De varme øjne søgte hen over de mange hoveder som tittede op mellem hinanden også selvom de fleste forsøgte at holde sig lidt i skjul. Hun savnede at se flere kvinder, det var dem hun følte sig bedst tilpas iblandt, mænd var utilregnelige og havde tilsyneladende kun to ting i hovedet; sex og magt, det gjorde dem blinde. ”Det tvivler jeg på er nødvendigt,” svarede hun en kende muntert. Det var ikke fordi hun havde lyst til at stå og prædike om sine yderst fordomsfulde idéer om mænd, samt grusomme situationer som kun forklarede dem, det lod til at denne kvinde i sig selv gjorde sig nogle af de samme tanker. ”Valkyrie, mørkelver eller offer for seksuelt overgreb?” spurgte hun med et skævt smil, uden så meget som at værdige hende et blik. Der fandtes kun de tre grupper af kvinder som kunne tale nedladende om mænd eller i det hele taget ikke tage sig af dem, det var bare hvilken en som denne kvinde måtte tilhøre. Det gjorde hende nysgerrig, fordi hun ikke mindedes nogensinde at have set hende før, selv ikke efter de mange utal af år som hun havde tilbragt på Sinaqra. Hånden fandt langsomt vejen frem til den kæde som hun selv bar om sin hals og som lyste med det kraftige blå skær som kunne ses selv under hendes klæder, hun havde forsøgt at skjule det udelukkende fordi hun for længst havde fundet ud af, at hendes slags ikke ligefrem var velset inde på fastlandet. Hun hævede glasset og nippede til den søde vin.

[Deleted]

Det faldt ikke Tatiana naturligt ind at hjælpe andre, men når det kom til det kvindelige køn kunne hun godt nænne sig i ny og næ. Det var nemlig hendes køn, og et køn hun var mere end stolt af. Mange ville formentligt kalde hende for en feminist, men det havde hun intet problem med, da hun ikke var bleg for at erkende, at det var kvinderne hun støttede. Verdenen havde desuden brug for kvinder som hende, da den almene kvinde var svag, da størstedelen lod sig underkaste af mandlige skvat. Det var kun noget hun kunne ryste på hovedet af, da det var direkte til grin! Ydmygende var det, at nogle kvinder lod sig være undersætter, når de var de fødte ledere. Heldigvis var den sandhed gået op for nogen, men det var kun få, som det mere specifikt kun havde nået ind til to racer; mørkelverne og valkyrierne. De andre racer ville forhåbentligt lære med tiden, men personligt måtte hun indrømme, at hun fandt dem en tand for langsomme. Styreformen blandt mørkelverne og valkyrierne var trods alt nye, så hun forstod vitterligt ikke, hvorfor de andre racer ikke slog øjnene op. ”Haft en hård rejse? Men ja… Du har ret i, at det ville have været direkte ydmygende for dit vedkommende, hvis du havde fortsat charmen af den gamle mand. Jeg kan roligt garantere dig for, at en kvinde som dig kan finde langt bedre mænd end ham,” lød det fra hende i en rolig tone, efter at hun kort havde skævet tilbage mod den utilfredse krofatter. At han følte sig generet af kvindernes snak, var hun såmænd ligeglad med, da han bare kunne forsøge at sige dem imod … eller i hvert fald hende. Hvad den anden kvinde kunne byde på, vidste hun nemlig endnu ikke, men selv vidste hun med sikkerhed, at man ikke skulle stille sig op mod hende. Læberne fugtede hun ganske let. At kvinden ikke fandt det nødvendigt at drøfte det mandlige køn med hende, passede hende skam fint, da hun allerede havde på fornemmelsen, at de var på vej hen imod den samme mening. Det var dog kun en mening hun værdsatte, da hun mente, at det var alt for få kvinder, der delte hendes syn på livet. Det var først kvindens efterfølgende ord, der fik hende til at trække let på smilet. ”Hvis en mand forsøgte at udføre et seksuelt overgreb på mig, ville han aldrig være i stand til at udføre en seksuel akt igen,” svarede hun roligt, og dog en anelse morbidt, da hendes straf for en sådan akt på ingen måde var sukkersød. ”Mørkelver selvfølgelig,” svarede hun derefter med tydelig stolthed i stemmen. Hun var på ingen måde bleg for at erkende, hvor hun kom fra, da det måtte være, hvad hun helligede i livet. Hendes race var alt for hende, og derfor havde hun ikke et problem med at bakke den op. De blå øjne lod hun vende mod kvinden med et til dels nysgerrigt blik. ”Og hvad har jeg æren af at møde?” spurgte hun, som hun ikke spurgte om navn, men race eller offer, ligesom hende selv. Selv vidste hun dog allerede, at det ikke var en mørkelver hun stod overfor. Hun kendte nemlig allerede til de mørkelvere der måtte være, og desuden var det tydeligt for alle og enhver at se, at denne kvinde ingen elver var.