Pain ahead

[Deleted]

Konstantin måtte have spist søm, hvis han troede at han kunne få Derick til at tale ved at lyve overfor ham. Manden ville ikke lade ham gå, han ville slå ham ihjel så snart han talte, på den anden side kunne han sikkert godt tale sin sag, men hvad skulle det nytte, hvis manden alligevel så sig sort på ham? Han kunne måske forhandle sig til at han ville lade ham gå, hvis han fandt ud af hvor Vladimir boede, for det ville han da uden tvivl kunne, men på den anden side, så var Vladimirs Denjarnas ven, ligesom det havde været meningen at han skulle møde ham, så manden endda måske kunne være blevet hans, desværre var det bare gået helt skævt for sig, som han den nat både var blevet angrebet af Vladimir og han havde mistet Denjarna, hvilket egentlig gjorde ham sur og indebrændt, derfor kunne det næsten være fristende at tage hævn, men på den anden side så kunne han se hvordan Konstantin reagerede fordi han ville have hævn og den mand ønskede han ikke at blive. Han havde allerede været præget af mørke før, hvor han var blevet en mand som han ikke kunne lide, han havde bidt Denjarna og grundet det mistet hende, nu blev han straffet og hvis det var en prøve fra guderne, så ville han gerne gå derfra med værdigheden i behold, som han ville forblive stædig og dermed redde Vladimirs røv, eller i hvert fald ikke være den som gav ham op, ligesom han gjorde det fordi han var Denjarna loyal. Hans svar blev derfor det spyttede blod mod Konstantins ansigt, selvom han godt kunne se at det gjorde ham helt arrig, hvilket måske ikke var så smart, men hvis han alligevel skulle dø, så kunne det jo være fuldstændig ligegyldigt! Han lagde ikke rigtig mærke til ham, da han var lettere fraværende, fordi det gjorde ondt i hele hans krop og særligt i hans mund, hvor han lige havde mistet sine to stolte hjørnetænder, som gjorde at det nu ville blive endnu mere besværligt for ham for at kunne få føde og den tanke brød han sig på ingen måder om! Han lukkede øjnene, mest i et forsøg på at samle sig, selvom han kunne høre manden rode rundt efter et eller andet og godt var det nok ikke, da han havde gjort manden irriteret. Han kunne dog pludselig mærke et fast greb omkring hans hoved igen, hvor han også mærkede at vagten valgte at lukke hans øjne op, hvilket fik ham til at skæve mod Konstantin og særligt den lille flaske med den røde væske, som ikke just så særlig godt ud. ”Hv-hvad er det..?” spurgte han, skønt han knap nok nåede at gøre mere, før han kunne mærke hvordan væsken blev hældt ned i hans ene øje, hvilket fik en frygtelig brændende fornemmelse til at gå igennem hans øje og hele hans kranie, som han mærkede hvordan det ætsede alt det kom i kontakt med, hvilket fik ham til at skrige op af smerte. At det samme så skete i det andet øje, fik ham til at skrige højere, hvor han forsøgte at vride og dreje sig, for at slippe væk, men det hjalp intet, som begge hans øjne måtte svie og gøre ondt, som det brændte af helvedet til. Han lukkede øjnene, hvor han lå og kom med små smertefulde udbrud, som der slet ikke var nogen tvivl om at det gjorde pokkers ondt!

[Deleted]

Konstantin havde håbet på at det at trække tænderne ud var noget som ville få manden til at snakke, men det havde tydeligvis ikke hjulpet, som han forblev stædig. Hvad han mere kunne gøre anede han vitterligt ikke, men vred blev han, helt arrig og rasende, da han fik spyttet blodet i hovedet, som det tændte ham fuldstændig af! Han drog måske til lidt overdrevet metoder, da han valgte at gribe omkring den farlige gift, men hvis en vampyr alligevel healede, så kunne han lige så godt gøre det på en drastisk og hård måde, for hvis det var det der skulle til for at han talte, jamen så var det det som han ville gøre! Han ville gøre alt for at få fat i hans morders navn og opholdssted, det var han næsten blevet helt besat af, derfor kunne han helt minde om en sindssyg. Vagterne på stedet var heller ikke vant til at se ham på denne måde, og hvis man lagde mærke til det, ville man også godt kunne ane forundringen og overraskelsen i vagtens blik, selvom han ikke sagde noget, da han gjorde sin pligt og derfor gjorde som Konstantin bad ham om, hvilket blev at holde Dericks hoved fast igen og holde mandens øjne åbne, som Konstantin valgte at hælde den ætsende væske ned i hans øjne, for at gøre ham blind. Om hans krop ville være i stand til at heale det igen, da giften var frygtelig stærk, det anede han ikke, men da han allerede var svag i forvejen ville det i hvert fald blive en langsom proces, og det var også det vigtigste for ham, da han så kunne have ondt hele tiden, hvilket passede ham helt udmærket, da han ikke kunne klare vampyrerne og deres attitude længere, som de troede at de ejede hele verden og det var på tide at nogen slog igen og satte dem på plads! Han svarede ikke manden, men blot hældte væsken ned i hans øjne, hvor han derefter kastede flasken fra sig, da den alligevel var tom, kun for at gribe omkring hammeren, som han blot hamrede ned i den tykke træpæl ved hans hofte, inden han gjorde det samme ved den tynde træpæl, der sad i hans bryst. ”Fortæl mig hvor han er!!” hvæsede han fast og i en kraftig tone, som han slet ikke gad manden stædighed og julelege mere. Nu kunne det være nok! Han gik over, hvor han greb omkring endnu en træpæl, som han hamrede ned i mandens mave, blot for at understrege at han ikke gad finde sig i mere, det var nu eller også så.. så kunne det jo være ligegyldigt, så kunne han lige så godt være så grusom som overhovedet muligt. Hans blik flakkede over de mange redskaber, inden det faldt på en skarpere tang, der nok snarere var en massiv saks. Han smilede grumt, som han gik over og greb omkring den. ”Åben hans mund og hold hans tunge! Vil han ikke tale, så kan vi lige så godt tage hans tunge!” hvæsede han vredt, hvor det var tydeligt at det ikke bare var en trussel, men en handling han ville gøre til live, hvis ikke han talte, som han blot greb omkring den, imens vagten gjorde som han blev bedt om.

[Deleted]

Manden måtte simpelthen være blevet sindssyg af at have mistet livet, desuden så burde han slet ikke være kommet tilbage igen, da han kun var kommet tilbage som et værre menneske, der nu havde en ond agenda for vampyrerne. Et sted kunne han være ligeglad, da han et sted ikke ville have noget imod hvis Alexander faldt, for han havde intet til overs for lederen, som alligevel var lige så sindssyg som Konstantin. Han vidste desuden heller ikke om der overhovedet var håb for vampyrerne, da de alle synes at være blevet vilde dyr, som kun tænkte på dem selv alene, de havde nemlig ikke respekt for nogen og derfor forundrede det skam ikke Derick at manden her var træt af dem, for han selv omgik ikke rigtig vampyrerne længere, da racen havde ændret sig i den tid han havde været isoleret med Denjarna og død i de to århundreder, som de slet ikke var som på den tid han havde været leder, og det anså han virkelig for at være en skam. Han savnede at kunne kalde vampyrerne for ærefulde, for det kunne man ikke just sige at de var. Han vidste godt han selv havde været inde i en dårlig periode, selvom det var grundet det mørke han havde haft i hans indre, som havde fortæret og ødelagt ham, hvor han havde været ond, der havde han også bare dræbt som han ville, uden at tage hensyn til nogen eller noget, da han havde levet i ren ondskab, og lidt frygtede han at det ville blive sådan igen, hvis han lukkede af for sine menneskelige følelser. Nu kunne han så bare ikke drikke blod med sine tænder, da de nu var blevet ham frarøvet, i det hele taget var det nok ligegyldigt, for han ville nok dø her, og derfor så behøvede han slet ikke at tænke på noget, da han kunne være ligeglad med det hele. Som han blev gjort blind, måtte han hyle op af smerte, hvor det hele gjorde frygtelig ondt! Det sveg i hans øjne, som alt synes at forsvinde for ham, da giften var stærk og gjorde ham blind. Om dette overhovedet kunne blive healet igen, anede han ikke, men igen; det kunne være ligegyldigt. Guderne måtte straffe ham for hans mange fejl som han havde begået, og derfor kunne han kun tage imod det hele med åbne arme og opret pande, da han ligeså godt kunne omfavne dødens greb, frem for at skubbe det væk. Han skreg op igen, som han mærkede manden hamre træpælene dybere i hans hofte og bryst, hvilket gjorde ondt, som han kunne mærke det bore igennem hvad det nu ramte. Han svarede dog ikke, selvom Konstantin lød ufattelig vred, desuden følte han sig helt afkræftet og svækket til at kunne svare, da blodet fyldte meget i hans mund. Han kunne ikke se, men kun høre Konstantin fumle rundt, inden han mærkede det faste greb igen, hvor han denne gang mærkede vagten gribe fat i hans tunge. Han begyndte at brumme, tydeligt at ubehaget der steg i ham, fordi han på ingen måde havde lyst til at få klippet tungen over! Han forsøgte endnu engang at vride hovedet væk, men det hele synes umuligt, da han kun var blevet mere og mere afkræftet af alle smerterne.

[Deleted]

Irriteret blev Konstantin, da man da måtte tro at det ville virke på et eller andet tidspunkt. Det var måske fordi manden havde luret at han ikke ville slippe levende herfra? Vampyrer kunne trods alt høre når levende løj, så han kunne godt se at manden ville gå i døden uden at snakke, men det irriterede ham blot yderligere, da han så ikke ville få fat i sin morders navn eller beliggenhed og det var jo det som han skulle bruge! Han måtte bare finde en anden vampyr som kunne, det var måske bare lige lovet at gå efter Alexander, for manden måtte vel vide hvor de forskellige var? Og en vampyr med særlige evner, var altså ikke en almindelig vampyr, men noget som man i den grad burde have hørt om. Han var dog godt og grundigt træt af denne mand og derfor så han ingen grund til at trække tiden alt for længe ud. Han kunne tage hans tunge og så sende ham i døden, da han kun blev træt af at skulle torturere en mand der alligevel ville dø og som alligevel ikke ville snakke. Han valgte derfor at få vagten til at tage fat omkring vampyrens hoved og åbne hans mund, så han selv kunne komme til tungen, som han lod saksen lukke sig omkring. Et skadefro smil gled over hans rosenrøde læber, hvor han nød mandens protesterende brummen, han ventede dog lidt, da han næsten ville høre om manden valgte at ombestemme sig, og svært at tale var det uden sin tunge. Han gad dog heller ikke vente i en evighed og derfor skulle han til at klippe, da han hørte det banke på døren bag ham. ”Deres Nåde? De har fået besøg,” svarede vagten ude bag døren, som så ind gennem det lille tremmevindue. Konstantin holdt saksen lukket omkring vampyrens tunge, selvom han så sig tilbage over skulderen. ”Jeg sagde at jeg ikke ville forstyrres! Send vedkommende væk![/b]” bed han af vagten, som han sendte manden et fast blik som tegn til at han mente det helt alvorligt. Vagten blev dog stående. ”Jeg skulle sige at det er en gammel kending. Og han er kommet med din fætters krop,” fortsatte vagten, hvilket fik Konstantin til at stoppe op. Det kunne ikke være andre end Ezekiel! Havde han fået sin egen krop tilbage? Eller måske var han faldet og de begge var døde? Han valgte at fjerne saksen som han lagde fra sig, hvor han skulle til at gå, inden han stoppede op og så tilbage mod vampyren, der lå på bordet. ”Og bare rolig, jeg har skam ikke glemt dig,” svarede han i en kølig tone, som han valgte at forlade stedet. Han gik hele vejen tilbage til kælderens trappeopgang, hvor han søgte ovenpå. Han håbede naturligvis på at det var Ezekiel og hvem kunne det ellers være, hvis vagten sagde gammel kending? Som han kom op, blev han overrasket af lyset der søgte ind ad vinduerne, for hvor længe havde han brugt dernede? Det var morgengry, hvilket var tydeligt, men det betød også at Malisha snart stod op. Han bed tænderne let sammen, som han gik over til døren. Hans tøj var fyldt med blod, fra vampyren, men det tog han sig ikke af, da han valgte at åbne den store hoveddør.

[Deleted]

Meget var sket for Ezekiel igennem de sidste par ugers tid, og han var ikke sikker på at han kunne lide det hele. Han havde fået sin krop tilbage, hvilket han naturligvis var lykkelig over, for det betød at han kunne aflevere Williams krop tilbage, en mand som han vidste havde fortjent en ordentlig begravelse hos sine nære og familie. Det var derfor han var søgt til Dvasias. Han ville gerne være ankommet noget før, men da hans egen krop skulle genvinde styrke, havde det ikke været så lige til. Han var dog bekymret, for han havde ikke set Anyalina noget sted, ligesom hun ikke var kommet hjem igen og han havde fået en underlig fornemmelse i hans krop her en af dagene. Hun var søgt ud og det bebrejdede han hende ikke, men.. han frygtede simpelthen det værste, da hans dårlige mavefornemmelse ikke ville gå væk. Han havde brugt nogle dage på at komme til Dvasias og Marvalo City, hvor han netop var ankommet her ved daggry. Det var heller ikke en let tur, når man skulle have et lig med, men gudskelov havde han haft en hest som han kunne bruge. Han selv var nød til at spare på sin energi og kræfter, da han endnu ikke var i topform, for han skulle lige vænne sig til at være tilbage i sin gamle krop igen, som han havde måttet undvære i frygtelig lang tid! Han var derfor overdrevet lykkelig for at han igen var sig selv. Alkymist.
De honningfarvede øjne hvilede på den store egetræsdør, hvor Ezekiel afventede at nogen skulle komme og åbne døren. Han havde allerede talt med en vagt, men manden havde ikke lukket ham ind, hvilket han ikke forstod, han vidste dog at han var her tidligt, men han ønskede skam ikke at gå før han havde talt med Konstantin i egen høje person, den mand var trods alt en gammel ven, og gamle venner var vel altid gode at snakke med igen? Han stod med Williams døde krop over sin ene skulder, hvor han kunne høre fodtrin på den anden side af døren, hvilket var noget som fik ham til at rette sig mere op og holde et bedre tag i den døde krop, der var indpakket i et hvidt lagen. Han så hvordan døren næsten langsomt gik op, hvor Konstantins skikkelse kom til syne, hvilket fik smilet til at brede sig over hans læber. ”Det er længe siden min gamle ven,” hilste han med et roligt nik, selvom hans blik fangede blodet på hans krop, hvilket fik ham til at rynke brynene, hvor han vendte blikket mod Konstantins ansigt. Han så noget.. forandret ud. Han strøg tænksomt tungen over sine læber og funderede over hvad der mon kunne være sket, det var trods alt frygtelig tydeligt. ”Forstyrrer jeg dig?” spurgte han roligt, hvor han allerede med det samme måtte blive langt mere agtpågivende, for manden så ikke helt vel ud, og det var ikke just normalt at han så Konstantin med blod på tøjet, da han ikke huskede ham som en der slog ihjel, ikke hvis det ikke var nødvendigt eller i selvforsvar.