Pain ahead

[Deleted]

Natten havde langsomt sneget sig ind over Dvasias. Vinteren var langsomt begyndt at svinde bort, skønt man endnu kunne finde sne forskellige steder i landet, hvor det lå i store dynger. Vintrene var trods alt længere her i Dvasias, end det var i Procias, hvilket man også kunne mærke på kulden, der endnu kunne blive intens. For omkring en uge siden var Konstantin søgt ud for at trække frisk luft, dog var han kommet hjem med noget endnu bedre, nemlig en vampyr. Hans had til vampyrerne var skam ikke ubegrundet, da det nemlig var den race der havde taget hans liv og han måtte erkende at han var træt af deres holdning og attitude, de troede at de kunne tillade dem alt, hvilket han nok skulle sætte en stopper for hvis han kunne! Der var dog en bestemt vampyr han var ude efter, nemlig den mand der havde slået ham ihjel. Denne mand han havde fået med hjem, havde ganske vidst ikke gjort ham noget, hvor mange nok ikke ville se det som fair at han havde angrebet ham, men det havde han nu engang, hvor han også skulle bruge mandens informationer. Han havde nemlig fundet ud af at denne mand rent faktisk kendte til hans morder, hvilket han naturligvis ønskede at få ud af ham. Han havde allerede tortureret ham, men han healede sig selv, derfor så havde han besluttet sig for at sulte ham, hvilket også var grunden til at der var gået så længe. Han havde stadig været nede hver dag og gjort sig bemærket, ved at gøre ham ondt, og for at give ham valget om at fortælle ham omkring denne mand, som havde myrdet ham, men manden så ud til at nægte hele tiden, hvilket måtte irritere ham grænseløst. Han havde ikke været dernede i to dage, mest for at lade ham sulte i fred. Han gik med rolige skridt ned ad gangen og ned mod kælderregionen. Han bar ikke et helt fint sæt tøj, da han nødig skulle gøre det beskidt i blod, derfor bar han noget mere dystert tøj, der godt kunne blive beskidt. Han åbnede døren ned til kælderen, hvor han gik ned ad de dunkle trappetrin, hvor det hele var oplyst af fakler. Han gik med rolige og dog målrettede skridt, hvor man kunne se støvet hvirvle op, når de sorte knæhøje støvler tog et nyt skridt. Hernede blev der ikke gjort rent og det var der sådan set heller ingen grund til, da en kælder skulle være dyster og uhyggelig. Hernede var der mange hemmelige rum, hernede var hans hemmelige bibliotek også, noget som kun han kendte til og kunne komme ind i. Han gik ned ad den dystre gang, hvor der var et par vagter hist og her, han havde trods alt sin egen lille hær, hvor de skam altid var på arbejde. Han gik ned til cellen, hvor han havde vampyren indespærret, lagt på et træbord og spændt fast i magiske lænker, som han ikke ville kunne bryde ud af, hvor han både var lænket fast i arme og ben. Han åbnede roligt døren, hvor et køligt smil med det samme gled over hans rosenrøde læber. Malisha lå i sengen, hvor han havde efterladt hende, for at søge herned. Han vidste ikke om hun havde fundet ud af at han havde en vampyr liggende hernede, men hende nævnte han ikke, da hendes sikkerhed betød alt for ham. Hans mørke blik gled over mandens skikkelse. ”Er du endnu i live?” spurgte han lettere hånende, hvor han vidste at der skulle mere til for at dræbe en vampyr, men om han var gået i dvale vidste han ikke helt, selvom han tvivlede på det, for der skulle vel mere til?

[Deleted]

Hvad tid det var, anede Derick ikke, da han havde været indespærret i godt og vel en uge? Hvor længe var han end ikke sikker på, da han havde mistet tidsfornemmelsen af at være spærret inde. Han havde ikke fået besøg i to dage, derfor vidste han ikke helt om der var gået timer eller dage. Sulten følte han sig dog, da han generelt ikke tog meget, når han endelig var ude og jage i respekt for de levende, men det var desværre også noget han nu kunne mærke, da det gik ud over hans ellers ’sunde’ diæt. Han kunne godt mærke at det afkræftede ham, fordi hans krop var ved at gå i dvale, og det gjorde desværre også at hans krop ikke healede hurtigt, da det var en proces der blev langsommere og langsommere for hver dag han gik uden blod. Der var ingen tvivl om at en mættet vampyr var frygtelig stærk, men til gengæld var der heller ikke meget ved en udsultet vampyr, de gjorde utilregnelige ting, men hvis de fortsat blev sultet, så blev de kun svagere og svagere, hvilket også var tilfældet ved ham. Ondt havde han decideret ikke, men han havde det dårligt. Han havde fundet ud af at manden var hertugen af landet, Konstantin Rozentas, ikke noget som gjorde det bedre, selvom han havde forsøgt at tale ham til fornuft, men intet hjalp, da manden synes at have set sig sort på vampyrerne. Han havde også fundet ud af at han kendte til den information som manden gerne ville have fat i, hvilket ikke just gjorde det bedre. Han nægtede dog at tale netop fordi han kendte manden, eller han vidste i hvert fald hvem han var, for han havde aldrig rigtig fået chancen for at møde ham, før noget andet var gået galt i hans liv. Manden som Konstantin ville have fat i, var nemlig Denjarnas ven Vladimir, en mand som han havde været ment til at møde, men det var så gået galt. Et sted kunne han være ligeglad med Vladimir, da manden alligevel havde angrebet ham, men han kunne ikke i respekt for Denjarna, da han vidste at manden var hendes ven, derfor så havde han valgt at tie, selvom det så kun var noget som gik ud over ham og det var nu heller ikke fordi han var videre interesseret i det, på den anden side måtte det være guderne der straffede ham for det som han havde gjort mod Denjarna og derfor kunne det kun være fortjent. Han lå på træbordet med arme og ben strakt helt ud, hvor han havde lukket øjne, som han forsøgt at slappe af og spare på kræfterne, han kom alligevel ingen vegne og jo mere han blev sultet desto ringere blev hans chancer. Han hørte skridtene udenfor på gangen, hvilket fik ham til at slå øjenlågene op, så de violette, ekstraordinære øjne kom til syne. Han stirrede op i det beskidte loft over ham. Mørkt var der i rummet, som intet oplyste det, selvom det ikke gjorde ham det mindste. Han stirrede blot opad, imens han hørte hvordan døren gik op og at Konstantin kom ind. Han behøvede ikke at se på manden for at vide at manden frydede sig, da det hele var tydeligt at høre i tonen. Han åbnede munden, selvom den var helt tør. ”Og jeg som troede at jeg ikke ville få besøg igen,” svarede han tørt og hæst, skønt smilet blev kækt, da han uden tvivl forsøgte at provokere manden. Ikke at det gjorde det mildere for ham, men så fik manden da lidt modstand.

[Deleted]

Selvom Konstantin ikke havde været hernede i to dage, så havde han skam nydt at komme for at torturere ham, selvom det kun var blevet til pisk, træpæle stukket i kroppen hist og pist, kastet vievand forskellige steder hen etc., for at svække manden og få det til at gøre ondt, men han var tydeligvis mere hårdfør end hvad han havde regnet med. Det var dog typisk for vampyrer at være stædige, men det var en facade som han nok skulle få knækket! Og han skulle nok få det at vide som han ønskede at vide! Det var han skam fast besluttet på! Han åbnede roligt døren og trådte ind i det mørke rum, hvor hans blik hvilede på mandens skikkelse. Han lukkede døren bag sig, inden han knipsede, så en mørk lyskugle dukkede op og oplyste rummet. Hans smil falmede en anelse ved hans ord. I dvale var han ikke gået, men det var også kun godt, da han så kunne tale, ellers var han jo nød til at fodre ham med blod og det var han ikke videre interesseret i, da det var meningen at han skulle være svag og ikke genvinde styrke. Han gik roligt hen til et bord i venstre side af rummet, hvor vampyren lå i midten, her greb han ud efter en kniv som han løftede op, hvor han vendte og drejede kniven imens han studerede den. ”Det ville have været naivt tænkt, hvis du tror at jeg har glemt dig. Det er ikke muligt at glemme en parasit, når den fortærer ens hjem,” svarede han i en kølig tone. Han anså alle vampyrer for at være parasitter, hvilket han på ingen måde ville lægge det mindste skjul på. Han foragtede vampyrerne, hvilket var utroligt for ham, når han altid havde været en tolerant mand, som altid havde anset alle racer for at være vigtige, men nu måtte han helt ønske at udrydde vampyrerne, og det var skam ikke ubegrundet, da de var en flok blodsugende bæster, der alligevel ikke havde respekt for andre end dem selv, og de havde end ikke respekt for hinanden indbyrdes, derfor var de en splittet race, der slet ikke havde fortjent at eksistere, og han havde skam intet imod at være med til at udrydde den dag for dag. Han lagde roligt kniven fra sig igen, som han vendte sig mod vampyren igen. Han foldede hænderne bag ryggen og gik roligt hen til ham. Han greb manden om hagen, hvor han vendte og drejede hans hoved, for at studere ham. ”Du er blevet svagere,” bemærkede han, inden han roligt gik hen til redskabsbordet igen, hvor han greb omkring en sølvdaggert, som han gik tilbage til vampyren. Han satte spidsen på daggerten mod mandens bryst og begyndte at skære blusen op som manden bar, så mandens overkrop kom til syne. Revnen i huden, healede ikke med det samme, hvilket fik ham til at trække på smilebåndet, for det betød at det ville gøre ondt i lang tid. ”Se.. vampyrer healer jo altid hurtigt, og det gør det svært at give jer ar for livet, men.. I er ikke uovervindelige, så det må jo være muligt at såre selv jer,” tænkte han højt som han valgte at hamre sølvdaggerten ned i vampyrens arm, hvor han mærkede den gå igennem hud og knogle, hvor synet fik ham til at smile af skadefryd.

[Deleted]

Derick blev liggende på bordet uden at røre sig, hvor han roligt vendte øjnene mod Konstantin, da han valgte at komme ind og tænde et mørkt lys med sin magi. Han havde altid anset warlocksne for at være svage fordi de gemte sig bag deres magi, det var der ingen styrke i, de var ikke styrke fysiske eller psykiske, men kun på deres magi, det var det eneste de havde, et par sølle tryllekunstner. Han vidste godt at hans egen race også havde ændret sig, ligesom hele verden var blevet, efter de to århundreder, hvor han havde lagt død. Han var kommet tilbage til en forandret verden, derfor vidste han godt at hans egen race også var forandret, som de havde fået en ny leder, der med tiden havde lavet et sæt regler for at holde racen ren og i kort snor, selvom han anså det for at være forkert. Han havde også mødt Alexander og han måtte erkende at han ikke brød sig om manden. Han havde ellers hørt mange rygter om ham, nogle god andre dårlige, men han stod med de som havde dårlige rygter om ham, for det havde manden selv vist ham. Han kunne ikke have respekt for sådan en mand og så var han ligeglad med hvad alle andre mente. Det havde intet at gøre med dommen han havde fået, men det at manden end ikke havde gidet at lytte på ham og så hans person generelt, hvilket så måtte gøre slutresultatet. Han tvivlede desuden på at mange andre vampyrer respekterede ham, for de fleste vampyrer var blevet meget selvstændige, desuden så gjorde racen hvad de ville, og derfor måtte de anse et sæt regler som en forhindring, det havde de i hvert fald været for hans eget liv. Blikket gled mod Konstantin, som han gik hen og tog en kniv op som han studerede, selvom han blot valgte at se op mod loftet igen. Han fnøs let til hans ord. Han havde skam regnet med at manden ville komme igen, for han ville trods alt få fat i nogle informationer. ”Jeg synes at du skal lade mig gå. Du får trods alt intet ud af at holde mig indespærret, som jeg nægter at tale” svarede han i en anelse fast tone, skønt det var tydeligt at han endnu var hæs, da han ikke havde talt i to dage, eller hvor længe han nu havde lagt her. Han mærkede grebet omkring hans hage, hvor hans violette øjne søgte til Konstantins mørke, skønt der kun var stædighed at spore i hans egne, da han nægtede at give manden hvad han ville have! Han trak blot hovedet til sig, da han gav slip, selvom han ikke tog blikket fra ham, men fulgte ham nøje, som han så hvordan han gik hen og samlede en sølvdaggert op. Han kunne godt regne ud at torturen begyndte igen, hvilket han ikke brød sig om, for manden havde ret i at han var blevet svagere, at han ikke var nær så stærk mere, fordi han ikke havde fået næring i en uge. Han bed tænderne sammen, som han så hvordan han kom tilbage med sølvdaggerten, hvor han bed tænderne sammen, da han valgte at skære hans bluse op, hvor sølvet der kom i berøring af hans krop fik det til at brænde, som syre. Han nåede knap nok at åbne munden, før han hamrede daggerten ned i hans arm, hvilket fik ham til at udstøde et smerteskrig, da han mærkede hvordan den flækkede hans knogle og sølvet brændte i hans hud. Tænderne bed han sammen som han prustede og stønnede af smerte, hvor han drejede hovedet og så på daggerten der sad perfekt placeret i hans arm, hvilket gjorde frygtelig ondt!

[Deleted]

Da Konstantin ikke havde været nede i kælderen ved vampyren i to dage, så havde han helt set frem til at komme herned. Det var ganske vidst frygtelig set, eftersom det endnu var mørkt udenfor, rent faktisk var det midt om natten, hvilket også var grunden til at Malisha lå oppe i sengen og sov. Hun anede ikke uro, eller det troede han i hvert fald ikke. Han selv var dog præget af hævntørsten, hvor han var desperat efter at få fat i hans egen morder, selvom det måske var rimelig vovet at ville opsøge ham, men han kunne bare tage sin hær med og så ville der ikke være noget problem. Han ville have sin hævn over sin morder og han vidste at denne mand kendte ham, for han havde brugt sine telepatiske evner og vist manden via sine tanker, og han havde i retur set at denne vampyr kendte til manden, eller i hvert fald havde mødt ham, derfor så ønskede han at få denne vampyr til at tale, men desværre var han lidt mere stædig end forventet og det irriterede ham grænseløst! Han var dog en tålmodig mand, for nu havde han ladet en uge gå, for at svække ham, så han var lettere at torturere, så det ville gøre mere ondt og det håbede han så kunne få manden til at tale. En desperat mand gjorde desperate handlinger, så han var nød til at få ham til at tale, selvom det nok blev besværligt, men han gav ikke op så let, desuden så ville han uanset hvad tage hans liv, for hvorfor skulle han dog lade ham gå? Han havde dog sagt at han ville lade ham gå, hvis han fortalte ham hvor han var, men det synes ikke at nytte at lokke ham, men manden var jo nok heller ikke dum, derfor måtte han jo benytte sig af de mere drastiske metoder! Han smilede for sig selv, som han så smerten male sig i vampyrens ansigt, som han skar blusen op, hvor det var tydeligt at sølvet brændte i hans hud, men der var jo også en masse dejlige svagheder som man kunne bruge imod en vampyr, noget som han i øjeblikket fandt frygtelig nyttigt. Som han hamrede sølvdaggerten ned i hans arm, var smerteskriget som sød musik i hans ører, simpelthen som fuglesang! Fantastisk var det at kunne smage magten og sejren på hans tunge, selvom han vidste at han ikke havde sejret fuldstændig før han havde fået informationerne ud af ham, og det skulle han nok få! Han helmede ikke før at det var gjort! Han trak ikke daggerten ud, men lod den sidde, fordi han vidste at det gjorde ondt på ham. Han gik tværtimod hen til redskabsbordet igen, hvor han denne gang satte sig på hug, hvor der var en lille hylde under bordpladen, her lå der forskellige træpæle, tykke, som tynde. Han greb en der var tyk og kraftig, hvor han rejste sig op igen. Han lod sin finger prikke på spidsen, som var frygtelig spids. Han gik tilbage til vampyren, der lå på bordet i lænker, hvor han stod på vampyrens højre side. ”Og du vil stadig ikke tale? Jeg kan godt love dig at smerten vil ophøre, hvis du fortæller mig hvor din lille ven er, og hvis ikke.. ja, så må du jo lide, og kun for at understrege, hvordan du vil lide, så..” Han satte pælen mod vampyrens hofte, inden han tryllede en hammer frem, som han hamrede ned mod træpælens op, hvor han slog den ned i vampyrens hofteknogle. En vampyr var ganske vidst robust og hårdfør, men de var ikke umulige at slå ihjel, som de ikke var umulige at torturere, og det blev netop bevist i øjeblikket! Han skulle nok knække ham!

[Deleted]

Af hvad Derick havde fundet ud af, så havde Vladimir engang slået Konstantin ihjel, som på en eller anden måde var kommet tilbage til livet igen. Naturligvis forstod han godt at manden ønskede hævn, men han ville snart mene at det havde drevet ham til vanvid, når det kom til hans had til vampyrracen, han vidste dog godt at alle andre vampyrer heller ikke gjorde det bedre ved at rende rundt og sætte tænderne i det første og bedste bytte, han vidste at vampyrerne havde mistet respekten for de andre racer, fordi de kun tænkte på sig selv, ikke engang på racen, men på dem selv i helhed, hvilket ikke gjorde vampyrerne til nogen god eller ædel race længere, han forstod godt at Alexander derfor satte reglerne op, men han frygtede desværre at det ikke ville hjælpe det mindste. Han selv havde kun opsøgt ham fordi han engang havde været leder selv, og han vidste hvor vigtigt det var med at håndhæve reglerne, derfor så havde han også respekteret dem, at Alexander så havde vist sig at være den person som han var, havde desværre ødelagt hans respekt for manden og hans regler, da det kun havde været med til at gøre hans liv hårdere. Han vidste dog at han selv var hovedsagen til at det var gået galt, hvor han ville ønske at han kunne skrue tiden tilbage, men det var desværre ikke muligt, hvor han nu måtte leve med konsekvenserne, noget han ikke vidste om han var i stand til. Som han hamrede daggerten ned i hans arm, måtte det gøre fandens ondt, da det flækkede hele hans knogle samt sølvet måtte brænde i hans hud, hvilket gjorde at smerten forblev der og gjorde det umuligt at heale, ligesom han havde svært ved i forvejen fordi han var i færd med at blive sultet. Han prustede ganske let og havde svært ved at koncentrere sig omkring hvad det var Konstantin gjorde, for han stirrede blot på daggerten i håb om at den ville forsvinde af sig selv, men det skete ikke. Han vendte først blikke mod Konstantin, da han kom tilbage med en tyk træpæl i hånden, hvilket fik ham til at synke ganske let. Han brød sig ikke om at ligge her og blive tortureret, men han havde allerede fået stukket træpæle i sin krop igennem den sidste uge, fordi han havde tortureret ham. Det havde dog været noget han kunne bide i sig, men han havde på fornemmelsen at det kun ville blive værre og værre. Han så blot til, som han satte den mod hans hofte, hvilket fik ham til at bide sig selv i læben, imens han lyttede til hans ord. ”Vent..” Men det var for sent, for han fremtryllede en hammer, som han hamrede imod træpælen der gik igennem hans hud og slog ned i hans knogle, hvor han kunne mærke at træpælens spids måtte knække mit i hans hofte, fordi hans knogler var så robuste, hvilket kun gjorde det langt mere smertefuldt, og det fik ham også til at hyle op af smerte, hvor han lukkede hænderne omkring kæderne i et forsøg på at finde et eller andet og give sig til, som smerten var ulidelig! Han svajede i kroppen, og stønnede let af smerte, som han følte hvordan det svimlede. Det hele gjorde ondt, og han kunne mærke hvordan det ikke kunne heale, fordi han igen var sultet og fordi træpælen var knækket, samt den resterende del blev siddende og gjorde det umuligt. ”Lad mig gå!” brølede han vredt, selvom smerten var tydelig at spore i både hans stemme og hans øjne.

[Deleted]

Det var skam en sand fornøjelse at torturere denne vampyr, som det ville have været med enhver anden vampyr, for det væsen foragtede Konstantin virkelig mere end noget andet og det var vidst heller ikke så svært at se ved ham? Han kunne ikke lade vær med at smile, for hver gang han måtte skrige eller hyle op, da det kun beviste at selv vampyrer kunne få ondt og at de ikke var så hårdfører igen, det var desuden også lettere at torturere dem, når de var udsultede og på vej til at gå i dvale, selvom han havde på fornemmelsen at der skulle lidt mere til end bare en enkelt uge. Han kunne dog se at for hver gang han torturerede vampyren, desto svagere blev han også. Han smilede let, som han kunne se sølvdaggerten sidde i hans arm, hvor det brændte huden, og det måtte være frygtelig smertefuldt, hvilket han selv nød at se på. Han strøg let tungen over sine læber, som han fandt den tykke og kraftige træpæl frem, som nok skulle kunne gøre underværker. Han kunne godt se hvordan nervøsiteten måtte stige op i mandens blik, da han satte den for hans hofte, skønt han slet ikke lod ham tale, for han hamrede hammeren ned mod træpælen og så den slå ned i hans hofte, selvom han kunne mærke at spidsen knækkede, da træpælen endte med at sidde skævt i hans hofte. Det gjorde ham dog intet, da det så ud til at være langt mere smertefuldt for vampyren og det gjorde det jo kun godt. Han smilede for sig selv, som han hørte ham hyle op, hvor det igen var som sød musik. Han vendte blikket mod ham og trak let på skuldrene, som det ikke var svært at se at han nød det og frydede sig. ”Lade dig gå? Men nu har vi det jo lige så sjovt,” kommenterede han med et kækt smil, som han lagde hammeren fra sig ved siden af ham, skønt han ikke gjorde noget for at trække træpælen eller sølvdaggerten ud, da det gjorde ondt på ham og det var også meningen. ”Jeg har desuden sagt, hvad du skal gøre hvis du vil gå; fortæl mig hvor jeg kan finde den unormale vampyr!” svarede han i en kortfattet tone, som hans blik blev koldt og hårdt. Han gik væk fra ham, for at gå tilbage til redskabsbordet, hvor han igen satte sig på hug. Han greb ud efter endnu en trælpæl, selvom han denne gang ikke tog en kraftig en, men en tynd og slank én. Han rejste sig igen og gik tilbage til vampyren, hvor han greb ham omkring kæben. ”Fortæl mig hvor han er, eller du kommer til at bøde for det!” beordrede han, hvor han end ikke lod ham svare, før han hamrede den tynde træpæl ned mod hans bryst, skønt det var væk fra hjertet og dog tæt på, som det var en klar og tydelig advarsel. Han ville have mandens gemmested, eller også bare noget som kunne hjælpe ham tættere på! Det så dog ud til at denne mand var stædigere end hvad han lige selv havde tålmodighed, men det ville kun gå ud over ham selv i sidste ende.

[Deleted]

Smerten blev kun større og større, selvom det også kun gjorde at Derick næsten måtte føle sig følelsesløs, da det hele overdøvede hinanden, plus han var afkræftet i forvejen, fordi han var ved at gå i dvale, eller han kom i hvert fald tættere og tættere på det. Han holdt tænderne sammenbidt, da smerten ikke gik væk, hvilket den heller ikke ville gøre foreløbig og selv hvis manden trak tingene ud af hans krop, så ville hans krop være langsom om at heale. Han fortsatte sine prustende stød, som hans blik hvilede køligt og dog stædigt på Konstantin. Et sted var han fristet til at give Vladimirs navn, men han vidste ikke hvor manden præcis holdt til foruden i udkanten af Convento, så uanset hvad tvivlede han på at det ville gavne ham selv, plus der var det faktum at han ikke ville være særlig loyal, hvis han gav mandens identitet væk. Han kendte dog ikke manden, så hvordan skulle han overhovedet vide alt det som Konstantin tilsyneladende gjorde? Et sted kunne han vel også være ligeglad? Denjarna tænkte kun på sig selv, og var sikkert ligeglad med ham og det var Vladimir uden tvivl også, samt han ikke skyldte Vladimir det mindste, for manden havde kun angrebet ham og ødelagt hans liv, så han kunne gøre det samme. Han vendte blikket mod Konstantin, da han kom tilbage med en ny træpæl, selvom denne var tynd og meget mere slank, hvilket ikke just gjorde det bedre. Manden vidste uden tvivl hvilke redskaber han skulle bruge for at torturere, hvilket kun gjorde at manden havde prøvet det før. Han bed tænderne sammen, som han lyttede til hans ord, han skulle også til at åbne munden, da han hamrede den nye træpæl ned i hans bryst, hvilket fik ham til at bide tænderne sammen igen, som han gispede af smerte, selvom skriget blev kvalt i hans hals, hvilket var grunden til at der kun kom en lille pibelyd fra ham. Han stirrede tomt op i det dunkle og beskidte loft, som smerten var mere end tydelig i hans blik, da det nærmest var malet over hele hans ansigt, hvilket enhver idiot ville kunne se. Forfærdeligt var det hele, hvor han ville ønske at det bare ville stoppe! Han hev let efter vejret, som han åbnede munden igen, hvor han lyttede til hans ord, som han forsøgte at svare på, men der kom ikke rigtig nogen ord ud, derfor valgte han at bide tænderne sammen, så man kunne se hans tydelige og kridhvide tandsæt. Han drejede hovedet lettere skælvende og så mod Konstantin. ”Skrid.. af helvedet til!” hvislede han fast og med de sammenbidte tænder, som hans blik hvilede vredt og vildt på Konstantins ansigt. Hvis han slap fri, så ville han flå manden levende! Ikke at det var muligt, da han var alt for afkræftet, men nu ville han da selv have hævn over ham! Han havde ikke gjort manden det mindste, han havde ikke engang lagt op til kamp, så dette var ene og alene mandens egen skyld! Hans hænder holdt fast omkring lænkerne, som han nærmest måtte knuge omkring, for at bide smerten i sig, hvor han alligevel kunne knuge så hårdt han ville om lænkerne, for de var magiske og derfor kunne han ikke bare uden videre slippe fri fra dem.

[Deleted]

Det mørke blik gled kort over vampyrens sårede skikkelse, hvor det var mere end tydeligt at se at manden havde ondt, men det var heller ikke så underligt med alt det som skete. Sølvdaggerten brændte i hans kød og havde flækket en knogle, træpælen havde knækket i hans hofte og havde sikkert afgivet flere splintre som sad et eller andet sted i knoglen, hvor resten af træpælen sad løst i hans knogle og kød. Ondt gjorde det sikkert, hvilket Konstantin slet ikke ville betvivle og det var den tanke, som fik ham til at trække på smilebåndet, for det var noget som i den grad måtte fryde ham! Han var lettere desperat efter at få fat i hans morders opholdssted, men kunne man bebrejde ham for at ville have hævn? Det gjorde han i hvert fald ikke, hvor han desuden var ligeglad med hvad alle andre tænkte, for han skulle nok få sin hævn på den ene eller den anden måde! Han havde helt glemt at han havde sat sig det mål at finde en kur eller løsning til Malisha, men i øjeblikket kunne han slet ikke tænke på andet end hans egen hævn, hvilket kun beviste hvor besat han var blevet af det, som det var blevet hans motivation. Han vidste godt at det kunne blive risikabelt at sætte sig op imod den vampyr, da han ikke var normal, for han havde haft evner, som ingen anden havde haft, hvor han aldrig havde set noget lignende, og derfor ville han bestemt ikke dukke uforberedt op, for det ville da uden tvivl kun blive hans egen død! Han glemte dog den mand for en kort stund, som han koncentrerede sig om den vampyr han allerede havde fanget. Han kunne godt se at det at han hamrede træpælen i hans bryst, kom uventet, da han ikke fik lov til at tale, hvilket resulterede i at skriget blev kvalt, og det måtte naturligvis ærgre ham en smule, men mere gjorde han heller ikke ved det, som han blot så til som vampyren forsøgte at genvinde sig selv, hvor han kunne se at han åbnede munden. Det vilde og vrede blik, tog han sig ikke af, da vampyren alligevel ikke kunne slippe fri og gøre sig nogen af de tanker, som han tænkte, for det var mere end tydeligt at manden ønskede at flå ham levende, men det blev nok ikke til. Hans blik gled over hans tandsæt, hvor et grumt smil gled over hans læber. De mørke øjne vendte han mod ham, da han udtalte sine ord, hvor han trak sig tilbage med et hemmelighedsfuldt og grumt smil, som et tydeligt tegn til at han havde bagtanker. Han trak sig roligt væk og gik tilbage til redskabsbordet. ”Du ved godt at du gør det værre for dig selv, ikke sandt?” spurgte han roligt, som han greb omkring en tang, hvor han studerede den, inden han lagde den fra sig. Han gjorde det samme ved et par stykker, inden han fandt den han skulle bruge, hvor han gik tilbage igen. ”Men fint.. så må vi jo gøre det på den hårde måde. Tænderne er en vampyrs stolthed, er det ikke? Hvordan vil du have det uden? Det ville være rimelig besværligt at få føde så, ikke sandt? Hvis ikke umuligt,” kommenterede han med et lumsk smil, som han greb ud efter hans kæbe i et forsøg på at åbne hans mund. ”Tal nu, eller mærk dig mine ord, jeg vil tage dine tænder!” svarede han i en beordrende og truende tone.

[Deleted]

Smerten gjorde det fristende at åbne munden og sige hvad Hertugen ville have, for det var måske heller ikke særlig smart at lægge sig ud med Hertugen, da manden havde magten til at gøre Derick til en forbryder, også selvom han ikke havde gjort noget, hvilket kun ville ødelægge hans chancer for arbejde og selvom han kun havde fundet arbejdet for Denjarnas skyld, så brugte han det nu til at aflede hans tanker, da det var et godt arbejde der passede perfekt til ham, hvis ikke kunne blive leder, som han havde været før i tiden, for det var naturligvis en tid han måtte savne. Smedearbejdet var dog rart og fysisk krævende, hvilket egentlig måtte passe perfekt for en vampyr som ham. Han var også blevet bedre til det, og han tjente frygtelig godt på det i Atterlin, fordi byen havde en høj standard, da det ikke var fattige som boede i den by, kun rige folk og nogle få adelige, såsom Baronessen, Faiths mor boede også i Atterlin, så det var generelt kendte folk der boede der, folk med penge og det gjorde at han tjente godt, så længe han holdt sit ry rent. Det havde været svært at bryde igennem til at starte med, fordi ingen havde kendt ham, men da der ikke var nogen anden smed i byen, så gjorde det ham attraktiv og det var de ringeste stillede i byen der havde prøvet ham først, og taget chancen, hvor rygtet hurtigt havde spredt sig med alt han kunne lave og nu var han blevet byens faste smed, hvor folk kom for at få lavet sko til hestene, hængsler til døre, få slebet deres våben eller lavet helt nye. Der var også nogle af adelsherrerne som havde ønsket at få lavet en hel ny rustning, hvilket han også havde været i gang med, selvom det tog noget længere tid. Det var skam rart at være eftertragtet, derfor så håbede han at han slap fri fra denne mand, da han ønskede at komme hjem så han kunne arbejde videre, selvom han havde på fornemmelsen at det ikke ville ske foreløbigt. Han lå og fortsatte sine prust, som det gjorde fandens ondt i hele hans krop! Han kunne knap nok mærke fingrene på højre arm, hvor sølvdaggerten sad fast, han havde frygtelig ondt i sin hofte, hvor træpælen var knækket, og nu en ny smerte i brystet, som sad alt for tæt på hans hjerte! Han kunne ikke helt abstrahere fra smerten, som han lå og vred kort kroppen af smerte, imens hans blik hvilede svimlende op mod loftet, hvor han ikke ænsede hvad Konstantin lavede og at han hentede en tang, det gik først op for ham, da han talte og greb ham om hagen. Han hadede og foragtede ganske vidst sit væsen i øjeblikket på grund af det han havde gjort mod Denjarna og så fordi han var blevet fanget fordi han var vampyr og derfor lå her, men hvis han mistede sine tænder, hvordan pokker skulle han så få føde?! Det ville kun gøre det hele langt mere besværligt! Han vidste godt at han fortrød at han havde bidt Denjarna og angrede det mere end noget andet, men han havde jo lært at kontrollere sig! Tænderne havde han jo brug for! Han begyndte at rive og dreje sit hoved, for at trække det ud af mandens greb, hvor han holdt sin mund lukket, som han gjorde alt hvad han kunne af modstand for at manden ikke kunne komme til. ”Aldrig!”

[Deleted]

Hvad denne vampyr havde lavet i sit liv, eller endnu gjorde, om manden havde familie eller ej, var noget som Konstantin var fuldstændig ligeglad med, da han var besat af tanken om at skade og torturere ham for at få sin vilje og for at få sin hævn, desuden så hadede han virkelig vampyrerne, så det ville ikke gøre ham det mindste at slå dem ihjel. Og denne mand var intet undtag. Det var endda lige før at han burde få Malisha med ned, så hun kunne få lov til at afreagere, men på den anden side vidste han ikke hvad hun ville sige til at han havde en vampyr liggende her og det faktum at han var besat af at få sin hævn, for den side var der ingen der var vant til at se af ham, netop fordi han altid havde været en tolerant mand, som havde respekteret alle. Selv dengang Malisha havde næret et kæmpe had til vampyrerne og talt om at udrydde dem, så havde han talt hende imod, men det ville han ikke længere gøre, da han nu ikke kunne være mere end enig. Dette var dog hans kamp, og han skulle nok klare den! Hun ville desuden nok få et flip, hvis hun vidste at han gik efter sin morder, hvor hun nok ville forsøge at tale ham fra det og sige at han allerede havde mistet livet til den mand én gang, men det gad han ikke lytte på! Han trak på smilebåndet, som han kunne se vampyren vride sig i smerte, hvilket var et syn for guder. Han nød helt at torturere ham, selvom det var mange år siden han sidst havde gjort dette, da han altid havde været en respektabel mand, der nok havde kunnet finde på at være ond, som han havde haft sin arena, hvor han havde sat folk op imod hinanden, men han havde generelt aldrig tortureret folk medmindre det havde været nødvendigt, og det var det nu. Han mærkede hvordan manden valgte at vride sit hoved, for at forsøge at slippe fri, hvilket fik ham til at slippe en grum latter. ”Åh.. så det gider du ikke hva?” svarede han med et kækt smil, som han forsøgte at få ordentlig fat, men det var svært når han kun havde en hånd at gøre brug af. Han brummede lettere irriteret, som han vendte blikket mod døren. ”Vagt! Kom herind!” brølede han, hvor der ikke gik længe før en vagt kom ind, og stillede sig til rådighed. ”Hold hans hoved stille og åben hans mund,” beordrede han i en kølig tone, hvor vagten nikkede og gik over og tog fat omkring Dericks hoved i et fast greb, som han også gjorde det samme med hans hage, for at holde hans mund åben. Det gjorde det også lettere for Konstantin at komme til, som han trods alt kun havde sin højre arm og hånd, hvor han greb omkring tangen som han lukkede omkring den ene hjørnetand i et fast greb. ”Udmærket,” mumlede han blot, som han begyndte at rokke med tanden imens han trak ned, fordi han ville trække den ud. Han lagde sine kræfter i, hvor han kunne mærke at roden var stærk, men ikke stærk nok, som han efter et stykke tid formåede at rive den første hjørnetand ud, hvilket nok ville gøre frygtelig ondt.

[Deleted]

At Konstantin var kommet så langt til at han ville trække Dericks hjørnetænder ud, var noget som efterlod ham med en dårlig smag i munden og et ubehag i hans krop, for han skulle bruge tænderne til at få føde, ellers så ville han da uden tvivl få det svært! Og han havde det hårdt nok i forvejen! Desuden så havde han ikke troet at manden ville tænke i de baner, for de første par dage, der havde han kun gjort ham ondt, såsom at piske ham, stikke træpæle i ham, men ikke gå til det ekstreme, men det var vel fordi han havde ønsket at sulte ham, så han healede langsommere? Dum var manden ikke, og det gik også langsomt op for ham, selvom det kun gjorde det hele værre for ham, for så ville det også gøre det sværere at slippe ud herfra, hvor han rent faktisk havde på fornemmelsen at han aldrig ville slippe ud, men dø så snart han fortalte hvad manden ville høre, skønt manden sagde at han ville slippe ham fri hvis han talte, men hvorfor skulle han dog gøre det, hvis han hadede vampyrerne så meget? Han kendte folk og denne mand ville ikke lade ham gå, men slå ham ihjel, hvilket også var grunden til at han ikke talte, for så ville han bare blive slået ihjel, her kunne han forhåbentlig trække tiden ud, selvom det vel også var nyttesløst? For det eneste han gjorde var udsætte den fredelige død og trække smerten ud. At manden så ville have fat i hans tænder, kunne han godt fornemme var svært for ham at gøre, da han havde fundet ud af at manden kun havde en enkelt arm at gøre brug af, og så naturligvis hans magi, som han havde brugt, da han havde hamret træpælen i hans hofte. Han håbede dog at han ville give op, fordi han gjorde for megen modstand og fik en anden ide, men det så ikke ud til at være hans held, da manden kun kaldte efter forstærkninger, hvilket måtte irritere ham. Han så hvordan vagten kom ind og gik hen og holdt hans hoved stille og åbnede hans mund. De violette øjne søgte mod tangen, som blev puttet i hans mund, hvilket fik nervøsiteten til at stige, han stønne let og kom med en brummende lyd, som han begyndte at rokke og trække i hans tand, hvilket gjorde ondt, fordi det ikke gik hurtigt men langsomt, da hans rødder var stærke og derfor var det ikke let at trække en tand ud, men umuligt var det ikke og det var mere end tydeligt! Smertefuldt var det dog, og idet han trak tanden ud skreg han op af smerte, som blodet begyndte at løbe kraftigt, hvor han kunne smage sit eget blod, hvilket fik ham til at hoste og selv det var en udfordring, fordi vagten holdt hans hoved stille. Hans skrig og smerte var nok tydelig selv ude på gangen, for hvem ville ikke kunne høre ham? Han skreg næsten så højt at han kunne vække hele huset, men det skete dog ikke. Han lukkede øjnene, da det hel synes at svimle for ham, for det gjorde kun at han var ved at komme tættere og tættere på at gå i dvale.

[Deleted]

Det irriterede uden tvivl Konstantin at han var nød til at spørge om hjælp for at kunne holde vampyrens hoved fast, samtidig med at han trak tænderne ud på ham, desværre så havde han kun en arm at gøre brug af og i denne situation måtte han endnu engang få bevist at der var mange ting han ikke længere kunne, og det var en tanke som gjorde ham rasende, det var også kun godt for vampyren at han ikke kommenterede det, men så dum var han ikke, desuden kunne han se panikken i mandens øjne, så han havde nok andet at tænke på. At tage tænderne, var det samme som at tage en vampyrs stolthed, da det var tænderne de brugte til at jage og få næring og føde, det var dem som var deres kendetegn og det var netop det som han ville rive fra ham. Det havde enhver vampyr fortjent. At vagten kom ind, gjorde ham intet, hvor han også blot kommanderede ham over for at holde fast i vampyrens hoved og sørge for at han ikke kunne gøre modstand, når han trak tanden ud og det var tydeligt at vagten havde styr på det hele, da vampyren ikke så ud til at kunne gøre den store modstand. Han selv gik derfor i gang med at trække den første hjørnetand ud og det var tydeligt at det gjorde ondt på ham, som han kunne se hvordan nervøsiteten steg i ham, hvordan smerten blev værre. Det tog dog noget tid, fordi tanden sad frygtelig godt fast og det måtte han alligevel give ham. Det var ikke let at torturere en vampyr, men det var ikke umuligt. Han smilede af skadefro, som vampyren hylede op endnu engang af ren smerte, hvor det var tydeligt at han havde ondt, selvom han var i tvivl om han også skreg fordi han var i færd med at tage stoltheden fra ham. Han gik over til redskabsbordet hvor han lagde tanden fra sig i en lille aluminiumsskål, kun for at gå tilbage igen. Han kunne høre vampyren hoste af sit eget blod, hvilket kun fik ham til at smile yderligere. ”Og du vil stadig ikke tale?” spurgte han morende, selvom han endte med at rynke på næsen, da han godt kunne se at han var ved at komme tættere og tættere på det stadie hvor han ville gå i dvale. Han fnøs let. ”Det kommer ikke til at ske før jeg er færdig,” mumlede han for sig selv, da han på ingen måder var færdig med at torturere ham, da han kun lige var begyndt! ”Hold ham fast,” svarede han i en kortfattet tone til vagten, som han igen valgte at lukke tanden omkring en tand, hvor han denne gang tog den anden hjørnetand. Endnu engang gjorde han samme bevægelse, som han begyndte at rokke og trække i tanden, hvor den var mindst lige så svær som den anden tand, som de sad godt fast i hans mund, men de var ikke umulige at trække ud. Igen tog det lang tid, hvor det også var svært fordi han kun kunne bruge sin ene arm, hvilket gjorde at det tog længere tid, end hvis han havde været i stand til at bruge begge hænder. Han formåede dog også at få den trukket ud, hvor han smilede frydende for sig selv, imens han betragtede tanden. Spids var den i den grad, hvor det ikke var underligt hvorfor den så let som ingenting kunne trænge igennem huden på et levende væsen. Han lagde også den ned i aluminiumsskålen, inden han lagde tangen fra sig og gik tilbage til vampyren. ”Fortæl mig hvor han gemmer sig og så stopper jeg,” svarede han i en kortfattet tone, hvor han lænede sig ind mod vampyren, imens han gjorde et nik mod vagten, som tegn til at han gerne måtte slippe ham og trække sig nogle skridt tilbage, hvilket vagten også gjorde uden spørgsmål.

[Deleted]

At Konstantin tog Dericks ene hjørnetand, var noget som gjorde pokkers ondt, selvom det ikke var så meget det sidste ryk, men mere det at hans mund kæmpede for at holde tanden på plads, hvor det gik langsomt med at få den ud, fordi det var svært, og det gjorde det kun langt mere smertefuldt, end hvis han havde kunnet trække den ud i et hug, men det var desværre ikke muligt. Han kunne mærke hvordan sorgen på sin måde også måtte vælde op i ham, fordi det var hans stolte hjørnetænder og de var væk.. helt væk. Mistet. Han vidste godt at han havde bidt Denjarna og guderne straffe ham for det! Men hans tænder? Dem havde han jo brug for! Det var i sandhed en straf, som det også måtte være et knæk i selvtilliden som han nu skulle rende rundt med huller i tænderne. Dog var der vel intet at sige til det? Han ville alligevel dø her, hvilket han allerede havde regnet ud, så det kunne jo være ligegyldigt, derfor så holdt han også sin mine fast og stædig. Hvis han skulle dø her, så ville han slet ikke tale overhovedet! Stædig blev han, hvilket også var tydeligt i hans blik, som han så mod manden. Han kunne ikke tale, da hans eget blod fyldte hans mund, hvor han blot fast rystede på hovedet, som tegn til at han ikke ville tie. At han så greb ud efter hans anden tand, fik ham til at pruste og brumme fast, som det var tydeligt at han vidste hvad der ville ske og havde i tankerne hvilken smerte det ville bringe ham. Øjnene lukkede han, som Konstantin begyndte at trække den anden hjørnetand ud, hvor han endnu engang måtte hyle op, som det gjorde ondt, igen fordi det tog lang tid for ham. Et smerteskrig forlod hans læber, som den blev trukket ud, selvom det blev kvalt i en hosten, fordi blodet flød ud fra de to åbne sår, som ikke bar healede sig, da manden havde sørget for at sulte ham og dermed afkræfte ham. Han hostede, hvor han end ikke ænsede hvad der skete. Han mærkede blot hvordan vagten gav slip og vendte langsomt hovedet mod Konstantin der lænede sig ind mod ham. Vred var han, som han valgte at samle blodet i hans mund, hvor han spyttede en ordentlig klat imod hans ansigt, selvom det også halvt gled ned over hans mund som savl, fordi det fyldte hans mund op. Spyttet var dog hans tydelige flabede svar, som vidst ikke var til at tage fejl af, for han nægtede at tale! Han gav sig ikke så let og det skulle han nok finde ud af, selvom det nok kun ville irritere ham yderligere og det ville så kun gå ud over ham selv, men det kunne også være at han var så heldig at han ville irritere manden så meget at han bare ville slå ham ihjel også ville han slippe for mere tortur, hvilket han alligevel også snart ville, for han kunne mærke at han var ved at gå i dvale, da han kun kom tættere på det. Smerten var intens alle steder, da Konstantin havde sørget for at placere dem gode og forskellige steder.

[Deleted]

Det var mere end tydeligt at det gjorde ondt på manden at miste sine tænder, selvom de andre ting som Konstantin havde gjort også måtte gøre ondt, for det var jo mere end tydeligt! Det var også kun en tanke som måtte fryde ham, som han elskede tanken om at vampyren havde ondt, desværre så nægtede han at give ham hvad han ville have og det måtte irritere ham grænseløst! Han hadede at manden ikke ville tale, og han vidste ærligtalt ikke hvordan han skulle få ham til det. Han håbede på at det at trække tænderne ud og dermed tage det stolte ved vampyrdelen af ham, ville få ham til at tale, selvom det var tydeligt at han havde svært ved at tale for al den blod som flod ud af såret der kom efter at tanden var blevet trukket ud. Det var næsten også overdrevet meget blod der kom fra sådan et lille sår, men det var noget han nød at se på. Han gik blot i gang med at trække den anden ud, hvor han håbede på at det ville få ham til at kæfte op, men han sagde intet og derfor så fortsatte han blot med at hive, for til sidst at trække den ud og det var mere end tydeligt at det fik ham til at hyle op som et stukket svin. Smilet bredte sig på hans læber, som han fik lagt tanden væk, inden han lænede sig ind mod ham og lod vagten trække sig væk, så vampyren kunne få lidt luft og forhåbentlig få munden på gled, da han ønskede at få at vide hvor hans morder holdt til. Han forstod heller ikke hvorfor denne mand ikke gad fortælle ham det.. og så alligevel gjorde han, for han ville jo faktisk ikke slippe ham fri og så var det vel altid sådan når man havde venner? Loyal var manden i hvert fald, selvom det var en tanke som måtte irritere ham grænseløst! Han ventede blot på mandens svar, hvor han let hævede det ene øjenbryn i en afventende mine, som han kunne se at han vendte blikket mod ham og begyndte at vibrere med læberne. At det så var fordi vampyren samlede sit blod gik først op for ham, da han valgte at spytte ham i ansigtet, hvilket fik ham til at trække sig væk med en irriteret brummen, som han tørrede det væk i en hurtig bevægelse og vendte et vildt blik imod ham. ”Det skal du komme til at bøde for!” hvæsede han vredt, som hans blik gled over forskellige redskaber, men det synes ikke at være nok. Manden gad ikke tale? Jamen så ville han drage til flere drastiske metoder! Hans blik faldt på et ophængt skab på bagvæggen, hvilket fik ham til at smile grumt og med skadefryd i blikket, som han gik derover og åbnede skabsdøren, hvor hans blik gled over de mange forskellige små flasker med forskelligfarvede væsker i. Han greb omkring en lille flaske med rødt gennemsigtigt væske i, hvor der på flakonen var et mærke med et dødningehoved, som tegn på at det var gift og det var ikke bare en hvilken som helst gift, da det var en frygtelig kraftig og ætsende én. Han valgte roligt at gå tilbage til Derick, hvor han igen gjorde tegn til at vagten skulle holde hans hoved fast og det gjorde han også. Han selv smilede grumt til Derick, stadig med blod og spyt i ansigtet. ”Nu har du mistet dine tænder, lad os se hvad du siger til dit syn!” hvislede han vredt, som han gjorde tegn til at vagten skulle holde vampyrens øjne åbne, inden han åbnede flasken og hældte halve af væsken i vampyrens ene øje. Bare et par dråber var farlige, så dette var langt værre, men det var også meningen, da han ønskede at gøre skade. Han hældte derfor resten af væsken ud i det andet øje, hvor det var ætsende og altødelæggende, hvilket uden tvivl ville tage synet fra enhver anden levende, og han kunne kun håbe at det ville gøre det samme ved denne mand.