Night of Death [Åben]

[Jaqia Destiny Angleráx]

Det var efterhånden ved at være frygtelig sent, mørket havde lagt sig over landet for flere timer siden. Månen stod højt på himlen denne aften, kastede sit blege skær ned over søen hvis overflade der dog ikke blev meget klarere af den grund. En stor del af Dvasias befolkning var allerede dukket op nede ved søen, og var begyndt at samledes om det store bål, som brændte med lystige flammer. Jaqia stod bag ved det, ved søens bred og betragtede flammerne med ryggen til vandet. Det var mange år siden hun sidst havde deltaget i denne begivenhed, men lige i aften måtte Mattheus og Leonardo blive en smule forsinket og således var hun nødt til at stå der som repræsentant. Mange havde stirret overrasket på hende selvom det efterhånden var blevet almindeligt kendt at hun atter var vent tilbage. De blonde lokker var bundet op i en elegant frisurer der for alvor var blevet gjort noget ud af, netop på grund af aftenens fest, man skulle være klædt på til lejligheden jo! Den satanistiske pres stod allerede bøjet over en hel bunke af diverse offergaver, som bestod af alt lige fra smykker til dyr hvis halse var skåret over og havde malet mere eller mindre hele bunken i blod. Hun smilede tilfreds for sig selv.. hun havde nær glemt hvor hyggelige disse aftener kunne være selv i et land præget af mørke i form af borgerkrigen som hærgede. Selvom det endnu var koldt så var langt det meste af sneen smeltet og isens på søens overflade med, hvilket gjorde det mere tåleligt at tilbringe aftenen ude i det fri som det var meningen at de skulle gøre. Når først ritualet var overstået, ville der være nok mad og alkoholiske drikke til alle, det skulle nok blive lidt af en fest, men de havde også behov for det efter de mange mørke tider som havde været hårde for alle, også dem. Hun lyttede til de summende stemmer og det knitrende bål foran hende som forsynede dem alle med lidt ekstra varme, noget som hun faktisk selv var taknemmelig for. Hun lagde armene over kors, og lod de kølige grønne øjne glide omkring. Der var ikke mange hun genkendte, men sådan var det at have hvilet i graven for flere hundrede år. Hun sukkede tungt. Mattheus måtte godt få fingeren ud af hullet og gøre sin pligt, også selvom hun ikke som sådan havde noget imod at skulle repræsentere sin egen søn, hun havde trods alt overdraget det hele til ham. Hun sendte en mand der passerede hende et køligt smil, hvilket tydeligvis gjorde ham en smule utilpas, ikke at det var noget nyt, det var bestemt ikke alle som kunne håndtere hende, og hun havde ikke været vellidt i Dvasias, særligt ikke igennem det sidste år, hvilket hun agtede at lave om på. Idet præsten påbegyndte sin tale begyndte folk at stimle sammen omkring bålet og tav hvilket i sig selv skete sjældent for mørkets folk særligt på en festlig aften. Selv lod hun blikket søge hen på ham og lyttede til den lange tale sagt på et fremmede sprog som end ikke hun havde lært at tale, men det lod ikke til at plage nogle synderligt meget, de var jo vant til det, det var en del af traditionerne og den salgs kunne selv de værdsætte selvom mange ville vove og påstå andet.

[Kimeya Marvalo]

Efterhånden var det så småt gået op for Kimeya, hvor lang tid han egentlig havde været væk, selvom det nu ikke var noget som gjorde ham selv det vildeste, selvom der stadig var utrolig meget som han skulle have fundet ud af. De mange billeder i Marvalo Mansion havde han pillet ned, også selvom han havde valgt at beholde den ring, som han havde siddende på fingeren. Han havde ikke taget den af i frygten for hvilket navn han ville finde i den, men det var nu bare sådan at landet lå for ham. Nu hvor han vidste, at warlockerne stod uden leder, så var dette lige så noget, som han agtet at finde ud af på et tidspunkt, for han nægtet ganske enkelt at lade den stå lederløs, når det var så stærkt et folkefærd og så stolt som det altid havde været, så var det bestemt heller ikke noget som han bare ville lade gå fra sig, bare sådan uden videre.
Nu hvor det var den store festdag, så var Kimeya selvfølgelig tilstede, selvom han holdt sig lidt mere i baggrunden, end hvad så mange andre havde valgt at gøre det. De intense mørke øjne glimtede næsten i lyset af det smukke bål, hvor han også kunne se offergaverne ligge lige ved. Folk lagde tilsyneladende meget i at ære Azrael. Ikke fordi at han havde den største forståelse for den slags, og derfor, var det naturligvis heller ikke noget som han ønskede at blande sig yderligere i, dersom det var noget som han ellers kunne blive fri for, for nu havde han jo heller ikke været kendt for at være den mest religiøse mand, som gik på to ben. Med stokken stående foran sig, og med begge hænderne roligt hvilende mod den, så blev han stående og blot med blikket stift hvilende på Jaqia. Han havde ganske vidst læst sig frem til meget i hans egne dagbøger, for han havde brugt vanvittig meget tid på at finde ud af tingene, for der var forbandet meget, som han skulle finde ud af, og han var vel.. forvirret et sted. Som den satanistiske præst begyndte sin årlige prædiken, så lyttede han til den, også selvom han slet ikke havde nogen anelse om hvad pokker der blev sagt. Hans tynde læber bredte sig i et iskoldt smil, idet han roligt bevægede sig tættere på. Hvorvidt om folk var klar over at han var tilbage eller ej, vidste han ikke, og et sted, så kunne han jo faktisk være fuldstændig ligeglad med det. Han bevægede sig roligt ned i retningen af folket som stod der, kun for at stille sig, ikke langt fra Jaqia. Han havde aldrig brudt sig om den kvinde, også selvom han havde læst sig frem til, at han faktisk selv havde slået hende ihjel.. En tanke som han kun måtte fryde sig gevaldigt over! ”Den sidste jeg regnede med at se her.. Godaften, Jaqia,” hilste han med en tonløs stemme, kun for at vende blikket i retningen af hende. Ikke fordi at han var ude på noget som helst, for det kunne han slet ikke drømme om under sådan en begivenhed, og når folket var så meget opmærksomt til og med præsten til stede, så havde han jo endnu mange ting som han skulle finde ud af.. Og et sted, frygtede han for, at Jaqia kunne give ham mange af svarene.