A dark night

[Deleted]

Dagen var ved at gå på hæld, hvor mørket var ved at indtage Dvasias. Koldt var det endnu, da vintrene var længere her i Dvasias, derfor lå der også endnu et fint lag sne henover jorden. Vinden var mild og på ingen måder kraftig, hvor det også havde været en smuk dag, men som det var ved at blive mørkt blev det typisk også kun koldere og mere blæsende. Derick kom gående på en sti i den mørke skov, hvor han gik i sine egne tanker. Hvor lang tid siden det var at Denjarna havde efterladt ham, anede han vitterligt ikke, da det både føltes som var det i går, fordi han kunne huske det så tydeligt endnu, men samtidig med det føltes det også som en evighed siden at han sidst havde set hende. Han vidste godt at det var bedst at de fik luft fra hinanden, men han frygtede for hvad der ville ske i al den tid, hvor han selv kun følte sig mere og mere ødelagt. Knust var hans hjerte, hvor han næsten måtte hade sig selv for at være så ynkelig, da han ikke gjorde andet end at være deprimeret og længtes efter hende. Han havde ikke været inde i huset siden hun var gået, kun en enkelt gang for at hente de nødvendige ting. Han var begyndt at drikke noget oftere igen, selvom han holdt sig væk fra kroerne i Atterlin, da det trods alt var der hans kunder boede. Han arbejdede tit frygtelig meget og andre gange følte han bare for at stikke af, hvilket han så også gjorde. Det var også en af de nætter han havde i dag, da han gik, bare for at komme væk fra det hele. Tit havde han set solopgangen, hvor han havde fjernet sin halskæde fordi det havde synes lettere at tage sit eget liv, så han slap for skyldfølelsen og generelt de negative følelser som han bar inde med, men i sidste ende var han alligevel endt med at tage sin halskæde på igen, da det var en alt for let udvej. Han havde også overvejet at slukke for sine menneskelige følelser, men han turde snart ikke tænke på konsekvenserne også fordi han endnu bar mørket i sit indre, hvor han frygtede at det ville gøre mere skade end gavn. Han forsøgte dog at holde sig optaget konstant, så han ikke tænkte på hende, men det var svært når man kun var omgivet af ensomheden, da tankerne tit fik frit løb, og det brød han sig ikke om. Efter at hun var flyttet ud, havde han dog godt kunne mærke at han tjente langt bedre, da han ikke brugte penge på mad og andet som havde været nødvendigt for hendes overlevelse, hvor han heller ikke brugte pengene på noget, for.. hvad skulle han dog bruge dem på? Han havde kun fundet sig et arbejde på grund af hende, dog kunne han godt lide smedearbejdet, da det var en god udfordring, ligesom det holdt ham beskæftiget, derfor var han ikke stoppet med det endnu. Han gik i nogle bukser, der var ved at være en smule beskidte, da han arbejdede med dem, derfor var hans bluse også beskidt, han gik ellers rundt i sine knæhøje støvler, og som vampyr frøs han trods alt ikke. Han sov sjældent, han var trods alt vampyr, men til tider var det dog nødvendigt for at samle energi, og der fandt han blot en krog i smedebygningen hvor han lagde sig, da han nægtede at gå ind i huset. Han havde også overvejet at rive hele huset ned, men det havde han så alligevel ikke kunne få sig selv til.

[Deleted]

Meget var sket igennem det sidste stykke tid. Konstantin havde mistet sin arm efter hans sammenstød med Aleksandra og hvis han så den kvinde igen, så … ja, så vidste han ikke hvad han gjorde, for han havde tydeligvis ikke fundet styrken til at slå hende ihjel, hvor han også vidste at hun endnu var i live, men han var stadig sur og indebrændt på hende. Han havde haft en hård tid, fordi han skulle vænne sig til sin nye tilværelse med kun en enkelt arm, hvor der var meget han skulle lære på ny, helt ned i de mindste ting. Malisha anså ham dog for at være heldig, fordi hun var ringere stillet end ham selv og det kunne godt være at det var sandt, men derfor irriterede det ham at han ikke engang kunne tale om sin mistede arm uden at hun skulle hakke ham ned og blive sur. Desuden lå hun som hun selv havde redt og han blev snart sindssyg af at rende rundt med en deprimeret kvinde, da det kun smittede af på ham selv! Han gad dog ikke at være den mand der sad og ynkede, der sad og gjorde ingenting fordi det var gået ned ad bakke for ham, da han var begyndt at træne, så han kunne forsvare sig selv igen og være oppe på dupperne også selvom han nu kun havde en enkelt arm til rådighed.
Konstantin var også søgt ud denne dag, for at få lidt frisk luft og for at lufte tankerne. Han brød sig ikke om at søge ud om natten længere, på grund af at han sidste gang havde mistet livet til en vampyr, og han gad bestemt ikke at det skulle ske igen, fordi han nu havde mistet sin ene arm og derfor ikke var helt så god som han plejede at være. Han var dog stadig stærk, ligesom hans magi også var, og desuden havde han ikke noget imod at møde hans morder igen, da han så ville flå vedkommende levende! Nu vidste han nemlig at manden ikke var nogen almindelig vampyr og derfor så var han skam på vagt. Han var endt i den mørke skov for flere timer siden, hvor han havde nydt det gode vejr, som alligevel gjorde lidt på hans humør. Det gjorde bare ondt at Malisha ikke kunne komme med ham, da han ville ønske at hun var i godt humør, at hun havde fundet sin magi, så hun var sig selv igen. Han kunne dog lide hende for den hun var, selvom han måtte indrømme at det drev ham til vanvid at hun var så deprimeret som hun var. Han vidste dog at den gamle Malisha endnu var inde i hende, men det var sjældent at hun kom til udtryk og det gjorde ondt. Han selv gik i noget mere varmt tøj, da han trods alt var levende, hvor han udenpå bar en fin lang kappe, så han kunne holde varmen helt. Kvalitetstøj var det, hvilket han altid havde nydt at vise sig frem med, så denne dag var skam intet undtag. Han var dog på vej hjem, da det var ved at blive mørkt og derfor var det dumt at rende ude i vampyrernes by, da han ellers selv var skyld i hvis der skete ham noget.

[Deleted]

Som Derick kom gående, opfangede han roligt lyden af et bankende hjerte og duften af rindende blod, hvilket fik ham til at se op fra jorden, som han ellers havde gået og set ned i. Han var ikke sulten, da han skam sørgede for at få den stillet, han havde også lært for lang tid siden at kontrollere sig, hvilket han tilmed havde gjort dengang han endnu var sammen med Denjarna, men det havde så ikke synes at have nogen effekt på hende, og det kunne han ikke bebrejde hende for når han havde gjort hende ondt, hvilket han havde det frygtelig dårligt med, da han knap nok følte at han havde fortjent at leve, men samtidig med det, var døden en alt for nådig straf. Han slog heller ikke sine ’ofre’ ihjel, da han netop kom til at tænke på Denjarna, hver gang han satte tænderne i dem, og det gjorde ondt på ham, da det gav ham en så dårlig smag i munden grundet hans dårlige samvittighed at det også fik ham til at miste appetitten, plus han skam havde respekt for de menneskelige liv og generelt de levende, da ingen havde fortjent at blive udsat for det som Denjarna var blevet, hvor han ville gøre alt hvad han kunne for at ændre på det, selvom det desværre ikke var muligt og nu måtte han leve med konsekvenserne af det, selvom han følte at det slog ham ihjel indvendig.
Derick fortsatte sin gang lettere upåvirket, selvom den fremmede gik på samme sti som ham selv og da han kom længere frem, kunne han også godt se den mandlige skikkelse, selvom han blot slog blikket ned og fortsatte frem. Han gad ikke rigtig at skaffe sig mere ballade, da han mente at han havde gjort nok, hvor han også kun gjorde folk ondt, når han skulle have blod for at overleve og der lod han folk gå. Han drænede heller ikke folk fra så meget blod at de kun lige og lige ville overleve, da han skam kun tog hvad der var nødvendigt, så de kunne gå væk og komme i sikkerhed før mere skete dem. Til tider kunne han helt savne dengang han var levende selv, for så havde han aldrig nogensinde følt sig fristet af Denjarnas blod og derfor måtte han helt foragte sig selv som vampyr, skønt det var den race som han var født ind i, men meget var sket ham, da han havde været flere levende racer efter dengang han havde været vampyr, derfor vidste han snart ikke hvem han selv var længere.

[Deleted]

Køligheden ved vinteren var nu intet som Konstantin havde noget imod, da det gav ham frisk luft til at klare tankerne i og det var noget som han i den grad måtte nyde! Han havde brug for frisk luft og at komme væk fra det hele, da han kun blev sindssyg af at blive indenfor hele tiden. Han vidste at Malisha søgte lidt mere ud i haven, men så heller ikke længere, da hun frygtede for at nogen skulle se hende. Han vidste godt at hun mente at alt så sort ud, men han var sikker på at de nok skulle finde en løsning på det hele, for han havde skam ikke opgivet håbet endnu, han ville stadig lede efter en løsning. Det kunne ikke være umuligt, det nægtede han i hvert fald at tro på! Han ville vende hver en sten og kigge under hver busk, for at finde en løsning på Malishas problem, desværre var det bare lettere sagt end gjort, og nu hvor han selv skulle til at passe på, så blev det hele kun langt mere besværligt for ham. Han sagde dog ikke at det var det han lavede, når han endelig søgte ud, for så ville hun da først flå ham levende – eller i hvert fald forsøge på det.
Blikket løftede Konstantin, som han kunne fornemme en aura ikke så langt fra ham. Han var gemt under den opslåede hætte, som henlagde hans ansigt i mørke. Han kneb øjnene let sammen, som han fik øje på den mandlige skikkelse længere fremme. Det var ikke svært at regne ud hvad det var, en vampyr! Tanken fik vreden til at vælde op i ham. Altid havde han været en mand der havde respekteret alle væsner, men efter at en vampyr havde slået ham ihjel, så havde han set sig sort på den race, som han bestemt ikke ville have noget imod uddøde! Han knyttede næverne, som var gemt under kappen, som det var tydeligt at manden var vampyr, ikke kun fordi hans aura sagde det hele, men også fordi han rendte rundt i så lidt tøj, hvor selv huden måtte afsløre det, da han var bleg. Hans skridt blev langsommere, selvom han aldrig stoppede, men kun begyndte at gå langsomt. Vampyren virkede ikke helt værende, hvilket fik ham til at lægge hovedet let på sned, som han fortsatte frem. Hans hjerte kunne ikke lade vær med at slå en smule hurtigere, jo tættere på han kom vampyren, hvor alle hans sanser var på vagt, fordi han bestemt ikke skulle springes på bagfra! De nåede dog at passere hinanden, hvor han fulgte manden med blikket hele vejen rundt. Han kunne vel ikke bare lade ham gå? Tænk hvis denne mand kendte hans morder? Tænk hvis denne mand valgte at gøre uskyldige ondt? Vreden vældede op i ham og fik ham til at reagere, som han strakte sin arm og skød en kugle efter ham, der fløj imod manden med lynets hast.

[Deleted]

Selvom Derick fik øje på manden, så var det ikke helt fordi han rigtig lagde videre mærke til ham, da han ikke var ude på at gøre manden ondt, eller noget lignende og derfor gik han ud fra at de bare ville passere hinanden og at han så kunne fortsætte i ro og mag. Han havde desuden alt for meget at tænke på til at kunne koncentrere sig om enhver han stødte på sin vej, da de måske levede i Dvasias, men selv her kunne tingene foregå stille og roligt, desuden så var han en stærk mand, hvilket også var tydeligt at se på hans store muskulatur som han altid var gået op i at holde sin krop ved lige og være en flot mand. Han lagde godt mærke til at mandens hjerte steg en smule, men alligevel tog han ikke videre notis af det, da han blot fortsatte forbi og hvis han gjorde det uden at gøre andet end bare at fortsætte væk, så var der vel heller ikke noget at være nervøs for, for manden? Han gik i hvert fald bare fredeligt forbi og var også på vej væk, hvor han end ikke ænsede at manden stoppede op og så mod ham. At manden havde onde bagtanker lagde han end ikke mærke til, da han gik i sine egne tanker. Det var egentlig for ringe at han lod sig blive overrumplet, men han havde så mange tanker der konstant fyldte hans sind, ligesom han havde alle disser dårlige følelser, der konstant måtte nage ham og fortære hans indre, hvor han hele tiden var fristet til at se solopgangen og tage sit eget liv, men.. det var vel at synke for dybt?
Før Derick vidste af det, blev han mødt af en energikugle, som ramte ham perfekt i ryggen, der slyngede hans krop forover og ned i jorden, hvor han fik flere hudafskrabninger, skønt det lige så hurtigt healede. Han stønnede kort af smerte. Hvor han lettere omtumlet og forundret måtte se tilbage mod manden. Han vidste ikke helt hvad der foregik, da han var lettere desorienteret. Han tog sig let til hovedet og blinkede med øjnene. Hvorfor pokker denne mand angreb ham, anede han vitterligt ikke, for han havde da på ingen måder gjort ham noget! Men det var jo bare typisk dvasianere! Han knyttede næverne, som han bed tænderne sammen og kom op på benene. ”Hvad bilder du dig ind?!”” spurgte han i en hvæsende tone. Han havde ikke engang gjort mine til at angribe manden, da han blot var gået forbi ham og så skulle han angribes? Han mærkede hvordan det kriblede i ham efter at flå manden levende, efter at afreagere for alt der var sket, hvor han i en hurtig bevægelse stod henne ved manden, hvor han hvæsede imens han forsøgte at gribe ud efter ham.

[Deleted]

Når det kom til vampyrer, kunne man godt sige at døden havde gjort Konstantin lidt sindssyg på det punkt, da han havde opbygget et had til vampyrerne i den tid han havde været død, hvor han ønskede hævn, særligt over den mand som havde taget hans liv, selvom hans had måtte gå ud over alle vampyrer, derfor så gik det også ud over denne mand, også selvom han aldrig rigtig havde set ham før eller gjort ham noget, men det var underordnet, da han skulle straffes for det forbandede væsen han var! Det var måske ikke et fair nok grundlag for at angribe manden, hvor han egentlig også burde behandle ham ordentligt fordi han var hertug af landet, og nødig skulle skabe sig et dårligt ry, men.. der var bare sket ting som gjorde at han havde fået opbygget et had til lige netop denne race og derfor kunne han ikke se nogen anden udvej end at fjerne disse blodsugende bæster som var de parasitter eller andet skadedyr!
At kuglen ramte og manden slet ikke lagde mærke til noget, fik Konstantin til at trække grumt på smilebåndet, som han helt måtte nyde at se manden ryge i jorden for hans hånd. Måske det var dumt at lægge sig ud med en vampyr, særligt når han kun havde en hånd at gøre brug af, men han var ligeglad, han kunne ikke lade en vampyr gå, når nu der stod en i hans nærvær, det anså han jo næsten som at være en forbrydelse i sig selv! Det var måske ikke fair overfor manden, men det tænkte han slet ikke på, da hævntørsten måtte tage over og få ham til at reagere. Han fnøs let, hvor han var oppe på dupperne, som manden kom op igen og hvæsede. At han så gjorde en hurtig bevægelse, fik ham til at reagere. Han vidste at vampyrer altid skulle tæt på for at angribe, derfor så var han også klar til det. Han mærkede hvordan manden greb fat i ham og hvæsede, hvor han sikkert skulle til at sætte tænderne i ham, derfor vendte han håndfladen opad, hvor han skød endnu en kugle af sted som skulle ramme manden under hagen. Han var derefter klar til at gøre et videre angreb, og hvis han formåede at få manden væk, ville han skyde en trykbølge af, for at sende ham flere meter væk igen, og da manden stod så tæt på ham, ville det nok gøre en smule ondt, for nok vampyrer var hårdføre, men de var ikke uovervindelige og det skulle han nok bevise for denne mand!

[Deleted]

At blive angrebet, var ikke just noget som Derick havde forventet af natten, men på den anden side var det vel bare en normal hverdag i Dvasias? Man kunne næsten ikke gå nogen steder uden at være i sikkerhed, hvilket næsten måtte gå ham på nerverne i øjeblikket. Han var træt af alle de problemer han stødte på, da der var ufattelig mange! Han var generelt træt af livet, som det måtte drive ham til vanvid, særligt med alle de følelser han bar i sit indre, hvor skyldfølelsen var ekstrem stor og den følelse som dominerede ham mest, og den måtte fortære ham indefra og ud. Kuglen der ramte ham i ryggen kastede ham henover jorden, hvor han kunne mærke at det ødelagde hans bluse og gav ham et brandmærke på ryggen, noget som sveg, selvom det hurtigt måtte heale sig igen. Det havde skam sine fordele at være vampyr, selvom han skam udmærket godt vidste at han ikke var uovervindelig og selv en vampyr kunne få ar og varige mén, hvor han havde tusind ar på kroppen under klæderne. Han angreb manden i rent og skær frustration, selvom det også ville blive rart at få afreageret, og nu hvor manden selv havde startet, så kunne han ikke se hvorfor han skulle holde sig tilbage. Han angreb derfor manden, hvor han forsøgte at gribe ud efter ham, selvom han kun lige nåede at få fat i ham, inden han blev mødt af en ny kugle som blev skudt op mod hans hoved og ramte hans gane, hvilket fik ham til at bakke væk med et smertefuldt og vredt brøl. Han nåede dog knap nok at samle sig, før han blev mødt af en trykbølge der igen sendte ham flere meter bagud, hvor han ramte et træ, inden han faldt ned på alle fire og hostede ganske let. Han tog sig til hagen, som det gjorde ondt efter at være ramt af kuglen, hvor han brummede let. Hvad pokker der gik af manden, anede han ikke, men han skulle bestemt ikke tro at han kunne komme her og angribe ham uden at det ville få konsekvenser! Tænderne bed han sammen, som han langsomt kom op på benene igen, skønt det var en smule vaklende, da trykbølgen alligevel havde formået at slå ham en anelse ud. Det var ikke just kamp han gad til at tænke på, da han ærligtalt bare ville væk herfra og bearbejde hvad han nu havde af problemer, og det var altså ikke få. Han kunne heller ikke se hvad denne mands problem måtte være, da han aldrig havde gjort ham noget, han kunne dog ikke se ham helt, da han var gemt under hætten.

[Deleted]

Konstantin tænkte ikke over hvad der var fair og ikke fair, da han kun tænkte på at han ville have hævn. Han var træt af vampyrerne troede at de kunne gøre hvad de ville, tage blod fra dem de ville og dræbe dem de ville. De troede at de var den ædleste race der fandtes? Men det var de den sidste af! Han vidste godt at visse warlocks ikke var bedre, men de havde ikke behov for at dræbe for at overleve, som vampyrerne, og det var ikke engang fordi vampyrerne havde behov for at dræbe for at overleve, da de i princippet kunne lade deres ofre overleve, men det gjorde de færreste, hvis der overhovedet var nogen der gjorde sådan og det kunne han simpelthen ikke have respekt for. Han tvivlede på at denne mand var uskyldig i det, da han tvivlede på at han aldrig havde gjort nogen ondt og det skulle han komme til at bøde for. At manden angreb ham, havde han næsten forventet, fordi han havde gjort første træk, men han var skam klar til at gøre mod angreb og det var tydeligvis noget som kom bag på manden, som han trak sig tilbage med et brøl. At trykbølgen så sendte ham flere meter bagud og ind i et træ, fik kun hans smil til at brede sig yderligere. Han spildte dog ikke tiden, som han allerede var i færd med næsten trick, som han skød nogle tråde ud af sine fingre, som snoede sig henover jorden som sorte slanger, der var i færd med at jage sit bytte ned. Han havde ganske vidst kun en enkelt arm, men han havde trænet igennem de sidste par måneder, hvor hans magi trods alt stadig var den samme og lige så mægtig som før, og den skulle nok hjælpe ham i nødens stund, og selv i kamp mod denne vampyr, hvilket var tydeligt at se, som vampyren kun var kommet i berøring af ham, hvor han selv havde slået manden tilbage flere gange. Han så hvordan vampyren kom vaklende op på benene, hvor trådene sprang imod ham, hvor de ville forsøge at sno sig omkring hans krop, hvor de selv var stærke nok til at kunne holde en vampyr nede, da han trods alt vidste hvilken styrke vampyrer besad. Noget der dog måtte forundre ham, var det faktum at vampyren var ude i dagslys, hvilket han på ingen måder brød sig om, men manden måtte jo have noget som kunne lade ham blive herude. Han selv havde jo selv engang givet en vampyr en magisk ring som havde beskyttet hende imod sollyset, selvom det kun havde været for nogle timer, da han skam ikke var dum. Derfor måtte han finde ud af hvad det var som holdt denne vampyr i sikkerhed. Han dannede en energikugle, hvor man kunne se strøm og små partikler skyde ud fra den, som han kastede efter vampyren i et forsøg på at skade og lade strømmen svække ham.

[Deleted]

De mange slag som denne mand gav Derick, var næsten noget som han blot tog imod. Inderst inde vidste han godt at han havde fortjent det som var værre, grundet hans udåd mod den person han holdt kærest i sit liv, en person han tilmed havde mistet, hvilket var noget som gjorde mest ondt. Hans hjerte var knust, så denne fysiske smerte var intet i forhold til den psykiske og det blødende hjerte. Han havde desuden fortjent en hård straf, selvom han ikke synes at nogen straf virkede god nok, uanset hvad han stødte på. Det var måske godt nok med en pause, selvom han havde på fornemmelsen at hun ikke ville komme tilbage igen og hvorfor skulle hun? Til en mand som havde gjort hende ondt og bange? Det gjorde ondt at tænke på, selvom hans hjerte forbød ham at glemme hende, og hvordan skulle han også kunne det med alt de havde været igennem? Nok meget ondt var sket, men de havde levet sammen i to tusind år, hvor de ikke havde gjort andet end at elske hinanden og deres kærlighed var aldrig døet ud, derfor tvivlede han på at den nogensinde ville, selvom han var usikker på om det var en god eller dårlig ting, eftersom han nødig ville leve uden hende, men stadig elske hende resten af sine dage, det ville kun pine ham langt mere. Derfor var det også fristende at slå sine menneskelige følelser fra, men så turde han ikke tænke på hvad han ville blive, derfor levede han konstant i splittelse. Han nåede kun lige at komme op på benene, inden han blev mødt af nogle mørke tråde som sprang imod ham. Han forsøgte at gribe ud efter dem i ren refleks og instinkt, selvom det kun resulterede i at de snoede sig op ad hans arme, gjorde sig længere for at sno sig omkring hele hans krop, hvor han mærkede det stramme greb, som samlede sig omkring hans stærke krop. Han forholdt sig dog på sine ben, hvor han vred sig i et forsøg på at komme fri, men det var tydeligt at det ikke hjalp. Han nåede også kun lige at vende blikket mod den nye kugle, som var langt værre end de andre, for da den ramte ham, måtte der gå stød igennem hele hans krop, der ellers normalt var død, men det fik den til at føle sig helt levende. Ondt gjorde det, som det gik igennem hans krop og hoved, hvor hele hans indre føltes til at ville springe. Han endte med at falde slapt til jorden, hvor han stønnede af smerte og kneb øjnene sammen, hvor hans krop måtte spjætte af og til af de stød som gik igennem hans krop i ny og næ.

[Deleted]

At Konstantin fik ram på vampyren, var noget som frydede ham ganske fortrinligt. Ikke nok med at han slog en vampyr, men han fik også bevist at han endnu kunne selvom han kun havde en enkelt arm at gøre brug af. Det var dog intet at man kunne se, da hans stump af en arm var gemt under kappen, hvor kun den anden kom til syne. Det var måske ikke så svært at regne ud, da der stadig var noget akavet og kejtet over hans bevægelser, netop fordi han kun brugte den ene arm og aldrig fik den anden brugt, men det var irrelevant. Han gad dog ikke gå ture ned langs de store gader, hvor der var mange folk, ikke uden at være godt pakket ind, så folk ikke lagde mærke til noget, for han gad ikke hånes for kun at have en enkelt arm, som han vidste at mange ville se ned på, desuden var han en forfængelig mand, så selvfølgelig måtte han savne sin arm, ligesom han fandt sig hæslig. Der var Malisha i det mindste god til at få ham på andre tanker, da hun kunne lide ham for den han var, hvilket også var det eneste han havde brug for, desværre var hun bare frygtelig deprimeret og selvom han godt forstod hvorfor, så ville han ønske at hun ville blive sig selv igen, den stærke kvinde som han altid havde kendt. Desværre krævede det nok et mirakel og det var også et mirakel han søgte efter. Det var dog noget som han glemte for stunden, da hævnen vældede op i ham og måske han kunne bruge denne vampyr til at finde den mand som havde myrdet ham, så han kunne få sin ultimative hævn? Det var i hvert fald hvad han håbede på, derfor havde han særlige ting i tankerne til denne mand. Han så hvordan trådende viklede sig omkring mandens krop og holdt ham fast, selvom strømkuglen gjorde det sidste stød, som fik ham til at falde sammen på jorden. Han kunne ikke lade vær med at smile, som det var en fryd at se vampyren falde, da det var et nederlag til den race og en sejr til hans egen. Han gik roligt over imod manden, hvor han roligt satte sig på hug ved ham. Han var vidst ikke helt bevidstløs, men han var svækket en del så han ville ikke kunne bevæge sig i et stykke tid, hvilket var nok tid til at han kunne få ham med hjem. ”Nu skal vi have det sjovt,” svarede han med et grumt smil, som han lagde en hånd mod mandens krop, inden han lod dem forsvinde i et mørkt lysglimt, som han teleporterede dem hjem til hans herregård, hvor han nok skulle få nogle sjove stunder med ham!

//Out

[Deleted]

Stødet der kom fra energikuglen, var noget som gjorde fandens ondt, hvilket også fik Derick til at gispe af smerte, selvom det hele skete så hurtigt at skriget blev kvalt i hans hals, før det overhovedet nåede ud. Han faldt slapt til jorden, hvor han næsten følte sig paralyseret for en stund. Det var på ingen måder en nybegynder han stod overfor, da denne warlock virkede stærk. Det måtte være en af de ældre, selvom han ikke kunne se mandens ansigt, så han kunne ikke genkende ham eller se om han overhovedet kendte ham. Han bed tænderne sammen, som han mærkede hvordan hans krop pludselig føltes kold og følelsesløs, hvilket han ikke brød sig om på nogen måde. Han prustede let, som manden kom over imod ham, hvor han forsøgte at vride sig og komme fri, hvilket var et forgæves forsøg, da han ikke kunne røre sig særlig meget. Det gjorde ham dog lettere hidsig at han ikke kunne bevæge sig, selvom.. det kunne vel også være ligegyldigt? Hans liv var mørkt i forvejen hvilket det havde været i frygtelig lang tid, så dette var jo bare toppen af kransekagen, da han næsten kunne have sagt sig selv at det ikke var slut eller forbi med alt det onde. Han stirrede blot køligt frem for sig, som han mærkede hvordan manden lagde en hånd mod hans ryg. Han opfangede skam mandens ord, men han kunne ikke rigtig selv få ordene over hans læber, da hans tunge føltes til at have slået knuder. Han forsøgte at skæve op mod manden, men selv det var svært, hvor han heller ikke kunne se hans ansigt, fordi han sad i en vinkel hvor hele hans ansigt var henlagt i mørke. Han kunne blot blive liggende og mærke hvordan de pludselig forsvandt fra det hele, hvor han ikke havde nogen anelse om hvor de skulle hen. Han havde end ikke nået at se solnedgangen, før han var blevet overfaldet, hvor han til dels kunne fortryde at han i det hele taget var søgt ud, for denne mand havde tydeligvis ikke nogen gode intentioner med ham og derfor vidste han end ikke om han ville blive i stand til at se solopgangen eller solnedgangen igen, hvilket efterlod ham med en følelse af urolighed.

// Out