An old friend

[Deleted]

Solen var på vej op et sted i Østen. Foråret var kommet til landet, hvilket havde fået mange til at springe ud i verden fra deres vinterhi. Gaderne var igen begyndt at fyldes med salgsmænd med deres bange boder og i løbet af ganske få timer, ville særligt kvinder og børn begynde at skabe en hyggelig stemning. Meadow kunne godt lide disse tider, hun var ganske vidst tvunget til at stå tidligt op og forberede sig, men smeden gik langt om længe lysere tider i møde, hvilket lettede hende. I nat havde hun stort set ikke sovet men derimod arbejdet timerne ud. Silia havde sendt hende brev om at hun ønskede hende til atter at stå til ansvar for Castiel, og selvom hun for en kort stund var blevet både vred og forvirret, så havde hun valgt at takke ja.. for et sted så savnede hun ham vel? Det var år siden de sidst havde fået hinanden at se. De havde begge været frygtelig vrede og han var endt med at gå. Hun vidste ikke rigtigt hvad hun kunne forvente når fangerne igen ville komme med ham, men hun måtte vel bare se til den tid? Den lettere solbrune hud var fuldkommen tildækket i et tyndt lag sved der fik hendes krop til at glitre i morgensolen. Hun tørrede sine pande med håndryggen inden hun atter engang hævede den store hammer og førte den over det varme metal under hende. På væggen ved siden af var en hel opslagstavle med ordre og forskellige tegninger og skitser, på det seneste var der kommet så mange, at hun ikke længere havde kunnet have dem liggende i en mindre bunke. De blonde lokker var bundet sammen i en stram fletning så det ikke ville komme i vejen når hun arbejdede. Hun havde flere gange forsøgt at overbevise sig selv om at hun burde tage et bad inden han kom, hun ville gerne the sig lidt ud også selvom hun ikke vidste hvorfor. På den anden side, så lignede det hende slet ikke, desuden var der så meget at gøre, at et bad ville være både meningsløst men også for tidskrævende i forhold til hvad hun havde. Lyden af metal der mødtes fyldte hele rummet. Der var ganske vidst mange timer til hun selv åbnede, men inden da var der flere ordre som skulle være færdige, og siden Castiel var gået sin vej, så havde det hele hvilet på hendes skuldre, hvilket også tydeligt kunne ses på hendes krop. Hun så en smule mere slidt ud end hun burde, desuden var hendes arme blevet temmelig store – ikke af for meget mad men mere på grund af alt det hårde arbejde, som havde fået hendes muskelmasse til at vokse. Hun stønnede hæst også selvom hun stædigt fortsatte med at hamre på metallet også selvom det var blevet frygtelig hårdt efter at have gjort det uafbrudt i så mange timer, på trods af det så var slagene uhyre præcise, hun var blevet frygtelig dygtig, dygtig nok til at få ordre fra de øvrige lande, hvilket fyldte hende en smule med stolthed, også selvom det hele var startet med at få luft fra de mange frustrationer hun brændte inde med, hun havde aldrig regnet med at hun ville komme til at elske det så meget som hun havde gjort, nu om dage var det jo hele hendes liv.

[Deleted]

Hvor lang tid Castiel egentlig havde siddet i kælderen på Castle of Light, vidste han faktisk ikke, hvis han skulle være helt ærlig. Det føles som så frygtelig mange år, selvom det vel heller ikke var helt forkert? Nu som det var sagt, så var han glad for, at han langt om længe var kommet igennem til kongeparret, og endelig fået afklaret sin uskyld, også selvom han endnu ikke var helt klar over, hvad der skulle ske med ham. Den lille pige som han havde fundet i Manjarno og fulgt hjem, selvom han var stoppet ved muren, var en lille pige og familie som han ikke rigtigt havde fået ud af hovedet. Hvorfor havde de ikke gjort noget for at hjælpe ham? Tanken om at han var tiltalt for børnekidnapning og fængslet derefter, var en tanke som gjorde ham hidsig, for meget kunne han finde på, men ikke at gøre små børn fortræd! Aldrig nogensinde var det noget som kunne falde ham ind!
Nu hvor han blev fragtet fra slottet – iført det som måtte minde om håndjern igennem byen og ned i retningen af smeden igen, for vejen kendte han i den grad godt. Selvom han havde et følgesvend i form af 4 vagter som ikke lod ham yd af syne, hvilket uden tvivl, var en tanke som måtte irritere ham som intet andet, men det var ikke noget som han kunne gøre noget ved. Hans vinger så forfærdelige ud, udelukkende fordi, at han ikke rigtigt havde haft nogen jordisk mulighed for at bruge dem, så de var tynde, fjerene var faldet af frygtelig mange steder, og de var uden tvivl afkræftet, selvom det nu heller ikke var noget som han tog sig af, for han havde ikke været i luften siden han havde været et lille barn for frygtelig mange år siden. Tænderne bed han let sammen. Smeden havde han ikke set i frygtelig lang tid, og tanken om at skulle stå ansigt til ansigt med Meadow igen, vidste han ikke, om det var en god eller om det var en dårlig ting, men det genstod vel at finde ud af, efterhånden? ”Vi er fremme,” sagde den ene af vagterne, som fandt en nøgle frem fra bæltet, så han fik låst Castiel fri. Han tog sine hænder til sig, kun for at ømme sine håndled, selvom han ikke sagde så meget som et ord. Efterhånden, var det ved at være lang tid siden, at han i det hele taget havde haft en grund til at bruge stemmen, men det var vel heller ikke noget som de havde i tankerne om at skulle gøre noget ved? Han trak vejret dybt. Alene det faktum, at han kunne bevæge sig og bare komme lidt ud igen, var en særdeles fantastisk fornemmelse, men det var ikke fordi at han kunne gøre noget ved det bare sådan uden videre, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han fnøs ganske let, inden han vendte blikket væk fra dem i stedet for. ”I har vel ikke bedre at tage Jer til?” spurgte han med en fast tone. Nej. Han havde slet ikke nogen intentioner om at tilgive kongehuset for det her!

[Deleted]

Det var frygtelig mange år siden Meadow sidst havde set Castiel, og deres veje var skiltes på en temmelig grum måde. Hun havde hver dag siden overvejet om han faktisk havde næret de følelser for hende.. om Aerandir havde haft ret i at det var grunden til at han havde skubbet ham ud over kanten. Selv hvis det havde været sandt, så var det for sent at gøre noget som helst ved nu, desuden så havde hun jo klaret sig selv uden ham også selvom det bestemt heller ikke havde været nemt for hende, hun havde savnet hans selskab og hans vilje til at lære. Hendes arm føltes som om den sydede jo hårdere hun valgte at slå ned på metallet, bare det at løfte hammeren føltes efterhånden som noget direkte umuligt. Hun stønnede hæst og slap hammeren et øjeblik, for i stedet at ryste armen lidt i forsøget på at få syren væk. Lige som hun igen skulle til at løfte hammere, kunne hun høre de tunge skridt uden for døren, som hun udmærket vidste hvad betød, hun havde haft nok kunder fra hæren.. deriblandt den tidligere hærfører Gabriel som havde haft et godt øje til hende og hun havde valgt at afvise ham. For lange sekunder stirrede hun frem for sig, og fortrød pludselig bittert at hun så ud som hun gjorde, at hun ikke ahvde taget sig tiden til bare et bad. Langsomt rettede hun sig op og kunne tydeligt genkende Castiels stemme selv gennem døren. Uden at tænke over det, trak hun let på smilebåndet også selvom hun ikke kunne lade være med at himle en smule med øjnene. ”Visse ting ændre sig bare aldrig,” mumlede hun for sig selv. Som hun forstod på det hele, så havde han siddet i kælderen i mange år for børnekidnapning, noget som Meadow ganske enkelt nægtede at tro på. Havde man fortalt hende at han sad der for mord, voldtægt eller tyveri, så ville hun have troet dem uden tøven, men hun havde set ham med børn, det var hans svage led, hun vidste at det aldrig kunne falde ham ind at gøre dem noget. Et sted vidste hun ikke hvor vidt hun burde glæde sig til at se ham eller ej, hvis hun ikke tog fejl så var han stadig vred på hende, men hun holdt jo fast på at hun ikke havde gjort noget forkert i at bede om en grund til at han havde smidt hendes nu afdøde forlovede ud over en skræmt. Ikke fordi hun på noget tidspunkt havde elsket manden, hvilket hun også havde afsløret for ham den aften hvor de var begyndt at skændes. Hun forstod uanset ikke hvorfor han havde reageret så kraftig på den ring hun havde haft på fingeren. Hammeren lagde hun roligt fra sig inden hun vendte sig mod døren og trådte mod dem, så hun slap for at lade dem banke på og afbryde hende senere. Den friske morgenluft fyldte hurtigt lokalet idet hun åbnede døren ud til og lod blikket falde på vagten frem for Castiel udelukkende fordi hun havde millioner af sommerfugle i maven. ”Jeg takker mange gange, gentlemænd, men jeg kan tage over her,” endte hun lidt kækt. Der var ingen grund til at de holdt ham mere.

[Deleted]

Nyheden om Aerandirs bortgang, var slet ikke noget som Castiel havde hørt noget som helst om. Skulle han være helt ærlig, så havde han slet ikke hørt noget som helst igennem de sidste mange år, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tænderne bed han let og fast sammen. Selvom han havde ignoreret de mange legende børn på gaden, og nu hvor det var ved at blive forår og det hele, så var de igen ude for at lege. Et syn som han måtte erkende, at han nød, for han havde altid været glad for børn. Nu som det var sagt, så vidste han godt, at hans dom – selvom den på ingen måder kunne siges, at være givet retfærdigt, var noget som kom til at hænge over ham resten af livet, hvilket jo faktisk var en tanke som gjorde ham trist. Måden hvorpå at han var gået fra Meadow, gjorde det ikke just bedre, for han vidste, at det ikke havde været måden at handle på, men hun havde jo virkelig været.. blind for absolut alt, og det var en tanke som uden tvivl frustrerede ham! Selvom han nu ikke var meget for, at det var der han skulle ende endnu en gang, så var han nødsaget til at bide det i sig, for han vidste, at hun havde tilkendegivet, at hun ville tage ham i hus igen. Hvorvidt om det så skulle vise sig som en god eller en dårlig ting, var han faktisk ikke helt sikker på. Nu hvor han var kommet frem og havde fået løsnet hænderne, så ømmede han sine håndled. Han kneb øjnene let sammen. Han ville virkelig gøre alt for et bad efterhånden! Og et godt måltid, for man kunne ikke just sige, at det havde været en stjernebehandling, som han havde fået på slottet! Silia havde jo ikke engang vidst, at han havde siddet der, go det var også det, som han havde svært ved at skulle tilgive bare sådan uden videre. At Meadow endte i døren, så vendte han blot blikket i retningen af hende, og det samme gjorde vagterne. At de slap for at tage sig yderligere af ham, synes at passe dem ganske fint. ”Pas på ham denne gang,” sagde de med en ganske kortfattet stemme, inden de forlod dem. Castiel himlede med øjnene og rystede på hovedet. Det kunne godt være, at han havde været en slave stort set hele livet, men han havde skam langt større ambitioner end at ende i den kælder igen! Det havde været noget af det værste, som han længe havde været igennem! ”Hvis det ikke var fordi I satte mig der uden grund, havde det nok heller ikke sket..” mumlede han let for sig selv. Det var ikke ligefrem fordi at man kunne prale med, at han var jordens gladeste mand, for det var han da på ingen måde! Tvært imod, så var han faktisk.. en kende trist. Han vidste jo slet ikke hvad han skulle forholde sig til, hvad angik alt dette, og det var en tanke som et sted dybt inde i hans eget sind, formåede at gøre ham en anelse.. usikker? Blikket gled mod Meadow, selvom han stod stille. Hun lignede en som virkelig havde knoklet.

[Deleted]

Det var efterhånden år siden at Aerandir var gået i døden og selvom Meadow havde været ked af tabet af en ven, så havde hun ikke været ked af tabet over en elsker, for det havde han aldrig været.. hun havde aldrig næret sådanne følelser for ham, men ægteskabet havde været til deres begges fordel, hvilket var grunden til at de havde valgt at indgå den aftale. Castiel havde reageret voldsomt og hun undrede sig stadig over hvorfor, for på sit vis så havde hun vel været fuldkommen blind? Han var en damernes mand, det havde han altid været.. kvinde på kvinde var faldet for hans charme og der var god salg i det, det måtte hun jo erkende, særligt eftersom hun ikke selv var særlig god til at charmere på den måde. Døren lod hun roligt glide op ig blev mødt af den kølige morgenluft, der nøsten føltes befriende. Selvom salget var stegt, så havde hun endnu ikke fundet penge til at bygge ud, så hun i de varmere tider ville kunne arbejde ude i det fri hvor det nok også var langt sundere at stå, røgen herinde gjorde hende til tider direkte dårlig, men der var ikke så meget at gøre ved det. Ved vagtens kommentar sendte hun ham blot et lidt skulende blik også selvom hun ikke valgte at kommentere yderligere på hans ord, der var trods alt ingen grund til at udfordre skæbnen, det havde hun allerede gjort ved at takke ja til at tage Castiel i hus igen, for han var bestemt ingen let mand at have med at gøre. Hun så efter dem med dræbende øjne også selvom ingen af dem lod til at tage sig synderligt af det. Så snart de var ude af syne mildnedes hendes blik en smule og hun lænede sig let op af dørkarmen oglod de grønne øjne søge undersøgende hen over hans skikkelse, der direkte lignede noget der lige var trods ud af en hule og med en kølle i hånden. ”Godmorgen, Castiel, det er længe siden,” hilste hun roligt og følte hendes hjerte slå nervøse slag ikke fordi hun som sådan blev urolig med han omkring sig, men mere fordi hun på sit vis var glad for at se ham igen. Endnu var hun dækket i sved der for alvor kunne ses nu hvor hun stod og badede i den opkommende sols lys. Hun rettede sig op og trådte til side så han kunne komme ind. ”Kom endelig inden for,” bad hun roligt og søgte selv ind i den varme smed igen. Sværdet hun netop havde været i gang med, smed hun ned i en spand med vand så det kunne køle lidt af, hun ville jo nødigt ødelægge det som hun havde arbejdet på mere eller mindre hele natten, desuden havde hun fået lidt bedre at tage sig til. ”Du ligner noget der er løgn,” påpegede hun roligt og endte med igen at vende sig om mod ham, mens hun lænede sig en smule op af arbejdsbordets kant. Det var virkelig med blandede følelser at hun igen stod overfor ham, det måtte hun erkende, men hun havde et sted savnet ham, om hun ville være ved det eller ej.

[Deleted]

Selvom det måske var farligt for en som Castiel at indrømme, så havde han faktisk savnet Meadow. Et sted havde han næsten regnet med, at hun ville være kommet efter ham, allerede for mange år siden, men det havde ikke vist sig at være tilfældet, hvor han jo i bund og grund, bare havde fået lov til at sidde og passe sig selv. Nu som det var sagt, så var det jo bare noget, som han måtte bide i sig nu, hvor vagterne forlod dem, og han atter engang havde genvundet sin frihed. Selvom han måske kunne have svært med at finde ud af, hvad han egentlig skulle gøre med den, også fordi at det slet ikke havde været noget, som man kunne sige, at han havde været vant til i hans tidligere erhverv, så var han faktisk glad for det. Aerandir havde han ikke rigtigt tænkt på, hvor han heller ikke var blevet informeret omkring mandens død. I det tilfælde, kunne man vel næsten sige, at det var et mirakel, at det ikke var et dødsfald som han var blevet tiltalt for? Ellers var han bare heldig, at manden ikke havde valgt at gå videre med det, som så mange andre havde ville gøre det, dersom de havde stået i hans sted. Hans blik gled direkte mod Meadow. Selv kunne han tydeligt se de markante muskler, som slet ikke klædte en kvinde på samme måde, som de ville gøre det med en mand, men det var vel i sig selv, også bare et tegn på at det gik godt i smeden? Og det behøvede jo ikke ligefrem at være nogen dårlig ting som sådan. Han nikkede mod hende. ”Godmorgen til dem som er i stand til at nyde den,” mumlede han blot for sig selv, for man kunne jo ikke ligefrem vove at påstå at han var en tilfreds mand. Så lang tid som han havde siddet nede i den kælder for noget som slet ikke kunne falde ham ind, så var han faktisk temmelig vred! Han fulgte med hende ind, idet at smedens intense varme, ramte ham som havde han vandret direkte ind i en mur. Det havde været et arbejde, som han faktisk havde været glad for, også fordi at han havde fået lov til at udfolde sig på en anden måde, og han havde jo gået med planerne om at starte sit eget op, selvom han aldrig var kommet så langt. Han kunne lide det.. og det hele var taget fra ham, hvor han faktisk følte sig heldig, at han ikke var smidt på porten efter alt det som var sket. Dommen ville jo uanset hænge over hans hoved for resten af hans liv. Han vendte blikket mod hende. ”Du ser heller ikke så værst ud selv,” påpegede han med en smule kæk stemme. Et sted dybt under alt dette, så hvilede den gamle Castiel der skam stadig, også selvom det nok krævede sit, at få ham ordentlig frem igen efter alt dette, men han måtte nu alligevel sige sig, at han følte sig hjemme.. Ikke mindst omkring hende, så var det noget som et sted fik ham til at slappe af.

[Deleted]

Meadow havde flere gange overvejet hvor vidt hun brude søge efter ham eller ej, primært fordi han havde været hendes ansvar, men hun havde holdt hans løsladelsespapirer hemmelige for ham, netop fordi hun havde været bange for at han ville drage afsted uden tøven, hvilket han havde gjort. Hun var ikke en kvinde som kom kravlende tilbage på sine grædende knæ, desuden havde hun ikke gjort noget galt foruden at være forvirret og blind på de ting som havde været lige foran næsen på hende. Om hun så skulle tro det eller ej, så langt var hun endnu ikke kommet. De grønne øjne betragtede ham roligt. Måske de var gået hver til sidst med vrede i sindet, men hun så ikke nogen grund til at lade gamle konflikter møde ham som det første, hun var bestemt ikke typen som bar nag, i det tilfælde ville hun have været i Dvasias frem for i Lysets land nu om dage. Hun førte ham roligt med sig inden for hvor luften var tyk og varm, så det var slet ikke et under at hun så ud som hun gjorde. Der havde været frygtelig tralvt, hvilket også kunne ses på hendes krop, som var blevet en hel del mere markant end den før havde været, det havde gjort hende endnu mindre feminin, men hun tog det nu ikke så tungt, det var jo desværre bare noget af det som fulgte med jobbet, og hun elskede at arbejde som hun gjorde, så måtte hun jo ofre det andet. At Castiel så skulle være ekstremt negativ fra starten undrede hende som sådan ikke, for sådan havde han altid været.. hans indstilling til tingene havde altid været frygtelig negativ og det var noget som formåede at irritere hende langt hen af vejen, hun havde aldrig troet at hun også ville kunne savne det lidt. Hun himlede med øjnene og sukkede lidt opgivende. ”Hør Castiel... Jeg er ligeglad med hvad de fortæller mig, jeg tror ikke på at du kidnappede den pige. Havde de givet mig voldtægt eller tyveri.. noget i den stil så ville jeg ikke have været forundret, men jeg ved at du er uskyldig i denne sag, hvilket også er grunden til at jeg igen har åbnet mit hjem for dig,” endte hun sandfærdigt. Hun havde aldrig spildt tiden, og hun så heller ikke nogen grund til at gøre det, og særligt ikke eftersom han virkelig lod til at være en frygtelig bitter mand. Hans ord fik hende til at trække en smule på smilebåndet som det lidt kække glimt selv meldte sig i hendes blik. ”Så kender man dig igen,” påpegede hun lidt sigende. Han havde altid været typen som flirtede, og som havde taget enhver mulighed til at knappe hende i enden eller det som var værre, og selvom Meadow vidste at hun burde have følt sig krænket, så var det aldrig tilfældet. ”Hvis du skal arbejde i min smed, så kan du ikke rende rundt og ligne en hule mand, jeg har brug for en til at charmere kvinderne. Tag et bad, sørg for at blive barberet. Jeg har lagt nogle af dine gamle klæder på dit gamle værelse og bagersønnen bør være her om en times tid med lidt morgenbrød så sørg for at være færdig, vi har meget at nå,” forklarede hun ganske roligt. Han havde vel ikke forventet andet end lige på og hårdt når det var hende det drejede sig om?

[Deleted]

Castiel var temmelig negativt indstillet ind til hvad der var sket ham, men det var vel heller ikke underligt? Han var ikke blevet hørt, udelukkende på grund af hans dvasianske opvækst og baggrund, og det var jo heller ikke noget som han kunne gøre for! I det store og hele, så havde han været glad for Procias, og han havde jo selv haft i tankerne at slå sig ned der, også selvom det var noget som han stort set kunne skyde en hvid pil efter nu. Den dom ville komme til at hænge over ham i frygtelig mange år, og folk snakket jo desværre, hvilket bestemt heller ikke var noget som talte godt for hans sag i det hele taget, og det vidste han godt. Som de kom ind i varmen, så var det næsten som at være hjemme. Smeden havde jo været hans hjem igennem et temmelig godt stykke tid, før han havde valgt at forlade stedet i et vredesudbrud om ikke andet, og før han havde set sig om, så var han blevet tiltalt for børnekidnapning, og havde siddet i fangekælderen på slottet frem til nu. Hans bitterhed var vel også til at forstå i det tilfælde? At hun i det mindste stod på hans side, var han faktisk glad for, for det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at alle skulle være imod ham, når han faktisk havde rent mel i posen for en gangs skyld! ”Det er da i det mindste rart, at nogle er med mig.. Jeg fandt en grædende og fortabt lille pige på den forkerte side af muren, som ikke kunne finde sin mor.. Jeg ville bare følge hende hjem.. At andre så skulle tage æren for den handling, er faktisk noget som gør mig vred..” Han vendte blikket mod hende. Smuk havde hun nu altid været, også selvom hun altid havde.. set bort fra det, når han havde forsøgt at fortælle hende det, for det var jo ikke bare en flirt for ham mere.. Det havde det ikke været til sidst, og det var jo mere eller mindre også derfor, at det var gået galt for ham i længden, hvilket jo faktisk var noget som han var utrolig ked af. Derfor var det vel også fint at han ikke havde hørt om Aerandir? Det var jo ikke engang fordi at han havde skubbet manden ud over klippekanten med vilje! Han vendte blikket mod hende endnu en gang, som smilet svagt bredte sig på hans læber. Han følte sig hjemme omkring hende og i smeden, så det var uden tvivl også noget som hjalp meget på hans humør, og det var noget som han naturligvis var frygtelig glad for, ingen tvivl om det. ”Det glæder mig, at du giver mig den chance til, Meadow.. Det betyder faktisk meget for mig.” Han var faktisk en ærlig mand hvad det angik, for hun gav ham jo stort set hans liv tilbage, og det var noget som han faktisk værdsatte frygtelig, frygtelig højt! Han nåede roligt hen til hende, kun for at stoppe op igen. De mørke øjne gled mod hendes skikkelse. ”Selv du ligner en, som kunne bruge et bad efterhånden.. Hvorfor ikke tage med mig?” spurgte han med et kækt glimt i øjet, som han let blinkede til hende. Hånden hævede han roligt for at stryge den mod hendes kind. Hun gav ham noget at forholde sig til, og det glædede ham! Han passerede hende kun for at søge mod badeværelset. Tanken om et bad var jo helt himmelsk!

[Deleted]

Det var ikke fordi at Meadow ikke kunne forstå hans vrede og hans bitterhed, for det kunne hun i den grad. Der fandtes ikke nogle mere fordomsfulde mennesker en Procianerne og desværre var han blevet offer for detr. Hvis hun havde vidst at han havde siddet i en kælder i alle de år, så ville hun have handlet lang tid før nu, men end ikke Silia lod til at have været klar over det, hvilket var en tanke som formåede at gøre hende selv vred. Lige hvad angik dette, så næred ehun faktisk tillid til at han ikke havde lgat en finger på den lille pige, det ville han ikke kunne finde på, hun havde set hvor glad han var for børn, hvor blid han blev omkring dem, i de situationer var der ikke meget dødsengel over ham, hvilket til tider havde moret hende lidt. Hun lagde hovedet let på sned og betragtede ham roligt. Selvom han tydeligt var bitter, så var det ikke noget hun tog særlig meget på sig, for det lod overraskende nok til at han ikke var vred på hende, hun måtte vel bare.. gå ud fra at hvad end han havde følt, så var de følelser døde for mange år siden? ”Der findes ikke nogle mere egoistiske mennesker i denne verden end de procianske vagter, Castiel. De har holdt selv landets dronning for nar, og jeg er sikker på at der hviler en straf til dem derude et sted. Ikke desto mindre så ved jeg at du ikke rørte den lille pige, ellers havde du ikke stået her,” tilføjede hun og nikkede sagte. Hendes hjerte slog virkelig faste slag mod hendes bryst, det var irriterende at han stadig havde den effekt på hende som ingen mand havde haft før ham, hun havde altid været i stand til at afvise dem og endda uden tøven. ”Jeg ved at vi.. fik en skæv afslutning sidst, men jeg tror ikke på det at bære nag. Jeg ved ikke hvorfor du gav Aerandir det puf, men han gik bort med fred i sjælen så jeg er bange for at jeg er nødt til at gøre det samme, det nytter intet at rive op i gamle sår så.. klare vi den?” spurgte hun lidt indgående og rakte hånden frem mod ham som tydeligt symbol på at hun gerne ville have denne konflikt ud af verdenen. Der var trods alt ingen grund tila t forstyrre Aerandirs fred ved at rive oåp i de gamle ting, når han ikke selv havde ønsket at gå videre med det, visse ting måtte hun bare finde sig i forblev et mysterium. Jo tættere han kom hende, des mere bankede hendes hjerte. De smalle læber bredtes i et roligt smil idet han strøg hende over kinden, hvilket var et kærtegn hun faktisk havde savnet, også selvom han var den eneste der i det hele taget fik lov til at røre hende på den måde! ”Visse ting ændre sig bare aldrig.. frist mig nu ikke,” tilføjede hun lidt kækt idet han passerede hende for at komme til badeværelset. Ja i fortiden havde hun måske fundet ham som en yderst attraktiv mand.. det gjorde hun stadig og guderne måtte vide hvor meget det irriterede hende, at han konstant formåede at smelte hendes ellers hårde hjerte en smule. Hun rystede på hovedet og vendte sig mod tavlen. Hun var virkelig svedig, et bad ville gøre underværker selv for hende, men på den anden side var der endnu meget at gøre.

[Deleted]

Hvad der var sket med Aerandir efter alt det som var sket på toppen af klipperne, vidste Castiel faktisk ikke. Den mand havde gjort ham indebrændt, men han havde aldrig nogensinde ment at skubbe manden ud over kanten. Han havde jo faktisk bare ønsket at falde til ro med det hele, og selv der, måtte han stå ved at de følelser og tanker som han havde gjort sig omkring Meadow tilbage i sin tid, på ingen måder var afsluttet for hans vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han vidste ikke hvad han skulle gøre ved dem, andet end at forsøge at tackle dem på bedst mulig måde. Lige nu var det den bitterhed over at have siddet inde i alle de år for noget, som han slet ikke havde gjort, at kongeparret ikke havde reageret, eller pigens familie for den sags skyld, for han kunne aldrig finde på at lægge en finger på små børn. Han forgudede de små skabninger, også fordi at det var en tid som selv var revet fra ham på den mest forkerte måde, som noget overhovedet var i stand til. Nu som det var sagt, så havde hun ret, og det vidste han udmærket godt. Vagterne fortjente uden tvivl den omgang prygl! ”Så lang tid at der er en som tror på mig, så burde jeg have det fint med et, men det er en dom som kommer til at hænge over hovedet på mig, resten af livet, Meadow.. Jeg så hvordan folk kiggede efter mig, da vagterne eskorterede mig fra slottet.. Jeg slipper ikke af med det.. Folk har snakket,” fortalte han med en sigende stemme. Det var nok det som han var mest ked af, for han ønskede jo for pokker bare at falde til! De kække ord og kommentarer, var måske langt mere typisk ham, end hvad det andet kunne siges at være, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Ikke desto mindre, så forsøgte han bare at gøre hvad han nu var i stand til at gøre med de midler som han havde. Hendes ord omkring Aerandir, fik ham dog til at vende blikket direkte mod hende. Var han gået bort? ”Sidst jeg hørte, så var han sengeliggende.. Hvornår gik han bort?” Et sted var det næsten noget som gav ham ringe samvittighed, også fordi at han vidste, at han havde en finger med i det, men.. han kunne jo ikke gøre for det! Han havde handlet instinktivt! At hun så ikke bar nag, var han naturligvis glad for, for han havde jo ikke gjort den slags med vilje, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han rakte hånden frem, kun for at tage imod hendes, også selvom det på ingen måder var med styrke, som det havde været før i tiden. Han var faktisk temmelig afkræftet. Han blinkede let til hende. ”Tilbuddet står ved lige, hvis du nu skulle skifte mening,” påpegede han sigende. Ikke fordi at han regnede med det, men man kunne vel altid lave en smule sjov ved det? Han søgte til badeværelset, hvor han fik fyldt divserse spande op med vand, kom ud af tøjet, kun for at stille sig i karet, og føre den ene spand efter den anden over hovedet, så skidtet rendt af. Tanken var fantastisk!

[Deleted]

Aerandir havde aldrig givet udtryk for at bebrejde Castiel, hvilket et sted var noget som Meadow måtte beundre, hvis hun var blevet gjort lam på den måde, så ville hun have hadet manden som havde gjort det, til den dag hun gik i døden, men ikke Aerandir.. han var gået i døden med fred i sindet, hun havde jo sågar været der og sagt farvel til ham inden det var sket, hvilket hun et sted var glad for. Hun havde med årene lært at acceptere, at hvad end der var gået galt mellem de to, så var det ikke noget hun skulle blande sig i, hun havde faktisk lært at tilgive Castiel for sin dumhed, når alt kom til alt, så havde han altid været en mand af handling frem for ord, det var jo noget af det som hun fandt attraktivt ved ham. De grønne øjne faldt på hans skikkelse, der selv bag hulemands kostumet var en umådelig flot mand. Hun nikkede roligt, ganske overbevist om at vagterne ikke ville slippe så let, hun kunne godt lide den nye dronning, netop fordi hun gik ind for konsekvenser, det var noget som dette land havde manglet i virkelig lang tid. ”Det næste stykke tid vil ikke blive nem, Castiel, men vi må bare gøre hvad vi kan for at bevise din uskyld ikke sandt? Jeg ved at du ikke gjorde det, og det i sig selv kan vise sig at blive en hjælp, så hold dig til mig så bør vi klare den,” svarede hun sandfærdigt. Det var urimeligt at dømme ham på det grundlag som han var blevet og ikke blot af vagterne men af alle landets borgere stort set, hun ønskede at hjælpe ham af med det rygte, for han var måske mange ucharmerende ting, men en børnekidnapper og pædofil, nægtede hun at høre tale om! Smilet falmede en anelse ved tanken om den tidligere hærfører, hun kunne jo næsten se at han faktisk blev påvirket af nyheden. ”Lammelsen nåede hans hjerte et år eller to efter din afsked,” forklarede hun roligt og fugtede læberne med tungespidsen. Det havde været et stort tab, men i sidste ende så havde manden nok værdsat døden frem for at skulle leve et så uværdigt liv ude af stand til at gøre det mindste. Når Aerandir ikke havde båret nag overfor Castiel, så følte hun ej heller selv at hun havde ret til at gøre det. For lange sekunder stirrede hun tomt frem for sig mens han passerede hende for et bad. Hun stod i lange tider og overvejede hvor vidt hun skulle benytte sig af tilbudet eller ej, da hun kom i tanke om at hun kun havde hentet vand til ét bad, og de ville næppe finde tid til at hente flere spande ved brønden. Hun sukkede og skubbede sig op fra bordet, inden hun selv endte med at følge ham til badeværelset. Døren skubbede hun i bag sig og lod det lidt kække blik glide stjålent hen over hans krop. ”Du vasker, jeg hælder,” endte hun med et skævt træk i mundvigen. Langsomt begyndte hun at løsne den slidte kjole fra sin krop, uden at vende sig væk, hun var stolt af sin krop selvom hun måske var lidt mere muskuløs end så mange andre kvinder. Kjolen faldt til gulvet og blottede hendes krop, for pengene var bestemt ikke til dyrt undertøj. I stedet greb om hun en spand hvor hun trådte op i karet til ham, fyldte den og hældte hen over hans hoved.

[Deleted]

Hvad der var sket, siden Castiel var blevet anholdt, vidste han faktisk ikke, og et sted, så var det naturligvis en tanke som frustrerede ham, for han synes bestemt heller ikke, at han havde fortjent at skulle sidde der og ikke vide hverken til eller fra. End ikke dronningen havde været klar over at han havde siddet der, og det var bestemt heller ikke fordi at han var meget glad for det! Selvom han nu vidste, at det var en dom, som han skulle have hængende over hovedet, og han vidste, at det ikke bare var noget som han kom af med igen, så var det noget som han kom til at slås med igennem det næste lange stykke tid, og han frygtede vel også lidt for konsekvenserne af det? Børnekidnapper og pædofil.. Han havde hørt rygterne, og det gjorde ham faktisk urolig et sted, for han vidste jo ikke hvad det ville have af konsekvenser for ham senere hen, og det var slet ikke noget som han brød sig det mindste om på nogen som helst måde overhovedet! Han vendte blikket mod hende endnu en gang. ”Folket snakker om børnekidnapper og pædofil, Meadow.. Det er ikke et ry eller et rygte, som jeg bare kan slippe af med igen.. Uanset hvad, så ved jeg allerede, at der kommer konsekvenser på..” Han tav igen. Med henblik på Aerandir, så havde han jo som sådan, aldrig været ude på at skade manden eller noget lignende, men det var bare gået lidt vildt for sig på det forkerte sted. At lammelsen havde ramt hans hjerte, så var det da i det mindste.. en fredfyldt død i forhold til hvad det ellers ville have været, og det var vel ikke helt så slemt igen? Blikket søgte let ned mod gulvet i stedet for. Det gjorde ham faktisk trist.. Men nu var manden væk, så virkede det ikke just til at.. hun bar nag overfor hvad han havde gjort? Han vendte blikket mod hende igen. ”Det er jeg ked af..” forsøgte han stille, inden han selv søgte til badeværelset for at komme under det rendende vand, for det var uden tvivl noget, som han godt kunne bruge! Køle lidt ned og komme lidt på andre tanker, for tanken om at han faktisk havde taget en mands liv på den måde, var bestemt heller ikke en tankegang som han brød sig meget om, og specielt fordi at det slet ikke havde været hans mening! At hun så kom ind temmelig kort efter, forundrede ham faktisk, for hun havde aldrig taget imod det tilbud før! Han vendte blikket kort over den ene skulder, idet at hun selv kom ud af tøjet, og stod der fuldkommen i ingenting ligesom ham selv. Han måtte dog alligevel erkende, at hun så forbandet godt ud, og at hun slet ikke havde nogen grund til at skjule sig i smeden eller bag sine klæder for den sags skyld! Slet ikke! ”Det må jeg sige.. en skam, jeg ikke har set det før. Det er godt nok hvad jeg kalder for en hjemkomst,” sagde han med et kækt smil på læben. At hun så hoppede op i karet til ham, sagde han bestemt heller ikke noget til. Han nikkede. ”Det lyder som en fabelagtig ide,” sagde han sigende, som han roligt lod hende hæve spanden over hovedet på ham og hældte til. Han havde skam slet ikke noget imod det, også fordi at han følte, at han var nødt til at tænke på lidt andet end Aerandir.

[Deleted]

Meadow vidste at Castiel var blevet dømt på et uretfærdigt grundlag, hvilket også var grunden til at hun havde takket ja til atter at åbne sit hjem for ham. Hun huskede at han havde elsket arbejdet og elsket stedet, desuden ville hun ikke dø af at få lidt hjælp også selvom hun dengang ikke havde været særlig glad for det. Først og fremmest formåede han at bidrage med en helt anden stemning, det var hyggeligere ikke at tilbringe hele dagen alene, men i stedet for have ham ved sin side, det kække smil, hans flirtende glimt i øjet. Normalt afviste hun alle omkring sig, men lige når det kom til ham, så havde hun til nu bare valgt at spille med. Der ville helt sikkert komme konsekvenser når det kom til Castiel, for der blev snakket og de færreste troede på at han skulle være uskyldig. ”Vi tager det som det kommer. Jeg er opsat på at få renset dit navn, som sagt havde jeg troet på så meget andet, men jeg ved at du ikke kunne finde på at røre et barn,” svarede hun med rolig tone. Taget i betragtning hvor uvenner de havde været inden han var taget afsted, så havde hun lidt frygtet at lade ham vende tilbage, men det lod nu til at de begge havde formået at ligge det hele lidt bag sig, de kunne vel godt starte forfra? Hun kunne næsten fornemme på at ham at tanken om Aerandir gjorde ham trist, hun vidste virkelig ikke hvorfor han havde skadet hende på den måde, men når det var sagt så kunne hun jo også være ligeglad, det var en sag mellem de to som hun ikke kunne gøre meget ved. Hun nikkede blot tavst inden han forsvandt ud på badeværelset, hvor huns elv endte med at følge efter. Der var ikke vand nok til at de begge ville kunne tage et bad efter hinanden, desuden så havde hun intet at skamme sig over, og lod ham glædeligt se hendes krop når nu han nu selv havde tilbudt det. Uden å meget som at vende ryggen til, endte hun med at at lade kjolen falde og afsløre den muskuløse og dog pæne krop bag. Der var flere steder på kroppen hvor hun bar ar efter den tortur som hun gennemgik for mange år siden, desuden kunne man endnu finde mærker på ryggen hvor vingerne engang havde været inden de var blevet revet af. Hun sendte ham et stille smil som hun trådte op i karet til ham, og bukkede sig for at fylde spanden inden hun hældte den over ham. Hendes kinder fyldtes af en lettere rosa farve ved hans ord, også selvom hun regnede med at han ikke så ville kommentere det, så lang tid hun ikke selv gjorde. ”Nyd det mens du kan.. det er første og sidste gang du får det at se,” påpegede hun drillende og strøg igen en spand vand over hans hoved mans han vaskede sig. I tide og utide kunne hun ikke lade være med at sende ham et lettere stjålent blik nu hvor hun havde muligheden. ”Et øjeblik,” bad hun og satte spanden fra sig for at løsne fletningen, og lade de blonde, krøllede lokker brede sig hen over hendes ryg og skuldre, lange som de var blevet. Med håret slået ned kunne man for alvor se at hun faktisk var en kvinde, selvom mange til tider kunne komme i tvivl.

[Deleted]

Castiel vidste allerede, at han havde frygtelig meget imod sig. Folk snakket, og de var alt for gode til at dømme, også fordi at han var en dvasianer, så det var bestemt heller ikke fordi, at det var noget som gjorde det meget bedre. Hvad angik alt det med Aerandir, og alt det som han nu også skulle til at slås med oveni, så var det bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, og det vidste han udmærket godt, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han bed tænderne sammen. Det glædede ham naturligvis, at han havde hende på sin side, og hun troede på hans uskyld, for han kunne slet ikke drømme om at gøre nogen skade på små børn! Alene den tanke, vækkede ham en intens væmmelse, som han ikke just kunne gøre det største ved uanset hvad. Han nikkede mod hende. Hvis hun var så overbevist, så håbede han naturligvis på det bedste, for det ville faktisk gøre utrolig godt, hvis det var noget som hjalp dem i den anden ende selvfølgelig, for han vidste og havde allerede fundet ud af, at procianere var langt værre end dvasianere på dette punkt. ”Jeg tørrede hendes tårer bort og holdt hende i hånden til vi nåede muren.. Jeg kunne aldrig drømme om at lægge en hånd på et barn på andet vis,” sagde han med en sigende mine. Bare tanken om, at folk troede andet om ham, var noget som gjorde ham direkte vred! Men nu hvor han også vidste at Aerandir var gået bort af følgerne af hændelsen oppe på klipperne, var slet ikke noget som han havde regnet med, for han vidste at manden havde været for stædig til at miste livet på vejen ned af klippekanten, og det havde han jo også været. At lammelsen så havde bredt sig, så håbede han om ikke andet, at det var sket mens han havde sovet, ellers måtte det virkelig resultere i ubehag. Han søgte stille ud på badeværelset, hvor han kom ud af tøjet, selvom hun hurtigt kom efter. At se hende bare smide tøjet og stå blottet ligesom ham selv, var egentlig slet ikke noget som han havde det mindste imod når det endelig skulle være i den anden ende. At hun hjalp med at få ham skyllet, var ikke noget som han havde noget imod, for det var faktisk rart ikke at være alene mere.. Han havde siddet alene igennem alt for lang tid efterhånden, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen. ”Ellers en skam.. Du ser drøn godt ud,” påpegede han med en sigende mine, også forid at det jo faktisk var ord som han mente. Som hun slog fletningen ud og lod det lange hår falde, måtte han næsten tage sig i at.. stirre på hende, for smuk var hun virkelig, for hun var jo en.. kvinde. Og nu kunne han jo for alvor se det! ”Hvorfor har jeg ikke fået lov til at se det, noget før? Det klæder dig, Meadow,” komplimenterede han. Lige nu var han bare glad for selskabet efter alle de år fuldkommen isoleret.

[Deleted]

Snakken var gået gennem gaderne som en steppebrand, hvilket der desværre var en tendens til i dette land. Det var en af de ting Meadow savnede ved Dvasias, folk havde aldrig været så fordomsfulde som de var nu om dage. De havde ikke rigtigt andet valg end at tage følgerne som de kom og forsøge at tackle dem derefter, men om ikke andet var det bare vitigt for hende at lade ham vide, at hun ikke et øjeblik troede på at han havde lagt en finger på den lille pige, for det vidste hun ikke kunne falde ham ind, hun havde set ham med børn, set hvor blid han blev omkring de små væsner. Der var god mand gemt bag den sarkastiske, negative og dog kække facade som han havde stillet op, og derfor havde det også skræmt hende at han havde kastet en uskyldig mand ud over en klippeafsats, og hun troede ikke på Aerandirs forklaring, for Castiel var ikke en mand som blev påvirket af kærlige følelser, hun var ret sikker på at der ikke var meget andet end begær gemt bag den skal. De grønne øjne faldt på hans ansigt uden at tage sig for meget af hans ellers, virkelig flotte nøgne krop. ”Jeg tror det,” tilkendegav hun roligt. Han var ikke svær at spore ren løgn ved, desuden var det i det hele taget sjældent at han løj i det hele taget, hun havde lært om ham, at han var ven med sandheden også selvom mange til tider lod sig fornærme af hans ord. Hun lod hovedet søge på sned og betragtede ham lidt indgående. Selvom hun rødmede så var det ikke noget hun valgte at tage særlig tungt, hun var måske en af de mere maskuline kvinder, men hun kunne i den grad også være feminin.. af udseende vel og mærke, det var mange år siden hun havde kunnet tillade sig at opfører sig sådan. Kort lod hun hånden søge ned over hans krop med det lettere kække glimt i øjet. ”Du ser heller ikke selv værst ud,” erkendte hun inden hun atter bukkede sig efter spanden og førte den over hovedet på ham. Hun var træt i armene, og hendes krop glinsede af sved efter det hårde arbejde som efterhånden havde taget hele natten. Meadow himlede med øjnene og sank spanden, kun for at daske blidt til hans kind. ”Det er uhøfligt at tirrer sådan,” påpegede hun lidt sigende, også selvom man tydeligt kunne høre hendes tone at hun ikke som sådan havde noget imod det. ”Tja.. først og fremmest har jeg aldrig haft en grund til at fremtræde nøgen for dig. Hvad angår håret så har jeg det som oftest slået ud om natten, men det er upraktisk i forhold til arbejdet,” forklarede hun og slog det lidt hen at han muligvis havde forsøgt at charmere hende igen. Igen begyndte hun at overhælde ham med vand også selvom det var tungt for kroppen efter de mange timer, men han lignede virkelig en som havde mindst ligeså meget brug for et bad som hun selv, hvis ikke mere endda.