Troubles ahead?

[Deleted]

Når alt kom til alt, så ønskede Yessica jo at være sammen med ham. Han var en god mand og han gjorde meget for hende, han fik hende til at føle sig godt tilpas som regel, men hun hadede tanken for en dødsengel burde ikke kunne vække sådanne følelser i en vkinde som hende. Hun var anstændig.. hun havde ikke frivilligt været nogen mand tæt før ægteskabet, og hun havde taget sine pligter som kvinde alvorligt selvom det et sted slet ikke lå til hendes person, hun havde jo afholdt sig selv fra de ting som hun egentlig ønskede.. som at rejse og opleve den verden som nu virkede helt fjern for hende. Hun havde aldrig haft modet til det. Tanken om at manden havde sagt at han ville komme tilbage efter hende, gjorde hende allerede paranoid. I sit sind havde hun allerede udtænkt en milliard måder hvorpå hun kunne holde ham ude og samtidig beskytte sin søn, som ikke på nogen måde skulle indblandes i alt dette. Hun var måske afvisende som sædvanlig men ikke bare for at være det. Hun ønskede bare ikke at snakke om det, selvom blodet på stenen omkring dem og de lid afsidesliggende trusser talte lidt for situationen alene, selvom hun ikke selv fik det over sine læber. Yessica forsøgte med den svage energi hun havde tilbage, at søge ned af bjerget for at komme hjem. Normalt havde hun bedt ham om at flyve hende, men tanken om at skulle tæt på nogle lige nu gav hende kvalme, det gjorde hende direkte dårlig, selvom Amadeus aldrig havde gjort hende ondt. Det gibbede i hende idet han lagde kappen omkring hende. Forskrækket vendte hun blikket mod ham, også selvom hun tog imod kappen og pakkede den tæt omkring sin iskolde skikkelse, selv læberne havde efterhånden antaget en blå nuance. Træt lænede hun sig igen op af væggen og lukkede øjnene for en kort stund, også selvom hun hurtigt spærrede dem op, da han antydede at han ikke havde tænkt sig at lade hende tage hjem. ”Jeg s-skal ikke m-med d-dig, A-Amadeus. Je-jeg skal hjem,” insisterede hun næsten vredt ved tanken om at han havde tænkt sig at fører hende med sig. Hun vidste ikke hvor han boede, hun havde aldrig set hans hjem, men hun vidste at det lå uden for den procianske grænse, hvor hun ikke havde lyst til at befinde sig på nuværende tidspunkt, hun var desuden nødt til at beskytte Dafnir i tilfælde af at manden ville dukke op igen. I det store og det hele så havde hun bare lyst til at sove.. hun var så ulideligt træt at tanken om en varm og blød seng ville overgå alt andet. ”Jeg k-kan g-godt gå s-selv. Kom e-en anden d-dag,” bad hun lidt ligegyldigt og begyndte stædigt at fortsætte sin gang, det sidste hun havde tænkt sig, var at lade ham tage hende med sig hjem, det var helt sikkert! Stakåndet stoppede hun for en stund, også selvom benene endte med at give hende hende, så hun halvvejst måtte glide i jorden igen. Aldrig i sit liv havde hun været så træt som hun var i øjeblikket!

[Deleted]

Man skulle være komplet idiot, for ikke at kunne se hvad der var sket i denne situation, og det var det som gjorde Amadeus direkte vred, for det var slet ikke noget som man kunne sige, at Yessica havde fortjent på nogen måde! Ikke desto mindre, så ønskede han slet ikke at der skulle ske hende noget som helst. Han holdt af hende, og han bekymrede sig om hende, og lige hvorfor han gjorde det, vidste han ikke, for det var ikke følelser som han havde siddet med igennem frygtelig mange år, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde sagerne meget nemmere eller bedre for hans vedkommende. Selvom hun havde givet udtryk for, at det var hans race som skræmte hende, så var det noget som han ikke kunne gøre noget ved – desværre, og han ønskede jo bare at vise hende, at hun ikke behøvede at dømme ham på race, men at han var en god mand inderst inde, selv på trods af at han fandt styrke i andres smerte, så var det jo ikke just fordi at man kunne sige, at det var noget som han var stolt af, eller noget som han selv havde valgt, for det havde han jo ikke. ”Forventer du, at jeg selv skal lade dig søge hjem på den her måde? Hvis der sker den slags ting heroppe, så kan det sagtens ske på slottet, Yessica.. Og det tillader jeg slet ikke,” påpegede han med en ganske kortfattet mine, for han fandt sig slet ikke i det! At se hende på den måde, var slet ikke noget som han brød sig om, for det var jo tydeligt for ham, at dette var noget som påvirkede hende på en måde, som han slet ikke var vant til at se – eller brød sig om i det hele taget! Kappen lagde han roligt omkring hendes skuldre, også selvom det var tydeligt, at det fik hende til at gibbe helt. ”Undskyld,” sagde han med en rolig stemme, som han roligt slap hende. Hun var træt og udmattet og i den fatning, så ville hun under ingen omstændigheder komme ned og hjem, og det var noget som naturligvis gjorde ham direkte bekymret, for han brød sig slet ikke om at se hende på den måde. Han rystede let på hovedet. Det der kunne han ikke bruge til noget, og så var han jo trods alt nødt til at gøre noget ved det på egen hånd, og handle mod hendes vilje, selvom han vidste, at det måske kunne beskrives som kidnapning, så.. var tanken bag vel også fin nok? Han endte med at tage omkring hendes ryg og under hendes knæ, som hun var gledet i knæ på jorden, ikke langt foran ham. Hun havde det jo slet ikke godt, og det var jo tydeligt! ”Det bliver i dag, kære Yessica.. Du kommer aldrig hjem på den her måde.. Kom, vi tager til Imandra,” endte han med en ganske kortfattet stemme, som han bredte de store vinger, kun for at holde hende tæt ind mod sig, idet han satte af fra jorden, kun for at søge op i retningen af himlen. Han ville da ikke lade hende sidde der alene!

[Deleted]

Man skulle måske være både blind og dum for ikke at se hvad der var forgået, men Yessica ønskede ikke at snakke om det, det var jo et ømtåleligt emne fra før af, og det værste var næsten at kroppen havde nydt det, selvom hun havde foragtet det. Amadeus var en mand af mørket hvilket hele tiden havde skræmt hende på grund af det hun havde oplevet for virkelig mange år siden. Hun vidste samtidig at hun aldrig ville kunne give sig hen til ham, også fordi han havde behov for ting hun ikke ville være i stand til at give ham, af den grund forsøgte hun at afholde sig lidt følelsesmæssigt fra ham, hvilket bestemt ikke var let. Efter dette så havde hun mest lyst til bare at begrave sig et sted.. hun havde jo faktisk håbet på at Jaredo havde kylet hende ud over kanten, også selvom hun vidste at han ville give hende slag for så meget som at tænke det. Hans ord fik igen tårer trille ned over hendes kinder, for hun hadede at han havde ret. Det kunne nemt ske på slottet, og han havde lovet hende at komme igen. ”Han v-ville k-komme ig-igen,” påpegede hun med frygt i stemmen. Han ville komme igen og enten tage hende på ny eller smide ud over kanten, det havde han selv sagt. ”Jeg k-kan ikke forlade Daf-Dafnir,” klynkede hun opgivende og skjulte sit ansigt en smule mod væggen bag hende, bare at se ham i øjnene var svært, for på sit vis følte hun vel næsten at.. at hun havde været ham utro hvilket var åndssvagt, for de to havde aldrig haft noget romantisk! Ikke ud over hendes drømme vel og mærke. Hun blev en smule forskrækket ved den korte berøring, mest fordi alle alarmer i hendes krop var på vagt og klar til beredskab hvis det skulle blive nødvendigt. Det ville aldrig blive muligt for hende at finde hjem i denne tilstand, hun ville opgive før hun overhovedet kom ned af bjerget og så ville kulden med største sandsynlighed slå hende ihjel, men hun havde ikke lyst til at tage hele vejen med ham til Imandra, det var langt væk og det var et sted hvor man end ikke forsøgte at holde vampyrer på den rigtige side af grænsen. Hun var for træt til at gøre modstand idet han samlede hende op i sine arme, hun orkede end ikke at forsøge. I stedet faldt kroppen slap hen i hans favn, og på sit vis væmmedes hun ved følelsen af berøring men på den anden side, følte hun sig faktisk tryg. I sit indre bebrejdede hun ham en smule for ikke at have kigget efter hende noget før.. det drejede sig jo ikke om lang tid, hvor han kunne have forhindret det i at ske. ”Jeg v-vil ikke,” hviskede hun lidt halvhjertet og lod de tunge øjenlåg glide i, idet han hævede sig over jorden. Hun var så forbandet træt og udmattet at hun nu hvor hun var tryg, meget hurtigt gled ind i sin egen lille drømmeverden, også selvom den bestemt ikke var sød i nat.

//Out