Troubles ahead?

[Deleted]

Morende fandt Jaredo hele scenariet, da han simpelthen elskede at støde på en procianer og ødelægge vedkommendes liv, det var langt bedre end at dræbe, da man gav personen ar for livet, ligesom man ville blive husket af vedkommendes resterende liv, og det ville nok også blive tilfældet ved denne kvinde. Hun havde ganske vidst skubbet ham ned ad en klippe og hævn ville han skam have, men hævn handlede ikke bare om at slå ihjel, det handlede om at gøre vedkommendes liv til et rent mareridt, sådan var han altid når han tog hævn. Blev han irriteret slog han som regel bare vedkommende ihjel, hvilket typisk skete hos mandlige personer, der valgte at lægge sig ud med ham, hvilket tit skete på barer og kroer, som folk først fik lidt indenbords og derefter spillede kæphøj. Han selv var måske kæphøj, men han pralede ikke med noget som han ikke var i stand til, da han ikke bare havde det hele i munden, men rent faktisk kunne udføre dem i handlinger, selvom han ikke virkede som den type, men det var også det som altid kom bag på folk. ”Så er det jo en skam at du er stødt på mig,” svarede han med et svagt skuldertræk og et kækt smil. Han havde ikke den største respekt for kvinder, generelt havde han ikke den største respekt for nogen, der var visse få der havde vundet den, rent faktisk også kvinder, særligt den mytiske mørkelviske kvinde han havde mødt ved søen, som havde vist sig at være en rigtig kvinde, lige efter hans hoved, og sammenlignet med hende, var dette lysvæsen ingenting, men en naiv, skræmt lille pige, hvilket var hvad hun mindede ham mest om. ”Det har du skam ret i, og jeg kan love dig for at ingen anden mand er anderledes end mig, vi vil alle sammen have det samme..” svarede han lumsk, som han lod hånden vandre over hendes lår, imens han trak hendes trusser af, hvor hans øjne hvilede intenst på hendes blodige ansigt. Dette var tydeligvis en af hendes største frygter, derfor udnyttede han det naturligvis. Han kunne se det bedende i hendes blik, en bøn om at han ikke gjorde hvad han var på vej til, men hvilken mand var han, hvis ikke han udførte hvad han først satte i gang? Det var trods alt også hvad han havde gjort ved sin egen kusine, da han havde – i teorien – voldtaget hende, skønt hans intentioner havde været anderledes, det var de dog ikke her. ”Jeg kan forsikre dig om at det ikke behøver at blive slemt, men… du vil nok ikke nyde det af den grund,” svarede han og endte med at slippe en kold og hånlig latter, som han trak trusserne helt af hende, inden han fik skubbet sine egne bukser og underbukser ned om bagenden, som hans eget underliv blev blottet, hvor han lagde sig ind over hende. Han kyssede hende blidt mod kinden, inden han trak hovedet let tilbage og så hende i blikket. ”Jeg skal nok være blid, medmindre du tigger om at det skal være vildere og hårdere,” svarede han i en legende tone, som han førte en hånd ned mellem dem og lod den kæle for hendes nedre, for at stimulere hende en smule, imens han nød at kunne mærke ubehaget hun følte i sit indre, da dette måtte blive et rent mareridt for hende.

[Deleted]

Yessica var ikke nær så begejstret for situationen som denne mand tydeligvis var, hun ønskede slet ikke at få problemer, også selvom hun nok havde skabt dem lidt for sig selv denne gang, netop ved at være så irriterende kæk, men på den anden side så tvivlede hun på at udfaldet havde været anderledes hvis hun havde gjort brug af almen høflighed. Blodet flød langsomt fra hendes hals hvilket fortsatte med at svække og afkræfte hende så hun ikke ville være i stand til at gøre megen modstand overfor ham. Hver gang hun forsøgte at bevæge sig, så blev hun mødt af en hvis form for ømhed særligt i ansigtet men også kroppen efter at være faldet på den kolde jord som havde fået hende til at skælve mindst ligeså meget som frygten gjorde. Hun bed sig blidt i læben ved hans ord og så kort op mod skyerne i håb om at de ville rive hende med sig væk. Det var virkelig uheldigt at hun var stødt på ham denne nat, for han var tydeligvis en mand mere af handling end af ord, hvilket bestemt ikke gjorde det bedre. Yessica var måske ikke den stærkeste kvinde selvom hun oftest forgav at være det, og lige nu var hun virkelig sårbar som hun lå under ham go græd også selvom hun hadede det, men det var kroppen selv som måtte reagere. Hun nikkede sagte. ”D-det er j-jeg klar over. I-i ønsker kun at n-nyde og vanære en kvindes krop,” endte hun endnu hidsigt. Selvom hun var skrækslagen så var hun mindst ligeså vred og hun var endnu ikke bange for at bide af ham, ikke mindst fordi hun ikke nærede nogen form for respekt for ham. Hun var virkelig ikke i stand til at skjule sine foragt ved denne form for gøren og det gjorde det ikke bedre at det var en komplet fremmede mand, og en af mørket, det var direkte modbydeligt! ”Jeg kunne aldrig nyde dig,” bed hun vredt. I virkeligheden var det nok ikke fordi hun ikke kunne, for i så fald ville hun aldrig være i stand til at nyde nogle, men nok nærmere fordi hun ikke tillod sig selv at gøre det. Bare tanken om at skulle give sig sådan hen til nogle gav hende kvalme. Hun rystede på hovedet og så væk idet han selv blotlagde sig, for hun ønskede ikke at se hvilke dele han måtte bære på. Desuden kunne hun føle hvordan luften strøg hende hen over den pludseligt nøgne hud, hvilket fik hende til at forsøge på at trække benene lidt til sig så han ikke ville være i stand til at fuldfører sin gøren. Hun lagde den anden kind til som han kyssede hende, og så ud i den fri luft. Det var svært ikke at hulke, men hun bed det i sig fordi hun ikke ønskede at give ham den tilfredshed at vide hvor meget han i virkeligheden sårede hende ved at gøre som han gjorde. Hans kælen for hendes underliv var en intens oplevelse som hun aldrig før havde prøvet. En blanding af nydelse og ubehag vældede over hendes krop, hvor også et støn måtte bryde hendes læber selvom hun virkelig hadede det! Det var slet ikke meningen at hun ville nyde det på nogen måde, men kroppen reagerede næsten instinktivt ved at ønske mere.

[Deleted]

Det var næsten synd at se blodet rende fra hendes ellers så smukke ansigt, da hun var en flot kvinde og det var noget hun burde værdsætte noget mere, men det gjorde hun tydeligvis ikke. Hun havde også skubbet ham ned fra klippen, så han ønskede hævn, derfor fortrød han ikke at han havde slået hende, selvom han heller ikke ønskede at slå mere på hende, for når alt kom til alt så var han trods alt opdraget ind i en adelig slægt og rent faktisk stod til at blive overhoved, hvis hans to fætre trak sig, og det gjorde de nok næppe, men han var stadig opdraget til at opføre sig anstændigt, desværre havde deres onkel ødelagt det hele, men inderst inde kunne han stadig huske hvordan man var en gentleman og en gentleman slog aldrig på en kvinde. Han var dog lettere irriteret over faldet, da han rent faktisk endnu havde ondt i kroppen af det, og derfor så blev han voldelig og psykotisk, og han kunne sagtens hjælpe hende med at hade og foragte mænd langt mere end hvad hun gjorde i forvejen, ligesom han kunne hjælpe hende med at føle sig beskidt og grim, hvilket var en hævn han ville synes langt bedre om end bare at slå hende ihjel! Han smilede køligt til hendes ord og nikkede. ”Lige præcis, og vi gør det, når vi kan komme til det,” medgav han med et grumt smil, som begge blev afklædt, hvor han kunne fornemme den nøgne hud imod hans egen, hvilket altid var en fornemmelse som han måtte sige at han nød. At hun så aldrig ville kunne nyde ham, troede han skam på, men han tvivlede helt på om hun i det hele taget ville kunne nyde nogen som helst, da hun virkede helt skræmt af den blotte tanke om at være en mand nær og fysisk tæt, og det var naturligvis en tanke som han selv måtte udnytte, da han ønskede at skræmme hende, han ønskede at mærke hende for livet, et ar som aldrig ville gå væk, som hun kun ville få mareridt om natten, hvis ikke værre endnu. ”Nok ikke i denne situation, men bare rolig, jeg kan godt være god mod dig af den grund,” svarede han drillende igen, som han tydeligvis kun legede med hende og gjorde hvad han selv ville have, og lige nu ville han ydmyge og krænke hende, hvor han tydeligt kunne se hvor meget det måtte ødelægge hende. Stønnet der brød hendes læber, da han startede med at kæle for hende, fik ham til at smile for sig selv, skønt han ikke stoppede, men kun intensiverede det. Han kunne mærke hendes krop skælve, han kunne se tårerne falde og høre hende hulke, forfærdeligt var det nok for hende, men han forholdt sig rolig og upåvirket, som han blot stirrede ned på hende med et arrogant og overlegent blik. Han kyssede hende over halsen, hvor han lod tungen stryge over såret ved hendes hals, som han havde givet hende, for at slikke lidt mere af hendes blod i sig, noget som han måtte nyde. Det var lang tid siden at han sidst havde fået frisk lysvæsenblod og han måtte erkende at han havde savnet smagen! Han trak roligt hånden til sig, for at lægge den mod hendes lår og spredte hendes ben, hvor det nok ikke var svært at regne ud hvad det var han ville til.

[Deleted]

Yessica havde aldrig taget sin skønhed særligt alvorligt, netop fordi hun altid havde været bange for at friste svage sjæle.. som for eksempel ham der var i fuld gang med at forulempe hendes krop, selv efter han havde slået hende i ansigtet der var fuldkommen hævet efter de hårde slag også selvom hun ikke rigtigt havde noget begreb om hvor slemt det stod til. Man slog ikke på kvinder.. om ikke andet så ikke i dette land, go det var endnu en ting hun måtte foragte ved mørket, de havde ingen regler men gjorde hvad det passede dem. Hun knyttede hænderne også selvom det i sig selv var energikrævende med den lave reserve hun kørte på nu. Hvad det ikke været for hans tilstedeværelse så var hun uden tvivl gledet hen i søvnen, selv på det hårde og kolde underlag. Flere gange kunne man se hvordan hendes blik flakkede, da hun var på randen til at besvime men kæmpede for at holde sig vågen. Tåreren trillede lydløst ned over hendes kinder, hun var ikke længere i stand til at holde dem inde, ikke kun på grund af frygten men også foragten for hvordan han rørte hendes krop, det havde ingen mand fået lov til siden Dafnir, og selv ham fortrød hun inderligt at hun havde lukket tæt på sig. ”M-måden i g-gør det p-på er y-ynkelig,” fremstammede hun i den hæse hvisken og sendte ham et nedladende blik. Der var megen mere stolthed i at forfører en kvinde på ærligt vis, ikke at hun nogensinde ville hoppe på det, men hun vidste at der var mange andre derude som ville lade sig charmere af en sådan mand, og man kunne vel næsten spørge sig om, hvorfor en flot mand som ham følte sig nødsaget til at tvinge hende tæt når der var et hav af kvinder derude som med glæde gjorde det frivilligt. Sår helede.. en engel ville kunne tage sig af hendes ansigt lettere end noget andet, men den psykiske terror var ikke noget som hun kunne se væk fra bare sådan, hun var trods alt aldrig kommet sig over sidste gang så lå tilbage i en efterhånden fjern barndom. Hun nægtede at se på ham. I stedet betragtede hun den smukke himmel over hende, og forsøgte at lade som om at det der skete slet ikke foregik. ”Lad v-være,” gentog hun bedende og vred sig blot en smule, men hun magtede ikke at gøre modstand mere. Hans kys og hans kærtegn skænkede hende en sitren som var overvældende på sit vis, for det var ikke en hun havde oplevet før. Alligevel fik de kolde læber hende til at skælve, det var bestemt ikke behageligt! Kroppen reagerede dog særligt på hans kærtegn af hendes nedre. Hun bed sig fast i læben for ikke at stønne, hun ville ikke lade ham vide at kroppen fandt det behageligt, hvilket ligeså måtte overraske hende.. at den overhovedet kunne reagere sådan. Kort så hun ned idet han trak hånden til sig, og regnede hurtigt ud hvad han skulle til. Han havde trukket pinen ud længe nok for hendes del. ”N-nej,” tiggede hun og forsøgte at gøre modstand idet han ville skille hendes ben, men styrken var der slet ikke.

[Deleted]

Det var mere end tydeligt at blodet gjorde hende svimmel, da Jaredo godt kunne se at hun var ved at miste bevidstheden, hvilket ikke just var meningen, for så var det jo ikke sjovt! Desuden så ville det nok heller ikke være smart for hende at falde i søvn herude i natten, for nok det var forår, men det var endnu koldt i luften, og derfor kunne hun godt risikere at fryse ihjel, særligt hvis hun mistede blod. Det var ikke fordi det gjorde ham noget, for han kunne trods alt være ligeglad, hendes liv betød intet for ham, så om hun levede eller døde var ham lige meget, så længe hun holdt sig vågen nu hvor han var i gang med at lege med hende, og han så helst at hun overlevede, for han forsøgte trods alt at traumatisere hende, hvilket han ikke kunne hvis hun døde, for så var det hele jo spildt arbejde! Han trak grumt på smilebåndet til hendes ord. ”Sådan er vi mænd bare,” svarede han med et svagt skuldertræk, som var det blot den rene sandhed. Han vidste godt at nogle ikke var som ham, eftersom der rent faktisk var de som respekterede en kvinde, men i øjeblikket forsøgte han trods alt få hende til at hade og afsky det mandlige køn langt mere end hvad hun gjorde i forvejen og der var nok kun en måde at kunne gøre det på. Hun behøvede skam ikke at sukke eller stønne for at han kunne mærke at hendes krop nød det, da han havde lagt i med mange kvinder, levende som levende døde, og han vidste hvordan de levendes kroppe reagerede på de forskellige ting. Hun følte også ubehag, men det var mere fordi hun ikke ønskede det. Som han trak hånden til sig, så han godt hvordan hun næsten måtte gå i panik, fordi han spredte hendes ben, hvor han ikke tog sig af hendes bedende og tiggende tone, for han var nød til at fuldføre det. Han tyssede fløjlsblødt på hende. ”Så så.. det er hurtigt overstået,” hviskede han kælent, hvor det grumme smil ikke var til at tage fejl af, for selvfølgelig nød han det hele selv! Han løftede roligt sit eget underliv, idet han valgte at trænge op i hende og dermed forene deres kroppe i et mildt indryk, som han skam alligevel tog en smule hensyn til hende og ikke bare kørte lige på og hårdt. Han startede derfor også ud i et roligt tempo, hvor han dermed indledte dem i akten …

… På grund af det milde tempo, havde det hel varet længere, hvilket nok var til hendes ærgrelse. Nydelsen kunne Jaredo ikke selv skjule, da han nød det. Han gjorde det sidste stød i hende, som var hårdere og blev så dybt han kunne, imens et brunstigt støn forlod hans læber, idet han nåede klimaks, hvilket fik ham til at sukke af fryd. Nydelsesfuldt var det, selvom hun ikke havde gjort det mindste, men det var ligegyldigt, da han fandt nydelse ved at ydmyge og krænke hende, hvilket også var tydeligt at se på ham. Han trak sig roligt ud af hende, hvor han hev bukserne op igen og dermed dækkede sig til, selvom han blev liggende mellem hendes ben. Han havde også bidt hende af og til, hvor han havde givet hende sit eget blod i retur, for at heale hende, så han kunne få mere blod, dermed var hendes ansigt næsten også helt healet, skønt hun var en smule blå ved øjet endnu. Hånligt og kækt blev hans smil, som han vendte blikket mod hende. ”Og hvad skal jeg nu stille op med dig? Kaste dig ud over klippen, så du kan prøve samme fald?” tænkte han højt.

[Deleted]

Yessica kæmpede virkelig for at holde sig ved bevidsthed hvilket i sig selv ikke var nemt. Ved siden af hende lå en blodplet som mere eller mindre var tørret ind på den kolde sten, også selvom han havde fået sårene lukkede efter at have slikket over dem. Hendes krop skælvede ude af stand til at holde varmen og særligt efter at have mistet alt den blod. Det var ikke stor sandsynlighed for at hun ville overleve, hvilket hun begyndte at blive mere og mere bevidst om, men det fik hende bestemt ikke at give op uden videre. At han var endnu en af de mænd som tog hvad han ville have, kom ikke direkte bag på hende, men hun havde det bestemt ikke godt med det. Hendes forhold til mænd var ikke godt fra før af, og han formåede virkelig at sætte sår på hende via sine berøringer som ikke kunne slettes. Der skulle meget til før hun fældede tårer men denne gang kunne hun ikke holde det tilbage. Hunså mod himlen og spejdede næsten efter solopgangen der end ikke lod til at være på vej, til hendes egen store ærgrelse. Han var ikke hård ved hende som sådan hvilket kom en smule bag på hende. Det var ikke smertefuldt som hun ellers huskede det, kroppen reagerede jo faktisk positivt hvilket kun skræmte hende yderligere, fpor hun havde ikke lyst til at nyde noget som helst af det han gjorde ved hende! Tanken i sig selv var nok til at give hende kvalme. Alligevel så lod hun benene spredes fordi hun ikke rigtigt havde noget andet valg, hun havde ikke længere kræfter til at skulle kæmpe imod det. Hun rystede på hovedet og lod blikket glide i hvilket bestemt ikke gjorde det lettere for hende at holde sig vågen, men hun ville ikke se på ham imens. Hun svajede en smule i ryggen idet han forenede deres kroppe. Det var ikke behageligt men det gjorde ej heller ondt som sådan. Hun forsøgte af alt magt at abstrahere fra hans gøren, mens han valgte at indlede akten..

Hans støn var noget som efterlod Yessica med en voldsom kvalme. Underbejs havde hun været tvunget til at bide sig hårdt i læben for ikke selv at ende med at slippe dem, det var slet ikke en tilfredshed som hun ønskede at give ham. Klimakset nærmede sig dog ikke for hendes vedkommende, for hun havde rent mentalt bestemt sig for ikke at give sig hen til ham. Tøjet klistrede en smule til hendes krop, for selvom hun lå og frøs så var hun blevet fugtig af hans gøren. Blod var løbet ned over hendes mundvige og kinder som han undervejs havde fodret hende, hvilket havde fået hende til at føle sig lidt bedre tilpas, indtil han var begyndt at bide hende igen. Hendes bryst hævede og sænkede sig hastigt, det havde jo faktisk formået at tage pusten lidt fra hende. Ved hans trussel kastede hun end ikke et blik på ham.. som det stod nu var hun ret ligeglad med hvad han gjorde ved hende, et sted håbede hun jo næsten at det indebar døren. Hun samlede atter benene, selvom hun ikke fandt energien til at sætte ligge kjolen over hende, det var uanset ligemeget han havde jo set det hele. ”G-gør hvad d-du v-vil,” hviskede hun dæmpet.

[Deleted]

Hele akten var skam noget som Jaredo havde nydt, ikke så meget fysisk, da det ikke på ingen måder kunne sammenlignes med hans bedste knald, men han havde nydt at se hende så åndsfraværende, se hende forsøge at holde stønnene og sukkene tilbage, se hende hade og foragte ham, for det han gjorde, hvor han simpelthen nød følelsen af at krænke og ødelægge hende. Mild havde han faktisk været, og et sted kunne han ikke lade vær med at tænke på den aften han havde gjort det samme ved hans kusine, hvilket han alligevel havde det dårligt med, og det var nok derfor han ikke kunne være hårdere ved denne kvinde, da han ikke kunne lade vær med at tænke på sin kusine og mærke den dårlige smag der dukkede op, selvom han forsøgte at skyde tankerne bort og det hjalp også, da hele akten var slut, da han så kunne koncentrere sig om hende igen. Et køligt og overlegent smil hvilede på hans læber, som hans blik var mørkt og med skadefryd. Hans blod havde næsten healet hendes ansigt, skønt man endnu kunne se at hun var stødt ind i noget ved øjet, men det tog han sig ikke af. Han kunne desuden også bedre lide hende, når hendes ansigt var intakt, da det næsten var synd at ødelægge, det havde bare været vreden der var vældet op i ham efter at han var blevet skubbet ud over klippen, for det havde altså gjort pokkers ondt! At hun sagde at han kunne gøre hvad som helst, fik ham til at smile for sig selv. Det var jo lige før at det også blev fristende! Han tvivlede dog på at han kunne gøre det som var værre, da dette var noget som ville sætte sig psykisk, de fysiske smerter ville trods alt altid gå væk med tiden, men det var sværere at få den psykiske smerte væk. Han tog fat omkring hendes kjole og valgte at dække hende til. Man ville nok ikke kunne kalde ham for den ideelle voldtægtsmand, da han næsten viste hensyn, selvom han voldtog kvinden, ligesom han tog hvad han ville have, men alligevel udviste han blidhed og hensyn, for hende var det nok slemt uanset hvad, men hun havde nok været helt ødelagt, hvis han bare havde taget hende hårdt og brutalt, hvor hans vampyriske styrke trods alt kunne være frygtelig hård imod en levende. Han løftede den ene hånd som han lagde mod hendes kind. ”Vi ved begge at du nød det,” hviskede han kælent og flabet mod hendes ene øre. Hendes krop havde nydt det, skønt hun selv sikkert havde fundet foragt ved det. ”Og siden jeg kan gøre hvad jeg vil, kan det være at vi skal tage endnu en tur, hvor jeg for alvor udfolder mig vildt,” foreslog han med et grumt smil, som han næsten som en trussel greb fat i hende, for at vende hende om, så hun lå på maven, hvor han lagde sig ind over hende. Han kyssede hende over skulderen og op mod ansigtet, imens han indsnusede hendes søde duft, uden at smilet falmede det mindste.

[Deleted]

Yessica var på ingen måde erfaring inden for dette, så hun ville nok aldrig kunne skænke ham den optimale nydelse – ligesom hun ikke kunne med Amadeus, og det var en tanke som havde fået hende til at trække sig lidt, hun ville jo aldrig blive nok for en mand som ham. Måske der ikke var megen stolthed i at ligge og klynke som hun gjorde, men tanken om at han var kommet hende så nær, fik hende til at føle sig fysisk og psykisk dårligt, det var jo slet ikke noget som burde ske og specielt ikke i lysets land. Når det var sagt så havde han måske ikke været hård ved hende, hele akten havde været meget blidere end hun før havde oplevet og hun havde ikke følt smerte selvom hun havde foragtet hvert stød han havde gjort i hendes skød. Hun lod ham dække hende til med kjolen, hvilket om ikke andet gjorde det lidt nemmere for hende, også selvom hun var for afkræftet til at rejse sig, selv på trods af det vampyrblod han havde fordret hende med under vejs. Hun følte sig en smule kuldret som følge af det, på sit vis følte hun jo næsten et ønske som mere, hvilket fik hende til at hade både ham men også sig selv for overhovedet at kunne tænke på den måde. Som blodet havde helet hendes ansigt, så var det også blevet lettere for hende at fokusere på hans skikkelse nu hvor hun faktisk kunne se, også selvom hun fik det dårligt ved det blotte syn. Det lykkedes hende at kæmpe sig en smule op at sidde hvor hun stadig betragtede hans skikkelse. Et sted håbede hun næsten at han ville kyle hende ud over kanten, for hun var ikke sikker på at hun ville være i stand til at håndtere flere af hans beskidte kærtegn! De blonde lokker hang vildt og uglet omkring hende nu hvor de havde revet sig løst fra silkebåndet der i stedet lå ved hendes side. ”A-aldrig!” mumlede hun bestemt. Selvom kroppen havde nydt det, så havde hun ikke og hun var nødt til at fortælle sig selv at der var forskel, for det andet ville hun ikke kunne leve med. Den lokkende tone i hans ører fik kun hjertet til at øge sine slag endnu engang. Det værste var næsten at han virkelig formåede at vække noget i hende som hun altid havde frygtet og foragtet ikke mindst. Hun slap et gisp idet han valgte at vende hende om, så hun endte tilbage på den kolde jord med kinden hvilende i den lille plet af blod hun havde efterladt sig ved siden af. Hans vægt holdt hende nede. ”D-du vover ikke a-at røre m-mig igen!” udbrød hun vredt. Nu hvor han var påklædt og det hele, så havde hun jo forventet at mareridtet var endt. Hans kys fik hende til at skælve. Hun lukkede øjnene og indåndede natteluften i håb om at kunne samle sig lidt. ”S-slå mig i-ihjel og f-få det overstået,” endte hun i en insisterende hvisken. Lige hvis valget stod mellem at skulle mærke ham igen eller skulle kastes i døden, så var det ikke svært.

[Deleted]

En voldtægt for Jaredo gik ikke ude på at nyde, da det gik ud på at krænke vedkommende, gøre vedkommende psykisk ondt, og når denne kvinde i forvejen hadede at være en mand tæt, så kunne det jo ikke være bedre, da det næsten måtte være traumatiserende for hende. Han kunne dog ikke andet end at finde nydelse ved det hele, hvilket han bestemt ikke ville lægge det mindste skjul på, for måske der ikke havde været megen fysisk nydelse, ved selve akten, men det havde været en nydelse at se smerten og foragten i hendes blik, da hun uden tvivl havde hadet det hele og det var det som han havde nydt. Hans isblå øjne fandt vej til hendes ansigt, som han havde fået sig selv påklædt igen, hvor han også valgte at dække hende en smule til. Lidt hensyn kunne han godt vise, selvom han tvivlede på at det gjorde nogen forskel og det gjorde ham såmænd intet, da det var meningen at hun skulle hade og foragte ham, ligesom enhver anden mand. Han ønskede at give hende ar for livet. At hun så forsøgte at sige at hun ikke havde nydt det, fik ham til at trække på smilebåndet ”Åh jo du gjorde, og du kan lige så godt indrømme det,” hviskede han kækt mod hendes ene øre. At hun var ligeglad med hvad han gjorde ved hende, kom på sin vis bag på ham, da han næsten var vant til at folk tiggede og bad til at der ikke skete mere at de måtte gå, men hun virkede helt kold og ligeglad. Inderst inde ville hun jo nok foretrække at der ikke skete mere, men alligevel måtte hun endnu engang vise at hun ikke var som alle andre. Som han fik vendt hende om, lagde han sig roligt ind over hende med et grumt smil om læberne. ”Det gør jeg da, du sagde selv at jeg måtte gøre hvad jeg ville,” påpegede han flabet, som hans smil ikke falmede det mindste, da han uden tvivl forsøgte at provokere og stikke til hende. Men dette beviste jo også blot at hun ikke ville have at han tog hende igen, hvor han sagtens kunne vise sig fra en mere kold og hård side, som han kunne være helt ligeglad med hende, men sjovt nok var han ikke, og det var nok fordi han kom til at tænke på at han havde gjort det samme ved sin egen kusine, ved familie, og det havde han det faktisk dårligt med alligevel, selvom han normalt aldrig fortrød noget han gjorde. Han blinkede let med øjnene til hendes ord. Hun ville hellere dø end at blive taget igen? Det var der ikke mange der ville. Han smilede kækt, som han roligt rejste sig op, hvor han så let som ingenting trak hende med sig og trak hende med sig hele vejen hen til klippens kant. Han greb hende om halsen og holdt hende skråt ud over klippen, så hun var i stand til at se ned, hvis hun drejede hovedet en smule. ”Jeg kunne kaste dig ned over klippen, det gjorde du trods alt også ved mig. Og hvem ved? Det kan være du er heldig at overleve, hvor dine kvæstelser og indre blødninger så vil slå dig langsomt og pinefuldt ihjel,” svarede han med skadefro. Ond var han, selvom der jo ikke ville være megen sjov i at slå hende ihjel, for så ville hun ikke lide psykisk, og det var altid sjovest.

[Deleted]

Hvor vidt denne mand faktisk nød det han gjorde ved hende, vidste Yessica ikke, og et sted havde hun slet ikke lyst til at tro på, at noge mand kunne nyde en kvinde på den måde, også selvom hun vidste at det var tilfældet. Hun turde jo slet ikke at tænke på hvor mange gange Amadeus havde gjort dette. Lige hvad han havde gjort ved hende, vidste hun ikke men hendes hjerte slog rytmiske slag der kunne mærkes på upassende steder hen over kroppen, underlivet særdeles. Når alt kom til alt så havde det ikke været direkte ubehageligt, måske mentalt fordi hun havde nægtet sig selv at nyde det, men kroppen havde reageret, tvunget hende til at slippe et støn i ny og næ og særligt når han havde sat tænderne i hende også selvom det samtidig havde formået at udmatte hende. Energien var dog blevet lidt større, nu kunne hun om ikke andet bevæge sig en smule også selvom det var noget han hurtigt ødelagde idet han tvang hende ned på maven og tilbage på den kolde grund. Hun stønnede hæst, mest fordi det var en lidt anden vægt at ligge over hende, og samtidig var hun bange for at han ville gøre alvor af sin trussel, for hun skulle mene at han havde overskrevet mere end grænser nok for hende i løbet af en aften. For et kort øjeblik lukkede hun øjnene og håbede at hun ville vågne og opdage at det hele var et mareridt, også selvom det var en naiv tanke, hun vidste at det var virkeligt. Bevidst valgte hun end ikke at ville kommentere på hans ord, for hun havde jo et sted nydt det også selvom hun ikke ville være ved det. Da hun havde bedt ham om at gøre hvad han lystede, havde hun bestemt troet at han var færdig med den slags, og hun havde jo næsten hentydet til at han skulle kaste hende ud over klippen. ”D-du skal i-ikke r-r-røre mig igen,” hviskede hun næsten advarende, for det var bestemt ikke noget hun havde tænkt sig at finde sig i! Også selvom hendes krop i virkeligheden længtes efter mere, mest på grund af vampyr blodet. Han virkede næsten overrasket over hendes udtalelse, men hun mente det skam. Hendes krop var beskidt og misbrugt, og tanken om at skulle igennem alt dette igen ville ødelægge hende, det vidste hun allerede, desuden var Dafnir nu en ung mand der kunne klare sig uden sin mor. På den måde ville han om ikke andet gøre hende fri af sin smerte. Det gibbede en smule overrasket i hende, som han rev hende op på hendes ben som var frygtelig usikre sådan som de skælvede under hende. Det eneste der holdt hende oppe var hans greb. Hun så ud over klippen som hun næsten allerede følte at hun faldt ud over, med et hjerte der bankede hurtigere end ti vilde heste. ”J-jeg frygter ikke d-døden, S-sir. Jeg lider h-hellere en smertefuld d-død end at lade d-dig besudle m-min krop igen,” svarede hun med en underlig ligegyldig tone. Selvfølgelig ønskede hun ikke at gå i døden, hun var ikke klar, men hvis det var alternativet, så tog hun hellere det!

[Deleted]

Jaredo var skam ikke i tvivl om at hendes krop havde nydt hvad han havde givet hende, hvor der ingen fysisk smerte havde været, da han havde været mild ved hende, men han vidste at hun havde hadet det, foragtet det, og det var nok mere en psykisk smerte hun følte en den fysiske, da hans blod trods alt havde healet hendes sår i ansigtet, hvor han kun havde givet hende det, så han kunne få mere blod og ikke ville tage hendes liv, for så var der jo intet sjov i det. Hun frygtede for at blive berørt igen, hvilket han sådan set godt forstod, for naturligvis var det ikke sjovt at man blev overfaldet af en fremmede, som man ingen kendskab havde til, og at det kun var for at blive krænket og ydmyget, men han elskede den magt det gav ham, som det var ham der bestemte over hende og hvad der skulle ske. Hans kække og grumme smil falmede ikke det mindste, som han næsten måtte overveje om han skulle tage hende igen, bare for at gøre det hele værre, men på den anden side havde det også gjort noget ved ham, hvor han derfor ikke var videre fristet til at gøre det igen. Han svarede hende ikke, men trak hende derimod blot op på benene, for at holde hende ud over klippen. Et sted måtte han være irritere på ham selv, fordi han rent faktisk tøvede og det hel var hans kusines skyld! Han kunne dog ikke lade vær med at tænke på om han burde gøre det godt igen, når alt kom til alt så var hun trods alt familie og han havde nydt deres stunder sammen, som hun jo egentlig var en af de få der kendte ham bedst, hvilket man ikke kunne sige om mange, fordi han var den flyvske person som han var. Hans isblå øjne hvilede køligt og dog overlegent i hendes, som han holdt hende ud over klippen og kunne mærke frygten i hendes indre, da den ikke var til at skjule. Om det var fordi hun frygtede døden eller det at falde ud over klippen, var ikke til at sige, men det var også ligegyldigt, for han havde prøvet faldet og sjovt var det på ingen måde! Hans gæt var dog at det ville slå hende ihjel med det samme, i hvert fald hvis hun ramte rigtigt, for ellers kunne det være at det ville lade hende overleve og så ville kvæstelserne gøre det af med hende. I et stykke tid stod han næsten og overvejede hvad han skulle gøre, inden han valgte at rive hende ind og kaste hende fra sig igen, hvor han selv blev stående denne gang. ”Jeg har en bedre idé, hvad med at jeg lader dig gå, og så … på ukendt tid, kommer jeg tilbage igen, og dér kan jeg så overveje om jeg vil tage dig igen, eller slå dig ihjel, hva?” foreslog han med et grumt smil som han satte sig på hug foran hende, hvor hans blik hvilede i hendes. Det var desuden ved at lysne i himlen, og da han ikke kendte Procias, burde han bruge lidt tid på at finde ly for dagen, da han nok ikke ville kunne søge ly på en kro. Han løftede hånden og strøg nogle af hendes lokker væk. ”Så jeg synes at du skal tage hjem og slappe lidt af, og så ses vi jo igen,” svarede han roligt, som han rejste sig op og så ned på hende. Om de ville ses igen anede han ikke, men det var mere for at skabe mere frygt i hende og gøre hende nervøs, og så måtte tiden jo vise hvad det blev. ”Farvel smukke,” hilste han, inden han gjorde en hurtig bevægelse og forsvandt. Om kulden ville gøre det af med hende, anede han ikke, men så behøvede han i hvert fald ikke at komme igen.

//Out

[Deleted]

Mentalt havde Yessica virkelig foragtet hvert øjeblik, hvert stød og hver berøring. Hun væmmedes endnu ved tanken om at nogle var kommet hende så nær, når hun i flere tusinder af år havde gjort alt for at afholde nogle fra i det hele taget at røre hende. Det værste var næsten at han lod til at være komplet ligeglad med de tanker og følelser han havde sat i hende. Vinden ved kanten var mere bidsk end længere inde, hvilket blot fik hende til at skælve mere som han holdt hende ud over afsatsen så hun var tvunget til at se lige ned. Det fald ville med største sandsynlighed ende med at slå hende ihjel med det samme, så hun frygtede ikke smerten som sådan men hun havde ikke færdigspillet sin rolle i forhold til livet. Tårerne tørrede hurtigt ind på hendes kinder og satte salte spor, som vinden næsten fjernede dem. Hun forsøgte at indstille sig på hvad det næste ville blive og havde for en kort stund forventet at han ville kyle hende ud over kinden. Hun lukkede øjnene, dog en smule overrasket da hun mærkede hård grund uden at være faldet langt eller noget. Det gik hurtigt op for hende at han slet ikke havde smidt hende ud over kanten, men blot tilbage på den kolde grund hvor hun betragtede ham med skrækslagene øjne. Idet han atter kom hende nær lukkede hun øjnene.. det var for meget for hende at se på ham, desuden gjorde hans ord hende dårlig. Tanken om at han en dag ville komme tilbage.. og hvor nemt han var kommet ind i landet, gjorde hende bange også fordi at Dafnir måske ville være omkring hende næste gang, og også blive ramt. ”Hvis d-du nogensinde v-viser d-dig igen, s-så slår jeg d-dig personligt ihjel,” truede hun med en sædvanlig skarp tone, velvidende om at hun med største sandsynlighed aldrig ville kunne gøre det for alvor. Hun vendte kinden væk idet han strøg hendes lokker væk som en tydelig afvisning af hans kærtegn. Hun ønskede inderligt at han bare ville gå og lade hende være i fred. Hun havde end ikke nået at åbne munden før han var forsvundet som ingenting. En smule tøvende skubbede hun sig ind på den ru klippevæg hvor hun trak benene op under sig og lagde sig ind til væggen, næsten som forsøgte hun at synke ind i den. Hendes krop skælvede stadig dels på grund af vinden og dels efter at have mistet en hel del blod. Idet hun lagde armene om sig selv, gled de tunge øjenlåg i. Det var måske dumt at ligge sig til, særligt på dette sted, men hun følte slet ikke at hun kunne holde sig vågen. På den ene side var de stadig den indtørrede blodplet, mens der på den anden lå hendes trusser, hun magtede end ikke at udfører sig dem igen. De blonde lokker gled over hendes ansigt, kildede hende kind, selvom hun ignorerede det, det var kun endnu en måde at gemme sig på. Kjolen var stadig indsmurt i blod, hendes øje var hævet men de fleste andre sår var helet ud over de mange bidemærket hun havde rundt omkring på kroppen. Hun væmmedes virkelig ved tanken!

[Deleted]

Amadeus havde igennem de sidste timer, siddet på Yessicas værelse, også selvom hun.. aldrig var dukket op. Idet at Dafnir så havde valgt at søge efter hende, at han havde fået en sjov fornemmelse af, at der var noget som var galt eller forkert, og derfor ønskede han naturligvis at få undersøgt lige præcis hvad det var, og det var det som han gjorde i denne stund! Turen fra slottet, gjorde han i ly af mørket, så der igen ikke rigtigt, var nogen som fik øje på ham, og det var faktisk også det, som han havde det fint med, når alt endelig skulle komme til alt. Nu som det var sagt, så kunne han bare ikke slippe fornemmelsen af, at noget var rivende galt, og det var slet ikke noget som han brød sig om på nogen som helst måde i det hele taget! Det var koldt i vejret, selvom det ikke rigtigt var noget som han tog så tungt igen, for han var vant til det, og specielt oppe i højderne. Selvom han forsøgte at finde hendes mentale udstråling, så var det en fornemmelse, som.. sjovt nok først nåede ham, som han nåede Banayad Maountain, hvilket var noget som kraftigt måtte forundre ham. Var hun deroppe? Hvad pokker lavede hun da der? Det var jo slet ikke noget som gav mening for ham på nogen som helst måde overhovedet!
”Hvad laver du dog heroppe, Yessica..” mumlede han let for sig selv, inden han søgte ned mod bjergtoppen. Et sted måske fordi at det var en vane, for han boede selv på toppen, men også fordi at han vidste, at det var et sted, hvorpå at der var fred og ro, og han vidste, at han kunne være der for sig selv, sammen med sin datter, selvom han ikke rigtigt vidste hvad hun lavede efterhånden, hvilket jo faktisk var en tanke som gjorde ham trist, også fordi at de altid havde været så tætte som intet andet, men nu? Ja, han betegnede sig selv efterhånden som temmelig.. alene. Som han endelig fik øje på hende, siddende fuldstændig klemt op af væggen, måtte han blive direkte bleg i ansigtet, for det var da tydeligt, at der var noget helt galt! Han søgte ned af bjerget, så han kunne komme tættere på hende, idet han roligt landede og trak vingerne tæt ind til sin egen krop, så han heller ikke selv ville falde ned, for faldet kunne hurtigt vise sig, at blive temmelig grumt, og det var slet ikke noget som han ønskede at vise sig, at være det mindste interesseret i! ”…. Yessica..?” spurgte han med en dæmpet stemme, som han langt om længe, kom tættere på hende, for det var da tydeligt, at der var et eller andet galt, og det var slet ikke en tanke som han brød sig det mindste om, på nogen som helst måde overhovedet. ”Hvad pokker er der sket heroppe?” fortsatte han med en.. vred stemme. Tanken om at nogen havde gjort hende noget ondt, var en tanke som gjorde ham direkte vred!

[Deleted]

Yessica havde i første omgang taget turen for at undgå Amadeus lidt. Hun vidste at hen ventede på hendes kammer, og selvom alt i hende havde skreget efter tid sammen med ham, så havde tuvnget sig selv til at modstå fristelsen netop fordi hun vidste at det var falrigt at komme følelsesmæssigt tæt på ham. Det var ikke rigtigt gået op for hende hvor lang tid hun havde været væk, eller om nogle i det hele taget ledte efter hende.. hun tvivlede på det. Selvom den kolde, ru bjergvæg ikke ligefrem var behagelig at hvile op af, så sad hun næsten allerede og følte at hun måtte sove. De salte tårer var tørret ind på hendes kinder, hun var ikke sikker på at hun havde flere at græde af i det hele taget. Tanken om hendes varme seng derhjemme virkede fristende og så alligevel ikke. Hun havde ikke lyst til at stå op i morgen tidlig og være tvunget til at tage på arbejde, lade som om intet var hændt som hun plejede at gøre det. Et dæmpet suk brød hendes læber. Vingeslagene over hende tog hun ikke rigtigt notits af, hvor der kom i ny og næ en engel flyvende, og hun ønskede virkelig ikke at se nogle så lang tid hun så ud som hun gjorde, smurt ind i blod, med et hævet øje og de vilde, blonde lokker hvilende omkring hende. Hun var næsten allerede gledet ind i en form for hvile, idet Amadeus' stemme ramte hende. I lange sekunder åbnede hun ikke øjnene, men forbandt derimod at han havde fundet hende.. kunne han ikke have gjort det for en time siden?! Langsomt lod hun de trætte grønne øjne kom til syne bag de tunge øjenlåg og tog hans prægtige skikkelse i betragtning. ”Ikke n-noget. Jeg e-er okay,” løj hun, og forsøgte ved hjælp af væggen bag hende, at komme op på benene, også selvom de virkelig var usikre under hende. Der var ingen farve efterladt tilbage i kroppen, og flere steder kunne man se bidemærker også selvom hun virkelig forsøgte at dække dem. Måske hun ikke kendte ham særlig godt endnu, men hun kunne høre på ham at han allerede var ved at hidse sig op, og det var slet ikke noget hun kunne have i hovedet lige nu. Det lykkedes hende langt om længe at komme på benene, også selvom hun fortsat lænede sig op af bjergvæggen, med lysten til at give efter for vægten og bare.. blive liggende, der var ingen grund til andet. Selvom hun ikke havde meget lyst til at komme ham tæt på nogen måde, så ville hun aldrig nå hjem på gåben. Turen var lang og hun var virkelig udmattet fysisk såvel som psykisk, og hun kunne ikke få billedet af den fremmede af sin nethinde. ”Godnat Amadeus. D-det e-er på ti-de a-at søge hjem o-over,” endte hun dæmpet og tydeligvis lidt ved siden af sig selv, inden hun begyndte at søge ned af stien, hvilket gik frygtelig langsomt, fordi hun måtte holde sekunders pause mellem stort set hvert skridt for ikke at ende med at falde direkte tilbage i jorden.

[Deleted]

Amadeus vidste godt, at han var uønsket af Yessica, men.. han kunne virkelig ikke lade være, også fordi at han vidste, at hendes ord modsagde, hvad hun ønskede af krop og sind, og det var skam også det som gjorde sit for hans vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Ikke desto mindre, så var han jo nødt til at gøre noget, når selv slottet var begyndt at søge efter hende, for hun havde været væk stort set hele aftenen, og enhver vidste – som kendte hende om ikke andet, at det slet ikke var noget som lignede hende, og det var selvfølgelig ikke noget som han brød sig om. Det havde efterladt ham med en ringe smag i munden, også fordi at han havde følt, at der var noget rivende galt, og derfor følte han, at han var nødt til at tjekke op på det hele, så han i det mindste var sikker i sin sag. Nu hvor han havde fundet hende, så var det kun en bekræftelse på, at der var noget helt galt, og det i sig selv, var slet ikke en tanke som han brød sig om! Hvem vovede at lægge så meget som en finger på en kvinde som hende, som ikke gjorde nogen, noget som helst?! Han knyttede næverne, som han landede ikke langt fra hende, kun for at henvende sig til hende i stedet. At hun så reagerede på den typiske måde med løgn og afvisning, forundrede ham på sit vis ikke, hvilket kun bekræftede for ham, at det var hende som han havde fundet. ”Jeg har vidst fundet den rigtige, kan jeg forstå,” sagde han med en rolig og ganske sigende mine, som han søgte i retningen af hende atter en gang. At hun ønskede ham godnat og med ordene om at det var på tide at søge hjemover, kunne han kun være enig med hende i, men det var skam slet ikke fordi at han havde nogen intentioner om at skulle efterlade hende heroppe, for det var jo tydeligt, at hun på ingen måder havde det godt. Han rynkede let på næsen, som han let lod hovedet søge på sned, inden han rev kappen af sine skuldre, kun for at vende i retningen af hende endnu en gang. Han brød sig slet ikke om at se hende så.. blodig og bleg. Umiddelbart ville han sige, at det var en vampyr som havde haft fat i hende, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han søgte hen til hende, idet han roligt lagde kappen omkring hendes skuldre. ”Vi skal hjem ja, men du skal ikke hjem til Procias, når du har det sådan, og end ikke landet er et trygt sted at være, Yessica.. Kom.. kom med mig,” sagde han og bad han med en rolig og ganske sandfærdig mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Nu som det var sagt, så ønskede han jo bare at hjælpe hende, og det havde jo altid været hans mening med det hele. Desuden ønskede han slet ikke at hun skulle være alene, efter sådan en hændelse, for han kunne jo næsten gætte sig til hvad der var sket!