Troubles ahead?

[Deleted]

Efter hele balladen med Malisha, så var sikkerheden blevet skærpet omkring landet, så det sidste Yessica havde forventet, var at støde på en vampyr. Amadeus var en ting, hvis han endelig blev set, så forvred han bare vagternes tanker, hvilket vr en tanke som også irriterede hende, for det beviste kun at der var huller i sikkerheden. Procianerne havde været frygtelig hurtigt til at skærme sig selv fra mørket, de var ikke gået nær så aktivt ind i krigen som mørket.. måden de levede på i det uhæmmede, var lige præcis det som fik Yessica til at føle foragt for dem, de tog hvad de ønskede uden at spørge først, og det var bare uhøfligt! Måden han tiltalte hende gav hende en kvalmende fornemmelse, for hun var en af dem der så sin skønhed som en forbandelse. Det fristede svage sjæle, det lokkede og hun hadede det! Selvom hun forsøgte at skjule den, så var den under den stramme knold og alt for dækkende klæder, men hun så virkelig ingen grund til at spille på de fortrin. ”Lyset kan ikke leve uden mørket.. det ville blive vores alles død at udrydde jer. Hvis I lærte at tage afstand til os, så ville det være langt nemmere at leve i samme verden,” påpegede hun sammenbidt, også selvom det var sandt. De ville aldrig kunne udrydde ikke blot en hel race men en hel befolkning, det var end ikke procianerne dumme nok til forhåbentligt. Denne vampyr lod til at være en mand af holdninger, hvilket ikke forundrede hende, men ligesom de øvrige væsner fra hans land, så lod han sig lede at kødets lyster, sådan virkede det ihvertfaæld, og hun nægtede at finde sig i hans kolde hænder! Hun bed sig i læben og tvang tårerne tilbage, selvom hun havde lyst til at græde.. skrige, men det var alt sammen under hendes værdighed. ”Det er morsomt som De skærer alle over en kam. Jeg høre intet andet end fordomme som hverken kan be- eller afkræftes. Livet handler om at leve, det er sandt men det betyder ikke at man skal ødelægge andres liv, for selv at være i stand til at fuldfører det,” skældte hun en smule vredt, for i hendes øjne var han i gang med at ødelægge det liv, som hun trods alle ods havde fået stablet på benene. Hun levede i frygt.. Amadeus og Dafnir påpegede det ofte for hende, for hun afholdt sig selv fra at føle, for at opleve andet end det normale, men det var nu engang sådan hun havde valgt det. Hun havde virkelig lyst til at tørrer det kække smil af hans alt for flotte ansigt! Hans fløjsbløde tone dækkede over så megen mystik og var samtidig så koldt af hun fik kuldegysninger blot ved lyden. En skælven bredte sig. ”Jeg har set mere end rigeligt,” svarede hun med frygt i tonen idet hun begyndte at løbe så hurtigt benene måtte bære sig. Det var måske meningsløst, men hun løb så hurtigt som hun overhovedet formåede, selv op af bjergtoppene, hvilket var hårdt og eftersom hun levede på biblioteket, var hun ikke i den bedste form. Forpustet stoppede hun op og så sig tilbage hvor hans skikkelse ikke længere var i hendes synsfelt. Hun lænede sig op af den ru bjergside for at fange vejret, og få hjertet en smule i bero igen.

[Deleted]

Sikkerheden var uden tvivl blevet skærpet, men sjovt nok var Jaredo kommet ind i landet, det var nok fordi han var kommet op i bjergene, og sådan kommet ind, hvilket ikke mange normale folk ville kunne klare, men med hans vampyriske egenskaber så kunne han rimelig meget mere end hvad et normalt levende væsen ville kunne. Han havde nok vendt om hvis det var tilfældet at han havde vidst det, da han ikke frygtede Procias, men han ville da uden tvivl blive drevet til vanvid af de folk som var her, fordi han simpelthen ikke kunne klare deres holdninger og meninger! De var sjove nok at lege med, hvis man stødte på dem tilfældet i de andre lande, men mere i det, var der så heller ikke. Han trak køligt på smilebåndet til hendes ord. ”Der vil altid være mørke, smukke, netop i natten, den kan man ikke udrydde, men at for eksempel hele lysvæsnerne bliver udryddet, det kan vi i mørket godt leve med, ligesom I også ville kunne leve med, hvis alle Warlocker, dæmoner etc., blev udryddet, da det trods alt bare er en race. Vi føler heller ikke noget ved at Horrorerne er ved at uddø, og for min skyld kan de forsvinde helt,” svarede han ærligt. Det ville nok blive svært at udrydde for eksempel alle lysets racer, men han tvivlede på at de ville mærke nogen forskel, foruden der ikke ville være det fantastiske blod at leve af, men sådan måtte det jo være. At hun så stod og påstod at han havde fordomme, var skam sandt nok, men det at hun beskyldte ham for det, når hun selv havde, var noget som fik ham til at fnyse. ”Og du har tydeligvis også fordomme overfor os fra mørket. Det er ikke underligt at vi ønsker at vride halsen om på jer, når I har jeres meninger omkring os,” svarede han køligt igen, som hans smil ikke falmede det mindste. Han kunne ikke fordrage lyset, og hun kunne tydeligvis ikke fordrage mørket, så de burde jo næsten udkæmpe en kamp til døden og så ville hun se at mørket ville vinde, og at han ville flå hende levende. Måske mørket kunne være barbarer, men de forstod at overleve og at bruge livet på noget ordentligt, nemlig at lære at slås, hvor dem i Procias troede at det hele var lutter lykke og det var til at brække sig over. Hvor var deres guder henne, når de endte i knibe, som denne kvinde tydeligvis var endt i, i nat? Der var kun dem selv der kunne redde dem, ellers en tilfældig person, hvis man var heldig nok til at en kom forbi. At hun begyndte at skælve til hans berøringer måtte få ham til at trække på smilebåndet, selvom han gav slip på hende og blot lod hende løbe. At hun løb op ad bjerget i stedet for ned, forstod han heller ikke, men hun var måske ikke så kløgtig som han havde regnet med. Han gik blot stille og roligt efter hende, selvom han hurtigt endte ude af hendes synsfelt fordi hun løb. Han kunne dog tydeligt høre hendes kraftige hjertebanken ikke bare af at have løbet, men af frygt og nervøsitet. Han trak lumsk på smilebåndet, da hun stoppede op for at få en pause, hvor han valgte at forsvinde i en hurtig bevægelse og dermed dukkede op foran hende igen. ”Hej igen smukke,” svarede han kækt, som han blev stående og lagde armene over kors. ”Hvorfor løber du væk fra mig? Hvem siger at jeg vil gøre dig ondt?” spurgte han i en legende tone.

[Deleted]

Sikkerheden var skærpet og Yessica havde virkelig forventet at sådan en situation som i aften ikke kunne ske. Hvis hun slap godt fra dette, så skulle hun have en snak af alvor med lysets kære dronning, for hun beskyttede tilsyneladende ikke folket så godt som hun umiddelbart gik og troede. Næsten med længsel så hun ned på landsbyen, og ønskede at de havde været omkring andre, for omkring han følte hun sig virkelig utilpas. Selvom hun lyttede til hans ord så var det kun med et halvt ører. Lyden af hendes hjerte var altoverskyggende sådan som hun kunne mærke pulsen hamre ved tindingen, og i hver lille del af kroppen, særligt hvor hans hænder havde berørt hende. ”Ligesom der altid vil være lys.. Ingen af dem kan leve uden hinanden. Vi kan måske udrydde en enkelt race uden at bide os fast i det, men hvordan skulle vi dog kunne væge mellem et utal af udulige, mørke racer?” spurgte hun en smule kækt. Personligt ville hun først og fremmest udrydde alle dødsengle, men derefter ville vampyrerne blive de næste til at følge temmelig hurtigt, hun hadede dem! ”Du er en modbydelig mand,” vrissede hun, ikke at det overraskede, for han var trods alt en vampyr. Han var bestemt ikke den eneste med et hav af fordomme, når det kom til mørket var der nok ikke mange som havde flere end hende selv. Det var egoistiske væsner, der tog hvad de ville have, de lod sig friste af kødets lyster og det kunne hun ikke have respekt for, selvom hun ej var synderligt troende. ”Jeg har fordomme om mørket ja, såvel som i har om lyset. Vi har bare selvkontrol nok til at acceptere jeres eksistens, selvom jeg må erkende at det er folk som Dem, der oftest giver mig problemer med det,” endte hun mere tonløst. Hun var panisk også selvom hun virkelig forsøgte at skjule det. Hendes krop reagerede derimod instinktivt, hvilket også var grunden til at hun var dum nok til at bruge energien op af bakke frem for ned, hvor hun ville have været i stand til at komme hurtigere væk fra ham. Stakåndet stoppede hun op og trykkede sig helt mod den kolde væg, mens hun spejdede en smule omkring for at se ham, men der var intet hvilket for et øjeblik fik hendes krop til at føle en smule til ro. Skuldrene sank ned. I sit stille sind gav hun sig selv et løfte om snart at begynde at træne, for det andet her ville ende galt en dag. At det så var en del af hans jagt.. en del af hans pirrende leg, det gik først op for hende, idet øjeblik han endte med at stå foran ham igen. Hun hævede langsomt blikket til hans ansigt, og måtte slippe et mindre hvin, som hun ellers havde forsøgt at holde inde. ”Det faktum at du forfølger mig,” svarede hun forpustet. I sine hænder voksede lyset.. det var frygtelig energikrævende i mørket, men hvis det kunne gøre udfaldet, så tøvede hun ikke. Lyset i hendes hænder voksede og kastede hende selv i et næsten guddommeligt skær, for et kort øjeblik inden hun kastede det mod ham, i forsøget på at få ham væk.

[Deleted]

Det var måske ikke det helt realistiske at udrydde alle lysets racer og et helt land, og på en måde ville det måske også være synd, men han vidste at der var nogle som var så godtroende at de troede på det gode selv i en mand som Jaredo og det gav ham lyst til at vise dem modsat. Denne kvinde var dog klog nok til at have fordomme overfor mørket, hvor hun sådan set også havde ret i dem, for han gad skam ikke engang at modbevise hende i det, han var en slem mand, en skurk, rent faktisk også en psykopat, da han var fuldstændig forskruet, men han nød livet som ingen anden gjorde, og det ville han langt hellere end at leve i en falsk fantasi verden som de gjorde her i Procias, og som selv mange gjorde i Dvasias. Det var skam ikke alle fra Dvasias han kunne lide, da mange bare havde det hele i munden, men han var ikke sådan en mand, for selvom han var meget frembrusende og selvsikker, så talte han skam sandt omkring sig selv, da han ikke var en man burde lægge sig ud med. Desværre for denne kvinde, så havde han fundet hende og det ville hun nok hade det næste lange stykke tid frem. ”Pas nu på smukke, du står trods alt over for en af de uduelige racer,” svarede han i en rolig tone. Nok var han rolig nu, men det kunne hurtigt ændre sig, for selv han var en mand som man sagtens kunne irritere og når først man fik ham skubbet derud, så var han på ingen måder sjov at være i selskab med, da han så gik imod alle og enhver, hvilket også var sket mod hans egen kusine, og det havde han det alligevel lidt dårligt over, selvom han også havde været påvirket af alkohollen, da han trods alt havde drukket en del. At hun så kaldte ham for en modbydelig mand, fik ham til at slippe en munter latter. ”Sandt, det er jeg, men jeg kan skam sagtens behandle en kvinde godt,” svarede han med et næsten helt charmerende smil. Sandt var det. Han kunne sagtens være god mod en kvinde, hvis han kunne lide hende, desværre var det sjældent, hvor han også typisk kun havde den bagtanke at få kvinden med til sengs og derefter kassere hende igen. Han bandt sig ikke til nogle, familien var trods alt familie, så dem hang han på og de var nok de eneste han ville gøre noget for, men ellers var han egentlig ligeglad med alle andre. ”Og dine fordomme er dig skam berettiget, men sådan går det også den anden vej. Jeg vil så til gengæld sige at du er en af de få som skiller sig ud fra dem jeg har fordomme imod, og det må jo næsten være en god ting,” svarede han roligt, selvom hun nok ville ødelægge det hele selv, fordi hun ikke kunne lide ham.
Det måtte helt more Jaredo at se hende kæmpe så hårdt for at slippe væk fra ham, hvor han hurtigt nåede op til hende igen. At hun helt måtte hvine, fik ham til at trække morende på smilebåndet, da det var som sød musik i hans ører. Han trak let på skuldrene til hendes ord. ”Der er ingen der siger at der skal ske dig noget,” svarede han ærligt. Han behøvede skam ikke at gøre hende ondt, men det var ærligtalt sjovt at lege med hende. At hun så valgte at danne et lys i sine hænder, lagde han godt mærke til, hvor han vendte blikket sigende imod hende. ”Det der gør du ikke,” svarede han tydeligt alvorligt og advarende, som havde det næsten været med en løftet pegefinger. Men jo, hun gjorde, hun kastede lyset imod ham og han endte helt blændet, hvor han med et brøl tog sig til øjnene og bakkede bagud. Han gjorde det dog for hurtigt, hvor han endte med at ryge ud over bjergets kant og faldt ned. Man kunne høre hans råb, som døde ud, da han landede hårdt på en afsats flere meter nede, et fald som ville have dræbt en levende person. Så man ud over kanten og ned på ham, ville man kunne se blod og at kroppen lå helt forkert, fordi den var brækket flere steder og bevidstløs havde det også gjorde ham, men død var han dog ikke.

[Deleted]

Procianerne havde altid været kendt for at være godtroende væsner, hvilket også var tilfældet for det meste. De fleste ville tøve med at ofre selv det onde, sådan var Yessica ikke. Hun var ganske vidst en varmhjertet kvinde, men hun havde ikke det samme forhold til drab som så mange andre. Måske det bundede i at hun havde været hævntørstig i frygtelig mange år, dog velvidende om at hun som ene kvinde aldrig selv ville være i stand til at tage den og hvorfor skulle hun gøre det nu? Hun havde lært at leve med de mange mareridt, netop ved de mange forsøg på at slette sine feminine sider. Hvis blikke havde været i stand til at dræbe, så var denne mand faldet død om, så intenst som hun betragtede ham med sammenknebne øjne. Selvom han virkede meget kontrolleret, så var hun ret sikker på at han holdt hende for nar ligesom alle andre mænd ville gøre.. ikke kun vampyrer. ”Det gør jeg tilsyneladende. Og stop med at kald mig det!” vrissede hun en smule hidsigt, ligesom hun normalt gjorde overfor Amadeus når han tiltalte hende som sådan. Hun hadede at være en smuk kvinde! Yessica frygtede lidt at han var mere end det han viste. Han kunne til enhver tid banke hende i jorden, hun var hverken stærk eller krigerisk og den eneste magi hun kunne var til et sølle forsvar. Dette var grunden til at hun fortrak bøger! ”Det er jeg ikke overbevist om,” svarede hun direkte. Ingen mand var i stand til at behandle en kvinde godt i hendes øjne.. hvem lod sig ikke såre et utal af gange på grund af kærlighed? Nej den slags var forblændende og ville kunne bringe mere sorg end glæde! Hun sank en klump. Om det var en god ting at hun modsagde hans fordomme, havde hun endnu ikke fundet ud af. Hun havde en meget stærk mening i forhold til mange andre fra lyset og særligt kvinderne, men derudover var der ikke rigtigt noget særligt over hende. ”Virkelig? Sjovt.. du skiller dig overhovedet ikke ud,” mumlede hun sammenbidt.
Yessica var ikke i tvivl om at denne fremmede næsten nød måden hun forsøgte at undslippe, også selvom hun for et kort øjeblik virkelig havde troet at det var lykkedes hende, hvilket selvfølgelig havde været naivt. Lyset i hendes hænder var kraftigt, hun vidste end ikke hvad formålet med det var, men han skulle væk! Stenene faldt fra hendes hjerte idet han gled ud over klippen. Hun slap lyset og faldt igen ind i mørket. Et øjeblik stirrede hun tomt frem for sig.. hun havde begået et mord.. for første gang nogensinde, havde hun taget et li hvis man kunne tage det sådan. Adrenalinet tog af og fik benene til at falde sammen under hendes skikkelse, som hun i stedet endte med at sidde lænet op af klippevæggen, så lettet og samtidig forskrækket at tårerne begyndte at trille hen over hendes blege kinder. Selvom hun ganske vidst var lykkelig for at hun havde undsluppet så følte hun et stik af samvittighed.. han havde været ubehagelig, men i virkeligheden ønskede hun ikke at gøre nogle ondt!

[Deleted]

Hidsig forekom hun Jaredo, hvor han ville sige at det var sjældent at man fandt en så fast type her i Procias, især blandt kvinderne. Der ville naturligvis altid være de som skilte sig ud, det havde hans lange levealder alligevel erfaret ham, men hans fordomme havde skam ikke ændret sig på nogen måde, da han generelt ikke kunne klare lysets væsner og deres holdninger, for han havde også mødt frygtelig mange der havde troet at de havde kunnet lave om på ham, og hvis der var noget han ikke kunne tolerere, så var det hvis folk troede at de kunne lave om på ham og fortælle ham hvad han skulle, hvor han typisk endte med at gøre det stik modsatte hvis folk satte regler op for ham. At hun så ikke ville kaldes smuk, fik hans hoved til at søge let på sned. ”Jeg forstår godt at du ikke vil kaldes det af mig, men det lyder jo næsten som et problem for dig i al almindelighed. Der er skam intet galt i at være en smuk kvinde, og smuk er hvad du er, så hvorfor ikke bare være glad for at du har et flot ydre? Der er mange kvinder der ville give hvad som helst for at have et smukt ydre som dit, så hvorfor ikke bare være glad for at guderne har givet dig lidt godt i livet?” spurgte han roligt, som han hævede det ene øjenbryn, som kun forstærkede det forundrede blik. Han forstod ikke hvordan en kvinde kunne hade at hun var smuk, men det gjorde hun tydeligvis. Men at være smuk kunne både have sine fordele og sine ulemper, særligt i de forkertes selskaber, og måtte man jo så sige at hun var endt i denne nat. ”Det forundre mig skam ikke, men du kan generelt heller ikke lide mænd, kan du vel?” spurgte han, selvom det mere var en konstatering frem for et spørgsmål. Hun virkede ikke til at kunne lide mænd, hvilket han kunne fornemme på flere måder, også da han havde berørt hende, da hun næsten var endt helt i panik. Men hun var nok heller ikke vant til en frembrusende mand som ham, da han ikke just ville kalde de mænd her til lands for rigtige mænd. De var en flok sølle skvat og det var en mening der nok aldrig ændrede sig. ”Åh det gør jeg skam. Ser du.. de normale mænd du har fordomme overfor i mørket er ingenting sammenlignet med mig, da jeg er den ægte vare,” svarede han med et ildevarslende smil på de blege læber.
Da Jaredo ramte afsatsen længere nede, brækkede han flere knogler, der gjorde ham bevidstløs og ’død’ i et stykke tid, som han på ingen måder rørte på sig. Det var et fald der havde slået enhver levende ihjel, da han var faldet flere meter. Langsomt måtte hans knogler dog knække, brække og dreje sig, som hans krop langsomt gik i gang med at heale sig selv, hvilket fik ham til at brumme smertefuldt og arrigt. Som han lå healet på den hårde bjergoverflade, slog han blikket op med et vredt blik, hvor han langsomt kom op på benene igen, fyldt med blod i ansigtet og på tøjet, selvom det hurtigt tørrede. Han prustede arrigt, som han valgte at gøre en hurtig bevægelse, hvor han endte hele vejen oppe ved hende igen og så mod hende med et vildt og dræbende blik. ”Det der skal du få betalt!” hvislede han vredt, som han i en hurtig bevægelse greb fat i hende og satte sine sylespidse hjørnetænder i hendes hals.

[Deleted]

Yessica var skam kendt som lidt af en hidsigprop også landets folk imellem. De fleste kom på biblioteket men turde ikke at bryde reglerne, og mange var ligefrem bange for at sætte en bog forkert på plads, fordi de vidste at de ville få Yessicas vrede at føle. Hun skammede sig ikke over at være strid, men det lod til at vække bekymring overfor mange, fordi hun ikke tillod nogle at komme ind på livet af hende, men nu hvor hun stod overfor en vampyr, så måtte hun erkende, at det faktisk lettede hende, at hun ikke var bange for at svare fra sig selvom hun var bange for ham som udgangspunkt. Hans lange tale om hendes skønhed, fik hende til at synke en klump. Hun knyttede næverne og rystede på hovedet. Mange kvinder ville give alt for at se ud som hun gjorde, men alt hun selv forsøgte var at skjule den. ”Skønhed er falsk og midlertidig. Desuden er man langt mere ubemærket hvis ikke man er en køn kvinde, mænd som dig, har en.. tendens til at udvælge kvinder som mig til ting som ikke burde ske, uanset hvad. Det er min erfaring at kønne mennesker har større tendens til at give efter for deres lyster, og jeg har ikke lyst til at være deriblandt. Jeg er meget andet end en køn kvinde,” endte hun og stak næsen en smule i sky. Hun ville ikke kendes på sit udseende, selvom nogle måske ville mene at hun var heldigt stillet med henblik på det. Mænd gjorde også kur til hende selvom de hurtigt måtte droppe forsøget i hendes afvisninger, der som regel var nedladende og ligefrem hånende. Uanset så var det ikke fordi Yessica ønskede hans forståelse, faktisk ønskede hun bare at han ville holde sig langt væk! Hun rystede afvisende på hovedet. ”Jeg har intet imod mænd, så lang tid de ved hvor deres hænder skal være, og ved hvordan man snakker til en kvinde,” svarede hun, også selvom.. ja.. den slags mænd fandtes stort set ikke, de havde stort set alle bagtanker, så nej i virkeligheden brød hun sig ikke om mænd, og særligt ikke dem som oven i købet kom fra mørket. Hun rynkede på på panden go trak brynene sammen, tydeligvis ikke overebvist. ”I mine øjne er de ikke anderledes,” endte hun modigt og dog ligegyldigt, for hun mente det skam, han var ligeså modbydelig som alle andre.
Yessica begravede ansigtet i sine hænder og forsøgte forgæves at falde lidt til ro igen. Hendes hjerte hamrede som en sindssyg, ved tanken om at hun netop havde skubbet en mand ud over kanten. Frygten var forsvundet, hvilket igen var naivt, for hun burde vide at neden under hende, var vampyren atter ved at genvinde sin styrke, og denne gang vred. Med ren skræk, faldt de grønne øjne på hans skikkelse. Hun åbnede munden selvom ikke et ord forlod hende, og før hun nåede at reagere så havde han sat sig i hendes hals. Hun skreg og forsøgte at skubbe ham væk, også selvom det eneste hun endte med, var langsomt at glide hen i hans greb og

[Deleted]

Hun var noget for sig selv, hvilket Jaredo skam måtte give hende, men det kunne også blive et problem, særligt når hun stod overfor en mand som ham. At hun så endte helt forfinet, fik ham til at trække på smilebåndet, imens han lagde hovedet let på sned. Hun brød sig ikke om sit smukke ydre og i en situation som denne, kunne han egentlig godt forstå hende, men normalt burde hun være glad for sit kønne ydre, for hvem gad en grim kvinde? Han gjorde i hvert fald ikke og mange andre mænd ville også helst foretrække en smuk kvinde, hvilket var meget normalt. ”Der er intet i vejen med at give efter for sine lyster, hvis du overhovedet har prøvet det, vil du vide at det er en fantastisk følelse, hvis du rent faktisk vælger at give efter,” svarede han sandfærdigt. Hvis man ønskede at blive tilfredsstillet, så kunne det være en helt fantastisk følelse, og var men kvinde, var man heldig hvis man lå i med ham, da han kunne sit kram, men det fandt denne kvinde næppe ud af, da hun var en strid strigle, som næppe ville lade nogen mand komme hende nær, og han ville næsten også have ondt af fyren, der endelig gav sig hen til hende. ”Åh du mener altså ikke en slem mand som mig? Men rent faktisk startede jeg med at tale pænt til dig, det er dig, som var uhøflig og bare gik videre, så rent faktisk må det være din skyld, hvis du ender i problemer,” svarede han legende og kækt, som hun nok var endt i problemer uanset hvad, for sådan var han bare som person. Han var utilregnelig. Han kunne sagtens være sød og lade folk gå, men det skete sjældent, for hvad sjovt var der ved det? At hun ikke mente at han var anderledes forundrede ham ikke, da hun sikkert så ens på dem alle sammen, men sådan havde han det jo også lidt med lyset, da han så dem som de samme og ikke som forskellige. ”Så må jeg jo bare vise hvor modbydelig jeg kan være,” svarede han med et lumsk smil. Han kunne sagtens vise hende at han var et rent mareridt og det hun frygtede fra mørket, som han var den ægte vare, hvor alle andre var små skvat sammenlignet med ham!
Vred … nej, rasende havde det gjort Jaredo at hun havde skubbet ham ud over kanten, hvilket hun skulle komme til at bøde for med sit eget liv! Rasende var han! Han prustede som en arrig tyr, som han løb hele vejen nede fra op og op igen, hvor han på et splitsekund stod oppe ved hende igen med vilde og intense øjne, der så på hende som noget der skulle flås levende. Han tøvede ikke med at sætte tænderne i hende, hvor han end ikke frydede sig over hendes skrig, for nu skulle hun bøde for det! Han tog nogle store slurke, som han svækkede hende, skønt dette var en alt for mild straf for hende. Han trak derfor hovedet til sig, hvor han rejste dem begge op, kun for at knytte sin næve, som han slog direkte imod hendes kønne ansigt. Hun ville være grim? Jamen det kunne han fint hjælpe hende med!

[Deleted]

Yessica legede med ilden hvilket hun et sted udmærket var klar over, desværre havde hun aldrig haft den største situationsfornemmelse. Disse problemer kunne hun muligvis have reddet sig ud af med lidt almen høflighed og roligt snak, men hun havde aldrig været synderlig god til at fører en samtale, mest fordi hun var så stor en strigle som hun nu engang var. Det var ikke fordi hun regnede med at denne mand ville tage hende mod sin vilje, eftersom han var vampyr, var det værste han kunne finde på vel at sætte tænderne i hende? Hvilket i sig selv var en tanke som hun måtte foragte. Hun sendte ham den dræbende mine. Alle blev ved med at påstå at den slags nærvær var noget behageligt, men Yessica havde skam været mænd tæt.. eller en frivilligt vel og mærke, og det havde ganske vidst givet hende en søn, men den slags kontakt var skabt for at formere sig, ikke for at nyde! Hun bed tænderne fast sammen.. bare det at snakke om den slags gjorde hende mundlam, for hun kunne ikke få sig selv til at tage ordene i munden. ”Jeg har skam prøvet det, tak. Jeg har en søn,” svarede hun bidsk også selvom det nok i virkeligheden var irrelevant, men det var om ikke andet et klart bevis på at hun havde været nogen tæt. ”Jeg skulle ellers mene at jeg var meget høflig selvom jeg afviste dig. Jeg har som sagt ikke lyst til selskab i aften,” gentog hun lidt opgivende, for hun vidste allerede at han var ligeglad her, ellers ville han ikke begynde at forfølge hende på den måde. Det var slet ikke fordi hun havde et stort behov for at se hvor modbydelig han kunne være, for hun havde allerede fået en forsmag på det, og hun brød sig bestemt ikke om det!
Det var lykkedes hende at få pusten lidt tilbage hvilket også havde sagnet hjerterytmen en smule også selvom det var for en kort stund. Selvom vampyrer var udødelige, så havde Yessica med det samme konkluderet at faldet måtte have dræbt ham, der var jo virkelig langt ned.. hun blev en del overrasket da igen pludselig stod foran hende, med vrede og sult i blikket. Hendes krop blev mere og mere slap i takt med at han tog store mundfulde af hendes blød. Hun stønnede hæst, og forsøgte at fokuserer da han uden videre trak sig tilbage og hev hende op på benene, også selvom benene skælvede så de truede med at knække sammen under hende. Hun nåede knap at lade de grønne øjne glide mod hans næve inden den slog hende direkte i hovedet og fik hende til at miste balancen, hans slag var jo langt hårdere end det ville være normalt. Hovedet slog hun tilbage og følte hvordan blodet måtte rende fra hendes pludseligt brændende og dunkende næse. ”L-lad m-mig være,” hviskede hun skælvende og forsøgte at skubbe ham fra sig, velvidende om at hun nok ville falde direkte på den kolde jord idet han slap taget om hende. De blonde lokker havde i farten løsrevet sig fra båndet der holdt dem fast, og faldt nu i stedet ned over hendes ansigt, hvilket pludselig var glad for.. det føltes næsten som kunne hun gemme sig bag dem.

[Deleted]

Jaredo var på ingen måder en mand, som man skulle lægge sig ud med, da han var en psykisk syg person, hvilket man kunne takke hans onkel for, som havde voldtaget ham, misbrugt ham, tortureret ham og det som var værre. Et forfærdeligt liv havde han haft, under sin onkels styre, men det var han fri fra nu, hvor han kunne gøre præcis som han ville og det var også hvad han ville! Desværre havde det bare efterladt hele familien forskruet og ødelagt, og normale blev ingen nok igen, da de var tabt bag vognen. Det måtte faktisk komme bag på ham at hun havde prøvet at være en mand tæt, siden hun havde en søn, for hun virkede ikke just som en der nød af det, men måske det også var derfor at hun ikke brød sig om mænd? Fordi der kun havde været den ene rigtige? Eller også så var hun blevet taget imod sin vilje og deraf var barnet kommet. ”En sølle horeunge, er der intet værd i,” svarede han nedladende. Han selv havde sikkert hundred af dem ude i verden, da det ikke var få han havde været sammen med, men det tænkte han ikke over, som han var fløjtende ligeglad og hvis nogen kom og ville beskylde ham for at være far, ville han nok slå vedkommende ihjel, da det var fuldstændig udelukkende! Han nægtede at tage det ansvar, hvor han nok aldrig blev klar til det, men han vidste at hvis han engang blev overhovedet for familien, så skulle han have en vampyrkvinde, som kunne give ham arvinger og det ville være den eneste gang at han ville vedkende sine egne børn. ”Bare ærgerligt for dig at jeg ikke tager et nej for et nej,” svarede han kækt igen, som smilet bredte sig ganske let på hans læber. Han lod skam ikke en person gå så let, hvis han ikke ønskede det, eller hvis han så morskab for natten og det gjorde han – til uheld for hende – ved hende, da han fandt hendes person spøjs. Han ville næsten mene at hun slet ikke hørte til her i Procias, og dog, der var visse lighedstræk, såsom det havde været naivt af hende at tro at hun kunne stikke af fra ham og at han bare ville lade hende være, og hun ville komme til at fortryde at hun var søgt ud denne nat. At hun så også havde troet at det ville dræbe ham at falde ned, var måske ikke så underligt igen, da det havde været et grimt fald, men hun glemte det faktum at han var en vampyr og der skulle noget mere til at slå ham ihjel, selvom faldet skam havde gjort frygtelig ondt og derfor var han også rasende! Blodet der rendte ned af hendes næse efter slaget, var end ikke nok til at han frydede sig, da hun skulle opleve det som var være! ”Du vil ikke være smuk? Jamen så lad mig hjælpe dig med at blive grim,” svarede han blot køligt, som han slog endnu en knytnæve imod hendes ansigt, hvor han placerede det mod hendes ene øje, for at gøre det blåt og muligvis flække hendes øjenbryn, og hans styrke ville nok slå hende i jorden. Han var dog hurtigt henne over hende igen, hvor han greb fat i hendes ben som han spredte ganske let. ”Eller jeg kunne gøre det som var værre, og tage dig imod din vilje,” truede han med et helt sindssygt smil på hans læber.

[Deleted]

Hvad denne mand baggrund var, havde Yessica ingen idé om.. hun havde aldrig rigtigt givet sig tid til at lærer noget fra mørket at kende, og hun havde aldrig skænket det en tanke, at der kunne ligge rumme ting til grumme for nogle af de modbydelige handlinger det begik. I virkeligheden var man jo blot et produkt af fortiden, og der var hun ikke selv et undtag. Hun levede i frygten for at blive forladt.. med årene var hun stoppet helt med at lade folk komme ind på livet af hende, og hun var og havde altid været skrækslagen for mænds berøringer på grund af den voldtægt hun selv led under da hun endnu kun var et barn og mistede begge sine forældre. Hans ord fik hende til at knytte hånden let inden hun hævede den for i stedet at svinge den mod ham. Det var måske frygtelig modigt, men hvad angik hendes søn, så var det et meget ømt punkt og hun fandt sig ikke i at høre nogle snakke om ham eller om hende på den måde! ”Min søn er bestemt ingen horeunge, Sir!” svarede hun vredt. Hun havde skam været gift med en respektabel mand også selvom det ikke havde været et langt ægteskab, og han var stukket af med den unge kvinde.. Yuuki var vidst hendes navn. Hun bed tænderne hårdt sammen og stirrede intenst efter ham. Det var skam allerede gået op for hende, at han ikke tog nej for et nej, hvilket var tanken som faktisk gjorde hende panisk. ”Det.. er uhøfligt,” pegede hun i et tydeligt irriteret tonefald. Hun var allerede ude hvor hun ikke var i stand til at bunde, men det var ikke rigtigt gået op for hende endnu. Et fald som det han havde lidt, ville have slået de fleste ihjel.. selv en vampyr, at det så ikke havde været tilfældet, stillede hende ikke ligefrem bedre. Tårerne trillede lydløst ned over hendes kinder, som han begyndte at rive hende rundt. Blodet fra de to mærker i halsen løb endnu eftersom han ikke havde lukket sårene. Langsomt afkræftede det hende, hvilket viste sig på moden hvorpå enhver form for farve forlod hendes krop og i stedet lod hende stå fuldkommen bleg. Den hårde knytnæve slog hende direkte i den kolde jord. Hun gipsede idet hun ramte de hårde sten. Selvom hun ikke kunne se præcis hvilke skader han efterlod, så var det blevet svært at se ud af det ene øje, og hun følte sig.. våd over det hele, hvilket nok var blodet. Hun hævede sin hånd og strøg den hen over sin kind, hvilket blot smurte det yderligere ud i det før så kønne ansigt. Yessica kneb blikket en smule sammen selvom det strammede i hele ansigtet og forsøgte at holde øje med ham, også selvom det hele var lidt sløret.. hun havde vel slået hovedet en smule? Alligevel så nåede hans kølige tone hende. Hun stivnede for et øjeblik, før hun forsøgte at sparke ud efter hans hoved. ”H-hold d-dig v-væk!” advarede hun og trak sig igen tættere på klippevæggen. Hvis der var noget hun ikke ønskede, så var det at få ham tæt på sig, faktisk ville hun hellere dø. Udmattet lagde hun sig på den hårde grund under hende, og forsøgte at vride sig væk fra ham.

[Deleted]

At hun havde fået en søn, kom skam bag på Jaredo, men hun var trods alt heller ikke nogen ung pige, så det kunne vel heller ikke komme så meget bag på nogen alligevel? Det var kun fordi hun udviste foragt for det mandlige køn, men det kunne der trods alt være mange grunde til. At hun så blev hidsig, da han talte ned om hendes søn, så det fik hende til at slå ham, kom alligevel bag på ham, hvor han mærkede hendes knyttede næve ramme hans kæbe. Ikke et slag der gjorde frygtelig ondt, fordi han var vampyr, men naturligvis kunne han mærke det, selvom det var chokket der gjorde det meste, hvor han tog sig til kæben og vendte blikket forundret mod hende, kun for at klukle ganske let. ”Aha.. ser man det. Din søn er tydeligvis et ømt punkt,” svarede han i en eftertænksom tone, som han betragtede hende ganske let og med et næsten lumsk smil. Det var jo næsten en skam at hendes søn ikke var her, men han havde det skam fint med at nøjes med hende, hvor hendes søn nok ville få et chok når han så hvilken tilstand hans mor kom hjem i. Han var en frygtelig bestemt og dominerende mand, som han var frembrusende og direkte, hvilket var for meget for mange og tydeligvis også for hende, da hun hurtigt havde følt ubehag ved hans tilstedeværelse, men det var nok også fordi han havde fulgt efter hende, hvilket aldrig var rart. ”Du skal vidst nødig snakke om at være uhøflig, eftersom du startede,” svarede han kækt igen. Hun var den som havde afvist ham, endda selvom han rent faktisk havde været høflig overfor hende. Der var heller ingen der havde sagt at der havde behøvet at ske hende noget, men det havde hun så selv sørget for, da hun havde valgt at lægge sig ud med ham og det slap man sjældent godt fra.
Hidsig var Jaredo blevet, da hun havde valgt at skubbe ham ud over afsatsen, hvor han var landet nogle meter længere nede. Ondt havde det i den grad gjort og han kunne endda stadig mærke det! Det føltes dog godt at give igen, som han nød fornemmelsen af hans knytnæve der knuste hvad han stødte på sin vej, selvom det ikke var nok til at få ham til at fryde sig, da dette var intet i forhold til det fald han lige var blevet udsat for! Hun burde næsten selv prøve det! Og fristende var det at kaste hende ud over kanten! At hun forsøgte at sparke ud efter ham, fik ham til at gribe fat i hendes ben med et fast greb, så det ikke var hende muligt. Han endte med at tysse ganske blidt på hende, som han lænede sig ind over hende. ”Rolig nu.. Det behøver slet ikke at være så slemt,” tyssede han fløjlsblødt på hende, skønt hans smil var grumt. Han valgte at køre en hånd op ad hendes bløde og varme lår, imens han trak kjolen med sig, hvor det nok ikke var svært at regne ud hvad han faktisk ville, og det kunne man også se i hans blik.

[Deleted]

Det kom som oftest bag på de fleste at hun havde en søn, og selvom Dafnir var et forholdsvis kendt ansigt i procias, så var der ikke mange som forbandt ham med hende. Hendes søn var blevet en flot mand, en som Yessica i den grad følte sig stolt af at have opdraget selvom det på ingen måde havde været nemt! Hun kunne ej heller skjult at det var et ømt punkt, netop fordi hun dengang hun fandt ud af at hun var gravid og blev forladt kort efter, havde troet at hun ikke ville klare den som mor, men det havde hun gjort! Slaget gjorde næsten mere ondt på hende selv end det nok gjorde på ham. Hun trak den til sig og viftede den lidt i luften. Hendes hånd dunkede hvilket ikke gjorde det særligt overbevisende, men hun havde om ikke andet forsøgt at stå op for sin kære dreng. ”Alt andet ville være underligt efter 3 lange dage i intense smerter for at få ham,” svarede hun blot. Det havde været en umådelig lang og hård fødsel, hun var glad for at hun ikke skulle igennem det igen. Denne mand lagde bestemt ikke to fingre imellem det var gået op for hende, og tanken gjorde hende skrækslagen for pludselig havde hun ikke længere nogen kontrol over situationen, derimod så stod han i stand til at lege Gud pludseligt. ”Enhver har ret til at takke nej til selvskab,” svarede hun lidt panisk eftersom han var kommet tættere på hende. Både hendes krop og ansigt var efterhånden smurt ind i blod, dels fra den brækkede næse, og dels fra såret fra hans tænder på halsen, som endnu ikke var blevet lukket. Jo længere tid der gik, des mere svag og afkræftet følte hun sig. Havde det ikke været på grund af at kroppen reagerede på fareren og den smerte som han havde sat i hende, så var hun faldet i søvn for længe siden.
Det var ikke sævrt at forstå at han var blev et hidsig, en han var den som i første omgang havde valgt at gøre hende utilpas og hun forsvarede sig som de fleste andre ville i situationer hvor de følte sig truede. Hendes krop skælvede på den iskolde grund hvor kappen ikke længere var til megen beskyttelse. Idet hun mødte klippevæggen var der ej heller nogle vegne at flygte med mindre hun kom op på benene, og det syntes umuligt for hende på nuværende tidspunkt. Skrækslagent så hun til mens han førte hans op over hendes lår. Hun hadede det faktum at kroppen faktisk reagerede på kærtegnet med en form for grådighed som hun ikke ville være ved. Hendes hjerterytme steg igen og blev frygtelig hurtigere jo længere op han bevægede sig og des mere af kjolen han fjernede fra hende. Det var bestemt ikke svært at regne ud hvor han ville hen. Den lokkende stemme og det intense blik sagde hende lidt det hele. ”A-alt andet e-end d-det,” hviskede hun næsten bedende og forsøgte at se hans ansigt også selvom det var svært med et hævet øje. For Yessica var det nok den værst tænkelige tortur – at blive tvunget tæt på en mand.

[Deleted]

Slaget hun skænkede Jaredo, var tydeligt gjorde mere ondt på hende selv end på ham, men det var heller ikke så underligt, når han nærmest var lavet af sten. Hans knogler var frygtelig tunge og stærke, da han var udholdende og dog ikke nær så meget som en varulv ville være, men det ville være hårdt nok for et levende væsen at slå til, derfor kom det ikke bag på at ham at det gjorde ondt på hende. Han tog det dog ikke så tungt, da det måske var klart at en mor ville forsvare sit barn, i hvert fald en rigtig mor, men det var han til gengæld fløjtende ligeglad med, da han ikke var nogen kærlig mand. Han gik selvfølgelig ind for at holde sammen som familie, men når alt kom til alt så havde han kun søskende, fætre og kusiner, der var ingen ældre eller nogen der havde fået børn, og den første i familien der fik børn ville nok skille sig en del ud, da resten var fuldstændig forskruede og slet ikke klar til at tage det ansvar og det var han på ingen måder selv. ”Men så fortæl mig hvorfor du hader mænd så meget, eller er din søn i sandhed en horeunge fordi faderen var endnu en charlatan?” spurgte han kækt, som han med vilje stak til hende. Han forstod ikke hendes had til mænd, hvis ikke der lå en dybere mening bag, desuden havde hun en søn, men ham hadede hun tydeligvis ikke selvom han var af samme køn som hun selv lød til at foragtede. Panisk lød hun også pludselig, hvilket måtte more ham, da han nød det faktum at han havde skræmt hende og han havde knap nok gjort hende noget, han var knap nok gået i gang, og når først han gjorde, så ville hun først være bange for ham, hvis ikke rædselsslagen. ”Måske, men det er ikke alle der acceptere et nej, desuden er det jo ikke kun det, men også dine små fordomme, og nu er jeg jo næsten nød til at leve op til dem,” svarede han grumt, som noget mørkt lagde sig over hans isblå øjne. Hun var bange og det var nok blevet værre efter hans slag, som efterlod hende blodig, ligesom med blodet der strømmede fra hendes hals. Noget som rev i hans sult, skønt han havde fået den stillet for ikke så lang tid siden, så det var ikke mad han tænkte på, men ren og skær hævn. At hun først gik i panik, da han gik i gang med at berøre hende fik ham først til at smile for sig selv, hvor han ikke tog blikket fra hende, men lod hånden fortsætte sin vandring op ad hendes bløde lår. Den anden hånd løftede han og lagde mod hendes kind, som han strøg ganske blidt. ”Jamen jeg vil jo få det helt dårlig over at skulle slå dit smukke ansigt til blods, dette er tværtimod noget jeg selv vil få ud af, og tro mig.. du kan sagtens nyde det, hvis du vælger at give efter,” lovede han hende lokkende, som hans hånd ved låret greb fat omkring hendes trusser, som han begyndte at trække af hende, hvor den anden hånd sørgede for at holde hende nede, så hun ikke ville kunne gøre modstand.

[Deleted]

Slaget hun skænkede ham gjorde faktisk temmelig ondt på hende selv hvilket ikke havde været meningen! Hun havde ikke regnet med at han ville være så hård at slå på! Hun pustede på sien ømme knoer.. hun var villig til at beskytte sin søn for enhver pris, for han var det eneste hun havde tilbage nu om dage, og hun vidste hvor meget han bekymrede sig om hende og gik op i at holde hende glad og beskyttet. Hvordan hun havde det med mænd, lå helt tilbage fra dengang hun blot havde været en lille pige, hvor mere end en dødsengel havde befamlet hende. Hun havde aldrig haft den rette mand til at rette op på det, Dafnir havde slet ikke haft forståelse for hendes situation, hvilket var grunden til at deres ægteskab heller ikke havde været holdbar. ”Min søn er ingen horeunge. Desuden hader jeg som sagt ikke mænd, bare ikke dem der ikke har respekt for det kvindelige væsen,” påpegede hun og forsøgte virkelig ikke at lade sig påvirke for meget af hans provokation selvom det tydeligvis ikke var muligt. Hånden knyttede hun let også selvom hun ikke vovede at svinge den mod ham denne gang. I Yessicas øjne var det ham som havde været uforskammet ved ikke at tage hendes afvisning alvorligt, hun havde jo sågar påpeget at det ikke var for at være uhøflig mens han med sin selvtillid følte at han var berettiget til at gøre mere eller mindre hvad der passede ham. Denne gang havde han virkelig formået at skræmme hende. Hun forsøgte endnu forgæves at kæmpe sig længere og længere væk fra ham, men hendes krop var efterhånden så udmattet at hun ikke engang havde energi til at gøre forsøget. Blodet flød langsomt fra hende og dannede en mindre pøl ved hendes side mens han arbejdede over hende og forsøgte at holde hendes ben i ro, ikke fordi det var svært, hendes spark var ikke ligefrem fyldt med styrke, for den havde hun ikke længere. De blonde lokker var blevet dyppet i blodet og klistrede kun til hendes krop hvor de lige fandt nøgen hud. ”M-mine fordomme v-var bevist i-inden du begyndte d-dette vanvid,” påpegede hun hæst. Bare det at tale var begyndt at blive en udfordring på grund af den manglende energi. Hånden mod hendes kind fik hende til at rette de grønne øjne mod hans skikkelse, også selvom hun næsten betragtede ham med bøn i blikket. Hun havde ikke lyst! En gennemsigtig tårer trillede ned over hendes kind ved hans ord. Hun rystede på hovedet. Den slags kunne ikke nydes og særligt ikke med ham! Hun væmmedes ved tanken om at skulle lade sin krop besudle af en fremmed mand.. af nogen mand i det hele taget! ”J-jeg v-vil ikke. L-lad mig g-gå,” hviskede hun bedende og lod blikket glide i, idet han begyndte at trække hendes trusser ned, noget som hun slet ikke hjalp ham med. ”Lad være m-med at r-røre mig,” stammede hun og forsøgte at samle sine ben også selvom det var svært eftersom han jo var i vejen og hvilede mellem.