Troubles ahead?

[Deleted]

Mørket havde lagt sig over Procias. Vinteren var ved at forsvinde, som sneen var smeltet de fleste steder og kun lå de dybe steder som i grøfter. Der var allerede tegn efter foråret, som knopperne var ved at spire frem på trætopperne, ligesom vintergækkerne var dukket frem hist og pist. Det var også begyndt at blive senere mørkt om aftenen, som dagtimerne blev længere, noget som var et rent mareridt for en vampyr og mørkets væsner, til gengæld holdt vintrene længere i Dvasias, hvor der endnu var tildækket med sne de fleste steder. Det var dog til at mærke at det endnu var koldt i luften, selvom det langsomt begyndte at blive varmere for hver dag, men andet kunne man heller ikke forvente nu hvor sommeren var på vej.
Det var tydeligt for Jaredo, at han var kommet ind i det lyse land, selvom han egentlig bare var løbet for at løbe. Det var rart at komme nye steder, selvom Procias havde været et meget lukket land igennem det sidste stykke tid, men generelt var det ynkeligt, det stod svagt, særligt med alle de gange det var blevet angrebet, først havde der været Greven, så var der Malisha, der havde været dum nok til at forsøge at styrte landet, eller hvad hendes tossede ide nu havde været, og det efterlod landet såret og ødelagt, hvor det knap nok fik en chance for at blive bygget op før den næsten krise var inde over det. Morende var det et sted, selvom det skam ikke gjorde ham det mindste hvis Dvasias engang fik sig taget sammen til at knuse landet og selv overtage det. Alle lande havde engang været ét, og at der sad en bestemt regent og styrede alle lande igen, ville han såmænd ikke have noget imod, særligt ikke hvis det blev en vampyr, og så gjorde det naturligvis ikke noget hvis det blev en fra hans familie, særligt ikke ham selv. Det krævede dog at han først fik pladsen som familiens overhoved, og den tur var lidt sværere at få, da der var ham og hans to fætre som stod til at få den plads, og han havde allerede skabt en intrige med den ene side af familien, fordi han havde … teoretisk set, voldtaget sin kusine, skønt han så anderledes på det, for hans intentioner havde trods alt ikke været onde! Forskruet var hele hans familie efter deres onkels styre og hvis man kendte ham den dag i dag, var det svært at tro på at han engang havde været en sød, lille anstændig knægt, for han var blevet fuldstændig ødelagt med tiden. Han vidste godt at han ikke skulle have trukket den videre imod Charlizas vilje, og et sted kunne han jo lidt fortryde det, selvom han normalt aldrig gjorde noget han fortrød, men han måtte jo erkende at han savnede hendes selskab, hun havde altid haft en sjov tendens til at forstå ham. Det var for en kort stund blevet glemt, da han havde mødt denne mystiske mørkelviske kvinde ved søen, hvor de rent faktisk var kommet godt ud af det med hinanden, men nu hvor han igen var alene og havde været på sin bar som han havde styret, så måtte han erkende at han savnede sin kusines natlige visit, da hun jo nok undgik ham med vilje. Det var derfor rart at komme ud og lufte tankerne lidt, bare for at opleve noget nyt og hvor han helt præcist befandt sig henne anede han ikke, da han bare havde fulgt nogle bjerge og af hvad han vidste, så var han vidst nok endt i Procias, selvom han var usikker på hvor helt nøjagtigt.

[Deleted]

Det var ganske vidst ved at være sent, men på trods af mørket, så havde Yessica valgt at søge ud, i første omgang i kampen for at undgå Amadeus. Den mand havde på trods af alle ods, formået at få hende til at tænke mere på ham end hun brød sig om, og eftersom han var begyndt at opsøge hendes kammer i ny og næ, så kunne hun ikke længere gemme sig der eller på biblioteket for den sags skyld. Luften var blevet mere mild.. man kunne nu om dage holde til at færdes i den, ligesom dagen var blevet længere, noget som hun personligt fandt befriende, mørket var kvælende. Selvom hun bevægede sig i Procias, så havde hun ørerne på stilke og øjne i nakken. En ikke dette land var sikkert i disse tider, også selvom hun vovede at påstå, at hun ikke mærkede sig af frygten for at bevæge sig frit. De blonde lokker var bundet op i en stram knold som sædvanligt, mest fordi hun faktisk var.. smuk når de hang løst omkring hendes skuldre, og hun var ikke ude på at friste de sjæle som ikke var i stand til at stå imod. I vinden bag hende, svævede den himmelblå kappe, også selvom den i mørket, næsten formåede at skjule hende. Vinden kærtegnede hendes røde kinder idet hun strøg hen over græsset.
Der var et godt stykke til slottet herfra, og hun havde flere gange overvejet om hun skulle søge ly på en kro i Banayad. Hun fugtede læberne med tungespidsen og så mod horisonten om solen ville stå op..hun havde ikke rigtigt nogen idé om hvornår, for hun var slet ikke vant til at være vågen på denne tid. Mareridt plagede hende i løbet af nattens timer, hun fortrak at bevæge sig, frem for at være bundet til fortiden via dem, det var noget som hun forsøgte at ligge bag sig selv efter alle de år. Hun fortrød på mange måder at hun ikke havde inviteret Dafnir med, men han var en travl ung mand og burde få sin søvn frem for at holde sin gamle mor ved selskab, men hun fandt det pludseligt, at det var lang tid siden at de havde haft tid sammen bare mor og søn, jul begyndte jo at være en kapitel i fortiden, noget som de længe havde lagt bag sig. Hun trak kappen tættere om sig, og lod de grønne øjne falde på en mørk skikkelse et stykke fra hende. Ud over at det var en mandlig skikkelse, så havde hun ingen idé om hvem det var, og hun havde heller ikke nogle planer om at finde ud af det. I stedet tog hun ikke rigtigt notits af ham, men fortsatte i stedet sin vandren hen over de brede marker uden at føle nogen uro. Amadeus havde endnu ikke vist sig, hvilket hun et sted både havde forventet og samtidig lidt.. håbet også selvom hun for alt i verden ikke ønskede at være ved det. Den mand var ligeså ond, som alt andet der kom fra den anden side af muren og det var egoistisk at lukke ham ind, også selvom hun måtte give ham ret i at hun var ensom.. den eneste hun havde som hun betød noget for var sin søn, og selv han blev ældre, hvilket var frygtelig svært at acceptere. Yessica sukkede dæmpet og stoppede op for at betragte de smukke bjerge foran hende. Det var en helt fantastisk udsigt herfra, man skulle lede længe efter noget lignende, desværre havde selv hun sjældent tid til at søge den lange vej derop, hvilket hun kunne ærgre sig over nu.

[Deleted]

Som Jaredo var vampyr, bed kulden ikke på ham, derfor bar han blot en normal sort skjorte og nogle mørke bukser, der alt sammen var i kvalitet og skræddersyet, men som ikke videre var varmt at have på for normale folk, men det var heller ikke nødvendigt. Han nød tværtimod kulden da den var forfriskende, ligesom den var god til at lufte tankerne i og det var også noget som han udnyttede. Han havde faktisk ikke regnet med at ende i Procias, men det var nu engang sket, hvilket han ikke tog så tungt. Sulten var ikke noget som var stor, men man blev vel altid fristet, når man befandt sig i det lyse land? Sjældent kom han her, da han rent faktisk hadede at høre på procianernes naive og godtroende snak, da det var en snak der næsten kunne slå en ihjel af kedsomhed, da det var det rene sludder! Måske Dvasias var langt mere barbarisk, men han ville langt hellere være en realistisk barbar frem for et naivt og godtroende fjols. Han bed sig ikke rigtig mærke i noget, da han for en gangs skyld følte sig optaget af sine tanker, hvilket normalt ikke skete, da han var en mand der blot nød livet som det kom til ham, uden at fortryde noget, men han havde visse ting der betød noget for ham og én af dem var familien, og han vidste at han havde gjort sin kusine ondt og vendt hende imod sig, hvilket han rent faktisk var ked af, da hun var en af de få hvis selskab han havde nydt, derfor kunne han ikke lade vær med at spekulere på om han burde gøre det godt igen, for han ønskede trods alt ikke at blive som deres onkel, men rent faktisk være der for sin familie og beskytte den, og det gjorde han ikke ved at gøre dem ondt.
Som Jaredo betragtede sig af de majestætiske bjerge, blev han pludselig fanget af lyden af fodtrin i det halvlange græs, hvilket fik ham til at blikket fra bjerget og lade det glide over skikkelsen som kom gående ikke så frygtelig langt væk fra ham. Et diskret smil gled over hans læber, da han kunne lugte fra afstanden at det var et lysvæsen. Han kunne dog ikke lade vær med at spekulere over hvad et lysvæsen lavede herude på denne tid, men det gjorde ham skam intet, så kunne det være at han kunne tage en natmad inden han søgte hjem igen. I ly for solen skulle han trods alt, da han ikke kunne være ude om dagen. Han bevægede sig roligt tættere på hende, hvor han brugte sin fart til at nå op bag hende, så han kun stod nogle få meter bag hende. ”Hvad laver De herude på denne tid af aftenen?” spurgte han nysgerrigt og med en undertone af ildevarsel, hvor han rent faktisk tog den fine tiltale i brug. Den blege hud og de sylespidse hjørnetænder var nok et meget godt træk til at kende hans race, men med den forstærkede beskyttelse ved murene var der ikke mange af nattens væsner som kom ind i landet længere. Han var dog mirakuløst nået herind. Håret på hans hoved var også endt en smule længere efter kun at have været små hårstubbe, som han næsten havde været skaldet, det var dog på ingen måder langt nok til at vinden kunne fange dem, og derfor kunne han næsten helt ligne en statue, hvis ikke det var for tøjet og de gennemtrængende isblå øjne.

[Deleted]

Yessica vandrede i sine helt egne tanker, uden at bide sig synderligt fast i mandens tilstedeværelse. Hun kunne trods alt heller ikke forvente at hun ville kunne vandre uforstyrret og ugeneret, end ikke i Procias, også selvom hun netop havde søgt mod bjergene for den ro. Kulden var hård til aften i forhold til hvad den var i løbet af dagen, og hun fortrød lidt at hun ikke havde valgt at tykkere kappe, måske sågar en pels til at beskytte hende mod aftenens kuling. Hun betragtede bjergerne og landsbyen som hun kunne se ikke langt fra. Det var virkelig smukt selv under månens lys, og for et kort øjeblik glemte hun næsten hvor meget hun frygtede det mørke som hun befandt sig i. Amadeus beviste mere og mere at ikke alt mørkt behøvede at være, også selvom hun stadig havde svært ved at affinde sig med tanken om at det kunne være sandt, måske ikke alt var ondt. Hun stod roligt og dvalede ved den smukke udsigt der bragte hende ind i sin egen lille verden, til den kølige og dog fornemme stemme brød natten. Måden hårene rejste sig hen over hendes arme med lynets hast, fortalte hende kun at det umuligt kunne være godt. Langsomt drejede hun blikket over sin skulder og betragtede ham ud af øjenkrogen. ”Jeg har frygtelig svært ved at se, hvad det vedkommer Dem,” svarede hun lidt spidst.
Yessica var måske lys men hun var ikke ligefrem kendt for sin blidhed, hun gjorde oftest alt hvad der stod i hendes magt for at slippe væk fra mænd som ham. Selv ud af øjenkrogen, kunne hun se hvor bleg han var og særligt når han stod og badede i månens ellers smukke lys, men det i sig selv var jo intet farersignal og hun regnede med bestemt ikke med at en vampyr ville være i stand til at slippe ind over landets grænser, hvilket gjorde at hun på ingen måde mistænkte ham. Hun foldede hænderne under sit bryst også for at holde kappen tæt omkring sig så kulden ikke ville nå dem. Der var langt til alt herfra, så i Yessica vidste at hun måtte tage sig i agt for hvilke problemer der end kunne opstå på vejen, for her var ingen hjælp at hente ud over de evner hun selv var i stand til at gøre brug af. ”Jeg vil nødig være uhøflig, men jeg er ikke synderligt selskabelig i aften,” fortsatte hun lidt ligegyldigt. Hun var aldrig selskabelig men denne mand virkede fremmede for hende, og den slags var nok til at sætte en uro i hende, for hvis han ønskede hende ondt, så var hendes chancer ikke gode.. på den anden side.. hvor mange ønskede reelt set at gøre hende ondt? Der var ingen i dette land som havde det store kendskab til hendes person og der var vel ikke nogle som ville angribe hende bare for.. ja bare for at angribe? Hun rystede på hovedet for sig selv og forsøgte at abstrahere fra hans tilstedeværelse, der var ingen grund til at give det en yderligere tanke, det var nok bare hendes hoved som var for hurtigt, til at lade fantasien løbe af med det.. ikke alle mennesker i denne verden ønskede hende ondt, selvom det kunne være svært at tro, for hende vel og mærke.

[Deleted]

Jaredos tanker måtte hurtigt blive afbrudt, da hans blik og opmærksomhed faldt på den kvinde, der befandt sig på samme sted som ham, hvilket han ikke just havde regnet med. Hun var lysvæsen og det gjorde kun det hele langt mere specielt, da lysvæsen var, som navnet sagde, et væsen der var stærkest i lyset og dermed om dagen, hvor de ikke ville finde megen styrke her om natten, hvor mørket og den stor måne måtte herske. Han selv havde altid været en naturnyder, da han skam sagtens kunne lide at komme ud og få lidt frisk luft forskellige steder, frem for at hænge på en bar eller kro hver nat. Han havde desuden sit eget sted, hvor han tit fik noget indenbords, morskab og et kvindeligt selskab. Generelt kunne man ikke sige at hans liv manglede noget som sådan, selvom han skam havde ønsker, såsom at overtage familiens plads som overhoved, da han ønskede at føre familien frem. Nigel var ikke god nok, da manden var voldelig anlagt og havde en meget kort lunte, så var der hans anden fætter Romain, der slet ikke interesserede sig for titlen eller politik generelt, da mande var lettere uansvarlig når det kom til det punkt og derfor ville hele familien nok gå fallit hvis han tog over, da han end ikke havde et arbejde. Han selv var måske lettere psykotisk anlagt, men han var skam en realist og han vidste at han kunne føre sin familie godt frem og det var også hvad han ønskede! Hovedet lagde han let på sned til hendes ord, hvor han kneb øjnene let sammen. Hun brugte ikke samme venlige tone som han var vant til herfra, da hun lød helt.. spids og sur. Det var jo lige før at dette kunne gå hen og blive underholdende. ”De har ret, det vedkommer ikke mig, men det kunne det jo for Deres egen skyld,” svarede han med et gådefuldt smil, hvor han undlod at sige at det var fordi hun ville komme til skade, hvis hun ikke fortalte ham det. Hun virkede heller ikke til at bide mærke i hans væsen, men det passede ham fint, selvom hun nok ville finde ud af det før eller siden, for hvorfor skulle han dog skjule hvad han var? Desuden skulle han vel næsten også føle sig helt beæret over at han var kommet ind i landet? At hun så blot fortsatte frem og med de ord fik et køligt smil til at glide over hans læber. ”Og hvem siger at det er selskab jeg er ude efter?” spurgte han køligt og holdt det i den hemmelighedsfulde tone. Han fortsatte blot med at gå, hvor han fulgte efter hende, imens hans isblå øjne hvilede lettere intenst på hende. ”Desuden gør De klogt i at søge ind, der kunne jo trods alt ske Dem noget herude,” tilføjede han roligt, som han havde stukket hænderne i sine lommer, imens han vendte blikket op mod himlen uden at han stoppede sine skridt. Før eller siden ville det gå op for hende at han var den farlige og de fleste gjorde klogt i at tage ham i agt, selvom han måske kunne forekomme rimelig stupid og arrogant, men der lå skam mere bag facaden.

[Deleted]

Hvem end manden var, så brød Yessica sig ikke om hans tilstedeværelse, første og fremmest fordi han netop var en mand, og de var ikke synderligt populære for hendes vedkommende fra før af. Hun blev stående på stedet, og stirrede frem for sig uden at nyde udsigten på samme måde som hun havde gjort for bare et øjeblik siden. Måske hun var paranoid, men hvis det nu havde været Amadeus, så ville hun om ikke andet kunne have følt sig tryg, for han havde ikke gjort hende noget på trods af et utal af muligheder. Det der gjorde hende urolig var at denne var komplet fremmede og tydeligvis ikke havde tænkt sig at vende ryggen til uden videre, også selvom hun virkelig havde. Hænderne knyttede hun fast og lod neglene borer sig ind i sine håndflader. I mørket var hun mere svag end hun ville være normalt, der var ikke megen lys at tage af hvilket hurtigt kunne vise sig at være et problem, men hvis nu hun forsøgte at holde sig uden af problemer? Alligevel kunne hun ikke lade være med at lade sig provokere af hans konstante pågåendehed. I stedet vendte hun sig langsomt mod ham, og foldede hænderne høfligt foran sig, mest for at udstråle en form for autoritet som var en del af de mange facader som hun havde. ”Jeg ved ikke hvad De hentyder til, men De bør vogte mere nøje om deres ord. Det kunne næsten lyde som en trussel snarere end en advarsel,” påpegede hun endnu en smule spidst. Hun var en meget bestemt dame og lige hvad angik ord, så vidste hun en ting eller to. Hvis det derimod var ment som en trussel, så havde hun bestemt ikke tænkt sig at finde sig i det! Der var noget.. uhyggeligt dødt og koldt over ham, også som hun stod og betragtede ham med de intense, grønne øjne. Hans hud var bleg, han virkede fuldkommen blottet for følelser, som han stod der og næsten lod til at morer sig ved synet af hende, hvilket i sig selv var en tanke som gjorde hende vred. ”Jeg ved ikke hvad De er ude efter, Sir, men De finder det uanset ikke hos mig,” svarede hun med et bestemt nik. Hun var trods alt heller ikke den slags kvinde som faldt for den maskuline charme og da slet ikke når denne, udstrålede en hvis form for dødhed.. næsten som havde han været vampyr. Selvom hun gjorde sig tanken, så nåede hun ikke meget længere end det. Hun kunne føle hans kolde øjne betragtede hende uanset hvor hun så hen, og det gjorde hende frygtelig ukomfortabel. ”Tak for Deres omtanke, men jeg klare mig,” svarede hun afvisende. Hun ønskede uanset ikke at have fremmede mænd til at rende rundt og bekymre sig om hende. I sit stille sind håbede hun næsten at Amadeus ville komme hende til undsætning, også selvom det næppe ville ske. Hun sank en klump og forsøgte virkelig ikke at vise at hun var bange for ham, for et sted var det vel også åndssvagt? At frygte enhver mand eller kvinde som hun passerede. ”Undskyld mig,” endte hun og begyndte atter at gå, næsten i forsøget på at slippe væk.

[Deleted]

Hvem denne kvinde var, anede Jaredo ikke, han kendte generelt ikke særlig meget til Procias’ folk, de eneste han rigtig kendte var kongeparret, men det var jo også de vigtigste. Dog følte han ikke meget for dem, for.. den ene var engel den anden en blandingsrace, og der var intet ringere end en blandingsrace, da han så dem som udskud, de var krænkende for landet og det var særligt slemt at de sad som regenter og generelt i regeringen, hvilket han ikke havde meget respekt for. Han lagde hovedet let på sned, imens han betragtede hende med et morende smil og et kækt glimt i de isblå øjne. Hun var jo slet ikke som de normale procianere, da hun var noget mere bestemt og fast, hun virkede jo helt til at have ben i næsen og det mente han ikke at mange herfra havde. ”Og hvad nu hvis det var en trussel? Ville De så frygte mig?” spurgte han nysgerrigt, hvor han selv blev stående og lagde armene let over kors, ikke i en afvisende stilling, men en afslappende, hvor hans mine ikke ændrede sig, men næsten forblev helt legende. Smilet bredte sig yderligere på hans blege læber, så man kunne se de øverste af hans flotte perlehvide tænder, hvor man også ville kunne ane de spidse hjørnetænder, hvis man så efter dem. Hans blik var intenst og lokkende, noget charmerende havde der jo altid lagt over ham og generelt til hans væsen, da vampyrer var sensuelle og dog uden at være tiltrækkende som de sensuelle dæmoner. ”Åh.. det tror jeg næste nat jeg gør,” svarede han i en gådefuld tone og mere for sig selv, hvor han betragtede hende med en tænksom mine. Det var jo lige før at hun rent faktisk ville blive god underholdning. Han blev stående som hun fortsatte sin bestemte holdning og valgte at vende om og gå videre. Han kunne fornemme nervøsiteten i hende, som ethvert andet rovdyr ville være i stand til, hvor hun uden tvivl forblev et bytte. Det var sjældent at man stødte på en procianer hvor der var gods i dem, men det lignede det næsten at det var ved hende, noget som helt måtte tiltrække ham. Han strøg tungen over sine læber, som han kort forblev stående i det halvlange græs og blot så efter hende som hun gik. Han var frygtelig frembrusende, han var alt for selvsikker og kom tit med en kæk kommentar, hvor han var den type som man enten hadede eller kunne lide, der var intet midt i mellem, og de fleste ville nok hade ham og hans person, fordi han var som han var, hvor han heller ikke helt var til at stole på fordi han på et splitsekund kunne skifte mening og derfor var utilregnelig. Mange ville nok ikke mene at han havde nogen ære, men hans egen definition af ære var også meget bizar og excentrisk, da han ikke opfattede ting som andre gjorde. Han trak køligt på smilebåndet, som han gjorde en hurtig bevægelse og endte foran hende, hvor hun var nødsaget til at stoppe op, for ikke at gå ind i ham. Det var rimelig afslørende hvad han var, men han lagde heller ikke skjul på det. Armene lagde han over kors og med en rank ryg, så han så helt overlegen og triumferende ud. ”Jeg er ikke helt sikker på at jeg vil lade Dem gå, miss,” svarede han, som et køligt og skadefro smil gled over hans blege læber, så man igen ville kunne ane de sylespidse hjørnetænder.

[Deleted]

Yessica var meget indelukket når det kom til de steder hun færdes. Hun havde haft én tur i Dvasias gennem hele sit lange liv, derfor vidste hun heller ikke meget om mørkets folk, foruden den viden som byggede på hendes utallige fordomme overfor dem, og med god grund i hendes øjne. At denne mand så var en vampyr på afveje, var endnu ikke gået op for hende, i så fald havde hun bestemt ikke været så rolig. Det eneste der faktisk gjorde hende urolig, var at han var en mand. Desværre vidste hun at hun var en smuk pige, også selvom hun virkelig forsøgte at skjule det med alt magt, netop for ikke at bede om de forkerte ting. Yesssica havde altid været en meget bestemt kvinde som var god til at markere grænser, for der skulle ikke meget til før man havde overtrådt dem. Hun himlede med øjnene. ”Hvis det var en trussel, ville jeg ikke frygte Dem nej,” løj hun og rystede på hovedet. Hun frygtede ham jo allerede bare i og med at han stod der.
Selvom han i den grad var en flot mand,s å havde hun aldrig været den type kvinde der lod sig charmere af kødets lyster, for det var næsten som om hun ikke kunne føle begær længere.. eller sådan havde hun haft det til hun stod overfor Amadeus, hvilket var direkte kvalmende, ingen mand skulle nogensinde så tæt på hende igen! ”Det kan jeg love for at du ikke gør,” svarede hun spydigt og sendte ham et nedgørende blik, der oftest fik de fleste til at terække sig meget hurtigt, når de fik et billede af at hun faktisk mente det. Hendes hjerte slog faste slag mod brystet efter at han var begyndt at gå lidt på hende, det var umuligt at skjule sin nervøsitet i hans nærvær. Igen begyndte hun at gå for at slippe væk fra ham, også selvom hun jo desværre havde en fornemmelse af at det ikke ville virke. Brat stoppede hun op idet han gik ind foran ham. Hun hævede blikket til hans, hvor hans smil endte med at lade flere brikker falde på plads for hende. Farven forlod hendes kinder ligesom det mod hun netop havde samlet svandt bort i bare sekunder. ”D- du.. du.. hv-hvordan,” stammede hun med ærefrygt i blikket og begyndte langsomt at bakke væk fra ham, også selvom der ikke var synderligt langt til kanten. Hun vidste at det ville være dumt at vende ryggen til, han var trods alt et dyr og skulle ligeså behandles derefter. Denne gang bankede hendes hjerte virkelig fast mod brystet som hun sad. En vampyr i Procias var ikke ligefrem sjældent efter Jason havde spredt sine gener over det hele, men der var et andet glimt i dennes øjne end der var i nogle af dem fra Nimanrah slægten, og hun havde bestemt ikke lyst til at blive aftensmad for denne mand. Hun bed sig i læben og følte sig pludselig frygtelig lille. Når det kom til mørket, så følte hun sig fuldkommen magtesløs, for der var ikke meget hun kunne gøre og slet ikke under nattens himmel.

[Deleted]

At hun stod og løj Jaredo direkte op i hans ansigt, lagde han hurtigt mærke til, hvilket fik hans hoved til at søge til den anden side, imens han studerede og betragtede sig af hende. En smuk kvinde var hun skam, desværre måtte hendes væsen ødelægge det hele, da han ikke kunne fordrage lysets væsner, da de var … lyse. Hun virkede dog anderledes end de som han plejede at møde, selvom det også var begrænset med de som han havde mødt, da han tit holdt sig til Dvasias, hvor han sjældent rejste ud over grænsen, men det havde han gjort denne nat, hvor han var endt helt i det lyse land, hvis han havde vidst at han var gået over grænsen, så havde han nok stoppet sig selv, da han ikke gad opsøge et land hvor han bare ville blive drevet til vanvid af at høre på deres tale, men nu stod han her. Det var dog ikke som han havde forventet, men det var også frygtelig mange år siden at han havde været her sidst. ”De lyver,” bemærkede han roligt, hvor der ingen fornærmelse var at spore i hans stemme, selvom hun havde løjet overfor ham, men enhver ville vel forsøge at skjule deres frygt? Hun gjorde dog klogt i at frygte ham, da han var en meget utilregnelig mand og han var spændt på at se hvor de endte i nat. Han kunne dog godt mærke at hun blev nervøs omkring ham, hvilket han altid fandt morende, hvor der bestemt ikke skulle meget til, måske han virkede en smule ildevarslende og han var frembrusende, men han havde rent faktisk tiltalt hende pænt, hvor han endnu ikke havde gjort hende ondt. Han var heller ikke sikker på hvad han ville gøre med hende, men det måtte tiden jo vise ham. Den spydige tone og det nedgørende blik fik ham til at knibe øjnene lettere vurderende sammen. Hun var jo modig, eller også bare frygtelig dumdristig, hun turde i hvert fald at sige sin mening og holde sig bestemt, hvilket faktisk måtte more ham, og et sted kunne han også godt lide det, da det var rart at ikke alle fra Procias viste sig som naive og godtroende, hende her virkede.. anderledes. ”Vi får at se,” mumlede han for sig selv, ikke højt nok til at hun ville kunne høre ham. Han var sikker på at hun kunne give ham en masse spænding, eller også så var hun ikke særlig spændende, men anderledes var hun, det var dog ikke ensbetydende med at hun var stærk og en kriger, hvilket hun ærligtalt ikke lignede. Men det var også de færreste herfra som gik ind for kamp og krig. Smilet spredte sig kun yderligere, da hun stødte ind i ham, blev ligbleg i ansigtet og da hendes hjerte bankede hurtigere imod hendes bryst. ”Det tror jeg allerede at du kender svaret på, smukke,” svarede han roligt, som han blot blev stående og stirrede på hende med sit lokkende og intense blik. En vampyr var han, og en stolt en af slagsen. Han vidste at der var visse der boede hertil lands, men dem så han kun ned på som de måtte krænke deres sande race og ikke mindst var de en skændsel for den. I en hurtig bevægelse endte han bag hende, hvor han lod de stærke arme søge omkring hendes liv og holdt hende tæt ind til sig, imens hans ansigt begravede sig mod hendes baghoved, hvor han indsnusede hendes søde duft. Han sukkede let af fryd. ”Du forekommer mig anderledes end de andre her i landet. Du er.. kløgtig,” svarede han i en næsten anerkendende tone.

[Deleted]

Løgne var efterhånden blevet normalt for Yessica, hun var ikke en af den slags procianere der holdt af sandheden også selvom hun forgav at gøre det. I mange tilfælde var det letteste at benægte de ting hun følte eller så, hvilket var blevet en vane for hende særligt efter hun havde mødt Amadeus. Hun ønskede ikke at have en fod i mørket, og det ville hun få hvis hun lod ham komme tæt på sig. På trods af denne mands attraktive skikkelse, så havde hun på ingen måde et ønske om at komme tættere på ham end de allerede var. At han så bemærkede at det var en løgn, fik hende til at bande i sit indre, for selvfølgelig var det umuligt at lyve overfor en som ham, når hendes hjerte allerede havde afsløret hende med dets slag? ”En kvinde gør klogt i at frygte en mand, når de mødes alene på en bjergtop midt om natten,” påpegede hun lidt bidsk, næsten som forsøgte hun at retfærdiggøre sin løgn. Det dummeste man kunne gøre overfor et rovdyr var at udvise sin frygt, men lige for hende var det svært primært fordi at hun stod overfor en vampyr og dem havde hun aldrig været synderlig glad for! Selv Jason havde hun til tider svært ved, hvilket også bundede i at han var et meget seksuelt væsen der havde forsøgt at gøre kur til hende. Hvad han mumlede fik hun slet ikke med, og særligt ikke nu hvor hele hendes krop allerede reagerede ved at forsøge på at finde muligheder, hvorpå hun kunne slippe fra ham, uden at han sugede hende tør som Sahara.. eller det som var værre. De færreste fandt hende spændende, tværtimod var hun kendt som lidt af en strigle, hvis eneste glæde i livet var bøger. Det var sågar de færreste der vidste at hun i det hele taget havde en søn, også selvom hun var stolt af at have opdraget ham fuldkommen alene. Nu var hun pludselig glad for at hun alligevel ikke havde inviteret ham. Næsten ligeså bleg som ham, bakkede hun mod kanten også selvom hun pludselig ikke bed sig fast i hvor tæt på den kom, des længere bag ud hun trådte. Hendes øjne fulgte ikke rigtigt med, idet han forsvandt for hendes blik, og hun kort efter blev trukket tæt ind i hans favn. Den føltes på ingen måde tryg eller behagelig. Så kold som han var, så rejste hårene sig hurtigt igen, og fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen. Hvordan han var kommet ind i landet kunne hun næsten gætte sig til særligt som vampyr, men tanken huede hende bestemt ikke, for man kunne tilsyneladende end ikke være tryg i lyset! ”S-slip m-ig.. f-få de beskidte gr-graber v-væk!” hviskede hun så panisk at hun slet ikke var i stand til at tale med den styrke som det egentlig havde været meningen. Hun var stakåndet, og forsøgte at kæmpe sig ud af hans favn! En mands berøring havde altid formået at få hende til at ryste i bukserne og han var intet tilfælde. At han så faktisk komplimenterede hende, ville normalt havde fyldt hende med stolthed, men denne gang var hun kun skrækslagen. Hvad der næsten var værre, var at Yessica udmærket vidste at vampyrer fortrak nymfer og lysvæsner, hun vidste ikke hvorfor, men det stillede hende jo ikke ligefrem vel! ”Du vil blive o-overrasket,” svarede hun og snappede endnu en smule efter vejret. I forhold til hans kølige, døde favn så savnede hun jo næsten Amadeus'

[Deleted]

Denne procianer var tydeligvis en hidsigprop, i hvert fald var hun ikke bange for at sige sin mening, som hun var spydig og bidsk, direkte og hun havde uden tvivl sine bestemte holdninger, som mange sikkert ikke ville kunne ændre på, det var dog intet man så tit hos procianerne, og derfor måtte Jaredo erkende at hun gjorde ham nysgerrig. Han tvivlede dog på at hun ville kunne lide ham det mindste, fordi han var den mand han var, samt han var vampyr, plus han var fra mørket, og lyset og mørkets racer gik aldrig godt i spænd med hinanden, da det var frygtelig sjældent at de to sider forstod sig på hinanden, han gjorde nemlig ikke på lyset, da han så det som et svagt land. Ikke at han var videre stolt af Dvasias, da den unge konge, synes at have overreageret og været tæt på at lade landet stå i kaos, sådan som han var gået imod sine egne, plus der var det faktum at han var varyl, hvilket han så ned på. Han havde skam intet imod at kongen blev styrtet, og selvom han helst så en vampyr på tronen, så ville han hellere have en fuldblods frem for en blandingsrace. At hun stod og forsøgte at gøre sin løgn retfærdig fik ham til at smile. ”Et lysvæsen der lyver? Og jeg som troede at I fra lyset gik meget op i at fortælle sandheden og være ærlige, men du er åbenbart lige så løgnagtig som os fra Dvasias,” svarede han med et diskret smil, som han næsten måtte hentyde til at lyset ikke var bedre end mørket. Lyset havde en sjov tendens til at fremstille dem fra mørket som barbarer, som indebar alt det onde, og selvom det egentlig var sandt, så var lyset på ingen måder bedre i sidste ende og det måtte hun kun stå og bevise i øjeblikket. Hjertet der bankede i hendes bryst for fulde hammer, var noget som var som sød musik i hans ører, hvor han heller ikke kunne lade vær med at smile, da det helt måtte gibbe i hende, som han endte bag hende og slog armene omkring hende. Grebet omkring hende strammede han kun, da hun valgte at forsøge at kæmpe sig fri, hvilket han ikke lod hende endnu. Tæt på kanten stod de, men det frygtede han ikke, da der skulle mere til før han ville falde ned. ”Jeg har på fornemmelsen at du ikke kan lide at blive berørt, og dog har jeg intet gjort dig endnu,” svarede han med et morende smil, selvom undertonen var lettere lumsk. Han havde endnu ikke besluttet sig for hvad han skulle gøre med hende, men hun ville uden tvivl blive sjov at lege med! Og så kunne han altid suge hende tør for blod senere. Hun lød næsten til at hun slet ikke kunne få vejret, hvilket han ikke kunne andet end at finde morsom, for han havde end ikke gjort noget for at virke farlig. Hun havde ikke engang set en brøkdel af hvad han kunne. ”Hvorfor så bange? Bange for en mands berøring? Eller bange for en styg vampyr?” spurgte han morende, som han lod den ene hånd vandre op mod hendes barm, imens hans læber bevægede sig til hendes hals, hvor han plantede et blidt kys med sine kølige læber.

[Deleted]

Hvem end denne mand var,m så udviste han den form for selvtillid som hun hadede.. den form som var kæk og følte at han kunne tillade sig hvad som helst, hvilket på ingen måder var tilfældet! Hun følte sig ikke komfortabel i hans selskab og ligesom når hun var sammen med enhver anden, så forsøgte hun at lyve sig ud af det, mest fordi hun ikke rigtigt havde et andet værn at gøre brug af. Hun himlede atter med øjnene. Det var sjovt som enhver dvasianer påpegede at de havde troet at procianere var de mest ærlige mennesker i hele verden, det havde hun for mange år siden erfaret, ikke var sandt, dvasianere derimod lod ikke til at have nogle fingre at ligge imellem. Hun hadede allerede denne mand. ”Jeg er intet.. som jer i Dvasias!” vrissede hun fast. Hun ville bestemt ikke sammenlignes med noget fra mørket! ”Jeg er lysvæsen.. ikke engel,” tilføjede hun lidt ligegyldigt, også selvom det gjorde en kæmpe forskel.. de var de færreste engle som løj,. Hun gjorde det måske, men hun var virkelig ikke god til det, enhver idiot kunne gennemskue hende hurtigt.. tydeligvis. I sit indre forbandede hun at hendes hjerte bankede så ukontrollerbart, for hun vidste jo udmærket at jo hårdere det bankede, des mere fristede hun den køre mand, desværre så lod slagene kun til at blive hurtigere jo tættere han kom og des mere han berørte hende, det havde altid fået hende til at føle sig skidt tilpas. Pludseligt føltes vinden meget koldere end den havde gjort for bar én kort studn siden, hans arme gjorde det jo ikke ligefrem bedre. Benene skælvede under hende, efter hun endte i hans faste favn. Jo mere hun kæmpede imod, des hårdere trykkede han hende ind til hende.. da det gik op for hende stoppede hun med at gøre modstand som sådan, men stod i stedet som frosset på stedet, og forsøgte at holde den afstand til at ham som hun nu engang var i stand til. Ud af øjenkrogen skævede hun mod kanten.. guderne måtte vide hvor langt der var ned, og hun havde ikke lyst til at falde ud over! ”Jeg bryder mig ikke om a-at blive befamlet a-af d-døde hænder,” svarede hun lidt modigt, også selvom hun hurtigt fortrød. Det var nok de færreste fra lyset som var ligeså kæk og ligeså spydig som hun var, men det var hendes måde at overleve på. De grønne øjne fyldtes med tårer som han lod hånden vandre mod hendes barm. Hendes hjerte bankede under den, hårdere jo højere han kom. Kysset mod hendes hals var koldt og ubehageligt. En skælven løb igennem hendes ellers varme krop. Hun fandt det et sted flovt at hun var mere bange for hans berøringer end hun var for de sylespidse tænder. ”S-slip mig!” beordrede hun fast, og forsøgte hidsigt at trampe ham over foden som en utilfreds lille pige. I virkeligheden var det nok ikke det mest effektive, men det var som ikke andet forsøget værd!

[Deleted]

Det var tydeligt at denne kvinde ikke brød sig om Jaredos nærvær, hvilket kun gjorde det bedre for ham, da han elskede at kunne skabe frygt og nervøsitet i andre, særligt når det kom til lyset, og hun var på ingen måder svær at skræmme. Han måtte erkende at han nok kunne lide at skræmme folk, men alligevel plejede der at skulle mere til, og selvom hun virkede til at være en bestemt kvinde, så var hun tydeligvis ikke en som var svær at hyle ud af den, og det måtte more ham frygtelig meget. At hun blev hidsig fordi han sammenlignede hende med en dvasianer måtte ikke forundre ham, da det også ville gå sådan den anden vej. ”Det kan du have ret i, folk her er svage og ynkelige, hvor vi er stærke og stolte i Dvasias,” medgav han tydeligt hånende, som smilet måtte blive køligt på hans læber. Hun og alle andre procianere ville aldrig kunne måle sig med dem i Dvasias, der var stor forskel og han håbede på at Dvasias engang ville komme frem i en ny storhedstid, selvom det krævede noget fra regeringen og den var han ikke videre stolt af. At hun så undskyldte med at hun var lysvæsen og ikke engel, fik ham til at slippe en kold og dog morende latter. ”Og jeg som troede at lysvæsner var lige så hellige væsner som engle. Du frygter ikke at ende i helvede for at synde?” spurgte han morende, som han tydeligt gjorde grin med hele Procias og dens befolkning. Han havde ikke meget til overs for landet, hvilket han heller ikke lagde skjul på, men det ville sikkert også gå sådan den anden vej. Han mærkede tydeligt hvordan panikken måtte sprede sig i hende, da han endte bag hende og med hende i sin favn. Kløgtig var hun dog og det måtte han give hende, da han godt kunne mærke at hun faldt til ro i hans favn fordi hun vidste at hun ikke ville slippe fri. Han vidste at der ikke var mange som hende her til lands, selvom han heller ikke kunne lade vær med at spekulere over hvordan andre her ville tackle hende, da hun var noget for sig selv. Panikken blev dog tydeligere, da han lod sin hånd køre over hendes barm, hvilket fik ham til at trække på smilebåndet. Han elskede den effekt han havde på hende. ”Jeg kan forsikre dig om, min kære, at mine hænder er lige så livlige som de levendes,” lovede han hende i en hviskende og forførende tone, som han lod hånden falde om hendes liv igen. ”Men jeg har på fornemmelsen at du ikke særlig tit bliver berørt. Ingen mand derhjemme?” spurgte han nysgerrigt, som han lagde hovedet let på sned, imens hans øjne hvilede legende på hende. Som hun beordrede at han skulle slippe hende og tilmed forsøgte at træde ham på foden, fik ham til at slippe en hånlig latter. Det var ikke fordi det gjorde ondt at hun trampede ham over foden, for han var trods alt vampyr, han valgte dog at slippe hende, så hun kunne søge væk, selvom det hele var en del af legen, og det ville hun hurtigt finde ud af.

[Deleted]

Denne mand var et klassisk eksempel på alt hvad hun foragtede inden for mørket. Han var tydeligvis et meget seksuelt væsen og hun vidste at han var stærk hvilket slet ikke gjorde det bedre, desuden så lod det jo ligefrem til at han nød at skræmme livet af hende, selvom hun virkelig forsøgte at lade som om hun overhovedet ikke var påvirket af det. Hendes skælvende ben sagde dog lidt noget andet. ”I er for stolte til at se jeres fejl og mangler,” påpegede hun vredt. Måske de var et stolt folkefærd, men det var Procias bestemt også! Desuden så var dvasianerne egoistiske, de skænkede aldrig fællesskabet en tanke hvilket nok også var grunden til deres borgerkrige som havde hærget mere eller mindre siden det var blevet et land. Hun bed tænderne fast sammen. Et lysvæsen var ganske vidst ligeså helligt som en engel.. hvis ikke mere, men af den grund så var Yessica ikke den mest troende, og jo hun så hor, tyveri og så videre som synder, men løgne var nødvendige for overlevelsen, om ikke andet så for hendes og hun ville ikke stå til ansvar overfor nogle, fordi hun havde værdsat sit eget liv. ”Jeg frygter ikke helved. Himlens porte er allerede åbne for mig,” bed hun ham af. Det skete trods alt både gennem hendes arv som det væsen hun nu engang var, men hun havde altid fulgt de veje som var blevet lagt for hende, og selvom hun var blevet fristet af mørket var hun blevet i lyset, hun havde tjent guderne som de havde krævet af hende, så hun ville ikke mene at hun havde noget at frygte. Måden hvorpå hun reagerede på hans kærtegn , fortalte tydeligt at hun ikke var vant til at blive berørt på den måde. Det var sket to gange før, begge for virkelig mange år siden, for hun havde jo ikke planer om lade nogle komme hende så tæt. Stædigt blev hun ved med at trampe på hans fod også selvom det mere eller mindre lod til at være nytteløst, det var heller ikke fordi hun rendte rundt i sko som var videre smertefulde at blive ramt af – tværtimod var de flade og perfekte til at vandre i disse bjerge. På trods af at hans berøringer skabt panik, så efterlod det også en sitren som hun kun lod sig skræmme yderligere af, hun brød sig ikke om kroppens reaktioner. ”De er kolde og døde ligesom resten af dig,” svarede hun spydigt, også selvom det nu engang var den holdning hun havde. Hans hjerte bankede ikke, for hendes vedkommende kunne han ligeså godt ligge i en grav og blive spist af maddiker. De forførende toner lokkede i hendes ører, selvom hun forsøgte at lukke alle former for lyst ude som hun var vant til det – som hun altid havde gjort, det var de færreste kvinder på hendes alder, som aldrig havde nydt at tage en mand tæt. ”En stærk kvinde, behøver ikke en mand,” endte hun og trak på skuldrene kort, inden hun begyndte at løbe idet han slap hende. Ved nærmere eftertanke så vidste Yessica godt at det var det dummeste hun kunne gøre, men det eneste som stod i hendes sind, var at komme væk fra ham og hans ulækre greb, så hun løb så hurtigt som hendes ben overhovedet var i stand til at bære hende.

[Deleted]

Normalt ville Jaredo aldrig mænge sig med procianerne, da han direkte måtte hade deres væremåde og alt det de stod for, og derfor havde han et sted håbet på at Malisha rent faktisk havde lykkedes i at vælte regeringen, men desværre var hun fejlet og det kunne han heller ikke sige kom bag på ham, for en enkelt race ville aldrig kunne overtage et helt land, i hvert fald ikke ved at gå i krig, så skulle det hele ske via snilde og det var næppe Malishas fremgangsmåde. Nu var kvinden forsvundet, og der gik forskellige rygter omkring hende, nogle mente at hun var gået under jorden og levede i skam, andre mente at hun var død, ham selv var egentlig fløjtende ligeglad, da hun alligevel ikke var vampyr og dermed slet ikke en del af hans race, og så vidste han at en ny ville overtage posten på et tidspunkt, for sådan var livet; selvom en enkelt faldt så levede alle andre videre. ”Måske, men I er sjovt nok naive og godtroende nok til at lade os være i stedet for at få os udryddet og det min smukke pige, vil blive jeres fald,” svarede han kækt, som smilet bredte sig yderligere på hans blege læber. Han erkendte gerne at nogle havde modet og kløgten og vidste bedre og denne kvinde virkede til at være en af dem, men hun var sjovt nok ikke særlig svær at skræmme, selvom det kunne skyldtes frygtelig meget, for hun kunne have haft dårlige oplevelser med mørket, og denne nat ville hun nok enten få den første eller også ville hun få en til, da han ikke følte at han kunne lade hende gå, når nu hun var så sjov at lege med. Han kluklo ganske let til hendes ord. ”Det er morsomt at i altid hæver jer selv over andre på det helligeplan, desværre er I lige så store synder som vi er i Dvasias, hvis ikke mere fordi I benægter det. Og jeg forstår jer ikke. Det er ikke sådan at du bliver ramt af et lyn fordi du synder, desuden synes jeg at man skal leve livet uhæmmet og uden grænser til at stoppe en, opleve hvad du vil opleve og tage hvad du vil have, så kan du ikke fortryde noget, når du en dag går i døden,” svarede han med et kækt smil, hvor han tvivlede på at hun ville være enig eller også kom med en anden spydig kommentar. At hun så havde fordomme overfor mørket forundrede ham heller ikke, hvor det typisk plejede at være slemt ved vampyrer, fordi de nærmest var det reneste ondskab fordi de var tvunget til at drikke blod fra andre, hvilket mange fandt barbarisk, men desværre havde udødelighed en pris. ”Jeg kan sagtens vise dig, hvor levende jeg kan være,” hviskede han hende gådefuldt i det ene øre, som han kunne lyde til at have bagtanker og alligevel så fløjlsblød på samme tid. Han nåede ikke at svare på hendes efterfølgende ord før hun var stukket af i løb, hvilket fik ham til at trække morende på smilebåndet og ryste let på hovedet. Han selv valgte blot at starte et roligt gåtempo efter hende, hvor han ikke hastede nogen steder, for han kunne hurtigt overhale hende og det var hun vel klar over? Han kunne ikke forstå hvorfor folk troede at de kunne løbe fra en vampyr, for hvad pokker tænkte de på?