Post by Deleted on Mar 24, 2013 12:55:04 GMT 1
Mørket havde sneget sig over himlen og havde kvalt hver lysstråle som solen havde taget med sig ned bag horisonten. Et tungt skydække havde lagt sig over den mørke himmel, hvilket dækkede for månen og stjernerne, så det hele forekom mørkere. Sneen var ved at smelte bort mange steder, hvor der var ved at komme syn efter foråret, noget som mange så frem til. Det havde været en hård vinter og mange liv var blevet mistet, selvom det var en naturlig reaktion fra vinteren, eftersom vinteren bragte mange sygdomme med sig som mange faldt under. En trist og dog smuk årstid, selvom foråret var på vej og derfor måtte det lette mange. Årstiderne var dog intet som de to mørke skikkelser tænkte på i øjeblikket, da de gik med målrettede skridt i sneen, efterlod spor efter sig. Tågen var tyk i Dødens Dal denne nat, hvilket kun var en fordel denne gang, da det skjulte de to skikkelser godt.
De krystalblå øjne så ud fra hætten, der ellers henlagde ansigtet i mørket. En sjæl fanget i den forkerte krop. Men det var noget som han snart ville lave om på. Alle der så på ham ville kende ham som William Rozentas, men det var ikke hans rigtige navn. Hans rigtige navn var Ezekiel, og han var netop på vej til at få sin egen krop tilbage. Han havde brugt længe på at finde sin krop, flere måneder, hvor han nu endelig synes at være tæt på. Indenunder den sorte og lange kappe, bar han en dragt, fyldt med forskellige urter, pulver, og andre særlige genstande, som skulle hjælpe ham i denne kamp. Han vidste at det ikke ville være let og han var født alkymist, men befandt sig i en warlocks krop, og han kunne på ingen måder magien til fulde, skønt han før i tiden havde haft træning af en warlock, men det var efterhånden så længe siden at han snart ikke kunne huske det mere, så det hjalp ham ikke den dag i dag. Dum var han dog ikke, så han måtte bruge sin kløgt på at lave hvad han vidste, kunne være effektivt, og som muligvis ville være med til at vinde kampen, da han var oppe imod en grim satan, ikke mindst en mægtig og stærk mand.
I Syrian befandt Ezekiel sig. Sidst han havde været her, havde han mødt en vampyr, der var blevet sendt af sted for at dræbe ham. Dengang havde han ikke vidst at han rent faktisk havde været tæt på sit mål, men det gjorde han nu. Den vampyr han var stødt på, havde rent faktisk hjulpet ham en del og han havde også hjulpet vampyren, på visse måder. Det var dog denne vampyr som havde sørget for at han havde fundet det første spor, da han havde set sin morders ansigt, hvilket havde vækket en masse minder til live, som han ellers havde glemt. Han havde siden forsøgt at finde sin krop, selvom det havde skabt problemer på hjemmebanen, da hans kæreste var blevet vred på ham fordi han ikke ville tage hende med, men han kunne simpelthen ikke sætte hendes liv på spil! Han elskede hende og han vidste at hun var vred på ham og mente at han ikke forstod hende, men det gjorde han. Forhåbentlig ville han få sin krop tilbage igen og når han gjorde, så ville han gøre det godt for hende igen, så ville han give sig hen til hende og de kunne få det liv de ønskede sig. Det var en tid han så frem til!
Blikket vendte Ezekiel mod skikkelsen der gik foran ham i en matchende sort og lang kappe. Manden var dæmon. Dagen forinden havde han fundet denne dæmon, som stod i ledtog med hans morder, en mand som hellere havde ønsket at dø end at tale, men dum var denne dæmon, da han havde undervurderet Ezekiels kunnen. Han havde brugt en stærk eliksir, som gjorde at han havde kontrol over denne mand i præcis 33 timer, hverken et minut mere eller mindre. Timerne var gledet bort og han havde kun seks timer tilbage, før han ville miste herredømmet over denne dæmon, som var i færd med at vise ham vej til sin morders opholdssted. Det han vidste indtil videre var at hans morder var en stærk mørkedæmon, en mand som holdt til her i Syrian i sit eget skyggerige, et rige som kun mærkede folk kunne komme ind i. Derfor havde han brug for denne dæmon i levende live, da manden skulle bringe ham derind.
“Hvornår er vi der?” spurgte Ezekiel i en kortfattet og dog lavmælt tone, som de krystalblå øjne hvilede på mandens ryg, der gik i et stille og roligt tempo. ”Ganske snart,” svarede manden tilbage, hvilket fik Ezekiel til at himle med øjnene. ”Det sagde du også for et stykke tid siden,” mumlede han lettere irriteret, som han så til siden, skønt det var svært at se noget for den tykke tåge. Længe gik han heller ikke før, dæmonen foran ham måtte stoppe op. ”Så er vi her,” svarede han og vendte blikket op ad. Ezekiel fulgte mandens bevægelse, men intet kunne han se for den tykke tåge. ”Hvorhenne?” spurgte han forvirret, hvor han vendte blikket mod manden, der valgte at se sig over skulderen og tilbage mod Ezekiel med et ildevarslende smil. ”Lige foran dig, hvor vi skal ind,” svarede dæmonen blot, som han valgte at gå hen til Ezekiel, der selv så lettere årvågent mod dæmonen, da han kom hen og lagde hånden mod hans skulder. Han kneb øjnene let sammen og så ind i dæmonens mørke, inden han så skyggerne sprede sig ud af dæmonens hænder. Noget skygge der omgav dem begge, hvor den blev tykkere end tågen, så alt endte sort, inden de forsvandt fra Dødens Dal.
Det næste som Ezekiel befandt sig i, var et mørkt rum, selvom det ikke var et almindeligt rum. Det var frygtelig mørkt, kun oplyst af nogle fakler. Udadtil kunne det se normalt ud, men hvis man så op, ville man kunne se at det bare var.. sort. Som om det var et bundløst hul, bare … opad. Han rynkede brynene og vendte blikket mod dæmonen, der havde valgt at trække sig. Skummelt var her, men ikke nok med det, så føltes det underligt, som om det snurrede rundt, han følte sig på sin måde svimmel og fik også til dels kvalme. ”Hvad sker her?” spurgte han forvirret, som han så på dæmonen, hvor han pludselig følte sig svækket. Dæmonen så tilbage med en kølig mine. ”De som ikke har fået mørkets mærke, vil blive svimle og dårlige, stedet tærer på dine kræfter, desuden.. så er tiden herinde anderledes, så du bør ikke spilde tid,” svarede han kortfattet, som dæmonen valgte at gå igen. ”Denne vej.” Ezekiel fulgte efter, selvom han ikke følte sig helt vel. Han kunne godt mærke at det var ved at være tid.
Stort var stedet, da det føltes som et helt slot, så stort føltes det, også fordi de gik ind i flere rum og ned ad mange gange. Underligt var det. Til tider var de også gået forbi nogle andre, hvor han blot havde slået blikket ned og fortsat forbi. Skummelt var hele stedet, hvor han ikke anede hvad der skete her, men han var ligeglad, han ville bare have sin krop og det skulle han vidst have før han selv blev drænet for energi og slet ikke kunne bevæge sig. Farligt var det, men han ville ikke give op, når han nu var kommet så langt! Han havde også den fordel at folk ikke kendte den krop som han gik i, eller i hvert fald vidste de ikke at det var ham selv der befandt sig i kroppen.
Som de var kommet forbi nogle, så Ezekiel sig end ikke tilbage, da han blot fulgte efter dæmonen foran ham, der gik helt upåvirket, selvom han godt kunne mærke spændingen i sin egen krop. Han anede ikke hvordan denne mission ville gå, men han måtte erkende at han var glad for at han ikke havde taget Anyalina med, for tænk hvis noget var sket hende? Det ville han ikke kunne tilgive sig selv for, til gengæld havde han lovet at komme hjem igen, helskindet, og.. hvad nu hvis han ikke kunne holde det løfte? Tanken bekymrede ham, for han vidste godt at han var kommet ud på dybt vand, men han måtte holde hovedet koldt. Han rystede let og næsten usynligt på hovedet, for at skubbe tankerne bort, hvor han vendte blikket mod dæmonen. ”Hvor fører du mig hen?” spurgte han i en hviskende tone, hvor han kort måtte skæve til siden, for at være sikker på at de var alene. Han vidste at han havde dæmonen i sin hule hånd de næste seks timer, eller.. hvis tiden var anderledes herinde.. hvor længe havde han så? Tanken gjorde ham en smule nervøs, hvor han også følte at han var nød til at skynde sig. Dæmonen så dog ikke tilbage, men fortsatte frem. ”Jeg fører dig til kælderen, hvor din krop befinder sig,” fortalte han roligt, hvor han valgte at dreje af til venstre, som de gik ned af endnu en gang. Ezekiel fulgte blot efter, hvor han bed tænderne let sammen. Han måtte bare håbe på det bedste. Han vidste at han ikke måtte gøre noget overilet. Man skulle dog tro at efter at have levet så mange år som han havde, så burde der skulle meget til før han blev skræmt, men hans morder måtte han erkende havde skræmt ham. Han kunne ikke huske, hvorfor han var blevet dræbt, han kunne kun huske noget mørke og så var alt sort, men takket være vampyren, som han var stødt på i De dødes dal, så havde han fået et blik af hans morder. Det skræmte ham, for selvom han ikke kunne huske hvad der var sket, kunne han godt huske følelserne, og det var frygt og nervøsitet, og derfor vældede det også op i ham i øjeblikket. Han tog en dyb indånding og pustede ud, som han kunne mærke at det tærede hurtigere på ham at føle noget, derfor forsøgte han at slå koldt vand i blodet og holde sig neutral.
Mørket var det hele, skummelt og dette var uden tvivl et sted der gav Ezekiel myrekryb. Det var ikke bare som et dystert sted i Dvasias, nej dette var uhyggeligt på mange måder. Han fulgte med ned ad gangen, indtil dæmonen valgte at stoppe op ud for en dør. Han drejede hovedet og vendte blikket mod døren, hvor Ezekiel gjorde det samme. Dæmonen valgte at tage fat i dørhåndtaget, inden han åbnede døren, der førte ned ad nogle trapper med fakler siddende på væggene. Dæmonen valgte at gå derned. Ezekiel så sig kort til siderne, inden han fulgte trop, hvor han lukkede døren bag dem. Lang synes trappen at være, hvis ikke uendelig, da han synes at gå og gå uden at komme nogen vegne. Han kunne på ingen måder lide dette sted, da det drænede ham for energi og han kunne tydeligt mærke det, det var også derfor han forsøgte at spare så meget som han kunne. Det kunne dog også give komplikationer, hvis han brugte sin magi, og selv vidste han at han ville være afkræftet, hvis han kom tilbage i sin egen krop, det var også derfor han havde pakket en masse forskellige urter, pulver etc., som skulle klare ærterne for ham, hvis han blev for svag, for hans magi nu i denne krop var ikke særlig stærk. Nok havde William været dygtig, men det var han på ingen måder selv, for han var normalt alkymist og selvom begge racer kunne magi, så lå der en hårfin grænse mellem hvad de to racer kunne hver i sær og det var ikke det samme. Han vendte blikket frem for sig, hvor han måtte smile diskret for sig selv, da de endelig nåede ned i kælderen. Han fulgte dæmonen i hælene, så han ikke blev væk, da det var tydeligt at dette sted var som en labyrint. Han håbede bare at han kunne komme ud igen.
Endnu engang måtte de gå i et stykke tid, inden dæmonen igen valgte at stoppe op. ”Så skulle vi være her,” svarede han i en rolig tone, som han valgte at pege mod en dør, hvor der var et lille kvadratisk kighul, med tremmer for, som et fængsel eller en celle. Ezekiel skævede kort mod dæmonen, inden han gik hen til døren og så ind. Han måtte dog stille sig lidt på tæer, for at kunne se ned på gulvet på den anden side, og ganske rigtigt, var det hans krop. Han mærkede hvordan glæden måtte vælde op i ham, for han havde klaret det! Han havde fundet sin krop! Han kunne blive sig selv igen! Alt endte sort for ham, da han mærkede et hårdt slag i baghovedet, hvor han faldt ind mod døren, kun for at ramle ned på gulvet så lang som han var, og der blev han liggende, livløs og bevidstløs.
Roligt måtte Ezekiel blinke med øjnene, som han kom til bevidstheden igen, selvom det første der ramte ham, var en intens smerte i baghovedet. Hvad der var sket, anede han vitterligt ikke, men langsomt måtte minderne komme tilbage til ham. Da hans syn blev mere klart, lagde han mærke til at han så ned i nogle klare mørkeblå fliser, som genspejlede ham selv. Hans opmærksomhed blev dog hurtigt fanget af en stemme foran ham, der begyndte at tale: ”Endelig dukkede du op. Ezekiel.” Stemmen var ildevarslende og fløjlsblød på samme tid, hvor det uden tvivl var en mands. Han kunne se omridset af en mørk mand, men hans blik var endnu en smule sløret. Han mærkede et greb løsne sig, hvor han faldt forover og måtte støtte med hænderne mod fliserne, for ikke at bryde helt sammen, hvor det først var der at det gik op for ham at nogen havde holdt fast i ham. Han så tog sig let til hovedet og gned sine øjne. ”Ser du. Jeg vidste at du ville komme tilbage. Sådan er du bare, typen der ikke kan lade vær, selvom han burde, og det var også grunden til at jeg beholdt din krop, så du ville komme og lede efter den og så vi mødtes igen, efter din lille flugt sidst,” svarede manden i en kølig og mørk tone. Lettere forvirret var Ezekiel, hvor han så op mod manden igen. Han følte sig svimmel, selvom han langsomt måtte komme til sig selv. Hans blik faldt op mod den mørke skikkelse, der stod med ryggen til ham. Det var først da manden vendte sig om, så han kunne se ind i de mørke, næsten helt sorte øjne, der gjorde at han kunne.. huske ham. Han kneb øjnene let sammen, hvor det føltes som om hans hjerne arbejdede på højtryk for at huske hvad manden talte om, men han kunne ikke rigtig, som om han ikke måtte, som om lige de minder, var gemt væk bag en lås han ikke havde en nøgle til. ”Hv-hvem er du?” spurgte han hæst og lettere forvirret. Han forstod det ikke. Et skadefro smil gled over mandens blege læber, som han generelt var bleg i huden og næsten kunne ligne en vampyr, men det var han ikke, det kunne han fornemme på mandens mørke aura, hvor det ikke var svært at gætte hvad han var, for der var kun én race, der bar en så mørk aura; mørkedæmon. Manden drejede sig helt rundt og stod med fronten mod Ezekiel og så hånligt ned på ham. ”Hvem jeg er, er såmænd ligegyldigt. Men hvad du burde vide er at vi er to gamle kendinger fra gammel tid. For mange, mange år siden løb du fra et løfte og siden har jeg udtænkt mig en ond plan for dig. Desværre var du en dygtigere alkymist end hvad jeg havde regnet med, og din sjæl formåede at undslippe før jeg nåede at fange den og torturere den,” svarede manden ærligt, hvor det kølige smil var blevet ændret til et ildevarslende. Ezie forsøgte at huske hvad manden netop stod og fortalte ham, men ærligtalt sagde det ham intet, da han ingen billeder fik, men han fik en lille intense prikken i hans hoved, som om at der var noget, men det var også en del af de minder han ikke måtte huske. ”Hvilket løfte?” spurgte han, hvor han forsøgte at lyde kortfattet, selvom han ikke kunne skjule forvirringen. Den høje og mørke herre trådte næsten årvågent et skridt frem. ”Du nægtede at hjælpe mig, skønt det var dig krævet,” svarede han blot, hvilket ikke var et svar som gjorde det bedre for Ezekiel. Han tog sig let til hovedet og gned sin pande. ”Hvorfor kan jeg ikke huske noget af det?” spurgte han forvirret, som han igen vendte blikket op mod manden og kunne bedre se ham, da hans syn langsomt kom igen, hvor det ikke var nær så sløret som til at starte med. Slaget i baghovedet havde været hårdt og han var usikker på om han blødte. ”Fordi jeg alligevel nåede at gøre lidt ved dig, inden du formåede at flygte herfra, jeg sørgede for at du ikke ville kunne huske mit ansigt. Jeg fandt også en rekrut som skulle finde dig, men jeg har ikke set skyggen til ham, hvilket er spøjst, da ingen før har formået at slippe ud af mørkets greb,” svarede han lettere eftertænksomt, selvom der var en gådefuld undertone, som om manden allerede kendte svaret på sine egne tanker. Ordene fik Ezekiel til at se op mod manden, inden han slog blikket tænksomt ned igen. Det var den vampyr han selv havde mødt. En mand som han selv havde hjulpet og derfor havde han ikke vendt tilbage igen. Tungen strøg han let over sine læber. ”Hvor ærgerligt for dig, men eftersom jeg ikke kan huske noget, ved jeg ikke engang om du taler sandt, så hvorfor ikke bare give mig min krop og lade mig gå igen?” foreslog han med et flabet smil, som han så op mod manden igen, der selv smilede køligt til Ezekiel. Han knipsede let med fingrene og gjorde et nik mod nogle dæmoner bag Ezekiel, hvor de kom frem og kastede Ezekiels sande krop foran ham, hvor den blot faldt slapt til jorden. Ezekiel kunne ikke lade vær med at rynke på næsen ved synet. Det var underligt at se på sig selv, og han kunne heller ikke lade vær med at føle at han var frygtelig tæt på sit mål og alligevel så langt fra. For han var fanget og han anede ikke hvordan han slap ud igen. Måske dette var hans endelige? Han så op mod den mørke mand. ”Her har du din krop. Ikke meget værd. Den går også snart i forrådnelse, men det er ligegyldigt, for du bør ikke være så bekymret for din krop, men for dig selv,” svarede han lettere kynisk, som han trådte frem og satte sig i hug foran Ezekiel, hvor han greb ham om kæben for at løfte hans blik og smile hånligt. ”Men først skal du lide,” svarede han skadefro, hvor de kulsorte øjne så direkte ind i Ezekiels krystalblå. Ezekiel så dog den eneste mulighed for at gøre noget, nu hvor han endnu havde sine arme og ben fri, hvor han heller ikke spildte tiden. I en hurtig bevægelse løftede han hånden op mod den mørke mands bryst og skød en energikugle mod ham, som fik manden til at flyve væk. Han kunne dog godt mærke at det tog hårdt på hans energi, da stedet opslugte hans kræfter, hvilket hurtigt måtte tære på ham. Han spildte dog ikke tiden, da han havde flere dæmoner bag sig, hvilket fik ham til at føre en hånd ind under kappen og til den dragt han havde taget på, hvor han hev en flaske med pulver frem, som han kastede bagud, hvor den endte med at eksplodere og fylde hele rummet med røg. Derefter greb han om endnu en lille flaske, hvor han lukkede tænderne om proppen, for at hive den af, inden han hældte væsken ned i hans hals og drak det. En frygtelig smag var det, men nødvendigt, hvis han skulle tilbage til sin krop. Han kunne høre folk begynde at hoste, hvor han endnu engang var hurtig til at putte en anden lille flaske ned i skjortelommen på hans døde krop, der måtte ligge foran ham. Underligt var det at røre sig selv på den måde, men det måtte han se bort fra, for ellers så overlevede han ikke. Han mærkede hurtigt derefter et fast greb i sin skulder, inden hans mave blev mødt af et hårdt slag, som fik ham til at miste pusten og læne sig forover. Han hostede let, som røgen langsomt måtte aftage sig, hvor den mørke herre havde rejst sig op igen og så på ham med et vildt blik. ”Det skal du få betalt!” hvæsede han fast, som han med faste og hurtige skridt gik hen og slog sin knytnæve ind i Ezekiels ansigt, som fik ham til at stønne smertefuldt, idet hans ansigt blev slået til siden. Han vendte blikket mod manden med et kækt og flabet smil. ”Du kan bare komme an, så må vi se om du er så god som du selv siger,” svarede han kækt, som han valgte at bruge dæmonerne der holdt ham som støtte idet han lænede sig bagud og dermed løftede benene op, hvor han valgte at sparke manden i brystet, som fik ham til at vakle tilbage og vælte over hans lig. Sparket resulterede også i at han blev skubbet bagud, så de dæmoner der holdt ham faldt bagud og dermed væltede de en bunke med Ezekiel øverst. Han fik kæmpet sig op på sine ben, hvor han skulle til at kaste sig imod sin krop idet en dæmon om ind fra siden af og stak en dolk i hans side, hvilket fik ham til at stønne smertefuldt, idet han gled ned på knæ. Den mørke herre var igen kommet op på benene, hvor han sparkede Ezekiel ned at ligge, inden han satte en fod mod mandens hals. ”Du har bragt mig megen ballade, og jeg ser ingen grund til at trække tiden ud længere, sig farvel,” hvislede han køligt, som han løftede den ene hånd og begyndte at mumle en remse, som fik sorte tråde til at snige sig ud af hans fingre og ned mod Ezekiel, hvor de sorte tråde snoede sig om hans krop, kun for at søge ind i gennem hans næse, mund, øjne og ører. Smertefuldt ville det blive, som mørket begyndte at fortære hans indre og æde ham op indefra. Ezekiel slap en smerteskrig, som han kunne mærke hvordan det tærede og ødelagde hans sjæl, hvilket det ikke måtte! Så fik han aldrig sin krop igen! Han forsøgte at sparke fra sig, men det virkede tydeligvis ikke. Derfor greb han omkring endnu en flaske fra hans dragt, som han kastede op mod mandens ansigt, hvor flasken eksploderede og skød den sviende væske mod mandens øjne, der fik ham til at trække sig tilbage med et voldsomt brøl. Han rullede bagover og sparkede derved to af dæmonerne væk inden han greb omkring en kniv som en af dæmonerne havde tabt, for at springe mod den mørke herre, der havde fået synet tilbage igen. Han greb omkring Ezekiels hånd og vred kniven ud af ham, inden han selv stak den direkte i hans bryst, for at ramme hans hjerte, hvilket fik Ezekiel til at stirre direkte på manden. Han greb fat i mandens ærmer, mest af alt for at kunne støtte sig til noget, inden han langsomt gled ned på sine knæ. Han mærkede pludselig en kulde snige sig op i ham, selvom.. det hele var jo perfekt! Han åbnede munden for at sige noget, men der kom ikke rigtig ord ud, hvilket fik den mørke mand til at smile. ”Farvel Ezekiel,” hvislede han køligt, som han trak kniven ud, hvilket fik Ezekiel til at falde sammen på gulvet, men i stedet for frygt smilede han kækt. ”V-ved d-du ikke at d-døden kun er b-begyndelsen?” spurgte han med et flabet smil, inden han mærkede hvordan livet ebbede ud af ham, hvilket fik ham til at ligge slapt og død på gulvet. Der gik dog ikke længe før en lysende kugle søgte ud af Williams krop; Ezekiels sjæl, hvilket fik den mørke herre til at stirre vantro på lyskuglen. Det hele skete om igen! Kuglen søgte over i Ezekiels krop, hvor han vågnede op med et hivende åndedræt og med opspærrede øjne. Han endte med at hoste, som han forsøgte at orientere sig, hvor hans blik faldt hen på Williams nu døde og blodige krop. Han forsøgte at bevæge sig, selvom hans lemmer var helt stive, skønt han gjorde hvad han kunne for at kravle derhen. Den mørke herre var dog rasende, hvor han gik hen og sparkede Ezekiel i siden, som fik ham til at krympe sig sammen og stønne smertefuldt. ”Din lille!”hvæsede han, som han sparkede ham igen, hvilket kun rykkede ham tættere mod Williams krop. Ezekiel kunne dog ikke få ordene over sine læber, da han var helt hæs og tør i munden. Ondt gjorde det dog, da han følte sig helt kvæstet og ødelagt. Han fortsatte dog med at kravle, hvor han stak sin hånd ind under Williams kappe og til den drag han bar, hvor han hev en flaske frem som han kastede i jorden, hvilket fik en ild til at sprede sig i hele rummet. Derefter greb han om den flaske han havde puttet ned i skjortelommen på sig selv, hvor han greb omkring Williams krop. ”Actus Mhe Amnus…!” sagde han hæst, som han kastede flasken ned i jorden og tænkte på en destination. Det var spyild som han brugte. Et blåt pulver, som gik op i flammer, da det ramte gulvet, hvor de blå flammer slikkede op omkring Ezekiels og Williams kroppe, for at lade dem forsvinde.
Ezekiel og Williams døde krop dukkede op i Ezekiels nye lejlighed i Ityrial, da det var den destination han havde tænkt på, hvor de dermed var blevet teleporteret derhen. Hele stuen endte med at blæse, hvilket fik papirerne på skrivebordet til at blæse vildt omkring, inden noget blåt ild dukkede op og de to skikkelser kom til syne, hvor de landede tilfældige steder på gulvet. Med et smertende støn trak Ezekiel på smilebåndet, som han blot vendte sig om og så op. Han havde klaret det! Han havde fået sin krop igen! Han lo, selvom det endte over i en hæs hosten, hvor han tog sig selv til brystet. Ondt gjorde det i hele hans krop, hvor han nok skulle bruge nogle uger på at komme sig, men det var irrelevant, for han var kommet sig! Han kunne ikke andet end at glæde sig til at Anyalina kom hjem, for det var lykkedes ham! Nu kunne de endelig være sammen igen! Blikket drejede han, som han så mod Williams døde krop. Ham kunne de give en ordentlig begravelse, hvor han nok hellere måtte levere liget til Konstantin, da han trods alt var familie. Øjnene lukkede han, som han gled hen i en dyb søvn liggende midt på gulvet i sin lejlighed, hvor smilet på hans læber ikke falmede det mindste.
//Out
De krystalblå øjne så ud fra hætten, der ellers henlagde ansigtet i mørket. En sjæl fanget i den forkerte krop. Men det var noget som han snart ville lave om på. Alle der så på ham ville kende ham som William Rozentas, men det var ikke hans rigtige navn. Hans rigtige navn var Ezekiel, og han var netop på vej til at få sin egen krop tilbage. Han havde brugt længe på at finde sin krop, flere måneder, hvor han nu endelig synes at være tæt på. Indenunder den sorte og lange kappe, bar han en dragt, fyldt med forskellige urter, pulver, og andre særlige genstande, som skulle hjælpe ham i denne kamp. Han vidste at det ikke ville være let og han var født alkymist, men befandt sig i en warlocks krop, og han kunne på ingen måder magien til fulde, skønt han før i tiden havde haft træning af en warlock, men det var efterhånden så længe siden at han snart ikke kunne huske det mere, så det hjalp ham ikke den dag i dag. Dum var han dog ikke, så han måtte bruge sin kløgt på at lave hvad han vidste, kunne være effektivt, og som muligvis ville være med til at vinde kampen, da han var oppe imod en grim satan, ikke mindst en mægtig og stærk mand.
I Syrian befandt Ezekiel sig. Sidst han havde været her, havde han mødt en vampyr, der var blevet sendt af sted for at dræbe ham. Dengang havde han ikke vidst at han rent faktisk havde været tæt på sit mål, men det gjorde han nu. Den vampyr han var stødt på, havde rent faktisk hjulpet ham en del og han havde også hjulpet vampyren, på visse måder. Det var dog denne vampyr som havde sørget for at han havde fundet det første spor, da han havde set sin morders ansigt, hvilket havde vækket en masse minder til live, som han ellers havde glemt. Han havde siden forsøgt at finde sin krop, selvom det havde skabt problemer på hjemmebanen, da hans kæreste var blevet vred på ham fordi han ikke ville tage hende med, men han kunne simpelthen ikke sætte hendes liv på spil! Han elskede hende og han vidste at hun var vred på ham og mente at han ikke forstod hende, men det gjorde han. Forhåbentlig ville han få sin krop tilbage igen og når han gjorde, så ville han gøre det godt for hende igen, så ville han give sig hen til hende og de kunne få det liv de ønskede sig. Det var en tid han så frem til!
Blikket vendte Ezekiel mod skikkelsen der gik foran ham i en matchende sort og lang kappe. Manden var dæmon. Dagen forinden havde han fundet denne dæmon, som stod i ledtog med hans morder, en mand som hellere havde ønsket at dø end at tale, men dum var denne dæmon, da han havde undervurderet Ezekiels kunnen. Han havde brugt en stærk eliksir, som gjorde at han havde kontrol over denne mand i præcis 33 timer, hverken et minut mere eller mindre. Timerne var gledet bort og han havde kun seks timer tilbage, før han ville miste herredømmet over denne dæmon, som var i færd med at vise ham vej til sin morders opholdssted. Det han vidste indtil videre var at hans morder var en stærk mørkedæmon, en mand som holdt til her i Syrian i sit eget skyggerige, et rige som kun mærkede folk kunne komme ind i. Derfor havde han brug for denne dæmon i levende live, da manden skulle bringe ham derind.
“Hvornår er vi der?” spurgte Ezekiel i en kortfattet og dog lavmælt tone, som de krystalblå øjne hvilede på mandens ryg, der gik i et stille og roligt tempo. ”Ganske snart,” svarede manden tilbage, hvilket fik Ezekiel til at himle med øjnene. ”Det sagde du også for et stykke tid siden,” mumlede han lettere irriteret, som han så til siden, skønt det var svært at se noget for den tykke tåge. Længe gik han heller ikke før, dæmonen foran ham måtte stoppe op. ”Så er vi her,” svarede han og vendte blikket op ad. Ezekiel fulgte mandens bevægelse, men intet kunne han se for den tykke tåge. ”Hvorhenne?” spurgte han forvirret, hvor han vendte blikket mod manden, der valgte at se sig over skulderen og tilbage mod Ezekiel med et ildevarslende smil. ”Lige foran dig, hvor vi skal ind,” svarede dæmonen blot, som han valgte at gå hen til Ezekiel, der selv så lettere årvågent mod dæmonen, da han kom hen og lagde hånden mod hans skulder. Han kneb øjnene let sammen og så ind i dæmonens mørke, inden han så skyggerne sprede sig ud af dæmonens hænder. Noget skygge der omgav dem begge, hvor den blev tykkere end tågen, så alt endte sort, inden de forsvandt fra Dødens Dal.
Det næste som Ezekiel befandt sig i, var et mørkt rum, selvom det ikke var et almindeligt rum. Det var frygtelig mørkt, kun oplyst af nogle fakler. Udadtil kunne det se normalt ud, men hvis man så op, ville man kunne se at det bare var.. sort. Som om det var et bundløst hul, bare … opad. Han rynkede brynene og vendte blikket mod dæmonen, der havde valgt at trække sig. Skummelt var her, men ikke nok med det, så føltes det underligt, som om det snurrede rundt, han følte sig på sin måde svimmel og fik også til dels kvalme. ”Hvad sker her?” spurgte han forvirret, som han så på dæmonen, hvor han pludselig følte sig svækket. Dæmonen så tilbage med en kølig mine. ”De som ikke har fået mørkets mærke, vil blive svimle og dårlige, stedet tærer på dine kræfter, desuden.. så er tiden herinde anderledes, så du bør ikke spilde tid,” svarede han kortfattet, som dæmonen valgte at gå igen. ”Denne vej.” Ezekiel fulgte efter, selvom han ikke følte sig helt vel. Han kunne godt mærke at det var ved at være tid.
Stort var stedet, da det føltes som et helt slot, så stort føltes det, også fordi de gik ind i flere rum og ned ad mange gange. Underligt var det. Til tider var de også gået forbi nogle andre, hvor han blot havde slået blikket ned og fortsat forbi. Skummelt var hele stedet, hvor han ikke anede hvad der skete her, men han var ligeglad, han ville bare have sin krop og det skulle han vidst have før han selv blev drænet for energi og slet ikke kunne bevæge sig. Farligt var det, men han ville ikke give op, når han nu var kommet så langt! Han havde også den fordel at folk ikke kendte den krop som han gik i, eller i hvert fald vidste de ikke at det var ham selv der befandt sig i kroppen.
Som de var kommet forbi nogle, så Ezekiel sig end ikke tilbage, da han blot fulgte efter dæmonen foran ham, der gik helt upåvirket, selvom han godt kunne mærke spændingen i sin egen krop. Han anede ikke hvordan denne mission ville gå, men han måtte erkende at han var glad for at han ikke havde taget Anyalina med, for tænk hvis noget var sket hende? Det ville han ikke kunne tilgive sig selv for, til gengæld havde han lovet at komme hjem igen, helskindet, og.. hvad nu hvis han ikke kunne holde det løfte? Tanken bekymrede ham, for han vidste godt at han var kommet ud på dybt vand, men han måtte holde hovedet koldt. Han rystede let og næsten usynligt på hovedet, for at skubbe tankerne bort, hvor han vendte blikket mod dæmonen. ”Hvor fører du mig hen?” spurgte han i en hviskende tone, hvor han kort måtte skæve til siden, for at være sikker på at de var alene. Han vidste at han havde dæmonen i sin hule hånd de næste seks timer, eller.. hvis tiden var anderledes herinde.. hvor længe havde han så? Tanken gjorde ham en smule nervøs, hvor han også følte at han var nød til at skynde sig. Dæmonen så dog ikke tilbage, men fortsatte frem. ”Jeg fører dig til kælderen, hvor din krop befinder sig,” fortalte han roligt, hvor han valgte at dreje af til venstre, som de gik ned af endnu en gang. Ezekiel fulgte blot efter, hvor han bed tænderne let sammen. Han måtte bare håbe på det bedste. Han vidste at han ikke måtte gøre noget overilet. Man skulle dog tro at efter at have levet så mange år som han havde, så burde der skulle meget til før han blev skræmt, men hans morder måtte han erkende havde skræmt ham. Han kunne ikke huske, hvorfor han var blevet dræbt, han kunne kun huske noget mørke og så var alt sort, men takket være vampyren, som han var stødt på i De dødes dal, så havde han fået et blik af hans morder. Det skræmte ham, for selvom han ikke kunne huske hvad der var sket, kunne han godt huske følelserne, og det var frygt og nervøsitet, og derfor vældede det også op i ham i øjeblikket. Han tog en dyb indånding og pustede ud, som han kunne mærke at det tærede hurtigere på ham at føle noget, derfor forsøgte han at slå koldt vand i blodet og holde sig neutral.
Mørket var det hele, skummelt og dette var uden tvivl et sted der gav Ezekiel myrekryb. Det var ikke bare som et dystert sted i Dvasias, nej dette var uhyggeligt på mange måder. Han fulgte med ned ad gangen, indtil dæmonen valgte at stoppe op ud for en dør. Han drejede hovedet og vendte blikket mod døren, hvor Ezekiel gjorde det samme. Dæmonen valgte at tage fat i dørhåndtaget, inden han åbnede døren, der førte ned ad nogle trapper med fakler siddende på væggene. Dæmonen valgte at gå derned. Ezekiel så sig kort til siderne, inden han fulgte trop, hvor han lukkede døren bag dem. Lang synes trappen at være, hvis ikke uendelig, da han synes at gå og gå uden at komme nogen vegne. Han kunne på ingen måder lide dette sted, da det drænede ham for energi og han kunne tydeligt mærke det, det var også derfor han forsøgte at spare så meget som han kunne. Det kunne dog også give komplikationer, hvis han brugte sin magi, og selv vidste han at han ville være afkræftet, hvis han kom tilbage i sin egen krop, det var også derfor han havde pakket en masse forskellige urter, pulver etc., som skulle klare ærterne for ham, hvis han blev for svag, for hans magi nu i denne krop var ikke særlig stærk. Nok havde William været dygtig, men det var han på ingen måder selv, for han var normalt alkymist og selvom begge racer kunne magi, så lå der en hårfin grænse mellem hvad de to racer kunne hver i sær og det var ikke det samme. Han vendte blikket frem for sig, hvor han måtte smile diskret for sig selv, da de endelig nåede ned i kælderen. Han fulgte dæmonen i hælene, så han ikke blev væk, da det var tydeligt at dette sted var som en labyrint. Han håbede bare at han kunne komme ud igen.
Endnu engang måtte de gå i et stykke tid, inden dæmonen igen valgte at stoppe op. ”Så skulle vi være her,” svarede han i en rolig tone, som han valgte at pege mod en dør, hvor der var et lille kvadratisk kighul, med tremmer for, som et fængsel eller en celle. Ezekiel skævede kort mod dæmonen, inden han gik hen til døren og så ind. Han måtte dog stille sig lidt på tæer, for at kunne se ned på gulvet på den anden side, og ganske rigtigt, var det hans krop. Han mærkede hvordan glæden måtte vælde op i ham, for han havde klaret det! Han havde fundet sin krop! Han kunne blive sig selv igen! Alt endte sort for ham, da han mærkede et hårdt slag i baghovedet, hvor han faldt ind mod døren, kun for at ramle ned på gulvet så lang som han var, og der blev han liggende, livløs og bevidstløs.
Roligt måtte Ezekiel blinke med øjnene, som han kom til bevidstheden igen, selvom det første der ramte ham, var en intens smerte i baghovedet. Hvad der var sket, anede han vitterligt ikke, men langsomt måtte minderne komme tilbage til ham. Da hans syn blev mere klart, lagde han mærke til at han så ned i nogle klare mørkeblå fliser, som genspejlede ham selv. Hans opmærksomhed blev dog hurtigt fanget af en stemme foran ham, der begyndte at tale: ”Endelig dukkede du op. Ezekiel.” Stemmen var ildevarslende og fløjlsblød på samme tid, hvor det uden tvivl var en mands. Han kunne se omridset af en mørk mand, men hans blik var endnu en smule sløret. Han mærkede et greb løsne sig, hvor han faldt forover og måtte støtte med hænderne mod fliserne, for ikke at bryde helt sammen, hvor det først var der at det gik op for ham at nogen havde holdt fast i ham. Han så tog sig let til hovedet og gned sine øjne. ”Ser du. Jeg vidste at du ville komme tilbage. Sådan er du bare, typen der ikke kan lade vær, selvom han burde, og det var også grunden til at jeg beholdt din krop, så du ville komme og lede efter den og så vi mødtes igen, efter din lille flugt sidst,” svarede manden i en kølig og mørk tone. Lettere forvirret var Ezekiel, hvor han så op mod manden igen. Han følte sig svimmel, selvom han langsomt måtte komme til sig selv. Hans blik faldt op mod den mørke skikkelse, der stod med ryggen til ham. Det var først da manden vendte sig om, så han kunne se ind i de mørke, næsten helt sorte øjne, der gjorde at han kunne.. huske ham. Han kneb øjnene let sammen, hvor det føltes som om hans hjerne arbejdede på højtryk for at huske hvad manden talte om, men han kunne ikke rigtig, som om han ikke måtte, som om lige de minder, var gemt væk bag en lås han ikke havde en nøgle til. ”Hv-hvem er du?” spurgte han hæst og lettere forvirret. Han forstod det ikke. Et skadefro smil gled over mandens blege læber, som han generelt var bleg i huden og næsten kunne ligne en vampyr, men det var han ikke, det kunne han fornemme på mandens mørke aura, hvor det ikke var svært at gætte hvad han var, for der var kun én race, der bar en så mørk aura; mørkedæmon. Manden drejede sig helt rundt og stod med fronten mod Ezekiel og så hånligt ned på ham. ”Hvem jeg er, er såmænd ligegyldigt. Men hvad du burde vide er at vi er to gamle kendinger fra gammel tid. For mange, mange år siden løb du fra et løfte og siden har jeg udtænkt mig en ond plan for dig. Desværre var du en dygtigere alkymist end hvad jeg havde regnet med, og din sjæl formåede at undslippe før jeg nåede at fange den og torturere den,” svarede manden ærligt, hvor det kølige smil var blevet ændret til et ildevarslende. Ezie forsøgte at huske hvad manden netop stod og fortalte ham, men ærligtalt sagde det ham intet, da han ingen billeder fik, men han fik en lille intense prikken i hans hoved, som om at der var noget, men det var også en del af de minder han ikke måtte huske. ”Hvilket løfte?” spurgte han, hvor han forsøgte at lyde kortfattet, selvom han ikke kunne skjule forvirringen. Den høje og mørke herre trådte næsten årvågent et skridt frem. ”Du nægtede at hjælpe mig, skønt det var dig krævet,” svarede han blot, hvilket ikke var et svar som gjorde det bedre for Ezekiel. Han tog sig let til hovedet og gned sin pande. ”Hvorfor kan jeg ikke huske noget af det?” spurgte han forvirret, som han igen vendte blikket op mod manden og kunne bedre se ham, da hans syn langsomt kom igen, hvor det ikke var nær så sløret som til at starte med. Slaget i baghovedet havde været hårdt og han var usikker på om han blødte. ”Fordi jeg alligevel nåede at gøre lidt ved dig, inden du formåede at flygte herfra, jeg sørgede for at du ikke ville kunne huske mit ansigt. Jeg fandt også en rekrut som skulle finde dig, men jeg har ikke set skyggen til ham, hvilket er spøjst, da ingen før har formået at slippe ud af mørkets greb,” svarede han lettere eftertænksomt, selvom der var en gådefuld undertone, som om manden allerede kendte svaret på sine egne tanker. Ordene fik Ezekiel til at se op mod manden, inden han slog blikket tænksomt ned igen. Det var den vampyr han selv havde mødt. En mand som han selv havde hjulpet og derfor havde han ikke vendt tilbage igen. Tungen strøg han let over sine læber. ”Hvor ærgerligt for dig, men eftersom jeg ikke kan huske noget, ved jeg ikke engang om du taler sandt, så hvorfor ikke bare give mig min krop og lade mig gå igen?” foreslog han med et flabet smil, som han så op mod manden igen, der selv smilede køligt til Ezekiel. Han knipsede let med fingrene og gjorde et nik mod nogle dæmoner bag Ezekiel, hvor de kom frem og kastede Ezekiels sande krop foran ham, hvor den blot faldt slapt til jorden. Ezekiel kunne ikke lade vær med at rynke på næsen ved synet. Det var underligt at se på sig selv, og han kunne heller ikke lade vær med at føle at han var frygtelig tæt på sit mål og alligevel så langt fra. For han var fanget og han anede ikke hvordan han slap ud igen. Måske dette var hans endelige? Han så op mod den mørke mand. ”Her har du din krop. Ikke meget værd. Den går også snart i forrådnelse, men det er ligegyldigt, for du bør ikke være så bekymret for din krop, men for dig selv,” svarede han lettere kynisk, som han trådte frem og satte sig i hug foran Ezekiel, hvor han greb ham om kæben for at løfte hans blik og smile hånligt. ”Men først skal du lide,” svarede han skadefro, hvor de kulsorte øjne så direkte ind i Ezekiels krystalblå. Ezekiel så dog den eneste mulighed for at gøre noget, nu hvor han endnu havde sine arme og ben fri, hvor han heller ikke spildte tiden. I en hurtig bevægelse løftede han hånden op mod den mørke mands bryst og skød en energikugle mod ham, som fik manden til at flyve væk. Han kunne dog godt mærke at det tog hårdt på hans energi, da stedet opslugte hans kræfter, hvilket hurtigt måtte tære på ham. Han spildte dog ikke tiden, da han havde flere dæmoner bag sig, hvilket fik ham til at føre en hånd ind under kappen og til den dragt han havde taget på, hvor han hev en flaske med pulver frem, som han kastede bagud, hvor den endte med at eksplodere og fylde hele rummet med røg. Derefter greb han om endnu en lille flaske, hvor han lukkede tænderne om proppen, for at hive den af, inden han hældte væsken ned i hans hals og drak det. En frygtelig smag var det, men nødvendigt, hvis han skulle tilbage til sin krop. Han kunne høre folk begynde at hoste, hvor han endnu engang var hurtig til at putte en anden lille flaske ned i skjortelommen på hans døde krop, der måtte ligge foran ham. Underligt var det at røre sig selv på den måde, men det måtte han se bort fra, for ellers så overlevede han ikke. Han mærkede hurtigt derefter et fast greb i sin skulder, inden hans mave blev mødt af et hårdt slag, som fik ham til at miste pusten og læne sig forover. Han hostede let, som røgen langsomt måtte aftage sig, hvor den mørke herre havde rejst sig op igen og så på ham med et vildt blik. ”Det skal du få betalt!” hvæsede han fast, som han med faste og hurtige skridt gik hen og slog sin knytnæve ind i Ezekiels ansigt, som fik ham til at stønne smertefuldt, idet hans ansigt blev slået til siden. Han vendte blikket mod manden med et kækt og flabet smil. ”Du kan bare komme an, så må vi se om du er så god som du selv siger,” svarede han kækt, som han valgte at bruge dæmonerne der holdt ham som støtte idet han lænede sig bagud og dermed løftede benene op, hvor han valgte at sparke manden i brystet, som fik ham til at vakle tilbage og vælte over hans lig. Sparket resulterede også i at han blev skubbet bagud, så de dæmoner der holdt ham faldt bagud og dermed væltede de en bunke med Ezekiel øverst. Han fik kæmpet sig op på sine ben, hvor han skulle til at kaste sig imod sin krop idet en dæmon om ind fra siden af og stak en dolk i hans side, hvilket fik ham til at stønne smertefuldt, idet han gled ned på knæ. Den mørke herre var igen kommet op på benene, hvor han sparkede Ezekiel ned at ligge, inden han satte en fod mod mandens hals. ”Du har bragt mig megen ballade, og jeg ser ingen grund til at trække tiden ud længere, sig farvel,” hvislede han køligt, som han løftede den ene hånd og begyndte at mumle en remse, som fik sorte tråde til at snige sig ud af hans fingre og ned mod Ezekiel, hvor de sorte tråde snoede sig om hans krop, kun for at søge ind i gennem hans næse, mund, øjne og ører. Smertefuldt ville det blive, som mørket begyndte at fortære hans indre og æde ham op indefra. Ezekiel slap en smerteskrig, som han kunne mærke hvordan det tærede og ødelagde hans sjæl, hvilket det ikke måtte! Så fik han aldrig sin krop igen! Han forsøgte at sparke fra sig, men det virkede tydeligvis ikke. Derfor greb han omkring endnu en flaske fra hans dragt, som han kastede op mod mandens ansigt, hvor flasken eksploderede og skød den sviende væske mod mandens øjne, der fik ham til at trække sig tilbage med et voldsomt brøl. Han rullede bagover og sparkede derved to af dæmonerne væk inden han greb omkring en kniv som en af dæmonerne havde tabt, for at springe mod den mørke herre, der havde fået synet tilbage igen. Han greb omkring Ezekiels hånd og vred kniven ud af ham, inden han selv stak den direkte i hans bryst, for at ramme hans hjerte, hvilket fik Ezekiel til at stirre direkte på manden. Han greb fat i mandens ærmer, mest af alt for at kunne støtte sig til noget, inden han langsomt gled ned på sine knæ. Han mærkede pludselig en kulde snige sig op i ham, selvom.. det hele var jo perfekt! Han åbnede munden for at sige noget, men der kom ikke rigtig ord ud, hvilket fik den mørke mand til at smile. ”Farvel Ezekiel,” hvislede han køligt, som han trak kniven ud, hvilket fik Ezekiel til at falde sammen på gulvet, men i stedet for frygt smilede han kækt. ”V-ved d-du ikke at d-døden kun er b-begyndelsen?” spurgte han med et flabet smil, inden han mærkede hvordan livet ebbede ud af ham, hvilket fik ham til at ligge slapt og død på gulvet. Der gik dog ikke længe før en lysende kugle søgte ud af Williams krop; Ezekiels sjæl, hvilket fik den mørke herre til at stirre vantro på lyskuglen. Det hele skete om igen! Kuglen søgte over i Ezekiels krop, hvor han vågnede op med et hivende åndedræt og med opspærrede øjne. Han endte med at hoste, som han forsøgte at orientere sig, hvor hans blik faldt hen på Williams nu døde og blodige krop. Han forsøgte at bevæge sig, selvom hans lemmer var helt stive, skønt han gjorde hvad han kunne for at kravle derhen. Den mørke herre var dog rasende, hvor han gik hen og sparkede Ezekiel i siden, som fik ham til at krympe sig sammen og stønne smertefuldt. ”Din lille!”hvæsede han, som han sparkede ham igen, hvilket kun rykkede ham tættere mod Williams krop. Ezekiel kunne dog ikke få ordene over sine læber, da han var helt hæs og tør i munden. Ondt gjorde det dog, da han følte sig helt kvæstet og ødelagt. Han fortsatte dog med at kravle, hvor han stak sin hånd ind under Williams kappe og til den drag han bar, hvor han hev en flaske frem som han kastede i jorden, hvilket fik en ild til at sprede sig i hele rummet. Derefter greb han om den flaske han havde puttet ned i skjortelommen på sig selv, hvor han greb omkring Williams krop. ”Actus Mhe Amnus…!” sagde han hæst, som han kastede flasken ned i jorden og tænkte på en destination. Det var spyild som han brugte. Et blåt pulver, som gik op i flammer, da det ramte gulvet, hvor de blå flammer slikkede op omkring Ezekiels og Williams kroppe, for at lade dem forsvinde.
Ezekiel og Williams døde krop dukkede op i Ezekiels nye lejlighed i Ityrial, da det var den destination han havde tænkt på, hvor de dermed var blevet teleporteret derhen. Hele stuen endte med at blæse, hvilket fik papirerne på skrivebordet til at blæse vildt omkring, inden noget blåt ild dukkede op og de to skikkelser kom til syne, hvor de landede tilfældige steder på gulvet. Med et smertende støn trak Ezekiel på smilebåndet, som han blot vendte sig om og så op. Han havde klaret det! Han havde fået sin krop igen! Han lo, selvom det endte over i en hæs hosten, hvor han tog sig selv til brystet. Ondt gjorde det i hele hans krop, hvor han nok skulle bruge nogle uger på at komme sig, men det var irrelevant, for han var kommet sig! Han kunne ikke andet end at glæde sig til at Anyalina kom hjem, for det var lykkedes ham! Nu kunne de endelig være sammen igen! Blikket drejede han, som han så mod Williams døde krop. Ham kunne de give en ordentlig begravelse, hvor han nok hellere måtte levere liget til Konstantin, da han trods alt var familie. Øjnene lukkede han, som han gled hen i en dyb søvn liggende midt på gulvet i sin lejlighed, hvor smilet på hans læber ikke falmede det mindste.
//Out
