Faith Jaceluck Marvalo (Opdateres hen af vejen)

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith | Maloya | Jaceluck Marvalo

Fulde navn: Faith Maloya Jaceluck Marvalo
Alder: Præcise alder er ukendt men se på hende så et sted i starten af 40’erne
Race: Ild Dæmon
Job: Dæmonernes Leder

Våben: To knive og et sværd

Status:Gift med Kimeya, dog ikke af fri vilje desuden er hun uvidende omkring det

Udseende og tøj:Faith er i forhold til hendes alder og hvad der er normalt, en ganske spinkel skikkelse. Hun er under det som man ville kalde for den normale højde og selv på trods af de smukke kvindelige former så er hun som sådan ikke rigtigt noget at prale af lige der. Hun bære det smukkeste flammerøde hår som kun må dale ned over hendes ryg i de smukke perfekte krøller der først stopper engang når man når lænden, det hænger mere eller mindre altid frit. Øjnene er efter hendes egen mors helt smaragdgrønne, funklende mere en det som flammer til tider gør, lyser op i mørket, lige det må være noget som hun er frygtelig stolt af. Hendes hud er bleg, men blød og glat som den fineste silke, over mere eller mindre hele hendes krop er der prydet med ar fra forskellige situationer, blandt andet fra voldtægt og de utallige piskeslag hun flere gange har måttet tage, efterhånden kan de end ikke tælles over hendes krop mere. Bliver hun vred er det ganske let at læse, kinderne blusser op i en rød farve og man kan næsten ligefrem fornemme varmen i hendes blik. Faith bære som oftest lette kjoler, der følger hendes tydelige kvindekrop, og som gerne er lidt afslørende hun er ekstremt seksuelt provokerende og det er noget som hun også gerne udviser i hendes udstråling. Altid går hun med en ring omkring hendes finger, den første forlovelsesring som Kimeya nogensidne gav hende, for hende er det blot blevet et yderst betydningsfuldt smykke, ikke længere noget der symbolisere det at de er forlovede men hun formår bare ikke at give afkald på den igen.

Personlighed: Faith er meget tempramentsfuld, og stædig.. Det gør at hun kan være svær at nå ind til og tale med, til tider lukker hun kompelt af hvis hun ser at det kan fører til en form for diskution hvor hun ikke lader til at få ret, hun er forbandet temperamentsfuld der skal intet til før hun ender med at se sort, desuden når hun først op i det felt så både gør og siger hun ting som hun på ingen måde mener, det er noget som er set ekstremt mange gange før. Hendes ærlighed kan være yderst irriterende, da hun ikke holder noget inde, det er lidt igen med de meninger og holdninger i hendes hovede eksistere kun firhed, hvilket vil sige alle har retten til at have en mening og også til frit at lukke dem ud, det fører hende blot ind til en masse problemer fordi hun ikke tænker før hun taler og hun desuden er hun ikke specielt god til kommunikation via ord, så hvad hun siger bliver som oftest alt for let misforstået. Værd er hun at fortælle hemmeligheder, da hun holder dem livet, som var det mere end blot ord og tanker, hun ved at tillid og loyalitet er noget som hun selv ærdsætter helt ekstremt meget, så selvfølgelig udviser hun det selv samme overfor dem som står hende nær, fortæller man hende ting som ikke skal ud så kommer de ikke ud uanset hvor meget tortur man ellers kan udsætte hende ofr, så tager hun dem hellere med sig i graven. Faith kan også være i det høje humør, hvor hun elsker at slå sig lidt løs, og glemmer at lytte til fornuften der normalt taler i hende. Hun handler næsten altid på indstink, det sker dog somme tider at fornuft kommer imellem. En kvinde af stolthed er hun, lader ikke en eneste person tale ned til hende eller gøre grin med hende.. Med andre ord spiller hun ikke kostbar, hun ved bare hvad hun er værd. Trusler tager hun aldrig alvorligt, og hendes hovmod kan nemt bringe hun ud i nogle ikke så smarte situationer. Hendes udseende betyder meget for hende, en lille forfængelighed hun altid har haft. Skæbnen er den eneste ting Faith tror på, der er ingen gud eller andet, blot skæbnen. Faith har en indre ro, der gør at selv når folk er kolde og behandler hende som skidt tager hun det roligt, dog svare hun igen, da hun er meget bedre til at forsvare sig verbalt. Hun er ikke bange for at vise ting frem.

Fortid: Fortid: Kære Dagbog

Igen i nat har jeg haft den same drøm. Den same drøm hvor jeg ser hans skikelse forsvine genem meneskemylret, og tårerne bare glider ned af mine kinder. De same stemmer som i et kaos blaner sig i mit hode og bare lader mig stå tilbae der. Jeg har tænkt meget over om det er fortid eller fremtid, jeg husker tros alt ikke vordan jeg er ent her hos Hr og Fru Jaceluck, måske jeg blev efterlat i byen? De vil intet fortælle mig, de bliver ved at sige jeg vil vide når tiden er inde, jeg er 12 jeg er ikke noet barn mere! Jeg vågnede op, mørket omringede mig, jeg siger kun dette fordi jeg ved jeg er den eneste som noensine vil se hvad der står skrevet ned her, men jeg var bange. De andre børn i skolen idag begynte at le af mig igen. Jeg ved jeg burde sige noet til Frøken Mileva, men vad hvis også hun begyner pege fingrer af mig? Vis jeg nogensinde møder min rigtie mor, så vil jeg sige til hende jeg ville ønske hun aldrig hade født mig! Jeg har slet ikke lyst til at lærer at læse, skrive eller regne mere, jeg vil bare være her, og lade Hr Jaceluck træne mig som han gør ver eftermiddag. Jeg er faktisk ved at få lidt kontrol over ilden, det lykkedes mig faktisk at tæne et bål bevist idag! Det er lang tid siden mit humør hævede sig lidt, det var dejlit have lit at være stolt af, vem ved måske jeg slet ikke behøver lærer at læse eller regne jeg kunne blive en kriger! Moniqe er den skoledygtie, og den alle vil snake med, så må jeg vel got være den stærke? Jeg savner hende faktisk lit, hun kommer heldivis med hjem imorgen hvis Hr Jaceluck finer hende ivertfald, jeg kryser mine fingre.
Idag blev det meget kort, sengen kaler ennu en skoledag er at fine imorgen, gid man dog bare kunne lige sig ned og sove livet igenem, og så en dag vågne og opdae du er selstændig, vågne op og du har dine drømme opfylt, ligesom Camille.. Være som nyforelsket i en mand du har levet med flere tusine år, have børn at elske og et lille dejlit jem. En dag vil jeg være som hende, men for nu må jeg putte mig uner dynen og sove, inen hun kommer.
Godnat..

Kære Dagbog

Enelig er Moniqe komet jem! Hun dukede op i kirken for at hente mig med jem. Hun er min eneste ven, de som jeg går i skole med, betyder ingenting de kan le så meget de vil, Moniqe forstår mig. Jeg ved godt hun egentlig kun er en form for kusine, men jeg ser virkelig på hende som en søster, hun er på min aler.. Og hun har været der siden dag 1. Det er unerligt som hun liner mig, langt røt hår og de smukeste øjne jeg har set i mine dage, hun liner slet ikke Camille eller Herren på noen måde, hun kunne være min identiske søster! Jeg er blevet så vant til at folk overser mig eller gør nar ad mig fordi de ved jeg er 'forældreløs', men Moniqe er lieglad, hun overser mig ikke, jeg er siker på jeg altid vil kende hende. Noelle - Vores lillesøster er straks noget anet. Hun er flabet og kol, hun gider ikke lege med nogen af os mere, jeg har set Camille tage fat i hene flere gange, efter hun er gået amok på en eller anden tilfædlig i lansbyen. Men sådan er hun jo bare? Et sted så er hun ikke meget bedre end dem som ler og peger fingrer af mig, hun gør det helt same, som om hun er meget bedre end det, jeg ved ikke hvad henes problem er, og jeg er faktisk også lieglad. Hr Jaceluck er igen taget asted, jeg hørte ham og Camille skænes tidliere men jeg aner ikke om hvad, men vi har ikke fået lov komme ud fra værelset ennu. Jeg bryder mig ikke om når de råber efter hinanen, den er som at stå i miten af det hele, og det er jo slet ikke fordi det er noet jeg gør hver eneste dag. Jeg er faktisk begynt være lidt lieglad, folk kan le af mig, men de kener mig ikke, det er som som er til grin ikke mig, jeg burde stå og le af dem, de styre intet selv alt de har i hodet er forældres formaninger, de vil aldrig blive til noet som helst, de har ikke styrken, de lader sig kontrolere, men det er ikke mit bord, det må de selv om. Jeg fant nogle gamle teninger tidliere.. Jeg husker jeg sad og tenede dem som en lille pige, prøvede at gæte vordan min familie ville se ud. Mig som holdte Moniqe's hånd og stod foran mor og far som ikke var Camille og Herren i huset, hvorfor må jeg ikke få noen svar?
Jeg må til at sige godnat igen, Camille er på vej op og Moniqe liger og kaler på mig, så.. Godnat.

Kære Dagbog

Jeg kan høre hans skridt når han nærmer sig, og jeg høre mit hjerte banke ligeså tydeligt. Igen ligger jeg alene, det har jeg gjort siden mig og Moniqe fik hvert vores værelse, og det var der det hele startede. Nu er han ved døren jeg kan høre at han ganske lydløst trækker i håndtaget og åbner den knirkende dør. Jeg stirrer på hans skikkelse som et forskræmt lille barn og jeg ved ikke hvad pokker jeg skal gøre. Den sidste gang jeg prøvede at skulle forsvare mig selv endte det kun langt værre end det som man umiddelbart ville tro at det kunne gøre. Jeg trækker dynen længere op over mig, ser lyset fra gangen forsvinde da han atter lader døren glide i og efterlader os i et totalt mørke. Uden tøven kommer han tættere og tættere på, og jeg krymper mere og mere op af sengen, prøver at gemme mig, men uden det mindste held. Han stirrer på mig med det samme blik.. Hårdt og koldt.. Uden nogen følelse, en underlig tanke når man tænker på hvilken kærlig familiefar han til tider kan være. Jeg bliver liggende komplet urørlig, selvom jeg ved han er begyndt at klæde sig af og forventer at jeg skal gøre det samme, og jeg ved at jeg burde. Tårerne sidder fast, jeg ved at de vil falde det gør de hver aften, der er noget anerledes ved ham i aften. De andre gange har han bedt mig vende mig om og stå fast mod muren mens han gjorde sit, og et sted er jeg kun lettet over at jeg ikke kan se i hans blik, men kun høre de støn han gang på gang giver fra sig. Men i aften er det anerledes. Jeg kan føle kulden slå om mig straks han fjerner dynen fra min krop og lader min lille skikkelse synlig. Jeg er kun et barn men det er ikke hvad han ser. Jeg tænker ikke over det men jeg ryster på hovedet og ved at jeg må se så bedende ud, endnu engang en ydmygelse, og det eneste jeg får igen er et blidt strøg over håret, før han fører hænderne til min krop, jeg har lyst til at skrige men jeg tør ikke, jeg er bange for han ender med at skulle gøre Moniqe eller Camille fortræd som han gør det ved mig, jeg er kun et barn. For første gang ligger jeg bare stille mens han klæder mig af, jeg ved at det vil være dumt at stritte imod. Jeg kan se i hans kolde blik, jeg kan føle hans ånde mod mit bryst da han lader små kys plantes ned over min krop. Jeg hader følelsen og alligevel skaber det en uønsket sitren i mig, og jeg aner ikke hvorfor. I aften beder han mig ikke om at vende mig om, han stirre mig i øjnene med det hånlige smil over hans læber. Nu er tårerne igen begyndt. Jeg kan føle dem glide ned over mine kinder, mens jeg et sted tigger og beder herren over os om frelse, om at redde mig hvis han er så pokkers hellig som byen fremstiller ham som. Jeg ved ikke om det er fordi jeg ikke tror på ham, men min bøn er aldrig blevet hørt og i aften er intet undtag. Jeg er sunket hen i min egen verden da han spreder mine ben og det går op for mig hvad han har gang i. Panikken breder sig som det rene ingenting, og jeg ligger stiv som et bræt da han støder op i mit indre. Det er som en kniv der borre sig igennem og jeg har intet forsvar. Jeg skriger stadig ikke, jeg bider frygtelig hårdt i puden istedet for. Hans støn er overvældende ikke mindst fordi jeg selv har lyst til at lade dme lyde men min stædighed forbyder det. Hvert stød han gør, hver ryk med hoften det slår mig ihjel, jeg er ganske sikker på at jeg ikke vil overleve det, og ligesom smerten er størst bryder han ud i noget som må minde om et halvvejs støn et halvvejst skrig, og jeg kan føle en varme skyde op i mit indre i form af en væske. Jeg aner intet om dette, jeg ved ikke hvad der sker, han falder om ved min side, og kysser mig kind, mens jeg krymper mig sammen. Det dunker i det nederste, jeg kan føle fugten, og jeg kan se det blod som er rendt ned i mine hvide lagner. Tårerne stopper ikke, det er som om de aldrig tager ende, så synker jeg ind i den dybe søvn og når jeg vågner han væk og jeg kan leve som jeg altid gør.. Men denne gang er det ikke muligt. Jeg er faldet i søvn og han er væk når jeg vågner, men der er en dårlig fornemmelse som stikekr til mig. Jeg kan høre fuglene synge, og solen skinner ind af mit vindue. På gangen kan jeg høre Moniqe's perlende latter, og jeg er ganske sikker på jeg aldrig vil komme til at smile igen, det føles så tomt. Camille kommer op med et smil på læberne, hun har ingen idé om hvad der forgår, jeg har lyst til at fortælle hende det men ville hun nogensinde tro mig? Jeg gemmer min nøgne krop under dynen, og min natkjole med, jeg ved det er mit ansvar at hun ikke finder ud af hvad han laver, så jeg tager mine forholdsregler, og ganske rigtigt så fatter hun ikke den mindste smule mistanke. Jeg står op og kommer i tøjet, mit lagn er blevet smidt ned til vasken jeg skal selv ned og vaske ved søen idag det er min dag, jeg elsker det. Selv om jeg ikke kan fordrage vandet så er det det eneste sted jeg kan være i fred go tænke for mig selv. For enden af trappen står han i egen høje skikkelse. Det er som om jeg har glemt hvordan han ser ud i dagslys og med det kærlige smil på læben, det som jeg ikke længere kan se det betryggende i, han er en forbandelse og der går det op for mig hvor meget jeg ønsker ham død. Han sender mig det blik.. Det blik som jeg både hader og elsker på det samme tid, det blik som siger at jeg er hans datter og han elsker mig som det men jeg ved at det er falskt og det gør ondt, og så er der alligevel noget der siger mig at i aften.. Vil jeg kunne sove i fred, hviel i fred uden ham ved min side, der er noget der siger mig at for en gangs skyld så vil jeg bare være hans datter og intet andet..

Kære Dagbog

Jeg sidder alene i mørket. Her er så koldt, jeg putter mig under det tæppe som jeg har været hedig at få stillet til rådighed. Der er klamt og fugtigt og ikke så meget som en stråle af sollys. Jeg må efterhånden have sat her i det som må minde om måneder, min mave er kun blevet større og større, og først nu begynder det at gå op for mig hvad pokker der sker. Gulvet er hårdt, jeg kan næsten høre rotterne som befinder sig et eller andet sted i røret, det gør mig paranoid at sidde her, alene og uden selvskab, det gør kun mere ondt, det første stykke tid klarede jeg det fordi Moniqe var der men nu er jeg helt alene, de eneste som i tide og utide kommer herned er herren kun for at se til den lille sjæl jeg nu må bære i mit indre, han har ikke rørt mig siden den dag, jeg fik ret i mine anelser nu er jeg bare hans datter igen, og jeg frygter at han snart vil gå igang med en af mine søskende eller at Camille vil lide endnu mere under ham end hun i forvejen gør. Tidligere på dagen kunne jeg høre dem skændtes, jeg kunne høre at hun prøvede at stoppe ham, hendes skrig da hun bumpede ned af trappen jeg tror aldrig før noget har gjort så ondt i ørene, det var som det hele i et sekund stoppede og jeg kunne høre mit hjerte hamre i ren nervøsitet, ventede næsten kun athun ville råbe op bare for at høre at hun stadig var ved livet, noget som heldigvis var tilfældet, jeg kunne høre hende slæbe sig op af trappen. Jeg kan føle spark.. Det giver en underlig kildrende fornemmelse, jeg er klar over at tiden snart må være inde, og der håber jeg virkelig at de vil lukke mig ud i lyset. Min ild er blevet svag i starten kunne jeg om ikke andet tænde en flamme se hvor jeg befandt mig, og skabe varmen fra det, men nu er der virkelig intet andet end kulde og ensomhed tilbage. En gang om dagen kan jeg høre skridt ned af trappen, det er igen herren som vil bringe mig dagens måltid, jeg plejer bare at skubbe det fra mig appetitten er forsvundet en smule på det seneste. Mareridt er efterhånden blevete en del af min hverdag det eneste som jeg fik lov at tage med herned var dig min kære dagbog, og af den grund går meget af tiden i søvnens trygge favn, men den seneste tid er det de samme billeder som bliver ved med at skulle dukke op på min nethinde, og jeg tør sværge på at jeg flere gange er vågnet op og jeg har følt et greb om mine håndled og jeg har følt de stød han gjorde dengang men der er ingen.. jeg ved det er ren indbildning, men frygten sidder der endnu. Jeg tvivler på den nogensinde vil forsvinde helt, et sted vil den vel altid sidde der, især med de konsekvenser det har fået. På den anden side så ved jeg nu at prinsesse drømmen om ægte kærlighed ikke findes, det har gjort mig til realist hvad jeg kan håbe på ligenu er blot at jeg får lov at beholde den lille på trods jeg ærlig talt tvivler det ville sætte hele hans ry i farer.Jeg er træt.. Jeg ved at jeg burde sove men jeg tør ikke, man kan jo ikke vide hvad natten vil bringe? Hvis det overhovedet er nat, jeg har ingen tidsfornemmelse mere hvr eneste dag her i kulderen så alene, de ligner alle hinanden. Hvor er den prins som vil komme og tage mig væk fra dette mareridt og vil jeg nogensinde slippe ud? Det gør ondt. Hele min krop gør ondt, mit hjerte brænder op i flammer som jeg ikke selv er skyld i, et sted så ville jeg ønske at jeg kunne sove til fødslen, gå i sort og bare hvile der uden frygt for en gangs skyld. NU kan jeg høre hans skridt igen. Han kommer nærmere og nærmere, jeg krymper mig ind mod hjørnet, føler hans ånde..

Kære Dabog.

Jeg ligger på det hårde stengulv. Smerten er så intens som noget jeg aldrig før har oplevet. Ved min side sad Moniqe på hug, og holdte min fugtige hånd. Jeg kan måske ikke se ham men jeg kan fornemme hans tilstedeværelse et sted over i hjørnet det er som hans blik hviler så gennemborede på min krop, men jeg er virkelig for koncentreret til at skulle tænkte det mindste over det. Svedperlerne var endt mod min pande og resten af min krop for den sags skyld som jeg ligger der med spredte ben foran Camille som har det blik i minen som om at hun forstår smerten, ikke at den kun var fysisk men i den grad også psykisk. Snart ville det hele være overstået, snart ville det ikke længere være noget problem, og jeg håbede virkelig på at hun derefter ville være fri. I så fald vidste jeg at det jeg lå i nu snart ikke ville være mit hjem længere. Jeg presser, smerten tvinger mig til at skulle gøre det yderligere. Jeg kan høre mit eget skrig da endu en krampe tager til og tvinger mig igen til at presse mens jeg knuger Moniqe's hånd i min. Hun prøver at berolige mig men faktisk så gør det kun det hele værre, det er ikke medlidenhed jeg behøver det er sikkert og vidst. Selvom mit indre er i flammer så fryser jeg mod det hårde gulv min nøgne krop hviler mod, i et sekund er jeg sikker på at livet er ved at forlade min krop men så kn jeg se smilet over Camille's læber, kun ganske kort inden endnu en smerte begyndte.. Og sådan vare det i flere timer. Endelig er den lille skikkelse kommet ud. Camille ligger den på min mave og jeg ser på den lille unge, den smukkeste dreng jeg længe har set. Selvom tanken om hvordan det er forgået gør ondt så kan jeg ikke lade værre med at smile. Min krop er udmattet jeg er ganske sikker på at jeg kunne ligge mig til at sove lige på stedet. Der kommer de små særlige klynk som tegn på liv, selvom hans øjne er sunket i. Jeg føler at han er min, jeg føler at jeg kunne holde ham for evigt, jeg ved at jeg elsker ham selv på trods han var så smertefuld både at lave, at bære og at føde, det er virkelig noget som stadig påvirker mig psykisk. Jeg ser navlestrengen blive skåret over, jeg føler ingenting for første gang, måske jeg endda er.. Glad? Moniqe er ligeså betaget af den lille som det jeg selv er. Hun stryger ham blidt over ryggen, og jeg smiler til hende på den helt særlige måde. Jeg sætter mig op for at tage den lille i mine arme men når kun at lade ham falde til rette inden herre stiller sig foran mig med et koldt blik. Jeg ved hvad han vil gøre og jeg hader den tanke. Jeg drejer mig fra ham prøver at holde den lille skikkelse beskyttet mens selv Camille prøver at træde til. Jeg kan høre lussingen ramme hendes kind, og jeg føler hendes smerte da hun falder omkuld og lander på den hårde sten under. Moniqe bliver bange go jeg bebrejder hende ikke, hun kravler hen til hendes mor, rusker blidt i hende og med tårer som allerede er begyndt at stå ud af hendes øjne. Jeg kæmper med mine egne og jeg mærker den stædighed og den velvilje jeg vil ikke lade ham tage den lille skikkelse, ikke med den kærlighed jeg endelig har fået for ham, han er min og jeg vil holde ham lige her for evigt. Han sætter sig på hug, tvinger mit blik i hans, og jeg føler hans blide strøg over min brændende fugtige kind "Du ved at jeg er nødt til det kære" høre jeg ham hviske så lavt at kun jeg høre det. Det tvinger tårerne frem, gennemsigtige som små perler føler jeg dem stryge ned over mine kinder, og videre over min hals. Jeg vil kæmpe imod da jeg føler den lille vægt forlade mine arme, men min kropnægter mig at skulle gøre noget som helst et sted i frygt, go et andet sted af den udmattelse som jeg føler efter det som jeg netop er gået igennem. Jeg aner hans skygge forlade mig, jeg kigger efter ham med ren desperation i blikket. Babygråd er begyndt at kunne høres, det skære i mit hjerte og i mit sind og jeg ved at jeg intet kan gøre. Døren er blevet låst jeg hørte hængelåsen blikket klikket i, alligevel går jeg derhed banker hjælpeløst på døren, jeg er end ikke sikker på hvilke ord der kommer ud af min mund. Gråden bliver fjernere og fjernere, jeg høre kun det tunge sværd falde, derefter høre gråden straks op. Nu er det min der begynder, mit hjerte hamre mere end det nogensinde før har gjort. Jeg er klar over hvad der er sket, jeg er klar over at alt smerten var forgæves, et øjeblik tør jeg sværge at jeg kunne dræbe ham. Camille er kommet til bevidsthed igen, hun er kommet hen til mig, ligger tæppet omkring mine nøgne skuldre, og for første gang ser jeg det som må minde bare en smule om tårer. Hun siger ingenting bider sig bare i læben, noget som for mig er altsigende. Jeg bryder sammen i hendes favn, jeg tør sværge at jeg skænker hende op til flere slag i ren og skær vrede, jeg kan intet kontrollere og hun tager bare imod. I det næste bliver alt sort i mit blik. Jeg vågner op alene i den store kælder over mig kan jeg høre de velkendte skridt. Mine kinder er helt tørrer efter alle de tårer jeg græd aftenen i forvejen og havde det ikke været for pladsen op gulvet ville jeg end ikke være blevet mindet om alt det som var sket. Jeg er for bange til at græde. For et kort sekund husker jeg at jeg faldt i søvn i armene på Camille og frygter et sted at jeg gjrode hende fortræd med min vrede men jeg kan høre hendes stemme oppefra noget som i den grad letter mit hjerte at vide hun er i live. Skridtene kommer nærmere og døren går op. Herrens velkendte skikkelse står foran mig med et så tomt undskyldende blik, han smider en af mine kjoler foran mig, og uden at tøve trækker jeg den over den krop som endnu henligger nøgen under tæppet. Han fjerner sig ikke, han lukker ikke døren låser og lader mig være alene. Jeg kan føle min krop skælve, jeg kan føle hans blik mens jeg står og klæder mig på. Lyset oppefra skinenr ned på ham og får ham til at se så engeagtig ud, og jeg kan kun stå og tænke på de djævlehorn som burde vokse ud af hans pande. Han strækker hånden frem mod mig med et så faderligt glimt i øjet, og jeg ser i hans med rent skepsis, men jeg har intet valg jeg ved at jeg er nødt til at tage hans hånd, og jeg gør det. Den føles så stor og ru i min lille spinkle, mit hjerte banker i e ubehagelig rytme der kun gør det langt værre "Kom med" høre jeg ham sige, og noget tvinger mig til at skulle nikke. Jeg følger ham op af trappen, luften bliver langt mere tør, og uden den stank af døde rotter og kloak som befinder sig nede i selve kælderen. Sollyset rammer mit ansigt for første gang i jeg er end ikke sikker på hvor lang tid. Jeg misser let med øjnene den skære direkte. Fra køkkenet kan jeg høre Moniqe hjæpe Camille med dagens middag der skal forberedes. Han slipper min hånd og jeg stopper op, ser ud af døren hvor landsbyens folk stille driver omkrign uvidende omkring hvad pokker der var sket mig i den seneste tid, og jeg tvivler ærlig talt på det overhovedet er noget som de stiller spørgsmål ved. Mit går er uglet, jeg kan ikke længere stryge fingrerne igennem det sådan uden videre, men det er alt sammen ligemeget. Smerten og overvældelsen er frygtelig stor endnu, det er der intet som kan erstatte. Camille vasker mig, jeg er for choket til at gøre noget som helst selv, jeg nyder at sidde der igen, men for mig selv ved jeg udemærket at dette ikke er frit nok, i mine øjne sidder jeg endnu i den mørke kælder, jeg må væk.. Hvad end det i sidste ende må koste så må jeg væk.


Kære Dagbog

Nu nærmer tiden sig snart. Jeg ved det er et stykke tid siden jeg besluttede mig for at forlade landsbyen, og om meget snart rejser jeg væk fra det trygge lille sted, til et stort land ved navn Dvasias. Det er et sted skræmmende at skulle forlade de trygge rammer og starte ud på ny, især når familien ikke er med. Det mest skræmmende bliver at skulle lade Moniqe alene, hun har ikke talt til mig på det sidste, vi lovede hinanden vi aldrig skulle skilles, men jeg kan ikke blive boende her mere. Jeg er ikke længere et barn, nu hvor jeg er rundet de 16 er det kun på tide for mig at søge væk fra det sted som gjorde min barndom så tom, alle fortjener vel en ny start? Hvem ved om ikke jeg skulle ende med at finde en biologisk familie? Hvem ved, måske en af de mange tegninger jeg tegnede af min mor er korrekte, hvem ved om det ikke må være der jeg finder hende? Jeg aner ikke hvad jeg skal lave, og hvordan jeg skal tjene til det levende, et sted er det en spændende tanke ikke at vide hvad der venter, imorgen vil jeg være på vej til et nyt liv. Mit værelse er pakket, der føles så tomt. Jeg ved at ingen ud over min familie vil savne mig, men det gør mig intet det er jo ikke fordi jeg vil savne resten af byen, Det er kun på tide nu finde nogen som ville føle det savn hvis jeg forsvandt, at dø alene i sen,g, eller pludseligt det er intet som i mine ører lyder specielt fristende. Skolen er slut, jeg stoppede for kun 2 uger siden og jeg har aldrig følt mig så fri. Min sidste dag var ikke ligefrem noget at prale med, Kjhiana skulle selvfølgelig gøre tingene meget værre, de kan le af mig, men at begynde tale højt om Moniqe på den direkte rædselsfulde måde, det var for meget, det hele gik bare lidt for hurtigt, og pludselig stod en skammel i flammer, jeg vidste virkelig ikke hvad der skete, hun flippede ud, langede ud efter mig og jeg mistede bare kontrol. Vreden var så intens den ikke er til at beskrive med ord på et stykke blandt papir med blæk. Jeg er ked af at jeg ødelagde det sidste ry min familie har i den her forbistrede landsby, men hun krydsede grænsen, jeg ville til enhver tid have stået op for den søster jeg elsker højere end noget andet, ville du ikke have gjort det samme? Herren ser ikke på mig, det har han ikke gjort i måneder, mere eller mindre siden.. Byen stiller spørgsmål som jeg har fået forbud mod at skulle besvare at sidde der så alene og forsvarsløs, nu skal det være slut snart vil jeg kunne starte op på en helt ny. Solen er ved at gå ned, jeg elsker synet af himlen som stille skifter fra den smukke lyseblå farve, til at blive malet i smukke røde nuancer. Jeg ved det lyder underligt men jeg elsker virkelig denne tid på dagen, jeg kan gøre Camille som skramler rundt et sted i køkkenet kunfor at skulle tilberede et godt aftens måltid til hele familien. Noelle ligger som sædvanlig og hamre ind i væggen og kun fordi hun ønsker at irritere mig. Moniqe er ude.. Igen. Siden mit udbrud den anden dag har hun undgået mig, knapt talt til mig, jeg frygter hun er sur over jeg gik så langt, jeg ved det var forkert, men de kan le og pege fingre ad mig, men at tale om Moniqe som var hun intet andet end en dum prostitueret, kun fordi hun var blevet set nede ved den lille flod sammen med præstens søn, det var virkelig for meget, har de intet bedre at give sig til end at sladre om folk? Det føltedes faktisk rart stå op for noget af det som jeg tror på, lade være med blot at lade sig trampe på som jeg ellers har gjort så frygtelig længe nu. Uanset hvor meget jeg nyder dit selvskab så er tiden snart inde til at sige farvel. Naboens høns skal fodres, jeg er nødt til have den sidste løn med mig inden afrejsen i morgen, man ved aldrig hvad der kunne ske af uventede ting, så.. Imorgen når jeg vil være på vej til det nye liv jeg glæder mig så ubeskriveligt til, vil jeg atter sætte mig ned og vi vil mødes igen.. Farvel.

Kære Dagbog.

Jeg sidder nu i den lille hestevogn der skal køre mig til en lille by i Dvasias kaldet Rimshia. Jeg har virkelig ingen idé om hvad som venter mig det er det som gør det hele frygtelig intenst. Jeg har en pose fuld af penge og absolut ingen planer, ud over at lege et værelse på kroe som skulle ligge i byen, hvordan jeg skal tjene til det levende ved jeg virkelig ikke, hvad min fremtid kommer til at bestå af og hvad der skal ske herfra, jeg har virkelig ingen idé om det, men det er heller ikke det som betyder det mindste, pointen er jeg er på vej væk fra de trygge rammer. Det var virkelig svært at skulle sige farvel til familien. Camille har heldigvis sørget for en masse praktiske ting jeg kan få brug for senere hen, i dagens anledning var Hr Jaceluck rent faktisk også vendt hjem kun for at skulle sige farvel, et sted virkede han lettet over jeg tog afsted, Men hvem kan bebrejde ham? Jeg er den eneste som er i stand til at ødelægge den mands ry lettere end med et knips, jeg er lettet over at jeg endelig selv skal forlade ham. De m¨åneder har været så akavet gå i hans selvskab uden at han så meget sm skænkede mig et blik, selv ikke når jeg med kroppen kunne sige at jeg hadede ham, han bar min søns blod på hans hænder og det var aldrig noget som jeg kan tilgive ham for. Hvad der bestemt var det hårdeste var at sige farvel til Moniqe. Jeg fandt ud af hun ikke var sur på mig over det faktum at jeg var havnet i en mindre kamp i forsøget på at forsvare hende, men over det faktum at jeg blot forlod familien alene, hun frygter vel et sted at hun vil være den næste der bliver udsat for det selv samme som jeg gjorde?. Jeg stod der og krammede hende, lige der og da så fristet til skifte mening og bare blive der, kramme hende for evigt, men vi må vel alle bare indse at det ikke er det sted jeg høre til? Det er ikke mit hjem? Hele mit liv er spildt det modbydelige sted, hvor snak er alt der eksistere! Jeg ved virkelig ikke hvad pokker jeg er på vej ind til men det kan umuligt være værre, jeg sidder med så mange ubesvarede spørgsmål og nu er det kun på tide at gå på opdagelse. Jeg er virkelig ikke i tvivl om det næste stykke tid vil blive som et eventyr, tanken om at stå på egne ben som en voksen, og med mulighed for at gøre hvad jeg lyster uden en hel landsby's øjne i nakken til at kigge efter hver eneste træk jeg gør, det er virkelig en lettelse uden lige. Jeg kan høre hestenes hove slå mod jorden, jeg ved at for hvert skridt og for hvert minut kommer vi længer eog længere væk fra det sted jeg er vokset op, og landsbyen forsvinder længere og længerebag mig, jeg kan kun skimte den et sted i horisonten og jeg er kun lettet over at det endelig er slut så mange år i smerte og nuer jeg endelig en fri fugl. Så mange år der uden at kende noget som helst til hvad der er sket ude i den verden ved siden af, en som jeg end aldrig rigtigt har kendt til, kun fordi at jeg har måttet finde mig i snak, og så den tid jeg var i den mørke kælder uden at ane hvad pokker som foregik omkring mig, jeg var alene.. Det er ensomt at sidde her, jeg hader at være alene, kusken sidder fredeligt på sin plads i det udendørs, jeg ønsker virkelig Moniqe var kommet med mig, men selvfølgelig er det hendes hjem det kan og vil jeg ikke tvinge hende fra, alt jeg har er dig i det mindste. Der vil gå dage før jeg ankommer,jeg burde ligge mig til at sove, få tiden til at gå, men spændingen så intens tvinger mig virkelig til at lade værre, jeg vil have enhver lille detalje med. Solen skinner ind af vinduet, træerne spirrer så smuk en sommerdag, den første jeg har set i frygtelig mange år. Jeg føler et sted et savn til hjemmet, om ikke andet så den familie jeg har efterladt, måske hvem ved om jeg en dag vil have min egen? At sidde her og skrive, som sad jeg og snakkede til en ven om alt og ingenting, jeg nyder det kraftigt, men en dag vil jeg måske være tryg nok ved et menneskeligt væsen til at kunne fortælle alle disse ligegyldige ting til, end ikke en tanke jeg vil tænke nu, men den fremtid som må vente mig i Dvasias er direkte nervepirrende, spændende i den grad. Jeg har så mange billeder og forventninger, jeg frygter tilt ider de er for store men vi får se. Nu vil jeg finde ind i søvnen, sommerfuglene holdte mig vågen i nattens timer, vi er end ikke nået halvvejs og der er gået.. En halv dag vil jeg skyde på, solen vil som altid når jeg skriver lige straks gå ned. Farvel.

Kære Dagbog.

Jeg står i hans favn.. Jeg kan føle hans læber mod mine, og for første gang føler jeg ikke de samme kolde læber som jeg gjorde for blot et par år siden. Han gør mig tryg, jeg tør sværge at jeg kan stå der for evigt når jeg hviler i hans arme og med mit hovede mod hans skulder, og alligevel så føles det til tider som om det hele bare er ligegyldigt, romantik er ikke alt, han kan være ligeså kold som han er skøn.. Han kom som kaldet ud af det blå. Byen er forvirrende og folkene er ikke specielt imødekommende men pludselig en dag når man mindst venter det står han der foran dig. Selvom det er ved at være uger siden nu så er det som om jeg netop har mødt ham, og selvom jeg ved han er en langt ældre moden mand det betyder intet kun fordi han viser at jeg er hans, han er stolt af at være hos mig. Jeg sidder her.. Han hviler i sengen, mens jeg sidder her og deler mine tanker og følelser. Han er endnu ikke kommet så tæt på mig, og det er selv på trods jeg bære dne ring på min finger. Jeg er faldet godt til på dette sted. Mange af tingene er ganske mærkverdige. Ingen er klar over hvem pokker jeg egentlig er, og ingen taler ord de ikke selv forstår, så kan jeg leve med de blikke som jeg som oftest får tildelt, det er et land af frygtelig mange hemmeligheder og selv dets beffolkning ser ud til at leve i en form for deres egen lille hule. Lige der følger han mig godt på vej, tager min hånd og lader mig se med egne øjne og med eget syn hvad jeg er kommet til, specielt fordi forandringen fra den lille landsby og så til dette er frygtelig stor. Jeg kan høre hans tunge vejrtrækning jeg ved at han sover, og jeg ved at jeg burde gøre ligeså men sandheden er den at jeg faktisk ikke lyster at hvile ved hans side. Jeg kan endnu føle slaget i siden som blev tildelt aftenen før kun fordi jeg bad ham om at vente, jeg ønskede ikke hans fingrer over min krop endnu, jeg er ikke klar. Nu sidder jeg her.. Føler mig tilbage i et ganske velkendt mørke, og selv på trods jeg kan fornemme hans tilstedeværelse omkring mig så har jeg sjældent følt mig så alene som jeg gør i øjeblikket. En lille frygt får mit hjerte til at banke, mens jeg lader ham træde på mig mens jeg allerede ligger ned og uden at gøre den mindste smule afstand. Jeg tænker ved mig selv at det før eller siden tager ende og helt af sig selv selvom min fornuft siger noget ganske andet, det lille håb jeg knuger om er ved at svinde igennem mine fingrer kun fordi jeg ved at han snart vil vågne og får han det forkerte ben ud af sengen vil jeg være den første som finder ud af det, og ganske rigtigt... Jeg står klynget mod væggen, hans kølige ru fingrer hviler omkring min slanke hals, han løfter mig højt nok til at jeg kan føle fæstet svinde væk under mine fødder. Jeg kan i sekundet end ikke huske hvad pokker jeg gjorde for at ende med at stå her, og jeg tænker ikke over det, mit hjerte banker så intenst, jeg vil forsvare mig men jeg ønsker ikke at yde skade på ham. Et sted så virker dette så frygtelig velkendt. Jeg gisper efter vejret, han når netop lade mig få ilten tilbage før han klynger mig op igen. Min krop er præget af utallige blå mærker som jeg skjuler under en kulsort kjole. Brylluppet skal stå om blot få dage og der er ingen vej uden om, han træder hårdere og hårdere. endelig slipper han mig og jeg faldet til gulvet, mine ben er som gelé - Ude af stand til at bære min vægt, og lige der føler jeg mig så tung. Spidsen af hans fod rammer direkte i min maveregion noget som tvinger mig til at krybe sammen. Jeg har skreget mange gange før men igen så bliver det ikke hørt, mine bønner er aldrig blevet hørt, efterhånden har jeg mistet troen hvis det fandtes en gud og han var i stand til at gøre gode ting, hvorfor lod han mig så lide under den ene og den anden på den måde? Tårer triller stille, han strækker hånden ud mod mig og jeg tager den med den største glæde bliver hjulpet på benene. Og før jeg ved det så står jeg i den favn jeg kunne stå i for evigt, lytter til hans beroligende hvisken og græder mod hans bryst. Han løfter mit blik mod hans kysser mine læber med en sådanne magi at jeg glemmer at lade tårerne falde. Igen er jeg lykkelig, jeg ligger ikke længere ned, om ikke andet så ikke for det næste stykke tid. Han bære mig ind på sengen, stryger min kind og jeg falder helt og aldeles til ro. Mærkerne efter hans fingrer er så tydelig på min blege hud. For et kort øjeblik ønsker jeg ham død, men jeg ved at jeg er håbløst forelsket, og mit hjerte vil ikke sætte mig fri ikke lige foreløbig. Som minutterne går falder jeg ind i søvens stille vise ved hans blide strøg over min kind, tårerne er tørret bort, jeg giver ikke lov at falde flere, jeg prøver at huske at lykken udspringer af sorgen og det er den jeg endnu engang må føle i mit indre, det er vel en tilvæningssag? Nu er alt trygt og godt igen - Om ikke andet for de næste mange timer.

Kære Dagbog

Jeg kan høre kirkeklokkerne ringe. Jeg føler mig smukkere end nogensinde før. Vi er blevet enige om en ganske roligt lille bryllup så jeg er dog ikke iklædt den traditionelle hvide kjole men derimod en lang blodrød der smyger som om mine slanke former og som skjuler min dybe hemmelighed i henhold til den mand jeg lever med. Jeg kan føle sommerfuglene danse rundt i min maveregion et sted af spænding og et andet sted af ren usikkerhed. En lille stemme hvisker i mit indre at det måske kan være jeg er ved at begå den største fejl i mit liv til nu, men jeg ignorere den, overbeviser mig selv om at det blot er de selv samme sommerfulgte som manipulere mit sind, min fornuft siger at jeg vil blive lykkelig med den mand, men det er som om hjertet siger noget helt andet. Jeg ser mit selv i spejlet, ser en kvinde som jeg for første gang i mit liv nogensinde må forbinde med smuk. Mit hår er blevet en del længere efter jeg sad i kælderen så lang tid og jeg har ikke nænnet at få det klippet af, så det hænger i mine elskede krøller ned over min ryg og når mig til omkring lænden. Mine øjne har fået den samme savnede gnist tilbage så varmt og udfordrende det er som om det først er nu det går op for mig hvem pokker jeg i virkeligheden er. Jeg smiler, og jeg aner ikke hvorfor et sted er der som sagt noget som siger mig at det smil ikke er det værd. Tiden må ganske snart være inde, nedenunder venter de ganske få gæster som er inviterede, det er ikke specielt mange jeg eknder rundt omkring men blandt andet Moniqe er for et par dage rejst hertil kun for at overvære det, og det er en tanke som kun kan få mig til at græde glædestårer, det var uden tvivl en lykkelig genforening da vi løb mod hinanden. Bare det at jeg ved at hun sidder dernede et sted det gør det så langt nemmere. Jeg vender mig væk bevæger mig mod trappen kun for stille bevæge mig ned mod stuen, et mærkværdigt lille palæ som han fik sig skaffet kun fordi at ahn nu havde planer om at skulle starte en familie. Jeg møder blikket fra de mennesker som trofast sidder i stuen fint iklædt og med et bredt smil malet over deres læber, og i det øjeblik føler jeg virkelig bare at jeg ikke vil skuffe dem. Mit blik glider videre til den mand som st¨år ved det lille opstilte alter og venter og med præsten foran sig. Lysende er dæmpede brænder ganske levende og giver mig en underlig fornyet energi. Jeg kan se ham smile i skæret. Stille bevæger jeg mig frem, med et bankende hjerte der stadig må tigge og bede mig om at vende om inden det vil være for sent, men igen så siger fornuften mig noget ganske andet og det er den som jeg vil følge. Moniqe's blik hviler på mig, jeg kan føle det, det er det som kun bliver ved med at skubbe mig frem mod min kommende mand. Jeg ser end ikke hvem gæsterne er, de er fremmede for mig de fleste. Jeg ender ved hans side, jeg ignorere mit hjertes skrig, bliver stående med smilet prydet omkring mine rosa læber. Jeg vender mig om ser i hans blik der for i aften er så milde som et lams, jeg ved dog bedre end nogen anden at det ikke vil være sådan for specielt længe endnu. Han tager mine hænder, han er varm, det er det første som slår mig. Præsten begynder hans ord, jeg følger ganske nøje med i hvert enkelt "Vi er samlet her idag.." det er sådan det hele starter. Sammentidig med jeg bliver mere og mere usikker bliver jeg mere og mere lykkelig, fordyber mig i hans blik.. Og der kommer det store spørgsmål "Først tilspørger jeg dig, Faith Maloya Jaceluck... Vil du tage Justice Darklighter, som vil din side står.. og vil du elske og ærer ham i medgang og modgang til døden jer skiller?" mit hjerte hamre som besat jeg nikker stille "Ja" kommer det fra mine læber og jeg kan føle de usynlige bånd binde sig om vores håndled ganske langsomt, om det er klogt tvivler jeg stærkt på men det er som om jeg bevidst vælger at ignorere det. Jeg bliver fyldt af et håb et underligt sus i mit sind "Så tilspørger jeg dig Justice Darklighter, vil du tage Faith Maloya jaceluck som ved din side står, og vil du elske og ærer hende i medgang og modgang til døden jer skiller..?" Hvad der sker efter at dette spørgsmål er stillet er jeg end ikke sikker på. Jeg ser i hans blik afventer hans svar for sekunder og intet kommer, uroen begynder at skulle melde sig, specielt da han ender med at kaste et blik mod rækkerne. Jeg følger det, en ung kvinde sidder. Hendes hår er helt mørkt glinser i skæret fra de små flammer, og jeg kan næste føle intensiteten i hendes blik hun smiler sukkersødt til manden ved min side. Jeg kan føle hans greb om mine hænder løsnes, jeg ser frem og tilbage skiftevis på ham og pigen stadig afventende for det ja. Allerede nu føler jeg mig ydmyget. Han slipper mig helt tager drejning mod kvinden som rejser sig og tager hans hånd. Han sender mig det kølige smil blinker næsten forførende før han uden videre forsvinder sammen med den kvinde. Jeg står tilbage alene, folkene omkring udbryder i en mumlen og jeg føler mig frygtelig udsat, jeg kan føle de tler bag min ryg, mens jeg selv står komplet hjælpeløs og ser omkring. Moniqe kommer op til mig, det ser ud som om hun har fattet hvad der er sket. Mit smil er falmet jeg står komplet tomt, føler næsten mit hjerte mumler den samme "Hvad sagde jeg?"selv på trods det bare er indbildning. Jeg ved at jeg har begået en fejl, jeg stod ikke op for det som mit hjerte troede på, og jeg ved det. Jeg glider ned på sengen græder i hendes favn.. Den sidste lykke.. Slukket som pustede jeg selv til den lille flamme.

Kære Dagbog

Min puls hamre i hovedet. Smerten og vreden er så intens. Aldrg i livet har jeg før følt mig så fri, jeg ved at jeg kan klare alt. Blot en ung pige med en så ganske lille krop men lidt rummer jeg. Den alt for velkendte kvinde står der foran mig, hun er ganske vidst sensuel men som kvinde har jeg vel mine fordele? MIt blik afspejler den indre flamme der er blevet vækket jeg kan føle blikke hvile mod mig men ingen bryder ind det er som om de er ganske.. Spændte næsten? Min kjole er flænset på tværs over min mave, jeg kan føle blodet rende ned efter at have været i nærkontakt med hendes kniv. Jeg genkender det intese blik og det mørke hår, det sukkersøde blik et forfærdeligt det er det selv samme som har hjemsøgt mig i det som må minde om et års tid nu. Jeg husker at se hende forsvinde hånd i hånd med ham, et sted ønsker jeg hævn og et andet sted så var dette intet jeg havde regnet med at ende i. Det startede som en stille dag jeg gik mere ud i den ydre natur fremfor at holde mig i byen da jeg fandt dette sted og hun var den første som jeg mødte. Havde jeg vidst at hun sad med en så magtfuld status så var jeg gået langt før men det er for sent jeg må blive og kæmpe. Jeg har ingen våben på mig, en kamp var som sagt ikke ventet det ændre dog ikke på at min krop står i flammer, min hud koger små glitrende svedperler har lagt sig over den. Mit hjerte er lettet jeg er igen den stærke og ikke den unge og naive unge kvinde som hun kender mig for. Jeg bære mig frem kaster hende mod væggen og holder så godt fast som det er mig muligt undgår for alt del hendes forførende blik. Hun gisper ved følelsen af mine direkte brændende hænder mod hendes fremhævede brygt, men jeg er blevet for 'kold', jeg stopper ikke det er som der er så megen vrede som blot venter på at blive lukket ud, og nu har jeg chancen det er som at stille en forsvarsløs engel eller nymfe foran en vampyr og friste på den måde når først de er igang er de ikke i stand til at skulle stoppe, det er den følelse jeg står med, som at friste skæbnen for meget. Jeg tager om hendes ellers så smukke kjole bliver overrasket over den kraft sompludselig slår mig i ansigtet som en brise på de varmeste sommerdage. Flammer står fra hendes krop hun bryder i et skrig, jeg får mig ikke til at slippe hende men de røre mig ikke. Jeg mærker ikke så meget som et stik af smerte over mine små hænder, uanset så ville jeg være kold i røven, mildt sagt, over de brændsår på mien hænder de betyder intet det er en måde at udtrykke sig på. Der opdager jeg hvor intenst det er, se hende i øjnene mens hun langsomt og smetrefuldt brænder op. Jeg føler mine hænder brænde sig ind i hendes hud, føler hendes blod løbe ned over mine hænder. Hvad der sker i mig ved jeg ikke, jeg tænker ikke, det er som om det sker helt af sig selv, mit sind er i sort alt jeg føler og alt jeg ser er den intense flamme der brænder min hud uden at jeg føler det mindste. Skriget giver kun endnu mere energi, det giver følelsen af en magt og for den første gang føler jeg mig ikke blot som en lille ubrugelig tøs, jeg føler mig ekstremt.. Kraftfuld. Jeg bakker væk, kvinden falder til jorden men flammerne brænder fortsat, skriget er hørt op, jeg ser ned på mine blodige hænder, betragter dem næsten med facsination selv på trods jeg netop har taget et liv. For et kort øjeblik overvejer jeg om det er meningen med livet.. Føle den gnist der kun vækker dyret i dig til live, om det er dette jeg er blevet født og forberedt til at skulle gøre. Stilheden er uhyggelig, jeg kan høre en masse mumlen, men mit blik sidder fast på de flammer som langsomt forvandler liget til aske. Jeg har ingen idé om hvorfor pokker alle de øjne hviler på mig, et sted så udre jeg mig over hvorfor de bare står der og gør.. Intet? Mine hænder ender knyttet, selv på trods af mine mange sår og rifter efter den kamp som første os til alt dette, svider som bare en i helvede så ignorere jeg det, det er som om jeg ikke føler smerten lidenskaben går langt over. Et sted føler jeg mig helt psykopatisk.. Stå her med en lidenskabelig følelse over at have frataget et liv, hun er faldet for min hånd ikke omvendt.. Jeg er ikke faldet for nogens hånd denne gang.. Ville man le af mig nu? En middelaldrene herre træder frem mod mig, jeg genkender ham. Den mand som jeg så stærkt elskede engang, han stirre på mig med et forundret blik, men ikke det kolde som han plejer. Alligevel lader jeg en flamme brænde i min hånd, men han ryster bare på hovedet, tager fat om mit håndled og lader armen glide ned langs siden. Mit smil falmer.. Hvad sker der egentlig? Uden et ord fører han mig med ind i den store grotte. Aldrig har jeg set noget så smukt før. De store kalksten danner de smukkeste figure og former, jeg kan høre en ren kilde løbe et sted og bliver kun fascineret af alle de ting som i virkeligheden kan lade sig gøre. Uroen stiger, jeg stoler ikke længere på Justice ikke efter det nummer han gjrode sammen med den nu afdøde kvinde for lidt over et års tid siden, tanken om at hun er død og borte more mig næsten, hvilken sød form for hævn. Der bliver stadig ikke sagt så meget som et ord han fører mig blot med sig af de smalle gange hvor min lille spinkle krop ganske let glider igennem. Et stort.. Lokale? Venter mig her glinser de fugtige sten smukt, jeg er betaget af skønheden omkring noget som tydeligt spejler sig i mit blik "Det er alt sammen dit nu" høre jeg ham sige, men ignorere det, jeg aner virkelig ikke hvad han snakker om. Mit blik ender så stift mod hans, hadet bobler det er tydeligt, et sted lader det til at skræmme ham og et andet sted så er jeg ganske sikker på at han blot vælger at ignorere det "Faith.. Kære.. Hvor meget kender du i virkeligheden til det samfund som din ædle race er en del af?". Jeg tænker længe over hans spørgsmål og der går det op for mig at jeg faktisk ikke ved noget som helst, hele mit liv har været frygtelig indespærret - Bogstaveligt talt, den familie jeg levede med levede tydeligvis ikke efter det samme samfund. Jeg ryster blot på hovedet og gør et let skuldertræk noget som vel er ganske altsigende, men den stolthed der er ebgyndt at forme sig forbyder mig det på alle måder, og han opfatter det som om han har læst mine tanker og jeg har stilt et spørgsmål "Det tænkte jeg nok.." han nikker roligt mens jeg blot står afventende "Ser du.. For at blive øverst må du skabe dig respekt og vise dit værd og dine evner, samt den der allerede er øverst må væk slå alle fluer med et smæk og tag lederens liv.. Sådan indtager man selv pladsen.. Kvinden derude.. Aviva.. Hun var en stor leder og du slog hende ihjel.. Du har vist dit værd, skaffet hende af vejen nu mangler du kun at samle respekten, hvilket vil komme med tiden.. Det er din tur nu, kære.. Du er den nye ledende". Mit hjerte hamre som besat jeg står med store øjne og ryster på hovedet. Jeg ønsker ikke at han skal kalde mig ved den titel men jeg vælger blot at ignorere det, ligenu er det langt andre tanker som skyder gennem mit hovede.. Hvad pokekr har jeg rodet mig ud i "..Men.. Nej.. Jamen.. Jeg kan ikke være den nye.." jeg er ikke klar over hvad jeg prøver at sige jeg ved bare at jeg ikke vil være en høj leder, jeg er stadig ganke ung, og jeg kender absolut intet til landet udenfor byen jeg har ikke turdet bevæge mig ud før nu. Jeg ved der ikke er noget valg, enhver handling har konsekvenser og jeg tog det liv, nød det som bare i helvede og nu må jeg tage det ansvar konsekvensen bære efter det. Jeg nikker stille "Meget vel.. Jeg skal gøre mit bedste" jeg ved ikke hvorfor pokker jeg pludselig ombestemmer mig men det er som om mit hjerte er drevent af hele idéen. Jeg føler mig pludselig så viljefast jeg vil klare dette.. Med min bedste ånd så vil jeg klare mig igennem dette, hvad end det må tage. Jeg bliver vist til et mindre værelse, hvor jeg får muligheden for at pleje mine sår, noget som jeg tager ganske vel imod. Jeg ved at intet vil blive som det altid har været men det skaber den en udfordring som jeg føler underlig interessandt.

[/blockquote]

Kære Dagbog.

Jeg bevæger mig med rolige skridt hen over gruset som knaser under mine fødder, det eneste der er for mig er en tyk form af tåge som gør det umuligt for mig at skulle se ordenligt omkring. Kulden er direkte bidende, jeg kan føle den rende over min hud, og kun lade det gyse mig koldt ned af ryggen. Det er som om jeg kan føle de døde omkring mig, jeg ved at jeg er alene men det føles på ingen måde sådan. Månen er bleg over mig, omkring den hænger millioner af stjerner over den mørke himmel, hvis ikke det havde været for stedet jeg befandt mig, så ville det have været en yderst bedårende nat. Det er efterhånden blevet en vane for mig at gå ude i det fri, jeg vil studere hver eneste del af landet, selv på trods det efterhånden er et stykke tid siden jeg er trådt i kraft som den stærke leder, og desuden reagere det med hård hånd. Jeg lader tungespidsen fugte mine rosa læber, luften er kold og tør, sprækker huden i løbet af ingen tid. Mine skridt er blevet hurtigere, jeg færdes pludselig mellem de mange slidte gravstene som er umulige at skulle læse på, et sted væmmes jeg ved tanken om at man end ikke i døden kan finde den fred som er en for tjent uanset hvilket land man stammer fra. Jeg lytter til en ugles tuden ikke langt fra mig, det eneste som bryder den pinlige stilhed ud over når den kølige brise river i træernes blade og lader dem rasle på en farertruende måde, ikke at det skræmmer mig, den seneste tid blandt de væsner som jeg nu må være den øverste hånd af, der ser og gør man ting som man aldrig ville have troet at man ville komme til, ting som man nok i sit stille sind havde lovet aldrig ville gøre, eller håbet at man aldrig var kommet til at se, men nu var det sket.. Jeg kan høre skridt omkring mig, noget som tvinger mig til at stoppe op, øjeblikket. Jeg lytter ganske nøje efter, de er rolige og afslappede, muligvis en som var vant til at skulle færdes her. Selvom det er tæt på ser jeg ikke så meget som end en skygge på grund af tågen, den blænder mig og jeg er ikke modig nok til selv at tænde lyset, ikke når jeg ikke har den mest fjerne idé om hvem, hvad eller hvor? Jeg stirre mig blind på tågen, lytter intenst og prøver at skulle se forbi uglens tuden som kun er blevet værre, som var der farer på vej. En skikkelse ender med at tage form for mig blik, det er uden tvivl en kvindelig og hun kommer tættere og tættere på netop foran mig. Det letter mig på ingen måde jeg af alle har efterhånden lært at det langt fra kun er det mandelige væsen som kan være farlig her, der er jeg vel selv et fantastisk eksempel? Jeg træder en smule tilbage, forbereder mig på et forsvar, ved at lade hæderne foldes næsten høfligt bag mig ryg, noget som tvinger mig i en rank stilling. Hvad der ender med at afsløre sig for mig blik er en smuk ung kvinde. Jeg vil gætte på at hun er omtrendt lidt yngre end mig, men yderst bedårende. Hun virker ved første øjekast frygtelig venligsindet, et smil spiller over hendes læber, og i hendes blik er der et så uskyldigt glimt at man ville tro det var løgn. Af en eller anden grund bliver jeg langt mere rolig, og lader stille mine hænder skiltes igen og glide langs min side. Hun stopper op foran mig, nu kan jeg tydeligt se hendes ansigt, hendes hud er ligbleg, på mange områder tør jeg næsten vædde med at den ville kunne gå i et med den blege fuldmåne over os. Hendes hår er mørkt danser omkring hendes skuldre så snart den blide vind slår ind "Godaften" en ligeså blid og imødekommende stemme som det hendes blik siger mig, der er absolut intet skræmmende over den unge kvinde. Jeg smiler halvt om halvt, jeg er stresset det er den første gang jeg har muligheden for at skulle slappe af, i frygtelig lang tid, jeg er udemærket klar over at jeg har kørt mig selv hårdt i den seneste tid "Godaften" får jeg dog alligevel frem, så venlig og imødekommende som det jeg kan gøre det, noget som faktisk lykkedes ganske godt set i mine øjne om ikke andet. Jeg betragter hendes blik, jeg kan se hun er yngre end mig men jeg må stadig se op til hende. Det er som en pinlig tavshed følger i et par sekunder, jeg mister tålmodigheden og gør tegn til at jeg vil gå videre, men hun ender blot med at ryste på hovedet af mig. Jeg stoppet op ikke langt fra hende, der er noget ganske særligt over hende, noget som jeg ikke sætter en finger på. Et andet sted virker hun også frygtelig velkendt men jeg formår bare ikke at placere hende nogen som helst steder.. "Mit navn er Anque" siger hun blidt, og betragter mig med næsten forundring ligesom jeg gør med hende. Det er som om lidt af den gamle personlighed går op i mig, finder den blide side frem, jeg ønsker ikke at skade hende selvom jeg virkelgi har fået en forsmag for blodet, at føle den magt at sidde med det liv i ens hænder i form af en så tyk og blodrød væske, så ubetydningsfuldt, så naturligt og alligevel så specielt, "Godaften Anque.." hilser jeg endnu engang og giver et let nik fra mig. For en kort stund ser jeg hende næsten ærger sig, "Mit navn er Faith.. Faith Jaceluck" præsentere jeg mig ganske hurtigt, og kan vel næsten bare håbe på at det er det som er galt, noget som det viser sig at være, eller det må jeg gå ud fra for hendes smil breder sig straks igen. Pludselig føler jeg at vi ikke længere er alene bare mig og hende. Det er som en underlig kulde spreder sig over hele grunden, og tågen ender med at blive langt tykkere. Et sted tvinger det hjertet igang, jeg er ganske sikker på noget er galt, jeg kan føle pulsen stige, og jeg kan føle hendes drømmende blik hvile mod mig, mens mit eget har forladt hende kun for at se omkring. En underlig lyd overdøver uglen og det er det som også lader til at gøre hende nervøs "Hvad var det?" en ung kvinde der taler, jeg er faktisk end ikke sikker på hun går under en kvindekategori. Jeg trækker på skulderne og ryster på hovedet, sandheden er at jeg ikke har den mest fjerne idé omkring det, men det som om der er blevet skabt en ring omkring os, jeg kan føle den, men intet se, der er bare noget i mig der siger at det klogeste ville være at tage væk hurtigst muligt. Jeg gyser stille, hænderne bliver lagt frem for mig, jeg ser mod håndfladen hvisker nogle halvstumme ord der frembringer en varm flamme. På trods den lever i min hånd så føler jeg den ikke det mindste, den varme er ganske naturlig for mig. Flammen gør det muligt for os at skimte en smule ind bag tågen, men der er stadig intet at se ud over.. Tåge. Mit blik er fuldt ud koncentreret om hvad der sker omkring mig. Jeg føler en hånd gribe faldt om mit ene håndled, noget som langt fra er ventet. Jeg gisper højt, jeg kan høre den unge kvindes tone - Hun er ligeså bange som det jeg et sted selv er, jeg er blot nødt til at holde det bag den facade af stolthed, jeg er bare nødt til at slå det kolde vand i blodet. Jeg tvinger blikket mod de fingrer som holder mig i et jerngreb, de er kølige mod min varme hud, bleg ligesom Anque's hud, og halvt om halvt næsten 'ætset' til et skelet. Jeg føler en bølge af ubehag skyde gennem min krop, mit blik glider videre og ser mod den tydeligvis døde skikkelse der holder mig. Det eneste jeg kommer på er ilden i min hånd, jeg fører den mod skikkelse der hviler halvt om halvt på jorden, og den giver et skrig fra sig, og slipper mig omgående.Mit håndled er ømt, en rund ring hviler omkring det efter det stramme greb. Uden at tøve griber jeg omkring Anque's håndled og sætter i løb og hun følger mig, så bange tvivler jeg faktisk på hun er, hun virker næsten.. Ligeglad? Jeg tvinger hende med ned langs stigen, løber direkte igennem den blændende tåge som skjuler for mig hvornår vi vil nå til udgangen jeg er end ikke sikker på vi er på den rette vej. Ilden er døet ud i min hånd, har efterladt os i det mørke igen.Jeg når den knirkende låge, nærmest flår den op og sikre mig at vi er kommet ud på den lille grusvej som må hvile udenfor. Jeg stopper forpustet op ig det samme gør hun. For næsten minutter er der ren og skær stilhed mens vi begge prøver at få vejret, flere gange må jeg kaste et skeptisk blik mod kirkegården, men det virker som om at hvad end det var så var det ikke fulgt efter. Vi rejste os begge fuldt op igen, endte med at skulle betragte hinanden "T- Ta-Tak" endte vi i munden på hinanden, hvorefter et stort smil prydede begge vores læber. Og i det øjeblik jeg så tilbage i hendes blik.. Var jeg klar over at jeg nok havde fået min første veninde nogensinde ud over min egen søster.

Kære dagbog.

Natten føles fremmede. Noget i mig er ændret, og vil aldrig blive det samme igen. Efter mit møde med Anque har mit sind og mit hjerte forandret sig. Det viser sig at hun er prinsesse. Hendes skønhed giver mening for mig nu. Hendes far – kongen af dette land, Fabian er kendt som den mest modbydelige mand, desuden er han vel kendt i blandt kvinderne. Jeg har mødt ham. Det var en hård nat. Dæmonerne var oprørske, og en fredelig tur i skoven virkede som en god idé. Mørket gør mig stadig utryg, selvom jeg ikke vil vedkende det, så jeg arbejder på, at se frygten i øjnene. Der i skyggerne stod han og holdte øje med mig. Hans blik brænder igennem mig, jeg kan næsten føle hans begær på den lange afstand. Jeg husker ikke hans stemme, for ord lod ikke til at være hans stærke side. Mine kinder brænder, idet han lader hånden stryge ned over, så blidt og så kærligt, som jeg aldrig før er blevet berørt. Enhver impuls i min krop reagere, og glemmer mørket i skoven, og rundt omkring ham, selvom jeg ved at det er en forfærdelig idé. Han tager mig i favnen, og hans duft lammer mig øjeblikkeligt. På et sekund bliver alt luft presset ud af min krop, og vi forsvinder fra kulden, og dukker op på et lunt sted. På trods af den kolde mand, så er værelset indbydende og varmt, præget af at det skal bruges til det han er i gang med.. at forfører kvinder. Jeg lader mig lokke af hans konstante berøringer. Han skræmmer mig ikke, han er ikke ubehagelig, selvom der ikke er nogen form for bekymring at læse i hans blik. Jeg bader mig i det kolde lys i hans olivengrønne øjne, mens han fører med med til sengen. Hænderne er overalt på min krop, og den bekræftelse han skænker mig, er mere end en kvinde kan bære. Hans seng er både blødere og varmere, end noget jeg nogensinde selv har ejet. Silken føles fantastisk mød den nøgne hud, der langsomt kommer til syne, mens han bakser kjolen af mig. Selvom jeg er besat af hans væsen, og hungrer efter hans berøringer, kommer jeg i tanke om Anque. Dette er den mand der har behandlet hende, som min egen far behandlede mig, og de billeder der pludseligt dukker op i mit hoved, får mig til at skælve. Kongen lader ikke til at bide mærke i det, men magien forsvinder på et øjeblik, og hans berøringer føles kvælende. Et kort øjeblik bliver jeg.. bange, og det er min egen lille hemmelighed. Dumdristigt eller modig, skubber jeg kongen bort, og klæder mig atter i kjolen. Jeg kan høre vreden i hans tone, for han havde tydeligvis forventet noget andet, noget som jeg ikke ville være i stand til at leve op til. Det er blot timer siden at jeg forlod ham. Hans berøringer findes endnu overalt på min krop. Jeg føler mig beskidt. Solen står snart op, og jeg må atter tilbage til arbejdet. Jeg føler mig dog udmattet, min krop er tung. Dette bliver en af de dage, hvor ilden vil stå i stikflammer, og jeg føler end ikke for at ligge bånd på det. Nogen vil dø i dag, blot som kompensation for mit forvirrede sind, og mit frustrerede hjerte.

Kære Dagbog.

Det skærer i mit hjerte. Jeg havde aldrig troet, at et tab foruden min søns, kunne gøre ondt. Var det min skyld? Den nat på kirkegården plager mit sind. Tågen havde næsten trukket hende med sig. Jeg tænker på min aften med Fabian, jeg tænker på min viden om hans behandling af den naive unge kvinde, som jeg troede at jeg ville hade. I virkeligheden var hun min første ven. Det er dog sandt hvad man siger. Venner gør dig svag. Jeg ved ikke hvordan eller hvorfor, men Anques er igen blevet en del af jorden, hendes sjæl er draget videre, som min yderst poetiske mor ville have formuleret det. Mine tårer kan ikke blive set, den hårde mine må forblive oppe, for at vise mig svag nu, ville i værste tilfælde kunne koste mig mit erhverv eller sågar mit liv. Siden aftenen på kirkegården, opsøgte hun mig jævnligt, på et sted lidt borte fra drypstenshulerne. Kongen måtte ikke vide at hun sneg sig ud, hvilket hele tiden har passet mig fint, skal jeg være ærlig, så frygter jeg for de olivengrønne øjne og de intense berøringer. Jeg ved at Anque ligeså følte dem engang, ligesom hun følte hårde piskeslag. Hendes uskyld vækkede min nysgerrighed, for hvad lavede sådan en kvinde i et koldt land som Dvasias, hos en kold konge som Fabian? Hun besad evner, som altid har rakt ud over min forstand, ikke mindst fordi hendes væsen var så irriterende rent. Jeg vil opsøge hendes grav i nattens muml og mørke, alene på den kirkegård. Jeg vil ære hende, som var hun den søster, som jeg mistede idet jeg valgte at rejse fra min hjemby. Om jeg nogensinde vil tilgive Fabian? Jeg er bange for at det ikke er mit bord, og jeg gør bedst i at holde en vis afstand til den mand.

Kære Dagbog.
Det har været en lidt mærkværdig dag. Tiderne begynder at ændre sig, og jeg føler det også på mig selv. Dæmonerne bliver kun flere og flere, og de færreste er enig i min beslutning om ikke at erklære krig mod warlockerne. De vender dig langsomt mod mig, og det gør mig mildest talt rasende! Hvor vover de forpulede bastarder overhovedet at sætte sig op mod en, som har bragt til til storhed?! Kun en dæmon har skilt sig ud, og jeg må erkende, at jeg er imponeret over ham. Det viser sig at han er en gammel mental og sensuel dæmon, der ellers altid har holdt sig i baggrunden. Hans evner er imponerende og ikke mindst farlige. Sandheden er den, at han kunne vende mig ryggen om han ville, og manipulere mit sind, til at udfører hans tanker. Jeg frygter ham. Hans navn er Jared, en håbløs charmerende dranker. Mit eneste håb er at tøjle ham som et dyr, og holde ham tæt ind til kroppen, så han ikke bliver et våben i den mindre krig med mit eget væsen. Tanken er frustrerende, men samtidig.. befriende.. Jeg har modtaget nyheden om Fabians død. Jeg ved ikke om jeg skal være lettet ved tanken om at den beskidte bastard er væk, eller om jeg skal ærgre mig ved tanken om at jeg aldrig fik stillet min nysgerrighed. Et sted er der et hul som ikke er fyldt ud, og som længtes efter hans kølige berøring. Han var gift for enhver kvinde, men jeg sværger at den irriterende hore til Dronning Elanya en dag vil gå i døden!
Mordet på vor konge var blot en ting, men før det var det prinsessen.. jeg føler endnu en skyld.. jeg burde havde reddet hende, jeg havde været i stand til at gøre noget, særligt når det kommer til dronningens mand, der er tidens største og mest pinlige kujon! Aldrig i mit liv har jeg næret så meget had som jeg gør til Procias, dets beboere og ikke mindst dets regenter!
Heldigvis har jeg endelig fundet mig nogle allierede! Derick og Denjarna, der begge er yderst pålidelige, og som begge ved hvad de vil sige at lede. Skal jeg selv sige det, så har vi en stor forståelse overfor hinanden, det er lige før jeg efter længere tid vover at kalde dem.. venner. De kender til Fabian, og min betagelse af manden, og de har været gode til at være omsorgsfulde, også selvom jeg ikke behøver deres hjælp! Det eneste der kan opveje et liv for et liv. Derick gav mig faktisk en ganske glimrende plan. Celina.. den smukke, guddommelige prinsesse som Procias har fået.. mon ikke deres forældrehjerter vil brænde op i helvede.. det er om ikke andet mit håb! Nogle må tage den varme jeg bære i mit indre, for ud skal den! Nu vil jeg sove på det, drømme om det mystiske ansigt og den kølige berøring der næsten fik mig til at falde i knæ for kulden. I morgen er en ny dag.

Minder: Minderne om mødet med kimeya står hende klart, men også den dag hun blev efterladt af sin far. Dog var det tiden efter forvisningen der ændrede hende til det mere modne

Styrker: + Ved hvad hun står for og holder fast i det, måske at hun er stædig men i det mindste tør hun holde fast i hendes meninger og holdninger og hun ved hvem hun er.
+ En kvinde af egne meninger og holdninger, og ingen kan få hende til at tænke anderledes, ikke med en god grund om ikke andet.
+ Pyskisk stærk, ikke at hun altid har været det, men hun har været igennem frygtelig meget allerede siden hun var helt lille og ja det er det selv samme som har skabt hendes mange svagheder, men det har i den grad også gjort hende stærkere, ser man hende fælde tårer så ved man at man er hendes ven.
+ God kontrol over flammerne, noget som vel lidt siger sig selv efter hun er lederne af dæmonerne og det er hendes element, til tider er det mere evnerne som overtager hendes krop end det er omvendt, men hun har en ganske god kontrol og har desuden udviklet det ekstremt meget.
+ Når hun selv vil det så direkte manipulerende, hun kan få alt vendt til hendes fordel og snørre ganske mange om hendes lillefinger efterhånden, kun fordi man til tider undervudere hende

Svagheder: - Hendes temperament er direkte ustyrligt og der skal absolut intet for at vække den indre flamme.
- Kimeya har altid været hendes ømme ounkt, noget som mange før har ladet sig drage nytte af.
- Hendes krop er et direkte ømt punkt, det er der hvor man virkelig kan ramme hendes både fysisk og psykisk, noget som de største fjender før har draget en masse nytte af, den eneste der får lov til at komme i nærheden der er uden tvivl Kimeya
- Til tider for overmodig hun har en vane med at overvudere sig, hun er ikke det som man kan kalde for specielt forsigtigt så længe der er eventyrer er hun ganske enkelt på.
- Stolt - Hun har en stolthed uden lige der gør at hun ikke vil erkende hendes egne fejl og hun tager ikke gerne imod hjælp fra andre, specielt hvis det er nogen som før har gjort et dårligt indtryk på hende, lige der er der meget lukket land og det er også det der som oftest bringer hende i de større problemer
- Stædig - Oven i stoltheden er hun fobandet stædig, har hun en mening eller en holdnign så holder hun fast i dem, og selv hvis de bliver modbevist ender hun ganske enkelt med bare at klappe i, der slår stoltheden også lidt ind.
- Hun er ikke specielt god til at kommunikere elelr udtrykek sig ved hjælp af ord, i det hele taget er hun en meget lukket personlighed ikke mange får lov at komme tæt på hende, og lige der plejer hun som fotest at vise hvad hun føler gennem handling frem for ord.

Kendetegn: Det kraftigt røde hår, de meget grønne øjne, og hendes lave højde.

Andet?:Nej

Tilholdssted:Dvasias

Signatur:Simone Simons