From a little spark, may burst a flame

[Faith Jaceluck Marvalo]

Det var ved at være frygtelig sent. Selvom Appolyon var et aktivt knudepunkt i denne tid, så var gangene omkring hallen efterladt i fuldkommen ro og stilhed, det eneste der kunne høres var de knitrende flammer fra de enorme bål, der havde brændt i årevis efterhånden. Små, brændende stykker aske løsrev sig fra flammerne og steg til loftet i den fugtige hule. Eftersom ingen havde nærmet sig hallen i et godt stykke tid, var der ingen der bed sig fast i hvor varm den var blevet. Bålet havde ganske vidst altid holdt lokalet lunt, men de sidste timer var varmen kun taget til, og flammen var blevet mere aggressiv.. mere intens. Flere askepartikler løsrev sig og dansede i den trykkede luft. Det var som om de alle søgte sammen, og langsomt begyndte at tage form i ilden. Langsomt dalede bålets størrelse, flammerne tørrede ind på trods af at de havde brændt uden hjælpemidler i frygtelig lang tid. Af den tilbageliggende aske tog en skikkelse langsomt form. Bålet var blevet så lille, at det kun dannede en varm cirkel omkring den grå skikkelse, hvis hud langsomt dannedes, smuk og fin på trods af dets fejl og mangler. Gråt hår antog farve og blev ligeså rødt som ilden omkring det, der dannede det beskyttende skjold. De sidste aske partikler i luften, dalede ned over hendes skikkelse som havde det været sne. Det første fjerlette stykke landede på hendes pande, og fik den kvindelige skikkelse til at slå øjnene op. Faith hev efter vejret og satte sig en smule op. De brændte rester under hende, udgjorde en behagelig og varm bund, som forhindrede hende i at fryse på trods af at hun var fuldkommen afklædt. En smule forundret blinkede hun med de kraftige, grønne øjne og så sig omkring i det der føltes både ukendt og alligevel så hjemligt. De endnu lettere grå fingre, lod hun søge igennem de sidste svage flammer som langsomt var ved at brænde ud ved hendes side. Tilbage i dem lå kun en smuk, guldbelagt ring som hun tavst stirede på i lange sekunder. Selvom hun ikke anede hvor den kom fra, samlede hun den op og knugede i sin håndflade, der måtte vel være nogle som havde tabt den? En smule vaklende på sine ben, trak hun sig op og trådte ud af den udbrændte cirkel som hun netop var opstået af. Hun strakte den dovne krop som havde hun blot fået nattens skønhedssøvn, uden at huske at hun i virkeligheden havde været afgået ved døden i mange år. Ganske vidst følte hun sig ør i hovedet, og hendes krop føltes gennembanket selvom den var behageligt lun. For et kort øjeblik måtte hun støtte sig op af de ru vægge, som endnu var præget af den varme som havde hærget, ikke at den påvirkede hende, tværtimod så fik den hende kun til at føle sig mere rolig. Hvad pokker der egentlig foregik, havde hun endnu ikke fundet ud af.. nogle måtte have forsøgt at forgifte hende, hvordan skulle hun ellers miste alt fornemmelse af hvad der foregik omkring hende, noget føltes... anderledes. Uden at slippe ringen i sin hånd, bevægede hun sig langs væggen ud af hallen for i stedet at søge ud i en af gangene. Der var ikke så meget som en stemme eller et skridt af høre nogle steder. Forvirret og træt søgte hun ned hvor hun vidste at det gamle kontor ikke lå langt derfra. Jo tættere hun kom, des mere aktivt blev der, hvilket gjorde hende en anelse mere forsigtig, mest fordi hun stod der fuldkommen blottet, og hun havde altid været frygtelig blufærdig når det kom til sin krop. ”Hvad pokker..” mumlede hun uforstående for sig selv og lod igen panden møde væggen. Nu hvor hun havde bevæget sig væk fra varmen var kulden nået hende, hendes hår havde rejst sig og givet hende gåsehud, og det sidste hun havde lyst til var at bevæge sig ud i absolut ingenting!

[Deleted]

Det var ved at være sent, også selvom det slet ikke var sådan Evan følte det. Han var blevet revet ud af sengen af den samme følelse, som gang på gang, havde forsøgt at fortælle ham, at der var noget rivende galt. Og det var der også; Athena var væk! Tanken efterlod ham fuldkommen rastløs, som han havde søgt ud af huset, også selvom det var tydeligt, at han allerede var kommet ned til søen alt for langsomt. Synet af Cecilayas døde krop, var noget af det som var faldet ham i blik som det første, hvilket havde efterladt ham direkte.. panisk, for hvad pokker var der sket med hans elskede Athena!? Selvom han slet ikke havde fået sig til at lade hende ligge, også i respekten for hende som person, men også hendes kære forældre, som var gået i graven for frygtelig mange år siden. Et sted var det næsten utroligt hvor hurtigt tiden var gået siden deres bortgang, men man kunne ikke ligefrem sige, at Cecilaya havde haft det nemt, siden hun havde mistet stort set hele sin familie.
Evan kom vandrende ind i Appolyon med hendes døde krop i hans arme. Tanken om at lade hende ligge på det selv samme sted, hvor hendes forældre havde mistet livet, var slet ikke noget som kom på tale, også fordi at han havde større respekt for hende end det i sig selv. Han havde været den sidste, som hun havde at støtte sig op af efter Jareds bortgang, og han lovede at fortsætte med det, i så lang tid, som han nu havde mulighed for det. Selvom hans mine var præget af træthed, også selvom det hurtigt ændrede sig, som han kom længere og længere ind i Appolyon. Mange havde haft problemer med ham igennem de sidste mange år, selvom.. han havde jo ikke gjort andet end at handle på deres bedste, og det fortsatte han med at gøre, uanset hvilken modstand de skulle møde på vejen. Hans arme rystede efter den lange tur, men hun havde fortjent det.. Hun havde fortjent en lang og evig hvile, hvor hun ikke kunne forstyrres, også selvom han desværre ikke kunne give hende pladsen og graven side om side med hendes kære forældre. Dette var dog alt sammen mange tanker som direkte røg ud af hovedet på ham, ved synet af en rødhåret, men blottet tøs, som gik lidt rundt for sig selv. Han blinkede let med øjnene, som han endte med at stoppe op. Hans øjne selv var nærmest blodsprængte af ren og skær træthed, selvom det slet ikke var noget som han kunne tage sig af lige nu, hvor der var så mange andre ting, som man skulle finde ud af først. Han stoppede endeligt op, kun for at blive stående med den døde leder i sine arme. Det.. det kunne vel ikke være..? Og alligevel, så kunne det for pokker ikke være andre end hende! ”… Faith?” spurgte han tonløst, som han blev stående, kun med blikket hvilende på hendes skikkelse. Så langt inde i Appolyon som de befandt sig i øjeblikket, så kunne de sagtens høre de mange andre, hvor han bevidst havde taget turen udenom de hovedgange som de fleste andre ville have valgt, også fordi at han ikke ville have at folk skulle se Cecilaya på den måde, som hun var faldet på. Det var jo tydeligt, at det var warlockerne – igen!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith var virkelig forvirret, og uden nogen fornemmelse af hvad der foregik. Der var så meget som ikke lod til at give mening, og hun kunne ikke rigtigt finde ud af hvad det sidste hun huskede var. Det måtte vel være et par dage siden, at hun havde mødtes med Derick i skoven? Ringen knuede hun tæt i sin håndflade, også selvom hun endnu ikke havde taget sig sammen til at kigge nærmere på den, det hun prioriterede højest lige nu, var at finde sit kammer og derefter få noget tøj på kroppen, for det at vandre nøgen på denne måde, ønskede hun slet ikke. De flammerøde lokker var efterhånden blevet lange og som de hang nu, så dækkede de om ikke andet hendes bryst. Benene skælvede under hende. Flere gange måtte hun tage en pause og støtte sig op af væggen for atter at finde pusten, hvilket i sig selv var underligt, for så dårlig form kunne hun da umuligt være i? Idet skridt nærmede sig lod hun en hånd glide ned foran sit underliv i et forsøg på at skjule sig lidt, også selvom hun følte det ydmygende at fremstå sådan også som leder. De grønne øjne blev hårde dog uden at antage nogen form for kulde, også selvom det kun drejede sig om et øjeblik, da hun hurtigt fik øje på Evan og følte hvordan hendes hjerte måtte lettes. I første omgang bed hun sig end ikke fast i den døde skikkelse som han bar i sine arme. ”Åh, Evan.. godt,” endte hun tilfredst, dog uden at flytte sig i frygt for at ende med blotte sig for meget. Måske hun stolede på ham, men ikke nok til at vise sig nøgen for ham, desuden var han en gift mand og det sidste hun ønskede, var at lede hans tanker på afveje. ”Jeg er bange for noget er galt,” endte hun som om intet var hændt. Hun havde jo ingen idé om at hun havde været død. Det intense blik faldt på den unge kvinde i hans arme, der til en forveksling lignede.. hende? Hun sank en klump og stirrede på hende i lange sekunder. Umiddelbart var det ikke et velkendt ansigt, men de røde lokker og de grønne øjne.. det kunne jo have været hendes datter hvis ikke hun havde vidst bedre, for sådan en havde hun bestemt ikke! ”Hv-hvem er denne unge frøken? Jeg mindes ikke at have set hende før,” spurgte hun tydeligt berørt, mest fordi det ligeså godt kunne have været hende selv som lå der og ikke hende. Der var noget i hende som sagde at hun burde kende hende mere end hun følte at hun gjorde, men hun kunne ikke komme på at hun nogensinde havde set hende før, og alligevel bragte det hende en hvis form for tristhed at se hende ligge der, slapt hen i hans arme. At dømme ud fra det store mærke på hendes bryst, så kunne hun næsten allerede gætte sig til, at warlocker var indblandet på den ene eller den anden måde, hvilket i sig selv vækkede en vrede i hende. Hvis det var tilfældet, skulle Kimeya få betalt!

[Deleted]

Lige hvad der var sket med Cecilaya, vidste Evan ikke, men han agtet at lade den unge leder få sin hvile nu, for den havde hun uden tvivl haft brug for, siden hele familien var blevet revet fra hende på den mest grufulde måde, som man overhovedet kunne forestille sig. At han så til gengæld skulle stå ansigt til ansigt med Faith igen, var bestemt heller ikke noget som han havde regnet med! Han måtte da være ved at blive vanvittig, for hun burde være død, og ligge i graven sammen med sin kære Kimeya som burde gøre det samme! Han blev stående og bare.. stirrede på hende. At hun stod i det rene ingenting, var ikke noget som han tog så tungt, også fordi at han havde set hendes krop adskillige gange tidligere, så det var ikke fordi at det var noget som han tog mere højtideligt end hvad godt var i den anden ende, men.. at hun skulle stå der, var slet ikke noget som han forstod sig det mindste på! ”Jamen jeg… nej.. Det rabler for mig nu..” Han rystede på hovedet, for det kunne umuligt være hende, som stod ansigt til ansigt med ham! Det var bare slet ikke noget som gav mening for ham! Hans blik hvilede som stift på hende, også selvom der ikke rigtigt var nogen følelse at finde i hans blik eller noget som helst som mindede om det på nogen måde i det hele taget. ”Noget galt? Det tror jeg da på.. Du burde ligge i din grav… Og ikke stå her..” Han kunne slet ikke begribe at han ville stå ansigt til ansigt med hende, og specielt ikke sådan her! Blikket gled stille i retningen af den unge skikkelse som han havde i sine arme. Selv han var dyppet i blod, efter at have gået rundt med hende, men han ville ikke lade hende ligge. Ligheden var der uden tvivl, så det var ikke fordi at man rigtigt var i tvivl om, at denne lille og unge dæmon, var datter af Faith og Kimeya. ”Siger hun dig virkelig ikke noget som helst, Faith? Det er din egen datter.. Det er Cecilaya.” Hans mine forblev lige så stiv og fast, for han vidste slet ikke hvordan han skulle reagere. Desuden var han træt, og ønskede egentlig bare at finde hans elskede Athena, så han kunne komme hjem igen, for det var tydeligt for ham, at noget var galt, og så ønskede han slet ikke at bruge tiden her, dersom det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Han sukkede tungt, som han ellers blev stående. Faith stod der uden en trævl på kroppen. ”Vi burde måske finde noget tøj til dig, Faith.. Du kan næppe rende rundt blandt dæmonerne her i den mundering, uden at vække dig alt for meget af den forkerte tankegang.. du kender dem jo trods alt,” tilføjede han sigende, og selv med en kende rastløshed i stemmen og tydeligt også i kroppen, for han følte jo allerede, at han havde stået der i alt for lang tid! Han skulle jo finde Athena!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith stirrede mere på den unge kvinde i hans arme, end hun gjorde på Evan selv, ham så hun trods alt stort set hver dag, så det var der ikke meget nyt i. Af en eller anden grund så han ældre ud end hun huskede, men det måtte bunde i træthed, hun havde kørt ham hårdt i disse tider, primært fordi warlockerne for alvor var begyndt at slå igen. Ikke synderligt overbevist stirrede hun på ham, med et hævet øjenbryn. ”Du ser træt ud, Evan. Måske du burde få noget søvn?” foreslog hun roligt. Han virkede en smule ude af den, og hun forstod ikke rigtigt hvorfor, ud over at han stod med en død dæmon i sine arme, og det var selvfølgelig altid en trist affære. Taget i betragtning af at hun stods fuldkommen blottet, så var Evan ikke den værste at støde på, han havde set hende en gang eller to før, primært fordi han var en af hendes mest betroede støttere, selv på trods af at han ligeså var halv warlock, det gav dem kun en fordel. Et kort øjeblik betragtede hun ham en smule overvejende og dog indgående. Hvad pokker havde han indtaget som ikke var godt for ham? ”Evan? Har dig og Jared været for meget i whiskyflasken igen? Du virker lidt ved siden af dig selv. Jeg forsikre dig om at jeg har det helt fint, selvom mit hoved er en smule ørt,” erkendte hun og tog sig til tindingen med den knyttede hånde, primært fordi hun ikke ønskede at tabe ringen. Ligheden mellem hende og den unge kvinde var ganske vidst tydelige, hvilket nærmest var det som skræmte hende mest, men hun kunne umuligt være i familie med hende. Det var trods alt hverken Moniqe eller Noelle. Hun rystede på hovedet og kunne ikke holde en mindre usikker latter tilbage ved hans ord. Et kort øjeblik virkede hun som han var fuldkommen rablende gal, også selvom hendes mine hurtigt lagde sig i alvorlige folder og smilet falmede mens hun betragtede den unge kvinde. ”Jeg ved ikke hvad du forsøger, Evan, men jeg er sikker på at jeg ville have vidst hvis jeg havde en datter, tak,” endte hun en smule spidst. Det var det mest morsomme hun nogensinde havde hørt, aldrig havde hun haft en datter! Hun havde i sin tid hjulpet Moniqe med hendes datter, Jelicka, men ingen Cecilaya.. hvor kom det navn i det hele taget fra? Kort så hun ned af sig selv og nikkede sagte. Han havde ret, hun kunne ikke vise sig sådan overfor en flok dæmoner, hun måtte opfører sig anstændigt, der var trods alt også de sensuelle iblandt. ”Du har ret.. læg hende et øjeblik og giv mig din skjorte,” bad hun en smule krævende og rakte hånden frem mod ham. Hun havde trods alt aldrig været bange for at være beordrende på den måde, tværtimod, og hun nægtede at bevæge sig nogle steder hen, før hun havde noget at dække sig bag. At han rent faktisk havde travlt, var endnu ikke gået op for hende, det eneste hun kunne se var at han var træt og tydeligvis forvirret.

[Deleted]

Evan vidste slet ikke hvordan han skulle reagere, for han havde ikke regnet med at skulle stå ansigt til ansigt med Faith, og da specielt ikke nu! Det var egentlig ikke fordi at han følte at han havde tid til at tage sig af hende lige nu, da han havde en kæreste som han skulle ud og finde, og han ønskede at have hende fundet, for han ville da ikke lade hende ligge derude i den situation alene, også fordi at han nu var klar over, at warlockerne havde en finger med i spillet. Ikke fordi at det gjorde sagen bedre, for det gjorde det slet ikke! Han ville finde Athena, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Som hun hentydede til Jared, så bed han tydeligt tænderne sammen. Han rystede på hovedet. ”Jeg har ikke tid til at hvile,” begyndte han med en ganske kortfattet tone. ”Jeg må vidst informere dig om, at Jared gik bort for mange år siden, Faith. Han mistede kontrol i et uheldigt øjeblik,” fortalte han med en ganske kortfattet stemme. At hun så ikke kunne huske sin egen datter, var virkelig en elendig måde at mindes sin datter, men han kunne ikke rigtigt gøre det største ved det uanset hvad, og det var egentlig ikke fordi at han havde lyst til at blande sig i de dæmoniske affærer hvad angik dem imellem, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. At hun så skulle grine af det, var noget som fik ham kun til at sende hende en mere fast mine. Cecilaya havde gjort hvad hun kunne netop for at leve op til det, og det arbejde som hendes mor havde stået bag før hende, og han vidste, at det på ingen måder havde været nemt for hende af den grund. ”Du kan ikke se familieligheden mellem jer? Cecilaya er din yngste Faith.. Og du kan ikke engang huske hende?” spurgte han. Det var slet ikke noget som han forstod sig på. Ganske vidst var han klar over, at Faith aldrig havde været synderlig begejstret for tanken om børn, og han vidste, at det aldrig havde været en del af hendes planer, men hun havde faktisk haft hele.. 4 måtte det vel være? Og alle med Kimeya. At han så opfordrede hende til bare at lægge tøsen fra sig, fik ham til at ryste på hovedet. Et sted så var der slet ikke nogen leder for dæmonerne, så hun kunne i princippet slet ikke koste rundt med ham på den måde. Han sukkede let. ”Udmærket..” mumlede han let, inden han frygtelig forsigtigt gik ned i knæ, hvor han varsomt lagde Cecilaya fra sig, selvom han lod hende hvile ind mod ham, idet han løsnede sin skjorte fra sin muskuløse krop. Arret ved hans skulder så bedre ud, selvom det stadig var en del blå, men det var ikke fordi at han tog sig af det mere. Der var sket meget siden han havde set Faith sidst – såsom at ringen var kommet af hans finger og det hele. Han rakte hende skjorten, kun for at samle Cecilaya op igen. Han ville bestemt ikke lade hende ligge der!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Athena var slet ikke noget som Faith skænkede en tanke, hun havde trods alt ikke en idé om at tøsen i det hele taget eksisterede. At ringen på hans finger så var væk, havde hun slet ikke bidt sig fast i, hun vidste at han var gift med Diane, også selvom det ikke var af kærlighed, hvilket også var grunden til at hun havde tilladt sig at charmere sig lidt ind på ham i ny og næ, noget som der slet ikke var tid til lige nu og her, de havde langt vigtigere ting at tage sig til! Hun himlede med øjnene. ”Jeg ved at jeg har presset dig hårdt på det seneste, Evan, men det har ikke været min mening at køre dig så langt ud. Du ser jo herrens ud. Du bør efterhånden få noget hvile,” konkluderede hun en smule beordrende, hun havde trods alt ikke fået med at hun ikke længere var leder af dæmonerne, det lå hende så naturligt til, at hun slet ikke kunne forestille sig det være anderledes. Et kort øjeblik frøs hun til stedet, og følte næsten at han havde givet hende en direkte lussing. Jared havde været hendes bedste ven i frygtelig mange år, lige foruden Derick vel og mærke, og tanken om at han skulle være gået bort.. nej det kunne umuligt være sandt! ”Det kan næppe være sket i det korte øjeblik jeg har været væk. Nej den mand er i kontrol” endte hun en smule stædigt, mest fordi hun slet ikke kunne bære tanken om at skulle undvære ham, han havde været en god støtte, og en god ven som hun havde kunnet betro sig til. Det hele ramlede sammen! Hun havde virkelig en fornemmelse af at tabet af denne unge kvinde skulle gøre ondt, men hun følte intet andet end den sædvanlige ærgrelse ved at miste en dæmon, og særligt til en warlock, og det var bestemt ikke fordi hun ønskede at gøre grin med det eller noget som helst. En smule slukøret, tog hun sig til panden og rystede en smule forvirret på hovedet. ”Jeg erkender at der er visse.. ligheder, men jeg ville vide hvis jeg havde skudt en unge ud, og hun er ikke min!” udbrød hun næsten hidsigt. Hun brød sig ikke om når folk løj for hende, men hunbrød sig endnu mindre om når en hun stolede på, som ikke havde nogen grund til at lyve for hende, fortalte hende ting som hun følte der var en grand af sandhed i, men som næppe kunne være sandt! Hun fulgte ham med blikket som han gled i jorden med Cecilaya i sine arme. Hun havde tydeligvis en betydning for ham, også selvom hun ikke helt forstod hvorfor. Hånden rakte hun frem og tog imod skjorten, som hun kastede om sine skuldre. Så bred og høj som han var, så svømmede hun næsten i den, hvilket passede hende fint, for det dækkede trods alt det nødvendige. At den så var blodig, var ikke noget hun tog så højtideligt. ”Jeg takker. Bær hende ned på hendes kammer og sørg for at hun bliver forberedt, så vi kan give hende en smuk ende på livet, nu hvor de forbandede warlocker har ødelagt hendes krop. Når det er gjort, så sørg for at få lidt hvile, og det er ikke en bøn men en ordre, forstår du mig?” spurgte hun fast og lod det intense blik glide i hans.

[Deleted]

Det gik kun mere og mere op for Evan, at Faith slet ikke kunne huske noget som helst, også selvom det ikke var noget som han bare sådan uden videre kunne gøre noget ved, uanset hvor meget han ville ønske det. Cecilaya havde altid set utrolig meget op til hende, og nu var det hele.. spildt og dødt, hvilket faktisk var synd. Han sendte hende en fast mine. Hun havde været hård ved ham, men det var sgu da frygtelig mange år siden, selvom det var tydeligt og ikke mindst oplagt for ham, at det slet ikke var noget som hun vidste noget om. ”Jeg tror ikke rigtigt det er gået op for dig, hvor mange år du egentlig har været væk i. Jeg har ikke tid til at hvile, jeg skal ud og finde Athena.. Jeg frygter at warlockerne har taget hende med sig..” Alene tanken om det, var noget som gjorde ham direkte fast og spændt i ansigtet, for han brød sig slet ikke om det! Og han vidste, at det havde været et utrolig dårligt tidspunkt for Athena oveni, for hun havde slet ikke haft nogen våben med ud. Når han fik hende hjem, så kom der andre boller på suppen, ingen tvivl om det! Jared var død, hvilket var et tab som de alle sammen havde taget frygtelig hårdt. Cecilaya ikke mindst, og det samme med ham selv, men også Jareds egne børn som nu stod.. stort set uden nogen. ”Manden døde for flere år siden, Faith. Du har selv været væk i frygtelig mange år nu. Du faldt på din egen bryllupsdag i armene på manden som du elskede,” påpegede han sigende og med en tydelig irriteret stemme, for hun.. forstod da bare ikke hvor han ville hen med det, og naturligvis, var det en tanke som faktisk måtte irritere ham temmelig groft, også fordi at han havde nok at tænke på! Cecilaya lå død i hans arme, og hun kunne ikke tage det som andet end en leder som lige havde mistet en undersåt? End ikke den form for disrespekt havde den arme kvinde gjort sig fortjent til! ”Har jeg nogensinde skænket dig en løgn, Faith? Jeg har ikke tid til at stå her og lege sladdertante. Cecilaya er din yngste datter. Du er mor til Milando, Leonardo, Cedric og Cecilaya.. Tre af dem nu gået bort, og Leonardo sidder på tronen i Dvasias. Tror du mig ikke, så spørg enhver anden, jeg har ikke tid til det her..” endte han med en ganske kortfattet tone. Som hun havde gjort krav på hans skjorte, så fik hun den skam også, selvom det var noget besværligt. Cecilaya havde altid haft en betydning for ham, også fordi at han havde været det sidste som hun havde at klamre sig til, og det var en skam.. Hun havde uden tvivl fortjent bedre end hvad hun havde fået. ”I princippet kunne jeg nægte, da dæmonerne nu står uden leder, kan jeg fortælle dig.. Jeg har ikke tid til at hvile før jeg har fundet Athena,” påpegede han sigende, som han roligt passerede hende med Cecilaya i sine arme. Hun fortjente at blive lagt smukt til den evige hvile. Ingen tvivl om det!

[Faith Jaceluck Marvalo]

I Faiths øjne var alt som det plejede at være, foruden at nogle have forsøgt at forgifte hende, ellers gav det ikke mening at hun var vågnet som hun var. Heldigvis lod det til at en dæmon havde fundet hende i tide og lagt hende i sikkerhed, det var det eneste som ville give mening i hendes hoved. At han så stod og fyldte hende med alt muligt omkring ting hun ikke havde nogen idé om, nogensinde havde fundet sted, det gjorde hende faktisk en smule vred for at sige det mildt! Hun stirrede på ham op under sine øjenbryn med det intense blik, der kun indikerede en kraftig advarsel. Hun rynkede uforstående på panden og rystede en smule på hovedet. ”Jeg ved virkelig ikke hvad du fabler om, Evan, jeg har kun været væk i en dag måske to og giften lader allerede til at være ude af mit system.. desuden.. hvem pokker er Athena og hvorfor skulle warlockerne have nogen interesse i hende?” spurgte hun en smule forundret. Der var ganske vidst mange huller som hun ikke selv var i stand til at fylde ud, hvilket begyndte at være frustrerende, hvorfor skulle han dog lyve om alle de ting?! Hun fnøs kortfattet ved hans ord, også selvom hun et kort øjeblik, ikke kunne lade være med at åbne håndfladen blot en smule for at se på ringen, der trods alt kun bekræftede hans ord. Hendes hjerte sprang et slag over for.. det kunne ikke passe. De få mænd hun havde elsket i løbet af sit liv var alle gået bort, og hun havde bestemt ikke giftet sig med nogle af dem! ”Jeg forsikre dig at jeg er ugift, og at jeg ikke har næret den form for følelser overfor andre end landets tidligere konge, som i øvrigt var en fejltagelse,” tilføjede hun i et forsvar. Selvom det ikke var hendes mening at skælde ham ud, så var det svært at gøre andet, når hans ord frustrerede hende som de gjorde. At han så gav hende det hele direkte, fik hende til at stirrer på ham med både chokerede og vrede øjne. Det skar i hendes ører at høre alt hvad han fortalte hende, nok til at hun måtte tage sig til brystet og ryste på hovedet. ”Jeg ved ikke hvorfor du fylder mig med disse løgne, Evan men vær venlig at holde dem for dig selv! Jeg har ikke været død, jeg har aldrig giftet mig, og jeg har så sandelig aldrig skudt en unge ud!” råbte hun vredt. Det var ikke helt sandt.. hun havde fået en lille dreng engang, men det var mange år siden, og ikke noget som nogle kendte til. Tanken om at hun skulle have yderligere fire, virkede fuldkommen urealistisk. Som han passerede hende så hun efter ham en smule overrasket, for det var sjældent at han svarede hende igen, og hvad mente han med at der ikke længere var nogen leder af dæmonerne? ”Jeg finder mig ikke i den tone! Vi genoptager denne samtale senere!” råbte hun hun efter ham, og sukkede lidt opgivende. Hun var bestemt ikke færdig med ham, men det måtte vente til senere, for nu var hun først og fremmest nødt til at finde nogle svar! Hun vendte ryggen til og bevægede sig den anden vej, mod sit eget kontor.

//Out

[Deleted]

Evan var en ekstremt hårdt og presset mand i øjeblikket, og han følte slet ikke at han havde tid til at tage sig af Faith oveni. Der var ikke nogen som havde forsøgt at forgifte hende, men der var mange nok som havde forsøgt at tage livet af hende og Kimeya igennem deres sidste år, og det var også lykkes dem til sidst, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Ikke desto mindre, så var det ikke noget som han ville blande sig i nu, og heller ikke en form for tankegang som han skænkede så meget som en eneste tanke. Han sukkede tungt. ”Det er ikke underligt du føler dig dvask, når du lige er trådt ud af dødens mørke greb. Athena er min kæreste,” svarede han med en ganske kortfattet stemme. Ikke fordi at han havde lyst til at køre mere rundt i det, så var det næsten som om, at det var noget som skete alligevel, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre af den grund. Nu stod han med en død Cecilaya i armene, og end ikke hendes mor mindes hende, hvilket næsten var det værste af det hele. Den arme tøs fortjente langt mere end det. ”Du tænker på Fabian ikke sandt? Den mand blev halshugget på din bryllupsdag og dronningen af Manjarno, Destiny – hans kæreste, døde kort forinden.. Fejltagelse eller ikke, så er det ikke bare en dag eller to du har været væk, Faith, men frygtelig mange år.. Hvorfor skulle du ellers bare.. dukke op sådan?” spurgte han, som han rynkede let på næsen, for det burde hun vel være i stand til at se? At der var noget der, som bare ikke gav mening? At hun så skulle blive så fast og hård, var noget som kun gjorde ham langt mere irriteret, for han fandt sig slet ikke i det, og da specielt ikke nu! Han fnøs let. ”Tro mig, eller du kan lade være.. Tjek dine dagbøger eller spørg Kimeya. Han er deres far, som han er din mand..” afsluttede han med en ganske kortfattet tone, som han passerede hende med rolige og kortfattede skridt. Lige nu ville han bare videre i programmet, og så måtte hun jo tage tingene som hun ville, for han kunne bestemt heller ikke gøre noget ved det bare sådan uden videre. Tænderne bed han sammen, som hun råbte efter ham, selvom man ikke ligefrem kunne sige, at det var noget nyt, for det havde hun altid gjort af ham før i tiden, når han ikke havde gjort tingene godt nok. Det var det som han havde respekt for, for hun havde altid givet ham mere end nok at give sig til. ”Find dine dagbøger og se jeg taler sandt!” råbte han tilbage, idet han søgte ned mod Cecilayas værelse, for at få hende klargjort til den sidste og endelige rejse, for den havde hun gjort sig tydeligt fortjent til. Tanken om at hun skulle ligge og.. have det på den her måde, glemt og det hele, var slet ikke en tanke som han brød sig om. Han fik hende vasket og lagt til, kun for at stryge hendes kind. ”Cedric venter for enden, min kære,” afsluttede han ærbødigt, idet han forlod hende. Nu ville han finde Athena!

//Out