Uvejr

[Deleted]

Hele morgenen havde tunge dystre skyer hængt på Dvasias himmel. Det var sjældent man så solen i det mørke land, og dog tillod enkelte huller i skyerne en solstråle eller to at slippe igennem selvom den spæde morgensol ikke havde megen magt gennem sine må skyhuller. Disse huller blev dog kort efter lukket da en tung regn begyndte at falde fra himlen, mens man kunne høre torden i det fjerne. det havde dog småregnet flere gange i løbet af natten, så de fleste folk i Dvasias havde valgt at krybe indenfor, dem der altså kunne. Den Mørke skov var derfor også forladt, hvis man så bort fra dens normale beboere, og de fleste af dem havde endda også valgt at blive inden døre. Alligevel havde en ung skikkelse valgt at driste sig ud i skoven, trods de truende krogede træer, og den torden der lød i det fjerne, samt den tunge regn som de afpillede træer ikke rigtig kunne skærme af for. Det var tydeligt at se at det var en kvinde, at dømme efter hendes lange krøllede hår, og kvindelige former. Hendes grønne kjole var gennemblødt, og hang tungt om hendes fødder, mens hendes slidte sjal var lagt tæt om hendes skuldre mens hun gik.

Selvom hun efterhånden var dybt inde i skoven og derfor også langt væk fra Corventio gik den unge kvinde alligevel stadig som om hun var på flugt. Hendes sammenkrummede, varsomme kropssprog og hektiske blikke over skulderen talte sit tydelige sprog, og dog burde der ikke være noget at frygte i dagslyset. Hun ville jo være tilbage igen før de vågnede, og ingen ville nogensinde lægge mærke til at hun havde været væk. Alligevel var hun stadig urolig, som hun udstødte et lille forskrækket skrig da et lyn flængede himlen og det efterfølgende bag der fulgte kun få sekunder efter. Fëa havde aldrig været god til torden, og i et kort øjeblik overvejede hun at vende om, da slottets massive stenmure pludselig igen virkede meget tillokkende. En smule fortvivlet krøb hun i læ under et stort træ, hvis nøgne grene kun ydede en beskeden beskyttelse imod den tunge regn. Det allerede gennemblødte sjal blev trukket tættere om de spinkle skuldre, mens et par grågrønne øjne gled rundt i skoven hvor regnen stod ned i lårtykke stråler mens tordenbrag stadig i ny og næ flækkede himlen.

[Kimeya Marvalo]

Det store uvejr havde været på vej igennem flere dage, og endelig var det kommet frem, og det virkede i den grad også til, at det var kommet for at blive. Det buldrede i det fjerne, som han roligt vandrede igennem skoven. At blive vækket fra den evige hvile på den grusomme måde, og kastet så mange år tilbage i tid – metaforisk set selvfølgelig, for der var frygtelig mange ting, som han pludselig slet ikke kunne huske. Han havde vandret mange gange igennem Marvalo Mansion og der var bare noget som ikke var som han kunne huske at det var, og den tanke irriterede ham grusomt! De mange malerier af ham og Faith, samt to børn. Det var slet ikke noget som gav det mindste mening for ham på nogen måde! Billederne havde han så til gengæld også fået pillet ned og fået ned i kælderen, så han slap for at kigge på dem, for han ville slet ikke have noget som helst med det kvindemenneske at gøre!
Regnen som stod ned, var slet ikke noget som rørte Kimeya det mindste, for det var rart at være lidt fri igen! Fri til at gøre hvad han havde lyst til. Den buldrende torden, havde han altid været utrolig begejstret for, og det var noget som sjovt nok fik ham til at.. slappe af, og det var faktisk utrolig rart. De mørke øjne stirrede frem for sig, som han stod der midt i det åbne og bare kiggede op på den store himmel. Der var mange spørgsmål som han ikke kunne besvare, og svar som han var nød til at søge. At der så til gengæld også var andre herude, var ikke rigtigt noget som han ænsede i øjeblikket, da han stort set stod lidt i sin egen verden, for at prøve at finde ud af det hele, for det var faktisk ikke nemme ting som han skulle finde ud af! Han havde ring på fingeren – en ring som han heller ikke vidste hvem tilhørte, og hans bryst var præget af et brændemærke som ha nikke kunne huske at han havde fået, hvilket kun var en tanke som irriterede ham langt mere! Et sted så frustrerede det ham, at han var revet tilbage til virkeligheden på den måde, som han var blevet det!

[Deleted]

Det var ikke første gang at Fëa havde sneget sig udenfor Corvento i ly af dagslyset, og dog havde hun aldrig før været så langt inde i skoven. Det var hun i hvert fald temmelig sikker på, for hun havde endnu ikke været her længe nok til at stifte et dybere bekendtskab med skoven. I forhold til Corventos kolde mure og de døende planter som hun af og til passede når hun var vågen i dagtimerne, var Den Mørke Skov et nyt og spændende og ikke mindst frodigt sted. Hun kendte intet til de smukke grønne skove man kunne finde i andre lande, da denne tur i skoven var det længste hun nogensinde havde våget sig ud af Corventos beskyttende mure. Hvis hendes herre nogensinde skulle finde ud af det, ville han sikkert blive rasende. Han mente at han beskyttede hende bag sine mure og at det var en beskeden pris hun betalte for hans beskyttelse, men efter at hun havde lært sandheden om sin oprindelse var hun dog begyndt at tvivle og turende ud i skoven kom nu kun oftere.

Med et svagt suk gjorde hun op med sig selv at uvejret ikke ville gå over lige med det førte, og at det derfor heller ikke kunne nytte noget at blive siddende bag træet, da hun allerede var godt gennemblødt. Hun kunne ligeså godt få noget ud af dagen før da det kunne risikeres at hun skulle bruge tid på at finde hjem. Hun kom tøvende på benene, før hendes svagt usikre gang gennem skoven fortsatte. Kort efter stoppede hun dog op, da hun skimtede en skikkelse mellem træerne. Når det kom til stykket havde hun aldrig mødt en anden levende sjæl i skoven, og dog var hun ikke sikker på at det var klogt at træde nærmere. Hvis verden nu var så ond som hun havde fået fortalt, og med varsomme skridt begyndte hun derfor at bevæge sig i en lille bue uden om skikkelsen i håb om at tordenbragene ville skjule lyden af de grene der nærmest konstant knækkede under hendes fødder.

[Kimeya Marvalo]

Alt for mange ting havde forandret sig, siden Kimeya havde sat fødderne på jorden sidst, og det var noget som han udmærket godt kunne se. Corvento var uden tvivl blevet større, end hvad han huskede det, og Marvalo City var røget i grumt forfald, og han kunne slet ikke lide det! Han synes generelt at det var en irriterende udvikling, og det var slet ikke noget som han kunne bruge til noget som helst! Regnen silede tungt ned fra den store himmel, hvor det lange hår klistrede til hans ansigt og hals, selvom det nu heller ikke var noget som han tog sig videre af, for han følte sig mere i live, end det som han havde gjort igennem frygtelig mange år, og det var en fantastisk fornemmelse at sidde igen med. Hovedet førte han ned fra himlen, så han igen var i stand til at åbne øjnene. Lige umiddelbart, var det ikke på et sted som dette og specielt ikke nu, at han regnede med at finde nogen som helst, for det var jo trods alt et vejr, som langt de fleste holdt sig inden døre for, og det var bestemt heller ikke underligt.
Kimyeas mørke øjne stirrede ud i mørket, også selvom han endnu stod med ryggen til vedkommende. Desuden var det næppe i dette vejr, at man ønskede at søge udendørs, for det kunne hurtigt vise sig at være farligt – selv i det som skulle have været fuld dagslys, for selv en som ham, gjorde ikke den største forskel på ven og fjende lige nu. Lyden af grene som knækkede bag ham, havde han dog ænset allerede, selvom han endnu ikke havde valgt at reagere på det. Desuden havde han jo heller ikke nogen anelse om hvem der var bag ham eller hvad vedkommende var i stand til. Han trak let på smilebåndet. Det var måske en udfordring som han ville være i stand til at nyde? Han havde jo trods alt heller aldrig bakket ud af en før. ”Hvis jeg var dig, ville jeg give mig til kende,” hvislede han let, inden han roligt vendte blikket over sin ene skulder og lod det falde direkte til hendes skikkelse. Hans mine var iskold og følelseskold.

[Deleted]

Fëa havde ingen ide om hvordan verden udenfor Corventos mure havde forandres sig i sine over hundrede leveår, og hvis den havde ville hun dårligt være i stand til at huske det. Når man levede bag de samme høje mure og gentog de samme rutiner hver dag smeltede dagene efterhånden sammen. Hun havde ingen anelse om hvad hun havde lavet før Alexander havde fundet hende og trælbundet hende som hans bloddyr ved at hugge hendes vinger af, hun vidste ikke engang hvad engle plejede at lave. Det var først for nylig at hun havde lært historien om hvordan hun var havnet på stedet, og hvad hun i virkeligheden var, da hun ellers før i tiden bare havde troet at hun var et menneske der levede på et sted hvor hun bare altid havde været da erindringen om den forfærdelige nat var blevet lykkeligt glemt i hendes utallige dage, og netter på stedet. At lære om sin sande identitet havde dog langsomt vækket noget hos Fëa. Hun havde altid stolet blindt på Alex, og gjort som han sagde i troen om at det var det bedste at gøre. Men han havde løjet for hende og holdt viden tilbage for hende. Hvad hvis alt det han havde fortalt om den grusomme og onde verden uden for Corvento også var løgn?
Fëa stivnede da der blev talt til hende. Manden havde virket så opslugt at hun havde haft et spinkelt håb om at hun ville være i stand til at slippe igennem, og dog var det alligevel lykkedes for ham at opdage hende. "Jeg er Fëa." Sagde hun, og prøvede at skjule frygten i hendes stemme, selvom det var svært. Hun trak sig en smule tilbage. "Og hvem er du?" Stemmen lød et eller andet sted nysgerrig, og dog var den stadig tydeligvis bange.

[Kimeya Marvalo]

Det var ikke fordi at man kunne vove at påstå at Kimeya var tilfreds med sin egen tilværelse, for han følte uden tvivl, at.. der manglede noget. Han havde måske virket opslugt, men med de mange tanker som han gjorde sig og de mange følelser som han ikke kunne finde hoved eller hale i, så var det bestemt ikke fordi at det var noget som gjorde det meget nemmere for ham af den grund. Han sænkede hovedet en anelse, kun for at skæve over sin ene skulder og i retningen af den kvinde, som han fornemmede, skulle være der i hans nærhed. Umiddelbart, så sagde hendes navn ham ikke rigtigt noget som helst, hvilket var noget som alligevel gjorde ham en kende nysgerrig. Han kneb øjnene sammen, som han roligt vendte sig, så han stod ansigt til ansigt med hende i stedet for. Hovedet lod han søge en kende på sned. Han var jo trods alt nysgerrig af sig, selvom han måske ikke var den som viste mest af den side.
”Navnet siger mig intet,” sagde han kortfattet, som han let knyttede sin ene hånd. Han var trods alt en warlock og en sand en af slagsen! Frygten i hendes stemme, kunne han høre på lang afstand, selvom han ikke rigtigt gjorde noget ved den lige i øjeblikket. Han lod hovedet søge let mod den anden side. Intet ved hende, vækkede nogen følelser eller tanker ved ham, så han gik ikke ud fra, at det var en af slagsen som kunne hjælpe ham med hans mange problemer.. Desuden kunne det jo bare være rart at… komme lidt i gang igen. ”Hvem jeg er? Det er ved at være frygtelig mange år siden, jeg har fået det spørgsmål. Jeg er Kimeya Marvalo.. Nok en af tidens største warlocks,” præsenterede han sig med den tydelige stolthed i stemmen. Han havde altid været stolt af hvem han var og hvad han havde præsteret, også selvom meget af det som han havde lavet i de foregående år.. var gået i glemmebogen. Han kunne simpelthen ikke huske det. ”Og hvad laver du her?” fortsatte han med en kortfattet stemme.