A Lonesome Place

[Deleted]

Mariam sad roligt nede ved bækken og slappede af. Hun havde iført sig sin blå kjole, en blomsterkrans på hovedet, og hendes bue og pil, lå lige ved siden af hende. De var langt nok væk fra hende til at se hun følte sig i sikkerhed, men stadig i rækkevidde for en sikkerheds skyld. Hun havde lukkede øjne, og hendes fødder var nede i bækken. Solen skinnede lige ned på hende, og hun sukkede tilfreds. Dette var en perfekt dag. Temperaturen var perfekt, der var en dejlig kølig brise, som man bare kunne høre pusle i bladene i tide og utide, og naturens musik lød i hendes ører. Fuglene sang, solen skinnede og det var bare lækkert at være i live. Hvis dette ikke var en perfekt dag, så vidste hun ikke hvordan den ellers skulle være. Det eneste hun manglede var nogle af dele denne perfekte dag med. 

[Deleted]

Vinteren var ved at fordufte i de procianske skove, for at gøre plads til foråret, der allerede havde gjort sin opdukken hist og her, hvilket man kunne se på de små vintergækker der tittede frem. Foråret. Hvor alt blev født på nyt, det var en årstid som Draq altid havde holdt af, da det fik skoven til at vække til live igen, som dyrene begyndte at komme frem fra deres vinterhi, som fuglene kom tilbage og fyldte skoven med sød musik. Rart var det, og denne dag synes at være ufattelig rar, som solen skinnede og sad man i solens stråler kunne det næsten forekomme helt varmt. Han kom ridende igennem skoven på sin sorte hingst, Daechir som betød skyggeherre. For en gangs skyld var Draq ikke på arbejde, da han for en gangs skyld havde taget sig den frihed og bare nyde det gode vejr. Han var desværre en mand der havde viet sit liv til arbejde som elvernes hærfører, hvilket også kunne ses på hans muskuløse krop, der var fyldt med alskens ar fra krig og kamp, selvom de værste var fra hans tur i Dvasias, hvor han var blevet kidnappet og tortureret igennem flere år. Han red på den sorte hingst, der til en forveksling ikke bar nogen saddel eller tøjler, da den kun gjorde det, når han skulle ride langt og derfor havde oppakning med sig. Hesten var hans betroede ganger, som han havde haft i mange år, og hans bånd til hesten var frygtelig godt. Han strøg den kærligt over den muskuløse hals. ”Rolig min ven. Vi er der snart,” svarede han i en blid røst på et gammelt elvisk sprog. Der var ikke langt til bækken, som han selv godt kunne bruge noget vand som han vidste at hesten også kunne. Af beklædning bar han nogle brune bukser med nogle knæhøje støvler, hvor han på overkroppen bar en grøn bluse med en brun uldvest udenpå, hvor han også bar en lang brun kappe udenpå, for at holde varmen, da det endnu kunne være koldt i vejret, selvom han vidste at det var værre i de andre lande. På ryggen hang hans bue og et pilekogger, i tilfælde af at det skulle blive nødvendigt hvor han også havde en kniv gemt i den ene støvle. Hætten var ikke slået op og afslørede derfor hans utraditionelle elviske udseende, for han bar de elviske træk i form af de mandelformede øjne og de spidse ører, men hans hår var ikke langt som mange af de andres var, da han var helt kortklippet, for ham var det dog et symbol på at han var hans arbejde hengivent, hvor han vidste at det ikke var særlig velset hos de fleste elver, men hans titel havde stadig altid krævet respekt, da hans udseende ikke gjorde ham til en dårlig mand. Han førte roligt hesten hen til bækken, hvor den også måtte gå mere ivrigt og vrinske begejstret, da den fik øje på det, hvilket fik ham til at smile. Han sprang roligt ned fra hesteryggen, som han selv satte sig på knæ ved bækken for at samle hænderne til en skål, hvor han førte vandet op i sine hænder og videre op til sine læber så han kunne få noget koldt og frisk at drikke.

[Deleted]

Mariam hørte en hest vrinske, ikke så langt væk fra hvor hun var. Hun rejste sig og tørrede hendes fødder i græsset. Hun var nysgerrig, var dette en vild hest, eller var der også en rytter? Og hvis det var tilfældet, ville hun da se hvem det kunne være. Hun fik tørret hendes våde fødder i græsset og fik hurtigt taget sine sandaler på, fik taget hendes pile om på ryggen, buen i venstre hånd, og derefter begav hun sig stilfærdigt videre. Hun gik stille mellem træerne, og hun lavede næsten ikke en lyd, helt lydløs kunne hun ikke være. Hendes kjole blafrede, når vinden fik taget fat i det, og det samme gjorde hendes hår. Hun smilede, og stoppede op i 2 sekunder for at nyde den dejlige vind. Hun tog en dyb indånding og smilede helt saligt. Foråret var på vej, det hang og sitrede i luften, og hun kunne ikke være mere lykkelig. Hun åbnede atter hendes øjne, og kom i tanke om den lille mission hun havde, finde hesten hun havde hørt og se hvorvidt den var vild eller ej.
Hun begav sig videre, og hun bevægede sig langs bækken, da det var sikkert heromkring den vil holde sig til. Hun stoppede op, da hun kunne se hesten, og hun gemte sig bag et træ. Hun smugkiggede over mod hesten, og så at der var en rytter, det lige nu knælede ned ved bækken. Hun kunne ikke se hvem denne rytter var, da rytteren havde en hætte over hovedet, hvilket bare gjorde hende mere nysgerrig. Hun debatterede hurtigt med sig selv om hvorvidt hun skulle give sig til kende eller ej. Hun kunne godt finde på det, men hun vidste heller ikke hvem denne fremmede var. Hun tog et skridt fremad, og der lød et højt knæk, da hun havde trådt på en kvist der knækkede midt over. Hun gemte sig med det samme bag træet og bandede lavmælt over, at det lige præcis var her hun skulle have trådt på en kvist, så man kunne høre hun var der.

[Deleted]

Køligt var det endnu, selvom det var tydeligt at vinteren var ved at være forbi, for at give plads til det skønne forår, hvor alt blev født på ny. Draq elskede skoven i den årstid, da den var så ufattelig smuk. Alle årstider var naturligvis smukke på hver deres måde, men der havde altid været noget over foråret, som han godt kunne lide, men det var nok fordi alt begyndte på ny igen. Som han kom hen til bækken, var det kun tydeligt at hesten var tørstig, da den end ikke tøvede med at stikke sin store mule i vandet for at mæske vandet i sig. Draq kunne ikke lade vær med at smile for sig selv, ved synet, hvor han selv tog den mere med ro. De havde redet en lang tur, inden, så det var ikke underligt at den var tørstig, da han ikke havde ladet den få et hvil før nu. Han havde lukket øjnene, som han måtte sidde og nyde det kølige vand, der smagte udsøgt, når det var så frisk som det var her. Han måtte dog åbne øjnene igen, da han kunne høre noget pusle i underskoven, hvilket fik hans smaragdgrønne øjne til at skæve ud ad øjenkrogen, uden at han drejede hovedet. Han begyndte at lytte. Det var en svag lyd, næsten helt lydløs, så måske det bare var en mus? Eller måske en kanin? Et mindre dyr generelt? Eller også så var det en person der forsøgte at snige sig ind på ham. En vagtsom person havde han altid været, særligt efter at skoven allerede var blevet brændt ned én gang fordi mørkets væsner var søgt ind over grænsen og det havde kostet manges liv, ligesom hele skoven mere eller mindre var blevet brændt ned, men elverne og de andre skovfolk havde sammen hjulpet med at få den op at stå igen, så den endnu engang kunne blomstre helt perfekt og i pragt. Som kvisten knækkede, valgte Draq at trække en pil og spænde den for buen, imens han rejste sig op og vendte sig rundt i en hurtig bevægelse. ”Giv dig til kende!” beordrede han i en lettere autoritær tone, hvor det var tydeligt at vedkommende var afsløret. Hans blik var skeptisk, hvor han også var blevet mere agtpågivende, for hvis vedkommende gemte sig, så var det måske en person der slet ikke burde være her? Eller også tog han fejl igen. Det var næsten ved at blive en vane for ham at hilse på folk med en spændt bue, fordi han var blevet denne skeptiske og mistænksomme mand igennem årene. Men som skovens beskytter og hærfører for elverne, så var det hans pligt at beskytte stedet, dyrene og folket som levede her. Han sænkede dog ikke den spændte pil, ikke før han var sikker på hvem det var.

[Deleted]

Mariam bandede stadig lavmælt over den forbandede kvist, hvis hun bare have været lidt mere forsigtig. Hun fandt sin bue frem og spændte den. Hun skulle nok give sig til kende, men hun vil ikke gøre det, mens hun var forsvarsløs, hun vidste jo stadig ikke hvem denne fremmede var, men ud fra stemmen kunne hun høre, at det var en mand. Eller en kvinde med en meget dyb stemme, men hun ville hellere tro på at det var en mand.
Hun kunne høre en vis autoritet i stemmen, så det kunne måske være en, der var vant til at lede folk.
Hun gik ud fra sit skjul bag træet med den spændte bue foran hende, parat til at skyde, hvis det var en fjende. Hendes spidse øre var tydelige at se, så den fremmede ville i hvert fald kunne se, hvad hun var. Der var blevet helt stille i skoven, og hun studerede stille den fremmede. Hun så hans spidse øre og slappede lidt mere af i kroppen, da dette ikke var en fjende, men ansigtet lignede ikke en elves, og hun var derfor stadig på vagt overfor ham. Hun kunne ikke genkende ham, han lignede i hvert fald ikke en, hun havde set før. Hvis hun havde set ham før, ville hun kunne huske ham for hans udseende, i tilfælde af at han var elver, ret utraditionelt.
"Mit navn er Mariam Nightingale," hun nejede lidt af høflighed, men hun havde stadig sine øjne rettet mod ham.

[Deleted]

At kvisten knækkede, var noget som opfangede Draqs opmærksomhed, da han derfor blev klar over at nogen var i nærheden og da der ikke var nogen at se, var det ikke til at sige om det var ven eller fjende, det var også derfor at han drog til mere drastiske metoder, hvor han trak sin bue og spændte en pil for, så han var klar til at skyde, hvis noget skulle gå galt. At det så var en kvinde der kom frem, og ikke bare en hvilken som helst kvinde, men en elverkvinde, også med en bue spændt, fik ham til at se forundret på hende. Han sænkede langsomt buen, da han så at hun selv slappede af, hvor han endte med at sænke buen helt og sætte pilen tilbage i koggeret på hans ryg. Han lod hovedet søge let på sned, da hun valgte at neje for ham og præsentere sig, hvor der vel ingen fare på færde var? Han bukkede selv i respekt og for at gengælde høfligheden, hvor han ikke tog blikket fra hende på noget tidspunkt. ”Mit navn er Draq Nethrandir Taegaryen,” præsenterede han sig selv, inden han rettede sig op igen. ”Og.. hvorfor gemte De Dem for mig, frøken Nightingale?” spurgte han nysgerrigt, hvor han holdt den høflige tone, da det lå naturligt til ham. Han var måske hærfører for elverne og havde prøvet en del, men han kunne skam godt huske sine gode manerer, eftersom det var noget hans mor altid var gået meget op i. Han forstod dog bare ikke hvorfor hun havde gemt sig for ham, hvis hun ikke var ude på noget, for hun så ikke just ud til at være en fjende, da hun var elver som ham selv, men han kunne naturligvis tage fejl, da skindet kunne bedrage og derfor var han endnu på vagt. Hans hest stod dog upåvirket af det hele, som den endnu drak fra bækken, det kølige vand som han selv havde smagt på, ganske forfriskende havde det været, denne kølige forårsmorgen.