Winters cold

[Deleted]

Athena havde været nemmere at få ned med nakken, end det som Anyalina egentlig havde regnet med, også fordi at hun vidste, at tøsen var sammen med hendes kære storebror, så hun havde vel næsten automatisk gået ud fra, at tøsen havde været bedre rustet, end det som hun havde givet udtryk for, på den her måde? Nu som det var sagt, så skulle hun ikke brokke sig – specielt ikke, hvis hun fik tingene lige præcist som hun ville have dem, for så blev det godt nok heller ikke bedre end det var nu! At Cecilaya så til gengæld skulle komme og blande sig, var en tanke som irriterede hende, da det var endnu en som hun måtte tage sig af, inden hun kunne komme videre, så naturligvis, var det en tanke som direkte måtte irritere hende som bare pokker! At den unge leder, så ikke var bange for hende, var et sted en tanke som generede hende, også fordi at hun havde alle fordele i denne her situation, så det var bestemt heller ikke fordi at hun skulle komme her og tro, at hun var noget! ”Det skal hurtigt vise sig at blive dumt, Cecilaya.. Du burde frygte mig.. Og det dummeste du gør nu, er at stå i vejen for mig..” hvislede hun med en iskold stemme, for hun fandt sig bestemt heller ikke i det! Selv dannede hun sig en lille kugle i sin hånd. Den var ikke særlig stor, men af den grund, så kunne den sagtens være dræbende, hvis det var det hun ville, og nu hvor hun var så opsat på at opnå det mål, som hun nu havde fundet, så fandt hun sig slet ikke i at blive forhindret i det! Cecilaya var ung og dum, hvis hun troede, at hun havde nogen chance mod hende! Smilet bredte sig iskoldt på hendes læber. ”Mellem dig og mig? Udmærket.. Hils dine døde forældre fra mig,” hvislede hun med en tydelig utålmodig stemme, for hun havde bestemt ikke nogen intentioner om at skulle blive her længere end hvad godt måtte være i den anden ende. Kuglen delte hun i to, idet hun tog en i hver hånd, kun for at kyle dem begge direkte mod hende med en dræbende fart, for hun ønskede slet ikke at tilbringe mere tid her end højst nødvendigt, for hun havde skam slet ikke nogen intention om at stå her, hvis Evan pludselig skulle komme op, for det ville ødelægge det hele, for han skulle slet ikke finde hende nu! Ikke før hun ville være ankommet til Den Mørke Cirkel, og det var det som hu var ude på! Kuglerne søgte direkte mod Cecilaya med en drabelig fart, hvor hun selv blev stående og afventede om hvorvidt hun ville ramme eller ej.. Og et sted, så håbede hun naturligvis på, at det ville slå ihjel, for hun fandt sig slet ikke i at blive opholdt på den måde, når hun havde andet at give sig til!

[Deleted]

Cecilaya vidste at hun nok burde være brudt ind før, særligt at dømme efter Athenas tilstand lige i øjeblikket, tøsen kunne jo knap nok holde øjnene åbne. Selvom de kølige, grønne øjne hvilede på Anyalinas skikkelse, så holdt hun øje med Athena ud af øjenkrogen, hun var vokset op med hende, og selvom de havde haft deres uoverensstemmelser, så holdt hun jo stadig af hende, desuden følte hun, at hun endnu havde et ansvar overfor Jared selvom han var død, efter alle de års tjeneste også før hendes tid, så skyldte hun ham at passe på det han havde efterladt sig. Hun betragtede intenst Anyalinas skikkelse, med flammen hvilende i sin håndflade, uden at den sendte berørte hende på nogen måde. Hun himlede blot med øjnene af hendes ord, for selvom hun gansek vidst burde frygte hende, med henblik på både alder men også magisk kunnen, så gjorde hun det ikke. På det sidste havde hun taget sig selv i ikke rigtigt at frygte noget, måske fordi hun følte sig.. ensom? Hendes forældre og hendes familie var alle gået i døden, og endda på dette sted, hun havde ikke lyst til at være adskilt fra dem mere og slet ikke Cedric! ”Det betyder ikke synderlig meget for mig, Anyalina. Jeg vil gerne have at du slipper hende, hun har intet med dette at gøre,” endte hun advarende og skævede igen til Athenas krop. Måske hun i virkeligheden ikke havde en chance, men hun var nødt til at gøre sit, om Anyalina slog hende ihjel eller om Evan gjorde det, var lidt hips som haps, desuden havde hun mistet sig selv på denne race, hun ville ikke være sådan mere! Et sted vidste hun vel at hun ville slå hende ihjel? Og den ringe modstand hun ydede indikerede det kun, også selvom hun vidste at hendes mor ville vende sig i graven, hun havde trods alt hellere ville slå sig selv ihjel end at lade en warlock få chancen. De to kugler som kom direkte mod hende, var hun mere eller mindre forberedt på. Den ene formåede hun at undvige hvilket betød at den anden ramte hende direkte i brystet. Hun frøs omgående og kastede flammen i sin hånd fra sig og mod Anyalina, mens hun selv gled i den kolde jord. Tårer dannede sig i hendes øjenkrog til de til sidst endte med at trille ned af de blege kinder. Mellem læber kunne anes blød, der endte med at stryge ned over hendes hage jo mere hun forsøgte at trække vejret på trods af det. ”k-al E-an,” forsøgte hun at få frem mellem læberne, også selvom det var frygtelig usammenhængen. Hendes hjerte kæmpede en brag kamp, som hun mere eller mindre endte med at opgive med det samme. Hun kunne mærke hvordan hun blev bragt tættere på alt hun havde mistet den seneste tid. Langsomt endte hun med at falde helt ned på den iskolde jord, med øjnene vidt åbne, mens hendes hjerte til sidst valgte at give fuldkommen op, og lade hende ligge der – død.

//Out

[Deleted]

Det gjorde ikke Anyalina det mindste, at Cecilaya havde ventet med at bryde ind, for en kunne hun snildt have klaret, hvor to derimod, havde været en helt anden sag, og det var slet ikke noget som hun fandt sig det mindste i. Selv nu hvor hun vidste hvad hun ville have, og det faktum at Cecilaya direkte sagde, at det skulle være noget mellem hende og hende selv, var slet ikke noget som hun havde det mindste imod, for det var kun på tide at den lille møgtøs blev sat på plads! ”Hun har mere med det at gøre, end hvad du lige går og tror.. Jeg har jo selv lige afgjort det,” påpegede hun med en ganske kortfattet tone. Selv var hun ved at være temmelig irriteret, over at blive opholdt på den måde, for hun havde bestemt ikke tænkt sig at stå her og glo når Evan ville dukke op, for hun var ikke dum nok til at tro at Athena ikke forsøgte eller havde været i forsøget på at få fat i ham. Kuglerne sendte hun direkte i retningen af Cecilaya. Jo tidligere hun fik dette gjort, jo bedre ville det uden tvivl blive, og hvis hun kunne tage livet af den dæmoniske leder med sig på vejen, så ville det da heller ikke blive bedre set i hendes øjne! Den ene kugle undgik hun, men den anden ramte hende direkte i brystet, og det var tydeligt at se, at det var med den ønskede effekt! Flammen som hun kastede direkte mod sig, mødte endnu en gang den mur som hun havde kastet op om sig selv for beskyttelse, og det var jo heller ikke ligefrem fordi at man kunne vove at påstå at der var meget knald på. Hun sænkede det, som hun kunne se at tøsen faldt direkte til jorden i stedet for, hvor det iskolde smil bredte sig på hendes læber. Havde hun faktisk formået at slå Cecilaya i jorden? ”Nemt som ingenting.. Død samme sted som sine forældre.. Er det ikke ynkeligt? Håber du får det godt med familien, og forbliver på den anden side.. Ynkelige tøs..” hvislede hun med en iskold stemme, som hun så til at tøsen bare valgte at blive liggende i stedet for. Tanken om at hun faktisk havde formået at tage livet af den dæmoniske leder, havde hun ikke ligefrem regnet med, men der lå hun.. for fødderne af hende, og så var det kun noget som frydede hende det mere! Med et tilfredst smil på læben, som vendte hun sig mod Athena igen. Den tøs spillede en langt større rolle for hende i det her, end den døde leder gjorde, og derfor ville hun bare gerne have hende med sig, og det var ikke noget som kunne gå hurtigt nok! Igen tog hun fat om de løse ender på rebet, kun for at trække Athena med sig videre. Vejen til Marvalo Mansion var jo trods alt stadig temmelig lang!

//Out

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena åbnede øjnene en smule også selvom det i sig selv var en kamp. Hun havde ikke rigtigt nogen idé om hvad der foregik omkring hende, fordi det kølige vand havde gjort hende mere eller mindre kuldret. Stenene rev hendes ryg som Anyalina begyndte at slæbe hende hen over den kolde jord, også selvom hun var for kold til egentlig at tage sig af smerten. Cecilayas stemme, fik dog hendes hjerte til at springe et ekstra slag over. Hun tvang de grønne øjne op og betragtede den unge kvinde som havde forvist hende fra det hun altid havde anset for at være sit hjem. Det forundrede hende lidt at hun forsøgte at stå op for hende, og hun forstod ikke rigtigt hvorfor, tøsen hadede hende jo efter det hun havde gjort mod sin far. Hun rystede på hovedet. ”C-C-Laya” mumlede hun usammenhængen i et forsøg på at stoppe hende. Hvem end denne kvinde var, så var hun en magtfuld en af slagsen, og hun havde en fornemmelse af at Cecilaya ikke ville være i stand til at stille meget op i forhold til hende. I sit stille sind tiggede og bad hun til at Evan følte at noget var galt og besluttede sig for at sikre sig, for hun ønskede ikke at lade sig fører med at denne kvinde. Hendes øjenlåg sank en smule også selvom hun virkelig kæmpede for at følge med i hvad der skete. Ildkuglen fornemmede hun ud af øjenkrogen, tilgengæld bed hun sig slet ikke fast i at kvinden kastede de mørke kugler, før den ene ramte Cecilaya direkte i brystet. En gennemsigtig tårer trillede ned over hendes kind ved synet af hvordan den unge kvinde faldt til jorden med blodet stående ud. Ikke nok med at hun var ung, og Athena var vokset op med hende, men det var ligeså hendes leder, og hendes død ville betyde kaos! ”N-nej” hviskede hun hæst og forsøgte forgæves at kravle mod den rødhårede kvinde der pludselig faldt i et det kølige underlag under hende, dækket i hvidt sne. Kroppen endte næsten med at falde slapt, som hun igen følte hvordan hun tog fat i rebene og begyndte at slæbe hende med sig. Det gjorde ondt... jorden var kold og ru, og Athena havde ingen idé om hvor hun havde planer om at slæbe hende hen. Hendes tænder klaprede også selvom vinden mere eller mindre havde formået at tørrer hende, dog lagt frosne krystaller i hendes hår og hendes tøj, for der var ikke megen varme at finde. Blikket sank i. Det var for hårdt at holde sig vågen mere, kroppen havde givet op. Der gik ikke mange sekunder før det sortnede komplet for hendes blik, og lod hende gå ud som et lys, hvilket måske havde sine fordele, i og med at hun slap for smerten ved at blive slæbt på den måde. Det eneste hun nu kunne gøre sig håb om, var at Evan ville dukke op og regne ud hvor hun havde taget hende med hen, for første gang i lang tid, var det faktisk hende som var bange.

//Out

[Deleted]

Evan var revet ud af søvnen, kun med følelsen af, at noget var rivende galt, og det var slet ikke en tanke som han brød sig om. Dynen havde han kastet direkte af sig, kun for at komme op på benene og i tøjet, inden han uden så meget som at tøve, var endt med at tage af sted, for den fornemmelse som han sad inde med, brød han sig på ingen måder om! Søen blev hans bestemmelsessted, også fordi at det var det billede som Athena havde sendt til ham, men.. han kunne ikke se hende. Han blinkede let med øjnene, som han mærkede hvordan hans hjerte hamrede mod hans bryst, idet han søgte ned langs bredden i håbet om at han var i stand til at se hende. At det var en kold aften og nat, var slet ikke noget som han havde lagt det mindste mærke til, også fordi at hans opmærksomhed og hans tanker hvilede et helt andet sted end på lige netop det. Han knyttede næverne. ”ATHENA!” kaldte han med sine lungers fulde kraft. At han havde ladet knægten være alene hjemme, var kun nødvendigt lige nu, også fordi at han var nødt til at finde hende. Det var der at han fik øje på Cecilaya som lå der, nærmest med et oprevet bryst og fyldt med blod. Næsten som hans hjerte skulle til at slå mere fast mod hans bryst, så vidste han da slet ikke hvad pokker der var foregået her omkring! ”Hvad po… Gud..” Han gik hen til hende, hvor han knælede ved siden af hendes skikkelse. Hånden strøg han varsomt over hendes hår. Hendes krop var endda stadig varm, så det var mere eller mindre lige sket. Han lod hovedet søge let på sned. Hvordan han skulle tage lederens død, vidste han virkelig ikke, også fordi at dæmonerne nu stod uden en leder, hvilket bestemt heller ikke var særlig godt lige nu! Han sukkede tungt. Det gjorde ondt, at se hende ligge der på den måde. ”Nu har du vidst fået den hvile som du længe har haft brug for, kære Cecilaya..” sagde han dæmpet og med en ganske sigende mine. Varsomt endte han med at hæve Cecilayas krop i sine arme, for her ønskede han da slet ikke at lade hende ligge. Slet ikke! Han rejste sig ganske roligt op med hendes døde krop i sine arme, inden han roligt vendte sig i retningen af Appolyon, for her ønskede han da slet ikke at lade hende ligge her og bare.. rådne op, for end ikke det, var noget som hun havde fortjent på nogen som helst måde! Om det så var noget som han selv personligt skulle stå for, så gjorde han det uden tvivl! ”Må du hvile i fred, min kære..” hviskede han, idet han begyndte den lange tur i retningen af Appolyon. Jo hurtigere han kunne få lagt hende til hvile, jo før kunne han søge ud efter Athena!

//Out