Winters cold

[Athena Maloya Mathimæus]

Det var efterhånden ved at være temmelig sent. Den kølige brise hærgede hele Dvasias denne aften, det var dog stoppet med at sne. Det hvide dække, var efterhånden forsvundet, efter solen var begyndt at rejse sig i løbet af dagen, hvilket gjorde det langt lettere at færdes. Søen henlå i mere eller mindre ro. Visse steder var den endnu frossen. Der var flere steder spor af huller, efter dem som havde været fjolser nok til at forsøge at gå på isen og i stedet var faldet igennem. Athena betragtede det smukke landskab foran sig. På trods af mørket og kulden, så fik månen isen til at glimte smuk. Hun trak kappen tæt omkring sig i et forsøg på at holde varmen, hvilket i sig selv ikke var let. Tankerne flød ligeså roligt som vandet mellem de store huller. Hun var havde valgt at søge herned i forsøget på at få luft og ro til hovedet. Da hun havde indvilliget i at blive en del af Evans liv, havde hun bestemt ikke regnet med at det involverede børn, og den situation komplicerede det hele for hendes vedkommende. Hun lod blikket glide i, og følte kulden stryge hendes kinder der i forvejen var så kolde at det prikkede ubehageligt. De blonde lokker svajede i vinden, varmede hendes ører så godt som det nu engang var muligt. Det begyndte at være sent, hun burde søge hjem over, hjem i Evans varme favn. Hun trak let på smilebåndet ved tanken. Ved nærmere eftertanke så var tanken om børn måske ikke så betydningsfuldt, så lang tid hun havde fået muligheden for at være sammen med manden hun elskede. Hånden strøg hun roligt op over sin arm og så mod månen. Et sted ønskede hun at hun havde slæbt ham med så han kunne se hvor smukt det var. Den tanke gav hende en mindre idé.. hun lod blikket glide i, forestillede sig det smukke landskab foran hende, hvordan det glitrede i månens lys, og hvordan det tynde lag i netop afslørede vandet under. Hun sendte ham billedet, ikke kun fordi hun ønskede at dele det med ham, men også fordi hun vidste at han godt kunne lide at vide hvor hun opholdt sig, hun ønskede heller ikke at han skulle blive bange for, at hun ikke havde planer om at komme hjem, hun havde været lidt afvisende på det seneste, hvilket hun faktisk var ked af. #Jeg ville ønske at jeg kunne dele det med dig. Du behøver ikke at blive oppe, jeg tror at jeg bliver her lidt,# endte hun via tankerne, netop for ikke at gøre ham bekymret. Hun smilede for sig selv og vovede sig en smule tættere på bredden. Der var ikke rigtigt nogle omkring hende, så hun var ikke nær så agtsom som hun ville være normalt, og som det var blevet hende en vane at være på slagmarken, men lige nu var hun mere eller mindre bare opslugt af af hendes omgivelser, det var ikke et tidspunkt hvor hun bekymrede sig om hvad der lurede i træernes skygger bag hende.

[Deleted]

Det var minsandten en smuk aften, som selv Anyalina måtte nyde på egen hånd, da hun igen ikke havde nogen anelse om hvor Ezekiel var henne, eller om han i det hele taget havde det godt, også selvom det faktisk var en tanke som gjorde hende en anelse trist. Hun var vågnet efter deres alligevel hyggelige aften, og så var han taget af sted igen. Ikke fordi at hun kunne sige eller gøre noget ved det, andet end bare at.. finde på noget at lave på egen hånd, og denne gang gjorde hun sig de tydelige overvejelser om hvorvidt hun skulle kæmpe for at få sin plads tilbage i samfundet, også fordi at Ezekiel havde haft ret i en ting; Den var taget fra hende på et ekstremt unfair grundlag, og nu hvor hun var kendt med det faktum, at Malisha havde mistet sin magi, og derved også sin plads på tronen i warlockernes samfund, så var det bestemt heller ikke noget som gjorde hende det mindste. Det var uden tvivl fortjent! Selv nu hvor hun havde stået ikke langt fra søen, og bare stirrede på den store måne som hvilede smukt over dem. Nu hvor sneen efterhånden var ved at trække sig tilbage, og foråret kom, så var det også blevet en smule varmere i vejret, hvilket også var noget som passede hende fint, selvom det endnu var en smule halvkoldt.
Kvinden som alligevel havde valgt at søge ned til vandet, var dog noget af det første som dog fangede hendes opmærksomhed, også fordi at hun var noget af det første som han havde set her på stedet. Han kneb øjnene en smule sammen. Hun var præget af en naturlig irritation, også fordi at.. ingen forstod hende mere, og end ikke Ezekiel virkede til at kunne gøre det! Den milde vind slog hende direkte mod ansigtet, selvom hun til nu, ikke gjorde andet end at blive stående og bare betragtede sig af hende. Lige umiddelbart så hun ikke særlig gammel ud, hvilket faktisk ikke gjorde Anyalina det mindste. At det så til gengæld skulle vise sig at være den unge kvinde, som hendes kære broder havde udvalgt som sin eneste ene, var ikke noget som hun kunne afgøre på denne afstand, og specielt ikke nu hvor tøsen stod med ryggen til hende, så var det ikke noget som hun tog som noget direkte forfærdeligt eller slemt som det stod lige nu. Svagt trak hun på smilebåndet, inden hun roligt trådte frem, selvom hun stadig intet gjorde. Hun var nødt til at se kvinden an først, for selv hun vidste, at man ikke skulle dømme bogen på coveret, og hun vidste jo ikke hvad denne kvinde var i stand til at gøre. Hovedet lod hun søge let på sned, som hun stoppede op et par meter bag kvinden. ”Et mærkværdigt sted for en som dig, at opholde dig alene, må jeg sige,” sagde hun med en iskold hvislende stemme. Smilet bredte sig tydeligt på hendes læber. Allerede nu, udformede ideerne sig i hovedet på hende, og det var bestemt ikke fordi at de var gode – tvært imod!

[Athena Maloya Mathimæus]

Stilheden var slående. Athena nød at der for en gangs skyld, ikke var ivrige børnestemmer over alt. Zacharias var kun minutter yngre end hende, så hun havde aldrig været vant til de små størrelser og det var bestemt heller ikke fordi hun brød sig om dem! De grønne øjne gled i skjul bag tunge øjenlåg, som hun stod der og for et øjeblik bare nød hvordan naturen tog hånd om hende. Måske hun burde have bragt Hera? Også selvom det var en lang tur til Imandra, som hun glædeligt tog for at se til sin kære hoppe, der var med føl. Dog fandt hun det en kende ubehageligt at være så tæt på Diane, hun sneg sig jo nærmest ind på en grund der ikke længere var hendes hjem. I sin egen trance, bed Athena sig ej fast i at hun havde fået selskab. Væsner færdedes frem og tilbage til søen og særligt på denne tid af natten, så der var uanset ikke nogen grund til at ligge mere i det end som så, også selvom enhver burde tage sig i agt i Dvasias når mørket faldt på, og særligt en ung kvinde som hende, der lignede noget der kom direkte fra lysets land. Den hvislende stemme nåede hende som havde det været vindens hvisken. Hun knyttede hænderne og forbandt et sted at hun ikke havde medbragt våben, for at dømme ud fra tonen, så var det bestemt ikke en kvinde der var ude for at få en hygge snak. Varmen svandt bort fra hendes blik. Evan havde lært hende at tilpasse sig, selv i disse mørke skygger. Langsomt vendte hun sig rundt. Det var til enhver tid uklogt at stå med ryggen til. De pludseligt kølige, grønne øjne faldt på kvindens skikkelse, hvor hun forsøgte at finde tegn på genkendelse, også selvom hun ikke rigtigt formåede det. Der var ganske vidst nogle træk, som hun før havde set, noget som næsten gav hende en fornemmelse af at hun burde kende hende, men hun var bare ikke i stand til at sætte finger på hvad. ”En kvinde som mig?” gentog hun lidt køligt. Det var en kommentar der gjorde hende vred, for man undervurderede hende ofte fordi hun lignede sin mor så meget som hun gjorde, desuden var hun udmærket i stand til at klare sig på egen hånd, hun havde ikke brug for nogle til at passe på hende! ”Jeg kunne sige det samme om dig,” tilføjede hun og lod blikket søge vurderende op og ned af hendes skikkelse. Hun så ud til at være ældre end hende selv, hvilket.. i sig selv ikke var positivt, men om ikke andet så skulle hun vel heller ikke være for hurtig til at dømme? Hun fnøs kortfattet, og betragtede hende intenst, mest for at være i stands til at forudse hendes træk, det eneste våben hun rigtigt havde var de ting hun kunne med sindet, magien havde de aldrig gjort mere i, og alt det mindede om våben var derhjemme. Hendes hjerte bankede. Måske hun aldrig havde været god til denne slags, men hun kunne udmærket fornemme hvornår problemer var på vej!

[Deleted]

Anyalina havde aldrig som sådan haft et forhold til sin familie, også selvom hun vidste, at hun havde en bror, som faktisk havde en stor betydning at spille i Appolyon. Alene den tanke om at det ikke var kendt for omverdenen, var egentlig noget som passede hende helt fint. Blikket gled direkte i retningen af kvinden som stod foran hende, også selvom hun brugte temmelig lang tid, bare på at stå og se hende an, for selv hun ville ikke løbe en risiko, hvor det kunne ende med at koste hende frygtelig dyrt, hvilket slet ikke var noget som hun var det mindste interesseret i. At hun så alligevel valgte at henvende sig til kvinden, og hun vendte sig om, så var der kun en ting som slog hende direkte i hovedet; Elanya. Smilet bredte sig tydeligt på hendes læber, for selv hun, var slet ikke i tvivl om, at denne kvinde pludselig skulle være Elanyas datter, og Evans udkårne, hvilket næsten gjorde det hele så meget bedre for hendes vedkommende! ”Ser man det, ser man det.. Er det ikke Athena? Elanya og Jareds lille prinsesse?” spurgte hun med en hånlig stemme, som hun roligt blev stående. Hvor meget hun egentlig lignede sin bror, vidste hun ikke, også fordi at hun ikke rigtigt vidste hvordan han så ud eller hvordan han var i hans væremåde, så om der var noget som vækkede nogen genkendelser, det vidste hun faktisk ikke. Hovedet lod hun søge let på sned, som smilet forblev nedladende på hendes læber. Hun var en kold og ikke mindst hård kvinde, og det havde hun skam også altid været, så det var skam slet ikke fordi at det var noget nyt på nogen måde. ”Det er vel næppe stedet for en kvinde som vil kunne slå ordentlig fra sig.. En ungmø som dig.. Du kan vel næppe stille noget op?” fortsatte hun roligt, som hun roligt tog de rolige skridt i retningen af hende, for bange var hun bestemt ikke, og det havde hun bestemt heller ikke nogen grund til. De mørke øjne søgte direkte til hendes skikkelse og med den samme faste mine, for hun var bestemt ikke hvem som helst som lod sig jokke på! Slet ikke! Den ene hånd søgte roligt ned af sig, idet hun dannede sig den første mørke kugle. Hvis dette kunne vise sig at blive hendes indgangsbillet til Den Mørke Cirkel igen, så ville hun gøre stort set hvad det krævede af hende, og uanset hvad! Selv hun havde brug for sit liv, og nu var hun træt af, at skulle være afholdt det igennem så mange år! ”Og du er lige hvad jeg kan bruge.. Du er kommet som kaldet..” hvislede hun med en fast og iskold stemme, som hun med en iskold latter, kastede kuglen efter hende, uden så meget som et varsel. Jo hurtigere dette blev gjort, jo bedre var det da uden tvivl! Som den første var kastet, så dannede hun sig den næste. Bare det at bruge magi igen efter så lang tid, var.. en fantastisk fornemmelse!

[Athena Maloya Mathimæus]

Det var endnu begrænset hvor meget Athena vidste om Evan, og det faktum at han havde en søster, havde hun intet kendskab til. Det irriterede hende en smule, at hun end ikke var i stand til at stå og nyde roen for en stund, uden at skulle ende i problemer. Netop fordi hun så, så uskyldig ud som hun gjorde, så var hun meget påpasselig med at rode sig ud i problemer, men denne kvinde gav hende virkelig ikke noget andet valg! Hun ken øjnene en smule sammen og betragtede hende intenst og indgående, næsten som forsøgte hun at se igennem hende. I sit indre forbandt hun virkelig, at hun havde brudt sit løfte til Evan, og forladt hjemmet uden et våben ved hånden. På hendes smil, var det næsten tydeligt at det vækkede en form for genkendelse, hvilket Athena ikke ligefrem kunne sige sig at gengælde. Hun havde ikke den mest fjerne idé om hvem denne kvinde var, men hun var næppe ude på et the selskab. Tænderne bed hun fast sammen, hun var bestemt ingen prinsesse, og det havde hun aldrig været! ”Hvis det er sådan du fortrækker at tiltale mig,” svarede hun med ro i tonen, der skulle faktisk meget til før hun direkte panikkede, desuden fandt hun sig ikke i at blive talt ned til, det bedste man kunne gøre, var vel at ignorere det? Hun trak en smule på mundvigen ved hendes ord. En ungmø? Det var vidst så meget sagt, og tanken om at hun ikke kunne leve op til lige det, gav hende en følelse af at være underligt voksen. Hun trak ligegyldigt på skuldrene, og overvejede et kort øjeblik om hun skulle sende besked til Evan men nej.. han havde ikke svaret hende uanset, så hun gik ud fra at han lå og sov, og hun kunne desuden godt klare sig uden! ”Spørger du mig så lyder det som tvivl? Er du bange for, at der bag det uskyldige ydre faktisk gemmer sig i en kriger?” endte hun næsten drilsk. Det var jo sandt.. hun var vel det man kunne kalde en kriger? Og hun havde været under Evans vinger i frygtelig mange år, han havde lært hende alt hvad hun burde. Blikket faldt hurtigt på den mørke kugle som dannede sig i hendes hånd. Hun himlede lettere opgivende med øjnene, for det var tydeligt at hun ikke fik lov til at gå. ”Jeg er ked af det, men jeg lader mig ikke udnytte til andres formål,” svarede hun lidt spydigt, velvidende at det ikke helt var sandt, det var jo det som hendes kære far havde haft gang i? Hun kastede sig til side idet hun sendte den mørke kugle mod hende. Den snittede ganske vidst hendes arm, men intet værre end det. Athena endte på den kolde jord. Uden advarsel forsøgte hun at tvinge sig ind i kvindens skal for at skabe et flask skingert skrig, der oftest fik de fleste til at gå i jorden. Når nu hun ikke havde andet, måtte hun jo gøre brug af de få ting som hun havde at udnytte.

[Deleted]

Det var måske til Anyalinas fordel, at der ikke rigtigt var nogen som vidste, at hun havde en bror, også selvom det næppe ville være til hendes fordel, udelukkende fordi at hendes kære bror, havde vendt ryggen til warlockerne, kun for at gå med dæmonerne, hvilket bestemt heller ikke var noget som hun fandt sig i, på nogen som helst måde i det hele taget! Blikket hvilede iskoldt på kvinden. Ung var hun, også selvom det var noget som uden tvivl faldt til hendes fordel, for hun var efterhånden ved at være af den gamle klikke, hvilket nu heller ikke gjorde hende det mindste, for det havde uden tvivl også sine fordel, og specielt nu hvor Ezekiel igen havde valgt at søge ud for at lede efter sin egen krop, og efterladt sig hende alene, så var hun jo trods alt nødt til at gøre noget også mest for sin egen skyld, ellers gik det da galt for alvor, og det ønskede hun ikke.. Det var slemt nok allerede som det var i forvejen. ”En ungtøs herude alene? Man skulle jo næsten tro, du opsøgte problemer,” hvislede hun med en iskold stemme. Hun var på ingen måder mild, og det havde hun aldrig nogensinde været, og nu hvor hun stod ansigt til ansigt med den kvinde, som kunne være hendes indgangsbillet i Den Mørke Cirkel igen, så tøvede hun bestemt ikke med at gøre hvad det krævede af hende, for det ville hun uden tvivl! Smilet forblev hånligt på hendes læber, som hun let fnøs. Selv troede hun ikke rigtigt på, at der var noget som kunne minde om en kriger gemt i denne kvinde, for det var på ingen måder noget ,som hun var overbevist om. Af hvad hun vidste, så gik en kriger ikke udenfor uden et våben for hånden, og hun havde slet ikke ænset noget af det ved denne kvinde. ”Og hvordan skulle en ungtøs som dig, da være en kriger? Intet våben, ingen kampgejst.. Jeg ser bare en ung og forvirret lille pige, som burde krybe hjem til sin fars favn efter et mørkt mareridt.. og tro mig.. Jeg er dit mørke og værste mareridt!” hvislede hun med en iskold stemme, som hun igen dannede sig en ny kugle, også selvom smerten som ramte hendes sind, var noget som skar i hendes hoved og krop på en måde, som hun slet ikke havde regnet med! Med et svagt gisp, så røg hele hendes koncentration, idet hun tog sig til hovedet, i et desperat forsøg på at tvinge hende ud af hovedet, for det gjorde ondt! Kroppen begyndte at ryste, men hun nægtede at skrige! Det ville hun slet ikke! ”Din lille…!” hvislede hun iskoldt, som hun direkte sendte en trykbølge direkte mod hende i et desperat forsøg på at få hende til at stoppe, for det gjorde jo ondt af helvede til!

[Athena Maloya Mathimæus]

Hvem end denne kvinde var, så fandt Athena små lighedstræk med noget hun følte at hun burde kende, men som hun virkelig ikke var i stand til at sætte en finger på, det irriterede hende næsten. Ikke så meget som et øjeblik, så hun bort fra hendes skikkelse, for det var tydeligt at hun ikke havde tænkt sig at lade hende gå uskadt herfra. Hun havde desuden svært ved at finde ud af hvad pokker denne kvinde ønskede at bruge hende til, hun var ikke rigtigt til gavn for nogle.. endnu, hun havde netop forsøgt at forblive ubemærket for nu. Athena fnøs kortfattet. Måske hun var ung og blid som en engel i sgi selv, men hun kunne bestemt også være det modsatte, når hun selv ønskede det vel og mærke. ”Som jeg kan se, er det dig som giver mig problemer,” svarede hun letere spydigt. Hun havde blot været ude for at trække luft, og finde ro, det var ikke hende som havde opsøgt nogle for at bringe ballade, og tanken i sig selv irriterede hende. Det håndlige smil på hendes læber, gav hende kun en lys til at finde en mulighed hvorpå hun kunne tværer det ud, hun fandt sig bestemt ikke i den behandling, eller at blive tiltalt som var hun et barn.. en forkælet møgunge. Hun himlede med øjnene. ”Den der kun er i stand til at se så langt øjet rækker, er mere blind end nogen anden. Jeg er bange for at jeg allerede har levet gennem de mareridt som kan siges at være de værste, og jeg må meddele dig, at du aldrig har været en del af dem,” endte hun med en undertone af hån. Hendes værste mareridt havde været hendes forældre.. det havde været det faktum at hun ikke var i stand til at redde dem, og så Evan fordi hun havde været tvunget til at undertrykke meget stærke følelser. Uden advarsel søgte hun direkte ind i kvindens hoved og skabte den intense smerte ved skriget, hun kunne en ting eller to, og det var dumt at undervurdere hende af den grund. To fingre lagde hun mod sin tinding, og forsøgte at vedholde koncentrationen hvilket ikke var nemt når hun samtidig forsøgte at tvinge hende ud. Insisterende blev hun, og gjorde kun smerten mere intens. Hendes koncentration medvirkede dog til uopmærksomhed, så ved trykbølgen havde hun ingen chance! Hun gispede overrasket som hun fløj direkte bag ud og i søen bag hende. Den våde fornemmelse, og følelsen af den pludseligt tunge kjole som trak hende ned, gjorde hende panikslagen, hun havde aldrig lært at svømme! Desperat forsøgte hun at hun komme op til overfladen, hvilket gik bedre da hun fandt fodfæste på tåspidserne, også selvom det ikke helt var godt nok. Desperat gispede hun efter været, forsøgte at holde stand, men vandet var iskoldt, frøs hendes lemmer på steder, desuden måtte hun have ramt et stykke is, for det blødte fra hendes hals et sted. Hun skælvede og var som frosset fast i det kolde vand.

[Deleted]

Anyalina var slet ikke i tvivl om hvem denne kvinde måtte være, og det var uden tvivl noget som hun kunne bruge! Tanken om at dette var noget som kunne blive hendes indgangsbillet til hendes eget samfund igen, var noget som formåede at give hende blod på tanden, over det faktum, at hun var så tæt på at finde en mulighed for at få sit liv tilbage, og det var bestemt heller ikke noget som hun ville sige nej til! Smilet var måske en familielighed som hun havde med Evan, men som sådan, havde hun aldrig kendt manden, og specielt efter at Evan var smidt ud af hendes kære mor. Hun vidste at hun havde en bror, og at han havde vendt sig til dæmonerne, hvilket bestemt heller ikke var en tanke som hun accepterede på nogen måde i det hele taget! ”Problemer? Jeg er slet ikke ude efter problemer,” hvislede hun med en iskold stemme. Hun tog et roligt skridt i retningen af hende og med den samme kortfattede mine. Den smerte som dog måtte ramme hende, var slet ikke noget som hun havde regnet med, også selvom hun havde været klar over, at tøsen var mentaldæmon, men dette var bestemt ikke noget som hun kunne sige sig, at have regnet med! Trykbølgen som hun sendte direkte efter tøsen, var egentlig ikke ment, for at få hende i vandet, men bare i et desperat forsøg på at få hende til at stoppe, for det havde virkelig gjort forbandet ondt! Lyden af plasket, var næsten det som tvang hende til at forsøge at genvinde fokus, for det havde slet ikke været noget som hun havde regnet med. Hun tog sig let til hovedet, idet hun rejste sig igen, selvom det var lettere og tydeligt vaklende på sine fødder igen. ”Jeg må sige, at jeg er imponeret, Athena, men tro mig.. Jeg skal nok vise mig at være et af dine værste mareridt..” hvislede hun endnu en gang med en fast tone. Hun tillod sig ikke andet, og nu hvor hun havde det hele i hovedet, så nægtede hun da at give op! Vandet var iskoldt, hvilket hun vidste, og ud fra Athenas reaktion, så var det kun med til at bekræfte det hele. Ikke fordi at det gjorde hende noget, for det var vel med til at køre tøsen træt for alvor? Og det var noget som gjorde det hele langt nemmere for hende. Hun dannede sig endnu en ny kugle i hånden, som hun også tydeligt kunne se at den unge tøs kæmpede for at holde sig over vand. ”Det er koldt, er det ikke? Det skulle du have tænkt på, før du søgte ind i mit hoved, din elendige lille møgunge..” hvislede hun med en iskold stemme, for det var slet ikke noget som hun havde accepteret på nogen måde! Tanken i sig selv, havde gjort hende direkte rasende, og nu havde hun muligheden for hævn, og hun nød det.. Hun nød det virkelig!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde bestemt ikke regnet med at dette var måden, hvorpå måneskinsturen skulle vise sig at ende. Hun overvejede stadig hvor vidt hun burde rive fat i Evan eller ej, også fordi hun ikke var særlig heldigt stillet i forhold til manglen på våben og den ikke synderligt trænede magi. Det var virkelig svært for hende at se hvad denne kvinde kunne bruge hende til, hun havde ingen idé om hvem hun var dog, så var det gået op for hende at hun var warlock, hvilket i sig selv ikke stillede hende særlig godt. ”Hvorfor så opsøge dem?” spurgte hun en kende irriteret? Det var ikke svært at komme ind i hendes skal, hun var utrolig åben i forhold til hvad så mange andre ville have været. Hun så glimt af mennesker hun ikke kendte, glimt af mørke og de tærede på hende, men stædigt holdt hun stand og bragte hende så megen smerte som hun overhovedet var i stand til. Hun havde dog ikke forudset at skulle blive kastet direkte ud i den kolde sø, hvor hun brød gennem det tynde lag is. Selvom hun havde fundet en smule fodfæste så var vandet så godt som uudholdeligt koldt. Der gik ikke sekunder før hendes blonde lokker frøs sammen og små krytaller af is lagde sig i det. Selv på afstand betragtede hun kvinden med et faste blik, der langsomt blev en smule øvrigt. Kroppen skælvede i forsøget på at producere varme, hvilket var mislykket allerede fra starten. Gik hun op nu, så ville hun uden tvivl slå hende ihjel, og hun ville ikke kunne gøre særlig meget, og i vandet ville hun langsomt dø af kulde. Jo mere stivn hun blev i lemmerne, des mere føltes det som om at benene ville give efter for hende. Hun åbnede munden for at svare, men følte sig for frossen til at gøre det i det hele taget. Hendes blik begyndte at flakke, det føltes hårdt at holde dem åbne i det hele taget, det var som om at vandet tog enhver form for energi, en som hun burde bruge på at slå denne kvinde i jorden. #E-Evan..# hun havde ikke energi til at viderefører meget andet end det. Hendes ben gav efter, hvilket langsomt fik hende til at synke ned i det kolde vand. Blikket gled i, idet hun følte at hun faldt gennem de mørke dybter. Normalt ville hun kæmpe, men hun havde slet ikke den energi der skulle til for at trække sig tilbage over overfladen. Det var ikke skræmmende som sådan. Det føltes som blev hun lagt i en søvn i en blød seng, og kulden noterede hun ej heller nu hvor kroppen mere eller mindre var for frossen til at opfange den. Vander fyldte hendes hals, hendes lunger som hun forsøgte at trække vejret hvilket selvfølgelig var umulig. Hun huskede hvordan Faith i sin tid havde stukket kniven i sig selv frem for at lade en warlock gøre det.. hun ville hellere drukne end at lade denne fremmede tage livet af hende, så hun burde vel være rolig?

[Deleted]

Selv på trods af den smerte som Anyalina havde haft i hovedet, for bare et øjeblik siden, så synes det hele at lette nu, hvilket naturligvis også var hende en glædelig tanke. Plasket, var dog ikke noget som hun ligefrem havde regnet med, også selvom det jo faktisk ikke gjorde hende noget. At tøsen så til gengæld slet ikke var i stand til at svømme, havde hun heller ikke ligefrem regnet med, også selvom det naturligvis kun gjorde det hele en smule nemmere for hendes vedkommende, for så var det da dejlig nemt at få tingene som hun ville have det, og hvem ville så brokke sig? Det gjorde hun i hvert fald ikke! Hun smilede let tilfreds, som hun også kunne se hvor hurtigt tøsen blev omringet af frost og is, for det var tydeligt at vandet var iskoldt at være i, hvilket hun nok skulle have tænkt på, inden hun havde gjort sit træk, for det var bestemt heller ikke særlig smart at forsøge at trænge ind i en warlocks hoved. Kuglen lod hun igen forsvinde i hendes hånd, som hun så at tøsen forsvandt nedenunder vand, for det var slet ikke meningen at hun skulle dø eller noget lignende, og hun ville bestemt heller ikke se til at tøsen skulle drukne.. Ikke på hendes vagt, det var helt sikkert! ”Du kan tro nej..” hvislede hun med en iskold stemme, som hun hævede armene, hvor hun ved hjælp af sin magi, hævede den unge Athena fra vandet, kun for at få hende tilbage på bredden igen. Tøsen kunne jo for pokker slet ikke bruges, hvis hun skulle vise sig at være død, så det var slet ikke noget som hun ville høre tale om. Tøsen blev roligt lagt på bredden foran hende, hvor hun selvfølgelig endnu måtte håbe på, at der var liv i hende, for andet ville ingen af dem da få noget ud af. ”Ynkeligt..” endte hun med en ganske kortfattet stemme, for hun var på ingen måder særlig imponeret af denne unge kvinde, og hun havde vovet at påstå at hun havde en kriger gemt i sig indre? Det var bestemt ikke noget som sagde så lidt. Hun fnøs let, som hun søgte direkte hen til tøsen, hvor hun strakte armene i retningen af hende, hvor de mørke og slangelignende reb, nærmest kravlede ud af hendes ærmer, kun for at søge til Athenas unge krop, for at binde hende ind, stramt og fast, så hun slet ikke ville være i stand til at komme nogen vegne, og så kold som hun var, så var modstanden nok også temmelig minimal i forhold til hvad den ellers ville have været ellers, så det var også noget som passede hende helt fint. Nu som det var sagt, så måtte Anyalina jo næsten erkende, at dette havde været noget af det nemmeste, som hun længe havde været udsat for, og det var noget som uden tvivl passede hende helt fint!

[Athena Maloya Mathimæus]

Smerten lettede sig i samme øjeblik som Athena ramte vandet, hun var slet ikke i stand til at bevare fokus på samme måde som hun ellers havde været. Jared havde aldrig været typen som havde taget hende med ned til steder som dette og det havde trods alt ikke været Evans opgave, så hun havde aldrig lært at svømme, og tanken var både flov og overgik hendes stolthed på negativ vis, af den grund havde hun aldrig nævnt det for nogle, ligesom hun hverken var i stand til at læse eller at skrive. Hun sank i det kolde vand uden mulighed for at forsøge at kæmpe imod, hendes lemmer var for frosne til at hun kunne gøre noget som helst. Desperat forsøgte hun at trække vejret, hvilket kun lod mere vand ned end hvad godt var. Hun havde bestemt ikke regnet med at skulle rives op så brat. I forhold til det kolde vand, så føltes luften ligefrem varm, som hun svævede igennem den og landede på jorden foran kvinden, hvor hun straks begyndte at hoste i et forsøg på at få vandet op. Hun vendte sig i det kolde græs og forsøgte nærmest at hoste sine kære lunger op. Et kort øjeblik havde hun faktisk været rede på at dø, men det var tydeligvis ikke det som hun var ude på. Rebene bandt sig hurtigt omkring hendes krop, hvilket gav hende en følelse af at blive lukket inde, hun var ikke god til at blive bundet på den måde. Det havde ganske vidst været for nemt, men det var kun fordi hun var blevet katset direkte i det kolde vand. Næsten desperat forsøgte hun igen at trænge ind i kvindens hoved for at få hende til at slippe grebet om hende, men hun havde slet ikke energien til at skulle trænge det hele uanset hvad. I stedet forsøgte hun ved hjælp af egen magi at binde rebene op, hvilket slet ikke virkede. Gispende efter vejret lå hun på jorden, bundet på alle leder og kanter. ”S-slip m-m-mig,” stønnede hun hæst, gennem læber der var mere blå end de var noget andet – ligesom resten af kroppen. De små krystaller havde allerede lagt sig både i hendes hår men også på hendes krop, også fordi luften var mere kold end hun lige følte den efter at have brugt flere minutter i det iskolde vand. Bevidstheden svandt en smule. Hun havde mest af alt lyst til at lade øjnene glide i og sove.. også selvom hun ikke var sikker på at hun ville vågne igen, hvilket var ene tanke som faktisk gjorde hende ked af det.. for første gang nogensinde havde hun ikke lyst til at møde døden, ikke nu hvor hun langt om længe havde fået en grund til at fortsætte livet, hvor var retfærdigheden idet? Hendes kroppen sitrede, skælvede i kulden også selvom hun virkelig forsøgte at holde lidt på varmen. Hvorfor pokker skulle det også ske i nærheden af vandet? Det skulle da være et held hvis Evan i det hele taget kom for at redde hendes ende denne gang.

[Deleted]

Det som Anyalina faktisk var mest bange for denne gang, var at Evan skulle dukke op, før hun havde fået tøsen med sig væk herfra, også fordi at hun vidste, at de var mentaldæmoner begge to, og det var bestemt heller ikke altid noget som talte videre positivt, men det var nu bare sådan at det måtte være. At lade tøsen drukne, var dog ikke noget som hun havde lyst til, for hun havde ganske andre planer for hende, og det var bestemt ikke at lade hende drukne i den sø, som igennem årenes løb, havde taget så mange liv, for det var slet ikke noget som hun var det mindste interesseret i på nogen måde! Tøsen fik hun op på land igen og lagt, også selvom det var tydeligt at se, at hun allerede var temmelig kold, hvilket uden tvivl også var noget som faldt til hendes egen fordel, for tøsen var vel for træt til at gøre det mindste modstand? Det var uden tvivl noget, som passede hende helt fint i længden, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende! Hun smilede let for sig selv, som hun så hvordan tøsen hostede og prustede. Lige umiddelbart, så kunne hun ikke sige, at hun havde været særlig imponeret over hvad den kvinde havde vist sig at være vant til, og hvor var krigeren henne? Dette havde været noget af det nemmeste, som hun nogensinde havde været udsat for! Hun fnøs let, som hun fik bundet tøsen. Sådan var hun da nemmest at få fragtet rundt, og uden alt for meget modstand, så det var noget so også passede hende selv helt fint! ”Gør os begge den tjeneste, og bare ti’ stille. Jeg skal bruge dig i levende live, og tænk nu hvis jeg kom til at slå dig ihjel af ren og skær irritation,” påpegede hun med en ganske kortfattet stemme. Selv gik hun roligt Athena i møde, for at tage fat om stumperne af rebene, som hun gjorde længere – også på magisk vis, idet at hun førte dem op over sin skulder, så hun var i stand til at rive tøsen med sig, uden at hun ville kunne komme fri, så det var noget som uden tvivl også passede hende helt fint, også selvom hun vidste, at dette var en nogenlunde lang vej til Marvalo City, men hun var jo nød til at gøre det så godt som hun nu kunne. ”Så.. Den Mørke Cirkel,” sagde hun let for sig selv, idet hun bare begyndte at trække af sted med hende, uanset om hun så skulle trække hende over sten og træ og alt mulig andet, for det var slet ikke noget som hun tog hensyn til, og det havde hun skam heller ikke tænkt sig på nogen måde i det hele taget.

[Deleted]

Det var efterhånden ved at være frygtelig sent. Cecilaya havde slet ikke haft lyst eller motivation til at tilbringe aftenen uden for, men der var noget i hende som havde sagt at hun burde være ved søen her til aften. Det var sjældent hun i det hele taget besøgte det sted, primært fordi at der var forfærdeligt mange minder omkring hendes forældre, særligt om den aften hvor de var gået i døden. Hun havde stået skjult i buskene og betragtet Anyalina – hun genkendte hende som en temmelig kraftig og veletableret warlock. Selvom hun havde stået der i et stykke tid, og set til, så var hun ikke endt med at bryde ind, primært fordi den kvinde var farlig for hende selv også, også hun var også bange for at rode sig ud i for mange problemer nu hvor hun havde et ansvar for en hel race. De flammerøde lokker svajede let i vinden. De grønne øjne faldt på skikkelse der kom op af vandet og gled ned på jorden. Hendes hjerte sprang et slag over. Selv på afstand ville hun til enhver tid, være i stand til at genkende den unge kvinde, som hun selv havde været med til at forvise fra Appolyon efter drabet på en af de få mænd som hun altid havde været i stand til at stole på. I det store og det hele var det ikke Athenas skyld, men bare tanken om endnu et tab havde direkte gjort hende vanvittig. Hun trådte frem fra buskene og søgte med målrettede og hastige skridt ned mod søens bred hvor de to kvinder befandt sig. Hendes øjne lynede, hvilket hun heller ikke lagde skjul på. Hun knyttede hænderne fast uden at tage blikket fra Anyalina. Uden varsel dannede hun en ildkugle i sin hånd, som hun kastede efter efter hende med en enorm kraft, og uden at den selv gjorde skade på hendes hånd. ”Hvis jeg var dig, så ville jeg slippe hende øjeblikkeligt!” endte hun vredt. Selvom hun ikke var særlig glad for Athena efter alt, så var hun stadig en dæmon og dermed hendes ansvar, desuden ville Evan personligt skære halsen over på hende, hvis hun så til uden at komme hende til hjælp. Et sted måtte hun vel næsten gå ud fra at Athena havde været fornuftig nok til at kalde ham til stedet også? Det håbede hun, for at stå med det hele selv mod en som Anyalina, som var den dobbelte alder af hende selv, det var hun ikke sikker på ville kunne blive til hendes fordel. Dog så havde hun ikke rigtigt et valg når det kom til Athena, for Jared havde sat sin lid til hende som hun til ham, og det var trods alt hans datter som stod på spil!

[Deleted]

Det hele var egentlig gået utrolig let for sig, og langt nemmere, end det som hun lige havde regnet med. Lige det faktum, at hun så var blevet holdt øje med på afstand, vidste hun ikke, for det var ærlig talt slet ikke en tanke som havde slået hende på noget tidspunkt, og det havde der vel heller ikke været nogen grund til i princippet? At få Athena ned med nakken, havde slet ikke krævet alverdens af hende, og det at der ikke skulle andet til end en trykbølge og lidt vand, havde uden tvivl ikke været videre imponerende på noget tidspunkt, så det passede hende jo egentlig ganske fint i længden. Rebene tog hun roligt og elegant over sin ene skulder, kun for at begynde at rive Athena med sig, og fuldstændig ligeglad med hvad hun trak tøsen over, for om hun gik kold inden, så var hun stort set ligeglad, bare så lang tid, at der endnu var liv i hende når hun nåede frem, så var hun bestemt heller ikke den som skulle brokke sig. Den ildkugle som dannede sig i hendes øjenkrog, som en oplysende kilde i mørket, var næsten det første som fangede hendes opmærksomhed, hvor hun hastigt slap rebene, kun for at danne sig et magisk skjold med hænderne, som det hamrede direkte imod. At hun så skulle stå overfor den unge dæmonleder, havde hun ikke ligefrem regnet med, også selvom det meget hurtigt skulle vise sig at blive umådelig interessant, og det var slet ikke fordi at det var noget som gjorde hende det mindste, for lidt spænding kunne de jo alle sammen godt bruge. ”Det her bliver jo kun bedre, og bedre.. Tag hjem, inden jeg slår dig ihjel, Cecilaya, og tro mig.. Jeg kommer til det,” påpegede hun med en ganske kortfattet stemme, for dette var slet ikke noget som hun havde tid til at tage sig af, når hun havde fundet den mest oplagte måde hvorpå at hun faktisk var i stand til at komme hjem igen, og det var jo det eneste som hun havde i hovedet, som det var lige nu. Blikket gled direkte mod hendes skikkelse og med en yderst kortfattet mine. Til fordel for Cecilaya, så havde hun uden tvivl alderen på sin side, og med den, så kom der erfaring og talent, og det var bestemt ikke noget som hun havde i sinde at lægge til side, dersom det var noget som hun ellers kunne blive fri for. Hun dannede sig en mørk kugle i hånden, som hun stillede sig klar og parat, idet hun vendte blikket direkte mod hende og med den samme direkte dræbende mine. ”Så hvad bliver det til?” spurgte hun tydeligt utålmodigt, for dette var da slet ikke noget som hun havde tålmodighed til nu, hvor hun havde så meget andet hun skulle tage sig af, og hvis det var hendes indgangsbillet hjem igen, så ville hun da slet ikke spilde sin tid her!

[Deleted]

At dømme efter hvad hun havde set, så måtte Cecilaya erkende at hun havde forventet mere af Athena, men det var som om at vandet havde.. hæmmet hende? Ikke at hun kunne bebrejde hende der, for hun var ikke selv særligt glad for den slags, og det havde hun ikke været siden Cedric næsten var blevet druknet for øjnene af hende som barn. Det gjorde ondt at se Athena glide under vandet på samme måde, udelukkende fordi det mindede hende om ubehaget ved at være så magtesløs, men hun var trods alt også nødt til at passe en smule på sig selv, Anyalina var ikke en kvinde man skulle ligge sig ud med, bare sådan. Lettere tilfredst så hun til, mens hun slap rebene for i stedet at danne det beskyttende skjold omkring sig selv. Det smørrede smil var tørret af hendes læber, og i stedet stirrede hun på hende med intense, vrede øjne, for hun fandt sig ikke i warlockerne mere! Det var tydeligt at se på Athena at hun virkelig fandt det ubehageligt at blive trukket på den måde, det var jo direkte ydmygende! Efter hun havde sluppet ildkuglen, lod hun kun en ny dannes i sin hånd.. hun var ganske vidst ikke særlig imponerende i forhold til sin mor, men hun gjorde om ikke andet sit bedste og forsøgte virkelig at leve op til de forventninger som blev stillet til hende. Hun himlede med øjnene. ”Jeg er ikke bange for dig, Anyalina. Slip hende, hun er min,” endte hun kortfattet som var det en direkte ordre. Warlockerne og dæmonerne havde været i krig i frygtelig mange år, og det var kun blevet mere intenst siden Malisha havde valgt at slå hendes forældre ihjel, hun hadede dem! Cecilaya havde ganske vidst i hovedet at denne kvinde var langt ældre end hun selv var, og at hun derfor havde en ringe chance som det stod fra før af, men selvfølgelig ville hun gøre alt som stod i sin magt, for at beskytte en af hendes kære dæmoner. ”Det besvare vidst sig selv, synes du ikke? Slip min dæmon, lad dette være mellem dig og mig,” endte hun roligt og skævede kort til Athena, for hun så virkelig ikke ud til at have det godt, hvilket var en tanke som virkelig bekymrede hende, hun fortjente langt mere end det. Hun havde ikke selv tålmodighed til at skulle vente længe, også fordi hun vidste at hun denne gang bevægede sig ud på dybt vand, og der havde hun aldrig været i stand til at bunde. Efter familiens død var det dog en del lettere at tage den slags chancer når nu un følte sig alene her, mens alle andre var sammen et andet sted.. hun savnede Cedric, hun savnede sine forældre.. Jared.. der var så mange, og den tanke fik hende til at frygte døden mindre end hun havde gjort til nu.