Post by Kimeya Marvalo on Mar 15, 2013 21:21:59 GMT 1
Det stod ned i tykke stråler udenfor og det var fuldstændig mørkt udenfor. Det lille hus som lå hensides alle andre midt i Dvasias, var hjemmet for et par unge alkymister, som var lidt for glade for at lege med ting som man ikke skulle lege med. Den døde krop som lå på gulvet foran dem, omringet af bunken stearinlysene, som det eneste som oplyste den lille stue. Liget var af en flot mand, faldet på slagmarken efter et kraftigt slag mod brystet. ”Er du sikker på at det hele vil gå, Sebastian?” spurgte den ene med en næsten helt ivrig stemme. Bøgerne lå opslået på gulvet og med de mange flasker, som de gik ud fra skulle bruges, lå ved siden af, så de havde det hele på plads. Sebastian – lederen af den lille flok alkymister, nikkede med en bestemt mine. Selvom det måske var farligt at lege med, så var han slet ikke i tvivl om at det var nu de havde muligheden for at gøre noget ved det, og faktisk bevise for hinanden og sig selv, at de faktisk kunne, og at det ikke bare var den store Nathaniel Diamaqima, Jaqia Angleráx eller den forbandede rådgiver af Dvasias som kunne gøre det. ”Selvfølgelig kan vi det, og nu har vi muligheden for at bevise det! Er du klar over, hvor svært det var, at få det lig med fra slagmarken og hertil, uden at vække mistanke? Det var ikke nemt ved muren kan jeg sige dig, og jeg ikke lader muligheden glide fra mig, Ares.. Ikke nu hvor vi har muligheden,” fortalte han med en tydelig stolt mine. Han rettede sig en smule op i stedet for, kun for at vende blikket mod den døde krop, som lå mere eller mindre blotlagt på gulvet foran ham, og kun med et lille klæde lagt over underlivet. Lige hvem de faktisk ville formå at vække i denne krop, vidste ingen af dem endnu, og det var vel også det som var det spændende af det hele? Ikke fordi at det var en tanke som gjorde ham det mindste – tvært imod! Sebastian klappede hænderne let sammen, som den blege og store fuldmåne viste sig på nattehimlen lige udenfor vinduet, da et kraftigt skydække havde passeret dem. ”Det er ved at være tid nu.. Kom på Jeres pladser,” bad han med en ganske kortfattet mine. De var ikke mere end 4-5 stykker, men det var nok mere end rigeligt til at opnå hvad de ville – forhåbentlig, for hvis de kunne, så ville det da uden tvivl være en sensation, for det var ikke mange som var kendt for at kunne gøre dette, og det vidste de jo alle sammen!
Lige hvor de havde fået selve besværgelsen fra, var ikke noget som Sebastian ville afsløre, for det havde kostet ham frygtelig dyrt at skaffe den, for det var ikke alle som havde den i sin besiddelse. Han fremdrev et lille sammenrullet pergament fra sin lomme, som han roligt rullede ud. Det var en lang remse, og den var svær, og han vidste, at den ville kræve al den energi som de havde, og derfor var det vigtigt, at det hele gik som de ville have det! De andre havde allerede taget deres bestemte plads rundt omkring den døde krop, som de lige så havde fået vasket og det hele, så den var gjort fin i stand til dette – hvis det var noget som skulle klares selvfølgelig. Siddende på knæ og med hænderne foldet foran sig, inden de roligt tog hinanden i hænderne, så de alle sammen kunne være sammen om det, for det var et vigtigt foretagende, hvis de skulle formå at skrive historie på det! ” Ego voco vos flamen , no caelitus , no sic solvo , in ut somes vos adsuesco assuesco exsisto , est qua vos belong , audio mihi , no sic solvo , Ego voco vos flamen... Ego voco vos flamen , no caelitus , no sic solvo , in ut somes vos adsuesco assuesco exsisto , est qua vos belong , audio mihi , no sic solvo , Ego voco vos flamen,” begyndte han roligt, kun for at gentage den flere gange, så de andre også fik færten af hvordan den skulle lyde, så de også kunne gentage den. Han lukkede øjnene, inden han selv gik i knæ for fødderne af det lig som de havde fundet, hvor han lagde rullen med pergament ned, kun for at tilslutte sig rundkredsen. ” Ego voco vos flamen , no caelitus , no sic solvo , in ut somes vos adsuesco assuesco exsisto , est qua vos belong , audio mihi , no sic solvo , Ego voco vos flamen... Ego voco vos flamen , no caelitus , no sic solvo , in ut somes vos adsuesco assuesco exsisto , est qua vos belong , audio mihi , no sic solvo , Ego voco vos flamen. Ego voco vos flamen , no caelitus , no sic solvo , in ut somes vos adsuesco assuesco exsisto , est qua vos belong , audio mihi , no sic solvo , Ego voco vos flamen... Ego voco vos flamen , no caelitus , no sic solvo , in ut somes vos adsuesco assuesco exsisto , est qua vos belong , audio mihi , no sic solvo , Ego voco vos flamen.” Ordene blev gantaget om og om igen, idet at det faktisk begyndte at se ud som om at der faktisk skete noget! En mild blæst slog ind af vinduet, hvilket var noget som fik Sebastian til at reagere, idet han roligt brød cirklen, kun for at tage omkring den lille mikstur som var blevet blandet. Han knælede derefter roligt ved den døde mand, inden han roligt tvang miksturen ned i halsen på ham, og tvang ham til at sluge det, kun for at sidde.. afventende.
Lige hvor lang tid der var gået, vidste Kimeya ikke, da han var udenfor den verden kendt om tid og sted. Hans tid havde været.. fantastisk, også selvom han knapt nok kunne mindes hvad der var sket, men alt lykke, synes at være blevet vredet fra ham, og selv på den hårdeste og den mest brutale måde, som man kunne forestille sig. Nærmest som han var revet væk fra Faith på den mest hyggelige solskinsdag, kun for at blive revet tilbage til den barske virkelighed, idet han med en voldsom og brutal kraft blev revet ud af den verden han havde været en del af, idet som efterhånden måtte være frygtelig mange år nu og direkte ned i den døde krop, omringet af de mange stearinlys. Med en kraftig skælven i kroppen, som han pludselig følte, at han frøs som aldrig før, og det var virkelig, virkelig ubehageligt! Det at skulle trække vejret igen, synes pludselig at være umuligt, som var der noget galt i halsen på ham, og det gjorde ondt som intet andet! Den ene hånd søgte stille mod hans bryst, som han kraftigt forsøgte at trække vejret, også selvom hvert eneste forsøg han gjorde på det, resulterede i en voldsom hosten, hvor han slet ikke følte at han kunne kontrollere sin egen krop, og det var slet ikke et behag som han var ramt af på nogen måde! Såret i brystet havde mere eller mindre lukket sig, men stadig en anelse blodigt. ”H—hvor e-er..” Han tav igen, som han virkelig forsøgte at få vejret! Han følte sig svimmel, han følte virkelig at han frøs, og han kunne slet ikke falde til ro, for han kunne jo ikke finde hoved eller hale i noget som helst efterhånden!
Sebastian stirrede på kroppen foran ham, som synes at vågne til live. De andre havde lige så stoppet remsen, da de jo trods alt også gerne ville vide hvad der skete, og ikke mindst hvad og hvem de havde vækket, for det var der jo trods alt heller ikke nogen som vidste noget om, og det gjorde dem jo utrolig nysgerrige! ”Gik det…? Jeg mener.. gik det virkelig?” spurgte Ares med en helt begejstret stemme, for han kunne da ikke tro det! Det havde faktisk.. virket! De havde faktisk formået at vække nogen! Sebastian vendte sig mod dem alle og med en stor og tilfreds mine i ansigtet. ”Vi har klaret det!” sagde han med en glædelig stemme.
Kimeya kunne ikke finde hoved eller hale i noget som helst, og det var faktisk ubehageligt, når han altid havde været vant til at være i kontrol over tingene og sin eget liv, men disse mennesker var fremmede, og lige hvad der var sket, var slet ikke noget som han kunne finde ud af! Han gispede kraftigt igen, som han gjorde et nyt forsøg på at få noget luft, for han følte virkelig at noget var i vejen for ham. Igen gled han om på ryggen, idet han forsøgte at trække vejret dybt ned i lungerne, hvor han denne gang formåede at gøre det – til hans egen store glæde! ”Hvor er jeg..?” forsøgte han endnu en gang, selvom hans stemme var så lille og så lav, at den nok knapt kunne høres, for han havde slet ikke nogen energi! I det store og hele, så følte han bare for at.. lægge sig til at sove igen, for han var for træt og for udmattet til noget af det andet lige nu, og han var for træt til at gøre nogen modstand. De fire resterende alkymister, lige foruden Sebastian selvfølgelig, brød deres rundkreds og søgte hen til Kimeyas krop, kun for at hæve ham op fra gulvet. Det var vigtigt at han fik hvile, og det agtet de at give ham! De hævede ham fra gulvet, kun for at bære ham ind i seng, så han kunne få den tiltrængte hvile.
//Out
Lige hvor de havde fået selve besværgelsen fra, var ikke noget som Sebastian ville afsløre, for det havde kostet ham frygtelig dyrt at skaffe den, for det var ikke alle som havde den i sin besiddelse. Han fremdrev et lille sammenrullet pergament fra sin lomme, som han roligt rullede ud. Det var en lang remse, og den var svær, og han vidste, at den ville kræve al den energi som de havde, og derfor var det vigtigt, at det hele gik som de ville have det! De andre havde allerede taget deres bestemte plads rundt omkring den døde krop, som de lige så havde fået vasket og det hele, så den var gjort fin i stand til dette – hvis det var noget som skulle klares selvfølgelig. Siddende på knæ og med hænderne foldet foran sig, inden de roligt tog hinanden i hænderne, så de alle sammen kunne være sammen om det, for det var et vigtigt foretagende, hvis de skulle formå at skrive historie på det! ” Ego voco vos flamen , no caelitus , no sic solvo , in ut somes vos adsuesco assuesco exsisto , est qua vos belong , audio mihi , no sic solvo , Ego voco vos flamen... Ego voco vos flamen , no caelitus , no sic solvo , in ut somes vos adsuesco assuesco exsisto , est qua vos belong , audio mihi , no sic solvo , Ego voco vos flamen,” begyndte han roligt, kun for at gentage den flere gange, så de andre også fik færten af hvordan den skulle lyde, så de også kunne gentage den. Han lukkede øjnene, inden han selv gik i knæ for fødderne af det lig som de havde fundet, hvor han lagde rullen med pergament ned, kun for at tilslutte sig rundkredsen. ” Ego voco vos flamen , no caelitus , no sic solvo , in ut somes vos adsuesco assuesco exsisto , est qua vos belong , audio mihi , no sic solvo , Ego voco vos flamen... Ego voco vos flamen , no caelitus , no sic solvo , in ut somes vos adsuesco assuesco exsisto , est qua vos belong , audio mihi , no sic solvo , Ego voco vos flamen. Ego voco vos flamen , no caelitus , no sic solvo , in ut somes vos adsuesco assuesco exsisto , est qua vos belong , audio mihi , no sic solvo , Ego voco vos flamen... Ego voco vos flamen , no caelitus , no sic solvo , in ut somes vos adsuesco assuesco exsisto , est qua vos belong , audio mihi , no sic solvo , Ego voco vos flamen.” Ordene blev gantaget om og om igen, idet at det faktisk begyndte at se ud som om at der faktisk skete noget! En mild blæst slog ind af vinduet, hvilket var noget som fik Sebastian til at reagere, idet han roligt brød cirklen, kun for at tage omkring den lille mikstur som var blevet blandet. Han knælede derefter roligt ved den døde mand, inden han roligt tvang miksturen ned i halsen på ham, og tvang ham til at sluge det, kun for at sidde.. afventende.
Lige hvor lang tid der var gået, vidste Kimeya ikke, da han var udenfor den verden kendt om tid og sted. Hans tid havde været.. fantastisk, også selvom han knapt nok kunne mindes hvad der var sket, men alt lykke, synes at være blevet vredet fra ham, og selv på den hårdeste og den mest brutale måde, som man kunne forestille sig. Nærmest som han var revet væk fra Faith på den mest hyggelige solskinsdag, kun for at blive revet tilbage til den barske virkelighed, idet han med en voldsom og brutal kraft blev revet ud af den verden han havde været en del af, idet som efterhånden måtte være frygtelig mange år nu og direkte ned i den døde krop, omringet af de mange stearinlys. Med en kraftig skælven i kroppen, som han pludselig følte, at han frøs som aldrig før, og det var virkelig, virkelig ubehageligt! Det at skulle trække vejret igen, synes pludselig at være umuligt, som var der noget galt i halsen på ham, og det gjorde ondt som intet andet! Den ene hånd søgte stille mod hans bryst, som han kraftigt forsøgte at trække vejret, også selvom hvert eneste forsøg han gjorde på det, resulterede i en voldsom hosten, hvor han slet ikke følte at han kunne kontrollere sin egen krop, og det var slet ikke et behag som han var ramt af på nogen måde! Såret i brystet havde mere eller mindre lukket sig, men stadig en anelse blodigt. ”H—hvor e-er..” Han tav igen, som han virkelig forsøgte at få vejret! Han følte sig svimmel, han følte virkelig at han frøs, og han kunne slet ikke falde til ro, for han kunne jo ikke finde hoved eller hale i noget som helst efterhånden!
Sebastian stirrede på kroppen foran ham, som synes at vågne til live. De andre havde lige så stoppet remsen, da de jo trods alt også gerne ville vide hvad der skete, og ikke mindst hvad og hvem de havde vækket, for det var der jo trods alt heller ikke nogen som vidste noget om, og det gjorde dem jo utrolig nysgerrige! ”Gik det…? Jeg mener.. gik det virkelig?” spurgte Ares med en helt begejstret stemme, for han kunne da ikke tro det! Det havde faktisk.. virket! De havde faktisk formået at vække nogen! Sebastian vendte sig mod dem alle og med en stor og tilfreds mine i ansigtet. ”Vi har klaret det!” sagde han med en glædelig stemme.
Kimeya kunne ikke finde hoved eller hale i noget som helst, og det var faktisk ubehageligt, når han altid havde været vant til at være i kontrol over tingene og sin eget liv, men disse mennesker var fremmede, og lige hvad der var sket, var slet ikke noget som han kunne finde ud af! Han gispede kraftigt igen, som han gjorde et nyt forsøg på at få noget luft, for han følte virkelig at noget var i vejen for ham. Igen gled han om på ryggen, idet han forsøgte at trække vejret dybt ned i lungerne, hvor han denne gang formåede at gøre det – til hans egen store glæde! ”Hvor er jeg..?” forsøgte han endnu en gang, selvom hans stemme var så lille og så lav, at den nok knapt kunne høres, for han havde slet ikke nogen energi! I det store og hele, så følte han bare for at.. lægge sig til at sove igen, for han var for træt og for udmattet til noget af det andet lige nu, og han var for træt til at gøre nogen modstand. De fire resterende alkymister, lige foruden Sebastian selvfølgelig, brød deres rundkreds og søgte hen til Kimeyas krop, kun for at hæve ham op fra gulvet. Det var vigtigt at han fik hvile, og det agtet de at give ham! De hævede ham fra gulvet, kun for at bære ham ind i seng, så han kunne få den tiltrængte hvile.
//Out
