Det Funklen HAV

[Deleted]

Tom kunde godt forså hindens tilv og det gik forstærkt han måtte prøve at holde igen men alt var nyt for ham han kikket lidt folvt ned " unskyld " svaret han svagt men smilte rolige han nusset hinden på rykken igen stille for at se om det gik beder med det rolige kysset han hinden i stede på munden og lukke sine øjne hvad ville der ske med dem han tænke på fremtiden han kendte ikke meget til de hav vænser men nu hadet han muligehden for at finde ud af det rolige lukket han ønne han kune også mærke på hinden hun var træt stille og rolige åbnet han dem igen og kunde mærke hinden det var helt mærkliget men rat " jeg tænke på en ting hvor længe går der før du kn blive mennske igen ?? " svaret han spørgen det ville i værfald sætte deres kærlighed på en prøve han ville i melmen tiden prøve at bygge et hus som de kunde være i eller noget i den stil han sukket rolige mens ider sprang inden i hovdet på ham

[Deleted]

Indira synes virkelig, at det gik alt for stærkt til at hun kunne følge med, også fordi at alt det med følelser og være andre tætte, var fuldkommen nyt for hende, og specielt efter at Domenico havde valgt at gå under jorden, for hun nægtede at tro på at han var død, og hvem ved..? Måske at han igen ville dukke op en dag? Hun turde næsten ikke håbe på det, for hun frygtede kun for at blive skuffet. Det var ikke fordi at det var meningen, at han skulle gå hen og blive flov, for det var det virkelig ikke. Hun ønskede i bund og grund bare, at han skulle forstå at det var gået lidt for hurtigt for hende, også fordi at hun aldrig havde været tæt på nogen på den måde før. ”Det skal du ikke tænke på. Det.. gik bare lidt for hurtigt.. Det er ikke din skyld,” forsøgte hun med en rolig stemme. At han nussede hende på ryggen, var skam ikke noget som hun havde noget imod, da det var noget som hun faktisk godt kunne lide, og det var faktisk rart når han gjorde det på den måde, og derved også holdt en anelse afstand til det intime, for det var tydeligt for hende, at han havde en erfaring, som hun slet ikke kunne hamle op med, og det var noget som automatisk gjorde hende en anelse usikker.
Kysset som han dernæst valgte at give hende, gengældte hun med en langt større selvtillid end det som hun havde gjort til nu. Hun kunne jo faktisk godt lide, at han gjorde det ved hende, og det var noget som hun faktisk ønskede at han skulle vide. Hun brød det forsigtigt, også fordi at han valgte at stille hende et spørgsmål. ”En dag, men.. Jeg skal bare være omkring det salte vand.. Jeg vil aldrig permanent kunne være på landjorden, Tom, og .. det håber jeg, at du kan forstå,” forsøgte hun med en varsom stemme. Et sted næsten bange for, at han ville blive skuffet og bede hende om at gå, for det ønskede hun ikke. Hun kunne jo faktisk godt lide at tilbringe tiden sammen med ham.

[Deleted]

han satte sig lidt beder op sår der ville gå en dag før de kunde komme være sammen igen han ville savne den tid hvor han ikke kunde om fanven sin kære stille kikket han ned "jeg forstå " sagde han rolige mens han kørte sin hånd ned over hindens kind og læber "en dag må jeg se din famille " kom det glad fra ham han kunde forstille sig de kunde det samme som ham Selv han lukked øjne lidt træt og smilte rolige mens han bar slappet af og mærke Indira tæt Ind til sig selv tom følte sig glader nu og mere rolige i sind han hadet tænk sig at gøre sig selv fri men han ville nyde det her øje blik sammen med hinden han elsked " jeg ville glæde mig til når du kommer på land igen " svaret han roliget til hinden
rolige krammet han hinden ind til sig og var Stot over at have en som hinden ved sin side han måtte lære alt om dem og beskyte hinden og hindens race for der var nok ikke mange af dem rolige tog tom og rejste sig op så hun ikke kom til skade og gik hen mod sengen for at slappe af han sturdert hinden stille og smilte vramt i alt den sog han hadet følte hadet han ikke følt så stor en glæde før andet vis han var ude og lege sammen med alle dyren i skoven

[Deleted]

Indira forstod sig slet ikke på denne mand. Sådan som han opførte sig, så skulle man næsten tro, at han troede at e var.. kærester? Det ville hun på ingen måder mene at de var, men det var åbenbart hans mening og holdning til det hele. Ikke fordi at det var en glæde som hun havde lyst til at tage fra ham, for tanken om at hun var betydningsfuld for et andet individ, var faktisk en tanke som hun godt kunne lide. Hun kunne bare ikke være på land sammen med ham i særlig lang tid af gangen, og det havde hun virkelig brug for at han forstod sig på. ”Godt,” sagde hun roligt og med et svagt smil på læben. Hun kunne dø, hvis hun blev for tør, og det var slet ikke noget som hun ønskede sig på nogen måde, om det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende. Som det nu var sagt, så blev hun bare siddende og så til at han valgte at sætte sig op på sengen igen. At han ønskede at møde hendes familie, gjorde dog at hendes smil måtte falme i stedet for. Hvis de vidste at hun havde noget med en mand fra land, så ville de da hugge hovedet af hende, for de accepterede det på ingen måder! Det var det samme med Domenico. Hun havde ganske vidst introduceret ham til livet under vand, men aldrig til hendes familie, og det kom bestemt heller ikke til at ske. ”Du kommer ikke til at møde dem,” begyndte hun ærligt ud, inden hun vendte blikket ned mod sine hænder i stedet for. Svagt bed hun sig i læben. Det var ikke fordi at hun ønskede at rive glæderne fra ham, men de ville blive så vrede, at de ville begå skade på enten ham eller hende, og det var slet ikke noget som hun ønskede sig at være interesseret i. Ja, man kunne nu sagtens sige, at hun ikke havde lært af tingene som foregik omkring hende, så var det ikke noget som hun tog tungere end som så, for hvorfor skulle hun da gøre det? Hun hævede blikket i retningen af hans skikkelse endnu en gang, hvor hun sendte ham et stille og roligt smil. Hun kunne jo ikke lade være, nu hvor hun havde muligheden for det, selvom hun vidste, at hun meget snart måtte søge tilbage til vandet og så tilbage til havet. Hun ville faktisk gerne se ham igen. Det ville være noget som faktisk betød meget for hende. ”Vil jeg få dig at se igen..?” spurgte hun næsten forsigtigt og dog så tydeligt håbefuldt. Det var sjældent, at hun mødte nogen omkring sig, som var så varme og omsorgsfulde som det han var.

[Deleted]

tom sukket rolige han vidste ikke hvad han skulde han gøre han ville jo ikke miste hinden han kikket lidt ned og salmet hænderen hvorfor så kysse ham vis hun igen følser hadet for ham på den måde han kikket rolige på hinden og kikket længe " ville du godt se mig igen " svaret han ærliget og tænkt som hun skulde være hundert på at hun ville se ham igen for det ville blive svært bare at glemme hinden stille rejste han sig fra sengen og gik hen til hinden mens han lage hånden på hindens kind og førte sin hånd hen over hindens læber han tænkte stille på hvordan hans verden ville se ud som famille han kikket rolige til hen mod kvinden som sad der han tænkte sig længe om vis hun ville se ham ville han ikke glemme denne nat han kikket rolige og satte sig igen ned med hinden og nusset hinden på siden hvad skulde der ske med hinden stille lage han hovdet tæt på og tænkte på hvad de skulde gøre han var jo ikke lig frem den tybe som ville se godt vis man kysset en fyr og så bare skred fra ham som der ikke var noget i det han sukket rolige mens han tænkte sig stille om

[Deleted]

Det virkede til at Tom tænkte meget over tingene, og naturligvis var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende, for hun ønskede slet ikke at han skulle være ked af det, men hun var jo desværre nødt til at søge tilbage til vandet, for hun kunne ikke klare sig uden. Det var en forbandelse ved at være det væsen som hun var, og det var noget som de jo bare måtte tage med. Skulle hun være helt ærlig, så ønskede hun jo heller ikke at det skulle være sidste gang, at de skulle mødes, men hun havde en sjov tendens til at miste dem, som hun valgte at lukke tæt ind på sig, så var det vel heller ikke underligt, at hun var så forsigtig, men at han alligevel var krøbet ind under huden på hende? Hun vendte blikket mod ham, da han rejste sig, for at komme hen og stryge hendes kind. Hun sendte ham et smil, velvidende om, at han nok ikke kunne se det. Det gjorde hende usikker, når hun vidste og han havde fortalt at han var blind, men alligevel kunne se noget.. og det forvirrede hende uden tvivl, men det behøvede ikke nødvendigvis at være nogen slem ting, og det vidste hun vel også godt? ”Jeg vil meget gerne se dig igen,” fortalte hun med en rolig stemme, inden hun vendte blikket mod åbningen i teltet. Hun skulle jo også videre og ned til vandet igen, hvor hun nok heller ikke ligefrem regnede med hans hjalp til at komme derned, men det var jo egentlig noget som passede hende ganske udmærket, når det nu endelig skulle være i den anden ende. ”Inden længe ses vi igen, Tom.. Pas på dig selv, ikke?” afsluttede hun endeligt, inden hun roligt trak sig væk fra ham og ud af teltet, for at komme tilbage til vandet, som hun hurtigt gled i. Det lød et mindre plask, idet at halen igen erstattede de kvindelige ben, inden hun svømmede hastigt ned af floden og direkte tilbage i retningen af havet.

//Out