One last night..

[Deleted]

Den store måne hvilede tungt på den store himmel, også selvom det nu heller ikke rørte Sanira det mindste. Efterhånden var hun træt af at leve som en horror, for hun følte fuldstændig, at hun var kastet i lænker, og hun kunne slet ikke lide det! Svagt sukkede hun, som hun forlod horrorenes hule. De forrige kørte frygtelig meget på hende, og det var noget som efterhånden måtte drive hende fuldstændig til vanvid efterhånden, så hun havde brug for luft – igen. Det gjorde hende hidsig, og hun havde efterhånden et forfærdeligt temperament og en yderst kort lunte, og derfor holdt hun bare afstand. Det var ikke fordi at nogen gjorde noget ved det som sådan – heller ikke Pharrell, og det var noget som gjorde hende langt mere hidsig, end hvad hun var i forvejen. ”Forbandede bæster..” vrissede hun fast, som hun søgte udenfor. Armene slog hun let omkring sin krop. Ikke fordi at hun frøs, for det gjorde hun faktisk ikke. Visse fordele var der nok i at være det væsen som hun var, for hun mærkede sig ikke af det på den samme måde. Den store sø viste sig i nærheden af hende, hvilket jo faktisk var noget som passede hende fint. Det var ikke første gang, at hun tog sig de mange vandringer rundt omkring søen, for det gjorde hun vel efterhånden dagligt? Det irriterede hende at hun nærmest var nødt til at blive der, også fordi at hun heller ikke havde andre steder at søge hen, men det var nu bare sådan at det var.. Det var jo heller ikke fordi at hun kunne gøre det største ved det, efter hendes egen mor havde smidt hende og resten af familien ud, efter hendes fars bortgang, hvilket næsten var det værste af det hele. Hvordan kunne hun få sig selv til at gøre sådan noget?
Vinden ramte Sanira direkte i ansigtet, som hun stoppede op på den samme og vante plads, kun for at stirre på genskæret af månen som afspejlede sig i det forholdsvis rolige vand. Tanken gjorde hende ikke det mindste, for det var rart.. Lige at få frisk luft, ro til hovedet, og så måtte hun jo bare finde sig i de mange jokes omkring hende og hendes krop fra de øvrige horrore, selvom hun ikke bifaldt det på nogen måde. Tvært imod, så foragtet hun tanken om det!

[Deleted]

Tatianas hoppe travede over plænen af det grønne græs, som den og dets rytter var blevet sendt ud for at patruljere nærområderne. Det var blot for at holde øje med, hvad der hændte udenfor det mørkelviske samfund, og hvis der var problemer, var Tatiana blevet bedt om at tage sig af dem. Det var bestemt ikke en opgave, der var blevet udstedt af Dvasias som kongerige, men af mørkelverne selv, og det måtte være deres levevis hun rettede sig efter. Hovene der travede over jorden måtte afgive talrige hovaftryk i jorden, hvor strækningen gik fra skovmundingen til søbredden, da rytteren var bekendt med, at Den Sorte Sø måtte være knudepunktet for de tilrejsende. Velbesøgt fandt hun altid søen, som hun altid syntes at støde på personer, om tidspunkt så var nat eller dag. I dag måtte det være nattetimerne, der var blevet hendes ydmyge opgave, og derfor måtte hun være mere på vagt end normalt. Mørkelverne havde trods alt ikke tilegnet sig et specielt nattesyn gennem tiden, som en kat eller en vampyr, men dog var hun ikke blind for mørket, og af den årsag kunne hun trygt fortsætte sit ridt. Det måtte desuden hjælpe, at den store himmel ikke var overskyet, som den var plettet af tusindvis af stjerne og den store blege måne. Det intense blå blik holdt hun fast fremfor sig, mens hun drev sin ganger videre. Kølige vindpust måtte gang på gang slå imod hendes ansigt, men det var intet hun noterede sig af. Beskyttet af den rødlige læderdragt var hun, hvor kulden blot syntes at prelle af på den. Foråret var desuden i luften, og det måtte uden tvivl tyde på bedre tider, som det i hvert fald tog det bedre vejr med sig. Som hun nåede til søens bred, lod hun blot hoppen tage et par skridt, til hun afgav en elvisk kommando, der måtte få den til at stoppe roligt op. ”God pige,” sagde hun roligt på det almene tungemål, mens hun blidt strøg den over dens mørke hals. Fødderne valgte hun at trække ud af stigebøjlerne, inden hun behændigt svang det ene ben over sadlen, så hun endte på jorden i et blødt bump. Tøjlerne greb hun om med en behandsket hånd, inden hun valgte at forsætte til fods, som hun gik med sin hoppe ved sin side.

[Deleted]

Sanira følte sig efterhånden fanget, og der var åbenbart ikke nogen som kunne forstå sig på hendes situation, hvilket næsten var hvad der gjorde mest ondt, for end ikke medlidenheden som hun havde brug for, kunne hun få af Pharrell, selvom det faktisk kun gjorde det hele værre. Hun var træt af, at hun konstant skulle føle at hun gang på gang skulle vise sig fra en side som bare ikke var hende, og naturligvis var det noget som gjorde hende direkte ked af det i længden. Tænderne bed hun svagt sammen, som hun slog armene omkring sin egen krop. Hun savnede sin familie, som hun savnede bare at være sig selv, men end ikke det kunne hun være mere. Selvom hun var glad for kjolen, så vidste hun også at fuldmånen nærmede sig, og den var mere end rigeligt til at gøre hende nervøs, for hun vidste slet ikke hvad hun skulle forholde sig til, og hun vidste at hendes egen nervøsitet, var nok til at gøre de andre irritable, så det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Hun følte sig bare.. voldsomt i vejen, og det var slet ikke en tanke som hun brød sig om i det hele taget, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det måtte være. Stemmerne som lød ikke langt bag hende, var noget som dog alligevel formåede at trække i hendes opmærksomhed, hvor hun vendte blikket direkte i retningen af den kvindelige skikkelse. Svagt kneb hun øjnene sammen. Hun var ikke et bæst og hun var ikke en morder, hvilket var noget som hun for længst havde forsøgt at overbevist sig selv om, også selvom det bare ikke så ud til at ville det samme som det hun ville, og det var uden tvivl en tanke som gjorde hende.. mere frustreret! Tænderne blottede hun svagt, også selvom hun igen vendte sig væk. Det dyriske havde for længst overmandet hende, og det gjorde hende.. voldsomt frustreret! ”Du er langt hjemmefra, mørkelver..” endte hun med en kortfattet stemme, inden hun igen vendte sig i retningen af hende. Alt i hende ønskede at hun bare skulle springe på hende, flå halsen ud på hende og få sig noget næring, men hun.. ville ikke. Hun ville slet ikke leve det liv som hun havde fået, også fordi at hun selv ikke havde taget det valg!

[Deleted]

Langs vandbredden gik Tatiana, som hun havde valgt at hoppe af hoppen, Rhavaniel, og i stedet trække den ved sin side. Ganske rolig var hun, som hun nød at færdes omkring sin ganger, da det efterlod hende med en behagelig tosomhed. De kunne muligvis ikke tale med hinanden, men alligevel følte hun sig altid umådeligt godt tilpas i dens nærhed. Det var dog ikke en hyggetur de var ude på, som de rent faktisk havde arbejdet at tage sig til, og det tog hun skam også seriøst. Vågen var hun, som hun holdt øje med sine omgivelser med de intense blå øjne. Intet videre bemærkelsesværdigt var der dog endnu, da søen syntes at henligge ganske fredfuldt. Hun havde dog endnu i sinde at tage sig turen hele vejen rundt … både for en sikkerhedsskyld, samt for hyggens skyld, da det altid var rart med en smule ro til hovedet. Ganske længe gik hun egentligt i den tro, at hun var alene, som det faktisk først var da den anden stemme lød, at hun tænkte anderledes. Hastigt søgte hende blik frem, hvor det øjeblikkeligt fandt fæste ved den enlige kvinde, der stod med fronten mod hende. Hvis hun skulle være ærlig, brød hun sig ikke videre om kvindens vibrationer, da hendes ord forekom hende fjendtlige. Derfor holdt hun sin hånd tæt på sværdet, som det måtte være hendes egen lille foranstaltning. ”Landet er frit.. er det ikke?” lød det kortfattet fra hende. Som en trussel forekom kvindens ord for hende, da hun fik det til at lyde som om, at hun ikke var velkommen, siden hun var mørkelver. Det var noget hun bestemt ikke affandt sig med, og hun skulle nok vise hende det, hvis det kom så vidt! Bleg havde hun trods alt aldrig været for at tage en konfrontation op, hvor det også nærmere var modparten der ofte fortrød, når hun først gik i gang. ”Gå hjem til dit eget lille hul, hvis ikke du kan klare, at der er andre omkring dig,” sagde hun afvisende, uden hun stoppede sin gang. Hun følte absolut ingen interesse for denne kvinde, siden hun kom hen til hende med den fjendskhed. Ærgerligt var det, da hun generelt set var venlig overfor det kvindelige køn, som de kun var mændene hun havde et egentligt problem med.

[Deleted]

Roen til hovedet, kunne de alle bruge til tider, hvilket var en situation som selv Sanira var udmærket godt kendt med fra før af. Nu som det var sagt, så var hun på ingen måder tilfreds med sin tilværelse, og Pharrell så heller ikke videre ud til at have tid til hende mere, selvom det nu heller ikke gjorde sagerne meget nemmere for ende for den sags skyld. Tanken gjorde naturligvis ondt, nu hvor han havde lovet at hjælpe hende og støtte hende, og det var slet ikke noget som hun følte mere, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Blikket hvilede på den nyankomne og med en ganske kortfattet mine. Duften og den udstråling var det eneste som passede på en mørkelver, og selv nu hvor hun var begyndt at kunne skille de forskellige dufte fra hinanden, så var det også begyndt at blive en smule nemmere for hende, hvilket heldigvis var noget som hun var blevet temmelig glad for. Selvom det måske ikke var nu man skulle komme hende på tværs, da hun egentlig bare ønskede at få lov til at være selv, også selvom det slet ikke så ud som om at det var noget som hun fik lov til, så var det faktisk en tanke som måtte gøre hende direkte frustreret. ”Næppe området her.. Horrornes tilholdssted, hvis du ikke var klar over det,” påpegede hun med en ganske kortfattet mine. Det var aldrig til at vide hvor mange de ville være omkring stedet her, også selvom det nu heller ikke var noget som hun tog så tungt igen, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. At kvinden så skulle fremstå fjendtlig, var noget som hun selv fulgte trop på med det samme. Hun vendte sig i stedet for, og med hele fronten mod hende, hvor hendes mine forblev fast og intens. Hun havde slået ihjel en gang, og hvis denne kvinde ikke passede på, så kom hun til at gøre det igen, og hun ville ikke engang være ked af at gøre det, for efterhånden måtte hun sige sig, at have fået smag for det, og det var faktisk ikke så slemt igen, som man ellers skulle gå hen og tro. ”Enhver har sin fulde ret til at søge ud, og når jeg bevæger mig på mit eget område, så har jeg min fulde ret til at være her. Skrid du hjem til din egen slags,” endte hun med en kortfattet tone. Dette var bestemt ikke noget som hun fandt sig det mindste i!

[Deleted]

Tatiana var skam bekendt med de forskellige områder i Dvasias, skønt hun for det meste kun færdedes det sted der måtte tilhøre elverne. Bortset fra det, vidste hun dog stadig, hvilke områder der tilhørte hvilke racer, og derfor var hun bekendt med, at horrornes hjemsted ikke lå langt herfra. Det var dog ikke noget der videre rørte hende, da hun ikke levede sit liv i frygt. Hun var selvfølgelig på vagt over for dem, og at denne kvinde tilhørte den race, fik hende kun til at reagere derefter. Det var ikke videre en race hun bifaldt, som hun mere eller mindre anså dem for at være afskum, men det var nu engang sådan det var. Desværre var det sådan, at der var mange racer i Dvasias, som hun ikke bifaldt, men det havde hun ikke magten til at gøre noget ved. Selv hvis hun havde, var de næppe til at udrydde, da de var ufattelig mange og ikke mindst stærke. ”Tror du virkelig, at jeg ikke allerede er klar over det faktum? Nok hører jeg til en anden del af samfundet, men selv med det tror jeg, at jeg ved mere om landet, end hvad du nogensinde vil komme til,” sagde hun i en spids tone. Hun brød sig ikke om tanken om, at denne kvinde forsøgte at belære hende. Hun kendte allerede til verdenen, som hun havde været her ufatteligt længe, og derfor vidste hun skam godt, at horrorne havde valgt at slå sig ned her. På sin vis anså hun det også at være en trussel fra kvindens side, siden hun havde brug for at pointere over for Tatiana, at hun var på en anden races territorium. Det jagede hende dog ikke væk, som hun skam havde i sinde at tage sin planlagte rute, om denne kvinde bifaldt det eller ej. ”I har et hul i jorden, som I kalder for Jeres hjem. Skrid hjem til det og irriter din egen slags, mens jeg passer mig selv. Din stemme er desuden ufatteligt skinger at høre på, så jeg ville sætte pris på, at du holdt kæften lukket,” sagde hun sigende, og sendte hende et skarpt blik. Hun gad bestemt ikke spille venlig overfor en der alligevel forekom hende irriterende, da det blot ville få hende selv til at se dum ud. Hånden havde hun valgt at lukke om sværdets skæfte, mens hun i den anden holdt sin hoppes tøjler.

[Deleted]

Sanira var bestemt ikke meget for det liv, som hun var tvunget til at blive en del af, også selvom det ikke gjorde den største forskel for hende som sådan, for hun kunne ikke gøre noget ved det nu, andet end bare at forsøge at gøre det så godt, som det nu var hende menneskelig muligt i længden. Denne kvinde var dog kommet til stedet på et temmelig dårligt tidspunkt, og tanken om at hun ikke var videre venlig indstillet, var skam heller ikke noget som gjorde det meget bedre af den grund. Dette var horrorenes område, og det var bestemt ikke noget som hun ønskede at se nogen andre på lige nu! Efterhånden var hun ved at vænne sig til tanken om at være det bæst som hun var, også selvom hun havde været en stolt dæmon førhen. Hun kneb øjnene fast sammen, som hun trådte lidt væk fra bredden, kun for at komme tættere på denne kvinde. Bange var hun ikke for hende, også selvom det måske.. var dumt? ”Hvis du er klar over, at det er et andet væsens territorium, så burde du holde dig langt væk fra det!” endte hun med en fast tone. Tænderne blottede hun. Det dyriske var efterhånden ved at blive så stor en del af hende, uden at hun egentlig kunne gøre det største ved det, så var det ikke noget som gjorde det meget bedre for hende som det var lige nu, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. De havde måske et hul i jorden, men Pharrell havde virkelig formået at gøre det utrolig hyggeligt, og det var en tanke som hun faktisk var glad for. I det store og hele, så var hun faktisk blevet glad for at være der, men det var nu noget som denne kvinde i den grad formåede at ødelægge som intet andet. At hendes stemme skulle være så skinger, var dog ikke en kommentar, som hun havde hørt før, og den tanke, var faktisk noget som gjorde hende en kende hidsig. ”Du kan da bare skride hjem til din egen slags, hvis det er så stort et problem, ikke sandt? Der er ikke nogen som siger, at du skal blive her..” nærmest hvislede hun af hende. Mørket var hendes ven og hendes fordel, og hun tøvede bestemt ikke med at gøre brug af det, dersom det skulle vise sig at blive en nødvendighed og efterhånden, så var hun ved at blive temmelig irriteret og mere end hvad hun havde været i forvejen!

[Deleted]

Blikket hævede Tatiana en anelse, uden at de gennemborende blå øjne forlod kvindens skikkelse, som hun lige pludselig nærmede sig hende. Hun var på alle måder opmærksom over for kvindens handlinger, da hun bestemt ikke ønskede, at det skulle gå galt for hende selv. Det var dog ikke første gang, at hun stod overfor en horror, som hun førhen havde puttet denne race i graven, og derfor var hun ikke videre bange. I hvert fald ikke, hvis hun stolede på sin styrke og spillede sine kort rigtigt. Hun blev muligvis ved med at provokere kvinde, men det var hun vant til, og derfor satsede hun på sine evner som kriger. Det var desuden en styrke der aldrig havde svigtet hende. ”Og hvad vil du muligvis gøre ved det? Jage mig være fra dit elskede territorium? Du gør dig da bare et forsøg..,” sagde hun hånende, som hun bestemt ikke havde i sinde at gå nogen steder! Hun ville aldrig lytte til en irriterende lille gimpe, og det var, hvad kvinden var i hendes øjne. Hun plejede at være mildere omkring kvinder end omkring mænd, men denne her kvinde gik hende på nerverne. Derfor så hun ingen grund til at behage sig, og det gjorde denne kvinde tydeligvis heller ikke. At hun endda blottede sine hugtænder for hende, gjorde hende blot arrig, da hun lige kunne vove at sætte sine bakteriebefængte nåle i hende! Hun væmmedes ved tanken, og så uden tvivl helst, at denne kvinde bakkede væk. ”Og hvem har nogensinde sagt, at jeg ikke er interesseret i at være her? Min kære lille horror.. Du er en smule forvirret, men det undrer mig ikke med de vrangforestillinger du har. Jeg har ingen intention om at gå nogen steder. Hvis du vil gå, har du al ret til det,” sagde hun sigende. Skridtende havde hun stoppet, hvor al koncentration faldt til denne kvinde. ”Hvad bliver dit valg, horror? Blive eller gå?” spurgte hun kynisk, mens hendes blik var nedladende. Hun tvivlede på, at kvinden ville stikke halen mellem benene, men det måtte blive hendes tab i den sidste ende. Hun havde nemlig ikke i sinde at lide nogen form for tab overhovedet! Hun ville vise, hvad mørkelverne kunne, og lukke munden på denne arrogante kvinde. Kønt ville det ikke blive, men man lå trods alt, som man havde redt, og denne her gang gik det i hvert fald ikke til det bedre.

[Deleted]

Når alt endelig skulle komme til alt, så var Sanira måske en.. forvirret kvinde, også fordi at hun endnu var ved at vænne sig til livet som Horror, men det var faktisk ikke så slemt igen, nu hvor hun var en del af det. Det havde været slemt nok den første dag hun havde været fanget i det, men lige nu forholdt det sig anderledes, og det var vel også fint? Næverne knyttede hun med en fast mine, for hun brød sig slet ikke om den attitude denne kvinde bar sig frem med, også selvom hun ikke ligefrem kunne gøre det største ved den uanset, hvilket jo faktisk nok var det værste af det hele. Selv skulle hun til at vænne sig til, at dette nu var hendes hjem, og det var skam slet ikke fordi at det var nemt for hende, men hun gjorde virkelig hvad hun kunne. ”Jeg synes bare du skal gøre os begge en tjeneste, og hoppe op på hesten og komme væk herfra, og det hurtigst muligt, mørkelver,” hvislede hun med en fast tone. Bange var hun ikke af sig, og det havde hun aldrig været som sådan, for hvorfor skulle hun da også være det? Selv begyndte hun at søge omkring kvinden med rolige skridt. Hun var et rovdyr på jagt, og byttet var fundet, også selvom hun aldrig som sådan havde vist interesse for jagten, og heller ikke når Pharrell havde forsøgt at vise hende det, for hun brød sig slet ikke om det, også selvom det var blevet en del af hende nu. ”Forvirret? Mig? Vrangsforestillinger? Jeg tror minsandten, at det er dig som er forvirret, mørkelver.. Hop du hellere op på hesten og søg hjem, inden der sker ting, du kommer til at fortryde..!” hvæsede hun denne gang med tænderne blottet. At hun så bare stod der og troede at hun var kongen på bakken, var noget som faktisk irriterede hende, for det var slet ikke en attitude som hun kunne have med at gøre på nogen som helst måde i det hele taget! Hun stoppede op, kun for at bøje en smule i benene, inden hun lod hovedet søge en kende på sned. Hun kneb øjnene fast sammen. ”Nu hvor du siger det.. Så må jeg jo tage valget for dig,” nærmest.. brummede hun, idet hun bare valgte at.. springe i retningen af hende og med tænderne kraftigt blottet, idet at hun forsøgte at bide direkte ud mod hendes hals. Nu bad hun godt nok også om det!

[Deleted]

Tatiana havde absolut ingen hensigt om at stikke halen mellem benene, for den kvinde var hun på ingen måde! Hvis hun fik rodet sig ud i problemer, blev hun og kæmpede, som hun aldrig gav op. Det var nemlig ikke det hun var blevet trænet til. Hun var blevet trænet til at være en kriger der aldrig lod sig skræmmes, men derimod blev og kæmpede om det så skulle koste hendes liv. Hvis det skulle gå så vidt med deres møde var det, hvad hun havde tænkt sig at gøre, for hun ville bestemt ikke sætte sig op på Rhavaniel igen og galopere væk, som om hun var en skræmt lille pige! Denne kvinde var måske vant til, at hun kunne jage folk væk med et par mundtlige trusler, men ikke hende. Hun stak nemlig aldrig af. ”Er det dit bedste forsøg på en trussel? Hvem er du vant til at jage på flugt? Små børn der endnu er bange for sin egen skygge?” lød det fra hende i et hånende tonefald. Det var også et tydeligt tegn på, at hun ikke ville gøre, som der blev sagt, for det nægtede hun! Nervøs burde hun måske være, da horroren ikke var et svagt væsen, men det var hun ikke, da hun blot så kvinden som en større udfordring i så fald, og hun elskede en god udfordring. Det var ikke længe siden, at hun sidst havde haft en kamp, men det tog hun på ingen måde tungt. Den forrige gang havde hun nemlig stået tilbage som sejrherren, da manden havde stukket halen mellem benene, og hun regnede enten med det samme udfald i nat, eller i så fald kvindens død. Ingen af delene ville nemlig røre hende når alt kom til alt. ”Kan du ikke komme på noget bedre end at gentage dig selv eller mig? Dette her bliver den sidste gang, jeg siger det, men jeg går ingen steder!” sagde hun hårdt, som hun blot blev mere og mere irriteret på denne kvinde. Ordene fik hende til at holde paraderne oppe, og efter ganske kort tid viste det sig, at det havde været nødvendigt.. Synet af kvindens bevægelser, som hun hoppede frem mod hende i et spring, fik Tatiana til at reagere hurtigt. Hun fastslog hurtigt, at springet var til hendes fordel, da kvinden allerede havde sat af og derfor ikke var i stand til at ombestemme sig, efter at hun valgte at gøre sit træk. Sværdet trak hun i en hvislende bevægelse, inden hun stak den i kvindens retning, i et forsøg på at gennembore hendes mave. Eftersom hun vidste, at klingen formentligt ikke var nok til at gøre det af med den angribende horror, valgte hun at gribe ud efter kvindens slanke hals, blot så de kunne opnå en fysisk kontakt.

[Deleted]

Sanira havde endnu mange ting som hun skulle vænne sig til, og hun gjorde virkelig hvad hun kunne, for at leve op til det. Hun havde allerede slået varulve ihjel – hvis hun skulle tro på det som Pharrell havde fortalt hende, for det kunne hun mildest talt slet ikke huske, så et sted, så var det jo trods alt også noget som havde givet hende en smule blod på tanden, og det var skam slet ikke fordi at det var noget som hun havde det mindste imod i den anden ende. Han støttede hende, også selvom hun vidste, at han havde haft temmelig travlt igennem den sidste tid, så var det jo faktisk noget som gjorde hende en anelse trist, men der var ikke rigtigt noget som hun kunne gøre ved det uanset hvad. ”Hvor vover du at tiltale mig på den måde?!” endte hun med en fast og næsten forfærdet mine, for det var da slet ikke noget som hun fandt sig i på nogen som helst måde i det hele taget! Hun var måske ikke så frygtindgydende som hun gerne ville være, men hun forsøgte da om ikke andet at gøre bare lidt ved det, selvom det ikke var nemt! Denne kvinde pressede og udfordrede virkelig hendes tålmodighed, og den var uden tvivl ved at slippe op nu, og det var en tanke som gjorde hende temmelig hidsig, og det var efterhånden det, som hun faktisk havde svært ved at styre og kontrollere. ”Forsvind herfra og lad mig være..!” endte hun med en fast tone, som hun sprang direkte mod hende. Dyret var stærkest i hende, og det spring, var næsten det som.. bare skulle være til stede. At kvinden så tvang sit sværd frem, var noget som for alvor fik hendes pupiller til at trække sig gevaldigt sammen, for det var slet ikke noget som hun havde regnet med at se, og specielt ikke så hurtigt. Sværdet gennemborede hendes mave, hvor hun kun endte med at slippe et kraftigt gisp, for.. det gjorde virkelig ondt! Grebet omkring hendes hals, mærkede hun knapt, idet hun direkte vendte blikket mod kvinden i stedet for. Der skulle lidt mere til end bare et stik i maven, for at slå hende, også selvom hun vidste, at dette på ingen måder var heldigt. Med de skarpe negle, så slog hun mod hendes ansigt i et forsøg på en lussing. Hun kæmpede til det sidste! Uden tvivl!

[Deleted]

”Er du måske dronning her til lands? Nej, det tror jeg ikke du er! Du er intet, og derfor bestemmer jeg selv, hvordan jeg vil tiltale dig!” sagde Tatiana hårdt, alt imens hun næsten kunne grine over, hvordan hendes væremåde chokerede denne kvinde. Ufatteligt dum fandt hun denne kvinde, men det ville ikke blive hendes tab, men kvindens i den sidste ende. Hun følte nemlig ikke, at det var hende selv der dummede sig med de vendinger, hun valgte at tage i brug. Hun stod nemlig indenfor den person, hun var, og derfor turde hun tage den så langt, som hun nu engang gjorde. Hun kunne godt mærke på kvinden, at hun blev drevet længere og længere ud, men det kunne hun ikke just tage sig af, da det ikke var hendes problem. Selv stod hun nemlig endnu med kontrollen, men hvis kvinden mistede den, måtte det såmænd blot være sådan det var. At det fatale så skete, som horroren mistede fatningen, fik blot Tatiana til at reagere. Hun var ingen uerfaren kriger, og derfor skulle man ikke sætte spørgsmålstegn ved hendes færdigheder, da hun havde en god arm til at svinge, samt hun havde fænomenale reflekser. Det var ganske enkelt nået man var tvunget til at få, når der gennem tiden havde været en masse mordforsøg på en. Kvindens overraskelse ænsede hun, samtidig med at hun mærkede, hvordan hendes elviske klinge fik fat. Hun mærkede presset af horrorens vægt mod sin klinge, som klingen gled igennem kvinden mavesæk, som var det vand. Samtidig med det, mærkede hun, hvordan hendes fingre lukkede sig om kvindens hals, hvor det alt sammen måtte være til hendes fordel. Det var måske ikke til at se nu, men det var det uden tvivl! Hun skulle til at begynde på sin magi, da hele hendes hoved blev vendt, som lussingen ramte hendes ansigt perfekt og hårdt. ”Din lille..!” hvislede hun, inden hun dræbende vendte de intense blå øjne mod kvindens ansigt. Grebet om halsen strammede hun, samtidig med at en række melodiske ord forlod hendes læber, som hun begyndte at remse op på elvisk. Dræbende var hendes mine, som hun begyndte på den ældgamle elviske magi, der med sekunderne ville tage offerets liv. Hun mærkede, hvordan hendes magi klyngede sig til kvindens liv og begyndte at dræne hende for livsenergi. Behageligt ville det på ingen måde føles for kvinden, hvor hun formentligt ville føle sig kvalt, skønt hun som horror ikke havde brug for ilt. Kvinden desuden sande, at det ville koste hendes liv, skønt det sikkert ikke havde været hendes førte betænkning, da Tatiana først havde lagt hånd på hende. Ligeglad var hun dog med kvindens liv, og derfor fortsatte hun blot med at dræne kvinden for alt liv, så hun kunne indtage sin plads i underverdenen, som hun for længst burde have gjort. Horrorer hørte nemlig ikke til her!

[Deleted]

Sanira var en kvinde som efterhånden brændt inde med ekstremt mange frustrationer, som hun bare havde brug for at få ud, også selvom hun vidste, at dette på ingen måder, var en realistisk måde at gøre det på. Hun var ganske vidst ikke dronning, men hun kom fra en utrolig god og stærk familie – ikke fra Dvasias ganske vidst, men fra Peula, og hun var faktisk utrolig glad og ikke mindst stolt over sine rødder! ”Du skal slet ikke snakke sådan til mig, er du med?! Det finder jeg mig slet ikke i!” endte hun med en fast tone, for løgn var det bestemt heller ikke. Tænderne bed hun svagt sammen, som hun virkelig forsøgte, at bevare fatningen, også selvom hun slet ikke gjorde det nemt på nogen måde for hende! Springet mod hende, var egentlig kun et tydeligt tegn på angreb, også selvom det var noget som hun meget hurtigt måtte fortryde, som sværdet gennemborede hendes mave, hvilket også var noget som gjorde hende fuldkommen stiv i blikket, for det var slet ikke noget som hun brød sig det mindste om. hun havde aldrig nogensinde været udsat for noget lignende, og det var noget som gjorde noget så frygtelig ondt. Hun blinkede let med øjnene, kun for at vende blikket mod hende, idet hun direkte svang hånden mod hendes kind, mest af alt, for at få hende til at slippe hende, for hun ønskede da slet ikke at dø! Og da slet ikke på den her måde! ”L-lad mig gå..” hvislede hun med en fast tone og denne gang også tydeligt advarende, for hun fandt sig slet ikke i at blive holdt fanget på den måde, også fordi at det var vildt ubehageligt, når hun slet ikke følte, at hun kunne bevæge sig på den ene eller den anden måde. Den elviske remse som kvinden valgte at fyre af, var noget som omgående satte et ubehag i hende, som hun aldrig før havde oplevet. Let blinkede hun med øjnene, idet hun vendte blikket mod hende. Hendes ben begyndte for alvor at skælve under hende, uden at hun egentlig kunne styre eller kontrollere det. ”H-hvad er det du gør..?” endte hun næsten forfærdet. En klump satte sig i halsen, uden at hun kunne gøre det største ved det uanset, og det gjorde kun ubehaget betragteligt større. Trætheden føles pludselig som at melde sig, som hendes livsenergi forlod hendes krop, og jo længere ud de nåede i det, jo mere træt og udmattet følte hun sig. Hendes ben valgte til sidst at give efter under hende, hvor hun med et smertefuldt gisp, røg direkte ned i jorden. Kroppen begyndte at ryste voldsomt, som hun igen vendte blikket mod hende. Denne gang med en mindre form for rædsel. ”S-stop..” hviskede hun denne gang bedende. Hun havde slet ikke lyst til at dø på den måde! Som det hele fortsatte, så måtte Tatiana formå at tømme hendes krop fuldstændig for energi, hvilket efterlod hende død på jorden…

//Out

[Deleted]

Hvilken familie denne kvinde kom fra, anede Tatiana ikke, da hun end ikke kendte til hendes navn. Hun var dog ligeglad, da denne kvinde vitterligt sagde hende ingenting. Hun havde desuden set kvindens ansigt, og eftersom det sagde hende ingenting, så hun ingen grund til at respektere denne kvinde. Respekt var desuden noget som skulle vindes, og denne kvinde vandt skam intet godt hos hende! Når alt kom til alt, bøjede hun sig desuden ikke for nogen som helst! Hun var en stærk og stolt mørkelvisk kvinde nemlig. ”Det gør du vel ikke, lille prinsesse.. Men desværre for dig, er det ikke dig, men mig der sætter dagsordnen her,” sagde hun i en bestemt tone. Hun skulle nok få lært denne kvinde en ting eller to, inden deres møde var ovre, for hun gad bestemt ikke finde sig i hendes væremåde! Det var langt under hendes standard. Springet imod sig tvang hende til at reagere hurtigt, og det var, hvad hun gjorde. Hoppen hvinede ved hendes side, som den trippede et par skridt væk, som den var blevet fri, da Tatiana havde grebet ud efter kvindens hals, mens den anden hånd koncentrerede sig om sværdet. At hun selv fik en lussing, var en ringe smerte i forhold til, hvad hun havde i sinde at gøre ved kvinden. Brændende føltes hendes kind, men det tog hun sig på ingen måde af, da hun nu havde et personligt opgør med kvinden. At kvinden nu ønskede at gå, fik hende blot til at nedstirre hende med et koldt skær i de blå øjne. Kvinden var tydeligvis faldet ned fra sin høje hest, og blevet ramt af alvoren, og det måtte uden tvivl more hende. Selv havde hun ingen intentioner om at lade kvinden gå, og derfor påbegyndte hun den sjældne elviske remse, der langsomt måtte kræve et liv ved søen. ”Shh..,” tyssede hun dæmpet på kvinden, som hun helt lød bange. Det stoppede hende dog ikke, som hun uanfægtet fortsatte sine ord, der betød en dræning af al kvindens livsenergi. Hun kunne fornemme, hvordan virkningen trådte i kraft, som hun kunne fornemme, hvordan hun ’stjal’ livet fra kvinden. Som benene gav efter under kvinden, fulgte hun kvindens bevægelse ned til jorden, da det var vigtigt, at hun ikke mistede den fysiske kontakt med hende. Sværdet gav hun slip på for nu, da det sad trygt i kvindens mave, hvor hun blot koncentrerede sig om magien. Blikket hvilede konstant på kvindens ansigt, der langsomt måtte udtrykke frygt og træthed. Nede på knæ var hun endt, som kvinden udmattet var endt helt nede på jorden. Det var først, da kvinden tog sit sidste åndedræt, og at hun kunne mærke, at hendes magi ikke kunne få fingre i mere, at hun valgte at trække hånden til sig igen. ”Dumme tøs,” mumlede hun, som hun langsomt måtte komme op på benene igen ved siden af liget. Sværdet greb hun om, hvor hun uden tøven trak det ud af maven på kvinden, hvorefter hun lod blodet tørres af i hendes klæder. Liget tabte derefter hurtigt hendes interesse, hvor hun derfor ikke gjorde sig nogen ulejligheder med at få det fjernet, som hun blot vendte sig om, placerede sværdet i skeden, hoppede op på sin hest igen og red videre.

// Out