Memories from the past

[Jaqia Destiny Angleráx]

Der var frygtelig meget som var gået hende forbi eftersom hun havde været død, og tanken generede hende. Situationen i Dvasias var hun ganske vidst sat ind i, men det var jo u fra en konges synspunkt, hendes erfaring sagde at virkeligheden nok forholdt sig anderledes. De nye herremænd var hende ukendte, og hvad der var sket i de andre lande, havde hun slet ikke en idé om, det var frustrerende at gå fra at være en kvinde med et enormt overblik, til pludselig ikke at vide noget som helst. Som det stod nu, så skulle der ikke meget til at glæde hende, bare det at se et velkendt ansigt, fik hende som oftest i bedre humør, særligt når det velkendte ansigt var Pharrells. Han var en af de få som ikke blot forstod sig på hendes sind og tankegang men også legede med på de syrelige små lege, som de fleste blot ville himle med øjnene af. Jaqia lænede hovedet en smule tilbage og lo morende ved hans ord. Han var en ærlig mand den måtte hun om ikke andet give ham. ”Sandt.. nogle skal om ikke andet prøve,” rettede hun med et glimt øjet, for hun vidste godt at det bestemt ikke var nemt og hun tvivlede på at selv en som Pharrell ville være i stand til at følge den. Smilet bredte sig på de rosa læber. De krystalblå øjne søgte hans blik mens han talte, også fordi hun faktisk ønskede at vide det. Alt for få havde forsøgt at hjælpe hendes søn, og han var trods alt kun netop blevet en ung mand, det havde ikke været en nem opgave. ”Jeg betvivler ikke din loyalitet, Pharrell, det eneste jeg ønsker at gøre mig klog på, er hvor du har været. Jeg har fundet ud af, at frygtelig mange har vendt min søn ryggen, men det lader til at alt for få har overvejet det faktum, at han kom til tronen længe før en forventet og nogle har jo måttet lære ham hvad det indebære. Jeg har fuld forståelse for at du har taget dig af din race, det var trods alt det jeg bad dig om at gøre i sin tid. Det er vigtigt at vi skaber et sammenspil mellem racerne endnu engang, så han kan finde ud af det uden at have halvdelen af landet imod sig, og jeg håber og forventer selvfølgelig at vi har din støtte i det projekt,” endte hun med et sigende nik. Havde det været enhver anden havde hun måske været hårdere, men Pharrell havde altid være ten loyal støtte og hun regnede ikke med at det havde ændret sig. Snakken om politik lagde hun en smule fra sig igen, der skulle trods alt også være plads til morskaben. Foden lod hun langsomt snige sig op over hans lår, til han endte med at rive hende til sig. Hun gav ikke tydeligt tegn på et være blevet chokeret, men endte i stedet tæt på ham. Intenst stirrede hun ind i hans øjne. Han formåede virkelig at vække hendes indre lyst til leg.. på alle måder. ”Tag dig dit øjeblik, kæreste... det flygtige øjeblik hvor du føler dig overlegen, selvom du udmærket ved at jeg på trods af en titel vil være i stand til at kontrollere langt de fleste,” hviskede hun og følte hvordan spændingen og forventningen byggede sig op jo længere op hans hånd søgte af hendes lår. Selv gennem læderet, følte hun ham efterlade sig en sitren, dog sørgede hun bevidst for ikke at give udtryk for det. Hånden hævede hun og greb den om hans skjorte, kun for at trække ham tættere på sig, således at der endte med kun at være millimeter fra hendes læber til hans. ”Jamen dog.. bæstet giver igen. Jeg tror jeg må til at oppe spillereglerne,” endte hun lettere drillende, i takt med at hun slap grebet omkring hans skjorte, kun for at lade hånden søge langsomt ned over hans overkrop,

[Deleted]

Pharrell var en frygtelig ærlig mand, hvilket han altid havde været. Han så ingen grund til at pakke tingene ind, da han sagde tingene som de måtte være. Han havde aldrig haft den største empati for andre, da han mente at folk lå som de havde redt og selv når folk fortalte om deres tragiske liv, så blev han kold og ligeglad, da han fandt det ynkeligt at sidde og skabe sig over at man havde haft en hård barndom, for det var der trods alt mange der havde. Desuden så kunne man gøre noget ved sin fremtid frem for at sidde og ynke over fortiden. At høre om Jaqias død havde naturligvis ærgret ham frygtelig meget, da han altid godt havde kunnet lide hende, men det var ikke sådan at han fældede tåre, det havde han heller ikke gjort ved den kvinde han rent faktisk havde elsket og som han havde ønsket at gøre til sin mage, for han var ikke typen der blev følelsesladet og begyndte at græde. Smilet bredte sig på hans læber, som hun slap en munter latter. Det morede ham at hun kedede sig, hvor han næsten var hendes redningsmand fra kedsomheden, hvilket han intet havde imod, da han kun kunne sige at det var rart at være i hendes selskab igen. Han rystede blot morende på hovedet af hende til hendes ord. Han kunne skam ikke altid blive klog på hendes små lege, men han kunne ikke lade vær med at spille med på dem, da han nød deres små stunder. At de kom ind på Dvasias’ nuværende situation havde han intet imod, selvom han ikke ville have at hun betvivlede hans loyalitet og at hun ikke gjorde, fik ham kun til at blive rolig igen. ”Jeg erkender gerne at jeg ikke har været værende, ligesom kongen nok har haft god grund til at tvivle på min loyalitet til ham, men selvom jeg ikke har været der til at støtte ham, så har min loyalitet stadig lagt hos ham. Jeg har desværre haft mit eget at slås med,” svarede han roligt. Han havde ikke støttet kongen, som han havde Jaqia, men det var svært når man også skulle udkæmpe en territoriekrig med en anden race, da han var nød til at være konstant på vagt, ligesom han også havde haft travlt med at samle de få af racen som var tilbage. At hun så blev legende igen, så spillede han naturligvis kun med, da hun ikke skulle tro at han gav op så let. Som han trak hende hen til sig, stirrede hans midnatsblå øjne legende og intenst ind i hendes eget blik. Han så også spændingen i hendes blik, da han bevægede hånden op ad hendes lår, selvom han ikke gav helt efter, som han helt uanfægtet trak den væk fra hendes lår igen. ”Selvfølgelig vil du det, folk frygter dig endnu, men.. du kan ikke længere kommandere mig rundt,” hviskede han drillende, som hans smil kun bredte sig, da hun greb fat i den ene læderstrop og trak ham tætter på. Man kunne ikke just sige at han havde noget fornemt tøj, da han mest af alt lignede en primitiv kriger, sådan som han kun bar nogle pelsede skulderpuder med kappe bag og ellers sine flossede bukser, hvor der var frit udsyn til hans stærke og nøgne overkrop. At hun trak ham tættere på sig, så deres læber var få millimeter fra hinanden, fik ham til at smile yderligere. ”Eller også skal vi til at spille efter mine regler,” svarede han kækt, som hans overkrop spændte, da hun lod sin blide hånd søge nedover den nøgne hud, hvilket var kærtegn han havde savnet og det kunne også tydeligt ses i hans blik. Han lagde en hånd mod hendes ene hofte, mest for at kunne støtte at han var endt så tæt på hende, hvor den anden hånd hvilede mod sofaens sæde bag hende.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Jaqia havde altid vægtet ærlighed højt, også selvom hun måtte erkende, at hun var blevet god til at lyve efter mange års øvelse. De færreste nægtede at tro hende, selv når hun faktisk fortalte sandheden, hvilket hun næsten fandt morsomt. Selvom hun var endnu en af dem der havde haft en mere eller mindre tragisk barndom, så var det ikke noget som påvirkede hende synderligt i det voksne liv, lige foruden det faktum at hun ganske vidst havde sine tilknytningsproblemer, men det gik også forud for en dårlig opvækst. Det havde været hårde tider for Dvasias, og mange havde måttet ty til særlige, desperate metoder for at overleve, derfor skulle man næsten lede længe efter de få som faktisk havde været heldige med deres familie og liv. Hovedet lod un let søge på sned med et køligt træk i mundvigen. Hun kedede sig noget så frygteligt, nu da hun ikke længere skulle tage sig af stakke af papirarbejde, møder og andet godt, i stedet havde hun tid til alle de ting som hun ikke havde haft før hendes død, men problemet var at hun havde så meget tid at det var svært at holde sig selv beskæftiget, og der kom han ind i billedet. ”Det er alt jeg ha behov for at høre. Jeg går ud fra at det var et ja? Der skal ske fornyelse hvilket indebære at vi må til at være hinanden behjælpelige, også racerne i mellem,” svarede hun roligt. Det ville ganske vidst blive en udfordring særligt når det kom til warlockerne og dæmonerne, men det ville alt sammen blive hendes bord, hun havde en lidt anden virkning på folk end Mattheus. Hvilke problemer Pharrell havde med sin race var Jaqia ikke klar over, hun havde trods alt været væk i frygtelig mange år. I øjeblikket var det hende egentlig også ligegyldigt, han havde redet hende fra kedsomheden, og hun fandt det ikke spor morsomt at diskutere politik, det havde hun gjort en gang eller to for meget gennem hendes liv til at det forblev spændende. Dog var det en helt anden sag at sidde ham så nær. Det legesyge glimt stod malet tydeligt i de ellers kølige, blå øjne der så ind i hans. Hans kølige hånd efterlod en sitren selv gennem hendes klæder. Det var evigheder siden en mand sidst havde berørt hende på den måde, og desværre var hun ej heller i stand til at skjule det faktum at hun faktisk nød det. ”Det er jeg sikker på at du gerne ville tro, kæreste Pharrell, men du ved såvel som jeg, at jeg nemt ville kunne kommandere dig rundt,” påpegede hun sigende. Han var ganske vidst begyndt at give hende en hel del mere modstand end han før havde gjort, men hun gav bestemt ikke op så nemt! De kølige fingerspidser lod hun langsomt glide ned over hans muskuløse overkrop, følte de stærke strukturer under dem. Neglene lod hun let stryge hen over huden, negle som de fleste frygtede udelukkende på grund af den virus hun kunne smitte dem med, i tilfælde af at hun kradsede hul, det var dog ikke planer hun havde med ham, det var udelukkende til ære for legen. ”Fortæl mig hvad dine spilleregler indebære, og så vil jeg måske overveje det,” hviskede hun drillende. Hånden fortsatte sin vandren ned over hans krop til hun endte ved hans buksekant. Der hægtede hun roligt pegefingeren fat netop under, og trak en smule ud i det flossede bukser fordi hun slappede af i armen, mere gjorde hun dog ikke, ikke foruden at sende ham et temmelig vellykket, uskyldigt smil.

[Deleted]

Meget var uden tvivl sket i den tid Jaqia havde været væk, hvor Pharrell kunne forestille sig at der var meget som hun skulle sættes ind i, det var dog underligt at se hende igen, da hun ikke længere var dronning, for rent faktisk stod hun uden nogen som helst titel, hvilket gjorde at hun var på lige fod med alle andre, hvor han rent faktisk var højere stillet end hende. Tanken var underlig, men det var også spøjst at tænke på, hvor let man kunne miste det hele og at man så stod uden noget som helst, selvom hun uden tvivl havde formået at sætte sit præg på landet, hvor han nok også altid ville anse hende for at være en retmæssig dronning til Dvasias, da han loyalitet altid ville ligge hos hende også nu, selvom hun stod uden noget som helst af stillinger og titler. Han nikkede roligt. ”Naturligvis er det et ja, du har min fulde loyalitet og støtte, du behøver end ikke spørge for at vide at jeg står på din side og går ind for dine ideer. Men jeg ved at det vil blive en hård opgave du sætter dig for, jeg ved at warlockerne har det ufattelig dårligt med dæmonerne,” svarede han sandfærdigt, som hans midnatsblå øjne hvilede på hendes smukke ansigt. Han vidste at det ikke var alle racer der kunne fungere, desuden vidste han også at mange ville se ned på horrorerne, så i den sag havde han nok ikke så meget at sige, da han uden tvivl ville blive mejet ned, selvom han aldrig havde været bange for at bide tilbage igen, men hans race var lille og derfor var det uden tvivl de andre racer som var mere dominerende og det ville også være dem hun ville få et større problem med, selvom han var sikker på at folk ville lytte, hvis det var hende der talte. Det var dog ikke just politik og arbejde han selv gad tænke på og snakke om nu, da han måske havde sine egne problemer, men de kunne godt vente, nu hvor han befandt sig i hendes selskab. Han ville også langt hellere sidde her og lege med hende, end at bekymre sig om problemerne, skønt det nok var problemerne han burde sætte først. ”Jeg er ikke helt så overbevist som jeg har været, det er trods alt frygtelig lang tid siden vi sidst har set hinanden,” svarede han kækt igen, som han nød det at hun havde dræbt afstanden mellem dem, hvor hans ord heller ikke var andet end en hvisken fordi de var endt så tæt. Neglene der strøg over hans bryst, satte helt kriller i hans krop, som han nød fornemmelsen af det. Om han overhovedet kunne blive ’smittet’ anede han ikke, da han allerede var død og omgjort, hvor han heller ikke vidste om hun overhovedet var i stand til at blive omgjort til horror, men det var heller ikke noget han bekymrede sig for, da han vidste at hun ikke ville ham ondt, som han heller ikke ville hende. Han måtte dog tage sig sammen for ikke at slippe et suk, da han så bare ville vise at hun havde føringen. ”Hvis jeg fortæller dig dem, er det jo ikke sjovt, men jeg kan afsløre så langt at jeg så er den der styrer showet,” svarede han kækt, som han mærkede hvordan hånden bevægede sig ned over hans krop for at hun greb om hans buksekant. Intet undertøj havde han under, da tøj generelt ikke var praktisk for hans væsen, fordi det alligevel gik i stykker; derfor hans flossede bukser. Han selv lod roligt sin hånd vandre fra hendes hofte og om på hendes ryg, hvor han i en ubesværet bevægelse, fik hende trukket op over ham, så han i stedet for sad tilbage i sofaen og hun med et ben på hver side oven på ham, hvor hans eget smil blev uskyldigt.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Rent teoretisk bar hun ingen titel og var derfor på lige fod med stort set alle andre. Tanken var svær for selv hende at kapere mest på grund af kedsomheden, ud over det så plagede det hende ikke synderligt. Selv uden en titel kunne man være en magtfuld kvinde, og hun havde trods alt adgang til de samme midler, desuden var det de færreste som turde at sætte sig op mod hende også selvom hun ikke længere bar den kongelige krone. Hun så det lyse i det hele.. uden kronen kunne hun lade de blonde lokker gænge løst, det fik hende til at føle sig feminin på en måde hun sjældent havde gjort også fordi hun trods alt havde været en kvinde i en mands position. ”Det er ret at få bekræftet selvom jeg må erkende at jeg forventede det af dig uanset. Jeg kan takke min egen drabsmand og hans tåbelige hustru for at skabe den stridighed, uanset.. det er måske ikke et nemt mål, men der er ikke så meget at gøre, der er intet ind imellem. Enten følger man mine ordre.. som selvfølgelig kommer på baggrund af kongens, eller også må man tage konsekvenserne... og dem kan du næsten gætte dig til,” tilføjede hun mere morende, og lod neglen løbe i en fin bane langs hans hals for at demonstrere inden den atter faldt. Visse racer ville nok aldrig være i stand til at leve sammen. Vampyrerne og vareulvene ville ganske vidst også blive et problem, men det måtte de tage en af gangen. Med Pharrell på sin side, kunne det om ikke andet gøre det lidt lettere. De Rosa læber spillede ud i et mere morende smil Afstanden mellem dem var pirrende i sig selv, primært fordi de var tætte, men dog med en usynlig mur mellem dem. Jaqia ville til enhver tid hellere spendere tiden på deres egentlig ligegyldige og dog så intime leg, end hun ville bryde sit sind med en masse politiske idéer, ikke mindst fordi man næsten kunne sige at hun var pensioneret, hvilket betød at hun burde gøre dette dag ud og dag ind. Det ville desværre nok aldrig blive en realitet, hun var født til tronen, født til at forstå et lands sammenhænge og født til at lede det, hvilket døden aldrig ville kunne ændre på. ”Der findes de ting som døden ændre, Pharrell.. og så findes der de ting som den ikke ændre, og min magt over dig er en af dem,” hviskede hun og lod de blå øjne hvile intenst i hans. Smitten ville nok påvirke ham men ikke i samme grad som alle andre.. den ville trods alt næppe sprede sig. Dog lod hun dem søge ned over hans krop som et pirrende kærtegn – ikke som en trussel. I hans blik var det tydeligt at han nød det, også selvom han forsøgte at holde det tilbage. Tanken fik hende blot til at trække en smule selvtilfredst i mundvigen. ”Og en større afsløring skal der ikke til, før jeg med hånden på hjertet kan sige, at jeg ikke bryder mig om dine såkaldte regler,” svarede hun bestemt. Når først hun havde taget en beslutning, så var det trods alt som oftest sådan det blev, der var aldrig rigtigt nogle som havde formået at holde hende i skak. Let lod hun sig trække op i hans skød med et ben på hver side af ham. Hun slap selvfølgeligt hans buksekant, men lod i stedet begge hænder glide mod hans faste bryst. Duften af hund ramte hendes næsebor temmelig hurtigt, hvilket fik hende til at bøje sig en smule ind over ham, således at hun næsten begravede ansigtet mod hans hals. ”Jeg havde aldrig troet at jeg ville finde stanken af våd hund.. erotisk,” hviskede hun drillende i hans ører, inden hun fjerlet lod tanden stryge hen over halsens tynde hud.

[Deleted]

Nok Jaqia ikke længere var dronning, men Pharrell vidste at hun var kongens mor, så selvfølgelig havde hun de samme midler som før, hun skulle nok ikke lave så meget som før, men det kunne vel også være en god ting? Hun fik trods alt muligeden for at gøre hvad hun så selv begærede og lystede, da hun ikke længere var forpligtet på samme måde, selvom han også kunne forestille sig at det var noget af en omvæltning og meget hun skulle sættes ind i. Han var dog ikke i tvivl om at hun nok skulle klare sig, da hun var en succesrig kvinde, som nok skulle opnå alt hvad hendes hjerte begærede. Hendes ord fik ham til at trække køligt på smilebåndet og dog stadig af morskab, hvor han himlede let med øjnene, da hun kørte sin ene finger over hans hals, hvor han godt kunne gætte hvad konsekvensen var. ”Jeg ved godt at det er vigtigt, men du kan heller ikke massakrere alle som yder lidt modstand og er stædige, de bør overbevises på den rette måde, og ærligtalt så har din søn gjort en fatal og tåbelig fejl ved at gå op imod sine egne loyale støtterer, som Enrico og Noelle, det er en fejl han er nød til at rette op på, som han må vise at han er en sand konge, før man kan forlange at folket vil følge ham. Desuden vil en masse død, også kun skabe oprør, så du bør vælge dine træk med omhu Jaqia, ikke bare vade barbarisk igennem det hele,” svarede han alvorligt. I hans øjne var Mattheus selv skyld i hans kattepine, men igen måtte man også tage højde for at han var ung og uerfaren og derfor var det nok godt at Jaqia var kommet tilbage, selvom han frygtede om folket bare ville se det som et svagt træk fra Mattheus’ side, da mange nok ville mene at han gemte sig bag sine mors skørter og det var trods alt heller ikke et billede som skulle fremvises, da han var nød til at få skabt sig sit eget billede som folket ville se ham som. ”Jeg må indrømme at du nok har en vis magt over mig, men det er nu ikke særlig sødt at udnytte min loyalitet på den måde, min kære,” svarede han morende. Hun ville nok altid have ham i sin hule hånd, selvom det også kun var fordi han ønskede at være der. Hvis hun valgte at dolke ham i ryggen, så ville hun også have ham som fjende, da han ikke var så forskellig fra alle andre, men hans loyalitet var stærk til hende, så længe hun var til at stole på, ligesom hun også ejede hans fulde respekt og det ville nok ikke ændre sig foreløbig eller særlig let. Neglene der strøg over hans ud, var noget som skabte en længsel i ham, som han desværre ikke kunne skjule i sit blik, selvom han kunne se at hun nød det mindst lige så meget som hun selv gjorde. Morende blev smilet til hendes ord, da han ikke havde forventet noget andet svar. ”Det kommer ikke bag på mig smukke. Men min tid som leder, har gjort mig noget mere autoritær end hvad jeg havde sidst du så mig,” svarede han ærligt, som hans blik hvilede intenst og legende på hende. Modstand ville han ikke have noget problem med at yde hende, da de begge vidste at det hele indgik i deres leg, for i sidste ende kunne hun stole mere end hundred procent på ham. Han strakte let halsen, da hun gemte sit ansigt mod hans hals, hvor han ikke kunne holde det forventningsfulde suk tilbage, da hun strøg tænderne over hans hals, hvilket pirrede og trak i hans indre bæst, hvor en næsten helt dyrisk lyd, kom fra ham, som hans hænder havde lukket sig om hendes lår i et fast greb. Han slap en munter latter til hendes ord. ”Jeg kan desværre ikke komme udenom at min race har sin egen særlige duft, men forhåbentlig er den til at leve med,” kommenterede han morende, det havde dog ikke forhindret ham i et være mange tætte.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Jaqia havde endnu alle de midler hun overhovedet ønskede sig. Mattheus havde sine fejl og mangler men han havde uden tvivl potentialet og hun nærede tro på sin søn, som enhver anden havde han behov for lidt hjælp og hverken Noelle eller Enrico havde nogensinde været i besiddelse af en trone, det havde været begrænset hvad de var i stand til at gøre for ham. Måske det alt sammen var fremmede for hende, men hun havde altid været hurtig til at danne sig et overblik, og landets situation var efterhånden ved at gå op for hende, også fordi hun havde snakket med de få som turde at være ærlige overfor hende. Hun rynkede på panden og sendte ham en lidt advarende mine, der indikerede at han var på vej på dybt vand. ”Kære Pharrell.. Jeg har styret dette land i tusinder af år, du tror da vel ikke at jeg tager chancen med hvad som helst? Jeg har mine egne overtalelsesmåder, det burde du af alle vide. Enrico og Noelle er mine mest betroede støttere, og de har gjort hvad de har formået med henblik på at forme min søn, ingen af dem bære nag, og der er ingen større sag at finde i det. Dengang jeg gav dig en lederstilling var du en simpel dreng... var du klar til den plads? Svaret er nej min kære, men jeg gav dig den alligevel, for jeg om nogle ved at potentialet udvikles med årene. Min søn har potentiale til at blive den største regent landet nogensinde har haft.. selv bedre end hans gode gamle mor, men han er blot en dreng som endnu ikke har lært at kontrollere hverken dyret eller de menneskelige følelser,” påpegede hun blot roligt. Enrico havde vækket hende netop fordi Mattheus havde haft brug for hendes hjælp, og det var ingen skam at række hånden ud mod en der vidste hvilke kræfter man legede med. Landet var allerede et kaos, så det kunne vel uanset næppe blive værre? Hun hævede et slankt øjenbryn mod ham med et køligt smil hvilende på læberne. ”Jeg har aldrig sigtet efter at være sød, kæreste.. så det passer mig fortringelidt, at jeg har din loyalitet at udnytte,” svarede hun drillende, også selvom hun vidste at hun havde brug for støtterne. Det kunne ikke falde hende ind at stikke ham i ryggen, ikke før han viste sig ubrugelig eller illoyal vel og mærke. Længslen i hans midnatsblå øjne var ikke til at tage fejl af. Han ønskede hendes berøringer, hvilket kun gav hende blod på tanden. Langsomt sneg hun hånden ned mellem dem, og smilede med et mystisk glimt i blikket. ”Det må jeg give dig ret i... du føltes som en mand nu,” tilføjede hun hæst, idet hun endte med at gribe en smule bestemt om hans ædle dele. Hun måtte erkende at han var vokset op.. han var blevet en mand. Igen slap hun taget om hans køn, og lod hånden igen søge op over hans overkrop. Tænderne lod hun legende glide op langs hans hals, også selvom hun ikke lod dem synke ned – endnu vel og mærke, hun vidste blot hvordan man drev et dyr til vanvid, og det var hun netop ude på! Tungespidsen lod hun let stryge hen over den bane hvor hun netop havde gnedet tanden inden hun atter rettede sig op og sendte ham et direkte smørret smil. Hvor hun dog elskede denne leg! "Jeg overlever," svarede hun roligt.

[Deleted]

Hvor meget Jaqia havde fået med, anede Pharrell ikke, da han ikke anede hvor længe hun havde været tilbage, for det kunne være dage, uger, måneder, men han tvivlede nu på at det var år. Hun lignede dog en som havde været tilbage for et stykke tid, hvor hun var lige så smuk som altid. Den advarende mine hun sendte ham, tog han ikke så bogstavelig som han måske burde, da han ikke kunne føle sig truet af hende, og det havde intet at gøre med at hun ingen titel havde, det var fordi han stolede på hende og ikke regnede med at hun ville gøre ham ondt bare fordi han sagde sin mening, desuden sagde han ikke tingene for at være bedrevidende eller belærende, da han vidste at hun havde styr på det hele, for hun havde trods alt styret landet i flere år, men selv under hendes tid havde folket gjort oprør, fordi det havde spredt sig fra Procias og hele vejen hertil, hvor han havde hjulpet med at slå oprørerne tilbage og det hele havde hurtigt lagt sig igen. ”Du misforstår mig Jaqia. Jeg taler ikke ned om din søn, da jeg ved at han kun er en dreng, der skal have noget erfaring og som skal lære at tage det sure med det søde, men det er ikke alle som vil se sådan på det og det ved du også godt. Jeg tror på at han kan blive en stor regent, og han har min fulde støtte, men det er ikke ensbetydende med at han har resten af befolkningen. Han skal måske først have erfaring, men derfor gør han klogt i at opretholde en facade, så folk ser en sand konge og ikke en barnlig knægt der ikke dur til noget, for sådan vil de se på det, hvis han fortsætter. Jeg tror desuden også at det er for det bedste at du er tilbage, så du kan hjælpe ham, men du må ikke overtage for ham, da det også kun signalerer det forkerte for folket. De fleste skal se hans styrke og strategiske tankegang, og jeg har skam ikke mine tvivl om at han nok skal tage landet med storm, men igen, jeg er ikke hele befolkningen og der vil altid være tvivlere,” svarede han alvorligt, uden at han veg blikket fra hende. ”Åh jeg ved skam udmærket at du ingen engel er, du er nok snarere den største djævel på denne jord,” svarede han drillende igen. Hun havde altid gjort hvad der var nødvendigt, om det så var at udnytte andres loyalitet, men man kunne vel heller ikke udnytte en sand loyal støtte da vedkommende ville følge hende igennem tykt og tyndt – det ville han i hvert fald. Hånden der sneg sig ned mellem dem, var han skam bevidst om, skønt hans blik hvilede i hendes. Det var flere år siden at han selv havde været en kvinde tæt, men sådan havde han altid været, da han faktisk ikke var typen der lå med den ene efter den anden, da han altid lod der gå et pænt stykke mellemrum, inden han fandt en kvinde som han kunne holde sig til i et stykke tid, men selvfølgelig hændte det at der var små smuttere. Han skulle også til at svare hende, som hans blik blev kækt, skønt det ikke var ord der flød over hans tunge, men et støn, da hun greb omkring hans ædle dele, hvor han måtte bide tænderne sammen i stedet for. Hænderne havde også strammet grebet omkring hendes lår, hvor det først løsnede sig en smule, da hun fjernede hånden igen, hvor han atter engang måtte slappe af. Han kunne dog godt mærke at hun ikke var færdig med at tirre ham, da tungen der strøg over hans hud måtte drive lysten frem i ham. ”Jaqia..” hviskede han lettere stakåndet, som han ikke kunne skjule den nydelse hun satte i ham, hvor det både var spænding og en pirrende følelse. Blikket var også endt langt mere lystent og dyrisk, da hun trak sig tilbage, hvor han lod sine egne spidse negle bore sig ned i hendes læderbukser mod hendes lår, hvor han rev dem ned mod hendes knæ, som hun ikke var den eneste der kunne lege denne leg!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Det drejede sig om sølle uger hvor Jaqia havde været tilbage. Hun havde holdt lav profil også selvom hun frit havde vandret rundt i byen, hun så ingen grund til at skabe sig en enorm opmærksomhed ved at lave en offentlig udmeldelse, det var nemmere at rygtet bredte sig i byen, desuden fik det mange af landets borgere til at søge op på slottet, kun for at be- eller afkræfte rygterne. Den advarende mine var ikke direkte mens om en trussel mere som en advarsel, for hun værdsatte at han var ærlig, men han skulle passe på med ikke at drage sig selv i ting som han egentlig ikke havde kendskab til. Hun havde skam styr på det hele, så selvom hun var glad for hans omtanke, så havde han intet at frygte fra hendes side. Hun lyttede intenst til hans ord, for hun var skam interesseret i at høre hvad han havde at sige. ”Jeg er udmærket klar over at der er mange i dette land som tvivler.. det var der selv dengang jeg sad på tronen, særligt til sidst, jeg efterlod ikke landet i en nem tilstand for ham at overtage, Jeg tror på at han gør hvad han kan, og at han ved at han har noget han skal bevise, men jeg må bare indse at han endnu ikke har fået redskaberne til det. Jeg har ingen intentioner om at tage hans plads, jeg er en pensioneret kvinde om man må sige det, men indtil han finder sig selv, så er jeg bange for at jeg er nødt til at fører det lidt frem, han er slet ikke klar til den position han sidder i. På den anden side er det for sent at trække det tilbage, hvilket jeg ej heller ønsker, han er en god knægt. Vent og se.. en dag bliver han en storartet konge,” endte hun og nikkede roligt. Der var en vis stolthed at sporer i stemmen, for selvom hun ikke havde været verdens bedste mor, så elskede hun sine børn, også selvom de færreste vidste at hun ligeså havde en datter. Selvfølgelig så kom landet altid i første række, så vis det betød at hun en dag ville være tvunget til at udnytte ham, så ville hun ikke tøve, men så lang tid han fulgte hendes ordre og var hende en loyal støtte, så ville det forhåbentlig aldrig ske. Smilet prydede hendes rosa læber. Hun var gået direkte fra kedsomhed, til ren og skær morskab på ingen tid, hun havde næsten glemt hvor enkelt det var at være omkring ham. ”Mhmm.. det kan der være noget om, men du nyder det. Det er tydeligt i dit blik,” tilføjede hun i en drillende hvisken. For Jaqia var intet af dette nyt, hun havde forført et hav af mænd og kvinder før ham, og med årene var hun næsten blevet afhængig af at blive berørt på den måde, det fjernede smerten for en stund. Hans støn var næsten som sød musik i hendes øre, hun kunne godt lide at få bekræftet, at hendes kærtegn påvirket ham. Igen følte hun ham falde til ro som hun trak den til sig og i stedet lagde den tilbage over hans brystkasse. Tungen smagte på den tynde hud, hvor hans duft ligeså sad, en som hun slet ikke var vant til. Havde det været ren hund, havde det nok ikke været tåleligt, men det var heldigvis ikke tilfældet. ”Ja?” hviskede hun lokkende i hans ører, inden hun atter trak sig med det legesyge blik. Deres dyr legede med hinanden og end ikke hunvar i stand til at skjule det. Næsten per automatik blottede hun de sylespidse tænder, dog uden at det var ment truende. At de spidse negle rev hendes bukser itu gjorde hende nu ikke synderligt, hun kunne trods altid få noget nye. Dog efterlod det lettere røde spor ned over hendes lår, hvilket skabte en enorm sitren. Hovedet lænede hun let tilbage og lod de blonde lokker falde ned over hendes ryk, næsten med et sagligt smil.

[Deleted]

Pharrell forsøgte skam ikke at fortælle hende hvordan hun skulle bære sig ad, da hun altid havde været en kvinde der havde haft et stort overblik og som vidste hvad hun lavede og det havde han altid haft respekt for. Han vidste at hun denne gang også nok skulle klare sig, men et sted kunne han næsten frygte at hun var nød til at tage halvt over styringen fra hendes søn, fordi han havde lavet et rod som han skulle ud af, hvor han skulle til at lære det hele på ordentlig vis og der var der skam ingen der var bedre til at lære knægten omkring det at være konge end knægtens egen mor. Han gik dog også ind for at man skulle lære af sine egne fejl og gøre sig sine egne erfaringer og det ville knægten få svært ved, hvis hans mor banede ham vejen igennem det hele. ”Jeg er skam sikker på at knægten nok skal blive til noget, og andet kan næsten kun være umuligt, når du sidder bag ham og støtter ham. Han har sat sig selv i en kattepine, som jeg ved at nogle af lederne ikke har haft respekt for, og med den manglende respekt racerne imellem, tror jeg at det bliver svært at få alle til at samarbejde,” svarede han ærligt, som han ikke tog blikket fra hende. Hele Dvasias, var nærmest et stort kaos, men det var nok ikke umuligt at redde ud, da han var sikker på at Jaqia nok skulle få styr på tropperne. Tanken om at hun var blevet pensioneret, måtte dog endnu more ham, da han ikke just havde troet at han skulle opleve hende i den position. Det var tydeligt at se at hun havde fundet sin morskab i ham, hvor han godt kunne forestille sig at det måtte være kedsommeligt, når hun ikke længere havde det samme at lave, og det var jo næsten et helt held at han var kommet forbi, det var et valg som han ikke kunne fortryde. ”Selvfølgelig nyder jeg det. Jeg har alle mine dage foretrukket en stærk djævelsk kvinde, frem for den blide engletype,” medgav han roligt, som smilet ikke falmede det mindste. Han skulle naturligvis have en stærk og stolt kvinde, hvis han skulle have nogen, da han var leder og skulle have en mage som kunne udgyde respekt og tage over, hvis han havde andet at se til. Hun formåede dog uden tvivl at pirre ham til den yderste grænse, da han kunne mærke hvordan hans indre bæst bogstaveligtalt måtte rive i ham for at komme frem, hvor selv hans midnatsblå øjne havde antaget en mere ravgul farve, som hun formåede at fremprovokere hans rovdyr. Hendes lokkende hvisken, var noget som fik det til at krible i hans krop, hvor han ikke kunne lade vær med at smile. ”Du nyder det alt for meget, min egen,” hviskede han morende, da han slet ikke var i tvivl om at hun nød at pirre ham. At hun lagde hovedet tilbage, da han rev neglene ned over hendes lår, som desværre brød igennem det stramme læder for at sætte sig i hendes hud, var noget som fik ham til at læne sig mod hende, da det blottede hendes hals, hvor han lod sine kolde læber komme i kontakt med den tynde hud, som han lod læberne massere i pirrende og lidenskabelige kys, hvor hans hænder strøg op ad hendes lår igen, for at søge over hendes ryg, så han kunne trykke hende tæt ind til sig.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Jaqia tog til enhver tid imod gode råd fra landets borgere og særligt lederne, eftersom det trods alt var dem som det hele kom an på i sidste ende, men når det var sagt, så vidste hun udmærket hvordan hun skulle håndtere de fleste situationer. Inden for dette felt var hun ved at være en temmelig gammel krage, men så lang tid hun bevarede sin skønhed og energi, så skulle hun næppe klage. Mattheus skulle hun nok tackle, hun ville næsten vove og påstå at den knægt var hendes mindste problem i øjeblikket, hun havde slet ikke været forberedt på en genfødsel og det var heller ikke nemt altid, også selvom Pharrell havde lettet hendes byrde en hel del blot ved at vise sit kønne ansigt. ”Det kræver mer end blot mine skrøbelige hænder at forme ham. Derfor har jeg brug for et samarbejde mellem lederne, og jeg skal nok få min vilje før eller siden, det ved både du såvel som jeg, og helst uden at få for meget skidt under neglene, det er besværligt at fjerne igen bagefter,” påpegede hun køligt og tog kort sine hænder i betragtning. Det var ganske vidst ment i sjov, Jaqia havde aldrig været bange for at få lidt skidt under sine negle. Nu hvor hun var her så skulle der nok komme andre boller på suppen, det var helt sikkert, også selvom det ikke var nemt for hende at holde sig i baggrunden. Selvom hun virkede afklaret med sin såkaldte tilbagetrækning, så var det ikke helt tilfældet, for hun var vant til at have en hel del mellem hænderne. Hun sukkede med et det kølige smsil på læben ved hans ord, og lod igen de blå øjne falde i hans. ”Hmm.. det er sjovt, jeg mindes ellers at de blide engletyper smager bedst,” påpegede hun kækt, også selvom det jo ikke var løgn. Der fandtes intet bedre end et glas engleblod.. jo det skulle da lige være nymfe men ellers. Normalt havde Jaqia kontrol over bæstet i hendes indre, men hun kunne føle det blive mere og mere dominerende når han rev i det, og følelsen i sig selv var fantastisk.. befriende. Den ravgule farve i hans øjne, vækkede kun en tilfredshed.. det tændte hendes indre flamme at se hans dyr reagere på den måde og hun var ikke bange for at lade det komme til udtryk. I flammerne fra pejsens orange skær, var han noget af det kønneste hun havde set længe. Fingerspidserne lod hun let stryge hen over hans kind, næsten som forsøgte hun at fange det skær der blev kastet over ham. ”Jeg nyder det.. men ikke halvt så meget som du,” påpegede hun lidt selvtilfredst også selvom det stod tydeligt i hans øjne. Hovedet lænede hun let tilbage ved den tirrende kradsen mod hendes lår. Hun sukkede af fryd og lod blikket glide i for et øjeblik, hvilket skete sjældent, men hun stolede selvfølgelig på at han intet ville gøre det. Smilet bredte sig kun i det øjeblik hun mærkede hans lidenskabelige kys mod hendes slanke hals. En skælven strøg igennem hendes krop, ligesom hendes hjerte sprang et slag over ved fornemmelsen i sig selv. Det var alt for længe siden hun havde følt noget lignende! Den blege hånd lod hun begraves i hans blonde lokker, kun for at holde ham tæt på sig. Hun skulle lige løve for at han var kommet igen og havde lært at lege med, det klagede hun bestemt ikke over!

[Deleted]

Pharrell havde været til stede i al den tid, hvor hun var gået glip af en del, og han kom tit ud blandt folket, hvilket han også havde gjort under hendes regime, og derfor kendte han folket generelt, hvor det ikke var særlig svært at finde ud af, da de var i Dvasias og dvasiaerne havde altid haft en rimelig barks og stærk holdning, selvom de fleste var uærlige, umoralske og magthungrende. Han selv havde også været lettere magthungrende, da han havde efterspurgt titlen som leder for hans race, og det var først med tiden at det var gået op for ham hvad det ville sige at være leder og med tiden havde han også lært at elske sit job, da det var en sand fornøjelse at arbejde som leder, når det var noget som man brændte for. I den tid han ikke havde set hende, men været leder, havde han også vokset som person, da han ikke var den samme enspænder som hun havde mødt på kirkegården. Han var skam stadig lige så loyal som han altid havde været, hvilket lå til hans person og hans væsen, da han var et flokdyr, og som leder var det naturligvis ham som hans flok var loyale imod, men hans loyalitet lå hos en større enhed, nemlig selve regeringen. Hvis Mattheus nogensinde skulle få brug for hjælp og støtten, så havde han skam ham, skønt han tvivlede på at knægten i det hele taget vidste det, for knægten havde aldrig mødt ham efter at han var vokset op til denne unge mand han var blevet. ”Du er uden tvivl god til at få din vilje, det ved jeg. Og jeg ved også at du ikke har noget imod at få skidt under neglene, men.. vær nu forsigtig, det nytter ikke altid at være frembrusende, til tider må man bruge snilde,” svarede han roligt. Han var måske en smule bekymret for hende, eftersom hun kun lige var kommet tilbage til livet og derfor var gået glip af en masse, og det var måske unødvendigt, men han ønskede ikke at hun overvurderede sig selv og så endte med at tabe. Kækt blev smilet til hans læber, hvor han nikkede medgivende. ”Uden tvivl. De smager nok noget bedre end en gammel krage som dig,” svarede han drilsk og kækt, som der næsten lå noget udfordrende i hans ord, næsten som han ønskede at hun modbeviste ham, for han vidste at hun var gammel, men hun var ikke uduelig, da hun altid havde været en frisk kvinde og det havde tydeligvis ikke ændret sig. Hun forstod også stadig at tirre hans bæst, som hun vidste hvordan hun skulle trykke og rive i ham, for at pirre ham, hvilket han desværre ikke kunne lægge skjul på. Blikket hvilede intenst i hendes, hvor han nød selv hendes blide strøg over hans kind, da han generelt måtte savne en kvindes kærtegn, da det var frygtelig lang tid siden at han havde åbnet sig op for nogen til at de fik lov til at komme ham tæt på denne måde. ”Det må vi vidst hellere få lavet om på så,” hviskede han hæst og lokkende, som han lod læberne falde til hendes slanke hals, der blev blottet for ham. Sukket der forlod hendes læber, var som sød musik i hans ører, hvor det også kun gav ham blod på tanden til at fortsætte. Hånden der begravede sig i hans lokker, for at trække ham tæt, fik ham til at smile, hvor han lod læberne føres over hendes hals og ned over hendes nøgne skulder, imens hans egne hænder strøg hende over ryggen. Det var lang tid siden at de sidst havde leget på denne måde, og han havde uden tvivl lært nye tricks! Tænderne blottede han med en næsten dyrisk snerren, som han lod sine sylespidse hjørnetænder ridse hende over den bløde hud ved halsen, dog uden at give helt efter, det var trods alt ikke en del af legen.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Dvasianere havde altid været uforstyrrelige, mest fordi langt de fleste var af den tro at man ikke kunne være dvasianer uden at være barsk eller nådesløs. Der var kommet klichéer til i begge lande, og det var næsten kvalmende. Jaqia kendte folkets styrker og svagheder, og hun vidste hvor hun selv lå henne i forhold til dem. Der havde været engang hvor hun havde følt sig uovervindelig, og det havde hun været i mange år, indtil hun ikke længere havde været det og var blevet slået ihjel. Det var ikke en fejl hun havde tænkt sig at gøre igen.. når alt kom til alt, måtte hun erkende at hun var blevet opslugt af magten og de evige muligheder som havde ligget der for hendes fødder. Hun havde aldrig været i stand til at finde sig en partner at leve livet med. Guderne måtte vide hvor mange mænd der havde elsket hende håbløst, og den ene mand hvis kærlighed hun havde gengældt, var flygtet så langt væk fra hende som muligt, men han havde om ikke andet givet hende den mest perfekte søn. Det eneste hun nogensinde havde følt sig god til, det eneste som folk nogensinde havde rost hende for, var måden hun formåede at lede et land. Pharrell havde uden tvivl ændret sig, overgangen fra dreng til mand var tydelig i hans tilfælde, hun måtte næsten sige sig at være imponeret. Igen betragtede hun ham med et overlegent ansigtsudtryk. Måske han var bekymret for hende, men han vovede jo indirekte at påstå at hun ikke havde sin forstand med sig. ”Jeg får altid min vilje. Hvad angår snilde... jeg er måske ikke altid en diskret kvinde, men jeg ved hvor grænsen går. Jeg har lært hvordan jeg skal opfører mig overfor forskellige dele af denne verden. Jeg er ikke uovervindelig, det har jeg lært på den hårde måde. Inden min død var jeg mildest talt ved at blive vanvittig, men selv jeg lære af mine fejl,” påpegede hun blot spidst. Det nagede hende at snakke om, men eftersom hendes øjne var hårde og kolde, så afspejlede det sig ikke synderligt. Hun havde næsten været.. syg til sidst. ”Nu fornærmer du mig bare,” påpegede hun dog uden at se synderlig fornærmet ud. Hun smilede af ham.. et følelseskoldt smil. Måske hun var ved at være en aldrende kvinde, men af sid var hun aldrig blevet en dag ældre. Jaqia nød at føle dyret påvirke hende, hun ville nyde det så lang tid det ville vare, for snart ville hun ikke længere være det bæst. Hans lokkende tone, fik hendes hjerte til at banke mere fast mod brystet. Hun følte varmen blusse i det indre, hvilket på sit vis både var pirrende men dog ren tortur. ”Du kan prøve. Jeg advare dig, jeg er ikke en nem kvinde at tilfredsstille,” svarede hun hæst og blottede halsen for de intense kys der sendte en skælven gennem hendes krop og lod hårene rejse sig. Hånden begravede sig i hans lokker, hvor hun tog et fast greb. Et halvvejst støn brød hendes læber idet hans tand skar blidt i den bløde hud. Brystet skød hun næsten per automatik mod ham, også selvom hun tvang ham tilbage ved fast at trække i det blonde hår. Den frie pegefinger lod hun løbe langs flængen hvor rødt blod malede den blege hals. Uden at slippe hans blik, lod hun den blodige finger stryge langs hans læber for at male dem i det. ”Smag mig,” hviskede hun lokkende. Han nægtede at tro på at hun smagte godt, så kunne han få lov til at prøve selv.

[Deleted]

Med magt, kom styrke og mange muligheder, nogle kunne klare den magt som de fik givet og andre kunne ikke, som de blev fordærvet. Man havde set i mange tilfælde at for meget magt havde ændret selv den bedste person til et monster. Selvfølgelig var der visse som var født til storhed, som rent faktisk kunne styre det og som brugte deres magt på noget godt, og det var det som han selv ønskede for sin race, da han ikke ønskede at blive en uretfærdig mand der blot udnyttede sin magt til sin egen fordel, da han tværtimod gerne ville bruge den for at føre sin race frem og det var også det som han forsøgte på i øjeblikket. At hun så også erkendte at hun var blevet drevet til vanvid til sidst, kunne på sin vis komme bag på ham og så alligevel ikke. ”En skam, eftersom det var Dvasias’ tab, da du gik bort,” svarede han lettere charmerende, skønt han dog oprigtigt måtte mene det, „men jeg tror på at man lærer af sine fejl, og jeg har troen på at du nok skal få styr på trådene igen.” Hans tillid til hende var stor, da han faktisk ville stole blindt på hende. Han vidste godt at hun i sidste ende godt kunne finde på at træde på ham for at få sin vilje, hvis det blev nødvendigt, ikke at det ville gavne hende, da hun så ville miste hans loyalitet, men han vidste at hun altid ville sætte landet først og det havde han skam også sin respekt for. Det var dog ikke politik og landet han gad tænke på i øjeblikket, da han måtte erkende at han egentlig gerne ville have sin sjov og spille med på denne pirrende og intense leg, for det var uden tvivl noget han havde savnet, og det var også en følelse som gjorde ham helt.. levende. Han trak uskyldigt på smilebåndet til hendes ord, da han skam havde ment sine egne som en fornærmelse, skønt hans blik hvilede legesygt på hende, så der ikke var nogen tvivl om at det var en del af deres lille leg. ”Det gør jeg, men jeg er jo også nød til at stikke til dig og yde dig modstand for at finde ud af om du er faldet af på den,” svarede han kækt. Han var ikke den samme mand som hun havde stået overfor sidst, da han dengang bare havde spillet med og ladet hende styre showet, nu ydede han modstand, tirrede hende igen, som hun denne gang ikke ville have lige så let ved det som før. Varmen der steg i hende, hjertet der bankede hurtigere imod hendes bryst, var alt sammen nogle effekter som han nød at mærke, selvom han mest nød tanken om at han var skyld i dem. Han trak på smilebåndet til hendes ord, som han ikke betvivlede. ”Og dog er det ikke umuligt,” kommenterede han kækt, som han trods alt kunne se, mærke og høre at hun nød hvad han skænkede hende, så helt umuligt kunne det ikke være at tilfredsstille hende, selvom han godt vidste at hun havde et særligt sind, som mange ikke ville kunne forstå sig på. Det halvvejs støn der gled over hendes læber, var noget som gav ham lyst til at fortsætte, selvom han mærkede den faste hånd der trak hans hoved tilbage, hvor han næsten knurrede glubsk. At hun lod fingeren male hans læber ind i hendes blod og opfordrede ham til at smage hende, fik et helt lumsk smil over hans læber. ”Udmærket,” svarede han glubsk, da han ikke smagte ved at lade tungen løbe over sine læber, nej han drog langt drastiske midler i brug, da han lod armene stramme grebet omkring hende, for at trykke hende tæt ind til sig, inden han i en hurtig bevægelse gennemborede hendes hals med sine tænder, som havde hun været et bytte, hvor han lukkede øjnene af behag, imens han tog nogle slurke af hendes varme blod.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Magt kunne ødelægge de fleste, der var en grund til at hun selv altid havde været så påpasselig med hvem der fik en plads omkring hende, både i de store stillinger men også ellers. Hun havde aldrig haft problemer med at håndtere magten, ikke før til sidst da hun mere eller mindre havde mistet lysten til livet, hun havde trods alt næsten søgt problemerne i desperation efter at lade folk vide at hun endnu var der et sted, også selvom kongehuset var blevet yderst stille efter fødslen af Mattheus. Hun havde skam planer om at fører Dvasias frem, planer om at lade det stå ligeså stærkt som det havde gjort under hendes tid, også selvom det måske ikke ville være det nemmeste. Hun havde atter fundet sig selv og denne gang agtede hun at holde fast i det. Det havde været lidt af et sats at skænke ham lederstillingen dengang, eftersom hun havde set magtbegæret i hans blik, hun var glad for at han på trods af det havde fundet sin plads og lært at kontrollere det begær som de alle et sted besad. Ligesom ham var hun en ærlig kvinde.. når alt kom til alt var hun kun menneskelig, og hun havde også begået fejl. ”Det føltes måske som et tab dengang. For mig var det en lettelse, jeg havde ladet dette land synke i grus, og derefter tvunget til at udstå torturen når det gik op for mig for sent. Nej min død var det bedste for alle, hvor hårdt det end lyder, og det er bestemt heller ikke med den største velvilje jeg er tilbage,” erkendte hun med et roligt nik. Hun var ikke selvmorderisk på nogen måde, men at vågne op uden overblik, uden noget.. det var for bizart selv for hende. Hans loyalitet værdsatte hun i den grad, hun ønskede ikke at træde på ham hvis hun kunne blive fri for det, men så lang tid han fulgte hendes ordre, så havde han jo intet at frygte. Det legesyge glimt i hans øjne malede atter et smil på hendes læber. Hun havde ikke taget det som en fornærmelse, også selvom det bestemt ikke havde været pænt sagt! Hun kkluklo med en direkte kold latter. ”Jeg er bestemt ikke faldet af på den, kæreste, det lover jeg dig. På den anden side.. jeg nyder dine sølle forsøg på at give igen,” svarede hun med et let glimt i øjet, hun kunne trods alt også godt prikke lidt til ham nu hvor hun havde muligheden. Hendes hjerteslag tog tydeligt til ved hans kys, bankede mod hans læber under den tynde hud ved halsen. I forhold til hans kulde, så var hendes blege hud næsten endt varm som følge af hans hans læber. ”Det er det ikke,” svarede hun næsten en smule grødet. Hans hoved tvang hun bort kun for at male hans læber med et udfordrende smil. Hun ønskede ganske vidst det der var tættere end det.. men det var om ikke andet godt nok for nu. Jaqia havde dog ikke regnet med at hans tålmodighed mere eller mindre var sluppet op. Det kom lidt som en overraskelse at han trak hende tæt på sig, og pludseligt lod tænderne synke i hendes hals. Pupillerne trak sig sammen. Selv i denne tilstand var hun ikke i stand til at bevare et bevidst sind. Den intense følelse fik hende hutigt til at slappe af, hvilket betød af smerten hurtigt forsvandt. Hun lagde armene omkring hans nakke og lod sin vægt falde ind i hans favn, blød i knæene og i fuldkommen ekstase. Endnu et støn brød hendes læber. Det faldt hende end ikke ind at han var i stand til at tage livet af hende på denne måde. De blå øjne gled i skjul bag pludseligt tunge øjenlåg. Følelsen var virkelig intens, og formåede samtidig at sætte hendes krop i flammer!