Memories from the past

[Deleted]

Mørket havde lagt sig over Dvasias, hvor kulden endnu var tydelig. Vintrene var lange og sneen lå derfor stadig som et tykt krystaltæppe over hele landet. Kulden var bidende, særligt når det blæste som det gjorde denne nat, hvor mange af de levende nok holdt sig inden døre, men for nattens væsner var det ikke slemt, da det tværtimod var et paradis, som nætterne var længere, de kunne ikke fryse, hvor det generelt var en perfekt tid for de som ikke kunne tåle solens dræbende lys. I mørket kom en stor, sort ulv løbende, efterlod de tunge og tydelige fodspor, som på et tidspunkt skiftede form til menneskefødder. Der var ingen tvivl om hvor personen var på vej hen, da kursen gik op mod det store mørke slot, der hvilede forude. De blonde lokker glimtede i månelyset, hvor de midnatsblå øjne, næsten kunne gå i ét med nattens mørke over ham. Den stærke skikkelse var fremtrædende og tydeligt at ane, da kappen ikke dækkede fronten, hvor man tydeligt kunne ane de stærke brystmuskler og den trænede mave, hvor selv musklerne på armene var at se. Han bar nogle skulderpuder lavet af en flot hvid lang pels, der gik en smule ned over skuldrene og kildede mod det stærke bryst, hvor de var holdt sammen af læderstropper, som gik på tværs over brystet og rundt om maven og tværs over ryggen igen, for at holde dem siddende, hvor der bagers hang en sort kappe fast til skulderpuderne, som gik ham ned til knæene. En meget let beklædning, da han ellers var iført nogle flossede mørke bukser, hvor han helt kunne se primitiv ud, og dog var der noget krigerisk over den lette beklædning. Ingen sko bar han, da han gik i bare tæer, hvor dét og den blege hud måtte afsløre at han var et af de blodsugende bæster, hvor første indskydelse nok var vampyr, men grundet den primitive beklædning, kunne han snart ikke være andet end en horror, og han var ikke en hvilken som helst horror, da han var horrorernes leder. Han gik med en rank holdning op til slottet, hvor portene blev åbnet for ham. Hans blik var intenst og dog autoritært. Lang tid siden var det at han havde befundet sig her, da han faktisk slet ikke havde mødt den nye konge, han havde kun kort set ham da han havde været spæd, når han havde været heroppe for at hjælpe Jaqia, da han tilbage i sin tid nærmest havde fungeret som en tro soldat og bodyguard. Det var dog indtil han havde mødt horroren Annika, der havde ændret hans syn, som han havde trukket sig tilbage, for at være en sand leder for sin race, og han havde mange planer for den, skønt visse krævede kongehusets tilladelse og derfor var han nu på vej op mod slottet. Han havde et varulveproblem som han helst så stoppes og det gjorde varulvene nok også, da denne territoriekrig kunne vare til den ene race var helt uddød, og det var ikke noget han striglede efter, da horrorerne var få i forvejen og derfor havde han planer, som forhåbentlig ville hjælpe med at opretholde racen og føre den lidt mere frem. Som han kom ind i slottet, var det tydeligt at det ikke var nær så koldt, skønt det ikke bed på ham. Han satte roligt kursen mod tronsalen. Nok det var lang tid siden at han havde været her sidst, faktisk over flere år, men han kunne stadig huske det ud og ind, da han altid havde været en tro støtte mod kongehuset og dets regering.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Det var efterhånden blevet sent, hvilket betød at Dvasias atter var vækket til live. Jaqia var stået op længe før solen i det hele taget var gået ned, udelukkende fordi hun aldrig havde været vant til mange timers søvn. Mattheus havde haft meget at se til, så denne aften havde hun lovet at hun ville overtage pligten i tronsalen, mens han tog sig af papirarbejdet, hun ønskede trods alt at lette den byrde som hun havde kastet på ham. Hun sad i den store trone, med en stilling der næsten udtrykte at hun ejede den, selvom det ikke var tilfældet. Hun havde ikke længere en royal titel at gemme sig bag, den var frafaldet ved døden, men det betød ikke, at hun ikke anså alt dette for endnu at være hendes på en måde. Salen var henlagt i fuldkommen stilhed, man kunne næsten høre en knappenål falde til jorden. Vagterne stod stift på deres plads, flyttede sig ikke en tomme, hvilket morede Jaqia en smule. Lettere rastløst lod hun de blege fingrer tromme hen over tronens kant. Der havde ikke været mange som havde meldt deres ankomst, hvilket mindede hende om hvor kedsommeligt dette job kunne være til tider. De lange, blonde lokker hang frit omkring de slanke skuldre, hvilket i sig selv var en sjældenhed, men nu hvor hun ikke længere bar en krone, så var det blevet en del lettere. Selvom hun stadig var træt oven på at være blevet vækket, så lod det ikke til at påvirke hende synderligt. De mørke render var forsvundet, og eftersom hun var bleg af natur, så var det heller ikke til at det på den måde. Hun rømmede sig og lænede hovedet tilbage mod tronryggen. De kølige, isblå øjne kastede hun ud af vinduet, hvor hun kunne ane de tændte lys ud over hele Rimshia. Herfra virkede det som et fredeligt sted, også selvom hun vidste at det langt fra var tilfældet, det var da om ikke andet, en af de ting som ikke havde ændret sig i den tid hvor hun havde været væk, hvilket løb op i frygtelig mange år efterhånden. Hun sukkede tungt og fugtede læberne med tungespidsen. ”Find mig et glas vin.. rødvin denne gang og ikke det udulige stads du gav mig sidst,” tilføjede hun advarende som hun kastede et blik på en ung knægt der stod ved siden af, miserabel af udseende og tydeligt skræmt. Han pilede dog af sted for at forlade tronsalen. Hun så efter ham med næsten sultne øjne, også selvom hun hurtigt rystede på hovedet. Det var ganske vidst længe siden at hun havde fået sine dyriske behov stillet, men en knægt i den stand, var lavt at synke. Rygtet om hendes tilbagevenden var efterhånden begyndt at brede sig i byen, eftersom hun i tide ig utide havde taget en tur og nogle havde genkendt hende. Det morede hende lidt, at mange endnu flygtede når hun passerede, på trods af at hun ikke kunne finde på at røre dem som var hende loyale. Dog havde hun valgt ikke at gøre det til en stor offentliggørelse, hun havde det fint med at være.. fluen på væggen om ikke andet så til hun fandt ud af hvordan situationen var rundt omkring. I ren og skær kedsomhed rettede hun lidt på den lilla korsettop hun bar, og som fremhævede den fyldige barm. Hun havde aldrig været bange for at skjule det faktum at hun var en flot kvinde, i mange tilfælde spillede hun på den alene af den grund at det virkede. ”Herregud. Det sker jo intet,” mumlede hun en kende frustreret, hun var trods alt ikke vant til de tavse aftener.

[Deleted]

Om der overhovedet blev tid til Pharrell oppe på slottet anede han vitterligt ikke, men nu tog han chancen. Han kunne blive en utålmodig mand og han følte ikke at han gad sidde og vente på at sende et brev og få svar, hvor der heller ikke var nogen stor chance for at han ville få svaret tilbage, da ikke mange turde nærme sig horrorernes opholdssted i frygt for at de ville blive flænset levende, så han havde snart ikke et andet valg end at gå derop i egen høje person og så se hvad der skete. Det kunne også være at han var så heldig at han fik at vide at han kunne komme tilbage på et andet tidspunkt, så han rent faktisk fik et svar, selvom han så var gået her op for spild og han brød sig ikke om at spilde tiden, når han havde andet han kunne tage sig af. Han vidste dog at regeringen og særligt kongerne var under hårdt pres, særligt Mattheus, da han godt havde hørt om det uheld som var sket, hvor han var gået imod sine egne loyale og det havde fået ham til at tænke på at knægten måske ikke egnede sig om konge, men han var ung endnu og det hele kunne nå at komme med tiden, dog virkede han rimelig uprofessionel og han vidste derfor ikke helt hvilke forhåbninger han skulle gøre sig, da han ikke havde set knægten siden han havde været helt lille. Hans loyalitet havde dog altid lagt hos kongehuset, men når alt kom til alt, så var Mattheus ikke Jaqia, derfor så kunne man ikke forvente det samme af knægten som man havde gjort til hans moder, selvom det var det som mange gjorde. Landet var dog ikke længere kvindedomineret, da det var gået rimelig meget tilbage til det gamle, ikke fordi det gjorde ham noget, da han havde fået titlen dengang landet rent faktisk havde været kvindedomineret, så han skulle nok klare sig, selv hvis det så anderledes ud. Desuden var horrorerne ikke en stor race, så det var ikke fordi der var mange at holde styr på, men derfor var det ikke let at være leder, for de fleste var vant til at klare sig alene, plus de var frådende bæster og ikke sjove at træde på og som leder kunne man ikke altid stille alle tilfredse.
Med målrettede skridt gik han til vestfløjen, kun for at søge mod Tronsalen, da det var normalt for de kongelige at sidde der, selvom han naturligvis kunne tage fejl. Han tog sig ikke af de mange folks blikke, der faldt på ham da han kom gående ned ad gangen, hvor han nok var noget af et syn, fordi han rendt rundt i krigerisk, alligevel flosset tøj og i bare fødder, selvom han alligevel gik med en rank og stolt holdning, som var han kongen selv. Da han gik mod tronsalen med et målrettet blik, var der alligevel en tjenestemand, der valgte at henvende sig til ham og stille sige i vejen for ham. ”Lad mig præsentere Dem, hr.?” Pharrells blik endte dog lettere vildt, som han bed tænderne sammen og rynkede næsen. ”Jeg kan præsentere mig selv,” knurrede han dyrisk, som fik manden til at trække sig væk uden videre spørgsmål, hvor han tog omkring håndtagene, for at skubbe dørene op. Måske det var lettere flabet at komme sådan anmassende, men det havde aldrig været et problem før i tiden, så hvorfor skulle det være det nu? Han var som han var, et dyr, et bæst, og dog med loyaliteten det rette sted, så regeringen burde bestemt ikke klage. Han trådte roligt. ”Deres Maje..” han stoppede sig selv, da hans midnatsblå øjne faldt på en alt for velkendt skikkelse som han havde troet var død. Han endte derfor helt stiv i minen, hvor han næsten kunne se ud som om han blev blegere end hvad han var i forvejen, skønt det ikke var tilfældet, men han lignede uden tvivl en som havde set et spøgelse og det var snart også hvad han troede at han så i øjeblikket. ”Jaqia…”

[Jaqia Destiny Angleráx]

De blå øjne faldt på hendes lange negle, uden nogen synderlig interesse, men hun kedede sig virkelig. Dette havde under alle omstændigheder været tidsspilde for hendes kære søn, hun var glad for at hun havde ofret sig for ham. Han havde brug for at finde den rette sti, hvilket ikke var nemt, det vidste Jaqia udmærket, men han var ung og havde endnu meget at lære nu var hun der om ikke andet til at hjælpe ham med det. De sidste par uger havde været frustrerende, udelukkende fordi der kun var et fåtal tilbage i denne verden, som hun formåede at sætte navn på. Mange havde hørt om hende fra forfædre, nogle kendte hende men ikke personligt. Gamle fjender var afgået ved døden, og det samme var mange venner, hvilket fik Jaqia til at føle sig alene på trods af at hun ikke var det. Den eneste hun havde genkendt, var Matthew som hun havde fundet vandrende i sneen og selv han var trods alt lige kommet tilbage. Hun lod fingrene søge gennem de gyldne lokker, og kastede et utålmodigt blik på døren i og med at hun ventede på at den unge knægt skulle komme med noget passende, hvilket ikke lod til at ske. Faste skridt nærmede sig salen, hvilket fik Jaqia til at rette sig op i tronen. Måske hun ej længere var dronning, men af den grund ville hun gerne té sig ud alligevel, hun havde trods alt stadig et ry at leve op til. Idet døren gik op himlede hun med øjnene. ”Det var sandelig på t…” hun tav hurtigt da døren gik op, og et gik op for hende at det ikke var den unge knægt som var på vej tilbage allerede. De isblå øjne faldt først på vagten for derefter at søge hen på den velkendte skikkelse, selv efter alle de år. Hendes hjerte lettedes en smule ved endnu et velkendt ansigt. Det der morede hende var dog at se hans reaktion på det hele. Det kølige smil bredtes over de rosa læber. I en elegant bevægelse rejste hun sig, hvilket lod de tætte læderbukser knirke. Med roligt skridt forlod hun tronen og trådte ned af den lille trappe for at komme ham i møde. ”Jamen dog.. se hvad katten har slæbt ind,” påpegede hun roligt. Hun vidste at det måske var lidt af et chok hvis ikke han havde hørt rygterne i byen, hvilket noget afslørede at han ikke havde. ”Du ligner en der har set et spøgelse… forlad os,” beordrede hun lidt fast, hvilket fik vagter og tjenere til at reagere med det samme. De begyndte alle at forlade tronsalen. Selvfølgelig var det mange år siden hun sidst havde set Pharrell, men hun havde næret tillid til ham dengang, hvilket hun ligeså gjorde nu, han havde aldrig givet hende grund til andet. ”Saml kæben op fra gulvet, dien øjne bedrager dig ikke,” påpegede hun lidt ligegyldigt og lod en finger stryge ham flygtigt under hagen som for at illustrere for ham. Hænderne foldede hun roligt bagpå ryggen og betragtede ham en smule afventende. Selv før hun var gået i døden, havde hun ikke set ham længe, hvilket næsten havde ærgret hende, han var en ærlig mand og de var kun tilbage i få tal, hvilket hun fandt yderst synd!

[Deleted]

Udadtil kunne Pharrell næsten forekomme som et utålmodigt og arrigt bæst, som hans mine ikke just var venlig. Altid havde han været en enspænder, selvom det var blevet lavet om efter at han var blevet leder, og så havde han mødt Annika, som han rent faktisk havde elsket, og efter at hun var mistet, var han blevet frygtelig følelseskold og kynisk igen, hvilket var den side som folk udadtil fik at se af ham. Hans race kunne godt få en lidt mildere side at se, da han trods alt var der for dem, for han var trods alt flokkens leder og det var hans ansvar at alle havde det godt, selvom det svar svært, når de havde varulve rendende omkring deres ben konstant, som de snart ikke fik en enkelt nats fred, før de var der igen. Det var også derfor han ikke kunne vente med at komme til slottet, da han var nød til at få gjort noget ved problemet, og visse ting krævede trods alt kongehusets tilladelse, selvom han var ligeglad, så længe det bare blev gjort, så han slap for varulvene. Han skubbede de store døre op med lethed, hvor han trådte ind i den store tronsal, selvom synet af vedkommende der sad i tronstolen, måtte slå ham lettere ud af fatning. Han havde ikke regnet med at han ville se hende igen. Han havde hørt om hendes død, hvilket faktisk havde ærgret ham, selvom han ikke lod tab påvirke ham, og det gjorde han heller ikke Annikas, for hans liv fortsatte trods alt og derfor kunne han ikke bruge noget til at trække ham ned, da han havde et alvorligt job som skulle passes og folk måtte ikke anse ham for at være svag. Han stod blot og stirrede måbende på hende, da han ærligtalt ikke vidste om hans øjne spillede ham et puds. Han vidste godt at folk kunne komme tilbage til livet igen, men.. han havde jo ikke hørt noget! Han blinkede let med øjnene, som hun begyndte at komme ham i møde, hvor han ikke tog sig af vagterne og tjenestefolkene som forlod dem, da hans blik hvilede som fæstnet til hendes skikkelse. Fingeren der strøg over hans hage, fik det kort til at gyse i hans krop, da han ikke kunne tro sine egne øjne, selvom det var hende. Han åbnede og lukkede flere gange munden, som tegn til at han ville sige noget, men hver gang kunne han ikke beslutte sig for hvad det skulle blive, hvor han derfor kort slog blikket ned, så han brugte nogle millisekunder på at samle sig, inden han igen så mod hende. ”Jeg troede at du var død. Jeg har ikke hørt om din tilbagekomst,” svarede han ærligt og stadig tydeligt i chok, da han snart slet ikke vidste hvad han skulle sige, for.. hvad sagde man til en som var kommet tilbage til de døde? Han løftede roligt den ene hånd, hvor han næsten helt forsigtigt lod sine fingerspidser stryge hende over kinden, næsten for at være sikker på at hun var der og at det ikke bare var et trick. Men det var hende. ”Hv-hvordan er du..?” Spørgsmålet afsluttede han ikke, selvom spørgsmålet nok var rimelig tydeligt, da han ikke vidste hvordan hun var kommet tilbage, men nogen måtte jo have vækket hende. Måske Mattheus? Presset var måske blevet for meget for ham? Han vidste det ikke.

[Jaqia Destiny Angleráx]

På vagten var det tydeligt at se, at han var frustreret over denne mand, men Jaqia vidste at han ikke ligefrem var den mest tålmodige mand på denne jord, det var trods alt en af de ting, der havde gjort det nemt for hende, at have med ham at gøre. Hun måtte erkende at hun ikke havde skænket ham en tanke i mange år, det overraskede hende næsten at se ham i live, for det var de færreste som havde formået at holde sig på den side. Overraskelsen stod tydeligt malet i hans blik. Det var tydeligvis ikke hende han var kommet for, hvilket slet ikke overraskede hende. Selv i de kølige øjne, kunne man næsten ane det morende glimt, ved måden han blot stod. Vagterne forlod dem hurtigt også selvom nogle af dem tøvede, det var trods alt en horror, og eftersom hun ikke havde været vågen i så lang tid, så havde hun endnu ikke genvundet sine fulde evner og det ville hun sandsynligvis heller ikke før hun havde tid til at gøre mere ud af sin træning. Kom tid kom råd. Hvilke problemer han var kommet med, vidste hun ikke, et sted fandt hun det også uinteressant på givende tidspunkt. ”Nej det er tydeligt.. tja.. mig en glæde at overraske dig,” svarede hun næsten kækt. Det var virkelig kun morsomt, at se hvordan folk reagerede forskelligt, nogle med frygt andre med glæde og så var der folk som ham der ikke vidste hvordan han skulle forholde sig til det i det hele taget. De ru fingerspidser hen over hendes kind, lod en behagelig sitren søge gennem hendes krop. Det føltes som evigheder siden hun sidst havde modtaget en mands kærtegn. ”Som sagt; dine øjne bedrager dig ikke,” gentog hun med et lidt intetsigende smil. Hun havde skam været død og i mange år endda, et sted var hun glad for det, for børnene havde forandret hende og ikke kun til det bedre, den lange hvile havde givet hende fornyet energi som hun havde behov for at håndtere det hele, og atter finde ind til sig selv. Hun kluklo morende.. han lod jo nærmest til at være chok hvilket hun næsten fandt kært, det var under alle omstændigheder rart at vide, at der var nogle som havde husket hende også for den kvinde hun havde været i sin storhedstid. ”Alkymi er en besynderlig ting, kæreste Pharrell. Det lader til at der på trods af alt, er nogle i denne verden som ikke kunne undvære mig, og nu er jeg atter tvunget til at sidde her og spilde min tid på at vente på at nogle må dukke op,” svarede hun en smule beklagende. Hun var glad for at det lige var ham som havde valgt at aflægge et besøg i aften frem for nogen anden. ”Når du engang har vundet gemæle igen, kan du jo eventuelt forsøge at fortælle mig, hvad jeg kan være behjælpelig med,” påpegede hun med en lidt streng tone, hvilket hurtigt bragte hende tilbage til den Jaqia som de fleste kendte. Hvordan hans liv havde været, havde hun ingen idé om, hun kendte ikke til hans afdøde kæreste, for den slags havde aldrig interesseret hende som sådan. Det eneste der interesserede hende var hvor vidt han havde holdt sit løfte til hende, og om han var en af dem som forsøgte at modarbejde hendes kære søn, selv når han virkelig forsøgte, i så fald så ville hun hurtigt glemme at de nogensinde havde haft det det mindede om et venskab.

[Deleted]

Da først Pharrell så Jaqia, forsvandt alt andet fra hans sind og syn, som han snart helt glemte hvorfor han var her, ligesom han ikke lagde mærke til at der var andre der, og i det øjeblik, var der sikkert mange der kunne nå at stikke en træpæl igennem hans hjerte mindst ti gange, fordi han blev slået helt ud af at se lige præcis den kvinde igen. Det var på ingen måder et dårligt syn, da hun altid havde været en smuk kvinde, men det kom bag på ham, da han havde troet at hun havde været død, ligesom han heller ikke havde hørt noget om hendes tilbagevenden og det gjorde kun at han var ekstra forvirret. Han havde dog haft snuden lidt andre steder end på omverden, da han havde sine egne problemer at slås med, så det var ikke fordi han var kommet så meget ud eller havde fulgt så meget med, men det var lidt ligegyldigt nu hvor han stod overfor hende igen. Hendes kække ord, fik ham alligevel til at trække let på smilebåndet, hvor det at mærke hendes kolde hud mod sine fingerspidser kun gjorde det tydeligt at hun ikke var noget spøgelse, men at det faktisk var hende. Han trak roligt hånden til sig, hvor han igen måtte blinke let med overraskelse, da det virkelig var hende! Som hun kluklo, lagde han roligt hovedet på sned og betragtede hende med nysgerrige øjne. Det var lang tid siden at han havde set hende, for selv før hun døde var der gået år, hvor de ikke rigtig havde snakket sammen, ikke særlig meget, skønt han naturligvis var kommet til undsætning, hvis der havde været brug for hans assistance. ”Så var det jo godt at jeg netop kom forbi,” svarede han kækt, som hans læber spillede sig ud i et morende smil. Han kunne godt huske hans første møde med hende på kirkegården, hvor han ikke havde kunnet genkende hende som sin dronning, hvor de havde leget deres eget lille psykiske spil, hvor det også havde ført til lidt intimitet, og de var skiltes uden at han havde vidst hvem hun var. Da han så havde opsøgt slottet, for at tale med dronningen, var det hende han havde mødt igen, hvilket havde overrasket ham, og nu stod han igen overfor hende, igen opsøgt stedet for at tale med kongen, og igen var det hende han stødte på. At hun så spurgte ind til hans problem, var noget som fik ham til at påminde sig selv om hvorfor han var her, selvom.. det kunne godt vente lidt. ”Mit problem kan godt vente,” svarede han lettere fraværende, som han roligt valgte at gå rundt om hende, for at tjekke hende ud, inden han stillede sig foran hende igen. ”Og du ligner dig selv. Smuk som altid,” svarede han med et kækt smil, som hans midnatsblå øjne faldt til hendes smukke isblå. Det var helt underligt at stå overfor hende igen, selvom det på sin vis også var rart. Han havde dog ikke glemt hvilken kvinde hun var, og det at stå overfor hende igen, gjorde det kun mere tydeligt at han faktisk havde savnet at tilbringe tiden i hendes selskab, da han altid havde forstået sig på hendes morskab.

[Jaqia Destiny Angleráx]

I dette øjeblik lod det til at Pharrell kunne lade gå alt forbi sin næse, hvilket kun morede hende. Han lod ikke til at have den største erfaring med den slags, men hun selv, vidste at mirakler kunne ske hvis man hjalp dem lidt på vej, hun havde trods alt gjort det selv en del gange før, også selvom prisen for det havde været dyr, for hende vel og mærke. Foruden at han lod til at se blot en smule mere brugt ud, så lignede han sig selv. Stadig med de dyriske træk siddende selv uden på tøjet som en fin advarsel til alle der forsøgte at komme ham nær, hvilket selvfølgelig aldrig havde skræmt hende, hun var trods alt selv et bæst et sted. Hun huskede skam udmærket deres første møde, og hvilken leg som var endt med at opstå. Hun havde vidst mere eller mindre alt om ham, mens han end ikke havde kendt til sin egen dronning, tanken morede hende stadig i dag også selvom det desværre var en hemmelighed, der havde været svær at holde skjult for ham. Når det var sagt, så havde deres leg været noget af det mest morsomme og mest intense hun havde været med i nogensinde, den ville dog være let at genoptage og særligt nu hvor han igen stod med et hav af spørgsmål. De blonde lokker strøg hun let på øret, udadtil var hun jo ikke blevet meget ældre, selvom døden i visse henseender havde givet hende visse tegn på det, hvilket hun selvfølgelig havde planer for at gøre op med, hun gik meget op i sit ydre.. hvordan skulle hun ellers nogensinde blive i stand til at fører flotte mænd som ham med til sengs? Det lod langt om længe til, at han var ved at vende tilbage til virkeligheden, hvilket glædede hende. ”Jeg må erkende, at det er rart at se et velkendt ansigt. Særligt når det er så kønt som dit,” påpegede hun og hævede hånden, kun for at lukke den en smule fast om hans kæbe, netop så hun kunne betragte hans smukke træk, for et øjeblik inden hun lod tomlen stryge blidt langs hans kæbeben. Hun slap ham roligt igen og sendte ham et overlegent smil. Som det stod nu, så bar han en større stilling end hun selv, nu om dage var hun intet andet end en borger på lige fod med alle andre, og efter at det langsomt var begyndt at gå op for hende, hvad det indebar, så var hun ikke sikker på at det var en tanke som hun brød sig om. Jaqia forventede ikke andet selskab end hans, og hun ville ej heller forstyrres i øjeblikket. Heldigvis havde hun stadig en vis respekt rundt omkring, også selvom den bundede i frygt. Hun nikkede sagte. ”Meget vel,” svarede hun, hvis ikke han mente at det hastede så, så hun ingen grund til at skynde sig. Som han begyndte at vandre om hende, blev hun roligt stående og følte hvordan hans øjne tog hende i betragtning til han atter endte foran hende. ”Og atter engang forfører du mig med din charme,” svarede hun med et let glimt i blikket. Der var en hvis form for ironi i hendes tone, også selvom hun skam ikke løj når hun kaldte ham for charmerende, det havde han altid været, der var trods alt en grund til at han i sin tid havde formået at fange hendes interesse, nok til at hun sågar havde givet ham en plads i samfundet, hvilket hun ikke lod til at burde fortryde.

[Deleted]

Før i tiden havde Pharrell været en enspænder, der havde rendt rundt for sig selv, passet sig selv og været ligeglade med alle andre, indtil han havde mødt denne mystiske kvinde ved kirkegården, som havde gjort ham lidt mere interesseret, og han havde også fået et chok, da han havde fundet ud af at det var hende der havde stået som landets dronning, hvilket kun havde været et bevis på, hvor dårligt han havde sat sig ind i samfundet dengang, men han var trods alt ikke født i Dvasias, da han var født i et land gemt væk bag horisonten ud bag havet, da han netop kom fra havs i et skibsbrud, hvor han var blevet bidt af en vampyr for at kunne overleve og det havde skabt den horror han nu var i dag. Han var født menneske, men han så sig klart som hundred procent horror, da det var den race han var stolt af at være, og det var også den race han var stolt af at være leder for. Han kom langsomt tilbage til fatningen, som det så småt var gået op for ham at hun virkelig var hende og at hun ikke bare var et spøgelse, som han næsten havde troet til at starte med. At hun greb omkring hans hage med en helt fast hånd, fik ham til at gøre en smule modstand, da han ikke kunne sige at han var vant til at blive berørt på den måde, hvor han generelt slet ikke var vant til at blive berørt. Derfor måtte det også helt krible i ham, da hun lod sin tommel stryge over hans kæbelinje, selvom han alligevel ikke kunne nænne at trække hovedet til sig, da han måtte indrømme at sådanne kærtegne var savnede. Hendes ord fik et morende smil over hans blege læber, da det næsten var lang tid siden at nogen havde snakket til ham på den måde, hvor det næsten helt kunne minde ham om deres lille flirtende og gådefulde leg med hinanden som de altid havde kørt. ”Og jeg må indrømme at jeg faktisk har savnet dig og din pæne tone,” svarede han morende, som han blinkede kækt til hende. Han mente det dog, når han sagde at han havde savnet hende, da det var frygtelig mange år siden at han sidst havde set noget til hende og det kunne han næsten helt fortryde, da han helt havde glemt hvilken mystisk og spændende kvinde hun var, som hun altid havde formået at fange hans interesse og nysgerrighed. Han betragtede hende fra top til tå hele turen rundt om hende, så han kunne få hver en detalje med sig, selvom han nåede til den konklusion at hun lignede sig selv. ”Det er vidst heller ikke svært at charmere én som har været død så længe,” kommenterede han drillende, som smilet formede sig bredt på hans læber, så man kunne se de sylespidse hjørnetænder i hans mundvige. Hun havde intet at frygte, da hun altid havde haft ham hundred procent bag sig, for hende havde han aldrig svigtet, da han havde været en tro og loyal støtte, og det var han skam endnu. ”Men fortæl mig hvorfor du er tilbage Jaqia. Jeg kan regne ud at det er alkymi, selvom jeg går ind for at når folk er døde, så skal de forblive døde, så hvilken grund af folk haft til at lege med naturens balance?”” spurgte han nysgerrigt, som han lagde armene over kors ved det faste bryst og hoved let på sned.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Pharrell havde altid været uvidende på en underlig... kær måde næsten. Han havde levet i dette land i år, og havde end ikke kendt navnet på sin dronning gennem alle disse år. Han var tydeligvis begyndt at interessere sig mere for sine omgivelser siden hen, hvilket om ikke andet glædede hende, hun havde givet ham den plads netop fordi hun nærede tillid til at han kunne klare opgaven, af den grund forventede hun også, at han havde været Mattheus ligeså loyal som han havde været mod hende. De isblå øjne så intenst ind i hans, som hun havde taget det faste greb omkring hans kæbe, for at tage hans flotte ansigt i betragtning. Hun huskede at han altid havde gjort modstand mod hendes berøringer, og dog havde hun en sjov fornemmelse af at han nød det mere end han ellers viste. Kort lod hun tomlen stryge langs kæbebenet, inden hun atter slap ham og foldede hænderne foran sig. Hun var og forblev den samme kvinde som hun altid havde været, og for hende lå det hende blot naturligt at tale til ham som var det en del af deres lille, intime leg. Hun hævede et slankt øjenbryn og betragtede ham næsten med forundring? ”Pæne tone? Den har jeg ganske vidst ikke hørt før, men det glæder mig om ikke andet, at jeg på trods af alt har sneget mig til en plads i dit sind,” erkendte hun med et legesygt glimt i øjet. Det var ganske bevidst at hun ikke nævnte hans hjerte, der skulle mere end blot en gådefuld leg til at indtage en sådanne plads, hvilket hun godt vidste, men hun var om ikke andet glad for at han havde husket hende når alt kom til alt. Måden han betragtede hende på, fik hende til at føle sig godt tilpas, hun var vant til at være centrum for blikke, og særligt mænds, men hans var.. anderledes. ”Du har ret. Døden kan gøre selv den mest bevidste, til noget af det mest desperate,” erkendte hun med et morende smil. Der var mange glæder som hun var blevet nydt for, både glæden ved med og vin, glæden ved en mads kærtegn som hun vel næsten måtte erkende at være mere eller mindre afhængig af, og nu havde hun levet yderligere uger og holdt sig pænt på måtten det begyndte mildest talt at drive hende til vanvid. De sylespidse tænder tog hun kort i betragtning, også selvom de ikke skræmte hende på nogen måde, hun var selv bærer af et praktisk sæt som kom til syne når læberne spillede i det kølige smil. ”Hvad med at vi finder et mere.. privat sted at snakke? Det ville ikke være første gang at jeg tog de unge karle i at lytte ved dørene,” endte hun en smule irriteret, også selvom det hurtigt blev brudt af et smil. Hun gjorde gestus mod de store døre inden hun begyndte at gå, og håbede på at han ville følge med. Pejsestuen lå ikke langt væk, og der ville de have en del mere fred. ”Jeg er skam af samme overbevisning, og det var ej heller med min gode vilje at jeg vendte tilbage til livet. Det lod dog til at ikke alle var i stand til at affinde sig med samme tanke,” fortalte hun roligt mens hun ledte ham med sig. Mere uddybede hun ikke svaret, både for at genoptage den mystiske leg en smule men også for at beskytte Mattheus hun ønskede ikke at give Pharrell grund til at vise mistillid til hendes søn, for hun vidste at han gjorde hvad han kunne.

[Deleted]

Pharrell var ikke vant til at stå overfor frembrusende kvinder som Jaqia, for selvom der havde været få horrorer som havde tvivlet på hans styrke og lederegenskaber og havde lagt sig ud med ham, hvor han havde sat dem på plads, så var det helt underligt at stå overfor hende, da han måtte påminde sig selv om hvilken kvinde hun var og det havde aldrig været den helt blide, for nok hun kunne blive det, men frembrusende, hård og nådesløs var altid det første man så til hende, som en facade og mur der var bygget op omkring hende og som man først skulle bryde igennem for at se en lidt mere blid side af hende. Han havde dog intet imod at hun var denne hårde kvinde, da det trods alt var noget som havde fanget hans interesse til at starte med. Hun havde vundet hans respekt på ganske normal vis og selv uden at han havde kendt til hendes stilling og i hans øjne ville hun altid være hans dronning. Det legesyge glimt i hendes øjne, var noget som tændte hans eget, da han aldrig havde kunnet dy sig fra at spille med på deres lille leg, som altid havde forført og lokket ham. ”Du vil aldrig blive glemt for mit vedkommende, Jaqia. Du er en bemærkningsværdig kvinde, som jeg tvivler på at nogen kan glemme, hvis de først har mødt dig,” svarede han ærligt og morende, som hun var en hård og stærk kvinde, der nok skulle formå at sætte sit præg på andre, om det så var via frygt, fordi man blev betaget af hende eller fordi man blev irriteret. For hans vedkommende havde han dog altid været betaget af hende, da hun havde fundet en måde at underholde ham på med sine små gådefulde lege. Smilet trak han kun yderligere på ved hendes ord, som hans blik endnu engang tog turen over hendes krop, inden han så mod hendes smukke og intense blik igen. ”Og hvor desperat er du?” spurgte han lettere forførende, hvor det næsten kunne lyde som om han lagde op til mere, men det var trods alt en del af legen som det altid var. Han havde desuden ikke været nogen tætte siden Annika, da han ikke havde følt nogen lyst for det, skønt det var ved at være nogle år siden, hvor han var gået op i sit arbejde. At hun så foreslog et mere privat sted, var ikke første gang, da han allerede første nat på slottet, da han havde fundet ud af at hun var dronning var blevet inviteret ind på hendes værelse, men der havde han også kendt hende bedre end som så, da han havde set forbi hendes titel. Han nikkede roligt til hendes ord, som han alligevel blev en smule mere alvorlig. ”Det passer mig yderst fint. Vi har meget vi skal have indhentet,” svarede han roligt. Han havde ikke set hende i flere år, hvor han måtte erkende at han helt kunne savne at snakke med nogen som kendte ham, da han ikke havde ladet sig blive personlig med nogen efter Annikas død, skønt han havde fået en nyfødt i sin flok, en tøs som var lettere at åbne sig op overfor, fordi hun ikke var født ind i racen og så ham som en leder, men hun hadede ham til gengæld for at have omgjort hende, så deres forhold var lettere anspændt. Han fulgte hende roligt, som hun gjorde en gestus og begyndte at gå, hvor hans holdning endnu var rank og stolt. Han let skævede kun kort mod hende til hendes meget indpakkede svar, som han ikke rigtig kunne bruge til noget, da det ikke var et ordentligt svar på hvorfor hun var her. ”Er det din søn? Jeg har hørt rygter om at det ikke går så godt for ham,” svarede han kortfattet og direkte, da han ikke var typen der gad pakke tingene ind. Han havde ikke mødt Mattheus endnu efter at han var blevet konge, da han som sagt havde sine egne problemer at tage sig af, men han havde nu altid været kongehuset loyalt, selvom det mere var for at ære Jaqia, og derfor forvirrede det ham at hun nu var tilbage.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Jaqia var en selvsikker kvinde og hun havde en tendens til at virke yderst frembrusende, hvilket var det som de fleste lod sig skræmme af. Der var ingen nåde at finde hos hende, og der havde der aldrig været, men som enhver anden var det ikke hele sandheden. Under den hårde overflade, var hun en kvinde såvel som alle andre. Hun havde prøvet at elske og at hade, og hendes mest ømme punkt var hendes kære børn. Hendes mage havde hun fundet også selvom hun havde været tvunget til at lade ham gå for mange år siden, det var noget af det som i sidste ende havde gjort hende svag og sårbar, hvilket hun ikke havde tænkt sig at lade ske igen. Indtil dyret i hende var fjernet, måtte hun holde det på afstand blandt andet ved at fokusere på ham og deres lille leg. Omkring ham blev hun næsten som et barn igen, også selvom legen ikke var ment for de yngre sjæle. Hånden førte hun roligt til sin hage, hvor hun lod pegefingeren stryge blidt under, næsten en smule eftertænksomt. ”Det er sandt, jeg bliver som oftest husket.. på den ene eller den anden måde. Jeg må dog erkende, at det er min erfaring at ikke alle er nær så glade for at se mig, som du er,” påpegede hun, og virkede ikke yderligere påvirket af ikke at være videre populær, det vænnede man sig trods alt til i de store stillinger. Måden han målte hendes krop med blikket, mindede hende om hvordan det føltes at være et sensuelt væsen.. det vækkede et begær som havde ligget i bero, også selvom hun til nu intet havde gjort ved det. Hun vendte sig mod ham med et intenst glimt i øjet. ”Ikke helt desperat nok til at give mig hen til dig,” hviskede hun intenst i hans ører, og nappede ham let i øreflippen inden hun søgte forbi ham og ud af salen, med et selvtilfredst smil på læberne. Sandheden var nok, at hun var mere end desperat nok til at lade ham få indblik i den... nøgne sandhed, men hun nød at trække den ud. Hun førte ham let ned af de lange gange, før hun endelig nåede pejsestuen. Døren stod åben og afslørede at der ikke var nogle som benyttede den i øjeblikket. Pejsen havde været tændt, tilbage var kun efterladt gløder, er alligevel formåede at give rummet et.. hyggeligt skær. Døren lukkede hun bag dem, og ikke nok med det, hun hægtede ligeså låsen fast således at de havde stedet for dem selv, som en gammel dronning så værdsatte hun privatliv når hun endelig fik den. På bordet havde nogle efterladt en flaske rødvin hvilket kun fik hendes øjne til at lyse op for en stund. ”Arh.. lige hvad jeg behøver,” mumlede hun selvtilfredst og satte sig hen i sofaen, med en strakt ben og det andet hvilende på gulvet. De slanke fingrer lukkede sig om flasken som hun trak til sig, også selvom hun ikke nåede at fører dem til læberne. Smilet falmede en smule, også selvom hun måtte gå til bekendelse. ”Min søn er som enhver anden ung mand i sin alder, blevet ledt på vildspor af en smuk, giftig kvinde er jeg bange for. Han har mistet overblikket og lader sig styrer mere af instinkter end af fornuft. Som han mor er det min opgave at lærer ham at kombinere de to ting,” svarede hun ærligt, inden hun hævede flasken og tog en tår af den søde nektar, også selvom det ikke føltes helt stærkt nok. ”Vil du have?” spurgte hun og holdt flasken frem for ham.

[Deleted]

Pharrell havde aldrig været en mandschauvinistisk mand, da han vidste at der fandtes mange stærke kvinder derude som kunne overgå mange mænd og Jaqia havde altid været én af de kvinder, selvom hun var noget for sig selv og lå i en gruppe for sig selv. Hun havde fanget ham under første møde, hvor han siden da havde været hende loyal. Han havde arbejdet under hende og havde nærmest fungeret som hendes bodyguard, hvilket var indtil han havde mødt Annika, der havde gjort ham mere bevidst om racen og derfra havde han rent faktisk ønsket at blive en god leder, som tog sig af sit folk og han havde allerede en masse planer for at føre dem lidt mere frem eller i hvert fald for at sørge for at de overlevede ikke ville uddø helt, da det ville være en frygtelig stor skam. Hendes tænksomme mine, var noget som fik ham til at smile ganske let. Han vidste godt at hun skræmte mange væk, hvilket skam ikke forundrede ham, men ham havde hun aldrig kunnet skræmme væk endnu, selvom der også skulle en del til for at skræmme ham, for meget havde han oplevet igennem sit lange liv. ”Det er da klart at de ikke er det, jeg er trods alt noget ekstraordinært,” kommenterede han kækt og selvsikkert, skønt hans øjne hvilede drilsk og legende på hende. Han vidste at Jaqia altid havde været en frygtelig mandeglad person og at hun altid havde haft et utal af elskere, og om hun var gået tilbage til den samme rutine som før, anede han ikke, men hvis hun var, ville det skam ikke forundre ham. At hun så kom over og hviskede ham pirrende i øret, skønt det var afvisende ord og bed ham i den bløde øreflip, fik ham til at stivne, hvor han næsten følte at hans knæ skulle til at kollapse under ham, da hendes handling havde gjort ham helt blød i dem. Han brugte derfor også et par sekunder på at samle sig, hvor hans smil bredte sig på hans læber, som hans blev fulgte hende betagende. Han vidste at det var en del af deres leg, og som altid formåede hun at vække en indre lyst i ham, som han ikke havde følt i utrolig lang tid, men hun synes at bryde så let som ingenting igennem den mur han havde forsøgt at sætte op. Han fulgte roligt efter hende ind i pejsestuen, hvor det ikke gjorde ham noget at det blev mere privat, selvom han ikke kunne lade vær med at hæve et bryn og trække morende på smilebåndet da hun låste døren. ”Sig mig.. slipper jeg nogensinde ud igen?” spurgte han drillende, som han hentydede til at hun havde låst døren, hvor han fulgte hende med blikket som hun næsten virkede desperat efter noget alkohol. Han valgte roligt at gå med hen til sofaen, hvor han tog plads ved siden af hende. ”Ja.. jeg har godt hørt rygter om at det hele kørte af sporet for ham og at han tog det rimelig uprofessionelt, men når alt kommer til alt er han endnu ung og har frygtelig meget at lære,” svarede han roligt, som han ikke tog det så tungt igen som mange andre gjorde, dog måtte knægten lære at opføre sig professionelt, da det var hans ansigt udadtil som folket lagde mærke til. Han trak kækt på smilebåndet som hun tilbød ham flasken, hvor han roligt tog omkring den for at føre nogle store slurke ned i svælget. Det var lang tid siden at han havde fået en god vin, skønt han selv godt kunne have brugt det som var stærkere. Han sukkede let af velbehag, inden han vendte blikket mod hende. ”Men jeg går ikke ud fra at du har nogen fin titel mere? Så.. du er faktisk ikke mere værd end mine lopper?” spurgte han lettere kæphøjt, som han uden tvivl sagde det for at tirre hende med vilje. I hans øjne var hun skam stadig en dronning værdig, ligesom han stadig følte at hun var hans dronning, og det ville nok aldrig ændre sig.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Landet havde desværre sluppet tiden hvor det havde været kvindedomineret, hvilket hun selvfølgelig havde gjort med henblik på at beskytte Mattheus og samtidig gøre det lettere for ham, for det var en hård opgave at blive stillet for, det vidste hun godt. Det ændrede dog ikke på at hun stadig var en stærkt kvinde, som bestemt ikke havde tænkt sig at lade sig hundse rundt med og særligt ikke af en mand. Hvad der var blevet af ham i sin tid, var hun faktisk nysgerrig efter at vide, for en dag var han forsvundet uden et ord, uden noget også selvom han havde været en af hendes nærmeste vagter, og også den mest betroede, men hver ting til sin tid. Den selvsikre mine fik hende blot til at himle med øjnene. ”Selvom jeg frygtelig gerne ville, så må jeg desværre erkende at du har ret. På det punkt er du noget ekstraordinært,” erkendte hun næsten lidt modvilligt, der var jo ingen grund til at styrke mandens ego mere end normalt. Alt for mange lod sig skræmme, hvilket kun gjorde det langt morsommere for hende at være skræmmende i det hele taget. Jaqia måtte jo desværre erkende at hun havde en svaghed for det mandelige såvel som for det kvindelige køn. Hun var afhængig af den form for kærtegn, afhængig af at blive bekræftet også selvom det ikke var noget hun ligefrem gik rundt og reklamerede med. Dog havde hun ikke været en mand nær siden sin opstandelse, og det var noget som hun begyndte at kunne mærke. På den anden side ville det kun ødelægge legen hvis hun gav sig hen til ham nu, og det ville blot være synd. Der var ingen mand som havde formået at tæmme hende foruden Nathaniel, og det håb havde hun opgivet for længst. Blikket kastede hun over skulderen mod ham med et lidt intetsigende smil. ”Det må tiden vise,” svarede hun blot med en mystisk undertone, for det var ganske vidst aldrig til at vide hvad hun kunne finde på. Jaqia lod ham tage plads ved hende, mens hun selv startede ud med flasken. Alkohol gjorde aftenerne en smule mere spændende, for der var ikke rigtigt noget i dem, hun kedede sig og følte sig konstant rastløs! ”du er tydeligvis velinformeret.. så hvor har du været? Jeg havde en forventning om at mine større støtter ville stå der til at hjælpe min søn, men jeg må desværre erkende min skuffelse på det punkt,” endte hun og hævede blikket til hans. Mattheus var endnu ung, og han havde meget at lære, hun kunne ikke bebrejde ham for at følge sin natur, ikke når han ikke havde kendskab til andet, og særligt ikke hvis Denjarna var hans mage. Flasken gav hun videre til ham. Let lod hun den nøgne fod søge hen over hans lår, næsten med en uskyldig mine, ment som en form for hævn for hans næste ord. ”Jeg har ganske vidst ingen titel på mig mere, men jeg kan forsikre dig om at jeg er langt mere værd end guld nogensinde ville kunne tælle,” svarede hun sigende. For nu lod hun ham være kæphøj, han skulle trods alt have sit lille øjeblik, men han skulle vogte sine ord, før eller siden ville fælden klappe, hvilket hun håbede at han var klar over, også selvom det var ment i ren og skær sjov.

[Deleted]

Meget var sket i den tid de ikke havde set hinanden, hvor hun også havde lagt død i snart halvdelen af den tid, så meget måtte hun vel også selv være gået glip af? Det var derfor også sjovt at se hvordan deres leg endnu spillede mellem dem, som om intet var hændt, hvilket han et sted nød, for han havde altid nydt hendes små julelege, som mange nok ville blive vanvittige over, men for ham var det blot spas og underholdning i særklasse, da han måtte indrømme at Jaqia havde noget af et sind som han ikke havde set magen til før, for hun var uden tvivl noget særligt og i en kategori for sig selv. Han kunne også tydeligt mærke at hun fangede hans interesse med det samme, selvom han ikke var helt sikker på at det også var det faktum at han ikke havde set hende i flere år, som spillede ind, eftersom det også gjorde noget for hans vedkommende. Savnet måtte han dog erkende at hun var, da han ligesom hende, var glad for at se et velkendt ansigt som kendte én bedre end hvad andre gjorde, skønt de så alligevel heller ikke kendte hinanden bedst. At hun så gav ham ret, fik kun hans smil til at brede sig yderligere på hans læber. ”Selvfølgelig er jeg det, men nogen skal jo også gerne kunne følge dig i din tossede og gådefulde tankegang,” påpegede han drillende, som han blinkede kækt til hende. Han tvivlede på at mange kunne forstå deres lille leg, hvor han til tider heller ikke selv forstod sig på den, men det var underordnede, da man bare skulle spille med på den og intet andet. Han bed sig næsten helt spændt i den bløde underlæbe, da hun blev helt gådefuld igen, hvilket han uden tvivl havde savnet, det var også det han godt kunne lide ved hende, som han elskede deres lille leg. Han var dog sikker på at han nok skulle slippe ud igen før eller siden, han havde trods alt et job der skulle passes og som hun stolede på ham, stolede han skam også på hende. ”Det må vi jo,” mumlede han let for sig selv, som hans blik fulgte hende intenst, inden han selv valgte at tage plads ved siden af hende i sofaen. At hun var skuffet, forundrede ham ikke, hvor han trak næsten dovent på skuldrene. ”Jeg har haft en race at passe, og selvom vi er få, er det et hårdt arbejde i selv at sørge for at vi resterende ikke går i døden. Det er også på vegne af min race at jeg er her i aften,” svarede han sandfærdigt og dog alvorligt. ”Jeg har desværre ikke haft fornøjelsen af at møde Mattheus, jeg har ikke set ham siden han var spæd. Men derfor har han altid haft min støtte, som kongehuset altid har haft,” tilføjede han i samme seriøse tone, hvor hans blik blev lettere sigende, næsten som et tegn til at hun ikke skulle forsøge at modsige ham, da han ikke ville have at nogen skulle sætte tvivl ved hans loyalitet, når han var en af dem der nok aldrig ville svigte Jaqia og hendes slægt, medmindre at barnet blev helt sindssygt og var nød til at blive stoppet, men det var ikke tilfældet. Den nøgne fod der strøg over hans lår fik ham til at trække let på smilebåndet, hvor han godt kunne høre at hun blev lidt mere sippet ved hans kæphøje udtalelse. Han lukkede roligt sin hånd omkring hendes ankel, kun for at trække hende tættere på sig, hvor hans blik hvilede intenst på hendes. ”Selvfølgelig er du det. Du er stadig min dronning og det vil du altid være. Men derfor vil jeg stadig lige nyde et lille øjeblik og fryde mig over at jeg rent faktisk pludselig er højere stillet end dig,” hviskede han roligt, som han imens han havde talt, havde bevæget sin hånd op ad hendes ben og videre over hendes lår i et langsomt og pirrende tempo, inden han kort før lysken trak hånden til sig igen, hvor hele hans mine var indbydende og lokkende.