Creating ties?

[Deleted]

Hvis man bedte Aleksandra om at redegøre for morgenen, ville hun sikkert tie, da hun simpelthen ikke vidste, hvorfor det var sket. Hun var mere end bevidst over, at de havde ligget med hinanden, og hvis man spurgte hendes krop, havde hun også nødt det mere end noget andet. Behaget sad nemlig endnu i hende, som det gennemstrømmede hendes krop, da det i sandhed havde været en fantastisk akt. Hun gik måske ikke meget ind for den nu, men tidligere havde hun begæret ham til det ekstreme, hvilket havde gjort, at hun havde givet sig helt og holdent til ham, som der for en gangs skyld ikke havde været nogen tanker, men bare den reneste lyst.. og for deres begges side endda. Hvis man spurgte hendes krop nu endda, ville hun allerhelst ligge sig tilbage i sengen, og med ham ind til sig, men det kunne hendes hoved på ingen måde tillade hende. Det var nemlig yderst forkert, og hun måtte være blevet … forhekset af ham. Det var i hvert fald den eneste logiske årsag hun kunne finde til det hele. Det var også underligt, at Voltaire end ikke selv sagde noget, som han var helt stum og det gjorde det sværere for hende at vurdere hele sagen. At han i sine tanker frygtede, at hun ville piske ham, behøvede han dog ikke, da hun nærmere ønskede at straffe sig selv og ikke ham. Hun kunne nemlig ikke bære, at hun skulle føle noget positivt for den mand, så derfor ønskede hun at straffe sig selv, ligesom dengang hun havde valgt at forlade Konstantin. Der var der nemlig sket noget andet, end hvad hendes hoved havde ønsket. Ud gennem øjenkrogen anede hun, hvor ynkelig han måtte se ud, sådan som han lå blødende på jorden og med vejrtrækningsproblemer. Der var en del af hende der fik den tanke, om hun skulle gå over til ham og hjælpe ham op, men den blev hurtigt sønderknust af en anden tanke. Hun var ingen god og kærlig kvinde, og derfor skulle hun ikke begynde at ty til sådanne svagelige handlinger! Han var desuden hendes slave, og dem kunne man ikke begynde at agere venligt overfor. Hun sukkede. ”Kig væk så,” sagde hun kortfattet, inden hun gik over til klædeskabet. Der smed hun morgenkåben, så hun igen stod helt bar, skønt det ikke varede længe. Hun fandt nemlig hurtigt nogle trusser, og en mørk kjole af noget tykkere stof end det almindelige, som hun tog på. Hvis ikke han kunne komme op med det samme, samt hvis ikke hun ville hjælpe ham, var der jo kun en ting at gøre… Hun måtte forsvinde for et stykke tid, og så måtte han hjælpe sig selv i mellemtiden, eller skaffe hjælp på en anden måde. Hånden kørte hun hurtigt gennem de mørke lokker der var blevet uglet til efter den hede akt. ”Jeg går mig en tur, og når jeg kommer tilbage, er du her ikke,” sagde hun fast, inden hun med en bestemt mine gik ud af døren, uden hun så meget som værdigede ham et blik. Det var ikke fordi, at hun var ligeglad med ham, for det var hun åbenbart ikke. Det var mere fordi, at hun ikke kunne tillade sig selv at have det således. Derfor valgte hun at gå, hvor hun valgte at søge helt udenfor i den fri natur. Voltaire havde trods alt givet hendes tilladelse til at komme ud, skønt det havde været med ham som ledsager, men han var ligesom ikke i positionen til at stoppe hende lige nu. Derfor gik hun, og med det håb om, at den rene og klare luft ville vaske nogle af hendes idiotiske tanker bort.

// Out

[Deleted]

Hvad der var sket, kunne Voltaire ikke helt begribe eller forstå, da han næsten havde det som om det var en drøm og at han kun lige var vågnet op på gulvet og igen lå i smerter, for smerten var skam god nok! Men det var behaget i hans krop også, da han var blevet tilfredsstillet på en måde, som han ikke var blevet i mange år. Fantastisk havde det været, selvom han helt måtte foragte den tanke, når han vidste hvordan hun var overfor ham, ligesom det var hendes skyld at han ikke kunne gå nogen steder, da han var helt udmattet og afkræftet. Forfærdeligt og godt havde han det på en og samme tid, selvom det var lettere at fokusere på smerten og det ville han snart også hellere end at tænke på at han lige havde været den kvinde tæt, som han hadede over hele jorden og mere til! Han vidste heller ikke rigtig hvad han skulle sige til det, derfor havde han skam foretrukket at han bare kunne have taget sit tøj og smutte, for så kunne han selv søge væk og tænke det hele igennem i fred og ro, for ro fandt han ikke just, da han ikke kunne lade vær med at frygte at hun ville tage piske og piske ham yderligere, fordi han ikke kunne gå og komme ud, da han næsten havde på fornemmelsen at det at de havde været tæt gjorde hende sur, og når hun først var sur var hun ligeglad med hvis skyld det var, så straffede hun bare vedkommende og det måtte jo så blive ham igen. Han lukkede blot øjnene, da hun bad ham om at se væk, fordi han ikke havde kræfter til andet lige pt., hvor han blot blev liggende og lyttede til hende, som hun skiftede tøj. Øjnene blev også kun halvt åbnet, da hun fortalte at hun gik og at han skulle være væk inden hun kom tilbage, hvor han kunne høre hvordan hun forlod værelset. Han selv blev liggende og lukkede øjnene igen. Han vidste at han ikke kom op foreløbig, i hvert fald ikke selv, det var også derfor at han gav efter for udmattelsen, da han faldt i søvn på gulvet, hvilket forhåbentlig ville give ham kræfter, eller også måtte han bare bede til at en af de andre tjenestefolk kom forbi og fandt ham, for ellers ville han ikke kunne gøre noget, hvis hun kom alt for tidligt tilbage og der kunne han så helt frygte at hun ville forsøge at piske ham ud, for hun skulle trods alt altid drage til de mere hårde og drastiske metoder frem for at bruge sin fornuft og tilkalde hjælp, som kunne få ham ud. På gulvet blev han dog liggende i sine søde drømme, hvor han også måtte glemme smerten lidt for noget tid, hvor han lå helt slap og stille, som havde han næsten været død eller bevidstløs.

//Out