Creating ties?

[Deleted]

Morgen var det blevet, hvor solen stod i horisonten og det var ikke lang tid siden at der havde været daggry. Vintertiden var ved at forsvinde, som nætterne langsomt blev forkortet igen, da det blev tidligere lyst og senere mørkt. Det var stadig koldt og frost udenfor, hvor sneen stadig lå henover jorden som et tykt krystaltæppe, et smukt syn var det i den grad, særligt her på Slavonik Palace. Der var ikke meget for slaverne at gøre her i vintertiden, selvom de sørgede for at holde grusstierne og trapperne ryddet for sne, så man kunne komme frem og tilbage, ud og ind. Folk var dog stadig i gang med at producere vinen, som de blandede ingredienserne, så de mange forskellige vine blev klar til at blive solgt. Et stort projekt var det, selvom de fandt megen morskab ved det. Voltaire havde dog ikke fået det lettere blandt de mandlige slaver, som de endnu måtte være jaloux på ham, fordi han var den som fik lov til at tilse fruen, selvom han også tilså mange af slaverne, da vinteren havde været hård og fyldt med influenza. Han havde dog formået at holde sig fri fra sygdommen, da han tog medicin for det, så han var i stand til at holde de andre friske, hvor han også havde fået kurereret Aleksandra fra sin, skønt den havde været slem. Der var gået næsten en måned, siden han havde fundet døende ved den magiske cirkel, hvor hendes ekskæreste havde været frygtelig hård ved hende. Det havde dog været en spøjs måned, på både godt og skidt, da nogle dage rent faktisk gik godt mellem dem og andre dage var dårlige, særligt når hun nægtede at lytte til ham og ikke adlød eller fulgte hans instrukser, hvilket måtte irritere ham, da han rent faktisk forsøgte at gøre hende rask! Hendes trykkede ribben var gået i sig selv igen, selvom det enkelte brækkede endnu var ømt, da det stadig var under healingsprocessen, men stadig på bedringens vej. Såret i baghovedet havde også healet sig selv, som det hele egentlig så normalt ud for hende, hvor hendes krop heller ikke var nær så øm som da han havde fundet hende, da hun rent faktisk var i stand til at bevæge sig. Han så dog stadig til hende hver dag, for at være helt sikker og for at få hende til at tage sin medicin, særligt når de andre var syge, så hun ikke blev smittet, hvor han stadig ikke lod hende gøre alt, såsom han havde holdt hende indenfor i huset, selvom hun havde fået lov til at rende rundt hvor hun nu end ville hen.
I øjeblikket var Voltaire i gang med morgenmaden som sædvanlig, hvor han denne gang havde lavet vafler til hende overtrukket med en lækker sirup og et par frugter i siden, hvor han havde fyldt et glas op med juice og et med vand. Han selv havde allerede spist, hvor han nu var på vej op til hendes gemak, bærende på bakken med morgenmaden. Han stoppede roligt op udenfor hendes værelse, hvor han bankede på, inden han valgte at åbne døren og træde indenfor. Det var ikke helt lyst herinde, fordi gardinerne var trukket for, men derfor kunne man stadig ane sollyset og den strålende dag som havde lagt sig over dem. ”Godmorgen, prinsesse,” hilste han i en munter tone – for en gangs skyld – hvor han gik over og stillede morgenmaden fra sig på natbordet ved hendes side, inden han trak gardinerne fra, så sollyset kunne trænge ind, hvilket fik ham til at sukke fredfyldt. Det var rart at starte dagen ved at vågne op til et perfekt vejr!

[Deleted]

Det var næsten en måned siden, at Aleksandra var blevet reddet ved Den Magiske Cirkel af sin ene slave, Voltaire. Det var både til at sige, at meget og lidt havde hændt igennem den måned, da hun endnu ikke havde fået tilladelse til at bevæge sig udenfor sin dør. Selv følte hun, at hun lå hele vinteren væk, som hun igennem størstedelen af tiden havde været sengeliggende, hvor det først havde været et godt stykke inde i healingsprocessen, at hun havde fået tilladelse til at bevæge sig rundt på sit palæ. I starten havde Voltair krævet at følge hende rundt, for hendes egen sikkerhedsskyld, hvis hun nu ikke kunne klare distancen eller skulle falde, og der måtte hun indrømme, at hun havde haft lyst til at slå ham ihjel. Det havde hun op til flere gane haft, som de havde haft deres mange diskussioner, men ved siden af det, havde de faktisk også haft nogle øjeblikke, hvor det havde været helt … normalt mellem dem. Underlige fandt hun de dage, da hun i de stunder ikke havde noget imod ham, hvilket hun ellers altid havde. Derfor prøvede hun til tider også at finde en grund til at hade ham, som hun valgte med vilje at ødelægge de gode øjeblikke, da de gav hende en underlig følelse i sit indre. Hun kunne ikke sige, hvad det var, men hun brød sig ikke om tanken om, at hun syntes om Voltaire, da hun havde hakket ham ned fra dag et af. Hvad Voltaire mente om den nye energi mellem dem, vidste hun ikke, men hun prøvede at lade være med at tænke over det. Derfor valgte hun at fokusere på det der var vigtigere, nemlig sit helbred og sine studier. Det var ikke altid lige let at tage den med ro, da hun ofte følte, at Voltaire var for overbeskyttende, hvor hun selv mente, at hun bare skulle presses mod bedring. Det gik dog fremad, som hun nu kunne bevæge sig, hvor hun heller ikke længere var decideret syg. Hun kunne dog mærke, at hun endnu ikke var oppe for det helt store, som hun hurtigt fik ondt i ribbene, hvis hun lavede for megen fysisk aktivitet. Derfor gjorde studierne også godt, som hun blot kunne sidde og læse, som hun endnu søgte en kur efter den sensuelle udstråling. Magien var også vendt tilbage, hvor hun til tider forsøgte sig med den, som det trods alt måtte være det vigtigste i hendes liv.
Lyden af de faste bank mod døren, nåede langsomt den sovende Aleksandra, der svagt måtte røre på sig. Hun lå i en kort sort natkjole, og med den lune dyne trukket godt op over sig, mens de nøddebrune lokker lå luksuriøst omkring hende. Duften af de frisklavede vafler nåede hurtigt hendes næse, hvor duften var himmelsk, skønt hun endnu var søvnig. Øjenlågene og –vipperne vibrerede let, som bevidstheden måtte snige sig ind på hende, ligesom han hilste i den muntre tone. ”Mmh…” lød det søvnigt fra hende, hvor lyden ikke var andet end en mumlen, som han lige havde vækket hende fra den dybe søvn. Træt var hun, men langsomt måtte hun få øjnene op, hvor hun vendte sig op på den anden side, så hun kunne få øje på hans skikkelse. Hun måtte dog hurtigt lukke dem i igen, da han trak gardinet fra og nærmest blændede hende med sollyset udenfor. Et par lange sekunder måtte hun derfor bruge på at få dem skimtende op igen. Et gab slap igennem hendes læber. ”Du er glad i dag,” bemærkede hun stille, som hun endnu blot blev liggende og betragtede hans skikkelse, som hun endnu lige skulle vågne op.

[Deleted]

Til tider havde måneden føltes ufattelig lang, hvor den andre dage havde føltes til at gå snildt for sig, hvilket havde været på de gode dage, selvom Aleksandra havde en tendens til at ødelægge alt det gode og tilmed gav Voltaire skylden for det, også selvom han ikke engang havde sagt noget stødende til hende, og det gjorde ham altid irritabel, hvor de så var oppe i de samme gamle diskussioner igen, hvor de talte ned til hinanden og hånede hvor de kunne komme til. Han nød rent faktisk når det gik godt, da det gjorde det meget bedre for ham at tilse hende og bruge tiden med hende, for så føltes det ikke som en tung byrde, og til tider måtte han nåede han næsten også at tænke og få følelsen af at hun ikke var så slem og at han kunne lide hendes person, indtil hun blev modbydelig og nedladende igen, hvor han hurtigt måtte skifte mening. Det var også derfor han til tider kunne komplimentere hende, selvom det var indtil hun hånede ham igen eller talte ned til ham og så blev han igen angribende og tog sine ord til sig, da han ikke fandt sig i hendes måde at tiltale ham på. Han forsøgte dog at smøre sig med tålmodighed, da han var hendes læge og den der tog sig af hende, også selvom mange af de andre mænd ville give en arm for at være i hans sted, problemet var bare at de kun tænkte på én ting og at de ikke kunne finde ud af jobbet, hvor han rent faktisk tog det seriøst og professionelt.
Som Voltaire kom ind og hilste godmorgen, kunne han godt høre hendes søvnige mumlen, som kun fik ham til at smile, da det næsten kunne lyde lettere protesterende om at komme op, selvom hun nok ville blive glad for det han ville fortælle hende. Han var rent faktisk i godt humør, da han var vågnet med en okay følelse, der kun var blevet styrket, da han havde set det gode vejr udenfor, da solen skinnede og det var smukt med sneen, der var snart ingen vind at ane, så det var jo et helt perfekt vejr! Derfor havde han også lavet morgenmad til hende i højt humør, og nu var han her med samme gode følelse i kroppen, selvom han vidste at hun var alt for god til at ødelægge det. Han valgte roligt at sætte sig op i sengen ved siden af hende, med benene strakt og det ene lagt henover det andet, hvor han lænede sig op ad sengegærdet, imens han vendte blikket ned mod hende, som hun lå der ved hans side. Han selv bar en bluse og nogle løse bukser, hvor det ikke just var det mest fornemme, men han var trods alt også kun en slave. ”Det er jeg, men det er også fordi det er godt vejr udenfor,” svarede han med det muntre smil stødt hvilende på hans rosenrøde læber, som han lagde hovedet let på sned. ”Og apropos vejret, så tænkte jeg at vi skulle ud i dag, netop fordi det er så godt,” tilføjede han, som han langt om længe lod hende komme udenfor, selvom han naturligvis skulle med hende, som han skulle som altid, da han skulle være sikker på at hun ikke faldt om, og det kunne de jo ikke have at hun gjorde udenfor i sneen, da det var iskoldt! ”Sæt dig nu op og spis din mad,” opfordrede han roligt, hvor han næsten kunne lyde helt spændt og ivrig efter at de skulle ud.

[Deleted]

Inderst inde vidste Aleksandra godt, at Voltaire ønskede hende det bedste, men af en eller anden grund havde hun svært ved at acceptere det. Hun forsøgte derfor konstant at finde nye grund til at hade ham, samtidig med at der altid var den selvsikre vinder, og det var at tage de sædvanlige barnlige og hånlige diskussioner op, da hun i så fald vidste, at han ville blive irritabel og blive den mand, hun havde valgt at se ham som. Det var måske ikke helt fair, men hun fandt det underligt at synes om ham, og derfor kunne hun ganske enkelt ikke lade være. Det havde også hændt, at hun havde forsøgt at få ham ud af sin ny rekrutterede stilling, men det hjalp aldrig, da han var stædig på at ville blive ved hende. Hun var ellers bekendt med det faktum, at stedets andre mandlige slaver hellere end gerne ville pleje hende, men det ville formentligt betyde, at hun både ville få en sengepartner, og en mand hun kunne sno om sin finger, da de ikke havde den samme rygrad som Voltaire, og det måtte passe hendes stædige jeg fint. Det var dog aldrig blevet aktuelt, som hun endnu havde Voltaire som sin læge, og det måtte være på både godt og ondt, som de havde deres gode og dårlige dage sammen.
Søvnig var Aleksandra, men det var der ikke noget at sige til, når nu hun lige var blevet vækket. De første sekunder måtte hun også finde det umådeligt tillokkende bare at holde øjnene lukket, og ignorere Voltaires tilstedeværelse i håb om, at han ville lade hende sove videre. Normalt var hun en kvinde der var frisk på at starte morgendagen, men når hun alligevel ikke havde tilladelse til andet end at gå ned ad sin trappe og ind i sin stue, så var det ikke længere særligt optimerende at stå op. Hun vidste dog, at Voltaire ikke ville lade hende slumre hele dagen, og derfor forsøgte hun skam også at få lullet friskheden ind i sig, ved at kæmpe sine øjenlåg op. De grågrønne øjne landede hurtigt på hans velkendte skikkelse, da hun var blevet ufatteligt bekendt med hans nærvær. Hun ville næsten mene, at hun aldrig havde set en person så meget, som hun så ham, skønt det selvfølgelig ikke var rigtigt. Hun så ham dog dagligt, som han dagligt kom ind og undersøgte hende, og bragte hende sin morgenmad, og derfor kendte hun allerede denne rutine ud og ind. Hun tænkte dog intet særligt med det, da der efterhånden aldrig skete noget videre revolutionerende i hendes liv. Selv det, at han satte sig mageligt til rette i hendes seng, var hun vant til, hvor hun havde opgivet at bede ham om at forlade den. ”Er vinteren overstået siden jeg sidst måtte se ud af mit vindue?” spurgte hun dovent, da hun ikke videre delte hans optimisme, for hvorfor skulle hun? Hun måtte alligevel kun rende rundt inden døre. At dagen i dag var anderledes, fandt hun dog hurtigt ud af … og hun kunne knapt nok tro det. Overraskede og helt håbefulde blev hendes øjne, som han sagde, at han ville lade hende gå udenfor i dag. Man kunne roligt sige, at hun havde ventet på denne nyhed i snart en måned, og derfor måtte dette være af ufattelig stor betydning for hende! Det betød nemlig, at hun var ganske tæt på frihed, eftersom der i så fald ikke var lang vej til at tage ud på egen hånd. ”Hørte jeg forkert, eller siger du virkelig, at du ikke har i sinde at fælde mig, hvis jeg forsøger at forlade denne bygning?” spurgte hun helt spændt, skønt hun var opmærksom på, om han nu snød hende. Indtil i dag havde han nemlig gjort alt for at fraholde hende fra den friske luft. Det havde hændt, at hun havde forsøgt at snige sig udenfor, efter at hun havde fået tilladelse til at bevæge sig alene rundt på slottet, men desværre lagde han mærke til alt. Hvordan han gjorde det, anede hun ikke, for hun så sig altid omkring, inden hun var ved at snige sig ud, men inden hun vidste af det, havde han altid et greb om hendes arm. ”Rækker du mig bakken?” spurgte hun roligt, som den gode nyhed alligevel måtte gøre hende en anelse venligstemt. Hun havde også fået skubbet sig op i en siddende position, hvor hun nu blot afventede ham.

[Deleted]

Det hele synes at være lettere at gå til, når man var i godt humør, var positiv og alt føltes godt, selvom Aleksandra havde en vane til at ødelægge Voltaires ellers så strålende humør, da de kunne sidde og have det godt og så når han var smilende og god mod hende, blev hun snart helt angribende, som om hun bare ikke kunne have at han var god mod hende, hvilket han ikke kunne forstå, for hun bad ham altid om at være sød mod hende og når han så var det, var det pludselig for meget, hvor hun følte for at tryne ham og derfor kunne han heller ikke blive klog på denne kvinde, da hun simpelthen var noget for sig selv og han havde endnu ikke afgjort med sig selv om det var godt eller dårligt. Hun var en svær kvinde at gøre tilfreds, selvom han forsøgte bare at passe sit arbejde og få hende gjort helt rask, skønt han godt vidste at han havde været frygtelig overbeskyttende og lettere streng, men det havde jo også været nødvendigt, når hun havde nægtet at lytte til ham og bag hans ryg havde forsøgt at gå imod ham, hvilket han ikke fandt sig i! Nok hun var hans herre og Baronesse, men han var hendes læge og det gjorde at hun burde lytte til hans råd, da han trods alt forsøgte at gøre hende rask og kun gjorde alle ting for hendes eget bedste, det ville ingen af de andre mænd gøre, de kun tænkte med de nedre dele og ville føje hende til hver en tid, hvis de kunne få deres egne ønsker opfyldt. Og der var han anderledes da han tog sit job alvorligt, og det burde hun faktisk anerkende ham for, da han var den sensuelle dæmon og det var de andre ikke, hvor det var de andre der opførte sig som lystne hunde i løbetid, hvor han kunne styre sig. Han himlede let med øjnene, som hun tydeligvis ikke delte hans optimisme, men det var han sikker på at hun nok skulle komme til. ”Bare rolig, smukke, du er ikke gået glip af vinteren endnu,” svarede han med et løftet bryn og en svag hovedrysten, da hun altid skulle overdrive hans handlinger og gøre dem værre end hvad de var, for nok han havde holdt hende inde, men det var kun til hendes eget bedste! Desuden gik det på bedringens vej, så han kunne godt få hende med ud, hvor det også var tydeligt at se hvordan hendes mine måtte ændre sig, som hun blev helt håbefuld og det fik ham til at slippe en munter latter, da hun helt måtte minde ham om et indespærret dyr der endelig fik sin frihed, og så slem havde han altså heller ikke været! ”Bliv nu ikke for begejstret, prinsesse, du hænger stadig på mig,” svarede han morende, som han prikkede hende drilsk på næsetippen. At hun pludselig følte sig helt spændt og ivrig, kunne han godt fornemme, som hun pludselig var langt mere medgørlig og kom op at sidde uden at være besværlig og strittede imod. Han tog roligt omkring bakken, kun for at lægge den over hendes lår, så hun kunne tage for sig af vaflerne, som han havde lavet helt specielt til hende – som ethvert måltid han lavede til hende hver morgen. ”Pas nu på at du ikke forsluger dig af spænding,” kommenterede han morende og lettere drilsk, som han ikke kunne lade vær med at more sig over det at hun var blevet helt ellevild og håbefuld, skønt han godt vidste at hun havde været inde i lang tid, men han havde ikke forhindret hende i at lave noget indenfor, så længe det ikke gjorde skade på hende selv. Han havde dog altid været der, til hvis hun havde haft brug for ham.

[Deleted]

For Aleksandra føltes det som om, at hun havde været sengeliggende siden altid. I øjeblikket ville hun faktisk beskrive sig selv, som var hun en prinsesse i et eventyr, der var blevet låst inde i et højt tårn, uden mulighed for at komme ud, men kun kigge ud gennem sit vindue. Det var måske at overdramatisere det hele, eftersom det kun havde været en måned, og at det på ingen måde ville vare for evigt, men alligevel tænkte hun sådan. At hun ikke havde gået glip af vinteren kunne både være på godt og ondt, da hendes sidste møde med kulden ikke ligefrem havde været vellykket. Der havde hun nemlig ligget forfrossen, skadet og døende i den hvide sne, og det var et minde hun helst så glemt. Det var dog altid noget at vide, at hun ikke havde gået glip af en hel årstid, skønt hun følte, at hun havde befundet sig på sit værelse siden altid. ”Så længe jeg er ude til forårets start, er jeg glad,” sagde hun kortfattet. Det måtte også være en hentydning til, at hun havde i sinde at være ude af sin dør – om han ville det eller ej – når de kolde vintermåneder var ovre. Hun ville gerne være ude, når varmen vendte tilbage, og naturen sprang frem igen, og siden hendes magi havde vendt tilbage, kunne hun godt jage ham på flugt. At hun allerede nu fik lov til at komme udenfor, kunne hun knapt nok tro, men begejstringen slog alligevel ned i hende. Den nyhed havde hun så sandelig ventet, og derfor blev den mere end glædeligt modtaget af hende! Hans følgende kommentar fik hende dog til at fnyse dæmpet ad ham. Hun rynkede på næsen, som han trykkede til den. ”Tro ikke, at jeg ikke allerede er mere end klar over det,” mumlede hun, som han bekendtgjorde, at han ville rende i hælene på hende, når hun blev sluppet ud i det fri. Hun havde skam ikke troet, at han ville lade hende forlade palæet, uden ledsagelse af ham. Han var nemlig over alt, skønt hun foretog sig det allermest ubetydelige. Hun havde det i hvert fald som om, at han vidste præcist, hvad hun lavede døgnets 24 timer. Irriterende var det, da hun savnede sin frihed, men hun havde selv hidkaldt ham, som hun havde ligget døende i Den Mørke Cirkel, og nu måtte hun lide under det. Det var dog ikke kun skidt, at hun hang på ham, da han rent faktisk gjorde et fortrinligt arbejde med hende. Hun ville selvfølgelig aldrig sige det til ham, men hun mente, at han didikerede sig hundred procent til sit arbejde, og det var reelt set kun godt. Det gik hende dog på, at han turde sætte hende på plads, da der ikke var andre end ham på stedet, der kunne finde på at svare hende igen. De lune vafler måtte dog aflede hendes opmærksomhed, som han valgte at placere bakken på hendes skød. ”Åhh bare rolig.. Jeg vil ikke give dig en ny mulighed for at holde mig inden døre,” sagde hun roligt, som hun greb om bestikket. Kniven førte hun igennem de udsøgte vafler der måtte se særdeles lækre ud og dufte himmelsk, inden hun tog en bid. Hun ville skam ikke lade maden ryge ned i den gale hals, da hun i så fald blot ville frygte, at han ville pleje hende på ny. Han var muligvis en god læge, men hun var en kvinde der godt kunne lide at stå på egne ben. ”Og hvornår får jeg lov til at opleve naturen igen? Efter maden?” spurgte hun nysgerrigt efter at have tygget om munden.

[Deleted]

Voltaire mente at Aleksandra overdrev det at være indenfor, da hun flere gange havde kommenteret hans handlinger og ord, når han havde sagt at hun skulle blive indenfor, fordi hun fremstillede det som om at hun aldrig ville komme ud, bare fordi han havde ladet hende blive hende i så godt som en måned, men han vidste udmærket godt at når hun var helt frisk, så var hun fri til at gøre hvad hun ville, da hun så kunne gøre alt hun ville og der ville han skam ikke stå i vejen for hende. Generelt havde hun intet at frygte, da han skam havde planer om at tage hende med ud i dag, så det gik jo allerede på rette sti for hende, da hun kun var øm ved det brækkede ribben, som endnu var i gang med at heale, men som småt ville komme sig, for resten fejlede skam intet. ”Åh bare rolig, du skal nok få lov til at vandre frit omkring inden det,” svarede han roligt, som han rystede let på hovedet af hendes utålmodighed, da hun simpelthen var og blev for meget! Hun overdrev det hele, hvilket der ikke var nogen som helst grund til! Det var dog morsomt at se hvordan hun blev helt glad over at hun fik lov til at komme ud, hvor han ikke kunne lade vær med at smile, da hun simpelthen var utrolig, men han vidste godt at hun længe havde ønsket at komme udenfor, selvom han ikke kunne se hvad hun skulle lave derude, når hun endnu ikke kunne bevæge sig helt optimalt, da det brækkede ribben naturligvis sørgede for at holde hende i skak, så hun ikke rendte rundt og blev helt barbarisk igen, da hun ikke var i stand til at kæmpe, og hun gjorde nok bedst i at holde lidt lav profil. ”Godt,” svarede han blot, da hun skam ikke fik lov til at søge ud alene, men det at han var med hende, var vel også bedre end ingenting? Hun fik lov til at komme ud og de kunne sagtens lave hvad hun ville, så længe det blev holdt på et roligt plan, hvor hun ikke kom til skade naturligvis. At hun gav sig til at spise sagde han intet til, da det var en normal rutine at han kom med morgenmad til hende. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord, hvor han skam troede på hende, for han tvivlede på at hun ville komme mere til skade, så han havde mere arbejde at tage sig af, da hun jo nærmest måtte hade at han var sådan over hende, skønt det var for hendes egen og bedstes skyld. ”Nej det regnede jeg bestemt heller ikke med,” svarede han roligt, som han lagde hovedet tilbage mod sengegærdet og blot betragtede hende som hun måtte spise. Han nikkede roligt til hendes ord. ”Jeg tænker at vi kan tage ud, når du har spist op og nyde vejret imens det stadig er godt,” medgav han roligt. Han selv havde været oppe i et stykke tid efterhånden, men det var han jo altid, fordi han skulle lave morgenmad til hende, så det gjorde skam intet at de tog ud efter at hun havde spist og han tvivlede på at hun havde noget imod det, da hun virkede helt desperat efter at komme ud.

[Deleted]

Det betryggende at vide, at Aleksandra ville være en fri fugl, inden forårets start. Det var måske et himmelsk palæ hun havde, men når man var vant til at kunne gøre, som det lystede en, var det bestemt ikke nok for hende at blive holdt inden døre. Alle hendes slaver havde det muligvis fint med, at de kun så hendes ejendom, men de kendte heller ikke til andet. Voltaire havde muligvis selv været fri engang, men han syntes ikke at klage over, at han kunne måtte bevæge sig rundt på hendes jord. Det måtte desuden vise forskellen på dem igen, som han aldrig ville blive ligeså videns rig, som hende. ”Og jeg som frygtede, at du ville holde mig indenfor, resten af mit liv,” sagde hun, som hun tog en ny bid af sine vafler. Hun havde skam frygtet, at hun ikke ville komme ud igen, skønt hun godt vidste, at det ikke var et realistisk syn. Hendes krop havde nemlig vist tydelig tegn på bedring, og magt havde han ikke over hende, som han var hendes ejendom. Derfor kunne hun gøre, som det lystede hende, når hun blev rask igen. Hun havde desuden allerede planer for, hvad hun skulle foretage sig, når den dag kom. Hun ville uden tvivl søge ud af huset, og formentligt ind til byen, som hun savnede at se livet. Hun ville ikke tage til Marvalo City, da Konstantin holdt til der, og den mand ville hun aldrig se igen, medmindre han lå død! Følelserne for den mand var uden tvivl forduftet, og det var også kun godt, da man aldrig ville nå langt med kærlighed i sit liv. ”Det lyder passende at tage af sted efter maden. Jo hurtigere jeg kan komme ud, desto bedre er det,” sagde hun ærligt, hvor det måtte være tydeligt at høre, at hun var træt af at være inden døre konstant. Det var muligvis ikke det største hun havde i sinde at lave, men bare tanken om, at hun kun måtte opholde sig et sted, var for meget for hende. Roligt spiste hun videre, hvor hun til tider måtte se i hans retning. Hun fandt det endnu underligt, at han hver dag satte sig i hendes seng, da de ikke ligefrem havde det let sammen. De havde det måske bedre sammen, men som smurt gik det bestemt ikke, da hun i hvert fald havde en tendens til at bide af ham. ”Gør noget nytte, mens du er her… Find en kjole i mit skab, der vil være passende til vejret udenfor,” bad hun stilfærdigt. Selv mente hun, at han godt kunne finde hende en varm kjole, som hun kunne have på. Hun elskede alt, hvad hun havde i skabet og derfor tænkte hun, at han umuligt kunne gå galt. Hvis det gik galt, kunne det kun være fordi, at han enten valgte en for festlig eller en for sommerlig kjole, og der burde han vel tænke logisk. Selv så hun umådeligt frem til, at hun kunne komme ud igen, skønt hun ville være nødsaget til at hænge på ham. I den sidste ende ønskede hun desuden at hænge på ham og få muligheden for frisk luft, frem for det at sidde herinde alene eller med ham. Hun havde måske ufatteligt god tid til sine elskede studier, men selv for hende kunne det blive en tand for meget.

[Deleted]

Let rystede Voltaire på hovedet til Aleksandras ord, da hun simpelthen var for meget af og til. Hun klagede også tit over ting, som hun slet ikke burde, for så vidste hun hvordan hendes slaver og andre dårligt stillede folk havde det, men det kunne hun ikke selv se, da hun var frygtelig snæversynet. Der var ikke så meget at gøre ved det, hvor han også tit holdt sin mening for sig selv, da de ellers bare ville sidde og skændes hvert minut, og det magtede han ærligtalt ikke. Han forsøgte faktisk at opføre sig ordentligt, også så det blev lettere for dem, men det var som om hun bare skulle ødelægge hvert godt øjeblik de havde, for så snart det blev godt valgte hun at kritisere ham igen, hvilket kun påmindede ham om hvilken forfærdelig person og kvinde hun var og så forstod han pludselig ikke hvorfor mænd overhovedet så det mindste i hende og hvad pokker havde baronen også set i hende? ”Men du skal jo også altid overdrive alt. Nok du mener jeg har været hård ved at holde dig indenfor, men det vil kun give det bedste resultat i sidste ende, desuden så har jeg aldrig haft nogen intentioner om at holde dig indenfor resten af dine dage,” svarede han ærligt, som han så hvordan hun spiste af vaflerne, hvor det kun glædede ham at hun kunne lide det. Sjældent brokkede hun sig over hvad han lavede til hende, selvom der havde været de morgener hvor han faktisk havde lavet ’dårlig’ mad med vilje, i hvert fald de retter hun ikke brød sig særlig meget om, men det havde kun sket få gange, når hun havde kritiseret ham aftenen inden og ladet ham gå i seng med dårligt humør og helt vred, hvor han havde lavet sine små ’hævntogter’ på hende. Det var dog altid endt med at enten han eller en anden skulle lave noget nyt til hende, så han fik alligevel intet ud af at gå imod hende, selvom han hadede når hun troede hun kunne bestemme alt, derfor havde han også nydt at det var ham der havde bestemt igennem den sidste månedstid, i hvert fald ved visse ting. ”Udmærket, så gør vi det,” svarede han roligt, da det ikke ville gøre ham noget at komme udenfor i det gode vejr, hvor hun sikkert også ville nyde godt af det. Desuden vidste han at han ikke kunne holde hende indenfor resten af sine dage, for hun havde allerede prøvet at snyde sig forbi ham, skønt han altid havde fanget hende i det, og når hun engang blev helt rask, så ville han ikke have mere at sige som hendes læge, andet end at hun var frisk og god som ny. At hun så bad ham om at finde en kjole til hende, fik ham til at rejse sig uden det mindste modstand, hvor han gik over til skabet. Han sukkede let, da han så hvor meget tøj hun egentlig havde, hvor det i hans øjne var alt for meget! Han strøg og skubbede nogle kjoler til siden, som han ikke fandt passende. Han trak en mørk kjole ud, som var lang og lavet af noget tykkere stof, som ville hjælpe godt her til vinterkulden. Han vendte sig om mod hende og viste hende den. ”Er den god nok?” spurgte han roligt, som han betragtede hende afventende.

[Deleted]

Det var meget muligt, at Aleksandra valgte at overdrive til tider, men som man sagde; så fremmer overdrivelse forståelsen, og hun var meget opmærksom på at fortælle Voltaire, hvor utilfreds hun var med den ene og den anden ting. Det var måske ikke helt fair overfor ham, at hun var sådan, men hun valgte at retfærdiggøre det ved at sige, at han var slave, og hun var hans ejer, og derfor var det på alle måder i orden. Hun havde trods alt opkøbt hans liv, som han ikke længere havde nogen betydelig stemme. På den anden side havde han været god overfor hende, hvor hun også vidste, at de havde haft deres øjeblikke – som hun selvfølgelig havde ødelagt – men igen, så var det ham kun pålagt, at han behandlede hende godt. ”Jeg ved udmærket godt, at det vil give mig det bedste resultat i den sidste ende. Det har du i trods alt ævlet op omkring i en måneds tid nu, og tro det eller ej, så lytter jeg faktisk til tider til, hvad du har at sige. Jeg stopper dog igen, når jeg indser, at du ikke har noget interessant på hjertet,” sagde hun kortfattet med et skuldertræk. Hårde ord var det vel, men hun var trods alt også kendt for at være en humørdræber for hans vedkommende. At han ikke kunne se det gode i hende, var der intet at sige til, da hun selv vidste, at hun agerede hårdt overfor ham, hvor det ikke altid var ham fortjent. Det ville hun dog ikke sige til ham, da hun ikke brød sig om at skulle fortælle ham, at der rent faktisk var stunder, hvor hun fandt ham udholdelig. Derfor valgte hun også blot at slette sporene ved at kritisere ham, når de stunder kom op til overfladen. De søde vafler fortsatte hun med at smage på, som han i dag havde valgt at servere hende en god morgenmad. Der havde de dage, hvor han havde givet hende noget ækelt, men det havde hun blot smidt efter ham igen, da det ganske enkelt var hende muligt at gøre. Det var hendes hjem. Hun var hans herre, og derfor kunne hun bestemme, om han skulle lave hende noget nyt, hvis det ikke bifaldt hende. Der skulle trods alt være et par goder ved at være den velhavende, som hun var den der bestemte her. Ud af øjenkrogen så hun, hvordan han gik over og ledte efter en kjole i hendes skab. Meget hang der derinde, men andet kunne man vel ikke vente af en baronesse med lommen fuld af guldmønter? Hun kommenterede dog ikke hans søgen, da hun kunne se, at han behandlede hendes ejendele pænt, og hvis hun mente, at han fandt hende noget forkert, kunne hun altid bede ham om at lede videre. Det var først da han fremviste den mørke kjole for hende, at hun synligt hævede sit blik og studerede hans fund. ”Simpel.. Varm.. Den ser passende ud for en enkel tur i min have,” sagde hun ærligt. ”Læg den på sengen, uden der kommer folder i den,” bad hun ham kortfattet, inden hun tog en tår af sin juice. Kjolen ville uden tvivl være ideel til deres kommende gåtur, og at den forberedelse allerede lå klar til hende gjorde blot, at hun var endnu mere spændt på at komme ud. Træt var hun af at være inden døre dag ud og dag ind, hvor hun nu blot ønskede at få fornemmelsen af frisk luft igen, selvom det ville blive med ham.

[Deleted]

At Aleksandra allerede endte mere hård i tonen, var noget som allerede begyndte at prikke til Voltaires irritation, selvom han nægtede at lade hende ødelægge hans gode humør, nu hvor han endelig var i det! Desværre var hun bare alt for god til at ødelægge det, hvor der også havde været de gange, hvor han var gået rasende fra hende ligeglad med om han havde været i færd med at hjælpe hende, som han havde sendt en anden ind til hende. Umulig var hun ganske enkelt, hvilket nok var det eneste ord der passede perfekt til hende. Det kunne gå helt perfekt mellem dem, hvor hun så blev hård i tonen og kritiserede ham også selvom han slet ikke havde gjort eller sagt noget forkert. Nogle gange bad han måske om det, men det var bestemt ikke altid! Han bed sig kort i indersiden af kinden, hvor han forsøgte at holde sig rolig, så han ikke endte med at ødelægge sit ellers så strålende humør, hvor hun rent faktisk også burde være glad, da han havde ladet hende søge ud for en gangs skyld og det ville kun blive en forfærdelig tur, hvis hun allerede skulle ødelægge det hele. Han sad så længe at tænke over hvad han skulle sige, at han valgte, slet ikke at sige noget, for uanset hvad han fandt på af sætninger, så var den spydig eller kæk, hvor det kun ville irritere hende yderligere og det fik han heller ikke noget ud af, selvom han kunne holde hende inde en dag til, men så ville hun kun protestere selvom han kunne være ligeglad hvis hun alligevel skulle til at opføre sig som en heks igen, hvilket hun var alt for god til. Han valgte derfor bare at gå hen til hendes klædeskab for at finde noget ordentligt tøj til hende, hvor han skam nok skulle finde noget der passede til, for hvis han ikke havde skulle finde noget til hende, så havde han alligevel bedt hende om at finde noget ordentligt så hun ikke ville komme til at fryse, for den gik trods alt ikke. Han valgte roligt at gå hen til sengen, hvor han lagde den, da hun beordrede ham til det, hvor det gav ham lyst til at gøre det stik modsatte af hvad hun sagde, skønt han alligevel måtte tage sig i det, da han forsøgte at holde sig rolig så hans ellers så fantastiske dag ikke blev ødelagt, men desværre frygtede han at skaden allerede var sket. Irriterende var hun. Det kunne godt være at han havde holdt hende inden døre, men det havde kun været til hendes bedste, da han rent faktisk gjorde det hele for hendes skyld, derfor var alt det han sagde af interesse, netop fordi det var for hendes velbefindende, da det var hende der blev tænkt på og ingen anden, og derfor kunne det også irritere ham grænseløst når hun nægtede at lytte til ham, som hun bare vendte det døve øre til, da det virkelig formåede at pisse ham af. Han var ikke så medgørlig som de andre slaver, da han vidste bedre end dem og det var næsten et under at han blev på stedet, ligesom det var et under at han havde reddet hendes røv, da han burde have tænkt egoistisk og ladet kulden tage hendes liv. Det kunne han så alligevel ikke få sig selv til, da han så sikkert bare ville have haft dårlig samvittighed, desuden så kunne det jo også gå godt mellem dem, indtil hun valgte at ødelægge det igen, hvilket kunne gøre ham vred og irriteret, da hun var umulig! Han satte sig blot over på en stol i stedet for, hvor han vendte blikke mod vinduet, som han ventede på hende uden at han gad snakke med hende, som hun havde ødelagt stemningen igen og også hans ellers strålende humør.

[Deleted]

Det var muligvis ikke helt fair overfor Voltaire, at Aleksandra igen igen talte ned til ham med en hård tone, men det kunne hun sådan set være ligeglad med. Hun var højere hævet end ham, og derfor kunne hun selv bestemme, om hun ville udvise ham almindelig venlighed eller ej, og resultatet blev ofte; eller ej. Generelt havde hun nemlig svært ved at udvise ham venlighed, da hun ganske enkelt havde det underligt med ham, når det hele var godt mellem dem. De havde trods alt deres øjeblikke, hvor de talte pænt til hinanden, men de øjeblikke blev altid knust, da det gav hende en underlig følelse. Det ville formentligt ikke ændre sig, men det passede hende også fint, da hun mente, at en hersker skulle være hård overfor sin slave, og det var lige præcist, hvad hun var. At det betød, at hun ødelagde hans gode humør på vejen, var det blot ærgerligt for ham. Han kunne nemlig bare vælge at være bedre omkring hende, end hvad han var, skønt hun ikke ligefrem kunne pege ud, hvad han kunne gøre anderledes. De kække kommentarer måtte selvfølgelig godt stoppe, men det var også det. At han fandt en fornuftig kjole frem til hende, passede hende fint, da hun elskede al sit tøj, og derfor blot var glad så længe hun kunne holde varmen i det. Hvor koldt der så var udenfor, kunne hun desværre ikke sige, da hun ikke havde været udenfor i en måned, som hun kun havde måttet stirre ud af vinduet. At den fængselstid endelig var slut, var hun mere end lykkelig over! Hun kunne nemlig ikke klare et minut mere indenfor, skønt det hele var smukt og prægtigt inde på palæet. Hun savnede blot friheden ved at være udenfor, og den frihed blev endelig hendes i dag. At han satte sig over i stolen væk fra sengen, fik hende til at trække let på smilet. ”Ser man det.. Det er sådan man lukker kæften på dig,” sagde hun flabet i en rolig tone, inden hun blot gav sig til at spise videre. Længe gik der dog ikke før hun kunne ligge bestikket fra sig og skubbe bakken til siden, så Voltaire ville være i stand til at tage den med sig. Blikket lod hun kort glide over Voltaires skikkelse i stolen, inden hun valgte at skubbe dynen til siden, så hun selv kunne komme ud af fjerene og nyde den gode dag. Som hun skubbede dynen til siden, kom den mørke og ekstravagante natkjole til syne, hvor den syntes at smyge sig perfekt om hendes velformede krop. Forsigtigt steg hun ud af den behagelige og lune seng, som hun endnu skulle passe på sine skadede ribben, alt imens kulden fik hende til at gyse let. Kjolen endte hun at gribe om, men hun tog den endnu ikke på, som hun i stedet stod med den i hænderne, mens hun vendte blikket tilbage mod Voltaire. ”Tag morgenmadsbakken med ned i køkkenet, mens jeg skifter tøj.. Så kan vi mødes nede i entreen om et øjeblik,” sagde hun stilfærdigt. Han havde muligvis allerede set hende nøgen, men det havde været under andre omstændigheder, som hun ikke havde været i stand til at passe på sig selv. Nu var hun i stand til at klæde sig selv af og på, samt hun sagtens kunne gå ned ad den store marmortrappe, og derfor mente hun, at hendes ønske var acceptabelt. Derfor ventede hun blot på, at han ville rejse sig og komme af sted.

[Deleted]

Det irriterede Voltaire at Aleksandra endnu engang havde formået at ødelægge hans ellers så strålende humør, hvor det mest af alt irriterede ham at han i det hele taget lod hende, men.. det irriterede ham når hun blev sådan, når han rent faktisk var sød ved hende! Hvad mere kunne hun forlange? Der var altid noget galt, selv når han rent faktisk var god ved hende, for så så hun åbenbart grund til at ødelægge hans humør og så blev han enten sur som i øjeblikket og tog afstand, hvor det typisk endte med at han blev flabet og hånende igen overfor hende, hvilket han også sad igen med en kæmpe lyst til i øjeblikket, for at sætte hende på plads, og når han blev sådan ønskede hun at han blev sødere ved hende, og sådan kunne det fortsætte i en hel evighed, i en og samme onde cirkel, hvilket måtte irritere ham grænseløst. Hun lod alt det han gjorde – godt eller ondt – være en dårlig ting, så hun havde noget hun kunne kritisere ham for og man skulle tro at han var vant til det, men han mente ærligtalt at den der burde ændre holdning var hende, selvom han lige såvel vidste at det aldrig kom til at ske, og så måtte hun kun påminde ham om at hun slet ikke var det værd at være god overfor. ”Pas du på at jeg ikke forgifter dig,” mumlede han, hvor det nok blev så lavt at hun ikke engang ville kunne høre det, som det blot var en irritabel kommentar for ham selv. Han vendte roligt blikket mod hende med et irriteret smil på de rosenrøde læber. ”Men måske du slet ikke er klar til at komme ud i dag alligevel. Det kan være at jeg skal holde dig inde og sørge for at du aldrig bliver rask igen, så du vil fortsætte med at være en ynkelig, lille syg kvinde,” svarede han bidende, som han rejste sig, kun for at gå over og pakke tingene sammen, hvor han med lettere hidsige skridt valgte at åbne døren, som også blev lukket i hårdt efter ham. Ødelagt var hans humør, selvom der intet nyt i det, for det kunne hun uden tvivl få førstepladsen ved, og det irriterede ham at han i det hele taget lod hende, når han vidste hvordan hun var. Men han kunne lige så godt lade vær med at være i godt humør og nu synes han slet ikke at ville udenfor, da det hele egentlig var ødelagt. Han kunne også bare lade hende søge ud selv, håbe på at hun faldt om og at kulden ville tage hende, da den tanke var mest fristende i øjeblikket. Han søgte ned i køkkenet, hvor han lettere frustreret satte tingene fra sig, som han strøg en hånd igennem de korte lokker. Han lukkede øjnene og forsøgte at få ro på sig selv, inden hans blik faldt mod vinduet og udenfor, hvor solen skinnede, fuglene sang og det hele virkede så fredfyldt og idyllisk. Han smilede svagt for sig selv, hvor han forsøgte ikke at lade hende vinde over ham på den måde, selvom tanken om at han nu skulle tilbringe tiden med hende udenfor måtte irritere ham. Han sukkede let, som han forlod værelset, kun for at søge til entreen, hvor han kom i sine varme skindstøvler og fik sin varme kappe på, så han ikke ville fryse i kulden. Han blev ellers blot stående med rank ryg og ventede på at hun skulle komme ned.

[Deleted]

Det var en ond og direkte umulig cirkel de var inde i, da den ikke gjorde godt for nogen af dem. Aleksandra hadede nemlig, når han blev flabet over for hende, da hun så mente, at han burde sættes på plads, samt opføre sig anstændigt som enhver anden slave. Samtidig med det, gjorde det hende også utilpas, når han rent faktisk opførte sig pænt overfor hende, og det gjorde blot, at hun nedgjorde ham, og voila! Den onde cirkel var skabt! Hvad de skulle gøre ved det, anede hun ikke, for hun havde overvejet at sende ham til en anden herre, men det blev blot ødelagt, når hun blev påmindet om, at hun rent faktisk havde brug for ham. Både som læge og som sensuel dæmon, som hun endnu ikke havde opgivet ideen om kuren. Hans morderiske talen, hørte hun end ikke, som han simpelthen talte for lavt, og det var også kun mere end heldigt. Alt andet ville nemlig kun have gjort, at der ville være faldet brænde ned, og det kunne de begge uden tvivl undvære. Hun havde i hvert fald ikke brug for at hidse sig konstant op, da det kun var ufatteligt afkræftende for hende. Generelt havde hun nemlig spildt ufatteligt meget tid på at være arrig, siden hun havde besluttet sig for at købe ham. Det pissede hende af, at det lå sådan, men intet var der at gøre, da hun ikke havde i sinde at droppe det hele. ”Tror du virkelig, at du har magten til at bestemme over mig? Jeg er din frue. Min magi er vendt tilbage, så jeg er stærkere end dig.. og når alt kommer til alt, så kan jeg bare sælge dig til et miserabelt formål, hvis det er det jeg vil,” bed hun af ham, som han bestemt ikke skulle tro, at han var noget værd! Igennem den seneste måned havde hun ikke haft noget valg med hensyn til at lytte til ham, men det havde hun så sandelig nu, og det havde hun skam i sinde at udnytte. Med et koldt blik betragtede hun hans bevægelser, som han forlod værelset og smækkede døren i efter sig. Han irriterede hende, men de måtte bare forsøge at få det bedste ud af det, skønt det syntes umuligt. Stropperne til natkjolen skubbede hun af skuldrene, så kjolen kunne falde ned omkring anklerne på hende. Den lunere kjole greb hun derefter om, hvor hun i forsigtigt trak den på, da hun endnu skulle tage hensyn til sine skader. Hun hadede at være svag, som hun havde været igennem den seneste måned, men heldigvis var der endelig lys for enden af tunnelen. Vejret trak hun i en dyb indånding, hvor hun langsomt pustede ud, som hun måtte få ro på nerverne, mens hun tilpassede sin kjole. Hun ville ønske, at hun kunne gøre turen på egen hånd, men det var formentligt bedst med Voltaires selskab, og derfor søgte hun også ud af værelset og mod marmortrappen for at møde ham. De grågrønne øjne faldt hurtigt på Voltaires skikkelse, som han stod klar nede i entreen, som hun havde bedt om. Gelænderet havde hun et let greb om, som hun elegant førte sig ned ad den smukke trappe. Nok havde hun sine smerter, men altid ville hun forsøge at holde fatningen og føre sig frem med ynde! Hun sagde dog ikke et ord til ham, som hun nåede ned, som hun derimod gik over og greb om en lun kappe med en smuk pelskant, som hun trak over sig, efterfulgt af et par behagelige skinstøvler. ”Er du klar?” spurgte hun stilfærdigt, som hun rankede sig op igen.

[Deleted]

Det var næsten lige før at tanken om at blive sendt til et andet hjem, måtte friste Voltaire, for dette blev han da kun drevet til vanvid af! Hun gjorde alt umuligt for ham, for når hun hidsede ham op, blev han flabet og kæk, bad ham om at være ordentlig og sød mod hende, og når han endelig var det, så var det som om det fungerede de første ti minutter til et kvarter og så blev hun den onde og lede heks igen, som skulle tryne ham og nedgøre ham og sådan kunne det fortsætte i al evighed. Han kunne ikke se hvordan det skulle blive bedre, for hvordan kunne det det, når hun mejede ham ned hver gang han rent faktisk blev sød mod hende? Forfærdelig var hun, hvor det ikke var ham der havde fortjent at blive sat på plads, men hende. Han fnøs let til hendes ord, skønt et diskret smil gled over hans læber. Han ville ikke være bleg til at indrømme at hendes magi måtte overrumple hans, for ikke nok med at han kun var halv warlock, så havde hun haft hele livet til at træne, hvilket han ikke havde når han var slave, så selvom han ikke var helt dårlig og elendig, så var hun stærkere end ham på det punkt, men det havde ingen betydning for udfaldet. ”Åh min kære Aleksandra, ved du ikke at det nok er soldaten der vinder kampen, men det er strategen der vinder krigen,” svarede han bedrevidende igen med et sikkert smil, da han hentydede til at råstyrke ikke vandt over intelligens, og hvis hun bar musklerne, havde han hjernen. Han vidste naturligvis godt at det var sat op på sort og hvidt, for hun var en kløgtig og intelligent kvinde, hvilket han havde set op til flere gange, men nu hvor hun havde ødelagt hans ellers så strålende humør, så bad hun selv om det, da hun fik hårdt tilbage igen.
Frydende var Voltaire dog ikke, da han gik, for han var irriteret takket være hende; igen! Forfærdeligt var det, men han var tvunget til at leve under samme tag og være sammen med hende hver dag, fordi han nu var hendes læge, og han var også tvunget til at tilbringe tiden med hende i dag, fordi han havde lovet hende at tage hende med ud, hvilket helt måtte irritere ham nu. Det var først, da hun var halvvejs ned ad trappen, at det gik op for ham at hun var ankommet, hvilket fik ham til at vende sig halvt om, så han kort kunne kaste et blik på hendes skikkelse, skønt han lige så hurtigt fjernede det igen. Han blev blot stående med den ranke holdning, imens hun gav sig til at beklæde sig med det varme overtøj. Han gik roligt over, hvor han greb omkring hendes handsker, som han rakte hende. ”Her. Tag disse på,” svarede han i en ualmindelig blid tone, hvor en undertone af bekymring næsten ville kunne anes. Han var faldet en smule til ro, selvom han på ingen måder var tilfreds, da han mildt sagt mente at hun behandlede ham af lort og som affald, men det var sådan hun ville have det og det måtte han leve med til sin egen ærgrelse. Han selv greb om sine egne handsker, der var langt mere beskidte og i dårligere kvalitet end hendes, men hans blev også brugt til arbejdet udenfor her i den kolde vinter. Han gik over til døren som han åbnede for hende, hvor han gjorde en gestus til at hun måtte gå ud, hvor han automatisk ville følge efter.