Vacation?

[Deleted]

Charliza havde sat sit liv på spil for Romains skyld, hvilket han var hende evigt taknemlig for, eftersom det ikke var lidt hun havde gjort for ham, men han havde lidt gjort det samme, da han den ene gang havde forsøgt at komme hende til undsætning under den ene voldtægt og det havde ganske vidst forhindret onklen i at voldtage hende lige den nat, men desværre havde han ikke været stærk nok, da deres onkel havde været en robust tyran fra inderst til yderst, hvilket havde gjort det umuligt at stoppe ham alene, og den aften var han også blevet spærret inde, da hans onkel havde set at han var en oprører imod ham og det havde så kostet ham hans frihed. Han fortrød det dog ikke, selvom han ville have ønsket at han kunne have kommet hende til undsætning hver gang, men det havde været ham umuligt, sådan som han var blevet sultet og sad indespærret. Hun havde dog været der for ham, selvom det måtte forundre ham at ingen andre havde formået at gøre oprør imod onklen, men han kunne forestille sig at det havde været fordi manden havde haft noget på dem alle og havde plantet en frygt i alle helt dybest inde. Han selv havde frygtet onklen, men den ene nat havde han set sin frygt i øjnene og var gået op imod ham for at redde hans søster. At hun drejede hovedet for at kysse hans håndflade, fik ham til at trække varmt på smilebåndet. Det var helt rart at have hende hos sig, hvor han kunne holde ordentligt om hende, lave ting med hende og faktisk være der for hende, da det var noget som han ikke havde kunnet i sin tid i fangenskab. ”Og det er jeg glad for at du gjorde. Jeg vil også altid være der for dig. Selv når det er unødvendigt,” svarede han sandfærdigt.
Roligt nikkede Romain med hovedet, da hun spurgte om han var klar, hvor han tog omkring hendes hånd og mærkede hende gengælde hans klem, hvilket fik ham til at smile. Han fik også hurtigt betalt, så de kunne komme videre i billedet, hvor han vendte blikket mod hende til hendes spørgsmål. ”Jeg ved ikke just om du kan være en engel, men jeg har set hvilken varmhjertet og god kvinde du kan være, så jeg ved skam godt at du har et hjerte af guld,” svarede han i en varm tone, som han løftede hendes hånd for at kysse hendes håndryg. Han vidste godt at hun kunne være en djævel og en ballademager, men sådan var hun jo ikke overfor ham, hun kunne sagtens drille ham, men normalt var hun god og rent faktisk stille og rolig overfor ham, så han kendte skam også til hendes gode sider, hvor der var et utal af dem og det kunne han lide. Som de kom ned til kanalen valgte han roligt at gå langs den, så de kunne se ud over den og samtidig komme videre. ”Det er ikke normalt, men det er flot og imponerende, særligt hvor lang den er,” svarede han med tydelig fascination i stemmen. Han elskede Peula og til tider ville han ønske at han ikke var vampyr, så han faktisk kunne opleve de varme dage og se hvordan det var her, for det var ikke just et land hvor en vampyr ville bo, derfor var her også frygtelig få af slagsen. Af hvad han vidste, var der mange dæmoner som holdt til her, da mange bestod af de familier som var i rådet. ”Nu vil jeg helst ikke afsløre for meget, men jeg kan fortælle at vi skal ud på et skib ja, hvilket vi skal i anledningen når vi skal til stranden,” fortalte han med et skævt smil.

[Deleted]

Varmt smilede Charliza til ham, som han sagde, at han til hver en tid ville komme hende til undsætning, hvis det var ham muligt. Selv var hun på ingen måde i tvivl om, at det var sådan landet lå, da hun kendte sin ældste bror. Hun vidste derfor også, at hvis han havde været på Desmodus den nat, hvor hun var blevet voldtaget af deres fætter, at han så ville have gået direkte efter struben på Jaredo. Hun vidste nemlig, hvilken træng han havde for at beskytte hende, og at han derfor aldrig ville have ladt det gå uset hen. Det glædede hende, at det var sådan, men det gjorde hende ulykkelig at tænke på, at han ikke havde været der, og at han derfor ikke havde været i stand til at gøre noget som helst. Selv havde hun forsøgt at slippe væk, men det var ingen hemmelighed, at Jaredo var en ufattelig stærk mand, hvor han både var mand og ældre end hende, og derfor var det til ingens undren, at han havde været i stand til at overrumple hende. Hun var dog glad for, at hun havde været i stand til at baldre en flaske imod hans kranie, da det tydeligvis havde gjort ondt på ham. ”Det ved jeg, og det sætter jeg pris på,” sagde hun sandfærdigt. Mere var der ikke just at sige til det, da de begge vidst helt præcist, hvor de havde den anden. Det overraskede hende ikke ligefrem, at Romain ikke ville betegne hende for at være en engel, da han havde kendt hende ufatteligt længe og vidste, hvad hun havde gjort, og hvordan hun kunne tænke. Det glædede hende dog, at han alligevel mente, at hun var en kvinde med et hjerte af guld, hvor smilet på hendes læber heller ikke var til at tage fejl af. Sin håndryg lod hun ham også blot kysse, hvor hun selv bidt strøg ham over hånden, som han sænkede deres hænder igen. ”Det er også fordi, at jeg er en engel i forklædning, så der er intet at sige til, at du ikke kan se det,” sagde hun drillende, inden hun blev blid i tonen igen. ”Jeg kan skam sagtens være den kvinde, hvis bare jeg står overfor den rette person. Det er ikke alle der bare kan få af alle mine goder.” Ligeså djævelsk hun kunne være, ligeså god kunne hun være. Roligt fulgte hun hans skridt, som de endte nede ved kanalen, som han havde ledt dem til. Det var interessant at se, da man ikke just kunne sige, at der var kanaler i Dvasias’ storbyer, som Dvasias på ingen måde kørte på, hvad de kunne få fra havet. De holdt sig til det land de havde, og det var også fint, eftersom landet var stort og sagtens kunne overleve på det. ”Det er det i sandhed. Det ligner helt en havn, selvom det er unaturligt, når man tænker på, at byen ikke ligger ud til havet,” sagde hun tænksomt, da det bestemt ikke var et normalt syn. Det var dog flot, hvor det var interessant at se, hvordan livet kunne være anderledes i et andet land, hvor Peula i den grad måtte være sit helt eget. ”Og vi tager af sted nu?” spurgte hun nysgerrigt og vendte blikket mod ham. Hun kendte ikke til hans planer, men hun var åben overfor dem, og hvis de skulle op på et skib nu måtte det være sådan, at det var. Det ville desuden være meget anderledes i forhold til det som hun var vant til, og derfor måtte hun være begejstret over det hele.

[Deleted]

Det gav skam Romain dårlig smag i munden, at han ikke havde været der under Jaredos voldtægt, da han næsten følte at det var en gentagelse fra deres onkel af, hvilket gjorde ham rasende. Han ønskede at få Jaredo ned med nakken, da manden ikke havde fortjent andet! Han ville dog have forsøgt at komme hende til undsætning, hvis han havde været på stedet, men det var trods alt svært at være der hver gang, når hun tit søgte ud og når han gjorde det samme, da de nærmest levede hvert deres liv, for deres livsstiler passede ikke just til hinandens, men når de så var sammen, så havde de også altid formået at hygge dem og der så han en hel anden side af hende, da hun så ikke længere var den vilde og ustyrlige tøs, som hun kunne være på egen hånd. Han havde dog advaret hende om at hænge ud med Jaredo, da den mand var farlig og uforudsigelig, og derfor kom det faktisk ikke bag på ham at manden havde været sådan over for sin kusine, selvom hun havde forsøgt at se det bedste i ham, men han havde kun set det som han virkelig var; et monster. Det gjorde dog bare ondt at hun ikke havde opdaget det noget før, så hun var gået glip af den smerte og sorg, men forhåbentlig ville de få en passende hævn. Han nikkede roligt til hendes ord og sendte hende et smil. Så længe hun vidste at han altid ville være det – som han ikke var i tvivl om at hun gjorde – så var han glad, da han ikke ønskede at svigte hende igen, skønt han ikke kunne lade vær med at føle at han havde svigtet hende en smule ved ikke at være der. At hun strøg ham over hånden, fik ham til at smile blidt, selvom hendes ord fik smilet til at brede sig lidt mere på hans blege læber. ”Åh det er derfor at jeg til tider kan fornemme de hvide vinger på din ryg,” svarede han drillende, som han spillede med på ’legen’ om at hun var en engel i forklædning, selvom han vidste at hun kunne være en lige så stor djævel og ballademager, men det lå lidt til deres familie, hvor han vidste at hun var en god kvinde inderst inde. ”Det ved jeg. Og jeg er så fantastisk at får det bedste frem i dig,” svarede han med et smil, som han lænede sig mod hende og kyssede hendes mundvig ganske blidt, inden han trak sig igen og fortsatte sine skridt. Han vidste at hun inderst inde kunne være en kærlig og god kvinde, hvilket trods alt var den side han tit fik at se. At se Charliza være begejstret og nysgerrig, var noget som fik ham til at smile, da det kun beviste at han havde fået hende på andre tanker og det var nok også bedst at holde det på den måde de første par dage, da hun havde brug for tid til at sunde sig. Han nikkede roligt til hendes ord. ”De går meget op i at kunne eksportere deres varer, og så gør det byen anderledes. Desuden kan man vel godt kalde Kanalen for en havn i Valvor Pairo, eftersom det er her skibene holder til, men jeg tror også at det er en af deres særværdigheder,” svarede han roligt, som han lagde hovedet let på sned, for at betragte sig af skibene, inden han så mod hende til hendes spørgsmål og trak morende på smilebåndet. ”Jeg troede at du ville se byen først? Min plan var at vi først tog af sted i morgen og så byen i nat. Men hvis du vil af sted nu, så tager vi på det første og bedste skib og så tager vi videre i planen.”

[Deleted]

Det var ikke kun Romain der mente, at voldtægten med Jaredo var en gentagelse af onklens hærgen. Charliza var nemlig af samme mening, hvor hun også havde forsøgt at give Jaredo et virkelighedsbillede, af hans slemme handlinger, men intet havde det nyttet. Han havde ikke været i stand til at se fejltagelserne af sine handlinger, som han helt havde mistet den side, hun kendte til. Før i tiden havde hun altid elsket at hænge ud med ham, da de altid havde forstået hinanden, men nu kunne man roligt sige, at han havde sat en stopper for den glæde. Hun gad ikke længere have noget med den mand at gøre. Den eneste undtagelse hun ville foretage sig var, når hende og hendes broder ville tage deres hævn, og den ville de få! De havde ikke fået den mod Isak, men denne her gang var der intet der kunne stoppe dem. Voldtægten var dog ikke det eneste hun tænkte på, da Romain skam fik afledt hendes tankestrøm til tider. Hun måtte desuden klart anse udflugten med ham for at være det rette valg for hende, for hvis der var nogen der kunne gøre hende glad, havde det altid været ham. Tryg følte hun sig også i hans nærhed, som hun automatisk tænkte, at der ikke var nogle der ville forsøge at angribe hende, hvis hun gik ved siden af ham. ”Lige præcis! Jeg er glad for, at det har været synligt for dig,” sagde hun i en munter tone og smilede til ham. Det var næppe tilfældet, da de færreste ville beskrive hende som en engel. Hun var måske god nok i en nats tid, men det var også det. hun havde nemlig ufatteligt svært ved at holde sig på den rette sti, men det var også bare kendetegnet ved hende. Hun var nemlig blevet en vild kvinde efter onklens tyranni, som hun havde svært ved at tage højde for noget som helst. Det var dog en skavank der blev taget positivt imod i hendes familie, og det gjorde, at hun tog det stille og roligt omkring det. De ønskede nemlig ikke, at hun skulle opføre sig pænere, som de derimod mente, at hun skulle agere vildere. Det mente Jaredo i hvert fald, skønt han ikke var den mest pålidelige kilde lige i øjeblikket. ”Du kan i hvert fald et eller andet, som ingen anden kan,” medgav hun roligt. Smilet spillede let ud på hendes læber, som han valgte at kysse hendes mundvige, hvor hun betragtede ham med et varmt blik. Han var i sandhed den bedste til at få det gode frem i hende, som han altid kunne få ro på hende, lige meget hvilken situation hun var i. Blikket vendte hun igen frem for sig, som han begyndte at tale om Peula og dets havn. ”Det ligner i hvert fald mere en havn, end hvad en normal kanal gør, men det gør det kun mere ekstraordinært. Det virker her, og det er helt klart noget andre byer kan tage ved lære af,” sagde hun ærligt. Ufatteligt smukt fandt hun det, men hun var også kun vant til Dvasias. Det var ikke meget af Valvor Pairo hun havde set endnu, men af hvad hun havde set, fandt hun byen utroligt attraktiv. Den var smuk og ungdommelig, og det måtte appellere perfekt til hende. ”Jeg er skam også frisk på at se byen nu.. Det er trods alt allerførste gang, at jeg er her. Jeg troede bare, at du ville af sted nu, siden du tog mig med herhen som det første.”

[Deleted]

Charliza var og blev nok aldrig nogen engel, men af den grund var hun ingen ond kvinde. Hun kunne måske blive snerpet og agere arrogant, men det var kun forståeligt når hun kom fra den rang som hun gjorde, for det var bare en attitude der lå hos familie. Romain kendte dog til alle hendes sider og han havde set hendes hjerte, der uden tvivl var lavet af guld. Hun var en fantastisk kvinde, og han vidste at bag den vilde festtøs, der gemte sig en afslappet kvinde, der var mild og god. Han endte med at slippe en munter latter til hendes ord sammen med en kort hovedrysten, hvor smilet endte skævt på de blege fløjlsbløde læber. Hun var en vild kvinde, men med det som hun havde været igennem ville han kun mene at det var okay at hun slog sig løs, ligesom han fik lov til at nyde sin frihed, efter flere års indespærring. Han ønskede det bedste for hende og ikke mindst at hun skulle leve sit liv som hun ville, da det var fortjent og han ønskede i hvert fald ikke at være den som stod i vejen for det. Hans milde blik mødte hendes varme, hvor han nød at se hendes gode reaktioner, når han blev mere intim og kærlig overfor hende, hvor det særligt var rart at se efter det som hun havde været igennem med Jaredo. En mand som han næsten så frem til at få hævn over. ”Selvfølgelig kan jeg det. Det er en af mine talenter,” svarede han i en drilsk kæk tone, som han blinkede let til hende, hvor smilet bredte sig en smule mere. Han var den som kendte hende bedst, så det var nok ikke underligt at han vidste hvordan hun skulle tøjles, hvordan man skulle få hende til at falde til ro, eller gøre hende glad etc. Han nikkede. ”Det er et fantastisk sted, hvor jeg nyder at komme og tilbringe tiden. Og jeg er kun glad for at du ville med og opleve det,” svarede han i en mild og dog glædelig tone. Han elskede det faktum at hun ville med og tilbringe tiden med ham. Bare de to. Det kunne snart ikke blive bedre i hans øjne. Han kluklo ganske let. ”Tror du at jeg bare vil haste igennem det hele, når det er første gang at du er her? Aldrig! Du skal få lov til at opleve det hele og danne dig dit eget indtryk af landet,” svarede han med et muntert smil, som han trykkede omkring hendes hånd og trak hende videre med sig. Han gik videre ned langs kanalen. Selvom de var en smule væk fra gaderne, var det stadig tydeligt at der var mange folk, men man kunne næsten heller ikke forvente andet af en hovedstad. Han trak hende forbi en kæmpe katedral, hvor han kort pegede. ”Der er deres kirke,” fortalte han, skønt han tvivlede på at hun var videre interesseret i det, da hun aldrig havde været religiøs, det lå generelt ikke til deres familie. Men bygningen og arkitekturen var utrolig anderledes her end i Dvasias, og derfor kunne kirken forekomme helt majestætisk i forhold til hvad de var vant til. Han trak hende med videre hen til en anden større bygning. ”Og dette er Rådhuset. Her samles de rigeste familier for at snakke om … ja hvad de nu snakker om. Men det er de rigeste familier som styrer byen og holder handlen i gang med de andre byer og lande. De danner et demokrati – noget andet vi ikke er vant til,” fortalte han videre, som bygningen var enorm og også en af de flotte og majestætiske, hvor man heller ikke kunne være i tvivl om at det var rådhuset.

[Deleted]

Usædvanligt god var Romain til at få det bedste frem i Charliza, da han fik sider frem i hende, som ingen anden kunne. Et sted var det også kun forståeligt, når man tænkte på, hvad de havde gået igennem sammen. Deres historie var nemlig ingen dans på roser, men sådan var hele familiens historie generelt. De havde desuden alle det fællestræk, at det var deres dårlige og vilde side der ofte kom op til overfladen, hvor den gode og milde side skulle udløses på en helt bestemt måde. Der var Romain den bedste udløser for hende, da han på sin vis gjorde hende rolig, da hun ikke havde brug for at komme med konstante kække bemærkninger i hans nærhed, hvor trangen til druk og fest og farver generelt også var sænket. Morende slap hun en latter til hans ord. ”Det er ét af dine talenter? Hvad skulle de andre dog være?” spurgte hun drillende i en helt tvivlende tone, som om hun ikke troede på, at han havde flere talenter end det. Hun vidste dog, at han var en mand med en masse egenskaber, og det havde hun altid nydt om ham. Hun kunne nemlig godt lide, at han havde en masse forskellige ting at byde på, som det gjorde ham interessant frem for så mange andre. Desuden var der den faktor, at de bare kunne med hinanden, og det måtte vægte ufatteligt højt hos hende, skønt han var familie, og der derfor automatisk ville være et anderledes bånd, fremfor båndet mellem to fremmede der mødte hinanden. ”Selvfølgelig ville jeg med dig.. Jeg har længe spekuleret over, hvad du går og oplever, og hvordan det må være at se hele verdenen, frem for kun det vi er født ind i,” sagde hun ærligt. Hun havde skam flere gange været nysgerrig over, hvad han gik og oplevede, skønt han selvfølgelig altid fortalte hende om sine ture i det sekund han vendte hjem igen. Underligt var det vel et sted, at hun ikke havde oplevet meget af verdenen, da hun havde gode ressourcer, samt en høj alder. Familiens historie var dog skyld i det, som det på sin vis havde ødelagt hendes udvikling. Da Isack havde levet, havde han forlangt, at hun var blevet i nærheden, og eftersom hun havde frygtet manden, havde hun adlydt. Derefter havde det sat sig fast i hende, at hun bare levede i Dvasias, og det havde hun egentligt aldrig skænket flere tanker. Hun var dog glad for, at hun nu var ude med sin bror. Hun trak på smilet. ”Jeg håber skam ikke, at du vil haste igennem det hele.. Men jeg er sikker på, at jeg nok skal få dannet mig mit eget indtryk af byen og af landet. Det behøver du endelig ikke at frygte for,” sagde hun roligt. Nysgerrigt lod sig trækkes med ham, som han ledte hende videre ned ad kanalen. De krystalblå øjne gled opmærksomt rundt og slugte hver en opdagelse hun gjorde sig på vejen, som dette måtte være hendes allerførste tur hertil. Hun nikkede let med hovedet, som han sagde, at de passerede deres kirke. Religion havde såmænd aldrig sagt hende noget, hvor familien generelt havde skabt deres egen tro, og derfor sagde det hende ikke synderligt meget. Hun kunne dog godt se, at bygningen var noget særligt, men det forekom det meste for hende her, og så var der det faktum, at der altid blev kastet flere penge efter religiøse opholdssteder. ”Det er et system, som Dvasias uden tvivl kunne lære af. Så ville vi – eller dig, Nigel eller Jaredo – sidde og styre landet, frem for kun familien.. Men jeg har før hørt snak om dette … usædvanlige styre. Om det vil være fremtiden eller blot en fase bliver spændende at se,” sagde hun.

[Deleted]

Let himlede Romain med øjnene til hendes ord, som hun lo af ham og blev helt tvivlende på om han havde flere talenter. Det vidste de begge at han havde, og hun skulle da særligt vide det af alle, eftersom hun var den som kendte ham bedst. Han følte dog ikke noget behov for at skulle føre sig frem med mange talenter, for de ’talenter’ som han havde, var noget han dyrket i ren fornøjelse for ham selv, det var ikke for at blive kendt, det var ikke for at tjene alverdens med penge, han gjorde det fordi han kunne lide det, såsom hans malerier og hans musik, det kunne han sagtens lave eller komponere til andre, men primært var det til ham selv. ”Hold da op, hvis mit eneste talent var at få det bedste frem i dig, så ville jeg jo vandre op ad dig dag og nat, så du ikke lavede ulykker,” kommenterede han morende, som han trak skævt på smilebåndet. Han kunne sagtens nævne flere talenter omkring sig selv, men han vidste at hun kendte dem og at hun kun drillede ham, og han forhindrede hende skam ikke i det, da det kun var rart at se et smil på hendes læber igen, med det onde som var sket hende for kun nogle nætter siden. Han trak varmt på smilebåndet til hendes ord, da det næsten kunne lyde som om hun flere gange havde haft lyst til at komme med ham, og så kunne han helt fortryde at han ikke havde gjort det, men han havde altid frygtet at hun ville afvise ham hvis han spurgte, da man godt kunne sige at deres livsstile lå fuldstændig væk fra hinandens. ”I så fald er jeg beæret over, at jeg er den første til at trække dig med,” svarede han ærligt, som han løftede hendes hånd, som han endnu holdt om, kun for at skænke hendes håndryg et blidt kys, inden han sænkede deres hænder igen og fortsatte sine rolige skridt. Valvor Pairo havde altid været et af hans yndlingssteder, selvom det var en skam at man ikke kunne opleve det optimalt og dermed om dagen, for det skulle siges at blive frygtelig varm og at det så helt anderledes ud. Til gengæld havde han set en masse malerier fra landet om dagen, og han måtte sige at det så yderst smukt ud. ”Du har skam intet at frygte, vi tager det hele i dit tempo, min kære,” svarede han roligt og sendte hende et varmt smil. Han stoppede ikke nogen af de steder hvor han valgte at pege og fortælle om, da de fleste ting alligevel havde lukket, så der ikke var nogen adgang, hvor han også tvivlede på at hun ville ind i kirken, da ingen fra familien var videre religiøs. Han nikkede til hendes ord, hvor han trak hende med ind på en smallere gyde, og dermed væk fra kanalen for at komme ind blandt husene igen. ”Styreformen har eksisteret her til lands i mange år efterhånden, men ja.. det var noget de andre lande kunne lære noget af, så selv de mere normale borgere kunne få et ord indført,” medgav han roligt, som han blot fortsatte sine skridt. ”Men generelt er alt anderledes her, da selv klimaet er helt forskelligt fra de andre lande, man kan næsten ikke forvente andet af Peula, skønt det er et lille land. Jeg glæder mig dog til at vise dig, hvad det ellers har at byde på af skønheder udenfor byen,” svarede han, hvor han ikke kunne skjule den lille ivrighed og begejstring som sneg sig op i hans tone. Hans skridt blev roligt langsommere, som han rynkede brynene og så sig en smule omkring. ”Jeg tror vi er på vej ind i slumkvarteret,” svarede han med en eftertænksom mine, da man godt kunne se at husene generelt blev ringere i stand, jo dybere de gik den retning de gik i, hvilket fik ham til at rynke på næsen. Han havde aldrig brudt sig om udskud og samfundsnassere. Det var måske en slem fordom at have, men han var trods alt født ind i en rig slægt, hvor han helst ikke ville omgås fattigfolk, hvis han kunne blive fri fra det.

[Deleted]

Eftersom Charliza måtte være den person, der kendte Romain bedst af alle, kendte hun selvfølgelig også til hans andre talenter. Han havde ganske rigtigt et talent omkring hende, som han altid kunne håndtere hende på en fornuftig måde, men efter det, lå der meget mere til ham. Han var nemlig en mand med en masse gode egenskaber, hvor han også havde en masse kunstneriske talenter. Han havde nemlig en utrolig sans for musik og malerier, hvor han også havde udfoldet sig musikalsk, som hun var vendt hjem, efter episoden med Jaredo. Der havde han spillet ligeså smukt som altid, som hun altid havde nydt at lytte til hans toner. Det var dog ikke de sider hun oplevede af ham lige nu, som de var ude på en udflugt, hvor de blot talte og kunne se på seværdigheder. Spændt var hun i hvert fald på at se de forskellige seværdigheder, da hun aldrig havde været der før, til forskel for ham. ”Hvis jeg gav dig tilladelse til at rende op og ned ad mig både dag og nat, havde du uden tvivl gjort det.. Det er der til gengæld heller intet galt i, da der trods alt er tale om mig, og hvem vil ikke spendere evig tid med mig?” spurgte hun i en selvsikker tone, skønt hendes mine måtte være kæk og morende. Glad var hun nu for, at det ikke var tilfældet, da hun i den sidste ende var en kvinde der godt kunne lide at have frihed til at gøre, hvad hun ville. Hun var dog også en kvinde der havde brug for faste rammer, da hun til tider var en ustyrlig kvinde, men det var, hvad det nu engang måtte være. At han var beæret over at være den første, der trak hende med til Paula, fik hende til at trække let på smilet, da det var ord hun godt kunne lide at høre. Det fik hende nemlig til at føle, at det var en berigelse at være i hendes selskab, og hvem kunne ikke lide det? ”Hvem ved? Måske vil jeg blive rigtig glad for vores lille udflugt, og ønske at komme med på flere af dine rejser,” sagde hun med et smil på læben. Hun ville aldrig blive hans faste rejsekammerat, da hun godt kunne lide at have sit eget kørende, samt hun også tænkte, at det var godt, hvis de kunne lave hvert sit. Hun ville trods alt ende med at afholde ham fra at lave nogle af de ting, han elskede at lave på sine rejser, og det ville hun aldrig have det godt med at gøre, da hun elskede ham og ønskede, at han nød sit liv til fulde. Roligt nikkede hun til hans ord. Som en del af de rigere familier i Dvasias, anså hun det kun for at være en god ide, at de velhavende borgere i landet fik indflydelse på landets gøren. Det ville måske aldrig blive hende der sad med indflydelsen, da hun var kvinde, men tanken om at en fra familien fik det, var det der talte i den sidste ende. ”Jeg finder det i hvert fald dybt fascinerende, hvordan de har valgt at gøre de forskellige ting på. Det er interessant at se, at det virkelig er muligt at få andre metoder til at virke, frem for dem vi er vant til. Jeg tvivler dog på, at Dvasias vil ændre sig, da det vil betyde en stor omvæltning for dem med magten,” sagde hun roligt. Folket ville formentligt ikke blive negativt over det, men det ville regenten formentligt, hvis han blev væltet til fordel for et demokrati. ”Men du har ret i, at Peula virker anderledes.. Men det er også kun godt. Det betyder også noget, at der er forskel på de forskellige lande, da de ellers kunne være ét stort.” At de langsomt bevægede sig ind i slummen, anede hun skam, hvor hun ikke vidste, hvad hun skulle mene om det. Det mindede hende om Dominic, men han var ikke her, og selv han havde advareret hende mod steder som hans. Hun bed sig let i læben. Det vækkede egentligt et savn i hende, som hun faktisk havde moret sig med manden, samt glædet sig til, at de skulle ses igen. Hun måtte dog også indrømme, at hun havde endt med at ligge det i baghovedet efter al det der var sket med Jaredo. ”Du har ret.. Burde vi vende om?”

[Deleted]

Som Romain, havde Charliza selv mange talenter, nok hun ikke var så god på det kunstneriske punkt, men hun var god til mange andre ting. Han vidste at hun helst bare ville leve fri og sit vilde liv, hvilket han såmænd ikke bebrejdede hende for, ikke med det som deres onkel havde puttet hende igennem, og der var han også selv blevet ramt og det gjorde at han selv nærede et ønske om at komme ud og opleve ting, da han havde været indespærret i mange år, noget som også havde efterladt ham med en frygt for at blive indespærret igen, da bare tanken måtte give ham myrekryb. Forfærdeligt havde det været. Ingen vind, ingen nat til at komme ud og nyde stjernerne eller landskaberne generelt, ingen jagt, intet, kun en tom og klam kælder, hvor han i ny og næ var blevet flyttet for at blive tortureret af deres onkel, noget som havde efterladt grimme ar på hans krop. Han løftede let det ene slanke øjenbryn til hendes ord. ”Åh jaså frøken kæphøj? Hvem siger at jeg overhovedet har lyst til at rende op og ned ad dig nat og dag? Jeg tror at jeg ville blive frygtelig træt af dig i sidste ende, kære lillesøster, du er trods alt en lille ballademager,” svarede han drillende igen, som hun forekom ham alt for selvsikker – selvom han altid havde kunnet lide det, hvor hun også havde al ret til det, da hun var en smuk og fantastisk kvinde, så han kunne godt lidt følge hendes tankegang, for hvem ville ærligtalt ikke tilbringe al sin tid med en kvinde som hende? Han selv nød hendes selskab, men der lå også flere handlinger og tanker bag der, da de havde været igennem en masse sammen. Han trak varmt på smilebåndet til hendes ord, hvor han samtidig klemte blidt omkring hendes hånd. ”Du ved at jeg altid har og altid vil nyde dit selskab, og at tage dig med på flere af mine udflugter, vil skam være mig en udsøgt fornøjelse,” svarede han sandfærdigt, da det blot var et faktum. Ingen sagde at det skulle ske hver gang, men en gang i ny og næ, det ville han skam ikke have noget imod, da han gerne ville være den som viste hende verden. Han nikkede medgivende til hendes ord. ”Hvis folk først har fået smagen af magt, vil de næppe give den fra sig, derfor tvivler jeg ærligtalt på at Dvasias frivilligt bliver et demokrati, så skal det ske fordi folket gør oprør, og det er der nok ikke mange der ville turde,” svarede han sandfærdigt. Folk med magt havde en tendens til at blive magtliderlige på den ene eller den anden måde, sådan var det også med deres to fætre; Jaredo og Nigel, de ville gøre alt for at få magten i huset og sikkert forsøge at få mere end bare det. Magten sagde dog ikke ham selv noget, så skulle det være fordi at han kunne hjælpe sine søskende at han tog posten, men ellers ville han helst blive fri. Man kunne også godt sige at det var et demokrati i familien, i hvert fald mellem ham, Jaredo og Nigel, desværre blev de bare aldrig enige om tingene, men de bestemte alle tre lige meget, som de lidt var hver families overhoved, som han stod frem for Sanquiz, Jaredo for Romano og Nigel for Pryce. Som de kom ind i slumkvarterene stoppede han også roligt, hvor han så mod hende. Han trak svagt på skuldrene og nikkede. ”Det bør vi nok, der er desuden ikke meget værd over det, og så skulle vi nødig ende i knibe fordi nogle valgte at røve os,” svarede han med et skævt smil, som han trak hende med tilbage. ”Desuden er det også festlighederne i gaden som er værd at opleve, så jeg synes at vi skal gå tilbage og nyde det hele. De prægtigste og vigtigste ting har du set, og så har jeg planer for os de resterende dage.”

[Deleted]

Det var måske kæphøjt at sige, at det ville være i enhver mands ønske at tilbringe evig tid med Charliza, men det morede hende blot. Hun nød nemlig at være kæk, munter og til dels løs på tråden, som hun følte, at hun på den vis fik det bedste ud af livet. Desuden betød det allermest for hende selv, om hun havde det godt eller dårligt. Når det så var sagt, forstod hun godt, hvorfor lige præcis Romain ville anse det for at være for meget, at rende op og ned ad en fast person dag ud og dag ind. Han var nemlig ikke en mand der bandt sig til noget, skønt han var en af de bedre i familien til at føre et ’forhold’. Hun vidste nemlig, at selvom han var en rolig mand, så kunne han lide at være fri som fuglen. Fri til at bestemme, hvor hans næste rejse ville gå til, uden at han behøvede at spekulere over, om det mon var ham muligt og tilladt, som han kun havde sig selv. Derfor tvivlede hun på, at de nogensinde ville hænge på hinanden, selvom de elskede den andens selskab. ”Jeg ved ikke, om du er blevet døv med alderen, kære storebror, men det var mig der sagde det,” svarede hun flabet igen, uden at smilet falmede. ”Og det, at du ikke kan følge med i mit tempo, er ikke mit problem. Du har brug for lidt ballade, så du kan blive rystet godt og grundigt.” Kækt var glimtet i de smukke krystalblå øjne, som det morede hende at drille ham. Hun havde desuden brug for denne sjov, som hun havde brug for at få opløftet sine dage, efter de væmmelige hændelser der havde hændt hende. Det var han dog også god til, som han var den person der var bedst til at tackle hende, og det kunne hun skal allerede mærke. Blidt smilede hun, som han klemte om hendes hånd, samtidig med, at han fortalte, at hun skam også var ønsket på de fremtidige ture. Som svar begyndte hun blidt at stryge ham over håndryggen, mens de roligt fortsatte frem. ”Jeg ved, at vi nyder hinandens selskab, men jeg ved også, at dine rejser er din ting. Jeg vil ikke komme og ødelægge dine rutiner,” sagde hun roligt. Hun elskede ham, og derfor ønskede hun at behandle ham pænt ved ikke at være et hængetræ. Gennem tiden havde hun desuden accepteret, at han havde sine rejser, som han altid ønskede at tage ud på, og det lod hun ham også. Hun nikkede medgivende til hans ord. ”Jeg forstår udmærket godt, at dem med magt ikke ønsker at ligge magten fra sig. Det er trods alt ikke en ubetydelig ting at få, men noget af det største i hele verdenen.. Men når alt komme til alt, fungerer tingene fint i Dvasias. Selvom der ikke er folkeligt styre, men monaki,” sagde hun stilfærdigt. Det var måske en eftertragtet tanke, at demokratiet ville nå Dvasias, men det ville det næppe, og det var måske også i orden? Det fungerede trods alt ganske fint i Dvasias … i hvert fald for vampyrerne. At Romain ønskede, at de søgte væk fra slummen, forstod hun skam godt, da det ikke just var et muntert sted at befinde sig. ”Det har du vel ret i.. Romain? Tror du at der findes nogen personer i slummen der er … gode nok?” spurgte hun uskyldigt, hvor hun kort lod blikket glide over hans ansigt, mens han ledte hende tilbage til det mere rige. Nu når de alligevel var inde på emnet, følte hun godt, at hun kunne spørge, da det syntes at give mening i forhold til samtalen. Hun havde dog en dybere bagtanke bag det, og det var nemlig fordi, at hun rent faktisk havde inviteret en fra slummen hjem til dem. Det var næppe noget nogen af de andre i familien ville bifalde, men hun boede der også, så visse rettigheder havde hun da. ”Uhh, hvilke planer har du for resten af denne nat? Flere steder at se? Eller måske natlige og festlige udskejelser?”

[Deleted]

Romain kunne ikke lade vær med at smile over Charliza, da han altid havde nydt hendes kæphøje og selvsikre personlighed, for hvor mange nok ville mene at det var for meget for en adelskvinde, så vidste han hvad der gemte sig bag, og så kunne han godt lide deres små drillerier, ligesom han elskede hendes selskab. Det var nok det bedste at komme hjem til efter sine rejser; hende. Han vidste at de havde en meget forskellig livsstil, men det gjorde ham intet, han vidste at hun ikke gik ulykkelig rundt fordi han ikke var hjemme, da hun havde sit eget liv og det gav ham tid til at bruge tid på ham selv og komme ud og opleve noget, og når han så endelig kom hjem elskede han følelsen af at se hende igen, som savnet blev vendt til noget positivt. Han frygtede også lidt at hun ville blive træt af ham, hvis han faktisk var tit hjemme og de tit hang ud sammen, netop fordi han vidste at han ikke var så vild som så mange andre fra familien og heller ikke nær så meget som hende, da han var den stille og rolige type, der fandt morskab selv i de små ting, noget som han faktisk var frygtelig god til. At hun så blev flabet, fik ham til at skule drilsk mod hende, skønt han ikke kunne skjule det brede smil på hans blege læber, der synes umuligt at falme. ”Åh jaså?” spurgte han morende, inden han i en hurtigt bevægelse gik ned i knæ og løftede hende op, så han havde en arm under hendes knæhaser og omkring hendes ryg, hvor han kort drejede rundt med hende. ”Jeg tror at det er dig, der skal have rystet al den tiltrækning af ballade af dig,” svarede han drilsk og morende igen, som smilet ikke falmede på noget tidspunkt. Det var rart at se hende smile lidt igen, særligt med det som var sket hende, hvor han kun var glad for at hun var kommet til ham, så han kunne støtte hende og være der for hende, som han altid var, hvor han altid havde nydt at kunne trøste hende, hvis noget gik hende på. Efter at have gået med hende i et stykke tid valgte han alligevel at sætte hende ned igen, skønt han endnu engang måtte tage omkring hendes hånd og klemme den blidt, hvor han nød de blide strøg hun gav i retur. ”Ingen af os sagde at du skulle med hver gang, min egen. Desuden selvom det er min ting, så ved du at jeg nyder dit selskab, da det er berigende, ligesom jeg elsker det faktum at kunne vise dig nye og spændende ting. Jeg elsker at have dig i mit liv, så selvfølgelig vil jeg gerne dele mine oplevelser med dig, som denne gang, jeg vil kun blive beæret og frygtelig glad, hvis du engang vil med på flere af mine ture, hvor vi kan tage til et hvilket som helst sted, du gerne vil være,” svarede han i en blid og dog oprigtig tone, som han sendte hende et varmt smil. Et hængetræ ville hun aldrig blive for ham! ”Dvasias fungerer skam fint som det gør, jeg tror også at det er bedst at der kun er én med magten, ellers vil det næsten gå galt i det land,” svarede han lettere eftertænksomt. Han valgte roligt at føre hende tilbage til festlighederne igen, selvom han ikke kunne lade vær med at vende blikket en anelse forundret mod hende til hendes spørgsmål. Han blinkede let med øjnene og trak svagt på skuldrene. ”Du ved hvordan min mening er omkring slum og fattigfolk. Jeg bryder mig ikke om dem, de fleste har ingen morale, men lever udenfor reglerne for at kunne overleve, hvilket måske er forståeligt, men jeg vil ikke mænge mig med dem. Desuden er der mange der vil bruge første chance de har til at udnytte os adelige og rige, for at få fat i vores penge og magt, og det har jeg ingen respekt for. Der vil nok altid være nogle der er anderledes, men min oplevelse er typisk den samme; de gør hvad de kan få at få magt og penge, så de kan overleve, de fleste tænker kun på dem selv, og det er det som adskiller dem fra os rige, da vi er to forskellige samfundsgrupper der bare ikke passer sammen,” svarede han med et kort skuldertræk. Det var nok ikke alle der var onde, men når alt kom til alt, så passede fattige bare ikke med rige og sådan var hans mening, han havde ikke meget til overs for fattige, men på sine rejser havde han trods alt også oplevet en del. ”Men hvorfor spørger du? Du plejer ikke at spørge ind til den slags?” spurgte han nysgerrigt. ”Jeg synes at vi skal tage tilbage og nyde festlighederne så meget vi kan, og hvis der er noget specielt du vil, siger du bare til. Og når morgen er ved at nærme sig, så tager vi med det første skib væk herfra, da jeg har nogle særlige planer et andet sted.”

[Deleted]

Charliza vidste godt, at hun til tider kunne være for meget for folk, men det tig hun sig ikke af. De kunne blot holde sig fra hende, hvis ikke de brød sig om hende. Heldigvis for hende, elskede hendes bror hende, selvom de levede hvert deres liv. De var nemlig ikke ens – langt fra – da han godt kunne lide det afslappede liv, samt sine rejser, hvor hun kunne lide det vilde, som hun elskede, når der konstant skete noget spektakulært omkring hende. Derfor kunne man vel sige, at det var utroligt, at de kom så godt ud af det med hinanden, som de nu engang gjorde. Morende var glimtet i hendes øjne, som hun valgte at forblive flabet overfor ham. ”Ja,” svarede hun kortfattet med en flabet selvsikkerhed igen. Et gisp forlod hendes læber, inden det blev erstattet af en latter, som han løftede hende op, og begynde at svinge hende rundt i sine arme. Det gav hende et sug i maven, hvor hun måtte le muntert i bevægelsen. ”Det er en del af min charme, lad det gå,” grinte hun muntert. Den eneste måde, hvorpå hun kunne miste sin kække side, var hvis hun blev tyranniseret og trådt på, som onklen havde gjort, og det ville forhåbentligt ikke ske igen. Hun frygtede selvfølgelig risikoen for det, hvis Jaredo nu kom til magten, men det ville hun, og formentligt også Romain sørge for, at det aldrig skete! Hun ville i hvert fald ikke have, at hendes modbydelige fætter blev overhoved, da det kun ville ødelægge familien på ny. Med smilet fastklistret på sine læber. Mærkede hun. Hvordan han igen valgte at sætte hende fra sig. Sin hånd lod hun roligt finde hans igen, som han valgte at trække hende videre gennem byen. ”I så fald må vi se, om jeg finder dig og turen interessant nok, til at have lyst til at tage ud med dig igen. Det er trods alt lidt af en livsstil, jeg skal ligge bag mig, hvis jeg skal hænge ud med dig noget oftere, kære bror. Lige nu ved vi trods alt kun, at det går fint, når vi har vores få dage sammen, med endnu større mellemrum,” sagde hun drillende i en eftertænksom tone. Selv var hun rimelig sikker på, at det nok skulle gå mellem dem, hvis nu hun besluttede sig for at tage med på flere af hans ture. Hun elskede ham jo, og normalt gik det, når de brugte tid på hinanden. Desuden, måske havde hun brug for flere rolige stunder? Hun vidste det ikke.. ”Det har du vel ret i.. Dvasias er måske ikke det bedste sted at proppe et styre ind, hvor alle har muligheden for at få en bid af kagen. De forskellige meninger ville vel være en tand for store,” sagde hun roligt. Dvasias var et land der indeholdt mange store personligheder, og det gjorde, at det formentligt ville blive en umulig kamp, hvis de fleste fik muligheden for at bestemme. Blikket lod hun kortvarigt glide over hans ansigt, inden hun igen så frem for sig. ”Tanken faldt mig blot ind, som vi bevægede os ind i slumkvarteret. Der ligger såmænd ikke mere i det end det. De udgør trods alt en stor del af befolkningen, så det er vel kun et normalt spørgsmål at stille sig selv før eller siden,” sagde hun roligt og sendte ham et lille smil. Der var måske en større grund til, at hun havde stillet ham spørgsmålet, men det følte hun ikke, at hun behøvede at uddybe overfor ham. Hun kunne nemlig allerede regne ud, at han ville mene, at hun igen mængede sig med det forkerte selskab, og det forstod hun et sted godt, men alligevel følte hun, at lige præcis Dominic var en mand man burde give en chance. ”Det lyder mere end spændende med skibet. Jeg kan ikke vente med at se, hvad du har fundet på for os, men det skal nok også være godt at blive her. Stedet her virker trods alt til at være en fantastisk by,” sagde hun ærligt.

[Deleted]

Romain kunne ikke lade vær med at smile, da hun slap en latter, som han selv valgte at løfte hende op og snurrede dem rundt, næsten som et tegn til at det var sådan han forsøgte at ryste hende fri fra balladen hun tit måtte skabe, eller i hvert fald tiltrække. Det var utroligt så mange kniber han havde redet hende ud fra og der var endda endnu flere hun selv havde klaret. Han trak morende på smilebåndet til hendes leende ord. ”Ak ja. Så må jeg jo spille din helt i stedet for,” overgav han sig, da han tvivlede på at hun ville skifte livsstil. Han var lidt splittet angående hendes livsstil, da hun hurtigt glemte hvilke konsekvenser det kunne bringe hende, også grunden til at hun tit kom i vanskeligheder, men på den anden side ville han heller ikke frarøve hende sit vilde liv, da hun havde fortjent at leve som hun ville efter deres onkels tyranni, til tider måtte han dog erkende at det kunne blive for meget for hans smag, hvor han også kun var glad for at han kunne få den rolige og afslappede side frem i hende. At hun så blev drilsk igen fik ham til at ryste smilende på hovedet af hende, da hun var helt umulig! Og dog var det rart at hun var kommet på andre tanker og igen kunne være glad og munter, for det var ikke mange nætter siden at hun var kommet helt ulykkelig hjem til ham, hvor han havde trøstet hende, og tydeligvis fået hende til at lægge det lidt i baghovedet, for at glemme det ville være umuligt og deres hævn ville de tage! ”Vi ved begge at efter denne tur, så vil du tigge og bede om at komme med på alle mine andre!” svarede han drillende og selvsikkert igen. Han var rent faktisk selvsikker denne gang, for han vidste at de altid havde kunnet sammen og det var ikke fordi der gik længe mellem deres stunder, for da han havde været spærret inde havde hun næsten været nede hos ham hver dag, og der var de aldrig blevet trætte af hinanden, og derfor vidste han at de heller ikke ville, hvis hun besluttede sig for at tage med ham igen. ”Lige præcis. Men nu må jeg indrømme at politik aldrig har sagt mig noget, jeg vil helst blande mig udenom landets intriger hvis jeg kan,” svarede han ærligt og med et svagt skuldertræk. Mange ville nok mene at han ikke bekymrede sig nok, men han ville sige at han bekymrede sig rigeligt. Han havde ikke behov for en høj position til at vise sig frem, da han var noget mere ydmyg og tilbageholden på det punkt, men på den anden side havde han heller ikke lyst til at se Nigel eller Jaredo blive overhoved. At hun spurgte ind til de fattige kom et sted bag på ham, men på den anden side tog han det ikke så tungt, da hun altid havde haft det som ham; hun havde holdt sig fra dem. Han så ingen grund til at mænge sig med fattigfolk når han alligevel ikke kunne hjælpe dem, der ville altid være nogen der ville være dårligere stillet, det gjorde måske ikke de fattige til onde folk, men der fandtes jo en del fattige som netop udgjorde den store del af kriminaliteten fordi de ikke havde nok, og derfor var det på ingen måder passende at en rigmand omgik sig fattigfolk. ”Men når du nu spørger, så må jeg jo hellere se at få dig væk derfra, så du ikke får tossede ideer og omgår dig de forkerte,” svarede han drillende, som han blidt og drilsk puffede til hende med sin ene skulder, hvor smilet ikke falmede det mindste. ”Hvis du gerne vil af sted med skibet, så gør vi det, men ellers synes jeg da næsten at du skal få lov til at se mere af landet,” svarede han mildt.

[Deleted]

Umuligt ville det formentligt være for Romain at ryste den vilde side fuldkomment ud af Charliza, da det var så inkarneret i den person hun var. Det var meget muligt, at han havde evnen til at gøre hende rolig i en uge ad gangen, men det var også det. Det ustyrlige kriblede nemlig i hende, som det bare ville ud, hvilket det også kom i det sekund han vendte rygge til hende. Hun kunne ikke gøre for det, da det bare var den kvinde, hun var, som hun ikke var den pæne adelskvinde, der sad på sin ende og syede i ro og mag. Nej, hun var adelskvinden der natligt søgte ud for at finde nattens bedste morskab. Det var formentligt ikke det mest optimale at gøre, men det var nu engang den kvinde hun var. ”Det er du også langt bedre til at være, og det er også langt sjovere for mig,” svarede hun kækt, som hun fandt det langt mere eftertragtet at have ham som sin helt, fremfor en der forsøgte at ændre på hende. Hun ønskede heller ikke på nogen måde, at han ville ændre på hende, da han bare skulle elske hende, som den kvinde hun var. Hun elskede jo selv ham for den mand han var. Den vilde kvinde var dog blevet langt en anelse på hylden for nu, da den væmmelige hændelse med voldtægten uden tvivl havde rystet hende. Hun havde ikke lyst til at skeje sig vildt ud i øjeblikket, eller ligge med en mand, da Jaredo havde formået at få hende til at trække sig en anelse tilbage. Lige nu havde hun kun lyst til sin bror, og heldigvis holdt han sig ikke tilbage for det. ”Er du virkelig så sikker på dig selv, at du tror, at dette vil blive en fremtidig vane for mig? Det er trods alt lidt af en livsstil jeg skal ligge bag mig, hvis jeg hyppigt skal ud med dig. Du vil trods alt ikke dele dine byture med mig,” kommenterede hun med et smil på læben. Som dag og nat var de, da det levede hvert deres liv til den helt store guldmedalje, som deres livsstile på ingen måde mindede om hinanden. Alligevel virkede det som om, at det var en god cocktail for hende, da det alligevel altid gik mellem dem, og måske var det det hun havde brug for hos en mand? Hendes modsætning, frem for dem hun samlede op på diverse barer? På sin vis tvivlede hun også på, at hun kunne blive træt af Romain, da hun vel var … forelsket i ham, og derfor var det vel naturligvis anderledes mellem dem. Hun vidste dog, at hun ikke måtte reagere på sine følelser, da det var forkert. Han var trods alt hendes bror, hvor det derfor ikke var socialt acceptabelt, hvilket hun også havde forsøgt at fortælle sin forskruede fætter, Jaredo. Hun smilede skævt. ”Jeg ved godt, at politik ikke interesserer dig, ligesom familiens anliggender. Det er dog ikke en pligt du bare kan vende ryggen, da det er en pligt du er født til, som mand i familien. Du bliver derfor nødt til at tage den pligt seriøst før eller siden,” sagde hun stilfærdigt. Det var ingen hemmelighed, at hun mente, at Romain skulle indtage pladsen som familiens overhoved, og derfor forsøgte hun også i tide og utide at skubbe til ham i den retning. Hvis han i så fald ikke ville lytte til hende, kunne hun altid komme med en række argumenter for, hvorfor det skulle være ham, fremfor de to andre, og det burde han kunne se mening i. ”Frygter du, at du taber mig til en ringere samfundsklasse, bror? Men jeg har skam allerede min egen mening om verdenen, og den bliver jeg næppe rippet ud af,” sagde hun roligt. Helt sandt var det dog ikke, da hendes holdning til de fattige rent faktisk havde ændret sig, siden Romain sidst havde været hjemme, men det måtte være, hvad det nu var. Dominic var en god mand, og selvom det var forkert, ville hun gerne mænge sig med ham. ”Og jeg siger, at jeg vil, hvad du har planlagt, og du har sagt, at vi bliver i byen i nat, og i så fald er det det vi gør.”

[Deleted]

Romain ønskede skam ikke at ændre på Charliza, men derfor var det ingen hemmelighed at han helst så at hun tog den lidt mere med ro, så der ikke skete hende noget. Det var dog en mening han holdt for sig selv, da han ikke ønskede at få hende til at føle sig elendig, da hun var en fantastisk person, men det var også derfor at han helst så at hun brugte sine talenter på noget vigtigere frem for at komme i ballade næsten hver anden nat, for han holdt frygtelig meget af hende, og det sidste han ønskede var at se hende komme til skade, da det gjorde ondt, og det var sket igen, og tilmed af en fra deres egen familie, nemlig deres fætter Jaredo, og det gjorde ham bekymret, hver gang hun kom hjem og der var sket hende noget, for det var jo ikke første gang! Han himlede let med øjnene og rystede på hovedet. ”Det forundre mig ikke at du ser sådan på det, min egen. Men hvad vil du gøre den dag jeg dør i et forsøg på at redde din røv?” spurgte han nysgerrigt, som han vendte blikket mod hende igen. Det kunne meget vel ske, for det at hun satte sig selv i fare satte også ham i fare, da de begge vidste at han ville gøre alt for at beskytte hende og det var også for hendes skyld at han satte sig op imod Jaredo, noget som kunne blive frygtelig dumt, da han godt vidste hvordan manden var, men han havde også overskredet en grænse som på ingen måder skulle overskrides og det skulle han bøde for! Han så roligt mod hende og rystede på hovedet med en alvorlig mine. ”Jeg har ikke sagt at du skal ændre din livsstil på grund af mig, det vil jeg aldrig kræve af dig. Men jeg tror du har godt af at komme ud med din fornuftige bror,” svarede han, hvor han startede alvorligt ud og endte drillende, som han blinkede til hende, hvor han slap hendes hånd, for at lægge armen omkring hende og trykke hende ind til sig, så han også kunne placere et kys mod hendes kind. Han gav dog ikke slip på hende, som han lod sin hånd stryge hende blidt over siden imens de gik. At hun så begyndte at tale om at han havde en pligt, måtte han næsten automatisk lukke af. ”Min pligt? Det er lige så meget Jaredos og Nigels pligt. De vil hellere end gerne have pladsen, så hvorfor ikke lade dem, i stedet for at lade en komme på som egentlig ikke gider?” spurgte han lettere ligegyldigt, skønt han allerede kendte svaret på sit eget spørgsmål, men.. han gad ærligtalt ikke. Han havde været indespærret, af sin egen onkel, af familie, og så skulle han have en pligt over for folk som ikke engang havde hjulpet ham fri? Den eneste han følte sig forpligtet overfor var Charliza, da hun var den eneste han havde haft, og så havde han automatisk en pligt over for deres andre yngre søskende, fordi de var deres søskende. Han så roligt mod hende og rynkede på næsen til hendes spørgsmål. ”Det kender du vidst allerede svaret på Charliza. Jeg vil på ingen måder se dig ende hos en fattig mand, der ikke ville kunne forsørge dig. Som jeg altid siger, har du fortjent det bedste, og det bedste skal man måske lede længe efter, men jeg vil ikke bare se dig ende hos hvem som helst,” svarede han sandfærdigt. Desuden var der også lige det faktum at han egentlig slet ikke ønskede at se hende ende hos nogen anden mand, fordi han havde følelser for hende, men han vidste at han ikke burde give efter for dem, fordi hun var hans søster, men derfor betød hun frygtelig meget for ham, og hvis han endelig skulle ’give’ hende væk, så skulle det være til en mand han selv kunne acceptere, og det blev nok ikke let, når han selv havde følelser for hende. Han trak på smilebåndet og nikkede derefter med et muntert smil. ”Udmærket, så bliver det sådan,” svarede han, som han valgte at føre hende tilbage til en større gade, hvor der igen var mange folk og fest i gaderne.