Post by Deleted on Feb 2, 2013 8:17:45 GMT 1
Cayla så på deres hænder. Det var det tætteste hun nogensinde havde været på sin egen far, og hun skulle gerne erkende at det føltes.. rart på en eller anden måde. Måske Kimeya og Avidan havde været der, men det var trods alt ikke det samme, desuden havde de aldrig været i stand til at lærer hende om det bæst hun var gjort af, en viden som hun i den grad havde brug for nu om dage. Det var gået op for hende, at han ønskede at være der for hende, men om hun ville være i stand til at lukke ham ind i sit hjerte og ind i isn familie, med frygt for at han pludselig ville forsvinde endnu engang, det vidste hun ikke om hun var modig nok til. De gennemsigtige tårer trillede ned over hendes blege kind, også selvom hun forsøgte at skjule det for ham, han skulle næppe tro at hans datter var en svag kvinde, også selvom hun tydeligvis ikke klarede sig så godt, som man havde turdet håbe. ”Hvis jeg ikke havde mødt dig her til aften.. ville jeg nogensinde have set dit ansigt igen?” spurgte hun lettere indgående. Dette havde jo været et ganske tilfældigt møde, og hun tvivlede på at han nogensinde ville have forsøgt at finde frem til hende. Hun rystede på hovedet for sig selv, og trak hånden til sig. ”Det lyder alt sammen.. som ønsketænkning. Skam har du ikke bragt over mig, men skuffelser i mængder der ikke eksistere. Min opdragelse burde have været i dine hænder, da jeg mistede alt andet. Jeg drukner i tomme løfter og ord, den slags kan jeg ikke længere nærer tillid til. Hvis du ønsker at være en del af mit liv, så lad være med at spørge mig for svaret vil altid være det samme.. Bevis det for mig, gør krav på hvad der er dit, er det ikke det dyr gør?” spurgte hun lidt ligegyldigt. Et sted måtte hun erkende, at det lettede hende, at hun havde været et ønskebarn fra hans side, men i så fald så forstod hun ikke hvorfor han ikke havde handlet før!