En uventet længsel mødes

[Deleted]

Solen var for længst gået ned, endnu en dag var forbi, og mørket havde lagt sig, som et tungt klæde over landet. På himlen blinkede stjernerne, som de altid havde gjort det, kun enkelte små og vidt spredte skyer, dækkede enkelte dele af den sorte, og for alle tilfældes skyld, ellers så smukt glimtrene stjerne-dekorerede nattehimmelhvælving. En let brise ruskede svagt i træernes øverste grene, men var ikke kraftig nok til at skulle nå ned på skovbunden.. At stjernerne ikke skulle stå på helt de samme steder, som de havde gjort det, da Elvolganta havde været hvalp, lagde han dog ikke mærke til, som han med lette og lydløse trin, vandrede skovens fugtige naturstier, han overså normalt ikke store ændringer i hans liv, men ændringerne på nattehimlen, skete så uendelig langsomt, at selv en mand som efterhånden, måtte være i nærheden, af de første 200 millenia, ikke så nogen stor forskel, vel primært fordi det havde været, netop en så ekstraordinært lang tidsperiode, og derfor ikke helt huskede, hvordan det havde set ud, da han endnu var helt ung. Han kunne dog ikke længere, kende ret meget af den mørke skov, der ellers i flere tusinde år, havde været hans hjem igennem godt og ondt. Hvor han før ville vide præcis, hvor han kunne drage til for at finde sin føde, var han nu i vildrede, hans slaver havde bragt ham føden, i al den tid han havde holdt sig isoleret i sit hjem. Han vidste derfor hvor det var godt at jage, og hans svækkede sanser, var virkelig heller ikke nogen videre hjælp, hans lysende og meget karakteristiske blodrøde øjne, spejdede aktivt ud i mørket, som han heldigvis intet problem havde med at skulle se i. Han mærkede hvordan sulten flænsende skreg inde i sig, efter nogen tid, hvor han havde vandret nærmest som i vildelse, til han ikke havde nogen virkelig idé om, hvor han rent faktisk befandt sig i dette øjeblik, lykkedes det ham endelig, et stort hjorte-lignende kreatur stod få hundrede meter fra ham. Elvolganta slikkede sig sultent om munden, og lod sine grove og takkede rovdyrs-lignende tandsæt, før han samlede sine hænder i et smæld, efterfulgt af en rødlig lyskilde der skar sig gennem mørket, der var opstået så pludseligt, at det arme dyr ikke skyggen af en chance havde, som havde lyset kommet fra den tomme luft der forsvandt mellem hans hænder, ramte det rent dyrets hjerte, og denne kollapsede tungt under den store vægt der pludselig hvilede over de fire døde ben, hvorefter Elvolganta vagtsommeligt sneg sig frem mod det døde dyr, han vidste at der var en risiko for at være blevet opdaget, grundet både lyd og lys, men han skulle jo have mad, og han vidste da også stadig hvordan man forsvarede sig med og uden brugen af magi..

[Deleted]

Efter mærket var faldet på, så havde Cayla vovet sig ud af sit trygge hjem. Sådan som tiderne havde behandlet hende, og havde sat sit spor på hendes ydre såvel som det indre, så søgte hun ikke til steder hvor mange mennesker færdes. I måneder havde hun lukket sig selv inde bag fire vægge, det var på tide at få lidt luft. Den blide brise kærtegnede hendes kinder, og havde formået at give dem en lettere rød antydning. Hun sad lænet op af et vissent træ, med en mindre snedække under sig, dog uden at tage notits af kulden. Et sted var hun vel ligeglad? Kappen var pakket tæt omkring sig, men eftersom den var blevet gennemblødt så skænkede den hende ikke ligefrem nogen videre form for varme. Skoven var pålagt en skummel stemning, dels af rygte dels af udseende. De få sommermåneder de havde, blev den faktisk smuk i hendes øjne vel og mærke, men nu var alt bare dødt og tomt. Flere vampyrer var begyndt at jage, hvilket betød at dyrelivet var blevet fattigere end det nogensinde havde været. Så svag som hun var, havde hun kun formået at fange en sølle rotte, og nu om dage var Cayla ikke så kræsen som hun havde været før.. blod var blod, og selvom hun kunne leve uden, og i det hele taget sjældent rørte det, så var hun desperat efter en måde, hvorpå hun kunne få det indre bæst til at falde til ro. Der havde jo aldrig været nogle til at lærer hende om den slags. De gyldne øjne så frem for sig. Mellem træerne havde hun spottet den store hjort, og hun havde flere gange overvejet at gøre sig et forsøg, men de sidste to hun havde set, var begge løbet fra hende, hun have ingen energi til at optage jagten, så i stedet blev hun siddende med tænderne begravet i den stakkels rotte, som for længe siden var blevet tømt for blod, og stank i hendes hænder, hvor flere af fingrene manglede og i stedet havde efterladt et brunligt plet. De blodige dråber som var løbet over hendes hage var allerede tørret ind og var blevet til spor hen over hendes ansigt, spor som hun ikke tog sig af, for hendes håb var jo netop at hun ikke ville møde nogle på dette sted. Uden hun rigtigt nåede at følge med, så hun til som dyret faldt med en hast man sjældent så magen til. Hendes hjerte sprang et slag over, som hun langsomt sænkede rotten og smed den koldt på jorden og rejste sig ved hjælp af den tykke stamme bag hende. Det ville være uklogt at bevæge sig tættere på, eftersom hun næsten kunne gætte sig til at det var vampyr, det var de eneste foruden vareulve som jagede her, men på den anden side ville hun frygtelig gerne skylle smagen af den elendige rotte væk med noget ordentligt, hvilket alene var nok til at få hende til at søge tættere på, lydløst og skjult bag træerne.

[Deleted]

Elvolganta trådte langsomt, og yderst varsommeligt frem fra sit skjul, og de lysende røde øjne skar klart gennem det ellers så tunge mørke. Skønt han var særdeles agtpågivende, ænsede han end ikke Cayla som befandt sig, end ikke ret langt fra hvor han var nu, og fortsatte derfor frem mod sit nedlagte bytte. Det var blevet et usandsynligt ubesværet gøremål, det at fuldføre en jagt, men det havde også kostet mangen en time, på biblioteker, og flere fejlslagne forsøg, end han havde en chance for at holde tal på. Han havde ofret meget for at få gaven af magi i sin magt, heriblandt var hans utroligt skarpe hørelse, blandt de ting han savnede mest. Ingen havde da han tog beslutningen om at blive warlock, gjort ham bevidst om det faktum at det ville koste ham dyrt, men havde blot sagt, der ville blive grundlag for store forandringer, hvilket han jo dengang allerede var ganske godt klar over. Da han nåede frem til det nu døde hjortelignende væsen, drog han en kniv fra skeden i hans bælte, og stak et dybt hul i dyrets hals, hvorefter han løftede dyret op over sit hoved, som var det blevet præsenteret som en falden fjende, hvorved blodet flød i en lind strøm, direkte ned i hans åbne mund. Den varme væske strømmede behageligt ned gennem hans hals, og han mærkede straks hvordan hans sanser atter blev en smule forbedrede, som de altid havde gjort det, når han havde smagen af frisk blod i sin mund. Efter kun at have drukket i en relativt kort periode, stoppede han dog op igen, og smed dyret tungt på jorden foran sig. Hans næsebor begyndte at sitre, som havde de opfanget snerten af en mulig trussel, han genkendte ikke dyret, væsnet eller personens duft, men han genkendte dog tydeligt en dæmpet essens af både dæmon og horror, to duftgener han selv kun var alt for familiært bekendt med. Uden han vidste hvorfor, poppede et billede af Moniqe op i hans erindring, men han skubbede det hurtigt væk igen, da han ikke havde tiden lige nu, til at skulle stå og drømme om fordums tider, som alligevel aldrig ville komme igen. Han blottede i stedet dine blodige og grove, spidse tænder, og begyndte at knurre nærmest pr. refleks, hvilket uden et øjebliks tvivl stammede fra hans tid som horror, en race han havde tilhørt i så umådelig lang tid, at kun de færreste, hvis nogen, kunne så meget som forestille sig hvor længe det egentlig havde været..

[Deleted]

Cayla blev stående bag et større træ, hvis blade var visnet og blå dækket under sneen. Hun så bag det og betragtede skikkelsen der havde givet sig i krig med dyret. Duften af blod havde ramt hendes næsebor, langt sødere end det usle rotteblod hun netop havde mæsket i sig, i desperation mere end noget andet. Hun var svag og afkræftet, og blodet gav hende en form for hurtig energi som hun om ikke andet kunne holde sig kørende på for en stund. Hun slikkede sig om de blodrøde læber og blottede de sylespidse tænder. Det ville være direkte dumt at forsøge sig på at stjæle en andens bytte, men hun hungrede efter smagen af blod, hungrede efter den indre ro som det kunne give hende. Hans knurren fik hende automatisk til at brumme utilfredst. Dyret i hende var kun blevet tydeligere for hver dag som var passeret. Der havde aldrig været nogle til at lærer hende om de instinkter hun besad, af den grund lod hun sig ofte skræmme, særligt nu hvor forvandlingen var begyndt at ske selv uden for fuldmånen, og hun at hun havde nogen synderlig kontrol over det. Hvem end det var, så var der noget over hans duft som gjorde hende nysgerrig. Hun havde haft den i næsen før. Atter vovet, besluttede hun sig for at træde fri af sit gemmested, uden en mærk kappe til at skjule hende i skyggerne, men hende som hun nu engang var. Bleg, tynd og afkræftet, med mørke rander under øjnene og de flammerøde lokker som kun fik hende til at fremstå mere bleg end som så. For et kort øjeblik overvejede hun hvor vidt hun burde forsøge sig på at sjæle hans bytte eller om hun ganske simpelt skulle spørge om han ville dele. Så vidt hun kunne se var han ikke et dyr af nogen art. De røde øjne faldt hende i blik, hvilket fik hendes hjerte til at springe et slag over. Om muligt blev hun mere bleg. Det kunne da ikke være...? Hendes egne øjne var endt gyldne som følge af sin fars øjne.. far af kød og blod vel og mærke, hun havde jo haft tre mænd inde på livet, som alle ønskede at hun skulle anse dem for at være en større del af hende end de reelt var. ”...” hun åbnede munden blot at lukke den igen. Så vidt hun vidste, så var hendes far forsvundet for mange år siden, hun havde formodet at han var død. Derfor nægtede hun næsten at tro sine egne øjne. ”Hvad er du?” spurgte hun lidt direkte. Hendes tone skælvede. Det var aldrig til at vide om hun for alvor var blevet vanvittig eller om der rent faktisk var noget om det.

[Deleted]

Sekundet hun havde begivet sig frem fra sit skjul, faldt hans lysende røde øjne på hende, hvor han undersøgende betragtede hende. Efter at have stået nærmest ubevægelig i et par sekunder, fanget i en stormfuld tankestrøm, der skønt det kun varede få sekunder, havde føles som minutter for ham, ramte lyden af hendes stemme ham, og han rettede sig derfor atter op, og så undrene på hende, sådanne øjne havde han ikke set mere end én eneste gang før.. Kunne det virkelig være hende? Han kunne dårligt tro sine egne øjne "...Cayla....?" Lød hans stemme som havde det fløjet ud af ham, som en del af en tanke, der blev færdiggjort verbalt.. Et ensomt vindstød, nåede med det samme skovbunden, og rislende blade strøg over mod Elvolganta, og samlede sig om hans fødder, samt på den lange side af det store dyr der lå dødt på jorden, med et bredt knivstik i dets hals, hvor pelsen omkring såret var gennemblødt af endnu varmt blod, ganske som Elvolganta's hage og hals var det.. Det var en måneløs nat, og derfor var det mørkere end normalt, selv her hvor der ellers altid var mørkt om natten, faktisk selv på fuldmånenætterne..

[Deleted]

Cayla lod de gyldne øjne møde hans blodrøde. Det følte som evigheder siden hun sidst havde set skyggen af ham. Dengang havde han været konge af dette land og lovet hende at han ville gøre hende til en del af sig. Hvilken ung kvinde ønskede ikke at kende sin fader? I lange sekunder stirrede hun på uden at gøre sig nogle egentlige tanker, uden at føle noget. Lyden af hans stemme fik hårene til at rejse sig mere end kulden havde formået at gøre det, for det at han genkendte hende, gav hende allerede svaret på det store spørgsmål hun havde ønsket at finde frem til. Hun nikkede tøvende, og bevægede sig ikke tættere på. ”Sir,” mumlede hun som en halvvejs hilsen. Den blide brise legede med hendes røde lokker, der tog sig tydeligt ud i skovens mørke. Af alle hun nogensinde havde regnet med at støde på, så var han den sidste hun havde ventet sig af. Igen gled blikket på dyret, mest fordi hun ikke vidste hvordan pokker hun skulle reagere eller forholde sig i forhold til ham, og lugten af blod rev i hende, fik dyret til at tigge hende om at sætte tænderne i, inden alt den søde nektar ville synke ned i jorden og give næring til skovens bevoksning. I sit indre følte hun flammen blusse.. endda så meget at det næsten var for meget. Der var en grænse som selv hun kunne gå til og ikke længere.

[Deleted]

Elvolganta's ansigt lyste op i et varmt smil, til trods for de grove og yderst blodige tænder, der kom til syne, ved hendes lette nikken, som til fulde besvarede hans spørgsmål "Ingen grund til den slags tiltale mit hjertebarn.. Jeg har ikke været royal i flere tusinde år..." Bemærkede han stille, og forsøgte at lyde afslappet, da han gjorde opmærksom på, han var blevet fjernet fra sin plads som konge af landet, noget der for ham ellers nødvendigvis måtte have været den største skam, han nogensinde havde været ude for, og det endskønt der havde været mange ting, der havde gjort ham æreløs i hans egne øjne.. Han havde mistet sin elskede til en vampyr, han havde været ude af stand til at redde sin adoptivdatter fra døden, ej heller havde han været i stand til at retaliere for dette mord.. Han havde aldrig været der for sit eneste barn, og derfor aldrig kendt sin datter, der var det direkte resultat af hans kærlighed til Moniqe.. Og listen blev ved, hvilket også var derfor han havde isoleret sig selv, i så umådeligt mange år, i sin smedje uden nogen form for kontakt til omverdenen, andet end hvad hans slaver havde fortalt ham, hvilket i øvrigt havde været ganske sparsommeligt.. "Tag du blot for dig.." lød det efter et øjebliks ophold, hvor han blot havde stået ude af stand til, andet end blot at betragte hende, og gjorde en let gestus mod det døde dyr...

[Deleted]

Synet af de blodige tænder, skræmte ikke Cayla, for hun var trods alt vant til at være omkring vampyrer, og hun var vant til selv at spise mere.. blodige måltider når sulten meldte sig om ikke andet. Måden hans ansigt lyste op på, forvirrede hende kun yderligere, for.. hvad havde han at smile af? ”Jeg tiltaler dig ikke sådan, fordi du engang var royal,” svarede hun måske en smule bidsk. Hun kom ikke uden om at hun bebrejdede ham for sin manglende tilstedeværelse, også selvom hun havde haft andre til at fylde pladsen ud. Med tøvende skridt bevægede hun sig tættere på. Junior ventede på hende et sted på kroen, men den aftale var allerede gået i glemmebogen. Med tøvende skridt bevægede hun sig tættere på både ham og det døde dyr, et sted glad for at mørket skjulte alle hendes træk på sygelighed. Hendes ben skælvede en smule. Det var længe siden hun havde været ude for at få luft i det hele taget, men pludselig nød hun ikke længere vindens måde at kærtegne hende på. Normalt ville hun have stået imod hans tilbud om at hun kunne tagefor sig, men duften var lokkende og enhver form for energi var kærkommen. Hendes øjne endte blanke, i takt med at hans skikkelse blev mere klar for hende. Hun tog ikke blikket fra ham, hvilket resulterede i, at benene kløjes i en træstub i jorden, og bragte hende i knæ med et uheldigt fald. Pokkers til den klodsethed! ”Uh,” gispede hun en smule forfjamsket og afværgede faldet en smule med sine hænder. Hun genvandt hurtig en form for balance på sine knæ, hvorefter hun igen rettede blikket mod ham. Det var ikke til at tro at han var der. ”Tak,” mumlede hun lidt tonløst, og tøvede et øjeblik med at bukke sig ned, kun for at blotte sine tænder og satte det i det arme dyrs lækre kød. Blodet fyldte hendes gane og gav en vis form for varme til kroppen. Hun brummede, denne gang mere tilfredst og gav sig hen til den sult som hun oftest forsøgte at holde i skak.

[Deleted]

Skønt hendes svar havde været en kende krakilsk, bebrejdede han hende ikke, han havde trods alt aldrig været der for hende, skønt han altid havde haft lysten dertil, for hver gang han havde været tæt på at drage til hende, var noget kommet i vejen, skønt det oftest havde været hans egen skammelighed.."Jeg ved hvorfor du hader mig, og jeg forstår dig godt.. Men jeg.." Han tav meget pludseligt som hun faldt, og skulle til at gribe ud efter hende, og stod næsten lige ved siden af hende, da hun ramte jorden "...Du godeste.. Du er jo helt udsultet Cayla..." Han stivnede, og så med gru hvordan hendes kinder var indsunkne, og hvor hvid hendes hud var.. Det var vel kun naturligt at hun var bleg, eftersom hun trods alt var hans datter, men han havde selv kun én gang, været så bleg.. Og da havde han været døden alt for nær, og han mærkede derfor hvordan en stigende, nervøsitet og bekymring for hende, steg i hans sind.. Ikke en følelse han var alt for familiært bekendt med, og havde faktisk ikke selv følt denne følelse, i over 5000 år.. Hvilket da også måtte antages, at være en ganske anseelig tidsperiode, for langt de fleste væsner og personer i denne verden...

[Deleted]

Cayla havde aldrig bebrejdet sine forældre deres brud. Hendes opvækst havde været mere kroget end som så, og hun kunne have brugt en af kalde for 'far', sådan en havde hun aldrig haft. Det at stå overfor ham igen, lod et væld af forældede følelser, komme til livs i hende på ny. Det varme blod løb ned over hendes mundvige, idet hun ikke kunne fange alle dråberne i den glidende strøm. Hun betragtede ham under øjenbrynene med et lettere skulende blik, inden hun atter slap dyret og slikkede sig om læberne, også selvom det ikke fjernede alle resterne. Junior ville blive skræmt hvis han så hende sådan. Det blødte en smule fra hendes knæ, efter hun var faldet på den ru skovbund. Blikket hævede hun til hans. ”Jeg kan næppe hade dig, eftersom jeg ikke har noget tilhørsforhold til dig, ud over det som binder mig af blod,” svarede hun lidt ligegyldigt. Det var ikke den fulde sandhed.. hun hadede ham, for frygtelig mange ting. At han så bed sig sig fast i hendes usle udseende, forundrede hende ikke. Det var grunden til at hun ikke gik ud. På ganske kort tid havde hun mistet alt der mindede om en familie, uden at hun, ligesom ham, selv havde valgt det og det havde været hårdt, ikke mindst fordi det havde udløst en ukontrolleret form for forvandling, der havde formået at gøre hende bange for sig selv. ”Hvad kan jeg sige? Tiden har ikke været nær så barmhjertig overfor mig, som den har for dig.” Hun betragtede ham lidt sigende, og satte sig på sien knæ for at skjule hænderne i sit skød. De manglende fingre var hende en plet af skam på stoltheden. Når hun så på ham, gik det op for hende at han lignede sig selv. Alderen havde selvfølgelig sat sit præg på ham, men det var kun blevet tydeligere at hun var ligeså meget datter af ham som hun var af Moniqe.

[Deleted]

Han sukkede i stilhed for sig selv, skønt hun havde givet udtryk for ikke at nære noget had for ham, så kunne han med lethed regne ud, at dette på ingen måde havde været sandheden, under alle omstændigheder ikke den fulde sandhed, om ikke andet så fortjente han enhver nedsætning, hun på nogen mulig måde kunne bringe ham "Naturligvis har du det.. Du har den samme grund til at hade mig som jeg selv.. Jeg har aldrig været der for dig, og det beklager jeg dybt.. Og hvis der er noget som helst jeg kan gøre for dig vil det ske..! Jeg er om noget ikke uden muligheder og remedier, du ville kunne gøre god gavn af..." Han tav, og lod sig knæle ved hendes side, han mærkede hvordan sulten gnave sig, smertende i sit korporlige legeme, men han holdt sig behersket tilbage, og lod hende blive bespist først, og tænkte at han ville indtage eventuelle rester, eller blot finde noget nyt at spise senere.. "Jeg indrømmer at tiden har været mig god, skønt det at have så meget og alligevel så lidt i mit liv, er en noget nidkær fornemmelse at eje.. Men.. Lad mig i det mindste hjælpe dig med hvad jeg kan..?" Ytrede han fredsommeligt som et svar, til hendes seneste bemærkning, og så på hende med et nærmest bedende blik i sine rødglødende øjne, han havde aldrig været på knæ for at trygle nogen før i sit liv, men han kunne ikke tillade sig selv, at skulle skuffe sin datter eller på anden vis, at skulle vise sig at være utilstrækkelig som fader...

[Deleted]

Had var et frygtelig stærkt ord, som Cayla kun få gange havde taget i sin mund. Om det var had hun følte overfor sin kære fader, var svært at sige, men når først vreden og frustrationen over hans fravær slog ind, så var det den første tanke som faldt hende på sinde. Hun betragtede dyret. Det var ikke meget hun havde spist, men det var lange tider siden, hun sidst havde været i stand til at holde større mængder, af den grund så turde hun ikke lege yderligere med ilden. Spidserne af de røde hår, var endt blodige ligesom en stor del af hendes krop. Hun strøg dem bag øret og vendte sig mod ham, nu hvor sad mere eller mindre ved hendes side. Uanset hvor en rig en mand han var, så ønskede hun hverken penge, klæder eller smykker, det eneste hun ønskede sig var en familie som hun kunne forholde sig til. Hun rystede på hovedet og vendte blikket bort for at skjule de tårer samlede sig i øjenkrogen, det var ikke en tilfredsstillelse, hun ønskede at behage ham med. ”Efter alle de år.. er du i den tro, at gode tjenester vil gøre op for en evigheds fravær? Dine muligheder og remedier betyder intet for mig, kære fader. Jeg kan forsøge mig selv og min familie mere behøver jeg ikke,” afviste hun spidst. Der var i virkeligheden ikke meget at forsøge. Junior klarede sig selv, og efter Aliyah havde forladt reden, så følte hun sig for alvor.. overflødig? Det værste var næsten at hun på sit vis delte hans smerte. Båndet dyr imellem var måske stærkt, men blot fordi hun kom af hans kød og blod, så irriterede tanken hende en smule! En smule tøvende lod hun de fingre hun var ladt tilbage med stryge hen over hans ru håndryg. ”Tiden har uden tvivl været dig god. Lommerne godt udrustet med mønter. Ru hænder.. det kommer vel fra det smedearbejde min moder fortalte mig om? Så fortæl mig.. far.. hvis intet fysisk afholdt dig.. hvor var du?” spurgte hun krævende for svar og så atter ind i de røde øjne.

[Deleted]

Elvolganta lyttede i tavshed på hendes ord, og lod sig selv synke så dybt, som det var ham muligt, der var ingen undskyldning, for hvad han havde gjort, han havde ladet hende i stikken, men han havde først for nyligt hørt om Moniqe's død, som havde tærret hårdt på ham. Hans blik hvilede ned i jorden, han var flov og skammede sig mere, end han nogensinde havde gjort det før, i hele sit ekstraordinært lange liv. "Der er intet jeg kan gøre der kan råde bod, på blot halvdelen af min skyld i denne sag.. Jeg har gjort dig uret, og du har al ret på din side, til at skulle ernære din had til mig Cayla.. Intet jeg kan sige eller give.. Vil nogensinde kunne bringe mig fred i sindet..." Han tav og løftede kort sit blik, en ukendt smerte var strømmet ind over ham, men det gjorde ikke fysisk ondt, dette var af en anden kaliber, en type han aldrig havde kendt til før, og som han derfor ikke kunne sætte ord på.. Den første tåre i hans næsten 200.000 årigt lange liv, slap hans øjenkrog, og gled ned over hans venstre kind, kort efterfulgt af flere "..Jeg beder dig ikke om at tilgive mig.. Jeg beder dig ikke om noget.. Jeg har ikke ret til at påråbe dig noget.." Han så sig nødsaget til at stoppe op, og så ned i jorden igen, hvor han lejrede sine hænder, solidt i den sorten muldjord, hans stemme var blevet grødet, skønt han kæmpede for ikke at vise sin egen svaghed, for hun var hans allerstørste svaghed, og til trods for at han ikke kendte hende, var hun det eneste der kunne få ham til at give sit liv, for blot at ernære håbet om hendes overlevelse.. Der var ikke det han ikke ville gøre for hende, men han vidste ikke hvad hun ønskede "..Jeg har ikke været nogetsteds i den kendte verden.. Jeg har rejst.. Sejlet med egen båd.. Langt over kortets grænser.. Hvor jeg samlede al den viden, jeg kunne komme i nærheden af.. Jeg vidste ej hvad der var blevet af dig, og frygtede det værste.. Vovede ikke at nære håb om din overlevelse.. Efter kuppet på min trone, hvor mine fjender, ellers lod til at gøre alt hvad der var muligt, for at destruere mit liv.. Jeg blev ruineret, mistede alt.. Det var kun naturligt.. Troede de havde taget dig fra mig også.. Men jeg ser nu at jeg selv tog dig fra mig, ved at antage du også var borte.. Jeg vil gøre og give dig alt, blot du vil give mig en mulighed, for at være der for dig som en fader skal være det..."

[Deleted]

Cayla nærmest frydede sig ved tanken om at se fortrydelse i hans øjne. Ikke fordi hun ønskede at være modbydelig som sådan, men fordi hun ønskede at han skulle tage del i det savn og den længsel som hun havde følt igennem en hel barndom. Faith og Kimeya havde været gode nok, men ingen af dem havde nogensinde været hendes sande forældre. Cayla var villig til at høre på hvad han havde at sige, hun havde selv et hav af spørgsmål. Det hele var efterhånden steget hende til hovedet, med en tid præget af mørke og tab i alle former. ”du har ret. Der findes intet du kan gøre eller side, for at råde bod på fortiden. Tiden kan ikke manipuleres med,” svarede hun lidt kortfattet. På trods af den hårdhed som hun vidste udadtil, så kunne hun føle det indre gå op i flammer som hun ikke var i stand til at kontrollere. Bedre blev det ikke ligefrem af at se ham føle tårer, det fik hende til at føle at hendes hjerte blødte, ikke af medlidenhed men mere af at se den mand, som hun altid havde fået beskrevet som en hård en af slagsen, græde for tabet af hende. Det der gjorde mest ondt, var at hun ikke havde den mest fjerne idé om han havde glædet sig til at blive far, som han havde tænkt på hende i årene fremad som hun havde tænkt på ham, til trods for at der havde været andre faderlige figurer i billedet. ”Jeg har intet at tilgive dig for, Elvolganta. Du har aldrig gjort mig ondt, problemet hviler vel nærmere i det faktum, at du aldrig gjorde noget,” svarede hun med en stemme der selv var endt mere grødet. Tårerne pressede sig på, også selvom hun virkelig kæmpede for at holde dem tilbage. Hun tog en dyb indånding og pustede langsomt ud, mens han gav hende den lange forklaring. Uanset hvad han sagde, så ville hun nok aldrig kunne skænke ham forståelse for det han havde gjort. ”Du rejste? Velvidende om at du havde en datter et sted, som måske havde behov for dig? Jeg husker at have set dit ansigt færre gange end jeg har fingre,” påpegede hun og hævede den hånd, hvor der kun var tre fingre efterladt tilbage. ”En faderlig rolle kommer ikke bare sådan. Måske jeg er halve dig, men man skal gøre sig fortjent til en så stor titel, og det gjorde du aldrig. Du efterlod mig alene, og gik blot ud fra at jeg var mistet? Jeg er en moden kvinde nu.. med min egen familie, jeg vil vove og påstå at det er sent at komme med den efterspørgsel,” endte hun og formåede ikke selv at holde tårerne tilbage mere. Langsomt dalede de ned over de blege kinder, og endte i jorden under hende.

[Deleted]

Han lukkede forsigtigt sin hånd om hendes, hun havde misforstået hvad han mente, for han var ganske klar over at han nok aldrig kunne blive set som en far i hendes øjne, men han ønskede jo også blot tilladelse, til at kunne deltage aktivt i hendes familieliv, og ikke mindst i hendes liv.. Men hvordan skulle han dog kunne forklare hende dette.? Han havde trods alt gjort alt forkert frem til nu, det eneste han kunne komme i tanke om, som han havde gjort af nogenlunde gode ting, blev skudt ned af hans eget kød og blod.. For i hans øjne var hun det bedste, der nogensinde var sket ham, skønt det lige nu lod til at være det værste, for nogen sådan smerte hun bragte ham, var mægtigere end nogen anden han kunne forestille sig, og for kun anden gang i sit liv følte han sig komplet magtesløs "Jeg ved... Jeg ved godt at det er meget sent.. Og jeg beder heller ikke om at være din fader, da jeg ved du aldrig ville gå med til dette... Jeg har været meget nedrig, men det er mig nu ikke en nyhed at jeg ikke har nogen ære.. Men jeg håber du vil tro mig, når jeg siger at dette er det bedste der hændt mig, siden den dag jeg første gang mødte din moder.... Jeg ved det næppe kan være til nogen trøst, men jeg har det virkelig dårligt over den skam jeg har bragt dig.. Hvis der er noget du vil have.. Uanset hvad det er.. Så sig det blot til mig, intet vil blive dig nægtet.. Det eneste jeg vil bede.. Nej.. Som jeg trygler dig om ikke at gøre.. Er at sende mig bort, ud af dit liv...."