The beauty of winter

[Deleted]

At han fandt Idrials respekterende opførsel underholdende, anede hun ikke af, da hun opførte sig, som hun var blevet opdraget. Hun var opdraget til at have respekt for de højerestående og de ældre, og der måtte han falde ind under begge kategorier, som han var hærføre, og langt ældre end hende selv. Hun anså dog ikke sin respekt for at være overraskende, da det var normalt, at de yngre og laverestående skulle udvise respekt, og der stillede hun ingen spørgsmål, som hun blot gjorde det. ”De har ikke haft selskab længe?” spurgte hun med en nysgerrig mine, som det måtte være det hun tolkede ud fra hans ord. Det undrede hende en anelse, da hun gik ud fra, at han havde sine kollegaer i form af soldater, som han hang ud med. Det kunne dog også være, at han var en enspænder og derfor rev sig ud af flokken, så snart det var ham muligt, men det fandt hun alligevel usandsynligt, da hun mente, at en soldat og særligt en hærføre skulle have en holdgejst, og blive ved sine soldaterkammerater i medgang og i modgang. Det var dog ikke en tilværelse hun kendte til, da hun aldrig havde været omgivet soldater, da hun levede et forholdsvist fredfuldt liv. ”Selvfølgelig skal De være forberedt.. ellers kan man kun frygte, hvad der ellers kunne hænde Dem. De skal dog også kunne give slip og nyde, da De ellers går glip af livets mange goder,” sagde hun roligt. At han så gjorde hende forlegen, som han kommenterede hendes mange spørgsmål, var der intet at sige til. Der skulle trods alt ikke meget til, før hun blev forlegen, hvor det var særligt slemt, når hun befandt i et mandligt selskab. Det var trods alt ikke det køn hun spenderede mest tid med, hvor hendes unge sind også måtte lege med hende på det punkt. ”Jeg mener skam intet ondt med mine spørgsmål. Jeg stiller dem kun fordi, at jeg bliver interesseret, og nysgerrig efter at få svar på dem,” svarede hun ærligt, da hun kun havde gode hensigter bag. Ung var hun trods alt, og derfor faldt det hende naturligt ind at spørge ind til alt, hvad der forundrede hende. ”Det er også en smuk bedrift, at du er villig til at kæmpe for det du tror på, og dem du end ikke har mødt. Det er bestemt ikke alle der tør og har lyst til at påtage sig det erhverv, og det er nu engang en nødvendighed, at der er nogen i denne verden der har lyst til at tage det erhverv på sig,” sagde hun rosende, skønt hun ikke brød sig om ideen om krig. I hendes verden burde det hele være fred og harmoni, men det kunne desværre ikke komme på tale i den virkelige verden. Det var Procias et tydeligt tegn på, som de havde lidt under adskillige kvaler på det seneste. ”Det er et syn man skal vænne sig til,” sagde hun venligt, som det måtte være sandheden. Hun ville desuden aldrig bryde sig om at nedgøre en person, og derfor ville hun ikke tale grimt om hans valg. Han var desuden glad for det, og det var det vigtigste. At han så gættede rigtigt på, at hun var vegetar, smilede hun skævt. ”Det er sandt. Jeg har aldrig brudt mig om ideen, om at slå et andet levende væsen ihjel for, at jeg kan få føde, når jeg kan få det på anden vis,” sagde hun roligt. Hun gik ikke ind for mord ligesom ham, som hun hverken sloges eller spiste kød. Blikket endte hun med at slå ned i jorden igen, som han spurgte, om hun betvivlede hans styrke. ”Jeg tænkte blot, at det er et tungt dyr, og at vi ikke ved, hvor langt vi skal gå,” sagde hun stille. Stærk måtte han dog være, som det ikke lignede, at han var i problemer, og så var der det faktum, at han var en mand der levede i krig. ”Hvis det er det du ønsker,” sagde hun roligt, som hun sagtens kunne smide den høflige tiltale, hvis det var det han ønskede. Selv kunne hun trods alt også bedst lide at bruge den ligestillede tone, men det ville hun aldrig efterspørge, når hun vidste, at hun var under vedkommende.

[Deleted]

“Nej. Jeg har været herude i nogle dage efterhånden, uden en sjæl til at holde mig med selskab.. det vil sige foruden min hest, men det er nu ikke det samme,” svarede Draq sandfærdigt og smilede skævt. Han havde ikke haft selskab længe, derfor gjorde det ham ikke det mindste at hun var kommet forbi, da det tværtimod glædede ham. Lidt selskab ville altid gøre godt, hvor det også altid var rart at møde nye personer og Idrial havde han aldrig set før. Han slog kort blikket ned mod jorden i en tænkende mine til hendes ord, da hun trods alt havde ret. ”Jeg tror desværre at jeg ikke længere kan finde ud af at nyde livet, jeg har lært at tage mit arbejde seriøst, så jeg er mere eller mindre på arbejde hver dag 24-7,” forklarede han roligt, som han vendte blikket mod hende igen. Han havde svært ved at forstå sig på sjov, hvilket også afspejlede sig i hans humor, da han var lettere humorforladt og ikke fattede mange af andres vittigheder og handlinger, når de var gjort i sjov, da han tit tog tingene personligt, indtil han fik at vide at det ikke var sådan ment. ”Og jeg vil skam ikke have at De stopper med at stille dem. Er De nysgerrig og har et spørgsmål på tungen, spørger De blot løs,” svarede han med et venligt smil. Han vidste trods alt godt, at hun ikke havde nogen onde hensigter med sine spørgsmål, men at det kun var fordi han gjorde hende nysgerrig og det var vel ikke altid en dårlig ting? At hun så valgte at rose ham, fik ham til at smile, da det altid glædede ham, når folk kunne se alvoren i hans job og at han rent faktisk gjorde noget godt, for han vidste godt at krigene tit var barbariske og af de forkerte grunde, men han kæmpede for at beskytte hvad han holdt af, også fremmede folk som Idrial og andre fremmede i andre byer udenfor skovene. ”Det er egentlig det eneste jeg kender til. Jeg tror næppe at jeg vil være noget uden,” svarede han ærligt. Alle sine dage havde han været soldat og senere hærfører, han havde ganske vidst før arbejdet som smed, hvilket han stadig kunne finde ud af, men det var krig og kamp som han havde viet sit liv til, og uden anede han snart ikke hvordan han skulle være eller lave, og derfor var det endt med at han var på arbejde hele tiden, for det var snart det eneste han var god til og kunne finde ud af. At hun skulle vænne sig til at han ikke havde langt hår, fik ham blot til at smile, da det var et typisk svar han fik, men det var også et han respekterede. Han vendte blikket mod hende, da han gættede at hun var vegetar, hvor han lyttede til hendes ord. ”Sig ikke at du så hader mig, fordi jeg har slået en gammel kronhjort ihjel?” spurgte han morende. Han var en kriger og soldat, og dermed havde han brug for proteiner og styrken der kom fra kødet, da ingen mand kunne kæmpe på tom mave og alt det vegetariske mættede ikke nær så godt som kød gjorde. ”Tja.. jeg ved ikke hvor du vil hen, men ellers kunne jeg måske friste dig til at gå med mig hen til min lejr, hvor du kan få noget varm suppe? Og bare rolig.. der er ikke kød i,” foreslog han med et muntert smil, som han vendte blikket mod hende igen.

[Deleted]

Det lød kedeligt i Idrials ører, at Draq havde været alene igennem den seneste tid. Selv elskede hun at være i selskab med andre, men usandsynligt var det vel ikke, at han var en enspænder, siden han var hærføre. Det var dog ikke en holdning hun forstod sig på, men nysgerrigt lyttede hun skam. ”Må jeg spørge dig om, hvad du laver herude? Siden du ikke er sammen med dine kollegaer, går jeg ud fra, at du ikke er på arbejde, men … hvis ikke du er på arbejde, har du så ikke et hus at søge til inde i byen?” spurgte hun stille. Fuld af spørgsmål var hun, og denne mand måtte gøre hende utroligt nysgerrig, eftersom han levede et liv, som hun på ingen måde var vant til. Selv levede hun i ro og mag, langt væk fra krig, hvor hun nød at udfolde sig kunstnerisk og ikke med et sværd. Derfor havde de gang i vidt forskellige livsstile, men det var ikke ens betydning med, at de ikke kunne snakke sammen, for det gik tydeligvis fint, efter at han havde måttet sande, at hun ikke var ude på ballade. For det var hun på ingen måde! Roligt betragtede hun ham. ”Hvis du er glad for at arbejde så meget, som du nu engang gør, har jeg intet at sige til det. Jeg vil ikke sige, at du lever dit liv forkert, da det skifter fra person til person, og hvis du får en indre glæde af at arbejde konstant, virker den vej for dig,” sagde hun roligt. Selv ville hun aldrig kunne leve som ham, men det måtte de blot være vidt forskellige, og det ville hun på ingen måde nedgøre ham for. Hun ønskede ikke at tale grimt om folk, og derfor ville han formentligt heller ikke høre noget grimt fra hendes side. At hun fik lov til at spørge løs, hvis hun blev fyldt med nysgerrighed, fik hende til at trække let på smilet. ”I så fald vil jeg ikke holde mig tilbage,” sagde hun mildt. Formentligt var det også sandheden, da hun havde utroligt svært ved at stoppe sig selv, når hun ført var blevet gjort nysgerrig. Hun var en nysgerrig og ung kvinde der ønskede svar på alt, hvis først et spørgsmål havde formeret sig i hendes sind. Det var dog ikke alle personer der var ligeså åbne over for hendes interesse som Draq, og derfor blev hun til tider usikker, når hun stillede det. ”Lad være med at sige sådan noget. Selvfølgelig ville du være noget, om du så var hærfører, smed eller bager,” sagde hun fast, som hun selv troede på det. Det krigeriske var muligvis hans liv lige nu, men hun var ikke bleg for at tænke, at han sagtens kunne vælge andre veje, hvis han en dag ønskede sig det. Alle var desuden noget, og derfor gad hun ikke lytte til det. ”Jeg hader dig skam ikke. Jeg finder det blot … forkert at dræbe hjorten, om den så er ung eller gammel. Det kunne trods alt godt være, at den havde fået et par ekstra gode år, hvis ikke du havde dræbt den,” sagde hun sandfærdigt. Hun anså dyremord for at være dybt forkerte, hvor hun bestemt ikke stod indenfor det! Hun ville kun gå med til det, hvis dyret var lidende og uhelbredeligt, da det trods alt var synd for det, hvis den var i smerte. ”Ville du da dræbe mig, hvis jeg var gammel?” spurgte hun sigende, da hun anså det for at være det samme. Hun var dog ikke gammel, som hun faktisk havde utroligt mange år igen endnu, da hun kun lige var nået over myndighedsalderen. ”Jeg havde skam ingen bestemt destination for min vandren. Et måltid suppe i den lejr lyder derfor som en glimrende ide.. Det ville også være en rar måde at lune sig på,” sagde hun mildt.

[Deleted]

“Det kommer an på hvordan man ser på det, tror jeg. Jeg bruger tit min fritid på at søge ud i skoven, mest for at sikre mig at den er sikker og at intet ondt sker her, så det er på sin måde også mit arbejde,” svarede Draq ærligt. Han var måske blevet en frygtelig stor enspænder med tiden, men det var fordi han følte sig malplaceret i større mængder, hvis ikke det havde med krig at gøre, desuden så havde det også noget at gøre med at han ikke turde, at åbne sig op, da han kun havde oplevet at folk døde omkring ham, hvilket han ikke ønskede for flere, så han fandt det bedst at være alene, selvom det nok var et tragisk valg, men det var vel for det bedste? Han smilede mildt til hendes ord, uden at kommentere det videre, da han sådan set ikke ville klage over sit liv. ”Men nok om mig. Fortæl mig om dig i stedet for, hvad laver du? Har du et arbejde? Fritidsinteresser?” spurgte han nysgerrigt, som det nu var hans tur til at stille spørgsmål, hvor han næsten ikke havde følt at han havde haft muligheden for det, sådan som hun havde spurgt ham, men det gjorde ham intet, da han måtte more sig over hendes nysgerrighed, hvor det sådan set også var rart at snakke med nogen efterhånden. Han havde intet imod hendes spørgsmål, da han med glæde svarede på dem – hvis han kunne vel at mærke. At hun så blev mere fast i tonen, kom alligevel bag på ham, hvor han vendte blikket mod hende med et overrasket blik, skønt et morende smil hurtigt banede sig frem på hans læber, hvor han kort fnes. ”Tilgiv mig, frøken. Jeg mener bare at jeg tror jeg vil have svært ved at lave andet, jeg er kun vant til dette, jeg har næsten løsrevet mig fra alt bare for at arbejde,” svarede han ærligt, hvor han trak let på skuldrene. At hun anså dyremord for at være forkert, forstod han sådan set godt, da han skam heller ikke var meget for at dræbe hjorten, men han gik kun efter de ældre dyr som alligevel ikke ville holde sig længe, hvilket han vidste at denne hjort ikke ville. ”Jeg forstår din tankegang, men jeg ved at hjorten ikke ville have holdt længe igen, for da den løb var den allerede vaklende, svagelig, dens formål med livet er desuden gjort, og det er kun en livscyklus at de unge tager over efter de gamle,” svarede han roligt, som de så forskelligt på det punkt. Han måtte også rynke brynene endnu engang, da hun igen blev helt spydig. ”Og hvordan kan du få dig selv til at spørge om jeg ville dræbe dig? Det tror jeg desuden allerede at du kender svaret på. Jeg spiser måske kød, men det er jeg bestemt ikke den eneste der gør, desuden er jeg en kriger og jeg har brug for proteiner der er i kødet til at holde min energi oppe. Jeg dræber desuden ikke uskyldige og jeg dræber kun dyr når det er nødvendigt, hvor jeg kun går efter de svagelige der ikke har langt igen,” svarede han ærligt, som han fortsatte sine skridt frem. Han dømte ikke hende for at leve sit liv som hun gjorde, så han så ikke hvorfor hun skulle stikke til ham for hans livsstil, da han bestemt ikke skød efter hvilke som helst dyr! At hun så gik med til at få mad ved hans lejr, fik ham til at nikke ganske let. ”Udmærket. Så skal vi denne vej,” svarede han, som han satte kursen an, for at føre hende derhen.

[Deleted]

I Idrials øjne lød det som om, at Draq var intet andet end en enspænder. Det lød ikke som om, at han havde nogen venner, eller noget hjem. Det lød mest af alt som om, at han kun havde sit arbejde, og det var det. Det forekom hende sørgeligt, som det bestemt ikke var et liv, som hun ville stille sig tilfreds med. Hun kunne nemlig godt lide at være fri, more sig og hænge ud med folk. Hun var dog også yngre end ham, og det sagde vel også en ting eller to om forskellen på dem. De var jo ikke samme stadie i deres liv, med det gik vel? Det havde i hvert fald gået imellem hende og Thranduil, og du var kommet utroligt godt ud af det med hinanden, skønt det store aldersspring og klasseskift. ”Det lyder som mere arbejde, hvis jeg skal være ærlig. Jeg forstår godt, at du ønsker at holde skoven sikker, da det er et fantastisk sted, men hvis du bruger din tid her på sikkerhed, glemmer du helt at nyde,” sagde hun stille. Det var sådan hun så på det, hvor hun mente, at han var en tand for alvorlig. Der var intet galt i at ville noget med sit liv, men når arbejdet blev hele ens liv, fandt hun det en anelse trist. Nysgerrigt lod hun sit blik strejfe hans, som han nu udtrykte interesse for hende. Hun kunne vel sagtens fortælle en smule om sig selv, selvom hun ikke mente, at hun havde oplevet ufatteligt interessante ting gennem tiden. Hendes liv havde nemlig været stile og roligt i forhold til hans. ”Jeg har intet arbejde, men fritidsinteresser har jeg da.. Jeg kan godt lide at udfolde mig kunstnerisk, men det er bare min egen lille ting.. Det er der intet særligt i,” sagde hun med et kort skuldertræk. Ydmyg og genet var hun, som hun ikke havde lyst til at blære sig, skønt hun følte, at hun var god til, hvad hun lavede. Det var dog en ting hun bare ønskede at holde for sig selv, og det var der vel heller intet galt i? ”Alle har vel svært ved at give sig hen til noget fuldkomment nyt fra den ene dag til den anden, og jeg forventer bestemt heller ikke, at det vil være anderledes for dig. Langt fra! Du er jo vant til et helt andet liv end som så mange andre,” svarede hun ærligt. Hun forstod godt, hvis han hade svært ved at se sig selv i en anden position, end den han var i, da krig tydeligvis fylde alt i hans liv. Det var dog, hvad det måtte være, og hvis han ønskede at beholde sin livsstil, skulle han bare det. Hvis han derimod en ønskede en anden, tvivlede hun ikke på, at selv det ville være ham muligt. ”Det er en livscyklus nogen vælger ja. Det er derfor ikke en cyklus alle vælger, da jeg personligt ville lade alt gå naturens gang, og når jeg føler, at jeg sagtens kan leve uden at tage dyrs liv, er det hvad jeg vælger,” sagde hun stilfærdigt. ”Jeg spørger dig, fordi jeg mener, at skovens dyr er ligeså vigtige som os. Du dræber måske kun dyr, når de er gamle, men jeg ser på det, at det ville være det samme, som hvis du dræbte din bedstefar, og det er jeg ikke tilhænger af. Jeg forstår, at der er visse der falder i kamp, men ikke at nogen skal falde grundet føde, når man i virkeligheden kunne spise andet. Ulve kan ikke spise græs, og det er derfor naturligt, at de jager hjortene. Vi derimod kan leve af det grønne, og det vælger jeg, når jeg ved, at jeg sagtens kan leve på den vis,” fortalte hun ham roligt. Forskellige var de på det punkt, men det måtte bare være sådan. Roligt nikkede hun med hovedet, inden hun fulgte ham, som han ledte hende over til sin lejr.

[Deleted]

“Jeg tror at jeg har glemt, hvordan man nyder livet,” svarede Draq ærligt, som han så frem for sig. Det lød måske utrolig overdrevet men han havde arbejdet så meget og prioriterede det først, at han helt glemte at leve livet, for selv i sin ’fritid’, arbejdede han, hvor det kun var ganske, ganske få gange at han faktisk ikke gjorde. Det var sikkert svært for hende at forstå, men hun var også ung, ligesom han tvivlede på at hun var opvokset på samme måde som ham. Han trak på smilebåndet, da hun begyndte at tale om sig selv og så pludselig mente at det ikke var noget særligt. ”Fortæl mig hvad du kan lide at lave kunstnerisk, så skal jeg fortælle dig om det er noget særligt eller ej,” opfordrede han hende i en venlig tone. Kunstnerisk kunne jo være så meget, både musik, maleri, tegning, dans etc., så han var da nysgerrig efter at høre hvad hun lavede, særligt nu hvor hun havde spurgt så meget ind til ham. Han så roligt frem og lyttede til hendes ord, imens han fortsatte sine skridt, for at lede dem hen til hans lejr. Da hun var færdig med at tale nikkede han roligt med hovedet. ”Det er svært at give sig hen til noget fuldkommen nyt. Og jeg må indrømme at jeg ikke aner hvad jeg skulle give mig hen til, eller hvad jeg skulle lave foruden mit arbejde, jeg er … ikke vant til andet,” svarede han ærligt, som han kort skævede mod hende og sendte hende et mildt smil. Det var ikke fordi han var ked af sin livsstil, men hun fik det til at lyde så … trist, og det var det vel på sin vis også? Han var bare blevet dårlig til at omgå sig andre, da han ikke rigtig følte at han passede ind nogen steder, foruden på slagmarken. Forskellige var de tydeligvis når det kom til føde og det at dræbe dyr, og det var skam ikke fordi han dræbte alle og enhver han stødte på, men han kunne naturligvis godt se det fra hendes synspunkt, dog så levede de forskelligt og det var noget de begge måtte acceptere hos hinanden. Han så roligt fra hende og derefter frem, hvor smilet bredte sig på hans læber. ”I forhold til din unge alder, lyder du jo helt vis,” svarede han med et skævt smil, som han ikke stoppede sine skridt. Han respekterede skam hendes levestil og derfor håbede han på at hun også respekterede hans. Han fortsatte frem i den samme retning, hvor man mellem træerne kunne begynde at ane et telt, hvor der stod en sort hest i nærheden af, som bar et tæppe over sin ryg, for at kunne holde varmen. ”Der er lejren, og min hest, Daechir,” fortalte han, som han løftede den ene hånd og pegede frem mellem træerne. Som de kom derhen, smed han roligt hjorten fra sig i den kolde sne. Lejren bestod af et lejrbål med en tyk træstamme at sidde på tæt ved bålet, hvor der bagved var slået et forholdsvis stort telt op, hvor han havde forskellige ting indeni. Hesten gik frit, skønt den stod og spiste af det foder han havde stillet frem til den. Oven på det optændte bål, hang en gryde, fyldt med varm suppe. ”Tag endelig plads,” opfordrede han hende, som han gjorde en gestus mod træstammen, inden han selv gik ind i teltet, hvor han fandt to skåle og skeer frem, samt et skindtæppe, hvor han satte sig ved siden af hende. Han stillede skålene og skeerne fra sig, inden han foldede skindtæppet ud og lagde det om hendes skuldre. ”Lidt til at holde varmen, og nu..” svarede han, som han fyldte noget varmt grøntsagssuppe op i den ene skål og rakte hende den, kun for at hælde op til sig selv.

[Deleted]

Direkte sørgeligt lød hans liv, hvis man spurgte Idrial. For hende virkede det nemlig som om, at han havde mistet livsglæden, som han ikke længere var i stand til at give sig hen til andet end arbejde. Det var meget muligt, at han elskede sit arbejde, men det ville aldrig nogensinde være nok med et arbejde for en. Man havde brug for sin fritid, samt have nogle kære omkring sig, som man ønskede at spendere sin tid på. Intet af det havde Draq, og hun vidste ikke, om hun ville være i stand til at lære ham det. Det krævede nemlig, at han åbnede sit hjerte op for verdenen, og det virkede mest af alt som om, at hans hjerte kun rummede hans arbejde. ”Det gør mig ondt at høre,” sagde hun sandfærdigt, mens hun måtte sende ham et blik der var præget af medlidenhed. Det var ikke sikkert, at han så således på det, men det var vel kun fordi, at han ikke vidste bedre i så fald, skønt han var en hel del ældre end hende. Hun så roligt frem for sig, som han spurgte ind til hendes kunstneriske side. ”Jeg kan vel bedst beskrive det som en god blanding af det hele? Inden for musikken kan jeg lide at spille på harpen, ellers ynder jeg bevæge mig til de forskellige danse, og bruge hånden på malerier,” fortalte hun roligt, som hun ikke kun interesserede sig for én ting, men for mange. Det var dog ikke et emne hun talte højt om, da det var hendes egen lille private interesse. Genert måtte hun nemlig være på det punkt, som hun ikke vidste, om folk ville kunne lide hendes værker, som hun naturligvis måtte frygte, at hun ville skuffe. Derfor valgte hun at holde det i det skjulte. Hun havde dog valgt at gøre en undtagelse med Thranduil, som hun havde lovet at male ham et selvportræt. ”Det er vel bare at åbne sig op? Holde en fridag … søge ind til en af byerne … møde nogle nye mennesker, kigge på nogle forskellige værksteder og boder, for at se, om der er noget der fanger ens interesse,” foreslog hun. Det forekom hende helt tilforladeligt at gøre således, og derfor tvivlede hun på, at det ville være hårdt for ham at følge hendes råd. Det var dog op til, om det interesserede ham eller ej, som hun blot kom med forslag. Tilfredst trak hun på smilet, som han kaldte hende for vis. Det glædede hende at høre, da hun ikke just kunne sige, at hun fik det af vide hver dag. Derfor tog hun skam komplimenten til sig, og fortsatte med ham, indtil de ramte hans lejr. ”Det virker som en fornuftig lejr, men du fryser slet ikke om natten, samt ej heller savner selskab?” spurgte hun nysgerrigt, som hun end ikke kunne lade være. Nysgerrigt betragtede hun lejren, som hun det ikke just var hendes normale omgivelser. Hun var dog åben overfor det, især når han havde inviteret hende. Roligt valgte hun at gå hen til træstammen, som han tilbød hende at sætte sig på, hvor hun sørgede for at bruge sin kappe som underlag, som hun satte sig på den kolde bark. Skindtæppet var hende velkomment, hvor hun let strammede det, som hun fik det lagt om skuldrende, inden hun med et smil tog imod sin suppeskål. ”Mange tak.”

[Deleted]

Det var ikke fordi Draq ønskede at hun skulle have ondt af ham, for han kom jo helt til at lyde som en tragedie og han havde egentlig altid været glad for sit liv. Naturligvis havde det været bedst, dengang han havde haft en familie og rent faktisk også en trolovede, men.. han frygtede lidt for at åbne sig op igen, netop fordi han frygtede at miste dem han holdt kær, da det var det som var sket sidst og tit på grund af hans arbejde, hvor mørkets væsner havde dræbt hans familie for at ramme ham. Det ønskede han ikke nogen gentagelse af, da han ikke mente at nogen fortjent at dø for ham, derfor så havde han ikke helt modet til at åbne sig op for nogen og lade dem komme ham helt nær. Han trak let på skuldrene. ”Du får det til at lyde som en tragedie,” kommenterede han eftertænksomt, som han kort så ud fra luften og til hende, inden han så frem for sig igen. Overrasket blev han, da hun fortalte om sine mange talenter og ikke bare et enkelt. Det var også tydeligt at se på ham at det kom bag på ham, selvom det ikke var ensbetydende med at det var en dårlig ting. ”Du er jo et multigeni! Sikke en gave guderne har givet dig og ikke bare en, men flere!” svarede han tydeligt imponeret, „det kan være at jeg må få den ære og se nogen af dine talenter engang i egen høje person?” spurgte han videre nysgerrigt, som han så mod hende igen. Han ville bestemt ikke lade den chance gå fra sig! Der var naturligvis mange der havde et talent, men så var det typisk kun et, men hun havde hele tre, hvilket han alligevel fandt imponerende og så kun i en så ung alder! Det var jo utroligt! Han kunne ikke lade vær med at smile, hvor hans smaragdgrønne øjne også måtte indtage et glimt, hvilket ikke sås særlig tit. ”Du får det jo til at lyde så … let,” svarede han morende, som han havde vendt blikket mod hende igen. Det lød helt lige til at søge til en by og møde nye folk, men.. det kunne enhver jo sige, for han var rent faktisk elendig til at møde nye folk og dog havde han formået at møde hende, men der kunne man også bare se på deres ’introduktion’, hvor han havde peget på hende med en pil; tydeligt overdramatisk. ”Det kan være at du skal tage med mig? Lære mig på ny hvordan man opfører sig blandt andre,” svarede han også morende, da det generelt morede ham at de nærmest måtte fremstille ham helt primitivt, så elendig han var blevet omkring andre, men det var også svært at finde nogen som kunne forstå sig på det liv han havde været igennem. Han trak let på skuldrene. ”Varmen er skam let at holde med et godt tæppe og et bål, men.. jo, alle kan blive ensomme og der er jeg skam ikke anderledes, men alt er jo fint, nu hvor du kom forbi,” svarede han næsten med taknemlighed i stemmen, da han skam godt kunne blive ensom og derfor passede det ham helt fint at han havde mødt hende. Han tog roligt plads ved siden af hende, da han havde givet hende tæppet og hældt noget grøntsagssuppe op, kun for at give sig selv til sidst. ”Det var så lidt. Og jeg håber at det smager.” Han selv tog roligt en mundfuld af suppen, som varmede godt i det indre!

[Deleted]

Om Idrial fik hans liv til at lyde som en tragedie, men hun nu ikke, at hun var ene om. Hun konkluderede trods alt kun ud fra, hvad han fortalte hende, og det måtte derfor være hans historie der var tragisk. Det var meget muligt, at han ikke var helt enig med hende, men alligevel troede hun ikke, at han var helt uenig med hende. For hende forekom det nemlig som om, at han inderst inde vidste, at han manglede mere substans i livet, end hvad han havde nu. Hun var dog ikke sat til at dømme andre folk, og derfor havde hun heller ikke i sinde at slå hårdt ned på ham for, det var trods alt hans eget valg, hvordan han ønskede at leve. Hun fandt dog hans valg sørgeligt. ”Det er måske ikke mig der får det til at lyde tragisk, men dig? Jeg lytter trods alt kun.. Det er dig der fortæller historien,” svarede hun stille, men i en ærlig tone. Hun ønskede på ingen måde at træde på ham, men når de førte en samtale, havde hun vel også lov til at afgive sin mening? Hun følte desuden ikke, at hun var hård overfor ham, som hun sørgede for, at hendes mening kom ud blidest muligt. At han forekom helt overrasket over hendes kunstneriske udbredelse, anede hun godt. Det var dog indtil han roste hende til skyerne, hvilket gjorde hendes fine ansigt helt dybrødt, mens hun forfjamsket slog blikket ned i jorden. Det var første gang i hendes liv, at hun blev kaldt for et multigeni, og selvom det glædede hende, måtte det også gøre hende forlegen for … det kunne hun vel næppe være? ”Det… Det er ingenting. Jeg har blot øvet mig. Alle vil kunne lære det, hvis blot de giver sig hen til det,” sagde hun ydmygt, som hun ikke blot kunne sige glædeligt tak for den yderst glædelige kompliment. At han ønskede at se hende udføre noget kunstnerisk, gjorde det blot værre for hende, som hun end ikke kunne se op på ham. ”Det er virkelig ikke noget særligt, Draq. Du vil kunne finde dem som er bedre end mig. Du har sikkert også en masse andet, som du hellere burde foretage dig.” En genert kvinde var hun, når det kom til det modsatte køn, og hendes kunstneriske evner. Derfor slog det hende helt ud, at han som mand, ønskede at se hende udføre noget kunstnerisk. Det var først da de gik videre til det næste emne, at hun igen måtte vove blikket op på ham. ”Det er ikke særligt svært, når først man har taget skridtet ud af døren. Det er trods alt normalt at tage en spadseretur ind til byen og kigge på de forskellige ting.. Folk er desuden som regel imødekommende, og derfor tvivler jeg ikke på, at der vil være dem, som hilser på dig,” sagde hun roligt, og førte en blond lok om bag det spidse øre. Om det blot var let for hendes vedkommende, fordi hun var åbent anlagt, vidste hun selvfølgelig ikke, men det lød ikke til, at Draq havde forsøgt sig omkring andre personer, og derfor var det umuligt at sige, hvordan det ville gå. Hun troede dog på det bedste. ”Det gjorde jeg, og jeg er glad for, at du kunne finde lysten til at invitere mig forbi din lejr. Det er yderst sjældent, at jeg ser folk med opslåede lejre på denne tid af året,” sagde hun med en rolig stemme. Han måtte være den første hun havde set med telt i dette nye år, og underligt var det ikke, for koldt var det trods alt. Det hjalp dog at sidde ved bålet, med det varme tæppe omkring sig, og med den varme skål suppe i hånden. Roligt smagte hun på suppen, hvor hun efterfølgende måtte slippe vejret med et tilfredst suk. ”Og det gør den.. Uden tvil.”