The beauty of winter

[Deleted]

Koldt var det blevet, selvom det var noget der kom med vinteren. Sneen lå henover jorden, hvor den de uberørte steder kunne ligne et tæppe med glinsende diamanter. Det var dag, lidt over middag for at være helt præcist. Det var ikke meget varme man kunne finde ved solen, men dog var det bedre end ingenting. Selvom naturen var død, så var den dog endnu smukt, hvilket klart var på grund af sneen og istapperne der hang fra grenene. Et særligt smukt sted, var ved lysningen. Et meget hemmelighedsfuldt sted i skoven som ikke mange kendte til, selvom at de som havde boet i skoven hele deres liv nok havde været her et par gange, for det var uden tvivl et af de smukkeste steder. Her var stille, men det var ikke et dårligt varsel, da det var et tegn på den idyl og harmoni som måtte herske over stedet. Man kunne af og til naturligvis få lydene fra dyrene med sig, af de som ikke var gået i hi eller søgt sydpå, ligesom at der kom en afslappende lyd fra de rislende bække, der løb igennem stedet hist og her. Selv vandet var frygtelig klart om vinteren og det var dejlig koldt at drikke af. Alt i alt var det hele et frygtelig smukt syn, skønt lysningen var et større område, hvor det før i tiden havde været et tilholdssted for lysvæsnerne, hvor der endnu var nogle at finde her.
Draq kom gående i den kolde sne. Han bar nogle mørkebrune knæhøje støvler med uld indeni, hvor han ellers bar nogle brune bukser, som også var lavet af uld, ligesom hans grønne bluse også var, med en lysebrun lædervest udenpå og over alt det par han en varm pelskappe, så han kunne holde sig varm. Ved sin side bar han sit sværd, der hang i den sorte skede og over ryggen hang pilekoggeret med de mange pile, som han selv havde fremstillet, hvor de havde forskellig effekter, da nogle kunne få knogler til at brække, andre var så spidse at de kunne ryge lige igennem en krop, hvis de ramte hvor der ingen knogler sad og så var der ganske normale pile. Og en normal pil havde han spændt for sin lange bue, som var lavet af solidt træ, men også metal så den ikke kunne gå så let i stykker, hvor tråden heller ikke var til at knække så let. Han gik med forsigtige og lydløse skridt – så lydløs som han nu kunne blive i sneen, hvor han stillede sig op ad et træ og begyndte at sigte på sit bytte. Han strammede buen op, da han valgte at skyde pilen af sted, som ramte en hjort helt præcist i siden, som fik den til at vælte om. Han var hurtigt henne ved den, hvor han faldt på knæ, kun for at finde en kniv frem som han stak i brystet på den, for at dræbe den hurtigt så den ikke led. ”Åh store skovånder, jeg takker jer for dette prægtige bytte, så jeg kan klare endnu en dag i den hårde vinter,” mumlede han på et gammelt elvisk sprog, som han bad til de store skovånder og takkede for byttet. I disse hårde vintertider kunne en elver ikke bare leve af grønt, hvilket de heller ikke kunne om sommeren, da de havde brug for normal føde som ethvert andet levende væsen og kød gav proteiner og selvom han var skovens beskytter, både naturen og dyrene, så var han nød til at have kød for at kunne overleve, dog var dette en gammel hjort, som ikke ville klare mange vintre igen. Han havde en lejr i nærheden, da han var ude for at gøre sin pligt, hvor han heller aldrig havde været meget for større selskaber, da han var en ensom mand der altid havde klaret sig selv og ikke mindst haft det bedst i sit eget selskab.

[Deleted]

Koldt var det, som sneen langt om længe havde fundet vej til Procias. Et sjældent syn var det, som landet generelt var præget af varme og grønne toner, og derfor måtte Idrial anse denne dag for at være noget ganske særligt. Forbandet koldt var det muligvis, men et smukt syn var det nu alligevel. Sneen lå endnu ikke højt, som det blot henlå over jorden som et tyndt tæppe, hvilket også måtte være for det bedste, da man af den årsag sagtens kunne bevæge sig frit omkring på de forskellige kanter. Det hvide måtte henligge ufatteligt klart, så det næsten skar i de himmelblå øjne der ikke var vant til dette sjældne syn. Dog havde hun trodset alle disse faktorer, da hun ønskede at opleve den smukke natur. Det var meget muligt, at hendes syn til tider føltes helt forblændet, når hun betragtede den glinsende hvide overflade med solens skær, samt mærkede den snigende kulde der trængte sig ind på hende, da hun ikke havde det ideelle tøj til sådanne frostgrader, men alligevel stod hun herude. Den grønne uldkappe indhyllede beskyttende hendes slanke krop, mens hætten var trukket op, så der var de rødlige kinder at se, og de blonde lokker der måtte falde over hendes bryst. Fjertlette var hendes skridt, som sneen ikke blev trykket ned under hendes lette vægt. Yndefuldt bevægede hun sig helt omkring, som hun kendte skoven ligeså godt som sin egen baglomme, hvor hun helt betvivlede, at der var et sted, som hun ikke kendte til. Skoven var hendes hjem, som hun knapt nok bevægede sig ud af den for at nå til andre Procianske byer, så derfor måtte hendes kendskab til skoven være ufattelig godt. Gammel var hun måske ikke, som hun knap og nap lige var blevet myndig, men det havde aldrig holdt hende tilbage, når det kom til at udforske skoven. Let lod hun sine kolde fingre stryge over et træs bark, som hun passerede dets stamme. Smukt fandt hun det nu, når træerne stod helt afklædte, og med et tyndt lag sne over sine grene og kviste. Det kunne muligvis ikke hamle op med en frodig sommerdag, eller det blomstrende forår, men kønt var det nu alligevel. De himmelblå øjne søgte varmt fremad, som hun kunne ane, hvordan hun inden længe ville træde ud i lysningen. Det var også der, at hun måtte opdage en anden elver, eller var det nu en elver? Han havde ikke det kendetegnende lange hår nemlig, og det var ufatteligt sjældent, at man så en elver uden det. Hun vædede de lettere tørre læber, som kulden også havde nået dem, men det var intet hun tog sig af. Hun følte sig ikke isnende, så hun spekulerede ikke just over sygdom, skønt hun sagtens kunne have været iklædt noget varmere end det hun bar. Blikket lod hun nysgerrigt hvile på manden, som hun betragtede, hvordan han spændte sin bue. Det kunne sagtens være en almindelig mand på jagt, da der var andre racer at finde i skoven end elvere, og især når det kom til jagter. Intet sagde hun til det, da det var op til en selv, om man levede af kød eller ej, og der havde hun valgt det grønne. Hendes skridt stoppede ikke, som de blev ved med at føre hende ud mod lysningen, da hun bestemt ikke følte sig truet. Mandens bevægelser måtte også indikere hende, at dette formentligt ikke var en almindelig mand, men en af hendes artsfæller, da han formåede at bære sig smukt og fint. Kappens stof trak hun i, da en brise syntes at ramme hende, og som hun så op igen var manden væk, men det sagde hun intet til, som hun også selv måtte nå lysningen nu.

[Deleted]

Draq var ingen normal elver, eller han var en ganske normal højelver, men han var meget utraditionel når det kom til udseendet, eftersom hans hår var helt kort, ligesom han også bar en smule skæg i ansigtet, men det var fordi det betød noget ganske særligt for ham. Han havde dog de normale udseendetræk når det kom til elverne, da hans øre var spidse og hans øjne var mandelformede, selvom det ikke var til at se fordi hætten på hans kappe var blevet slået op, så det skjulte hans ansigt. Han bevægede sig stille og dog elegant, hvor man også tydeligt kunne se at han var vant til det, da det ikke ville være første gang han jagtede. Han gik skam om i de elviske traditioner, men alligevel så førte hans job ham mange steder hen, hvilket også måtte gøre ham lidt utraditionel, men når alt kom til alt, så var han en normal højelver, der beskyttede skoven og naturen og dyrene, ligesom han sørgede for at alle var sikre, hvor han ikke havde noget problem med at ofre sig selv for sit folk, for det var alligevel den risiko der var med hans job. Som han fik slået hjorten ihjel, måtte han kort stryge den over den flotte pels. Den ville han kunne få en god skilling for, ligesom han også ville kunne med kødet, selvom han nu alligevel ville have sin egen andel, da han var ved at være frygtelig sulten. Han havde slået lejr ikke så langt herfra, hvor han havde været ude i skoven i flere dage, frem for at være hjemme i sin hytte. Han greb roligt omkring den store hjort, som han fik op omkring sine skuldre, inden han valgte at gå tilbage mod den lejr han havde slået op i lysningen. Det var et smukt sted, og rent faktisk et hemmeligt sted for de som ikke kendte skoven. Buen holdt han i sin ene hånd, imens han sørgede for at hjorten ikke røg ned, da han havde den omkring sin nakke. Stærk var han, men det krævede hans job trods alt også, da man stødte på mange forskellige væsner, når man var i krig, også nogle af de stærke væsner, som vampyrerne. Han endte dog med at stoppe op, da hans øre opfangede en lyd. Det var dog en meget svag lyd, så enten var det fordi vedkommende tæt på var meget stille, eller også var det fordi det var langt væk. Han valgte roligt at bevæge sig tættere på, hvor hans skridt var lydløse. Han endte også med at sætte hjorten fra sig igen, hvor han valgte at sætte en pil for buestrengen, så han kunne bevæge sig frit og mere lydløst, da hjorten kun gjorde ham tung. Han endte med at springe frem bag et træ, hvor han strammede buestrengen helt op, så pilen var klar til at blive affyret, hvor han sigtede mod skikkelsen, som han var endt flere meter bag. ”Hvem der?” spurgte han i en kortfattet tone, krævende for svar. Han var en meget skeptisk mand, der ikke tog nogen chancer, selvom der ikke blev set særlig mange onde mennesker her i skovene, men man kunne jo aldrig være for påpasselig. Han blev stående, hvor han blot ventede på at vedkommende skulle vende sig om, så han kunne bedømme om det var ven eller fjende.

[Deleted]

Ingen bagtanker gik Idrial med, som hun blot var ude for at nyde den smukke natur. Det måtte desuden være det hun lavede igennem størstedelen af sin tid, da man ikke just kunne sige, at der var meget der bandt hendes tid. Intet erhverv havde hun, så fri for det var hun. Det eneste der derfor kunne binde hende, var hendes forskellige fritidsinteresser, som hun gjorde alene, og så var der den nødvendige søvn og de forskellige måltider på dagen. Derfor var hun igennem størstedelen af tiden at finde i skoven. Det var desuden det sted, som hun måtte holde mest af, og det eneste sted hun rigtigt kendte til. Lette og yndefulde var hendes bevægelser, som hun kendte hver en del af skoven, og så var der det faktum, at hun var elver. I sine egne tanker gik hun, indtil hun måtte få øje på den fremmede der var i gang med at sigte på sit bytte. En trussel anså hun det bestemt ikke for at være, skønt han bevægede sig med et spændt våben. Hun var nemlig vant til, at de eneste med bue var dem der enten trænede, eller som var på jagt efter et dyr. Aldrig nogen voldlige hændelser, der kunne ende fatalt for hende. Opmærksom blev hun dog alligevel, da det var en god viden at have, at pile kunne svæve forbi i nærheden, samt man skulle passe på det faktum, at man ikke blev taget for at være et dyr. Mandens forsvinden var ikke noget hun tog sig af, da han formentligt var videre på sin færd, hvor hun kunne fortsætte sin. Blikket lod hun tilfredst falde omkring, som hun nåede den smukke lysning, der ikke havde tabt skønhed grundet årstiden. Sommeren var selvfølgelig noget særligt, men i Idrials øjne virkede det næsten eventyrligt at se, hvordan jorden var tildækket af et hvidt lag sne, og hvordan solen fik det til at glinse som diamanter. Mildt hvilede smilet på hendes læber, som dette i sandhed måtte være noget af dette, som hun elskede ved Procias. Afbrudt i sin egen fred blev hun på et øjeblik, som hendes øresnegl opfangede, hvordan en buestreng blev spændt op, og hvordan en lettere fjendsk tone lød kort tid efter. Hendes skridt standsede, som hendes hjertebanken steg en takt, da hun alligevel ikke var vant til denne situation. Hænderne løftede hun en anelse, hvor hun havde åbne håndflader, så man kunne se, at hun ikke bar noget våben, som hun langsomt vendte sig om. Skønt hun bar kappe og var iført bukser, så var det tydeligt at se, at hun var kvinde, som hendes skikkelse måtte være lille og fin, ligesom hendes kønne ansigt. Det måtte også være til at se, at situationen formåede at gøre hende nervøs, da det gav hende et lettere skræmt glimt i de himmelblå øjne at stirre på den spændte pil. ”Undskyld, hvis jeg skræmte Dem. Det var på ingen måde min hensigt. Jeg er ikke ude på ballade.. Kun ude på at nyde skoven i dette smukke vejr,” svarede hun ærligt. ”..Mit navn er Idrial.. Idrial Kallasilya Aeuialiël.” Hvem denne mand var, anede hun til gengæld ikke, men selv fandt hun det bedst at svare, og så håbede hun på, at hun bare havde gjort ham forskrækket, og at han ikke havde nogle mørke tanker. Selv var hun nemlig ikke ude på noget som helt, som hun ganske rigtigt bare havde været ude og gå sig en tur. Hun havde bestemt ikke listet sig ind på ham eller noget i den stil. Hun havde måske set ham, men ingen højere tanker havde hun givet sig selv.

[Deleted]

Naturen havde altid været utrolig flot i Procias, hvilket også gjorde at Draq nød at bo her, særligt i skoven, for det var uden tvivl et af de bedste steder! Han havde dog også været i de andre lande, og han måtte indrømme at naturen også måtte fascinere ham der. Manjarno havde mange bjerge, Dvasias var mørkt og goldt, hvor Imandra både havde meget skov og bjerge, skønt det også kunne virke rimelig goldt mange steder, og så var der Peula, som han ganske vidst aldrig havde været i, men han havde hørt at alt skulle være tropisk og eksotisk, hvor han også havde set billeder af det og på billederne var det uden tvivl frygtelig smukt! Men som et ordsprog gik; Ude godt, hjemme bedst, og det var han uden tvivl helt enig i, eftersom der ikke var noget bedre end det varme vejr og de grønne og farverige farver her i Procias, som klart overgik alt andet! Han var stolt af at komme herfra, som han var en stolt elver, skønt han ikke var så meget op ad højelvernes levestil, ligesom han i sig selv var meget utraditionel, men når det kom til højtider og andet, så var han meget gammeldags og gik skam ind for normer og reglerne som var sat her. At der så var en i nærheden, var noget som fangede hans opmærksomhed, hvor han også måtte søge tættere på. Han havde altid været en skeptisk og påpasselig mand, men det var også på grund af hans job som både hærfører og beskytter af skoven og lyset. Han ønskede ikke at noget ondt skulle ske her og selvom de befandt sig her i Procias, lysets land, så havde han selv set visse procianere begå forbrydelser her i skoven, hvilket han aldrig havde fundet sig i. Alle bar et mørke i sig, som alle bar et lys, alt efter hvilken morale man havde, hældte nogle mest til den ene ting end den anden og så var der naturligvis de som var frygtelig gode til at holde sig neutrale. Som han satte pilen for buen og strammede det hele op, så han var klar til at skyde, var egentlig kun i tilfælde af at det faktisk var en fjende, skønt chancen var minimal, men den kunne jo stadig være der! Hans smaragdgrønne øjne faldt dog hurtigt på den unge kvinde, hvilket han tydeligt kunne se at det var, da hun vendte sig om. ”Oh…” endte han for sig selv, som han roligt gjorde strengen slap og sænkede buen, så han ikke længere var fjendtlig. Forskrækket havde hun nu ikke gjort ham, da det mere så ud til at det var ham der havde forskrækket hende. Han rømmede sig let, hvor han følte sig en smule dum over at være så påpasselig som han var. ”Alt forladt. Jeg tror snarere det var mig, der skræmte Dem, Idrial,” svarede han i en undskyldende tone. ”Mit navn er Draq. Draq Nethrandir Taegaryën, jeg er hærfører for elverne og skovens beskytter,” præsenterede han sig roligt, hvor han kort bukkede elegant for hende og i respekt. Roligt pakkede han både pil og bue væk, inden han bevægede sig tættere på hende. ”Jeg er ked af hvis jeg skræmte Dem, jeg har bare en tendens til at blive for hurtig mistænksom og at være alt for påpasselig,” undskyldte han endnu engang, som han roligt nærmede sig hende, hvor han trak sin egen hætte ned og afslørede sit ansigt, der viste de elviske træk men så alligevel meget utraditionelt fordi han ikke havde det lange hår.

[Deleted]

Det var meget muligt, at alle rummede et mørke dybest inde, men det var bestemt ikke et mørke der var synligt i Idrial. Aldrig havde hun gjort noget slemt, som hun altid havde holdt sig til reglerne, samt været venlig og pligtopfyldende. Det var også den person hun gik ud med i øjeblikket, som hun blot var trådt ud for at nyde vinterdagen, for smuk var den så sandelig. Det var meget muligt, at hun frøs, som hendes fingrespidser var kolde og hendes kinder røde, men det afholdt hende ikke fra at gå i sneen. Det var dog ikke tydeligt at se, at hun havde været forbi, eftersom hendes elviske fjerlette vægt måtte gøre, at hun ikke satte fodspor i sneen. Ganske fascinerende var det for andre racer, men for hende var det ganske normalt. At hun så skulle støde på en person, der regnede hende for at være en kvinde med mørke bagtanker, havde hun bestemt ikke forudset, som hun var trådt ud af sin dør! Hun havde regnet det for at være en normal dag, ligesom alle andre dage, men det var det tydeligvis ikke. Hun var nemlig stødt på en årvågen og skeptisk mand, men i stiv arm forsøgte hun at tage det. Langsomt lod hun sin krop vendes, så hendes bevægelser ikke ville forekomme for frembrusende, da hun bestemt ikke havde noget ondt i sinde! Blikket lod hun hurtigt søge manden, som hun tidligere havde betragtet, men hvor hun før havde betragtet ham med et roligt blik, kunne man nu se, at han havde skræmt hende. Ordene lod hun hurtigt flyve ud af sin mund, og heldigvis fik hun en positiv respons. Det lød i hvert fald som om, at han trak den anklagende tone tilbage, som han sænkede sit våben. Det måtte desuden være en lettelse for hende, som hendes hjerteslag også måtte finde sig en mere normal rytme igen. ”De må undskylde, hvis jeg forstyrrede Dem, hr. Taegarÿen. Det var ikke min mening.. Jeg kan sagtens gå igen, hvis De er i færd med noget vigtigt,” sagde hun beklagende. Det måtte lette hende at høre, at hun rent faktisk stod overfor sit folks hærføre og en af skovens beskyttere, for det måtte betyde, at de var på samme side. Selv valgte hun at besvare hans buk med at neje høfligt igen. Det måtte desuden være krævet af hende, da hun stod overfor en mand af højere stand end sig selv, og det respekterede hun. Blikket lod hun selv studere ham, som han valgte at nærme sig hende. Selv blev hun stående, hvor hun måtte stå med sine hænder foldet foran sig, da hun alligevel fandt det bedst at stå roligt og respektabelt, efter deres uheldige start. Hun bed sig selv let i læben ved hans ord, for skræmt hende, havde han jo. ”Alt forladt.. De er hærføre, så De må være vant til at være påpasselig, som der kan lure en fjende bag hvert et hjørne. De behøver dog ikke at frygte mig.. Jeg er blot ude for at gå en tur, og intet andet,” sagde hun ærligt. Som han trak hætten af, kunne hun ikke lade være med at betragte ham med et nysgerrigt blik, da han i sandhed ikke lignede den almene elver, og det måtte på et øjeblik få hendes sind til at blive invaderet med spørgsmål. Hvis hun skulle være ærlig, så mindede han mest af alt om en halvelver, men det sagde hun ikke højt af respekt. Det var dog en af de tanker hendes sind blev belemret med, som han stod med de ansigtsmæssige elvertræk, men med det manglende lange hår, samt han bar skæg.

[Deleted]

Det havde ikke været Draqs mening at skræmme denne kvinde, for han kunne hurtigt se at hun ikke var nogen fjende, da hele hendes måde at reagere på kun indikerede at det hele kom bag på hende. Han forstod dog godt at han havde skræmt hende, sådan som han faktisk havde truet hende på livet, for ramte han plet med pilen kunne han have taget hendes liv og det var trods alt ikke hans hensigt. Han var ikke ude på ballade selv eller kamp eller strid, da han tværtimod bare havde været på den sikre side, men han sænkede dog også hurtigt våbnet igen, som tegn til at han ikke gjorde hende noget. Det var typisk ham at blive sådan, når han havde været ude i ’vildmarken’ i flere dage, uden selskab, for så tog instinkterne over, hvor han glemte sine manere, for han kunne jo sagtens være gået mildere frem ved blot at sige goddag eller præsentere sig selv først, men det var ikke just en tanke der havde strejfet ham. Han kunne godt se at han havde skræmt hende, hvilket han faktisk fik dårlig samvittighed over, for det havde jo ikke været hans mening! At hun kaldte ham for Hr. Taegaryën, måtte næsten minde ham om hans far, hvor han trak let på smilebåndet, selvom det falmede, da hun sagde at hun sagtens kunne gå, for det var jo ikke meningen. ”Nej vent!” endte han hastigt, som han trådte tættere på hende. ”De må ikke gå. De har ikke gjort noget galt og De forstyrre på ingen måde, lad mig i det mindste gøre det hele godt igen,” foreslog han roligt, som han sendte hende et venligt smil. Det var jo ikke fordi han ville give hende det forkerte indtryk af ham! Som han nærmede sig hende, fik han et bedre blik af hendes udseende, som han kunne ane de blonde lokker og hendes røde kinder, hvilket han fandt smukt. Han selv bar selv en mere rød farve i kinderne, for selv kulden prægede ham, men han var dog godt pakket ind i både kappe og uldtøj, så det var ikke fordi han frøs. Han nikkede roligt til hendes ord, inden et morende smil gled over hans læber. ”Årh.. jeg er nu sikker på at De ikke er helt ufarlig, man ved jo aldrig med jer kvinder,” svarede han en anelse drillende, som det et sted var et forsøg på at virke imødekommende og for at vise at han ikke var så slem igen, for han havde ikke ønsket at gøre hende ondt eller skræmme hende. ”Desuden.. selvom jeg er hærfører kan jeg godt opføre mig mere … medmenneskelig når der er en smuk kvinde til stede,” tilføjede han roligt, som han sendte hende et smil. Han troede skam ikke at han kunne tillade sig alt bare fordi han var hærfører, for det vidste han udmærket godt at han ikke kunne og han havde også grebet hele situationen helt forkert an, så han havde faktisk dårlig samvittighed. Hans hoved søgte en smule på sned, hvor han trak let på smilebåndet, da hendes blik sagde ham det hele. ”De stirrer,” bemærkede han morende, selvom han dog ikke tog det særlig tungt, for han vidste godt at han så anderledes og utraditionel ud, når det kom til det elviske udseende, men han var skam fuldblodselver.

[Deleted]

Idrial havde bestemt ikke ventet, at hun ville finde så årvågen en mand ude i skoven, som denne Draq, men det havde hun. Det var utroligt sjældent, at hun stødte på så skeptiske folk, som ham, men som han fortalte, at han var hærføre, måtte brikkerne langsomt falde på plads. Selv havde hun aldrig før været i krig, men hun kunne regne ud, at det måtte gøre en eller to ting ved ens person. Det var trods alt en masse væmmelige hændelser der fandt sted omkring en, og så var der det faktum, at man konstant skulle være på mærkerne, og det var han tydeligvis. Selv anså hun det for at være en skam, at en person skulle være så opmærksom som ham, men det kunne hun ikke gøre noget ved. Let blinkede hun med øjnene, som han bad hende om at vente. Selv havde hun ikke taget et skridt endnu, som hun derimod havde stået musestille, siden han havde henvendt sig til hende, hvor det også kun havde været ham, der havde nærmet sig hende. ”Der er ingen skade sket, så jeg kan ikke se, hvordan De vil gøre det godt igen, når De endnu ikke har gjort mig noget,” sagde hun roligt og sendte ham et svagt smil. Han havde muligvis skræmt hende, men han havde intet gjort hende, samt hurtigt forklaret, at han ingen trussel var, og det måtte være nok for hende. Selv var hun ingen skeptisk person, så hun spekulerede ikke over, om han muligvis kunne have bagtanker indenbords. Det glædede hende dog at høre, at hun gerne måtte forblive i lysningen, da det faktisk havde været hendes mål for dagen at nå hertil. Smukt var det trods alt, og hun vidste ikke, hvor længe sneen ville blive liggende, så det var at nyde synet så længe man kunne. ”Og hvilke kvinder, flokkes De om?” spurgte hun lettere morende, som hun ikke kunne lade være, når nu han begyndte. Selv elskede hun en varm stemning, så hvis hun fik muligheden for at stable en på benene, tøvede hun heller ikke med at gøre det. Hun var dog ikke en af de farlige kvinder, som han talte om, da hun aldrig havde gjort noget ekstremt, hvor det generelt ikke var meget hun havde prøvet. At han så valgte at kalde hende for en smuk kvinde, var noget der fik hende til at slå blikket øjeblikkeligt ned i jorden, som den røde tone i hendes ansigt steg en anelse. Det var ikke just komplimenter hun var vant til at få, skønt hun var en køn kvinde. ”De er for venlig.. Jeg betvivler nu heller ikke, at det er medmenneskelig ligesom alle os andre.. De har blot oplevet ting, som mange andre ikke har,” sagde hun stille. At han så også skulle opdage, at hun stirrede, som han lod hætten falde, hjalp bestemt ikke på tingene! Blikket lod hun kortvarigt flakke, som hun blinkede med øjnene, inden hun så i hans retning igen. ”Undskyld.. Det var ikke min mening at stirre, det er bare… De ligner ikke den almene elver. Deres hår, og Deres skæg.. Det er ikke ofte, at jeg ser hverken klippet hår eller skægstubbe blandt os,” svarede hun ærligt, og dog en anelse dæmpet, da hun ikke vidste, om hun gik over grænsen, når hun sagde, at han kropsligt skilte sig ud. Det var dog ikke sådan, at hun forsøgte at fornærme ham, for det var bestemt ikke hendes mening! Hun var bare ufatteligt nysgerrigt anlagt, og hvis der var noget der fangede hendes interesse, så kunne hun ikke lade være med at spørge ind til det.

[Deleted]

Desværre var der mange ting der spillede ind, som gjorde at Draq var den påpasselige, skeptiske, egentlig humorforladte mand som han var, hvor han også gik alt for meget op i sit arbejde og nogle vil nok mene at det var en tand alt for meget, netop fordi han var så pligtopfyldende som han var. Han havde generelt været dårlig til at værne om sine kære, fordi arbejdet havde krævet meget af hans tid. Det var så heller ikke fordi han havde nogen familie tilbage, så han havde valgt at give sig fuldstændig hen til sit arbejde, skønt det nok ville glæde hans mor hvis han rent faktisk blev gift og førte familien videre og det var ikke fordi han ikke gad, men han havde aldrig åbnet sig op for nogen på den måde, da man godt kunne sige at han var lidt handicappet når det kom til det punkt, for han havde rent faktisk heller aldrig været en kvinde tæt, for han var utrolig gammeldags anlagt og gik ind for det intime efter ægteskabet, og da han aldrig var blevet gift, så var det heller aldrig sket. At hun så ikke mente at han havde gjort noget galt, måtte naturligvis glæde ham, hvor det også fik smilet til at brede sig. ”Tja.. måske prøver jeg bare at finde en undskyldning for at De ikke skal gå, eftersom det er flere dage siden at jeg sidst har haft menneskeligt selskab,” svarede han morende, som havde han en hemmelig agenda om at få hende til at blive og tilbringe tiden med ham. At hun så måtte gengælde den morende tone, fik ham til at trække yderligere på smilebåndet. Normalt var han ikke så god til det, hvor hans såkaldte humor også kunne forekomme meget stiv mange gange for rigtig mange, eftersom han altid havde været meget alvorlig, men denne gang forsøgte han egentlig bare at vise at han ikke var så slem igen, selvom han faktisk havde sigtet på hende med en anspændt pil. ”Ingen, må jeg nok desværre indrømme. Jeg har altid givet mig meget hen til arbejdet at jeg sjældent flokkes om ikke engang én kvinde,” indrømmede han, som han kløede sig let i nakke, imens et smørret smil gled over hans læber. Han var ikke just den type mand, der blev forført af en kvinde, hvor han også sjældent opfangede når en kvinde flirtede med ham, medmindre det var alt for tydeligt, men typisk afviste han, hvis det lagde op til mere, netop fordi han var gammeldags. At hun slog blikket ned og rødmede, fik ham til at smile, skønt det nu ikke havde været hans mening at gøre hende forlegen. ”Det har jeg, ja. Men derfor bør jeg ikke glemme mine manere,” svarede han roligt, uden at han tog blikket fra hende. At hun så også blev helt nervøs, da han kommenterede at hun stirrede fik ham alligevel til at slippe en munter latter. Det tog han slet ikke så tungt igen, da han godt vidste at han var noget af en øjefanger på grund af det utraditionelle udseende. ”De skal bestemt ikke undskylde, jeg ved godt mit udseende er meget utraditionelt, men det er et symbol for mig selv,” fortalte han roligt, som han sendte hende et smil. ”Men De finder mig måske grim?” spurgte han kort efter, hvor han betragtede hende med et løftet bryn, som var han pludselig blevet alvorlig.

[Deleted]

Hvilken historie denne mand havde, vidste Idrial ikke, men selv havde hun ingen mørk fortid, så intet mørkt måtte værne om hendes sind. Hans handling måde at hilse hende på, måtte faktisk være noget af det værste hun var blevet mødt af, da hun normalt aldrig blev mødt af trusler. Det måtte også være fordi, at folk generelt ikke anså hende for at være en trussel, og det gjorde de også klogt i at tænke, eftersom hun aldrig havde en mørk agenda. Derfor kunne hun ikke forstå sig på, hvilken mand han var, eftersom hun aldrig havde mødt noget slemt i livet. Dog havde hun en ide om, at folk automatisk blev mere tilbageholdende, når de blev udsat for traumatiske oplevelser, og det blev en mand af hans position garanteret udsat for. Det var heller ikke oplevelser hun ønskede at få et indblik i, som hun allerede måtte have en ide om, hvilket forfærdeligt syn på livet man fik af krig, efter at hun havde taget sig en snak med Thranduil. ”I så fald kan jeg berolige Dem med at sige, at De ikke behøver at finde på diverse undskyldninger, for at holde på mit selskab. Jeg ønsker at blive, som jeg ønsker at se lysningen i dette smukke skær. Det er trods alt ikke hver dag, at man ser jorden skinne som diamanter,” sagde hun mildt. Som hun så, hvordan smilet øjeblik efter øjeblik voksede på hans læber, måtte hun selv trække en anelse på smilet, da glæden måtte smitte af på hende. Selv var hun ingen kold og indelukket person, så hvis man gav hende en smule glæde, kørte det som regel derudaf. Svær var hun trods alt ikke at forstå sig på når alt kom til alt. Det måtte desuden glæde hende at høre, at hendes selskab var ham ønsket, for hvem ville ikke høre sådanne ord fra en andens læber? ”De har også påtaget Dem et alvorligt erhverv.. Jeg gør mig dog den tanke, at det må være rart at vende hjem til noget varmt og kærligt, når nu De vender hjem fra krig,” sagde hun roligt. Det var bestemt ikke for at snage i hans liv, men selv tænkte hun, at det måtte være rart at vende hjem til en elskede, når man lige havde overlevet noget farefuldt. Dog fandt hun generelt tanken om at have en elsket lokkende, som det var en verden hun ønskede at opleve, men som hun aldrig havde gjort. Det var dog noget der formentligt ville komme med årene. ”Jeg håber i hvert fald ikke, at De sigter på mig igen, hvis det skulle hænde, at vi stødte ind i hinanden igen,” svarede hun lettere morende. I hendes øjne havde det været ekstremt af ham, at true hende med en pil, men det var der intet at sige til. Han havde sænket den i det øjeblik, hun havde givet sig til kende, og i så fald var der ikke mere at sige til det. Da han så begyndte at nævne, at hans utraditionelle udseende var et symbol i sig selv, lod hun nysgerrigt de himmelblå øjne betragte ham, mens hendes hoved søgte en anelse på sned. ”Hvad skal det symbolisere, hvis jeg har lov at spørge?” spurgte hun nysgerrigt, som hun slet ikke kunne lade være. At han så direkte spurgte hende, om hun fandt ham om, måtte hun sende ham et helt forfjamsket blik. Grim var han nu ikke, men ufattelig utraditionel for en elver var han, og det skulle hun lige sluge. ”De er bestemt ikke grim.. De må undskylde, hvis jeg fik Dem på de tanker. Det var ikke min mening. Jeg skal bare vænne mig til at se elvere, som Dem.”

[Deleted]

Når man havde oplevet meget grimt i livet, som Draq havde, noget der automatisk kom med krig og strid, så gjorde det blot noget ved én. Det at man i kamp satte sit liv på spil og muligvis ikke vendte hjem, var en skræmmende tanke, og man blev egentlig aldrig vant til den. Det job han havde, krævede at man kunne se frygten i øjnene og holde hovedet koldt, hvilket han skam kunne, men visse ting måtte han indrømme at han bare havde lyst til at glemme, selvom det ikke var muligt. Og når man først havde oplevet de grusomme ting, så blev man bare aldrig den samme igen. Det var også derfor hans ’hilsen’ havde været så ekstrem, hvilket man nok ikke just kunne sige var et godt førstehåndsindtryk, men han var dog ikke nogen ond mand, for han havde skam ikke ønsket at gøre hende ondt eller skræmme hende, men desværre var han bare alt for påpasselig. Han nikkede ganske roligt til hendes ord. ”Det er også en fantastisk smuk dag, at se lysningen på. Er De her alene? Eller skal De mødes med nogen?” spurgte han nysgerrigt, som hans hoved søgte let på sned. Det kunne jo sagtens være at hun skulle mødes med en ven, eller en kæreste, eller familie for den sags skyld, hvilket man aldrig kunne vide, men som det så ud var hun helt alene og fulgtes ikke med nogen. At de så kom ind på hans erhverv, havde han skam intet imod, da det jo næsten også var det eneste han kunne snakke om omkring sig selv, for.. han lavede jo stort set ikke andet. Måske han så ikke var i krig, men så lavede han en masse andet arbejde. ”Det er altid rart at komme hjem til dem man elsker, efter at man har været i krig, men.. jeg har ingen, hverken familie eller hustru, der er kun mig,” fortalte han ærligt, da han ikke så nogen grund til at lyve, det var dog ikke for at få hendes medlidenhed over at han egentlig var selv, for det var bare sådan at livet nu engang var, desuden havde han jo heller ikke rigtig engageret sig for at finde en ny forlovede, for at skabe familie, da han lidt frygtede for at åbne op og så miste dem han elskede igen. Hendes følgende ord, fik denne gang ham til at slå blikket ned et sted i skam, skønt smilet dog ikke falmede, men han måtte indrømme at han godt vidste at han havde overdrevet sin handling, da han havde stødt på hende. ”Jeg overdrev lidt, gjorde jeg ikke? Jeg tror bare man bliver vant til den barske måde, når man har været i krig så mange gange som jeg har,” svarede han roligt og startede ud med den samme undskyldende undertone, for det havde jo ikke været hans mening at skræmme hende eller noget. At hun så spurgte ind til hans udseende, tog han ikke så tungt, selvom det måtte more ham at hun nærmest havde stået og stirret på ham. ”For mig er det et symbol på at jeg har viet mig til mit job. Desuden er langt hår ikke så praktisk i kamp,” svarede han sandfærdigt, hvor det sidste blev udtalt med et skævt smil. At hun så blev helt forfjamsket og nærmest forsøgte at tale sig ud af sagen, fik ham til at slippe en munter latter. ”Tag det roligt frk., jeg driller Dem blot. Jeg er dog godt klar over det, det er utraditionelt, men.. det behøver jo ikke at være en dårlig ting altid,” svarede han, som han blinkede let til hende. ”Må jeg følge Dem på vej? Hvor end De nu er på vej hen?”

[Deleted]

Det var i sandhed en smuk dag ved lysningen, men på den anden side skulle der også en del til, før den blev frastødende. Lysningen var nemlig et åbent og et utroligt lysrigt område, hvor Idrial helt måtte betvivle, om der nogensinde havde ligget en uvejrssky over dette sted. De måtte dog have passeret på et givent tidspunkt, for hvordan skulle sneen ellers kunne have lagt sig over engen her? Det var dog ikke et syn, som hun selv havde set, eftersom hun kun havde set stedet på solskinsrige dage, ligesom i dag. Køligt var det måske, som skyerne ikke henlå til at holde på den, men smukt var det alligevel. Når solens gyldne stråler ramte den hvide overflade, begyndte det nemlig helt at glimte, som var det tusindvis af strålende diamanter. ”En smuk dag er det så sandelig, men jeg mindes ej heller en dag, hvor stedet her så hæsligt ud.. Og det er kun mig i dag. Jeg har ingen planer om at mødes med nogen. Kun planer om at nyde dagen,” svarede hun roligt. Hun var skam kun sig selv, men det passede hende også ganske fint, eftersom det både gav hende mulighed for at stå med sine egne tanker, og møde nye personer – som denne mand – eller bekendte. Derfor havde hun også tid til at blive stående til en snak, da ingen aftaler bandt hende. Det var meget vel og mærket, hvis han havde tid. Hun vidste trods alt ikke, om han var ude på en opgave eller skulle tilbage til en flok venner. Det føltes dog ikke som om, at det henlå sådan, eftersom han alligevel havde tid til at stoppe op og drøfte et par ord med hende. ”Tiden er vel stadig inde til, at De kan skabe Dem en familie med en hustru. Men siden De ingen kære har i Deres liv, så må De vel have nogle venner i stedet.. Alle har venner,” sagde hun med et let smil. Selv fandt hun det trist, at han ingen familie havde, men det var bare sådan det nu engang måtte være. Det ville dog også have været synd for hustruen eller de mulige børn, hvis han havde haft nogen, eftersom det måtte være frygteligt at have en elskede der drog ud i kamp. Selv ville hun i hvert fald have det skidt med, at hun havde en mand der konstant stod i fare for at dø. Dog var hendes liv ikke sådan, som hun end ikke havde en mand i sit liv. Dæmpet slap hun en perlende latter, da det helt kunne ligne, at han var en anelse flov over sin drastiske hilsen. ”Den var måske lidt i overkanten, ja.. Hvor mange gange har De været i krig? Og hvornår var De senest udstationeret? Selv har jeg aldrig set skyggen af krig, men jeg kan forestille mig, at det gør noget ved ens person,” lød det nysgerrigt fra hende. Det var en verden hun kendte det fjerneste om, som hun aldrig havde set det med sine egne øjne. Hun havde dog hørt, hvor forfærdeligt det var, og det stillede hun end ikke spørgsmål omkring. ”Nej, De har nok ret i, at længere hår ikke er praktisk under slaget. Det er dog et symbol på, hvem vi er, og det synes jeg også, at man skal varetage,” sagde hun stilfærdigt. Det var ikke just for at nedgøre hans valg, men selv mente hun, at en elvisk mand burde have længere hår. Det var trods alt et af deres varetegn, som det var et symbol på deres race, hvor han mere lignede en blanding. Især som han også havde ladt skægstubbene gro, men dog fandt hun det også interessant at se på, da det var anderledes. Skævt smilede hun, som han bad hende om at få ro på. ”Det må De undskylde.. Men nej, utraditionelt kan også være en fordel. På den måde skiller man sig ud,” sagde hun roligt, uden hun tog blikket fra ham. ”De har ikke selv et ærinde at varetage? Jeg så, at De jagede, inden vores lille sammenstød.”

[Deleted]

Draq var skam en stor naturnyder, da han godt kunne lide at søge ud i naturen for nogle dage, hvor han kunne afkoble fra sit job som hærfører og bare gøre hvad han end lystede, som han gjorde i disse dage. Han var dog altid påpasselig, hvor han også altid beskyttede hvad der var nødvendigt at beskytte, hvis nogen forsøgte at gøre skoven eller dets dyr fortræd, det skete dog ikke så sjældent og derfor kunne han nok også have sagt sig selv at denne kvinde ikke var farlig, så hans måde at gå frem på, måtte han erkende at han skammede sig en smule over. Det var blot en af de negative ting der kom, når man havde været i krig så mange gange, da man endte med at blive påpasselig og forsigtig, hvilket ikke altid var lige godt. At hun var her alene og kun havde planer om at nyde dagen og lysningen, fik ham til at smile ganske let, hvor han nikkede ganske svagt. ”Hæslig? Jeg synes aldrig jeg har set noget sted her i skoven være hæsligt,” svarede han morende, inden han lod hovedet søge let på sned, „men siden De ikke skal mødes med nogen, kan jeg måske få æren af Deres udsøgte selskab?” Hans smaragdgrønne øjne veg ikke fra hendes smukke blå, hvor han blev stående med den ranke ryg og stolte holdning. Han var skam ikke ude på at trænge sig på, hvor han ikke ville tage et afslag særlig tungt, dog måtte han erkende at han ikke ville have noget imod selskab, eftersom det var flere dage siden at han havde snakket med nogen, fordi han var herude helt alene, foruden hans hest ganske vidst, men det var ikke just det samme. Han nikkede ganske let til hendes ord. ”Selvfølgelig.. helt gammel er jeg ikke endnu. Men jeg har krigskammerater, folk jeg stoler hundred procent på, og.. ja, selv mange venner har jeg mistet i kamp,” svarede han, hvor det første blev udtalt en anelse morende, hvor det sidste blev udtalt med en mere dæmpet stemme, da det ikke just var noget han nød at tænke på, men han vidste bare at det var dumt at knytte sig for meget til folk, da hans job var risikofyldt og man mistede mange. Hendes perlende latter fik ham til at trække på smilebåndet, selvom han let måtte blinke med øjnene, da hun stillede det ene spørgsmål efter det andet, hvor han rystede blidt på hovedet, som hun var frygtelig nysgerrig! Men det morede ham nu kun. ”Så mange spørgsmål, men.. jeg har været i krig alt for mange gange, og sidst jeg var udstationeret var for nogle måneder siden, men det var nu ikke noget alvorligt, den sidste rigtige krig, var for nogle år siden. Og ja.. krig er en grufuld ting, hvor jeg ville blive lykkelig hvis jeg slap for at gå i krig igen, men desværre er krig uundgåeligt. Det er bestemt ikke noget som er værd at opleve,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et mildt smil. At de så kom ind på hårlængden, morede ham, selvom han godt vidste at han var noget af en utraditionel elver. Han endte dog med at nikke sig enig i hendes ord. ”Sandt. Jeg havde skam også langt hår da jeg var lille, og i teenageårene, inden jeg for alvor blev soldat,” fortalte han roligt. Han havde dog intet imod det, hvor han skam heller ikke krævede at andre gjorde det, men han var sin egen og han var egentlig ligeglad med andres meninger, for de var ikke værd at tage sig af. ”På trods at jeg har jagtet, har jeg skam intet jeg skal nå. Det er blot for at jeg har noget aftensmad,” fortalte han med et skævt smil, „øjeblik.. så er jeg tilbage.” Han smuttede roligt tilbage for at tage fat om hjorten, som han igen fik op omkring sin nakke, inden han kom tilbage til hende og sendte hende et skævt smil. ”Skal vi gå?”

[Deleted]

Muntert endte smilet med at hvile på Idrials læber, da hun kun kunne se sig enig med ham. Der fandtes ikke det sted i skoven, der kunne betegnes som hæslig, da hele skoven var magisk. Det var hendes hjem, og hun elskede det, som hun havde tilbragt hver en dag af sit liv her, samt hun kendte til hver en græsplet, træstamme og sten her. Det eneste hæslige tidspunkt der havde været her, havde været de rødglødende opstigende flammer, til træernes gråd og skovvæsnernes flygten. Det havde været et hæsligt syn, som det direkte havde været sørgeligt, men sådan henlå skoven heldigvis ikke længere. Igen blomstrerede den, som træernes rødder var plantet solidt i jorden, mens man helt kunne fornemme, hvordan vinteren gjorde klar til foråret. Majestætisk var det, og hun nød hvert et sekund af det. ”De har ret. Der kommer næppe den dag, hvor jeg vil finde et sted i skoven, som jeg ikke vil bryde mig om. Det vil være mig en umulig opdagelse,” medgav hun smilende, da han havde ret. Let blinkede hun med øjnene, som han efterspurgte hendes selskab, eller ikke nok med det, men hendes udsøgte selskab. Selv tvivlede hun på, at hendes selskab var så fantastisk, som han fremstillede det som, men glad gjorde det hende. ”Det vil være mig en ære at tilbringe et par timer med Dem,” sagde hun yderst respektabel, hvor hun også bukkede sit hoved let for ham. Sjovt var det, som hun pludselig skulle støde på højtstående mænd i det elviske samfund, men yderst interessant fandt hun det nu. Det var bestemt ikke hendes normale selskab, men på kort tid havde hun stødt på både deres konge og hærføre, og det var hun bestemt ikke vant til! Det måtte også gøre hende en anelse forfjamsket, da det normalt ikke var en verden for hende, men spændt gjorde det hende dog. ”Det gør mig ondt at høre, at De har mistet flere af Deres venner i kamp. Jeg håber, at De går en bedre skæbne i møde end Dem,” sagde hun stille. Usandsynligt var det vel, at det ville forløbe sådan, eftersom han var hærføre, og derfor havde viet sit liv til krig. Hun forstod ikke, hvorfor nogen ønskede at være en del af al den smerte, men samtidig fandt hun det vel rart, at der fandtes mænd der ønskede at forsvare sine kærer og artsfæller. Selv ville hun dog ønske, at det havde været fuldkomment unødvendigt, men hun kunne forstå på folk, at krig og had altid havde eksisteret, og altid ville eksistere. Trist var det, men heldigvis var hun ikke en del af det. Forlegent slog hun blikket ned i jorden, som hun kunne fornemme på ham, at han fandt hendes spørgsmål utallige. ”Undskyld, hr. De gør mig blot nysgerrig.. De må endelig sige til, hvis De ønsker, at jeg holder igen med dem,” undskyldte hun, inden hun igen måtte se op på ham. ”Det er vel et plus, at den seneste krig er for nogle år tilbage? Men hvis De ikke bryder Dem om krig, hvorfor ønsker De så at være en del af det? De kunne få Dem et godt liv, hvis De stoppede og bosatte Dem her. De kunne få et mere fredfyldt arbejde, og muligvis møde en kvinde, og få Dem en familie,” sagde hun mildt. Som de nåede ind på hans hår, lyttede hun nysgerrigt til hans ord, da hun ikke kunne lade være med at finde mærkværdigt, at det var så kort, som det nu engang var. ”Så længe De er glad for Deres beslutning, om at klippe Deres hår af, så er al vel godt,” sagde hun roligt, som det var op til det enkle individ, hvordan det ville se ud. Det var dog stadig et udseende hun skulle blive vant til at se blandt elverne, da det var meget usædvanligt for hendes vedkommende. Som han nævnte, at hjorten var hans aftensmad, rynkede hun let på næsen, da hun selv var vegetar, og altid havde været det. Hun var dog klar over, at ikke alle fulgte hendes levestil, og det var igen op til det enkelte individ. Hun nikkede roligt med hovedet til hans ord, inden hun tålmodigt ventede, som han gik tilbage og samlede hjorten op. ”Er De sikker på, at De kan gå rundt med den over skuldrene?” spurgte hun tvivlsomt, skønt hun roligt begyndte at gå.

[Deleted]

Draq var måske utraditionelt når det kom til udseende, men når det kom til personlighed og skoven, var han ikke så forskellig igen, men meget ordinær, med mange af de samme holdninger, da skoven simpelthen var et af de smukkeste steder på hele kloden! Mange steder og lande havde han set, men altid havde han været stolt af at tilhøre skoven, da han ikke mente at noget kunne måle sig med den. ”Netop,” medgav han med et skævt smil, som han ikke veg de klare smaragdgrønne øjne fra hende. At hun så takkede ja til at ville tilbringe tiden med ham, gjorde ham glad, da han måtte erkende at det efterhånden var rart med lidt personligt selskab, da han ellers kun havde haft sin hest. Han kunne dog ikke lade vær med at more sig over at hun var helt respektabel overfor ham og bukkede hovedet, for selvom han var hærfører for elverne, så var han stadig en normal mand som enhver anden. ”Det glæder mig at høre. Det vil efterhånden også gøre godt at tale med nogen,” svarede han med et muntert smil. Han havde trods alt været herude i flere dage uden nogen, så det at hun var kommet forbi var jo helt perfekt, på trods af deres lidt akavede start. At hun så håbede på at han ville få en bedre skæbne end de venner han havde mistet i kamp, fik et svagt smil til at glide over hans rosenrøde læber. ”Deres venlighed er mig kærkommen, men jeg må nok være forberedt på det værste, eftersom jeg trods alt ikke stopper med at gå i krig,” svarede han mildt. Han håbede hun fik ret, men risikoen for at miste livet i næste krig og kamp var der, hvilket han var afklaret med, skønt han naturligvis ikke ønskede at dø, men det var det værd, hvis man kæmpede for det man elskede og holdt af. At hun slog blikket forlegent ned, fordi han kommenterede at hun kom med mange spørgsmål, fik ham igen til at smile morende, da det skam ikke gjorde ham det mindste. ”Ingen grund til at undskylde. Jeg ønsker tværtimod at De stiller alle de spørgsmål De har på tungen, da jeg intet har imod at gøre Dem nysgerrig, eftersom det vel kun kan være en god ting? Så spørg endelig løs. Jeg vil tværtimod kun glæde mig ved at jeg har nogen at tale med,” svarede han oprigtig og med et muntert smil. ”Det ved jeg.. og tro mig, jeg vil ikke have noget imod at have en kvinde, man kan søge hjem til hver dag efter en hård arbejdsdag, jeg har intet imod at stifte en familie, men.. jeg kæmper for os, for elverne, naturen, lyset og for retfærdigheden. Min far var desuden en højtstående kriger blandt elverne, mit store idol, og jeg har altid ønsket at drage i hans fodspor, hvor jeg tilmed er kommet højere end ham, jeg ønsker at bringe ham ære, som jeg ønsker at beskytte folket, deriblandt Dem,” fortalte han sandfærdigt, som han ikke veg blikket fra hendes smukke funklende blå øjne, der måtte minde ham om det smukke hav. ”Det er det. Men jeg ville da foretrække at De kunne lide det,” svarede han morende, som de kom ind på hans hår, hvor det ikke lød til at hun var særlig begejstret for det, men det tog han nu ikke så tungt, skønt han godt forstod hendes reaktion, for mange fandt det forfærdende og chokerende at det var så kort. Muntert slap han en latter, da hun valgte at rynke på næsen. ”Jeg kan næsten fornemme at De er vegetar?” Som han fik hentet hjorten, begyndte han roligt at gå med hende, hvor han så mod hende med et skævt smil. ”Tvivler De på min styrke frøken?” spurgte han morende, som hun lød helt tvivlende sådan som han bar hjorten over skuldrene. ”Men kald mig endelig Draq, du behøver ikke være så formel,” bad han roligt, som han efterspurgte at være dus, så de gik væk fra den fornemme tiltale, da han ikke så den nødvendig bare fordi han var højere stillet end hende, for i hans øjne var de alle lige.