Trying..?

[Deleted]

Anyalina forstod skam godt Ezekiel, også selvom det ikke just forandrede at hun skulle sidde og være utilfreds, for det var hun altid! Var det ikke det ene, så var det jo trods alt altid det andet, så det var heller ikke ligefrem noget som hun ønskede at lave om på bare sådan uden videre. Hun vendte blikket direkte mod ham atter en gang. Hun var ikke en kvinde som gad at diskutere det, for hun forstod godt at han ville finde sin krop, men det ændrede ikke på det faktum, at hun faktisk følte sig lidt.. tilsidesat i hans evige jagt, og hun vidste, jo godt, at det ikke var nemme og lette sager han havde med at gøre, så det var jo selvfølgelig også noget som gjorde sit, selv for hendes vedkommende, for hun ønskede jo heller ikke ligefrem at han skulle komme galt af sted! ”Jeg ved udmærket godt, at det ikke er nemme magter du har kastet dig i krig med, og jeg ved at det er med en kæmpe risiko i sig selv.. Jeg må ikke hjælpe dig, og du kan heller ikke forvente at jeg bare vil blive siddende og glo, for det vil jeg altså ikke.. Tro mig.. Jeg er ikke en med en stor tålmodighed, og den er ved at slippe op efterhånden,” påpegede hun med en ganske alvorlig stemme, som hun sendte ham en yderst sigende mine. Han vidste det, for han kendte hende jo! Lige nu vidste hun jo så godt, at det faktum at hun var så utålmodig som hun var, var noget som automatisk havde været med til at hun så ud som hun gjorde nu, var ikke just noget som gjorde det bedre, men hun havde klaret det, og hun var jo trods alt også kommet hjem, ikke sandt? ”Hvornår klarer jeg mig ikke, Ezekiel? Jeg klarer mig altid,” påpegede hun ganske alvorligt. Svagt måtte hendes læber forme sig ud i et tilfredst smil. Han havde jo ganske ret, og det vidste hun jo trods alt også godt. ”Sandt,” endte hun ganske sigende.
Det var bestemt ikke fordi Anyalina havde noget imod at dele karet og badet med Ezekiel, for hun kunne jo faktisk godt lide det. Omkring ham, følte hun at hun kunne slappe af, og bare.. være en kvinde, og det var noget som hun ikke havde oplevet igennem temmelig lang tid. Hun lod hovedet søge en anelse på sned. ”Du er måske den samme inderst inde.. Som jeg også ved det er magi, som gør at det er dig som jeg kan se… Men… Det er for underligt for mig.. Det er dig i det indre, men.. ikke i det ydre,” endte hun ganske sigende. Det var ikke fordi at hun ønskede at ødelægge det, for de kunne da stadig ligge og hygge, uden at de skulle trække den så langt? Hun lagde den ene hånd roligt mod hans arm, som hun vendte de mørke øjne mod hans ansigt. ”Du er måske ikke den første som er tæt på mig.. Men den eneste som jeg ønsker at være tæt.. Lad os vente.. I det mindste til at du har fundet din krop igen,” afsluttede hun roligt. Hun ville ikke udelukke det, men.. i den krop, som i princippet skulle være en død, så blev det altså bare for akavet for hende!

[Deleted]

Ezekiel vidste godt at Anyalina var en meget utålmodig kvinde, hvis hun skulle blive ved med at sidde og vente, derfor bebrejdede han hende ikke for at søge ud, men hun behøvede vel heller ikke at komme til skade og kaste sig i krig med alle mulige, bare fordi hun kedede sig? Let måtte det dog heller ikke være for hende, for da hun var blevet forvist fra Dvasias, havde hun trods alt også mistet sit job, så han forstod godt hvis hun kedede sig efterhånden, men han ønskede ikke at hun skulle komme til skade, fordi hun gjorde noget overilet. Han hævede let det ene bryn til hendes ord. ”Jeg forstår dig udmærket godt Anyalina, men jeg vil have min krop tilbage og det må du acceptere, for som sagt er det ikke en let sag, jeg kan tilmed dø i forsøget, men hvis jeg får den igen, så har jeg alverdens tid. Jeg er ikke tilfreds i denne krop, det er bare for.. forkert. Jeg er ikke engang alkymist. Jeg har brug for min egen krop,” svarede han sandfærdigt og dog bestemt, for han vidste godt hun ikke gad vente på ham, men det blev hun jo ligesom nød til når han var ude og søge efter sin krop, for når han først havde fået den igen, så havde han alverdens med tid. ”Hvad med dengang du døde? Det kan godt være du var svækket og såret, med brækkede ribben, men der var du også dumdristig og søgte ud, og der mødte du din supervampyr, som tog livet af dig. Hvad med dengang? Der synes jeg ikke just at du klarede dig,” svarede han sagte, som han skam mente sine ord i dybeste alvor, for hun klarede sig jo ikke altid! Og han ønskede ikke at det skulle gå galt igen, for han elskede hende. Det tilfredse smil der gled over hendes læber, fik ham selv til at smile, skønt det også blev svaret på hendes ord, da hun valgte at give ham ret. Han var den eneste hun havde elsket, så det måtte vel også betyde at han var den eneste der kunne håndtere hende?
At Anyalina så valgte at sige fra, forstod Ezekiel på sit vis godt, for selvom han savnede at mærke hende på den intime måde, så følte han sig også selv helt.. akavet i denne krop, for selvom det kun var ham, så var kroppen ikke hans. Han nikkede svagt med hovedet til hendes ord. ”Udmærket.. så venter vi,” endte han dæmpet, som han roligt lagde sig ind til hende, hvor han lagde den ene arm omkring hende, imens han fortsatte de blide strøg over hendes nøgne lår. Han kyssede hende blidt mod kinden, som han sendte hende et mildt smil. Han vidste godt at det ikke var normalt, og selvom han gerne ville have hende tæt, så måtte han erkende at han også gerne ville tilbage i sin egen krop, desuden så ville det jo nok være mest underlig for hende, frem for ham. ”Det er så kun endnu en grund til at jeg skal have fundet min krop hurtigt,” lagde han roligt til efter et stykke tid, som smilet bredte sig, inden han skævede mod hende, „men hvad nu hvis jeg ikke få min krop igen? Vil du så aldrig være mig tæt igen?” Chancen var der trods alt, som han slet ikke vidste om det var muligt at få sin krop igen.

572 drops of ink for Anyalina

[Deleted]

Anyalina var utrolig utålmodig af sig, og det vidste Ezekiel udmærket også godt, hvilket fik hende til at vende blikket direkte mod ham. Selvfølgelig forstod hun godt, at han ville finde sin krop, for det ønskede hun jo lige så. Hun havde måske ikke altid været lige heldig med tingene, men ikke desto mindre, så forsøgte hun faktisk at gøre det, så godt som hun kunne. Hun knyttede næverne ganske let. Tanken om at han kunne miste livet i forsøget, var næsten det som skræmte hende mest, også fordi at hun ikke ville vente på ham, kun for at finde ud af, at han havde mistet livet igen. Hun havde jo allerede mistet ham en gang før, og sidst hun havde gjort det, havde hun jo faktisk været ude for at lede efter ham! ”Tror du ikke at det er tanken om at jeg kan miste dig igen, som gør mig rastløs? Jeg ved ikke om jeg kommer til at se dig igen, når du er gået ud af den dør, Ezekiel.. Man er ikke i tryghed nogen steder længere!” endte hun med en lige så bestemt tone. Hun elskede ham, og det havde hun altid gjort, men tanken om at skulle miste ham i hans ivrige jagt på sin egen krop, var slet ikke noget som hun ønskede at tænke mere om, end det som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende. At han så skulle kommentere hendes død, var noget som fik hende til at knytte næven en anelse, for det var slet ikke noget som hun ønskede at snakke om! ”Jeg søgte efter dig, min fine ven.. Desuden var jeg bare uheldig at være i den tilstand som jeg var i! Han var endda mild ved mig, da jeg gled bort, og han gravlagde mig jo faktisk også – endda i Dvasias! Han behandlede mig da i det mindste med en værdighed,” endte hun med en næsten helt spydig stemme. Det var slet ikke noget som hun ville snakke med ham om, for han vidste ikke hvordan det havde været!
At sige fra, var måske ikke noget som lignede Anyalina i denne stund, men med ham i den krop, så blev det egentlig bare for akavet, men de kunne vel godt hygge sig sammen af den grund? Nu var han jo langt om længe hjemme, samtidig som hun var, og det var jo noget som lige så, også var noget som passede hende helt fint! Hun vendte blikket stille mod ham, som han alligevel gik med til at de skulle vente, hvilket var noget som automatisk gjorde hende selv ganske tilfreds i den anden ende. ”Godt,” endte hun roligt og med et let smil på læben. Tanken om at han ville finde sin krop hurtigst muligt, også for at have muligheden for at komme det tættere på hende, var jo faktisk en tanke som hun faktisk godt kunne lide. Hovedet lod hun søge let på sned, som hun vendte blikket stille mod ham igen. Hun var måske meget negativ anlagt, men ikke desto mindre, så var hun faktisk mere forståelsesfuld end det som mange andre gav hende credit for. ”I det tilfælde, så må jeg nøjes.. Det er jo trods alt dig, men så lang tid jeg ved at der er mulighed for at få…. Det vante, så vil jeg foretrække det,” svarede hun ærligt.

[Deleted]

Ezekiel vidste godt at Anyalina var utålmodig, og ikke mindst forstod han sig godt på hende, for han forstod godt at hun blev sur og utilfreds, når han kun hurtigt var hjemme, skrev nogle sedler om hvor han tog hen, kun for at søge ud igen, for han ville også være blevet drevet til vanvid hvis det var omvendt, men dette var trods alt en vigtig sag – for dem begge. Han ville gerne have sin krop tilbage igen, og det kunne hun vel også godt forstå? Han vidste dog godt at det var en farefuld færd han havde bevæget sig ud på, men han var nød til det, for ellers så fik han da aldrig sin krop igen, desuden så havde han også på fornemmelsen at han var tæt på, selvom han ganske vidst ikke havde mange spor at gå efter, men han var ved at finde sin morders rutine og handlingsmønstrer, så det var vel kun en god ting? At hun så indirekte indrømmede at hun var bekymret for ham, vidste han jo egentlig godt i forvejen, for man var jo altid bekymret for dem man elskede og holdt af, men han var nød til at gøre det! ”Jeg ved godt at det er farligt, ligesom jeg godt ved at jeg er skrøbelig og langt svagere i denne krop end i min egen, fordi den er ny og jeg kan ikke engang magien fuldt ud, men jeg er nød til at gøre det. Det er en chance jeg bliver nød til at tage og jeg ved godt at det måske er hårdt for dig at se mig på en halv selvmordsmission, men jeg håber også at du kan forstå at det er vigtigt for mig, jeg er nød til at gøre det,” svarede han stilfærdigt, som han ikke tog blikket fra hende. Han elskede hende og han ville gøre alt for hende, men dette var noget han var nød til at gøre på egen hånd, for han ville ikke indblande hende i det, da det kun ville blive alt for farligt, han ville helst holde alle udenfor som han kunne, da han ikke ønskede at indblande nogen, dette var en mission kun for ham, og han vidste at han kunne gøre det, selvom mange odds måske var imod ham. At hun så nærmest hentydede til at hendes overnaturlige vampyr var bedre ved hende end ham, fik ham til at ryste let på hovedet af hende. ”Jeg vil nu også mene at jeg behandler dig med værdighed. Men jeg vil passe på dig til hver en tid og derfor vil jeg ikke have dig med på min mission, for jeg ønsker ikke at nogen skal blive indblandet i noget der er min sag, og min sag alene. Desuden så ønsker jeg også at du skal passe på dig selv lidt mere i stedet for at søge til Dvasias, hvor du tydeligvis er uønsket endnu, men på den anden side.. jeg vil trods alt støtte dig, hvis du kæmper for din egen sag, hvilket jeg ikke vil stoppe dig i,” svarede han roligt og dog sandfærdigt. Hun skulle vel kæmpe sig til en plads i samfundet igen? Og hvis det absolut var nødvendigt, så ville han skam støtte hende. At hun foretrak at være hans egen krop tæt, frem for denne, forstod han godt, også fordi hun jo rent faktisk havde kendt William, så selv i hans øjne var det bare for underligt! Han løftede hovedet og kyssede blidt hendes kind, inden han lagde hovedet mod hendes nøgne skulder igen. ”Så må vi hellere håbe at jeg finder min krop, så du kan få det vante,” svarede han morende, som han ellers blot blev liggende og nød fornemmelsen af hende.

619 drops of ink for Anyalina

[Deleted]

Anyalina var utrolig utålmodig af sig, og det havde hun helt klart også altid været, men ikke desto mindre, så ønskede hun jo faktisk at fortælle ham hvordan hun havde det med tingene. Selvom hun måske ikke var god til følelser og den slags ting, så var hun faktisk ikke bange for at snakke lige ud af posen, så selvfølgelig var det bare sådan at det måtte være. Hun var rastløs, når hun ikke vidste hvad hun havde at forholde sig til, som nu, for hun havde jo ikke nogen anelse om at han endnu en gang skulle ligge død et eller andet sted, og hun så ville være alene igen, og den tanke var hende faktisk… skræmmende, og det var da slet ikke noget som hun kunne lide, det var der da heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”En halv selvmordsmission? Det er en selvmordsmission, og du vil kun have at jeg bliver siddende og kigger! Jeg kan ikke bare blive siddende og kigge, uden at vide hvad du foretager dig eller hvor du er henne, og ved du hvad? Det er frustrerende, Ezekiel! Det er virkelig meget at kræve af mig!” endte hun med en mere fast tone. Det gjorde faktisk ondt for hende at tænke på, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende.
Vampyren som Anyalina havde stået overfor, havde om ikke andet, behandlet hende med en værdighed, ved faktisk at.. undskylde og gjort hvad hun havde ønsket mere end noget andet; At komme hjem. Han havde ført hende til Dvasias, hvor han endda også havde valgt at gravlægge hende. Lige hvorfor havde hun aldrig fundet ud af, og det var skam heller ikke noget som hun ville tænke alt for meget over, men det var nu bare sådan at tingene måtte være i den anden ende. ”Jeg tvivler på at jeg nogensinde får noget ud af at tage til Dvasias igen, og det er noget som denne magiker nu har ødelagt for mig.. Det er bare meget at kræve af mig at tro, at jeg bare vil blive siddende på min flade og vente på at du kommer hjem… Hvad nu hvis det samme sker igen? At du slet ikke kommer hjem, fordi at du er død et eller andet sted? Jeg får aldrig besked om noget, og du skal ikke tro at jeg bare vil blive siddende her og vente på det hele..” Et sted så søgte hun faktisk forståelsen, selvom hun havde en sjov tendens til at tro at han havde svært ved at give hende den, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Det var ikke fordi at hun ikke ville have ham tæt på, for det ville hun gerne.. Når alt endelig skulle komme til alt, så.. .elskede hun ham jo trods alt, men i den krop som han bevægede sig rundt i, så var det bare for.. akavet! Det var alt for akavet for hende! Hun smilede let, som hun lod ham blive tæt på hende, hvor hun også var faldet en anelse mere til ro igen, og det var virkelig rart. ”Det er jo det.. Ellers må du jo undvære,” påpegede hun med en næsten drillende mine.

[Deleted]

Ezekiel forstod sig godt på at Anyalina var sur på ham, at han tog derud alene, ligesom han godt forstod, hvis hun var bange for at han ikke kom hjem igen, men dette var noget han var nød til at gøre, for det handlede jo om ham og at få hans egen krop igen, hvilket han gerne ville have, da dette ikke var hans og han havde faktisk dårlig samvittighed over at tage en anden mands krop, hvilket også bare var for.. underligt. Han var dog ved at vende sig til det, skønt han måtte erkende at han stadig savnede sin egen og det gjorde hun jo også, for de havde ikke engang været hinanden helt fysisk tæt endnu, fordi hun fandt det for akavet og hun havde jo også kendt William, så han forstod hende godt. Han vidste dog bare ikke hvad han skulle gøre, for han ville heller ikke have at der skulle ske hende noget, for så tilgav han da aldrig sig selv! At hun så hævede stemmen og nærmest begyndte at brokke sig, fik ham til at knibe øjnene sammen. ”Så hvad foreslår du? Hva? At jeg selv bare dropper der hele og lever i denne krop? At jeg bare giver op? At jeg bare sidder på min egen flade? For det får jeg ikke min krop tilbage af! Så fortæl mig hvad du foreslår jeg skal gøre, når du er så utilfreds med at jeg vil have min krop tilbage,” opfordrede han hende i en kortfattet tone, som han ikke tog blikket fra hende. Han vidste godt at det var frustrerende for hende, men hun måtte vel også forstå at han også gerne ville have sin krop tilbage? Han vidste godt at det var frygtelig farligt og en mission der sikkert var halvt umulig, men han kunne ikke bare give op uden at forsøge! Og hvis han døde i forsøget, jamen så måtte han jo det. Han endte med at sukke ganske let, som han tog sig til hovedet, som han kort strøg hånden over i en lettere frustreret handling. ”Jeg forlanger jo heller ikke at du sidder på din flade bare for at vente på mig Anyalina, du er fri til at gøre hvad du vil, men jeg ønsker bare at du skal passe lidt på dig selv, for nu ved du trods alt at du endnu er forvist fra warlockernes samfund,” svarede han stilfærdigt. Han vidste jo godt at hun hurtigt kedede sig, men det var vel ikke meget at forlange at hun passede lidt på sig selv? At hun så påpegede at han måtte undvære at være hende tæt, hvis han ikke fik sin krop igen, fik ham til at knibe øjnene let sammen, der fik et morende skær. ”Undvære?! Det tror jeg ikke at jeg vil være i stand til,” svarede han morende, som han blot blev liggende tæt ind til hende og nød at være tæt på hende og det varme vand, der måtte omgive hans krop. Rart var det, hvor han skam selv savnede tiden med hende, men han var bare opsat på at få sin krop tilbage igen og det var vel heller ikke helt dårligt? Han ville bare gerne være sig selv igen, da han følte sig ved siden af sig selv, når han ikke var i sin egen krop. Dette frustrerede jo også ham.

558 drops of ink for Anyalina

[/color][/right]

[Deleted]

Anyalina var ikke decideret sur, men nok snarere.. bange og utilfreds, for hun var jo bange for at hun igen ville miste ham, uden at vide det, ligesom hun havde gjort det før. Vampyren havde nærmest lullet hende ind i døden, for hun havde ikke frygtet den, men nok snarere.. fundet roen i det. At hun så var blevet vækket og det hele, skulle hun stadig finde ud af, om var en god ting eller ikke, for det var altså ikke altid lige nemt at finde ud af, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tænderne bed hun let sammen, som han igen hævede stemmen overfor hende, for det var først noget som for alvor gjorde hende vred et sted, for hun fandt sig slet ikke i det! Hun vendte blikket en smule trodsigt i retningen af ham og med en yderst kortfattet mine, for hun fandt sig slet ikke i at blive snakket til på den måde! Slet ikke! ”Hvis du ikke kan forstå at jeg er bange for at miste dig igen, som jeg gjorde sidst, Ezekiel, så er jeg måske ikke den rigtige for dig! Det eneste jeg hører fra dig, er skide sedler, om hvor du er taget hen, hvor jeg ikke kan gøre andet end bare at blive siddende og vente på den næset, for det er for pokker det jeg gør! Og ved du hvad? Jeg bryder mig ikke om det! Jeg kan ikke bare sidde og glo! Vil du have din krop, så vær så god!” endte hun med en fast tone. Hun forstod selvfølgelig godt, at han gerne ville have den tilbage igen, så William kunne lægges til den evige hvile, for det var helt klart noget som havde fortjent. Hun kendte ham jo personligt, og hun fandt det virkelig akavet at vide at Ezekiel brugte ham som et hylster, for det havde han slet ikke fortjent! Nu hvor de var endt i karret, så var det selvfølgelig også rart, for hun følte sig virkelig beskidt som intet andet overhovedet, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Når det endelig skulle være, så ville hun jo gerne have at de kunne finde ud af det hele sammen, selvom hun vidste, at det nok ikke blev tilfældet før Ezekiel var hvor han hørte hjemme. ”Jeg gider jo heller ikke bare blive siddende her, som var jeg en mus i et musehul, Ezekiel.. Jeg gider ikke bare sidde og glo og vente på noget som jeg ikke engang ved om vil ske,” påpegede hun med en ganske kortfattet stemme. Hun havde faktisk ikke ment at blive afsløret i Dvasias, selvom det var sket alligevel, og nu hvor hun tvunget til at blive her, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget nemmere for hende af den grund! Med henblik på kroppen, så hun selvfølgelig selv at han fandt sin egen, for det andet vidste hun faktisk ikke om hun kunne få sig selv til i den anden ende.. Også fordi at hun havde haft sit personlige kendskab til William. Hun smilede let for sig selv, som han påstod at han ikke vil kunne holde til at skulle undvære det. Ikke fordi at det forundrede hende, for han var jo en mand! ”Se, det forundre mig så til gengæld slet ikke,” påpegede hun med en let morende stemme.

[Deleted]

Det var ikke fordi det var Ezekiels mening at hæve stemmen, men det måtte jo ligeledes frustrere ham at det hele skulle være så besværligt. Han blev ikke væk fordi han forsøgte at undgå hende, for han elskede hende og han ønskede jo at de fandt ud af det, men de begge ønskede at han kom tilbage i sin egen krop, så det var vel det vigtigste? Han satte den opgave højt og han forstod sig skam godt på at det måtte være frustrerende for hende og han forstod også godt at hun var bange for at miste ham igen, for den følelse var jo gengældt, for det gjorde også ham bekymret at hun søgte til Dvasias og kom hjem med grimme mærker på kroppen, som kun beviste at hun havde været fanget, for det ønskede han ikke! ”Men hvad vil du så have at jeg skal gøre, Anyalina? Jeg forstår dig udmærket godt, og jeg vil hellere end noget andet stable et liv op på benene med dig, men jeg er ikke komfortabel i denne krop! Det er ikke.. mig! Jeg er nød til at finde min egen krop igen og hvis du ikke vil støtte mig i det, hvis du ikke gider at være her, så må du jo gå hvis det er det du vil, for jeg er nød til at finde min krop!” svarede han i en frustreret og alligevel bestemt tone, for der var ingen anden udvej end at han gjorde hvad han kunne! Han ønskede dog ikke at miste Anyalina på turen, men hvad ville hun da have at han skulle gøre? Bare sidde og finde sig i det? Det kunne han jo ikke! Han forstod skam godt hende, men forstod hun overhovedet ham? ”Jeg beder dig ikke om at vente Anyalina, jeg beder dig kun om at tænke rationelt og være forsigtig, og at tage udflugter til Dvasias, er ikke just særlig smart og det ved du godt, særligt med det som lige er sket dig,” svarede han roligt, som han let hævede det ene øjenbryn i en sigende mine. Hun bar røde mærker på hele kroppen! Og som hun ikke ønskede at han kom til skade, så ønskede han heller ikke at hun kom til skade. Han elskede hende, hun var måske ikke den eneste kvinde han havde elsket, da han trods alt havde været gift fire gange, hvor hun var den fjerde, men han havde jo også levet ufattelig længe, dog ville det nok være Anyalina som han så for at være sit livs kærlighed, for der havde bare været noget over hende, som havde fanget ham fra starten af, hvor han heller aldrig var kommet over hende, da de havde haft deres brud. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord. Han ville nok ikke være i stand til at undvære kvindeligt nærvær i al evighed, men han forstod dog godt at hun ikke ønskede at være tæt på ham i Williams krop, og det var kun endnu en grund til at han skulle finde sin egen. ”Men vi ved begge to at du heller ikke kan undvære det i al evighed,” svarede han drillende, som han blinkede let til hende. Han vidste trods alt at der havde været andre mænd før og efter ham, måske ikke følelsesmæssigt, men kropsligt, og det sagde han intet til, da han havde gjort det samme.

562 drops of ink for Anyalina

[Deleted]

Det hele skulle nok være besværligt frem til den dag manden faktisk formåede at få sin krop igen, og det var skam også det som Anyalina var indstillet på. Han kunne bestemt ikke forvente at hun bare ville blive siddende og glo på hjemmefronten uden at vide hvad der skete med ham derude, for sådan var hun altså ikke! Det kunne være, at det var en yderst mærkværdig måde at fremvise sin bekymring på, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, så var det nu bare sådan at det måtte være. At han så til gengæld valgte at hæve stemmen, var noget som automatisk gjorde, at hun gjorde det samme, for hun fandt sig bestemt heller ikke i det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig skulle komme til stykket. Næverne knyttede hun med en fast mine, også selvom det mest var fordi at hun jo faktisk var.. ked af det. Og det var altså ikke noget som hun kunne gøre for! ”Jeg ved det udmærket godt Ezekiel! Men for pokker, da også! Tror du jeg har lyst til at sidde og glo, uden at vide noget som helst! Du søger spor på spor, og glemmer mig i mængden! Det eneste jeg ser og får fra dig, er beskeder, som jeg ikke selv kan tage godt eller skidt, og det er frustrerende! Jeg har ikke lyst til at miste dig igen..!” endte hun med en mere febrilsk stemme. Hun var måske ikke god til det med følelser, men hun skjulte det da om ikke andet ikke, for hun vidste at han havde brug for det, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Nu hvor hun følte sig ren igen, så var det slet ikke noget som gjorde ham det mindste, for hun kunne jo faktisk godt lide det. Endnu bedre var det jo selv for hende, at han var der sammen med hende, og det var det vigtigste for hende lige nu. ”Manjarno er bare ikke mit hjem.. Jeg vil jo også gerne hjem, ligesom du vil..” endte hun med den dæmpet stemme, for løgn var det jo heller ikke ligefrem, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Det var ganske vidst forkert selv for hende, at se ham i den krop, men hun vidste, at han var der, og det var også det som var det vigtigste, selv for hende.. Hun vidste, at det var ham. Det kunne godt være, at hun bar mærker efter hendes forrige visit, men det var kun på grund af den skide magiker, som skulle ødelægge det hele for hende! Selvom hun vidste, at det kun var rent held, at hun jo faktisk var kommet godt fra det, så burde hun jo prise sig lykkelig nu. Følelsesmæssigt, havde han været den eneste mand som hun havde været bundet og knyttet til, og tanken om at.. kroppen var en anden og endda af en mand som hun kendte, så kunne hun slet ikke få sig selv til at gøre det. Svagt trak hun på smilebåndet. ”Det har jeg ikke sagt at jeg kan.. Det spørges bare, om du har fundet din krop inden jeg har fundet en anden at hygge med,# påpegede hun med en drilsk mine.

[Deleted]

Ezekiel vidste udmærket godt at det hele var besværligt for dem i øjeblikket. Anyalina var bortvist fra Dvasias og forvist fra hendes samfund, hvilket gjorde ham ondt, selvom han vidste at hun nok skulle klare sig, for det gjorde hun altid. Hun var en stærk kvinde og han vidste at hun nok skulle finde sin vej ind til warlockernes samfund igen, da hun altid havde kæmpet for hvad hun ville have og han vidste at hun brændende ønskede at blive en del af det igen. Hendes ord fik ham til at rynke brynene, hvor han godt vidste at det var hårdt for hende, men hvad skulle han dog gøre? Han var nød til at gå efter sin krop, for han ville jo gerne have den igen. Han var ikke komfortabel i denne krop, da det ikke var hans, ligesom han heller ikke var alkymist, det hele var jo bare.. forkert! Han endte med at gribe hende om kinderne, for at tvinge hende ind i et dybt og krævende kys, som han hans læber hvilede begærende imod hendes, hvor hans øjne kort lukkede sig. Kysset holdt han i lange sekunder før han brød det og vendte sine honningfarvede øjne imod hende. ”Jeg elsker dig Anya. Jeg vil gøre alt for dig, og du vil aldrig være mig glemt i mængden. Men jeg er nød til at få min krop igen, og jeg ønsker ikke at sætte dig i fare, og jeg lover dig, at jeg nok skal klare det,” svarede han oprigtigt, som hans øjne ikke veg fra hendes, inden han endnu engang trykkede sine læber imod hendes i et dybt kys, skønt det blev flygtigt denne gang. Han vidste godt at det var svært for hende, men det var det jo også for ham, da han godt vidste at han kunne risikere at miste livet, men det var nu en chance han var nød til at løbe, ligesom hun måtte ved at prøve at få sin plads igen i hendes samfund. Han nikkede svagt. ”Og jeg har skam forståelse for at du gerne vil have det igen, hvilket jeg er sikker på at du også nok skal få. Jeg ønsker ikke at du skal sidde her og vente hver dag, men kæmpe for hvad du vil have, og jeg støtter dig i det, så længe du bare passer på dig selv og ikke kommer galt af sted” svarede han sandfærdigt. Han vidste at hun ikke var svag, men at hun var dygtig og altid havde hun kunnet klare sig, så længe hun bare passede på og holdt lav profil indtil videre, så havde han skam intet problem. Han endte med at måbe til hendes ord, skønt de kun var udtalt drilsk, men alligevel! ”Finder en anden?! Vi ved begge at det bedste er, lige her! Mig! Du skal trods alt have en ordentlig mand og ikke bare hvem som helst,” svarede han sikkert og bestemt, som han skulede drilsk til hende. ”Og desuden skal jeg også nok få min krop igen, og så kan du elske med den, så meget du vil,” tilføjede han drillende, som han endte med at slippe en munter latter. Han kyssede flygtigt hendes læber, inden han roligt trak sig. ”Skal vi op?” spurgte han roligt, som han valgte at rejse sig, inden han gik hen for at hente nogle håndklæder. Han rakte hende det ene, inden han gik i gang med at tørre sig selv, for at binde det omkring sit liv. ”Så skal jeg nok lave en lækker aftensmad til dig.”

587 drops of ink for Anyalina

[Deleted]

Det kunne godt være, at det ikke var nemt for nogen af dem, men den behandling var slet ikke noget som Anyalina fandt sig i, for hun ville helst ikke sidde og bare.. vente på at han kom hjem, uden at hun egentlig vidste noget som helst, hvilket jo faktisk var en tanke som frustrerede hende som intet andet overhovedet! Blikket gled direkte i retningen af ham endnu en gang og med den tydelige frustration. Hun havde mistet ham en gang før, og hun ville altså ikke gøre det igen, og hvis det ikke var noget som han kunne forstå, så… vidste hun slet ikke hvad hun skulle gøre ved det, og det var faktisk en tanke som direkte måtte irritere hende! Selvom hun ikke nåede at åbne munden mere, før han havde valgt at.. kysse hende, så var det noget som for alvor gjorde hende tavs. Hendes hjerte hamrede fast mod hendes bryst, som hun roligt trak sig en anelse, kun for at stirre på ham endnu en gang. ”Du ved udmærket godt, at du ikke kan love mig noget som helst, Ezekiel.. Ligeså vel som mig, så ved du hvor nemt det er at ødelægge et liv,” påpegede hun med en langt mere dæmpet stemme. Det gjorde hende jo faktisk ked af det, når hun ikke vidste hvad hun havde at forholde sig til. I det store og hele, så regnede hun slet ikke med at kunne blive en del af… hvad hun kunne kalde for hjem, før en ny leder ville træde til og trække det hele tilbage, selvom hun nu heller ikke regnede med at det skulle ske.. Det var faktisk noget som kun gjorde det hele værre, for hun følte at hun havde alt mod sig! Hun rystede igen let på hovedet, også selvom det bestemt heller ikke var tilfredst. Tvært imod. ”Jeg får det ikke igen. Jeg blev forvist på grund af en fejlet opgave.. Manden havde ikke den rygrad som Malisha ville have det, og se hvad det har kostet mig… Jeg vil ikke vænne mig til et liv her.. og Marvalo City, bliver ikke et alternativ, når jeg er sammen med dig..” Hun betragtede ham med en ganske sigende mine. Hun.. opgav vel sin ønskede plads i mørket for ham? Warlockernes by, var ikke noget for dem, for de ville blive outsidere alligevel, og det ønskede hun jo heller ikke. At han måtte måbe, var noget som automatisk, fik det drilske smil til at passere hendes læber. Hun forstod sig jo faktisk på hans humor, og det var noget som tydeligt også påvirkede ham i længden. Hovedet lod hun søge let på sned, som hun lænede sig ned mod kanten af karret, hvor hun også kunne forholde de mange mærker lidt skjult i vandet som de begge var omgivet af. ”I så fald, så er jeg nok ikke helt overbevist endnu..” påpegede hun ganske sigende. At elske med ham som hun ville, var en plan som hun faktisk godt kunne lide, og det var uden tvivl noget som hun også ville se frygtelig meget frem til! At han gerne ville op, forstod hun godt, for hun ville egentlig også det samme.. og komme i noget rent tøj! Hun nikkede roligt, som hun bare lod ham rejse sig, kun for at rejse sig selv, hvor hun tog imod det håndklæde som han valgte at skænke hende. ”Jamen dog.. Er det sådan du forsøger at gøre det hele godt igen? Med et måltid? Jeg vil nu ikke sige nej..” erkendte hun roligt, som hun slog håndklædet om kroppen, også for at skjule mærkerne en smule.

[Deleted]

At kysset gjorde Anyalina tavs, var noget som fik Ezekiel til at smile. Det var ikke fordi han ville spille ligeglad, da han godt vidste at der lå megen alvor i det hele, for der var tale om at han kunne risikere at miste sit liv, men han kunne bare ikke være ligeglad med sin krop, da han var nød til at finde den, og det var jo mindst lige så meget for hendes skyld, som det var for hans egen, for han vidste godt at hun ikke var tryg ved at han var i en andens krop og tilmed i en anden krop som hun kendte, da hun havde kendt denne William. Tanken om deres første møde efter det, var noget som måtte more ham endnu, da hun havde troet at han havde været William og havde troet at han havde været tosset, men det var ham. Som kysset blev brudt, vendte han roligt blikket mod hende, hvor han nikkede ganske let til hendes ord, for hun havde skam ret. Det var ikke risikofrit, men han var nød til at gøre det. ”Jeg ved det godt, Anya. Men jeg har brug for at du støtter mig i det, og jeg håber at du kan se det fra mit synspunkt, jeg er ikke komfortabel i denne krop,” svarede han i samme dæmpede tone, hvor han ikke tog blikket fra hende. Han elskede hende og det sidste han ønskede var at miste hende igen, da han elskede hende og netop lige havde fået hende igen og de havde lige fundet ud af det hele, som de havde afsløret at de endnu havde følelser for hinanden og det ønskede han ikke at miste. ”Men vi ved begge at Malisha forviste dig på grund af en latterlig grund, når det ikke engang var din skyld. Desuden, hvis du vil bo i Dvasias, så flytter jeg naturligvis med dig, jeg vil gå til verdens ende med dig. Jeg elsker dig,” svarede han sandfærdigt. Malisha havde været uretfærdig, selvom det var underordnet nu, for sket var sket. Dog så mente han det, når han sagde at han gerne ville flytte med hende, for han elskede hende og der ville han skam ikke have noget imod at gå på kompromis med hende, så de begge fik deres vilje. At hun så begyndte at drille ham, var noget som han godt kunne lide, da det uden tvivl var noget som han havde savnet frygtelig meget! Han kunne heller ikke lade vær med at smile, hvor han simpelthen elskede hende så frygtelig højt! ”Åh men det er jeg, og jeg skal nok få dig overbevist før eller siden,” svarede han drilsk og selvsikkert, som han kyssede hende flygtigt, inden han valgte at rejse sig. At hun fulgte trop, fik ham til at smile, hvor han blot gav hende håndklædet, inden han tørrede sig selv. Hendes ord fik ham til at smile. ”Man kan altid gøre en kvinde god igen, med et godt måltid,” svarede han drillende, som var det et godt råd til hende. Han valgte roligt at forlade badeværelset, som han gik mod soveværelset i stedet for, hvor han gik hen og åbnede skabet, for at finde noget tøj han kunne tage på, hvor han kom i nogle løse busker og en hvid T-shirt. Nu hvor han alligevel bare var hjemme, så skulle han trods alt ikke gøre det store ud af sig selv. ”Jeg går ud og laver mad,” svarede han roligt, som han gik ud i køkkenet, for at tænde op og gøre alt klart.

[Deleted]

Anyalina fandt det direkte uretfærdigt at Ezikiel skulle kysse hende for at få hende til at tie stille, for hun savnede jo at være så intim med ham, selvom det nok heller ikke ligefrem var noget som gjorde det mindste for hans vedkommende. Ikke desto mindre, så var det noget som hun bare måtte bide i sig. William havde hun kendt, og hun savnede ham faktisk og det at vide at han var slået ihjel, og hendes egen kæreste skulle gå rundt med hans krop som hylster, var ikke ligefrem noget som gjorde sagerne meget nemmere eller bedre for hendes vedkommende. Hun ville bare have sin kæreste, og at han skulle se hende, og det var der vel heller ikke rigtigt noget forkert i? At han ikke var komfortabel, var noget som hun så til gengæld godt kunne forstå, selvom det at se det fra hans synspunkt, var lidt sværere end som så, for hun forstod det ikke rigtigt.. og det var faktisk noget som gjorde hende direkte irriteret! ”Tror du ikke jeg gør hvad jeg er menneskelig i stand til, Ezekiel? Jeg har aldrig gjort andet! Jeg forstår godt at du vil have din egen krop igen, men.. nu skal du heller ikke gøre dig alt for mange forhåbninger om noget som helst..” Hun vendte blikket væk fra ham. Det lignede hende slet ikke at fremstille sig selv så sårbar, men hun kunne virkelig ikke gøre for det! Hun var jo faktisk bekymret for ham! At hun sågar var villig til at opgive sin plads i det warlocksamfund, var bestemt ikke noget som hun ville have gjort for alle og enhver, men hvad skulle hun da gøre? Alt for udsatte ville de være på det sted, og det var slet ikke noget som hun ønskede mere. Hun ønskede.. fred.. Ligesom alle andre. Hun blev alt for træt af det andet. ”Dvasias er stort, Ezekiel.. Jeg vil bare ikke i nærheden af Marvalo City. Malisha handlede som hun nu ville, også selvom hun vidste at det var et dødt løb med den mand. Han havde ikke nosser til noget som helst og prøv at se.. Det var jo hendes egne fætter. Jeg frygter lidt at hun er bange for hvad det ville sige om hende selv..” Let trak hun på skuldrene, som hun rystede på hovedet. Tanken irriterede hende, for hun kunne jo heller ikke ligefrem vandre frit mere! At han ville lave hende et måltid, var bestemt heller ikke noget som hun havde det mindste imod, for hun måtte erkende, at hun efterhånden var ved at være godt sulten. Hun rejste sig roligt op, hvor hun fik sig tørret og svøb håndklædet om sig selv. ”Der er en lang vej til overbevisning, min kære..” påpegede hun ganske sigende, som hun selv roligt gik tilbage til værelset, hvor hun.. nu alligevel valgte at gøre lidt mere ud af det. Håndklædet smed hun roligt, for at hoppe i en korset og med følgende mørke bukser, kun for at lade det lange hår hænge frit. Hun smilede let for sig selv, idet hun roligt gik ud af soveværelset og passerede køkkenet, kun for at søge ind mod stuen. Det var jo næsten som.. de gode og gamle dage.

[Deleted]

Ezekiel forstod sig godt på Anyalinas bekymring, da hun havde al grund til det, hvor han også selv ville have haft det på præcis samme måde, hvis det hele havde været byttet om, så det var hende der skulle finde hendes krop, hvor han ville have krævet at han hjalp hende med det, men han ønskede ikke hendes hjælp, fordi han vidste at den mand som havde den, var ondskaben selv, og han ønskede ikke at der skulle ske hende det mindste. Han vidste godt at det hele var svært, at det ikke var let at finde ud af, og det var jo ikke engang sikkert at han fandt sin krop, da hans modstander var frygtelig god til at slette sine spor, men alligevel følte han og havde det på fornemmelsen at han var tæt på, og han skulle nok gribe chancen når den var der! Han var spændt, men på den anden side.. det var heller ikke det værd, hvis han skulle lede efter sin krop igennem resten af sit liv og så være uden held, for.. så ville han miste Anyalina og det var han heller ikke interesseret i! Han havde dog nogle ideer til hvordan han fandt den, og på sit vis var det heldigt at det var William han befandt sig i, da manden havde været fascineret af magi og han havde mange af mandens dagbøger som beskrev det hele. Han kyssede blidt hendes kind, da hun valgte at vende hovedet til sig. ”Jeg elsker dig Anya. Højere end noget andet, og jeg vil gøre alt for dig,” hviskede han kærligt mod hendes øre, som han kort lod panden søge mod hendes, imens han sendte hende et varmt smil. Han vidste godt at det var slemt, men han var ikke hvem som helst, han kendte frygtelig mange besværgelser, og han skulle nok finde sin krop og det var på tide at han lavede en plan om hvordan han fik den igen! ”Det kan da umuligt forundre dig, det er trods alt Malisha der er tale om. Men hvis det er nogen trøst, så kan jeg fortælle dig, at hun har mistet sin magi og nu render rundt uden,” fortalte han sandfærdigt. Han havde trods alt haft en snak med sin gamle ven Konstantin, en mand der rent faktisk havde efterspurgt hans hjælp, selvom han ikke vidste om han gad. Som de kom op og de kom ind og fik tøj på, gik han ud i køkkenet, for at begynde på maden. At hun så kom ud, smuk som hun altid var, fik ham til at smile. ”Har du taget det tøj på, særligt for min skyld?” spurgte han drillende, da han ikke så hende tit i et korset, selvom det fik alle hendes former frem, hvilket han godt kunne lide. At hun rendt rundt i bukser, var dog intet nyt, hvilket var noget af det han altid havde kunnet lide ved hende. Han selv gik i gang med at skrælle alle grøntsagerne, som han havde sat gryder over, samt en pande til kødet. Han havde levet frygtelig længe og det at lave mad, var der skam intet nyt i, da han før i tiden havde været kok. Meget var han derfor i stand til at kunne lave, hvilket altid var kommet ham til gode i hans liv.

[Deleted]

Anyalina var virkelig bange for at miste Ezekiel igen, så det var vel ikke underligt, at det hele var noget som selvfølgelig gjorde hende voldsomt frustreret, for han havde slet ikke nogen anelse om hvordan hun havde det! Nu hvor det var sagt, så irriterede det hende voldsomt, at han holdt hende ude af det, for hun følte jo mere eller mindre bare, at han forventede og krævede af hende, at hun skulle sidde og vente, og hun vidste at det var en farlig modstander som han var oppe imod, udelukkende fordi at han holdt hende ude af det, og det var da mere end grund nok for hende til at være bekymret, selvom hun slet ikke følte, at han forstod hende, og det var jo faktisk en tanke som måtte irritere hende meget, men ikke noget som hun umiddelbart kunne gøre det største ved, for det kunne hun jo heller ikke. Kysset mod hendes kind og hans ord, var ganske vidst noget som glædede og ikke mindst varmede hende, men.. det var bare ikke godt nok for hende. ”Du vil gøre alt for mig? Så ville du heller ikke holde mig ude, og nærmest bede mig vente på dig hjemme, mens du render rundt og risikere liv og lemmer igen,” påpegede hun signede. Hun havde skam den største forståelse for at han meget gerne ville have sin krop igen, men det var bestemt heller ikke fordi at han gjorde det til en nem tilværelse for hende, når hun slet ikke vidste hvad hun kunne forvente med det hele. Nu hvor de snakkede om Malisha, så kunne hun godt mærke, at hun blev frygtelig irriteret, for den hårde straf som hun var blevet tildelt, havde på ingen måder været retfærdig! Slet ikke! Selvom hun skulle til at åbne munden for at brokke sig, så ramte hans sidste ord hende voldsomt. Hun vendte blikket direkte mod ham. ”…. Render hun rundt uden magi..?” spurgte hun med en mere krævende stemme. Det havde hun da slet ikke hørt noget som helst om! ”Jeg har altid støttet hende.. Selv da jeg gik i døden, tog jeg hende i forsvar, selv på trods af hvad hun har gjort ved mig.. Det er svært for mig at acceptere, for hun gjorde det så meget med vilje..!” Et sted så var det en tanke som gjorde hende vred, hvor hun ikke kunne undgå at fryde sig ved tanken om at Malisha ikke var i stand til at gøre noget som helst for tiden, for det var da noget af det mest morende for hendes vedkommende! At komme op og i tøjet, var egentlig rart nok, selvom hendes korset ikke ligefrem skjulte de mange mærker over bryst, hals og arme, så var det noget som irriterede hende, men hun nægtede da at dække sig fuldkommen til på grund af det! Hans ord fik hende til at smile let for sig selv. ”Og hvad så hvis jeg gør..?” spurgte hun morende, som hun endelig nåede stuen, da hun lod ham forblive i køkkenet. Bevidst stillede hun sig hen til terrassen, som mere eller mindre var hendes faste plads, når hun endelig var der – hvor hun som regel forsøgte at spejde rundt efter ham. Hun trak vejret dybt. Det var egentlig rart at han var lidt hjemme for en gangs skyld.