Taking a ride in the dark woods

[Deleted]

Rhavaniels hove trådte stødt ned på den hårde jord, som den skridtede igennem Den Mørke Skov. Nedfaldende grene og kviste blev knust under dens tunge vægt, hvor man svagt kunne høre, hvordan de knækkede midt over i stilheden. Det var ikke meget der brød lydrummet, som skoven vel mere eller mindre var forladt. Forbandet kunne den helt forekomme for nogen, som der var mange der måtte ryste ved synet af de bare træer, vis grene snoede sig om hinanden, så de til tider helt kunne dække for himlen. Mange historier måtte der også husere omkring stedet her, hvor mange vel generelt havde forladt stedet, da det var røget ind under vampyrernes territorium. Øjeblikket i dag bestod dog ikke af mørke, som solen endnu stod på himlen, hvor man rent faktisk også kunne ane den i dag, som tunge grå skyer ikke hang ind over. Det måtte også være et godt tegn på, at vampyrerne ikke færdedes herude lige i øjeblikket, men man kunne selvfølgelig aldrig vide, som det var kendt, at visse af de gudsforladte væsner bar smykker, der kunne redde dem fra de stråler, der var dem så skadelige. Foragtede dem, gjorde Tatiana, som hun ikke så det værdige i et liv uden en puls. Man skulle dog være påpasselig omkring dem, og det vidste hun, som de kunne bevæge sig ufatteligt hurtigt, mens de havde en fysisk styrke man ikke skulle gøre nar ad. Hun regnede dog ikke med, at det var sådan en hun ville støde på i nat, da det der endnu var et par timer til solnedgang, og det passede hende ganske udmærket. ”Á har-rhún,” sagde hun stilfærdigt på det melodiske sprog; elvisk. Den sorte hoppe prustede let, inden den fulgte ordre og bevægede sig i retningen af sydøst. Tatiana behøvede end ikke at trække i tøjlerne, som hun havde trænet hoppen til at adlyde elviske ordre, frem for fysiske signaler som normale personer kunne benytte sig af. En lille sikkerhedsforanstaltning kunne man vel godt beskrive det for at være, som hoppen kun ville svare på den melodiske klang, frem for et spark i siden, et hiv i tøjlen, eller et ord fra den almindeliges tunge vel og mærket. Stolt sad hun på sin hoppes ryg, hvor man også helt kunne sige, at hendes fremtoning måtte bringe ærefrygt med sig. Målbevidst og fattet var det smukke ansigt, som man kunne ane ligeså tydeligt, som hendes blonde hår var trukket stramt tilbage i en lang fletning, så den helt kunne minde om en pisk. Hendes beklædning var heller ikke just det normale hverdagstøj, man så folk i – eller kvinder for den sags skyld – som hun bar sin røde læderbuksedragt, der helt kunne fungere som en lettere rustning. Hun var ikke ude på en opgave, skønt det aldrig skadede at inspicere skoven, men alligevel måtte hun føle sig helt tryg og sig selv i denne dragt. Opmærksomt søgte de blå øjne omkring, der helt måtte synes at opdage hver en detalje i miles omkreds, som de var gennemtrængende og konstante. Hun kunne dog sande, at intet endnu så ud til at være på færde, og derfor red hun også blot roligt videre gennem skoven.

[Deleted]

At solen stod højt på himlen, var ikke noget som gjorde Derick det mindste, hvor hans egen race heller ikke just var kendt for at vandre ude i solen, men selv han havde følt sig nødsaget til at søge igennem vampyrernes by, udelukkende på grund af en ting; Brandon, og det som den mand havde gjort ved ham, hvilket han aldrig nogensinde kunne tilgive ham for! Aldrig, aldrig! Også selvom han desværre ikke havde været heldig nok til at få øje på manden, så var det nu bare sådan at det måtte være, så måtte han søge videre, og så komme tilbage på et senere tidspunkt, også selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget nemmere for ham af den grund. Et sted med et indebrændt had, som han bare måtte få ud, så var han bestemt heller ikke en mand som man skulle gå i vejen lige nu, udelukkende på grund af dette had!
Med den mørke kappe godt trukket omkring sin krop, så gik han igennem skoven. Selv på trods af vinteren og kulden som endnu kunne ligge her, og den sne som endnu måtte vise sig i de små spor og pletter som lå hist forbi, så kunne det endnu være en anelse koldt, så var det ikke noget som han tog så tungt igen, for det var vel bare en del af det, som man måtte leve med og acceptere? Som en el af den cyklus som verdenen skulle omkring, selvom han kun måtte prise sig lykkelig for, at han havde klaret det så langt, i stedet for alt det andet, for det var ad slet ikke noget som han gad! Tvært imod! De smaragdgrønne øjne stirrede frem for sig, hvor han let slog armene omkring sin krop. Det var en anelse koldt, også selvom det slet ikke var noget i forhold til det mørke, den vrede og den kulde som han følte i det indre, og som han så brændende ønskede, skulle gå udover Brandon!
De mange tanker blev dog bravt afbrudt ved lyden af en stemme, hvilket også fik ham til at stoppe op. Lyden af hove mod den kolde jord, fik ham til at blinke let med øjnene. Solen indikerede dog, at det ikke var nogen vampyr, hvilket faktisk også var noget som fik ham til at slappe af. Det var de færreste som havde noget at beskytte sig med i solens lys, og af den grund så var han egentlig ganske afslappet. Desuden skulle de bare holde sig væk fra ham, for han havde slet ikke noget til overs for vampyrer efterhånden! Dog alligevel præget af en mindre nysgerrighed, så valgte han alligevel at søge i retningen af lyden af hove, hvor han holdt sig en anelse skjult bag træerne. Den ene hånd lagde han roligt mod træet, kun for at stirre i retningen af det store dyr som passerede, ikke så langt væk fra ham. Hvorvidt om han i det hele taget var afsløret eller hvad han var, vidste han faktisk, og et sted, så var han i princippet også ligeglad. Han kneb øjnene let sammen. En kvinde? Det kunne næsten ikke være andet, men igen, så var det yderst sjældent man så en kvinde søge rundt i Dvasias på egen hånd.

[Deleted]

Vampyrerne burde man ikke frygte i dag, som det endnu var dag, og rart måtte det nu være ikke at bebyrde sit ansigt med den race. Hvorfor de overhovedet skulle eksistere, kunne Tatiana spørge sig selv om, som hun ikke just havde meget til overs for dem. De var omvandrende lig, og lig burde ligge begravet i jorden, og ikke gå rundt på to ben, som de gjorde. Hun fugtede let sine læber, som kulden måtte ramme hende, mens hun sad til hest. Tøjlerne havde hun et let greb om, som hoppen måtte gå yndigt til bidet, under hendes hænders greb. Ganske afslappet måtte hun føle sig, som hun altid havde nydt en tur gennem skoven på sin hoppe. Det gav hende følelsen af et afklaret sind, og det var altid noget der duede. Et pænt stykke tid, havde hun allerede været ude, hvor hun også kunne føle, hvordan virkningen trængte ind i hende, og hun nød det. Næsten helt kærligt lod hun sin hånd stryge over hoppens kulsorte man, skønt hun ikke kunne få en ordentlig fornemmelse af dens bløde pels, grundet sine læderhandsker. Blid kunne hun være, men det var de færreste der fik den side af se. Det afslappede måtte også langsomt ryge, som hun hørte lyden af fodtrin, hvilket kun kunne betyde en ting. Hun var ikke alene. Undersøgende så hun på ny omkring sig for at se, hvem der mere luskede rundt i skoven, og ganske rigtigt, så var der en. En der lignede, at han lurede på hende. ”Huildr!” sagde hun kortfattet, hvorefter Rhavaniels skridt stoppede. Nysgerrigt så Tatiana over mod træerne, som hun kunne se, at der stod en mand der. Hvem denne mand var, anede hun ikke, men han lignede mest af alt der … gemte sig for hende. ”Hvad laver en mand ude i denne del af Dvasias? En mand der gemmer sig, og mest af alt ligner en, der burde være blevet hjemme,” spurgte hun yderst sigende på det almene tungemål. Hun var på ingen måde en tilbageholden kvinde, som hun sagde præcist, hvad der faldt hende ind. Det bragte hende ofte i unoder, men til tider gik det også, men det var ikke det hun valgte at bebyrde sit sind med. Hun gik nemlig ikke med nogen forhåbninger om, at hele verdenen skulle være hendes ven eller fjende, som hun blot tog tingene, som de kom til hende. At denne mand skulle stå bag træet og udspionere hende, fandt hun ganske ynkeligt, men på den anden side, så var han også en mand. En allerede fordømt race. Blikket holdt hun endnu på ham, som de blå øjne måtte gennemsøge, hvad der nu var at få øje på af hans ydre fremtoning. Ordene valgte hun at holde inde med for en stund, hvor hun også blot blev siddende i sadlen, hvor hun ikke foretrak en mine. Hendes ord havde måske ikke været de mildeste, men samtidig med det gjorde hun endnu ikke yderligere tegn på, at hun var fjendsk indstillet. Manden havde trods alt endnu ikke gjort hende noget, som han end ikke havde åbnet munden endnu, så han fik skam en velfortjent chance.

[Deleted]

Umiddelbart ville Derick ikke betegne sig som en ond mand, da der lå frygtelig meget i det begreb. Dog af den grund, så var han nærmest på en livsmission, der hed at han skulle finde Brandon og pine ham til han tiggede og bad ham om at ende hans liv, for han havde fortjent intet mindre, hvilket var noget som han stod fuldkommen fast på! At han ikke var alene, var ham nu heller ikke just en underlig tanke, for det var efterhånden bare hverdag. Han var en mand som klarede sig bedst alene, som han faktisk havde det fint med, at han kun havde sig selv at tænke på i det store og hele. Kvinden på den høje hest, var dog ikke ligefrem hvad han havde regnet med at skulle møde på et sted som dette, da det primært var et sted hvor kvinderne holdt sig væk fra, udelukkende på grund af frygten for vampyrerne – ja, selv i dagtimerne, oplevede han at folk, og kvinder specielt, faktisk var bange for at vise sig på et sted som dette. At hun så havde set ham, havde han til gengæld ikke regnet med, hvor han faktisk gjorde sig forsøg på at holde sig fuldstændig stille. Øjnene kneb han let sammen, hvilket kun bragte ham en tydelig irritation, hvilket ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund, for selvfølgelig var det en tanke som direkte måtte irritere ham som intet andet! At det så var den tone som hun tog i brug overfor ham, var bestemt heller ikke noget som faldt i den gode jord ved ham, for det gjorde det på ingen måde!
Derick valgte roligt at træde frem, nu hvor han var blevet set alligevel, også selvom det nu heller ikke ligefrem gjorde det bedre. Han havde aldrig som sådan været meget for et selskab med nogen som helst lige nu, da han jo faktisk kun havde erfaret, at folk gjorde ham ondt, og det var slet ikke noget som han var for igen at skulle gå igennem, om det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. ”Hvad jeg foretager mig herude, er skam min egen sag. Hvad du derimod laver helt herude, er det spørgsmål jeg vælger at stille mig.” Han stirrede på hende med et næsten helt trodsigt blik. Han brød sig slet ikke om den måde, som hun valgte at tiltale ham på, også selvom det vel heller ikke var andet end at forvente? Det var jo trods alt Dvasias, også selvom det nu alligevel var en tanke som han kun måtte bide i sig, for han havde som sådan, aldrig været meget for stedet her, men.. med det voksende had og mørke i hans sind og indre, så var han nødt til at gøre noget ved det, før han igen kunne finde ro til det hele. ”Du ligner en på afveje må jeg sige. En kvinde alene, ser man sjældent her til lands. Enten utrolig dumt, ellers er du en som elsker at vove pelsen,” tilføjede han ganske sigende. Hvorvidt om det var rigtigt eller forkert, vidste han ikke, men den måde at tiltale ham på, fandt han sig ikke i, og så fik hun så sandelig igen af samme skuffe!

[Deleted]

Det kom ikke bag på Tatiana, at hun ikke var alene, da det var højlys dag, så skoven måtte for det første se mindre dyster ud, og for det andet var der ingen vampyrer. Det gav derfor de levende en oplagt mulighed til at søge ud, som de måtte være mindre truet, når solen stod højt. Selv frygtede hun ikke, hvad skoven havde at byde hende på, som hun havde tilbragt ufatteligt mange dage i den, samt hun var en kvinde der sagtens kunne forsvare sig selv. Det måtte hendes ydre også være et tegn på, som hun havde sit stålfaste ansigt, læderdragten der var en lettere rustning, sværdet der var fastspændt til hendes bælte, og pisken der var snoet sammen og spændt fast til sadlen. Selv var hun kriger og mørkelver, så hun vidste, hvordan man skulle forsvare sig, hvis uheldet endelig var ude. Hvad denne mand kunne, var endnu ikke til at sige, men videre faretruende så han ikke ud. Hun var dog klar over, at der var visse ting, at øjet ikke altid fangede, så dette kunne meget vel være en af gangene. Vågent betragtede hun ham, som han ved hendes ord reagerede og trådte ud fra sit skjul. En handling hun alligevel måtte bifalde, da andet kun ville have set ynkeligt ud. Hun havde nemlig intet til overs for svage mennesker og kujoner. Muntert blev skæret dog i de blå øjne, som han nærmest forsøgte at trodse hende, som han helt kunne forekomme som en der spillede hård overfor hende. ”Hvis du ikke selv kan besvare spørgsmålet, hvordan kan du så selv tillade dig at stille det?” spurgte hun sigende. Hans svar fik hende dog til at spekulere over, om han mon havde en mission, eller om han blot var næsvis. Hvis det var det første, måtte hun blive nysgerrig, hvis det var det andet, ville hun bare blive irriteret. Selv kunne hun sagtens fortælle ham, hvad hun lavede, men hun gad ganske enkelt ikke, når hun fik sådan et svar kastet i hovedet. At han så direkte måtte sige, at hun lignede en på afveje, mens han nedgjorde det kvindelige køn, fik hende til at fnyse ad ham. Mandschauvinist! Det var en fejl mændene udenfor det mørkelviske samfund besad, og hun brød sig ikke om det. Ifølge denne mand var kvinden sikkert et køn, der sad derhjemme og passede børn, men sådan var hun ikke! Hvis hun blev sat til et sådant arbejde, ville kedsomheden sikkert langsomt fortære hende, samt det faktum, at hun ikke kendte meget til den del af livet. ”Og hvordan fremstår jeg i dine øjne? Og det, at du sjældent ser kvinder her til lands, betyder blot, at du ikke kommer de rigtige steder eller ser, for den sags skyld. Har du nogensinde stået over for en mørkelver før? Det har du vel ikke, for hvis du havde, ville du vide, at dette ikke er dumt eller at vove pelsen.” Hun var bestemt ikke enig i hans ord, og det måtte hun også lade komme til udtryk. Ufattelig uviden var han, hvis han mente, at dette ikke var et sted for en kvinde af hendes kaliber. Hun var ikke et sted for hans kaliber. Sådan ville hun mere sige det. Dette var en ganske mild situation for hende, som hun blot var ude og ride, hvor hun havde prøvet værre ting, som tortur, slagsmål og krige.

[Deleted]

I og med at Derick allerede var endt afsløret, så han ikke nogen videre grund til at blive stående i sit lille skjul. Det var i det store og hele ikke just fordi at han gemte sig for hende, men mere for at se hele situationen ad, da han anså det som det bedste træk. Efter de mere fatale fejl som han havde gjort igennem livet, så ville han bestemt ikke gentage dem, ved at virke for naiv! Han havde set hvad det havde kostet ham sidst, og det var også derfor at han var ude på denne såkaldte mission, som han havde stillet sig selv. Brandon skulle han finde, og den mand skulle han slå ihjel, og det var noget som ikke kunne gå hurtigt nok for ham! At skulle stå overfor en kvinde som tilsyneladende havde det hele i munden, var bestemt heller ikke en tanke som han bifaldt det mindste, hvor han ikke havde nogen respekt for en kvinde som tiltalte ham på den måde. I det store og hele, var han en mand af gammel kaliber, som faktisk foretrak at kvinderne blev hjemme, passede hus, børn og stod bag kødgryderne, da det i hans forstand, var deres rette plads. At hun var af en anden kaliber, havde han så til gengæld respekten for, da han også viste at visse havde talentet til faktisk at blive noget større end det. ”Jeg stiller mig blot spørgsmål som det passer mig. Du kan jo selv afgøre hvorvidt om du vil besvare det eller ikke,” bed han hende af, som han heller ikke just måtte bifalde den måde at blive tiltalt på, og det var skam heller ikke noget som han lagde skjul på. Han blev dog stående og med de smaragdgrønne øjne hvilende i hendes retning. Næverne knyttede han ganske let. I det store og hele, så forstyrrede hun ham på hans færd, og han burde i princippet bare vende om og gå.. Selvom en sjov fornemmelse sagde ham, at det ville være et temmelig dumt træk overfor denne kvinde. At hun så afslørede sig selv som en mørkelver, så faldt en hel del på plads. Med andre ord, så var hun ikke en kvinde, som han bare skulle vende ryggen til! Hænderne foldede han roligt over ryggen, som han tog et skridt frem. Mest af alt, for at indikere, at han slet ikke var bange for hende, for selv på trods af hendes rolle som mørkelver, så var der vel heller ikke nogen grund til at skulle frygte hende, var der? Han kneb øjnene svagt sammen. ”Jeg kommer skam rigtig mange steder, hvor kvinder i det mindste kender deres plads i samfundet. Du til gengæld, falder mig udenfor normalen. Hvorvidt om det er smart eller dumt, har jeg endnu ikke fundet ud af,” påpegede han ganske sigende, som han betragtede hende med en ganske kortfattet mine, inden han igen valgte at stoppe op, ikke mere end et par meter fra hende. Afventende mere til hvad hun kunne finde på, da han mest af alt, var en mand, som faktisk gerne ønskede at komme videre i sin søgen efter den mand som havde gjort ham ondt. Han hæmmede bestemt heller ikke før det var sket!

[Deleted]

De gennemtrængende blå øjne tøvede ikke med at vurdere og undersøge denne fremmede mand, som Tatiana ønskede at få en fornemmelse af, hvilken type hun stod overfor – eller sad overfor, som hun endnu ikke gjorde mine til at stige ned fra hesten. Hoppen der måtte være mørkere end selve natten, slog utålmodigt med hovedet, som den var langt mere interesseret i at fortsætte, frem for dette hvil, hvor den endnu havde rytter og udstyr på. Det tog Tatiana sig dog ikke af, da der altid kunne komme tid til at tage videre, hvorimod det ikke var altid, at man stødte på folk, og hvad hun umiddelbart kunne dømme, så var han ikke den mest åbensindige person, men det var hun på den anden side ej heller. Hun var startet ud med en fast fremtoning, og det så manden ud til at reagere på, hvis han da ikke altid var sådan her. Det tog hun sig dog ej heller af, da hun ville have talt sådan her til hvem som helst, da det bare var hendes person. Brynet hævede hun doven ved lyden af hans ord. ”Og det samme gør jeg.. Men for at besvare dit såkaldte spørgsmål, så er jeg for det mere synlige ude og nyde et ridt på min ganger.. For det mindre synlige, holder jeg øje med, hvordan tingene står til her til lands,” svarede hun stilfærdigt. Ingen af disse ting følte hun et behov for at skjule, da hun ikke ligefrem følte sig udsat af den grund. Der skulle dog generelt en del til, før hun følte sig udsat, da hun alligevel havde været igennem en del, gennem de mange år hun havde vandret på denne jord. Det måtte derfor gøre hende mere tryg ved diverse situationer, da hun allerede havde oplevet det hele, som hun for eksempel før var blevet mødt af baghold i denne selvsamme skov. Hun havde også oplevet ganske rolige stunder, med snaksaglige personer, ligesom hun havde oplevet hede stunder gennem pludselig tiltrækning, og ikke mindst var hun gået fået fra møder der var gået fint til i kamp. Derfor måtte hun være klar på det hele, og derfor chokerede mandens tilstedeværelse hende ikke, som hun allerede måtte være forberedt på lidt af hvert. At han direkte valgte at knytte næven, som han stod overfor hende, var noget hun hurtigt bed sig mærke i, hvor hun også måtte anse handlingen for at være en trussel. Det kunne trods alt kun angive, at han ikke var i det bedste humør, og det humør kunne hun på nul komme fem dele, hvis det endelig kom til stykket. Øjnene kneb hun en anelse sammen, da hans ord helt kunne falde hende nedgørende ind, og det brød hun sig bestemt ikke om! ”Jeg ville vælge mine følgende ord med større omhu, hvis jeg var dig, mand. Men jeg falder ud for normen, fordi du endnu ikke har stået overfor en rigtig kvinde. Det I kalder for Jeres kvinder, er bare små kæledyr for Jer, som I kryber til, når mørket falder på, efter at hun helt alene har ventet på, at I kommer hjem til hende,” sagde hun sigende. Svage kvinder avlede den normale mand, som de kvinder ikke turde skille sig ud, som de blot affandt sig med det sølle erhverv at stå i hjemmet, passe børnene, holde huset rent, og kokkerere for hele familien. ”Men det skulle ikke undre mig, hvis det er sådan en kvinde du foretrækker. I taber for det meste mælet, når i står overfor en mørkelver.”

[Deleted]

Måden at blive mødt på, var selvfølgelig noget som selv påvirkede Derick til denne sindsstemning, hvor han var en mere kortfattet og lukket mand, end hvad han normalt ville have været. Ikke desto mindre, så var han heller ikke ligefrem i det bedste humør, og blive betragtet som en lusker, var bestemt heller ikke noget som faldt ham i særlig god smag, når det endelig skulle komme til alt. De smaragdgrønne øjne faldt til hendes skikkelse. De bar ingen spor af varme, da den for længst havde forladt ham, kun for at lade ham indhylles i det klare mørke og den kulde som det havde bragt med sig. Ikke desto mindre, så tog han sig ikke af det, da det i sig selv, bare var en tanke som han efterhånden havde vænnet sig til. Hvad en kvinde i det hele taget lavet på disse kanter, kunne han vel tydeligt kun spørge sig selv om. ”Se, det var da ikke så svært, var det?” endte han med en næsten nedladende tone. Hun skulle i den grad høre og vide, at han ikke var typen som fandt sig i hvad som helst, hvilket han bestemt heller ikke var bange for at vise hende! Den tone som hun havde taget i brug overfor ham, var bestemt ikke noget som faldt i den gode jord sammen med ham!
At hun reagerede på at Derick knyttede næven, var ikke noget som han bed sig mærke i som sådan, da det efterhånden bare var en handling som han var vant til at gøre brug af i det store og hele. Blikket hvilede dog tungt på hendes skikkelse. At hun var en mørkelver sagde hendes kulør, hendes tone og hendes autoritet i sig selv, også selvom han tog det hele utrolig stille og roligt, da han jo faktisk ikke ønskede at ryge i strid med hende. Han havde nok at se til, og denne Brandon var en mand som han ønskede fundet og dræbt for det som han havde gjort mod ham! ”Var det en trussel? Mørkelver?” hvislede han med en fast og iskold stemme, som han tog endnu et skridt tættere på hende. Det kunne godt være, at hun sad der på sin høje hest og troede hun var ejer af den store verden, men sådan forholdt det sig bestemt heller ikke, og det skulle han skam nok vise hende! ”En ordentlig kvinde for mig, er en kvinde som kender sin plads. At du er af den overbevisning, at I er bedre end alle andre, så må jeg desværre skuffe dig.. Jeg bøjer mig ikke for en kvinde,” nærmest hvislede han. Tanken gjorde ham vred, da det bestemt heller ikke var lige nu og lige her, han ønskede at stå og diskutere synet på menneskeheden og synet på kvinder generelt. Mørkelverne var måske anderledes, men det var bestemt heller ikke noget som gjorde ham det mindste. I det store og hele, skulle der være plads til alle – bare de ikke gik i vejen for ham! ”Jeg har ikke tisset i bukserne endnu, har jeg? Jeg frygter ikke en mørkelver.. En sølle en af slagsen,” afsluttede han kortfattet, som han let trak på skuldrene, også selvom.. han nu alligevel var ganske årvågen.

[Deleted]

Hvilken historie denne her mand måtte bære rundt på, vidste Tatiana ikke, men en ting vidste hun og det var, at hun ikke brød sig om hans attitude. Han brød sig måske ikke om at blive kaldt for en lusker, men så måtte han bare lade være med at opføre sig som en. Hun talte nemlig ud fra, hvad hun så, og det var det han havde vist hende. Ufattelig ærlig var hun, når det kom til det punkt, og det var en ærlighed de færreste kunne klare. Folk havde nemlig en tildens med at ønske ting, der var pænt pakket ind i et fint papir, fremfor virkeligheden og det kunne hun ikke følge dem i. Læberne snerpede hun sammen ved lyden af hans ord, som de ej heller faldt i hendes gode bog. ”Hvis det er så let, som du påstår at det er, hvorfor er du så ikke i stand til at besvare det simple spørgsmål? Men mænd har det trods alt med at være tungnemme, så jeg har for længst accepteret den sandhed, at I ikke er os kvinder værdige,” svarede hun nedladende igen, som hendes blik hurtigt var blevet hoverende. Meget havde hun ikke til overs for mænd, men hvad andet kunne man forvente, når nu hun var mørkelver? Der var måske de få kvinder af dem der var blødere end andre, men dem havde hun ej heller meget tilovers for. Hun havde et billede af, hvordan verdenen skulle se ud, og det var det billede hun fulgte.
En advarsel havde Tatianas ord været. En advarsel for hvad der ville ske, hvis ikke han passede på, og det havde han vidst ikke opfanget. Enten det, eller også kunne han bare godt lide at lege med ilden, og det var der trods alt intet at sige til. I den sidste ende ville det desuden bare være hans problem, og ikke hendes, som hun mange gange havde konfronteret folk på den måde. ”Det er i hvert fald min sidste advarsel,” svarede hun kortfattet. Hun var ikke typen der dvælede for længe ved enkelte ting, så en barsk konfrontation var hun ikke bange for, skønt hun ikke vidste, hvad denne mand var i stand til. Indtil nu satte hun ham dog ikke synderligt højt. Øjenbrynet hævede hun let, som han vovede sig tættere på hende. Personligt anså hun det for at være dumt, som han i øjeblikket befandt sig indenfor en afstand, hvor hun kunne ramme ham med et våben. ”Jeg er skam ikke i nogen overbevisning. Jeg går med en viden om, at jeg ved, at jeg er bedre end Jeres kødgryde-kvinder, og Jer mænd for den sags skyld.. Men en skam, at du ikke vil bøje dig. Jeg er sikker på, at du ville se nydelig ud på knæ, men det er heldigvis en stilling der kan opnås på flere måder,” sagde hun roligt, og dog med en kølig undertone der måtte udtrykke det advarende i hendes ord. At han så gik så vidt, som han direkte kaldte hende for sølle, fik det hele til at ramle sammen for hende! Lynende blev de blå øjne, som hun greb om den lange læderpisk. ”Jeg vil vise din plads her i livet, mand!” hvislede hun, inden hun erfarent svingede pisken i hans retning, så den formentligt ville smælde over hans krop i et hårdt og velplaceret slag, som det i den grad ikke var første gange, at hun benyttede sig af pisken. Som hun svang den, vækkede det samtidig hoppen, som den nervøst måtte trippe, mens den slog med hovedet.

[Deleted]

Derick var ikke en mand som man skulle komme på tværs af lige nu, også fordi at det bestemt heller ikke var noget som gjorde situationen bedre, for han var en presset mand psykisk set, og han hæmmede bestemt ikke før han havde fundet den mand! At blive kaldt for en lusker, var bestemt ikke noget som han fandt sig i, for det var bestemt ikke sådan at han så på sig selv. Han havde vandret ganske roligt omkring for sig selv, så han gik vel også automatisk ud fra, at det som han havde gjort var.. rigtigt på sit vis? Han havde taget sin sikkerhed til højderne, og holdt lidt øje på afstand, og det var bestemt ikke at luske rundt! Som hun stod og dissede mændene, måtte han jo alligevel trække en kende på smilebåndet. De smaragdgrønne øjne tog han dog ikke fra hende af den grund. Armene slog han roligt over kors. ”Jaså? Uden mænd er selv I mørkelvere dødsdømte.. I kan ikke undvære det mandlige køn.. Og bare et godt råd: Hold op med at gøre for høje forventninger om dig selv. Det vil hurtigt gå hen og blive din død,” påpegede han med en ganske kortfattet stemme. Han fandt sig bestemt ikke i den måde, som hun valgte at tiltale ham på. Det var slet ikke noget som han kunne have med at gøre!
At det hele kun så ud til at gå i forkert retning, var allerede gået op for Derick, selvom han nu heller ikke ligefrem tog det særlig tungt. Ikke desto mindre så var han heller ikke bange for at søge mod hende, også for at understrege, at han slet ikke var bange for hende, for det var han bestemt heller ikke, og han fandt sig ikke i at blive talt ned til på den måde! ”Sjovt, som jeg slet ikke er bange for dig.. Du må gøre dig langt mere umage, hvis du vil have mig til at ryste i bukserne,” påpegede han køligt, dog direkte nedladende, for han fandt sig slet ikke i det andet! Hendes syn på livet, var noget som et sted kom en anelse bag på ham, for det var jo helt anderledes end noget af det andet, som han kunne forestille sig om! Han kneb øjnene en anelse sammen og med et svagt fnys. ”Du gør dig for høje tanker om dig og din døende race, mørkelver. Er det ikke gået op for Jer, at I ikke kan klare Jer uden mænd? Mænd med noget i hovedet og en rygrad til at holde standen oppe på Jer? Tro mig.. Jeg ser ikke nogen grund til at gøre bukserne beskidt for at knæle for en kvinde som dig,” endte han med en ganske kortfattet stemme. At hun så skulle vove at hæve pisken, skete lidt hurtigere end hvad han havde regnet med, hvor den smældede direkte over hans ene skulder. Det resulterede i et kraftigt gisp, for.. det gjorde jo ondt! Det gjorde ondt, når hun faktisk ramte ham! Han tog sig let til skulderen, hvor hans øjne omgående endte ud i en kraftig glød af ren og skær raseri, for det gjorde ham direkte.. vred! ”Din lille..!” hvislede han, som han trådte en anelse tilbage, kun for at danne en mørk kugle i hånden. Med al den kraft som han kunne lægge i armen, kastede han den efter hende. Nu bad hun om det!

[Deleted]

Mænd var der muligvis brug for, så der kunne komme nye individer til verdenen, men det gjorde dem ikke til andet end et øjebliks nydelse og avlsprojekt. Selv havde Tatiana ingen kærlighed for mænd, som hun var opvokset i et samfund, hvor manden ikke var andet end kvindens slave, og sådan var det bare. Det var bestemt ikke et syn der kunne blive lavet om på på et snuptag, som indlæringen var groet ind til hendes indvolde. At denne mand ikke var enig, var der intet at sige til, og hun var ærligt talt vant til, at mænd udenfor det mørlelviske samfund havde lidt for høje tanker om sig selv. Mandschauvinister var de hele bundet, og denne mand var en af dem. Det eneste en kvinde kunne bruges til i hans øjne var at sprede ben, og passe på hjemmet, mens han var ude og lave gud ved, hvad han ville lave. ”Du har ret.. I mænd er brugbare på visse mænd. I kan bruges til at føje vores ordre, lyster og skabe afkom,” svarede hun med et kynisk smil på læben. Hun vidste, at det ikke var det han havde ment med sine ord. ”Og dit venlige lille råd burde, du give dig selv, og ikke mig. Jeg klarer mig fint.. ellers tak for bekymringen.” At han var flabet overfor hende gav kun den kædereaktion, at hun spyttede tilbage af samme skuffe.
Det at han endnu ikke nærede den mindste form for frygt, måtte ærgre Tatiana en anelse. På den anden side kunne hun muligvis få en god omgang sjov ud af det, og det havde aldrig nogensinde holdt hende tilbage. Om denne mand så var den rette at lægge sig ud med, måtte tiden vise, men før det så hun heller ingen grund til at holde sig tilbage. ”Åh, jeg har skam masser af tid til at opnå mine mål, så hver ting til sin tid,” sagde hun en rolig tone. Han rystede måske ikke i bukserne endnu, men det kunne altid komme. En lærestreg måtte også være, hvad han fortjente, samt hun med garanti ville nyde at se synet af ham skræmt. ”Det er ikke mænd med rygrad, som vores samfund behøver, men kvinder i stedet, og kvinder har vi.. Langt stærkere end de sølle udskud, som I kalder for Jeres kvinder. Jeg burde tage dig med tilbage til mit samfund, så du kan få at se, hvordan tingene burde være.” Hvis hun slæbte ham med tilbage til sit samfund, ville det langt fra blive den første gang, at hun handlede således. Denne mand lignede dog en, der gevaldigt kunne trænge til noget omskoling, og for det forekom tanken hende helt fristende. At han så skulle irritere hende ud i et angreb, var så en anden sag, men det behøvede skam ikke at lave om på noget. Pisken svingede hun, hvor lyden af det smældende læder mod hans krop helt bragte hende nydelse, så smilet gled over hendes læber. At det så skulle resultere i, at hun fandt ud af, at han var magikyndig, var en viden der bestemt ikke frydede hende! Den mørke kugle der for i hendes retning, måtte ramme hendes højre bryst, som hun forsøgte at springe ned ad sadlen. Slaget gjorde, at hun kom hurtigere ned end ventet, som hun blev banket med ryggen ned i jorden, mens hoppen satte af i galop med et vrinsk. Vreden ulmede i hende, som hun uden nogen ømmetid sprang op på benene igen, hvor hun vendte de gennemtrængende blå øjne mod manden. Selvsikkert tog hun nogle skridt, som hun påbegyndte en cirkel rundt om ham. ”Pissede man dyret af?” spurgte hun med en sukkersød stemme.

[Deleted]

Derick var ganske vidst ligesom alle andre mand var, også selvom han havde forandret sig bare en anelse igennem den sidste tid. Han var nok blevet noget af en mandschauvinist, men det var nu heller ikke noget som var at sige til. Han havde været kvinder nær før i tiden, selvom de alle havde valgt at forlade ham. Ja, noget havde han vel gjort forkert, og havde derved også ladet sig falde ind under det som man kunne sige, måtte være normalt, og det var jo noget som han i det store og hele, faktisk havde det helt fint med, hvis han skulle være helt ærlig. Han knyttede let sine næver, også i et forsøg på at lægge bånd på sig selv, selvom det bestemt heller ikke var nemt igen. ”En skam at det er sådan du har dit syn på mænd.. Uden os, ville I slet ikke være til.. Uden os, ville der slet ikke være nogen kvinde i den her verden, og hvad skulle I så foretage Jer, når der ikke var nogen mand til at passe på Jer?” spurgte han med en fast tone. Utilfreds med samtalens retning, var han helt bestemt, også selvom han virkelig forsøgte at lægge bånd på sig selv, så var det bestemt heller ikke fordi at det var nemt for ham på nogen måde! ”Jeg kender min plads.. I forhold til visse andre,” påpegede han med en spids tone, som han blev stående med blikket på hende. Hun kendte ikke sin plads, og det var på tide at hun blev henvist til den!
Et sted var det kun ved at gå op for Derick i hvilken retning dette måtte gå. Hvorvidt om det var en god eller en dårlig ting, vidste han faktisk ikke helt, og det var noget som gjorde, at han helt klart også var langt mere påpasselig. Hun var hvad man kunne forvente af en typisk mørkelverkvinde, og af den grund, måtte han vel passe bare en anelse mere på, end hvad han gjorde til nu? Han var en målrettet mand, og nu hvor denne kvinde mildest talt måtte stå i vejen for ham, så var det slet ikke noget som han kunne have med at gøre i den anden ende. Han fnøs ganske fast, som han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. ”Synes du virkelig det? Utroligt, at vi faktisk kan blive enige om en ting,” endte han ganske kortfattet. Hver ting til sin tid, var jo faktisk rigtigt nok, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. I det store og hele, så kunne han jo ikke ligefrem gøre det vilde ved det. Det var dog de følgende ord, som nærmest fik ham til at vende blikket mod hende i vantro, for det var bestemt ikke fordi at han var interesseret i at skulle se hendes landsby eller hendes liv eller blive en del af det for den sags skyld, for det var han da slet ikke! ”Ha! Hvis du tror jeg har lyst til at blive en del af det, så tager du helt fejl! Vi er flere end hvad I er.. Og af hvad jeg ved, så står I uden leder, har jeg ikke ret?” endte han med en fast tone. Som han fik hende slået af hesten – bogstavelig talt med den magi som han havde, kunne han kun mærke.. den tilfredshed som det efterlod ham med. Han rettede sig en anelse op, hvor han stilede sig klar med den næste, som hun begyndte at kredse om ham. Dette skulle nok vise sig at blive yderst interessant. ”Du skulle have ladet bæstet sove,” hvislede han, som han uden varsel, kastede den efter hende. På vejen delte den sig i mange små, udelukkende for at mindske hendes chance, for at undgå dem.

[Deleted]

En mandschauvinist var denne mand i Tatianas øjne, da han på ingen måde kunne se muligheden i kvinderne. Det eneste han så, var et kønt ansigt og et par bryster, samt en person der var god til det køkkenlige håndværk, samt skyde børn ud i ny og næ. Det var bestemt ikke et syn hun delte, da hun så langt flere muligheder i det kvindelige køn, som hun faktisk så det langt stærkere end det mandlige. De kunne måske passe hjemmet og føde børn, men de kunne også være modige og stærke, som de havde et godt sind, hvor de sagtens kunne drage i krig. At alle andre racer end mørkelverne var så langt tilbage i deres udvikling, var der dog intet at sige til. Man kunne kun håbe, at de ville tage ved lære af denne storslåede race og indordne sig med tiden. Det andet fungerede nemlig ikke i hendes øjne. ”Hvornår ryger det ind i din underudviklede hjerne, at vi kvinder sagtens kan klare os selv? Du kender tydeligvis ingen mørkelviske kvinder, så du har ingen ide om, hvad vores egentlige potentiale er. En skam er det, men man kan kun håbe, at Jeres kvinder tager ved lære af os med tiden,” sagde hun sigende. Hun brød sig bestemt ikke om, hvordan det foregik i de andre racers samfund. Hun var dog bekendt med, at der havde været visse højtrangerende kvinder her til lands, som der var dæmonernes leder, den forsvundne warlock leder, og den forhenværende dronning blandt andet. Det lød dog ikke til, at han respekterede nogen af de kvinder, for en kvinde var jo den nederste i samfundet i hans øjne. ”Hvis du kendte til din plads, så ville du allerede ligge på knæ foran mig,” svarede hun nedladende igen. Manden her brød hun sig bestemt ikke om, og som han ville vise hende sin plads i livet, ønskede hun at vise ham, hvor hans plads var! At det så irriterede ham, at hun havde det på den måde, kunne hun ikke være andet end ligeglad med, for hans velbefindende betød ganske enkelt ikke noget for hende. Han stod i vejen for hende med sine irriterende holdninger, og det var det eneste hun fokuserede på. ”Hvis vi kan blive enige om noget, så er der vel et håb for, at dine små forestillinger kan blive ændret,” sagde hun kynisk. Muntert trak hun langsomt på smilet, som han tydeligvis havde misforstået hendes hentydning. ”Lyst? Åh kæreste.. Jeg forventer skam ikke, at du har lyst til at se min by. Min plan var nærmere at spænde dig fast og på den led slæbe dig med tilbage, så du kan lære en ting eller to om livet. Og det, at vi står uden leder er bare et mindre faktum.. Der vil snart komme en ny og betræde den plads,” sagde hun roligt, skønt hendes ord var kolde. Det var fristende at fange ham, og bringe ham med tilbage, da han virkelig irriterede hende. At han bragte den manglende lederposition på banen, tog hun ikke særligt højtideligt. Der ville snarligt komme en ny, og forhåbentligt ville det være hende selv.. Da han så slog hende af hesten med sin magi, ulmede vreden i hende. Ondt havde det gjort, som kuglen havde ramt plet, men hun var blevet trænet til at ignorere smerte, så smerten ignorerede hun. Derfor gik det heller ikke længe, før hun var på benene igen, hvor hun kredsede omkring ham som et sultens rovdyr. De adskillige små kugler der begyndte at flyve imod hende, mindede hende hurtigt om, hvorfor hun hadede magikyndige så meget! Hastigt sprang hun i dækning bag et træ, så hun kunne bruge den tykke stamme som et skjold, da de mangle kugler ellers ville være direkte umulige at undgå. Hun hørte, hvordan et par stykker sprang imod selve træet, mens de resterende farede videre forbi hende. ”Det var dråben!” hvislede hun, samtidig med at hun lod sig vendes om, hvor svært blev trukket op med en hvislende lyd. Uden videre tøven lod hun sig fare i hans retning, hvor hun erfarent og helt elegant svang sværdet dræbende efter ham, som hun kom helt på nært hold.

[Deleted]

Derick var som en ganske normal mand ville have været det, for der følte han sig faktisk heller ikke anderledes. I det store og hele, så var han vel bare som enhver anden mand her til lands? Alle havde deres plads i samfundet, og det at mørkelverne skulle skille sig fra dette, var selvfølgelig en tanke som faktisk selv måtte formå at irritere ham selv godt og grusomt, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. At hun igen skulle tage den tone i brug overfor ham, var noget som fik ham til at knytte næverne ganske let, kun for at sende hende en yderst alvorlig og meget fast mine, for han fandt sig bestemt heller ikke i det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Næsten som han følte en irriterende vrede melde sig, og han følte sig faktisk presset nok fra før af, og her stod hun og gjorde kun det hele meget værre, end det var i forvejen! ”Kvinderne i vores samfund, kender allerede deres plads, som mændene gør. Det er vidst kun på tide, at I vælger at underkaste Jer det samme, og bare få det overstået.. Før eller siden bliver det Jeres fald,” endte han med en ganske kortfattet stemme. Om han så selv skulle være med til at bevise for hende, at kvinder ikke hørte til i magten på den måde, for det skulle skam nok gå op for hende før eller siden, for det andet, fandt han sig da slet ikke i! Hendes direkte nedladende ord, fik ham kun til at rette sig mere op, også for at bevise for hende, at han slet ikke havde nogen intentioner om at skulle knæle for hende, for det havde han da slet ikke! Tanken var noget som gav ham lysten til at grine af hende, for det var da noget af det dummeste som han nogensinde havde hørt! ”Det er vidst på tide at du kommer ud af din kære drømmeverden og anser virkeligheden, for det den er,” endte han med en kortfattet stemme.
I det store og hele, så var Derick nok ikke særlig positiv til dette, også fordi at denne kvinde valgte at gå frem på denne måde, og det var slet ikke noget som han fandt sig i på nogen måde! Et sted så bragte han jo kun den manglende leder frem i dette, udelukkende for faktisk at fremstille hende som det værre folkefærd, da de jo ikke havde nogen til at lede dem – ligesom hans slags havde, velvidende om at deres leder var forsvundet. Hvorvidt hun så var død eller ej, vidste han ikke. Hans øjne glimtede næsten af det direkte had. ”Tror du virkelig jeg vil med dig? Jeg har det fint hvor jeg har det, og det skal du ikke have lov til at forpeste!” endte han med en fast tone. Ja, et sted var det måske ikke helt rigtigt, for han gik jo rundt alene, og havde aldrig rigtigt involveret sig i de mørke og magiske ting som warlockerne nu blandede sig i, men det passede ham nu egentlig fint nok! At hun kom frem fra træets skjul, hvor hun havde formået at undgå det, var selvfølgelig noget som irriterede ham temmelig voldsomt. Han knyttede hænderne tæt på hinanden, hvor nærmest et kulsort sværd dannede sig i hans næver. ”Kom an!” endte han med en fast tone, idet han svang sit eget sværd, som klingede direkte i hendes. Han var ikke bare nem at slå i jorden! Og det skulle hun nok finde ud af på den hårde måde!

[Deleted]

Hvordan denne mand havde det, var Tatiana ragende ligeglad med, da det eneste hun så var en pestilens, hvor han i den grad gav hende lyst til at sige sin mening højt, og det gjorde hun så… Til hans uheld tydeligvis. Selv var hun ikke en kvinde, som man burde diskutere kønsroller med, da hun var ufatteligt fasttømret i sin mening, når det kom til det, og det fik manden også at føle nu. Hun var dog ikke den eneste der forekom fasttømret i sine meninger, som han selv holdt fast ved, at hun burde fise tilbage til kødgryderne. Noget hun aldrig ville gøre! Hun var ikke en kvinde der hørte til under tøflen, som hun var den der svingede pisken. Det tydede dog ikke på, at denne mand kunne lide en kvinde med ben i næsen, og det måtte føre til deres nuværende hidsige tone. Selv havde hun intet imod at tage den skarpe tone i brug, men det var bare sådan som det nu engang måtte være. Hun var vant til, at mænd følte, at hun intimiderede deres mandlighed, når hun bevægede sig udenfor sit samfund, men det var der intet at sige til. Mændene her var svage, og det vidste hun med sikkerhed. ”Åh min søde skat.. Føler du dig intimideret af min kvindelige styrke? Er du ikke vant til, at vi kvinder tør stille os op imod dig? Jeg kan kun sige, at det bliver dit fald og ikke mit,” svarede hun igen med en flabet attitude. Morsomt var det nu at stikke til ham, som hun fandt det ganske underholdende. Han pillede på ingen måde ved hendes selvtillid, men det var sjovt at se, at han prøvede, som han forsøgte at skræmme hende. Uheldigt for ham, så havde hun oplevet langt værre ting i verdenen end dette, så det fik hende ikke til at spekulere videre over tingene. ”Det er venligt, at du bekymre dig for mig, men det er ikke andet end tidspilde. Jeg ser skam virkeligheden, som den virkelig er,” sagde hun nedladende, som hun bestemt ikke ville bøje sig for ham.
Ideen om at vise ham, hvordan Tatiana boede, samt det at lære ham et par mørkelviske manerer, faldt hende utroligt godt ind. Så godt ind, at hun faktisk måtte spekulere nærmere over tanken. Han trængte til en omgang prygl, og det kunne hun give ham, som hun også kunne rette op på mange andre ting, når det gjaldt hans usle liv. Han trængte til en omskoling, som han burde lære og respektere, hvordan verdenen burde være, fremfor hvordan han så på det. ”Du tror, du har det fint, men det er ingenting i forhold til, hvad jeg kan tilbyde. Du har end ikke oplevet verdenen, før du har været i et mørkelvisk hjem,” svarede hun selvsikkert. Han ville formentligt ikke gå frivilligt med, men det gjorde fanger trods alt aldrig. De skulle altid slæbes af sted med, hvor man var nødt til at pille ved deres sind, når man nåede frem. At han så skulle sende adskillige magiske kugler efter hende, var noget der måtte irritere hende voldsomt, for hun hadede warlocks! Hun fandt det ikke værdigt at kaste besværgelser på lang afstand, som man i stedet burde tage et våben i hånden og angribe lige på. Det var også den teknik hun gik med, da hun greb om sit sværd og svingede det mod ham. Sværdet han fremmanede fik hende til at trække let på smilet, da det betød, at hun fik en smule kamp. ”Så han kan andet end at fremmane små sommerfugle.. Interessant,” svarede hun kynisk, som deres sværds klinger slog mod hinanden i en skarp lyd. Hun var dog ikke stillestående længe, da dette bestemt ikke var en tepause for hende. Klingen trak hun en anelse til sig, inden hun igen måtte svinge den efter hans side.